Om Lisbeth Skjernov

Museumsinspektør i Den Gamle By

Man bliver hooked af essesmedning! – Mød en af de nye frivillige i smedelauget

I 2020 har Den Gamle By etableret et nyt smedelaug med frivillige, der kan komme og kombinere deres interesse for essesmedning med formidling for museets gæster.

Nyt smedelaug i Den Gamle By

Den Gamle Bys museumssmed Johannes Bengtson Copmann har blandt andet brugt coronaåret 2020 på at etablere et helt nyt smedelaug i museets gamle smedje. Han kan prale med en gennemsnitsalder på under 30 år for de i alt 5 frivillige, der har været i gang i årets løb.

Lige før jul gik jeg en tur forbi smedjen for at finde ud af, hvorfor en ung fyr på 29 år har valgt at bruge 10 fridage om året som frivillig smed på et museum.

Søren Hammer Sørensen er 29 år og vild med at essesmede. Til daglig arbejder han i en ungdomsskole:

– ”Jeg er selvlært, for man kan ikke uddanne sig til essesmed i Danmark. Så jeg har bygget min egen smedje inde midt i Hobro, hvor jeg bor.”

Søren har været i gang i 2½ år nu og brugt i hvert fald over 1.000 timer på at essesmede. Han fortæller, at han har fået interessen, da han lidt tilfældigt prøvede det af:

– ”Jeg prøvede det, købte en ambolt og byggede en esse og kom i gang med at banke noget varmt jern. Og så blev jeg hooked! Og det er jo smart nok, for jeg har fået lov til at køre nogle smedehold i ungdomsskolen også, og har også haft soloundervisning, så nu underviser jeg også i at smede.”

Den Gamle Bys smedje er bemandet med frivillige i udvalgte weekender. Kan smedelauget få lidt flere medlemmer til den kommende sæson, vil det blive muligt at øge antallet af bemandingsdage.

Mulighed for at smede på gammeldags manér

– ”Da jeg så på Facebook, at Den Gamle Bys museumssmed var ved at starte det her smedelaug op, hvor man kunne komme og smede på gammeldags manér, var det meget tiltalende for mig. Derhjemme går man jo alene og smeder, men her står man typisk to sammen. Så er der både noget socialt i det, og man kan lære af hinanden.”

– “Og så er der jo publikum på. Det er måske lidt en form for pres, hvis tingene ikke rigtig går, som de skal, og der står 20 mennesker og kigger. Men så får publikum sig også nogle gange et grin. Og så må man jo forklare dem, hvorfor det ikke gik efter planen”, siger Søren med et smil.

I Sørens egen smedje derhjemme er der strøm til at bruge maskiner og elektrisk værktøj som fx vinkelsliber, og essen kører på gas. Men i Den Gamle bys smedje foregår arbejdet på ægte gammeldags manér. Der bliver fyret med kul i essen, og alt skal gøres med håndkraft, for der er ikke strøm til arbejdsredskaber.

– ”Man lærer lynhurtigt, at jo tættere, man kan smede det på den færdige størrelse, jo lettere er det, og du sparer simpelt hen så meget tid. Det er en ting, som jeg har lært ved at komme her som frivillig.”

For at komme i betragtning til smedelauget, skal man kunne noget på forhånd. Man skal sende billeder af noget af det, man har lavet, og derefter kan man blive kaldt ind til optagelsesprøve i smedjen af museumssmeden Johannes. Men man skal ikke nødvendigvis kunne det hele eller være ekspert:

– ”Smedelauget bærer præg af, at vi allesammen er i gang med at lære.” fortæller Søren.

– ”Selvom vi alle har noget erfaring, så er vi her for at blive bedre og hjælpe hinanden. Det er rigtig godt socialt, fordi folk, der smeder, typisk er meget passionerede omkring det, og så er det fint, at man har nogen, man kan dele det med. Man udveksler ideer og går og hyggesnakker. Det er også rigtig godt at have en makker, som man kan gå og ping-pong’e med i forhold til publikum.”

Sæsonen i smedelauget løber fra marts og året ud. Som frivillig i smedelauget skal man som udgangspunkt komme og arbejde i smedjen 10 dage om året, men man må gerne komme oftere.

