Kategoriarkiv: Bolig

Stil ind på radioens historie – på radio-rundtur i Den Gamle By

Den af

For nogle uger siden havde jeg besøg af tv-stationen dk4, som ville lave en udsendelse om radioer gennem tiden. Her i Den Gamle By kan vi nemlig vise en stor del af radioens historie gennem museets 1927- og 1974-kvarterer. Det gav mig anledning til at “stille ind” på den danske radiohistorie og gå denne radio-rundtur.

Tv-kanalen dk4 var på besøg hos cykelsmeden for at lave en tv-udsendelse om radioer.

Radioer hos cykelsmeden

Vi begynder turen hos cykelsmeden i 1927-kvarteret. Hos cykelsmeden er der flere forskellige radiomodeller fra radioens barndom. Cykelsmeden, tænker du måske? Men den er god nok. Det var nemlig ofte cykelsmede, der i begyndelsen tog det nye apparat til sig sammen med reparation af cykler, barnevogne, symaskiner og meget andet, der krævede finmekanisk snilde.

Der fandtes to typer af radioer dengang: Krystalapparater og lampemodtagere. På lampemodtagere sad lamperne, dvs. radiorørene, i begyndelsen udvendigt, men det viste sig mere praktisk at placere dem beskyttet inde i kabinettet. Lamperne kaldte man dem, fordi de mindede meget om glødepærer, en anden ny teknisk frembringelse fra den tid.

Til radiolytning brugte man i begyndelsen hovedtelefoner som dem, der ligger her på cykelsmedens arbejdsbord. Der kunne som regel tilkobles mere end ét sæt.

I begyndelsen af 1920’erne opstod flere små radiosendestationer, fx Lyngby Radio og Ryvang Radio. For at samle kræfterne og få styr på udrulningen af den nye teknologi, blev den licensfinansierede Statsradiofoni oprettet i 1925. Sendenettet blev udbygget, og med Kalundborgsenderen i 1927 blev radiosignalet landsdækkende. Nu blev radioer hurtigt meget populære. En del eksisterende fabrikker begyndte at producere radioer, og rigtig mange nye radiofabrikker skød op rundt omkring i landet. Nogle fremstillede også komponent-sæt, så man selv kunne bygge sin egen radio.

I boghandlerens baglokale findes en radio med tragthøjttaler.

I 1927 foregik radiolytning oftest gennem hovedtelefoner, men til lampemodtagere kunne man også benytte en tragthøjttaler. Den var allerede kendt fra hhv. fonografen og grammofonen. Det var dog ikke en højttaler i moderne forstand, men kun en simpel lydforstærker, der fungerer mere ligesom et gammeldags hørerør. Men til forskel fra hovedtelefoner, gjorde tragthøjttaleren det muligt at lave morgengymnastik på stuegulvet med Kaptajn Jespersen som vært i den populære udsendelse, der blev sendt fra 1927 og helt frem til 1952.

En tilfældigt udvalgt programoversigt fra 14. nov. 1927.

Kaster man blikket på en helt tilfældig programoversigt fra 1927, kan man se, hvad der blev sendt ud i æteren, som de gamle grækere kaldte det stof, himlen er lavet af: Ud over morgengymnastik var det skoleudsendelser, timeslag og klokkespil fra Rådhustårnet i København, foredrag, koncerter og pressemeddelelser.

Snedkerhåndværk eller tremmer på en lokumsdør?

I 1930’erne eksploderede salget af radioer, og det samme gjorde antallet af radiofabrikker. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne udviklede radioen sig til at blive et gedigent møbelsnedkerprodukt med håndværksmæssig finish. Nu blev radiorørene konsekvent placeret inde i kabinettet og det samme blev højttaleren, som nu var en ”rigtig” højttaler med højttalermembran, der gav meget bedre lyd end tragthøjttaleren. Højttaleren blev skjult bag stof eller tremmeværk af træ, så lyden kunne komme uhindret ud i rummet.

Pensionistparret i Huset i Havnegade st. tv. havde i 1974 en B&O-radio fra 1950’erne.

Hos pensionistparret i 1974-kvarteret kan vi se sådan et eksempel. Det er en radio fra B&O (Bang&Olufsen), en dansk radiofabrik blandt mange andre. Modellen er fra 1955. Ved hjælp af plastikknapper og en skala kunne man vælge mellem forskellige landes radiostationer og programmer. I Danmark havde Statsradiofonien fra 1951 udvidet sendefladen til både program 1 og 2, og i 1963 kom program 3. I 1950’erne og 1960’erne fik radioen desuden konkurrence fra det nye medie, billedradioen. Altså fjernsynet. Men sådan ét havde pensionistparret endnu ikke fået her i 1974.