– ”Vi kører med et tema pr. sæson. I år har vi kørt et tema med basisværktøj, fx mejsler og tænger, som smede jo skal kunne lave. Det forlyder, at næste års tema bliver skærende værktøj, bl. a. økser.”

Søren viser noget af det værktøj frem, han selv har lavet. Fordelen er, at man som essesmed kan blive ved med at tilpasse det og forbedre det. Så man får et meget personligt forhold til sit værktøj.

Formidling er en stor del af det at være frivillig i smedelauget

Søren vil også gerne udvikle sig formidlingsmæssigt gennem arbejdet i smedelauget, så kontakten til publikum i Den Gamle By gør det særligt attraktivt at være frivillig:

– ” En af de rigtig fede ting ved at være frivillig i smedelauget er at se, hvordan både unge og gamle bliver fascinerede. Formidling er faktisk en stor del af det for mig. For når jeg står derhjemme i smedjen, så livestreamer jeg ofte til nettet. Så det er en rigtig god mulighed for mig også at få lov til at komme her og formidle smedehåndværket i en museumskontekst, hvor folk står her fysisk. Det er bare på en helt anden måde, end hvis man viser det over nettet.”

Livestream med essesmedning er ikke så usædvanligt, som man lige skulle tro. Selvom det traditionelle essesmedehåndværk stort set forsvandt som erhverv i 1970’erne, har essesmedning faktisk fået lidt af en revival blandt de yngre generationer, og der er kommet mange nye hobbysmede til de senere år. Det skyldes ifølge Søren primært internettet, hvor det er let at finde andre med samme interesse:

– ”Jeg snakker med smede fra hele verden næsten dagligt. Hvis man skal bruge hjælp til noget, så er der altid lige en klar til at komme med et par tips.”

Der er også en del af gæsterne, som spørger interesseret til, hvordan man selv kommer i gang. Så fortæller Søren om, at man godt kan bygge sin egen essesmedje derhjemme.

– ”Det er faktisk også noget, vi snakker med gæsterne om – hvordan kommer man i gang derhjemme, hvor kan man gå hen, hvor er der nogle ressourcer, man kan bruge. Vi er desværre så uheldige, at når man går på Teknisk Skole for at blive smed nu om dage, så er der ikke længere noget, der hedder varmsmedning eller essesmedning. Det har de sorteret fra. Og det er der faktisk rigtig mange, der er skuffede over. En ting, jeg gør rigtig meget ud af at nævne er, at der faktisk findes en smedeskole. Den ligger bare i Sverige. Men man kan godt tage SU’en med. Og der er også danskere, der tager derover. Museumssmeden Johannes er fx uddannet på smedeskolen i Sverige. Så det er også en del af den formidling, vi laver.”

Den Gamle Bys smedje lokker nemt både store og små til med lyden af slag på ambolten og lugten af kulrøg. Børnene vil ofte gerne blive længe og kigge på, mens det som regel er forældrene, der efter noget tid siger: ”Nu skal vi vist videre, skal vi ikke…?”.

Efter min snak med Søren, går han i gang med dagens arbejde. Han begynder med at lave et par søm for at blive ”varmet lidt op”, inden han skal i gang med dagens projekt. Og allerede efter ganske få slag på ambolten kommer der flere familier hen til smedjen for at kigge på.

Stil ind på radioens historie – på radio-rundtur i Den Gamle By

For nogle uger siden havde jeg besøg af tv-stationen dk4, som ville lave en udsendelse om radioer gennem tiden. Her i Den Gamle By kan vi nemlig vise en stor del af radioens historie gennem museets 1927- og 1974-kvarterer. Det gav mig anledning til at “stille ind” på den danske radiohistorie og gå denne radio-rundtur.

Tv-kanalen dk4 var på besøg hos cykelsmeden for at lave en tv-udsendelse om radioer.

Radioer hos cykelsmeden

Vi begynder turen hos cykelsmeden i 1927-kvarteret. Hos cykelsmeden er der flere forskellige radiomodeller fra radioens barndom. Cykelsmeden, tænker du måske? Men den er god nok. Det var nemlig ofte cykelsmede, der i begyndelsen tog det nye apparat til sig sammen med reparation af cykler, barnevogne, symaskiner og meget andet, der krævede finmekanisk snilde.