I 1950’erne var det nye nordiske, enkle design inden for møbler blevet moderne; det vi i dag kender som ‘de danske møbelklassikere’. En af bannerførerne for den nye stil var arkitekt Poul Henningsen, eller blot kaldet PH. I 1954 blev der afholdt en radiomesse i Forum i København, og PH var i den grad ude med riven over datidens radiodesign, som han mildest talt ikke var imponeret over. Bl.a. skrev han:

”Rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte træsorter behængt med plastik og messing, så man kan brække sig over at se så meget talentløshed samlet på ét sted. Den gamle lokumsdør i sin mest stupide form er forbilledlig anvendt som inspirationskilde for tremmeværket i næsten alle højttaleråbninger, råbende til skyerne om dog at fuldende værket ved at sætte en spand vand og avispapir ind i kassen, som paradoksalt nok rummer et af vor tids største tekniske vidundere.”
(Citat: B.D. Nielsen: “Bella” og alle de andre, s. 142)

Radioen hos skoleinspektør frk. Sneum i Tårnborg, 1. sal tv. er også fra 1950’erne.

Hos den kvindelige skoleinspektør Frk. Sneum i 1974-kvarteret ser vi netop et eksempel på sådan en radio med tremmeværk. Selv her, helt fremme i 1974, har Frk. Sneum tydeligvis ikke set nogen grund til at skifte radioen ud, bare fordi den var gammel og umoderne. Og det samme gjaldt mange andre danskere, som beholdt de gamle radioer, for de virkede jo stadig, og ellers kunne de bare indleveres til reparation i en radiobutik.

Til sammenligning vises herunder et foto af Den Gamle Bys baggårdstoiletter. Mon ikke, det var sådan ét, PH havde i tankerne.

Baggårdslokummer i Den Gamle Bys 1800-tals-del.

Nogle få af de danske radiofabrikker tog PH’s kritik til sig, deriblandt B&O og LL (Linnet & Laursen), som efterhånden hyrede arkitekter til at formgive deres produkter. Det store skifte fra håndværk til design kom dog også fra den teknologiske udvikling med opfindelsen af transistorer.

Transistorrevolutionen i 1960’erne

Transistorerne havde samme funktion som radiorørene, men fyldte meget mindre, så man kunne skabe meget større ydeevne. Især op igennem 1960’erne betød det udbredelsen af en helt ny type radio, nemlig transistorradioen, den lille transportable radio, som kunne køre på både batterier og ledning og havde indbygget antenne. Der er mange eksempler i 1974-kvarteret, blandt andet inde hos Frisør Anni, hvor der blev lyttet til radioværten Jørn Hjortings udsendelser, mens kunderne fik ordnet hår.

Damefrisøren har en transistorradio i salonen.

Men det var ikke kun de transportable radioer, der fik transistorer. Det skete også i de mere stationære stueradioer, og i 1970’erne fortsatte transistorrevolutionen i fjernsynet. På Pouls Radios værksted kan man kigge ind bag bagbeklædningen og selv se udviklingen fra rørradio til transistorradio.

På reparationsværkstedet i radiobutikken Pouls Radio reparerede man både rørradioer (venstre billede) og transistorradioer (højre billede) i 1974.

Stereoanlægget indtog de danske hjem

Siden 1950’ernes ”snedkerkasser” var der sket en stor udvikling, og det skyldtes to ting: For det første gjorde overgangen fra radiorør til transistorer det muligt at lave meget mindre og fladere radioer. Og for det andet havde man fået udviklet en helt ny teknologi til at forbedre lyden, nemlig stereo. Nu skulle der ikke være én højttaler inde i radioen, men hele to eksterne højttalere, og de skulle placeres korrekt i rummet for at opnå optimal lydkvalitet. Også dette gjorde, at selve radioen kunne blive mindre og fladere.

Nu var radioerne blevet horisontale i formen, og passede dermed til de nye reolsystemer, som også kom på mode. Samtidig kunne man bruge radioen som forstærker og tilkoble både pladespiller og båndoptager og dermed opnå stereolyd med alle typer afspillere i et stereoanlæg. Sådan et kan man blandt andet se hos den enlige mor i Huset i Havnegade.

I lejligheden i huset i havnegade, st. th. har de et stereoanlæg.

Fra 1973 sendte Danmarks Radio alle udsendelser i stereo. Mange kan stadig huske Stereotesten, en 5-minutters udsendelse, hvor lytterne kunne teste, om deres stereoradio og -højttalere var indstillet korrekt. God lyd var nu i højsædet, og for entusiasterne var stereo ikke engang godt nok – nu skulle det være lyd af højeste troværdighed, High Fidelity forkortet til Hi-Fi.

Hi-Fi var godt som salgsblikfang i butiksvinduet. Hi-Fi-bogstaverne har Den Gamle By genskabt ud fra et foto af virkelighedens Pouls Radio i Holstebro.

B&O blev en dansk world story i 1970’erne

Der var gode muligheder for at for at få det sidste nye inden for radio/tv i 1974. Det kan man forvisse sig om i radiobutikken Pouls Radio. På designfronten skilte navnlig ét mærke sig nu markant ud. B&O havde i begyndelsen af 1970’erne indledt samarbejde med designeren Jakob Jensen, der med kompromisløst design resulterede i, at flere af B&Os nye modeller blev udstillet på Museum og Modern Art i New York. B&O var nu blevet et verdenskendt brand, og det gav sig fra sidste halvdel af 1970’erne og frem udslag i nye stadigt dyrere high end B&O-produkter til verdensmarkedet, som de færreste almindelige danskere efterhånden kunne få råd til.

B&O blev i begyndelsen af 1970’erne et verdenskendt designikon. Siden etablerede B&O sin egen eksklusive verdensomspændende butikskæde, men her i 1974 kunne man stadig købe en B&O-model hos Pouls Radio til en overkommelig pris.

Igennem 1960’erne kom de danske radiofabrikker på stærkt tilbagetog, mens stadigt flere radioer blev importeret fra udlandet. Mange vil kunne huske europæiske mærker som Tandberg, Grundig, ITT og Philips. Desuden kom flere asiatiske mærker nu også på banen, fx AKAI, Sony og JVC. De fleste danske fabrikker fik ikke omstillet sig til det internationale marked i tide. Noget, der især pressede fabrikkerne, var konkurrencen fra fjernsynet, ikke mindst da farvefjernsynet kom.

B&O valgte allerede tidligt i 1960’erne at satse på en kombination af teknisk kvalitet, design og eksport, og det blev fabrikkens redning. I midten af 1970’erne faldt de sidste reelle danske konkurrenter nemlig fra, først og fremmest Eltra og Arena. De få tilbageværende danske producenter satsede herefter på nicheproduktion såsom skibsradioer, højttalere og lignende.

I Pouls Radio er de populære mærker i 1974 repræsenteret på hylderne. De fleste er udenlandske, men der er også danske mærker imellem.

Radioamatøren runder radio-rundturen af

Hos radioamatøren på tørreloftet i Havnegade-huset får man indblik i en radiohobby, der blev umådeligt populær i 1960’erne og 1970’erne, men som faktisk har rødder helt tilbage i radio-pionertiden i 1920’erne. Foreningen Eksperimenterende Danske Radioamatører blev oprettet i 1927 og eksisterer stadig den dag i dag.

Radioamatørstationen ligger på tørreloftet i Huset i Havnegade.

En radioamatør kommunikerer på hobbyplan over radio med andre radioamatører i hele verden. Når man har haft kontakt, bekræftes kontakten efterfølgende ved at sende et såkaldt QSL-kort til hinanden med posten. I skrivebordsskuffen ligger alle de QSL-kort, vores radioamatør har modtaget fra alverdens lande gennem årene.

I dag kommunikerer vi alle nemt gennem internettet med folk rundt omkring på hele kloden, men før den digitale revolution kunne man altså også være med, takket være radioen.

DAB og digital radio i 2014-lejlighederne

Indtil videre ender turen her. Men når Den Gamle By åbner en 2014-gade om få år, vil vi kunne vise radioudviklingen helt til frem til den digitale radio. I den ene lejlighed kommer der en Lumatron DAB-radio, og i den anden er radioapparatet helt erstattet med en app på en smartphone og en tilhørende Zeppeliner soundbar.

I de kommende 2014-lejligheder vil man komme til at se hhv. en DAB-radio og en radioapp med soundbar.

Udsendelsen om radioen før og nu på dk4 skulle efter vores oplysninger blive sendt første gang fredag 24. april 2020. Dk4 nåede ikke med på hele radio-rundturen, men du er velkommen til at tage turen på egen hånd næste gang, du besøger Den Gamle Bys 1927- og 1974-kvarterer.

 

Link

De danske programoversigter for perioden 1925-1983 findes tilgængeliggjort på nettet: https://www.danskkulturarv.dk/udstilling/postkort-og-plakater/

Litteratur

Bjarne D. Nielsen: ”Bella” og alle de andre. Radio- og TV-fabrikker i Danmark: 1925-1975. Udgivet i 2007.

Leif Ahm: En verden i lyd og billeder. Dansk radio & tv fra krystalapparat til videokassette. Udgivet i 1972.

Renlighed er en dyd

Den af

Hvordan rengjorde man køkkengulve i 1864 – og hvor tit?

Det spørgsmål fik jeg lige efter nytår, og jeg vil svare på det med dette blogindlæg.

Gården midt i billedet er købmandsgården, hvor Den Gamle Bys gæster kan reflektere over begivenheder og hverdagsliv i 1864. Den lå i sin tid overfor Aarhus Rådhus.

Jeg kom straks til at tænke på Jeppe Aakjærs erindringsbog Fra min bitte-tid, der udkom i første udgave i 1928. Jeppe Aakjær blev født i 1866 på en fattig gård syd for Skive. I bogen er der krasse beskrivelser af hjemmets rutiner og problemer i forbindelse med rengøring, så dem vil jeg starte med at se nærmere på.