Der fandtes to typer af radioer dengang: Krystalapparater og lampemodtagere. På lampemodtagere sad lamperne, dvs. radiorørene, i begyndelsen udvendigt, men det viste sig mere praktisk at placere dem beskyttet inde i kabinettet. Lamperne kaldte man dem, fordi de mindede meget om glødepærer, en anden ny teknisk frembringelse fra den tid.

Til radiolytning brugte man i begyndelsen hovedtelefoner som dem, der ligger her på cykelsmedens arbejdsbord. Der kunne som regel tilkobles mere end ét sæt.

I begyndelsen af 1920’erne opstod flere små radiosendestationer, fx Lyngby Radio og Ryvang Radio. For at samle kræfterne og få styr på udrulningen af den nye teknologi, blev den licensfinansierede Statsradiofoni oprettet i 1925. Sendenettet blev udbygget, og med Kalundborgsenderen i 1927 blev radiosignalet landsdækkende. Nu blev radioer hurtigt meget populære. En del eksisterende fabrikker begyndte at producere radioer, og rigtig mange nye radiofabrikker skød op rundt omkring i landet. Nogle fremstillede også komponent-sæt, så man selv kunne bygge sin egen radio.

I boghandlerens baglokale findes en radio med tragthøjttaler.

I 1927 foregik radiolytning oftest gennem hovedtelefoner, men til lampemodtagere kunne man også benytte en tragthøjttaler. Den var allerede kendt fra hhv. fonografen og grammofonen. Det var dog ikke en højttaler i moderne forstand, men kun en simpel lydforstærker, der fungerer mere ligesom et gammeldags hørerør. Men til forskel fra hovedtelefoner, gjorde tragthøjttaleren det muligt at lave morgengymnastik på stuegulvet med Kaptajn Jespersen som vært i den populære udsendelse, der blev sendt fra 1927 og helt frem til 1952.

En tilfældigt udvalgt programoversigt fra 14. nov. 1927.

Kaster man blikket på en helt tilfældig programoversigt fra 1927, kan man se, hvad der blev sendt ud i æteren, som de gamle grækere kaldte det stof, himlen er lavet af: Ud over morgengymnastik var det skoleudsendelser, timeslag og klokkespil fra Rådhustårnet i København, foredrag, koncerter og pressemeddelelser.

Snedkerhåndværk eller tremmer på en lokumsdør?

I 1930’erne eksploderede salget af radioer, og det samme gjorde antallet af radiofabrikker. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne udviklede radioen sig til at blive et gedigent møbelsnedkerprodukt med håndværksmæssig finish. Nu blev radiorørene konsekvent placeret inde i kabinettet og det samme blev højttaleren, som nu var en ”rigtig” højttaler med højttalermembran, der gav meget bedre lyd end tragthøjttaleren. Højttaleren blev skjult bag stof eller tremmeværk af træ, så lyden kunne komme uhindret ud i rummet.

Pensionistparret i Huset i Havnegade st. tv. havde i 1974 en B&O-radio fra 1950’erne.

Hos pensionistparret i 1974-kvarteret kan vi se sådan et eksempel. Det er en radio fra B&O (Bang&Olufsen), en dansk radiofabrik blandt mange andre. Modellen er fra 1955. Ved hjælp af plastikknapper og en skala kunne man vælge mellem forskellige landes radiostationer og programmer. I Danmark havde Statsradiofonien fra 1951 udvidet sendefladen til både program 1 og 2, og i 1963 kom program 3. I 1950’erne og 1960’erne fik radioen desuden konkurrence fra det nye medie, billedradioen. Altså fjernsynet. Men sådan ét havde pensionistparret endnu ikke fået her i 1974.

I 1950’erne var det nye nordiske, enkle design inden for møbler blevet moderne; det vi i dag kender som ‘de danske møbelklassikere’. En af bannerførerne for den nye stil var arkitekt Poul Henningsen, eller blot kaldet PH. I 1954 blev der afholdt en radiomesse i Forum i København, og PH var i den grad ude med riven over datidens radiodesign, som han mildest talt ikke var imponeret over. Bl.a. skrev han:

”Rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte træsorter behængt med plastik og messing, så man kan brække sig over at se så meget talentløshed samlet på ét sted. Den gamle lokumsdør i sin mest stupide form er forbilledlig anvendt som inspirationskilde for tremmeværket i næsten alle højttaleråbninger, råbende til skyerne om dog at fuldende værket ved at sætte en spand vand og avispapir ind i kassen, som paradoksalt nok rummer et af vor tids største tekniske vidundere.”
(Citat: B.D. Nielsen: “Bella” og alle de andre, s. 142)

Radioen hos skoleinspektør frk. Sneum i Tårnborg, 1. sal tv. er også fra 1950’erne.