I Aakjærs hjem sov flere sammen i alkoverne, de indbyggede senge uden vinduer. I Den Gamle By er der 1700-tals alkover med fine låger; men alkover kunne også have forhæng. I Aakjærs hjem kom man ind i alkoverne fra stuen, og den lille Jeppe sov inderst op mod den kolde ydervæg sammen med sin bedstefar, der sov nærmest stuens varme. På ydermuren var der en groft flettet stråmåtte. Den kunne isolere lidt mod kulden; men bedstefar havde også en anden, ikke særlig delikat anvendelse af måtten, nemlig at spytte på den. Det gjorde han, selv når hans barnebarn lå i sengen. Bedstefar brugte skråtobak, hvor spunden og sovset tobak skæres i små stykker, der puttes i munden på indersiden af læberne. Nikotinen optages gennem mundens slimhinde. Skrå stimulerer også spytproduktionen og farver spyttet sort. Når den lille Jeppes bedstefar gik i seng, tog han den våde skrå ud af munden, lagde den på sengestokken, og han skulle også af med den rigelige spytproduktion, før han lagde sig til at sove. Aakjær fortæller:

”Mod denne måtte spyttede bedstefar langspyt, så den svidende sovs hyppig sved mig i øjnene. (..) Da bedstefar var død, var det næsten ikke muligt at få den sorte væg til at tage mod kalken.”

Vores nutidige opfattelse af hygiejne og hensynsfuld adfærd bliver stærkt provokeret af sådan en beretning.

 

Spyttebakke. Når en spyttebakke var i brug blev den foret med papir og fyldt med sand.

Aakjærs bedstefar hørte til den gamle skole, der ikke ville bruge spyttebakker, de flade metal- eller træskåle, der blev stillet på passende steder på gulvet. De blev foret med papir og fyldt med sand, og mændene skulle helst spytte i dem, for at man ikke skulle få spyt overalt på gulvene; men den skik var vanskelig at få indført. Aakjær fortæller:

”De skrående mænd spyttede, hvor de ville. Havde man haft en gæst, stod der gerne en svinsk dam under ham, så hans træsko var lige ved at sejle.”

Der var nok at tage fat på for en husmor!! Morgenen havde sine faste rutiner i Aakjærs hjem, og rengøring var så absolut opfattet som kvindearbejde, som tjenestepigerne og husmoderen tog sig af. Først skulle sengehalmen luftes, og det resulterede i bunker af muggen halm på gulvet, fortæller Aakjær. Så skulle spisebordet skures. Den næste opgave var at feje det stampede lergulv, som ikke kunne vaskes, fordi det ville gå i opløsning, hvis det blev overhældt med vaskevand. Aakjær beskriver fejningen på denne måde:

”Der fejedes (…) med lange, stærke strøg, der rejste støvet i kvalmende skyer lige til loftsbjælken. Da den tids vinduer var nagelfaste, tror jeg bestemt ikke, at ét eneste vindue kunne åbnes i mit hjem; det ville jo også have været en bespottelig gerning at slippe al den dejlige varme ud, når rimfrosten gnistrende på vinduesruderne! Bedstefar ville truende have hævet sin knyttede hånd mod loftet, om noget sådant var sket! Som sagt, da støvet og dunsten ikke kunne slippe ud til siderne, havde det ingen anden udvej end at stige til vejrs, og det gjorde det prompte, så det den første time efter fejningen dalede kælent ned over alt og alle, ned i maden, ned over de henstillede mælkefade, der var sat hen for at samle fløde, krøb ind i ens åndedrætsorganer, så den lille i vuggen fik et hosteanfald.”

Citatet taler for sig selv. Det er tydeligt, at Aakjær var en skønlitterær forfatter, der med sine ord maler billeder for os, så vi næsten kommer til at hoste selv. Bogen udkom, som nævnt, første gang i 1928, og de første årtier af 1900-tallet havde et ganske andet syn på rengøring, så han har naturligvis set på barndomshjemmet gennem den linse. Når fejemøget var blevet båret ud, skulle gulvet bestrøs med sand. Sandet havde flere funktioner. Dels opfattede man et gulv fint strøet med sand som et bevis på husmoderens og pigernes gode evner, dels var andet skidt nemmere at feje sammen ved næste rengøring. I Aakjærs hjem var sandkammeret under loftstrappen. Aakjær fortæller:

”Strøsandet spillede en stor rolle i de gamle hjem. Mor var i den henseende yderst kræsen. Kun far selv blev betroet til at hente det hjem fra ’æ saaendbak’ (sandbakken), hvor den gode Gud for tusinde af år siden havde lagt det i undergrunden i gnistrende lag for det samme. Her i forstuen var der inde under loftstrappen et mørkt rum, hvor sandet gemtes året om som en lille helligdom.”

Aakjærs mor strøede ligesom andre husmødre det hvide sand både på lergulvene og på de gulve, der havde en belægning af natursten i afrundede former, de såkaldte piksten. Vi hører ikke i Aakjærs beretning, hvilken gulvbelægning der var i køkkenet. Måske har det været piksten.

Stenbro med piksten

I byerne hentede man ikke selv sandet. Der var sandmænd, som kørte rundt og solgte gulvsand. Alma Kristine Petersen, hvis erindringer, man kan læse på København Stadsarkivs hjemmeside, fortæller:

”Der kom også ofte en mand med en flad vogn med en lille hest foran. Han solgte sand. Det skulle strøs på gulve og trapper. For selvom alt var gammelt og forfaldent var gulve og trapper hvidskurede”.

Alma Kristine Petersen var født i 1891 (står der i selve hendes beretning) og boede Vognmagergade i København på det tidspunkt, hun fortæller om. På samme måde fortæller Hertha Aargaard om brugen af sand på gulvene:

”Jeg er født i 1902 på Christianshavn i det, der dengang hed Prinsessegades Forlængelse. Det var kun en jordvej og havde kasernen på den anden side af vejen. Det var en herlig legeplads for os, for der kom jo sjældent køretøjer. Derfor var det også skønt, når sandmanden kom. Han solgte for 5 øre sand, som husmødrene kom på de hvidskurede gulve. Vi børn hang bag på vognen, til han opdagede os og jagede os af”.

Hvidt strandsand blev anset for det fineste. Efterhånden blev både de stampede lergulve og pikstensgulvene erstattet med bræddegulve i køkkerne, dog ikke lige op til ildstedet på grund af brandfaren. Her kunne stadig ligge piksten eller fliser, som kunne holde til eventuelle tabte gløder fra komfur eller ildsted.

Snavset køkkengulv i købmandsgården

Bræddegulvene gav ekstra rengøringsarbejde for kvinderne. Til hverdag blev de fejet og strøet med sand ligesom de andre slags gulve blev det; men om lørdagen skulle bræddegulvene skures for at holde sig pæne. Man kaldte det hvidskuring. Ole Højrup fortæller på basis af Nationalmuseets etnologiske undersøgelser:

”Dette var pigernes arbejde, og det krævede også unge ben at ligge på gulvet og skure et stort gulv med en halmvisk dyppet i mergel eller en blanding af ler og kalk. Dette skuremiddel gav nogle meget smukke gulve, men det var hårdt ved hænderne..”

I købmandsgården i Den Gamle By er der et uferniseret trægulv i køkkenet. Hvis det skal renholdes historisk korrekt, skal vi på museet have anskaffet halmviske og mergel, som er ler med et stort indhold af kalk, eller vi skal fremstille en blanding af ler og kalk, og så skal der ellers gang i knofedtet hver lørdag for at holde gulvene hvidskurede.

Brugen af gulvsand ophørte, efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet. På det tidspunkt begyndte man at vaske gulvene med sæbevand.

I samleværket Vort Hjem fra 1903 redigeret af Emma Gad kan man læse om køkkengulvets renholdelse:

”Den første Morgengerning i Køkkenet bestaar i at lukke alle Vinduer op, feje og vadske Gulvet, tørre Støv af og eventuelt bære Brændsel.”

Så i byerne i hjem, hvor der var råd til tjenestepiger, blev køkkengulvet fejet og vasket hver eneste dag omkring år 1900. Fru Emma Gad har selv skrevet kapitlet om køkkenets renholdelse, og lidt længere nede i teksten kan man se, at hun til de ugentlige pligter i køkkenet anbefaler, at skabene tømmes og afvaskes, vinduer poleres, døre og paneler afvaskes, vandgryden tømmes og afvaskes og endelig pudses komfuret og alle metalsagerne i køkkenet. Dagligt benyttes stadig hvidskuring af køkkenbordet. Emma Gad skriver:

”For at faa Bordene skinnende hvide, maa de ikke blot skures med Sand og Sæbe, men bagefter vadskes grundigt med en fugtig, helst ulden Klud. Fedtpletter tages af med Soda, eller smøres ind med Pibeler, der ikke maa afvadskes før efter nogle Timers Forløb.”

Pibeler er ler uden urenheder og blev i 1700-tallet brugt til at fremstille kridtpiber, da rygning var moderne. Man kan stadig købe pibeler til at bearbejde sine trægulve med, og eventuelle fedtpletter på køkkengulvet i købmandsgården kan sikkert tages af med pibeler, hvis ikke det er nok med knofedt og mergel.

Skilte som dette blev hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet

Vi startede med alt spytteriet i Aakjærs hjem, hvilket også skete i mange andre hjem i samtiden, fordi der ikke var en generel viden om sammenhængen mellem spyt og smittefare.  Gæsterne i Den Gamle By kan overfor isenkræmmerbutikken se et skilt med teksten SPYT IKKE PAA FORTOVET under Lorrainekorset, det internationale symbol for tuberkulose. Sygdommen var meget udbredt i slutningen af 1800tallet. Det er en bakteriesygdom, der blandt andet smitter via hoste og spyt. Som en del af forebyggelsen blev skiltene hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet. Lungeforeningen oplyser, at der omkring 1900 var 6.000 nye tuberkulosetilfælde om året i Danmark, og en tredjedel af dem med dødeligt udfald. Det var et meget alvorligt samfundsproblem, og der var også en stor social slagside forbundet med sygdommen.

Tak til mine kolleger på Nationalmuseet, Lykke Pedersen, Vibeke Andersson Møller og Anja Jørgensen for tips og idéer i forbindelse med dette blogindlæg.

Kilder:

Ole Højrup: Landbokvinden. Gyldendals Bogklubber. Nationalmuseet. 1991.