Hos den kvindelige skoleinspektør Frk. Sneum i 1974-kvarteret ser vi netop et eksempel på sådan en radio med tremmeværk. Selv her, helt fremme i 1974, har Frk. Sneum tydeligvis ikke set nogen grund til at skifte radioen ud, bare fordi den var gammel og umoderne. Og det samme gjaldt mange andre danskere, som beholdt de gamle radioer, for de virkede jo stadig, og ellers kunne de bare indleveres til reparation i en radiobutik.

Til sammenligning vises herunder et foto af Den Gamle Bys baggårdstoiletter. Mon ikke, det var sådan ét, PH havde i tankerne.

Baggårdslokummer i Den Gamle Bys 1800-tals-del.

Nogle få af de danske radiofabrikker tog PH’s kritik til sig, deriblandt B&O og LL (Linnet & Laursen), som efterhånden hyrede arkitekter til at formgive deres produkter. Det store skifte fra håndværk til design kom dog også fra den teknologiske udvikling med opfindelsen af transistorer.

Transistorrevolutionen i 1960’erne

Transistorerne havde samme funktion som radiorørene, men fyldte meget mindre, så man kunne skabe meget større ydeevne. Især op igennem 1960’erne betød det udbredelsen af en helt ny type radio, nemlig transistorradioen, den lille transportable radio, som kunne køre på både batterier og ledning og havde indbygget antenne. Der er mange eksempler i 1974-kvarteret, blandt andet inde hos Frisør Anni, hvor der blev lyttet til radioværten Jørn Hjortings udsendelser, mens kunderne fik ordnet hår.

Damefrisøren har en transistorradio i salonen.

Men det var ikke kun de transportable radioer, der fik transistorer. Det skete også i de mere stationære stueradioer, og i 1970’erne fortsatte transistorrevolutionen i fjernsynet. På Pouls Radios værksted kan man kigge ind bag bagbeklædningen og selv se udviklingen fra rørradio til transistorradio.

På reparationsværkstedet i radiobutikken Pouls Radio reparerede man både rørradioer (venstre billede) og transistorradioer (højre billede) i 1974.

Stereoanlægget indtog de danske hjem

Siden 1950’ernes ”snedkerkasser” var der sket en stor udvikling, og det skyldtes to ting: For det første gjorde overgangen fra radiorør til transistorer det muligt at lave meget mindre og fladere radioer. Og for det andet havde man fået udviklet en helt ny teknologi til at forbedre lyden, nemlig stereo. Nu skulle der ikke være én højttaler inde i radioen, men hele to eksterne højttalere, og de skulle placeres korrekt i rummet for at opnå optimal lydkvalitet. Også dette gjorde, at selve radioen kunne blive mindre og fladere.

Nu var radioerne blevet horisontale i formen, og passede dermed til de nye reolsystemer, som også kom på mode. Samtidig kunne man bruge radioen som forstærker og tilkoble både pladespiller og båndoptager og dermed opnå stereolyd med alle typer afspillere i et stereoanlæg. Sådan et kan man blandt andet se hos den enlige mor i Huset i Havnegade.

I lejligheden i huset i havnegade, st. th. har de et stereoanlæg.

Fra 1973 sendte Danmarks Radio alle udsendelser i stereo. Mange kan stadig huske Stereotesten, en 5-minutters udsendelse, hvor lytterne kunne teste, om deres stereoradio og -højttalere var indstillet korrekt. God lyd var nu i højsædet, og for entusiasterne var stereo ikke engang godt nok – nu skulle det være lyd af højeste troværdighed, High Fidelity forkortet til Hi-Fi.