Overfladebehandling af gulve: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/bygninger/Bygningsbevaring/9.6%20Overfladebehandling%20af%20gulve.pdf (16. januar 2019)

Alma Kristine Pedersens erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/alma-kristine-petersen (2. februar 2019).

Hertha Aargaards erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/hertha-aargaard (2. februar 2019).

Lungeforeningens historie: https://www.lunge.dk/om-os/viden-lungeforeningen-foer-og-nu (3. Februar 2019)

Jeppe Aakjær: Fra min bitte-tid. En kulturhistorisk selvbiografi. 4. udg. 1. oplag. Hovedland. 2003.

Vort Hjem (redaktion Emma Gad), København, Det nordiske Forlag, 1903.

 

 

 

 

 

Lidt om Møntmestergården

Den af

I disse dage planlægger jeg og ser i den forbindelse på gamle notater fra mit arbejde med 1768-boligen i Møntmestergården – den pragtfulde gård fra Borgergade i København. Jeg arbejdede med det spændende projekt fra 2002 til 2009. Det var meget berigende at dykke ned i mange aspekter af en højborgerlig boligindretning i 1700-tallet og dejligt nu at gense sine overvejelser.

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

På Den Gamle Bys hjemmeside kan man læse om mange elementer i det store arbejde:

http://www.dengamleby.dk/highlights/top-10/moentmestergaarden/

Men her vil jeg fortælle lidt om, hvordan Den Gamle Bys rige samling af dåbstøj kunne hjælpe os i arbejdet med at rekonstruere væggenes udsmykning. Dåbstøj blev i 1700tallet kaldt kristentøj. Det har jeg skrevet om andre steder og vil ikke gå i dybden med her.

Den italienske trappe i Møntmestergården

Den italienske trappe i Møntmestergården

I tankerne skal vi gå op ad den såkaldte italienske trappe med de flotte marmoreringer i blåt og hvidt. Den karakteristiske blå farve var i midten af 1700-tallet ny og moderne. Trappen blev kaldt italiensk, fordi den var indendørs, – og ikke som tidligere trappetyper udvendige med adgang til svalegange, der så forbandt de enkelte rum på etagen. Om vinteren har det være koldt og upraktisk at skulle udendørs på svalen for at komme fra rum til rum. Fra Møntmestergårdens barokke trappe er der fire døre ind til lejligheden. Hvis vi går ind ad nummer to fra venstre kommer vi ind i Fruens Kabinet, som er den ene af de tre sale på rad ud mod Torvet i Den Gamle By. I 1700-tallet sværmede folk med ambitioner for det franske, så dengang ville man have sagt, at salene lå en suite eller en filade. Fidusen var, at man gennem dørene kunne se gennem salene, når de lå på række på den måde. Det var fint, moderne og statusgivende.

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

For nylig fik jeg foræret en omvisning i den franske ambassade i København. Den ligger i det Thottske Palæ ved Kongens Nytorv og rummer på et adeligt niveau fine rokokorum en filade.

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

I Den Gamle By skulle vi ramme et højborgerligt miljø, som anvendte andre materialer end det adelige; men med de samme stilmæssige ambitioner. Da Møntmestergården blev nedtaget i 1944, noterede projektlederen, arkitekt Hans Henrik Engqvist, at væggene i den sal, vi nu kalder Fruens Kabinet, var malede i mønstre, der efterlignede silkedamask. Vi brugte så vidt muligt husets egne spor i rekonstruktionen, og her var en chance for et fint samspil mellem museets store samling af kristentøj og malerafdelingens arbejde. Jeg valgte nogle kristentøj syet af damask. Det er en væveteknik, som blev opfundet i renæssancen, og den specielt velegnet til blanke materialer. Kort fortalt støder partier, hvor vævningens længdegående tråde, trenden, er dominerende op mod partier, hvor de tværgående tråde, islætten dominerer. Mønstret fremstår blankt mod mat i lysets spil i materialet. Det valgte kristentøj har et for af gyldent silkedamask med et snoet mønster af blad- og blomsterformer.

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Den Gamle Bys dygtige malere tegnede forsigtigt mønstret op og skar skabeloner ud, så mønstret kunne blive malet i to grønne nuancer på de lærreder, der var blevet opspændt på vægfladerne over panelerne.

Tilpasset2

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Jeg har skrevet om kristentøj som et møde hen over geografiske og sociale grænser i Danmark her:

http://www.oxbowbooks.com/oxbow/fashionable-encounters.html

 

 

 

1970´er jul – hessian, stoftryk og kravlenisser

Den af

Takket være samarbejdet med de mennesker, hvis hjem er genskabt i 1970´er kvarteret i Den Gamle By, kommer man her helt tæt på den personlige jul – komplet med hjemmelavede juledekorationer, stoftryk på hessian, gløgg, stjerner, juleklip, lametta og meget mere.

Hvor ved vi det fra?