Hi-Fi var godt som salgsblikfang i butiksvinduet. Hi-Fi-bogstaverne har Den Gamle By genskabt ud fra et foto af virkelighedens Pouls Radio i Holstebro.

B&O blev en dansk world story i 1970’erne

Der var gode muligheder for at for at få det sidste nye inden for radio/tv i 1974. Det kan man forvisse sig om i radiobutikken Pouls Radio. På designfronten skilte navnlig ét mærke sig nu markant ud. B&O havde i begyndelsen af 1970’erne indledt samarbejde med designeren Jakob Jensen, der med kompromisløst design resulterede i, at flere af B&Os nye modeller blev udstillet på Museum og Modern Art i New York. B&O var nu blevet et verdenskendt brand, og det gav sig fra sidste halvdel af 1970’erne og frem udslag i nye stadigt dyrere high end B&O-produkter til verdensmarkedet, som de færreste almindelige danskere efterhånden kunne få råd til.

B&O blev i begyndelsen af 1970’erne et verdenskendt designikon. Siden etablerede B&O sin egen eksklusive verdensomspændende butikskæde, men her i 1974 kunne man stadig købe en B&O-model hos Pouls Radio til en overkommelig pris.

Igennem 1960’erne kom de danske radiofabrikker på stærkt tilbagetog, mens stadigt flere radioer blev importeret fra udlandet. Mange vil kunne huske europæiske mærker som Tandberg, Grundig, ITT og Philips. Desuden kom flere asiatiske mærker nu også på banen, fx AKAI, Sony og JVC. De fleste danske fabrikker fik ikke omstillet sig til det internationale marked i tide. Noget, der især pressede fabrikkerne, var konkurrencen fra fjernsynet, ikke mindst da farvefjernsynet kom.

B&O valgte allerede tidligt i 1960’erne at satse på en kombination af teknisk kvalitet, design og eksport, og det blev fabrikkens redning. I midten af 1970’erne faldt de sidste reelle danske konkurrenter nemlig fra, først og fremmest Eltra og Arena. De få tilbageværende danske producenter satsede herefter på nicheproduktion såsom skibsradioer, højttalere og lignende.

I Pouls Radio er de populære mærker i 1974 repræsenteret på hylderne. De fleste er udenlandske, men der er også danske mærker imellem.

Radioamatøren runder radio-rundturen af

Hos radioamatøren på tørreloftet i Havnegade-huset får man indblik i en radiohobby, der blev umådeligt populær i 1960’erne og 1970’erne, men som faktisk har rødder helt tilbage i radio-pionertiden i 1920’erne. Foreningen Eksperimenterende Danske Radioamatører blev oprettet i 1927 og eksisterer stadig den dag i dag.

Radioamatørstationen ligger på tørreloftet i Huset i Havnegade.

En radioamatør kommunikerer på hobbyplan over radio med andre radioamatører i hele verden. Når man har haft kontakt, bekræftes kontakten efterfølgende ved at sende et såkaldt QSL-kort til hinanden med posten. I skrivebordsskuffen ligger alle de QSL-kort, vores radioamatør har modtaget fra alverdens lande gennem årene.

I dag kommunikerer vi alle nemt gennem internettet med folk rundt omkring på hele kloden, men før den digitale revolution kunne man altså også være med, takket være radioen.

DAB og digital radio i 2014-lejlighederne

Indtil videre ender turen her. Men når Den Gamle By åbner en 2014-gade om få år, vil vi kunne vise radioudviklingen helt til frem til den digitale radio. I den ene lejlighed kommer der en Lumatron DAB-radio, og i den anden er radioapparatet helt erstattet med en app på en smartphone og en tilhørende Zeppeliner soundbar.

I de kommende 2014-lejligheder vil man komme til at se hhv. en DAB-radio og en radioapp med soundbar.

Udsendelsen om radioen før og nu på dk4 skulle efter vores oplysninger blive sendt første gang fredag 24. april 2020. Dk4 nåede ikke med på hele radio-rundturen, men du er velkommen til at tage turen på egen hånd næste gang, du besøger Den Gamle Bys 1927- og 1974-kvarterer.

 

Link

De danske programoversigter for perioden 1925-1983 findes tilgængeliggjort på nettet: https://www.danskkulturarv.dk/udstilling/postkort-og-plakater/

Litteratur

Bjarne D. Nielsen: ”Bella” og alle de andre. Radio- og TV-fabrikker i Danmark: 1925-1975. Udgivet i 2007.