Oplysningerne har vi fra familierne selv, og hos flere af dem er vi så heldige, at kalenderlys, kravlenisser og andet julepynt har sneget sig med på julefotografierne. Det gælder blandt andet hos lærer-/pædagogparret Anne Grethe og Jens Andersen på 1. sal tv. i Huset i Havnegade.

This slideshow requires JavaScript.

Dørpynt med 45 år på bagen

Samtidigt har familien gemt meget af deres 1970´er julepynt, og noget af pynten har sat sig særlige spor i hukommelsen. For eksempel har Jens og Anne Grethe i alle årene haft det samme stykke pynt hængende på deres hoveddør. Anne Grethe husker, at den blev købt i Salling i Aalborg omkring 1970. Familien tog i oktober 2015 afsked med dørpynten, som skal pryde døren i deres genskabte lejlighed i Den Gamle By.

dørpynt

Anne Grethe gør dørpynten klar til ophængning i Den Gamle By.

Gløgg og gæster

I forbindelse med julen havde Jens og Anne-Grethe ofte gæster. Typisk blev der serveret hjemmelavet gløgg og forskelligt tilbehør. Anne-Grethes favoritopskrift ses i køkkenet, sammen med den originale punchbowle i glas, som gløggen blev serveret i. Gløggen må man dog tænke sig til, men mon ikke julestemningen gør sit til, at man næsten kan smage den?

julefugl

Juletræet hos Jens og Anne Grethe blev pyntet efter praktiske principper. Anne Grethe fortæller ”Der var nogen, som var startet med årets farve. Det brugte vi ikke. De store ting hang nederst på juletræet, og de små ting øverst – de hvide fugle, som var lidt sarte og havde brug for mere plads, hang vi næsten altid øverst, så de hang lidt for sig selv” Fuglene er lavet i 1970´erne – og er iøvrigt med i flere af tidens bøger med juleinspiration.

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Den af

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)

Hallo? Nu genindfører Den Gamle By fastnettelefonerne

Den af

Mens alle andre i disse år dropper fastnettelefonen til fordel for dens moderne trådløse afløser, mobiltelefonen, går vi stik imod trenden her i Den Gamle By!

Telefon i bagerbutik 1974

Den Game Bys Telefonlaug består af tidligere TDC/Jydsk Telefon-ansatte. Her er Frank Larsen og Niels Jesper Andersen i gang med installationsarbejdet i bagerbutikken i 1974-kvarteret.

Som en del af 1974-projektet vil Den Gamle By også gerne vise historien om den nu fuldkommen forældede fastnettelefoni. Det gør vi med tidstypiske telefoner i lejlighederne og på sigt med en telefonboks ude på fortovet. Målet er at genskabe fastnettelefonien med fungerende telefoner, så gæsterne kan ringe, som man gjorde i 1974, dvs. dreje et nummer, ”lægge røret på”, lytte til klartonen osv.

Installering af fastnettelefoni i 1974-bydelen er blevet mulig takket være en gruppe frivillige tidligere TDC/Jydsk Telefon-folk, der nu mødes ugentligt i Den Gamle Bys Telefonlaug. De indsamler alt nødvendigt materiel, hvilket er på høje tid, så installationerne både ude og inde kan fremstå så korrekt, som overhovedet muligt. Netop nu arbejdes der i hjørneejendommen Tårnborg, som snart åbner for publikum.

Telefonerne testes.

Hallo? Jo, der er hul igennem! Test af telefoner er Kjeld Erik Bøjesens speciale.

Desuden tester de telefonapparaterne for fejl og justerer frekvensen på nummerskiverne – for det hedder nemlig ikke drejeskiver, hvis det skal være helt korrekt. I lejlighederne er det også de kyndige fagfolk fra Telefonlauget, der sætter telefonstik op og trækker telefonledningerne.

Bakkalit telefonstik

Niels Jesper Andersen fremviser resultatet af sine anstrengelser: Et telefonstik af bakkalit til fællestelefonen i det kommende kollektiv i Tårnborg.

– ”Det føles helt som at være tilbage i 1974, når vi installerer telefoner i 1974-lejlighederne. Ja, altså lige bortset fra knæene, de er ikke helt så gode længere. Og brillerne er også kommet til siden dengang…” beretter Niels Jesper Andersen med et glimt i øjet.

For at få det helt rigtige 1974-udtryk også i det udvendige, skal kablerne føres på ydersiden af gårdfacaden. Her samlede man abonnenternes linjer i en fordeler på muren oppe i 1. sals. højde.

”- Så kunne man ikke så let fuske sig til en gratis telefonforbindelse eller lave aflytning”, fortæller Frank Larsen, der selv arbejdede som telefonmontør i 1970’erne.

 

Frank Larsen laver de udvendige installationer. Abonnenternes linjer trækkes ud fra hver lejlighed og samles i en fordeler på muren mod gårdsiden.

Telefonerne i 1974-kvarteret kobles ikke til det offentlige telefonnet, men derimod til vores eget lukkede anlæg. På den måde kan man nemlig gøre det muligt at benytte seks-cifrede telefonnumre, præcis som man gjorde i 1974.

At inddrage frivillige fagspecialister som bl.a. telefonmontørerne her, giver nogle helt særlige muligheder, vi som museum kan bruge til at løfte kvaliteten, når vi arbejder med at genopbygge fortiden. Ikke blot får vi de kompetente fagfolks vurdering af, hvilket materiel, der var mest korrekt – noget, vi som museumsfolk ikke har tilstrækkelig ekspertise til selv at klare – vi får også dokumenteret et gammelt håndværk, der er ved at forsvinde, hvilket netop altid har været et kerneområde for Den Gamle By.

Telefonmontørernes arbejde dokumenteres

Telefonmontørernes arbejde dokumenteres med både foto og filmoptagelse. Her er det John Jacobsen, der fortæller om fastnettelefonien i 1970’erne.

Tårnborg åbner 20. juni 2013, og telefonmontørerne arbejder på højtryk for at få telefonerne klar til åbningen – vi håber det lykkes! Telefonlauget installerer løbende fastnettelefoner i 1974-kvarterets lejligheder, efterhånden som byggeriet skrider frem og husene bliver færdige.

Læs mere om Tårnborg i Den Gamle By

Med hjælp fra Post & Tele Museets frivillige etablerede vi for få år siden et fungerende telefonanlæg med telefoncentral i Den Gamle Bys 1927-kvarter.

Læs mere om telefoncentralen 1927-kvarteret

Borgmestergården frem i lyset

Den af

 I weekenden 4.-5. maj 2013 er der fokus på Borgmestergården, Den Gamle Bys absolut første hus, der blev starten på museet. Fokus er på bygningen som Aarhus-hus, så jeg har gravet lidt dybere i tingene for at kunne præsentere billeder og oplysninger, som ikke så tit har været fremme fra gemmerne. 

Borgmestergården lå på hjørnet af Immervad og Lille Torv i Aarhus. Her ses den under nedtagningen i 1908.

Museets frivillige hjælper Asger Christiansen scannede allerede i løbet af vinteren en samling fotografiske glasplader, fordi de skulle flyttes til et bedre magasin. Glaspladerne indeholdt mange billeder fra Borgmestergårdens allertidligste udstillinger, og de kan fortælle spændende historier om skiftede moder i museumsudstilling. Billederne kan også fortælle om, hvordan museumsfolkene i starten klarede sig med de forhåndenværende søms princip. Da genstandssamlingerne var ganske små, måtte man klare sig med lån fra private og fra andre museer. 

Tingene står langt fra hinanden i en af de første udstillinger i Borgmestergårdens Louis Seize stue. Læg mærke til portrætmaleriet af Johannes Wiedewelt på væggen. Det har været i Den Gamle By siden 1914.

Museets stifter og første direktør Peter Holm lånte ting fra mange sider. For eksempel fik jeg i 2009 en henvendelse fra min kollega Thomas Lyngby på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Han var i gang med at etablere en udstilling af ting fra før Frederiksborg Slots brand i 1859. Thomas Lyngby spurgte efter et portræt af billedhuggeren Johannes Wiedewelt malt af Hans Hansen, 1821. Med en hurtig søgning fandt jeg ud af, at dette billede havde været deponeret i Den Gamle By lige siden 1914. Museets stifter Peter Holm må altså have lånt det til sin første udstilling i Louis Seize stuen. I fantasien så jeg Peter Holm for mig med maleriet i den genopførte Borgmestergård. 

Peter Holm og sønnen Ralph på Borgmestergårdens trappe.

Der er mange kilder til viden om Borgmestergården. I arkivet for museets tegnestue har museumsassistent Solveig Kristine Kristensen gjort et stort arbejde med at systematisere og digitalisere billeder og tegninger af blandt andet Borgmestergården. I de digitaliserede genstandskort kan man finde oplysninger om ting, der har været brugt i Borgmestergården. Der er erindringer om livet i huset og jeg søgte naturligvis også i hukommelsen. Jeg kom i tanke om foredragsholderen Carl Langballes fantastiske iscenesættelser fra 1930. Dem havde jeg sidst fingre i, da jeg sammen med tidligere overinspektør Birgitte Kjær skrev artiklen Befolkede Rum til Den Gamle Bys årbog 1995. Det er ikke ret mange af disse billeder, der har været vist i en større kreds, siden Langballe rejste Danmark tyndt med sine Danmarks-foredrag i 1930’erne. Deres kvalitet er så god, at de fortjener at komme frem i lyset til temaweekenden. Derfor benyttede vi lejligheden at til digitalisere også disse spændende fotos, så museumsassistent Bodil Brunsgård har haft travlt med dette projekt i de senere uger. 

Carl Langballe iscenesatte og kongelig hoffotograf Peter Elfelt trykkede på udløseren i 1930. Her i rokokosalen i Borgmestergården.

 Læs mere om tema-weekenden her:

http://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/vis-begivenhed/?tx_wildsidecalendarview%5Buid%5D=200&cHash=ec7559da1c60db8ed3cd9a6953ceeac5

 Læs mere om Borgmestergården her: 

http://www.dengamleby.dk/borgmestergaard/