Leif Ahm: En verden i lyd og billeder. Dansk radio & tv fra krystalapparat til videokassette. Udgivet i 1972.

Hovedet på sømmet – om håndsmedede søm

Der ligger ofte et stort arbejde bag selv de mindste detaljer i Den Gamle By.

Når husene på museet skal restaureres, går vi meget op i at bruge de korrekte materialer Det gælder også søm. I den gamle del af museet, hvor vi viser tiden før 1900, betyder det derfor håndsmedede søm, der laves af museets egen smed, Johannes Bengtson Pedersen.

Johannes fortæller her om, hvordan arbejdet foregår:

“Teknikken til at smede søm er som sådan enkel, men kræver megen øvelse, for at give et ensartet resultat.

Sømsmedene, der også blev kaldt nagelsmedene, var så specialiserede, at de ikke beskæftigede sig med andet. Efterspørgslen på søm var stor, og man anslår, at 1/3 af al jern i England i 1600-tallet gik til sømsmedning, som i stor stil eksporteredes også til Danmark. Her kan du se, hvordan jeg som smed i Den Gamle By, fremstiller alle de håndsmedede søm, vi bruger i bygningerne.”

“Først smedes spidsen på sømmet ud. Det er vigtigt, at jernet er omkring svejsetemperatur (1100 – 1250 grader), da det her har størst plasticitet og derved lader sig forme hurtigere.”

“Nu afsættes en “skulder” på sømmet. Dette gøres på kanten af ambolten mod mig og definerer afslutningen af selve “spigret” på sømmet. Skulderen giver også et godt afsæt til senere, når hoved på sømmet skal slås.”

“Spigret færdigsmedes ved konstant at vende jernet en kvart omgang frem og tilbage. Denne slagteknik holder jernet varmt og sikrer en jævn materialefordeling.”

“Materialet til hovedet forberedes ved at hugge næsten igennem jernet fra alle sider med et stokjern, der er en mejsel monteret i amboltens firkantede hul. Det er vigtigt ikke at kappe sømmet helt af, da man så kan putte sømmet i nageljernet uden at skulle bruge en tang. Nageljernet er det værktøj, man slår hovedet på sømmet i.”

“Her ses sømmet siddende i nageljernet, efter at hovedet er slået.”

“Og så er sømmet færdigt.”

“Håndsmede søm kendes ofte med de meget karakteristiske firslåede hoveder. Det er vigtigt, at sømmet smedes i én varme, det vil sige at jernet kun varmes en gang, hvorved spigret på sømmet udsættes for en deformationshærdning. Det sker ved, at slagene fra hammeren komprimerer og styrker jernets struktur. Sømmet bliver derfor stivere og bøjer ikke så let. Varmes jernet op igen, forsvinder denne egenskab.”

Her ses et eksempel på anvendelsen af de håndsmedede søm på et dørhængsel. Næste gang, du besøger Den Gamle By, prøv da at lægge ekstra godt mærke til smedens håndsmedede søm rundt omkring på de gamle huse.

”Et kæmpestort puslespil med rigtig mange brikker!” Smugkig hos håndværkerne i huset fra Hjørring

Huset fra Hjørring er ved at tage form i Den Gamle By. Efter at have været skilt ad i Hjørring, er det ved at blive genopført som del af 1974-kvarteret. Det har set færdigt ud i det ydre i over et år, mens der er arbejdet på den indvendige færdiggørelse. 

Det er en helt unik håndværksproces, der skal til, for at flytte et hus. Her får du et smugkig bag facaden.

Hjoerringhuset

Fra Hjørring til Den Gamle By

Den Gamle By har en høj profil inden for bevaring af de gamle håndværkstraditioner, herunder benyttelsen af de gamle materialer, værktøjer og teknikker. Men en del af det håndværksarbejde, der foregår på museet, er faktisk inden for den helt specielle disciplin at flytte eksisterende huse til museet. Det har vi gjort med bindingsværkshuse i nu 100 år. Men det nye er, at det nu er fuldmurede huse, der flyttes til Den Gamle Bys moderne bykvarter – og det er en noget mere kompliceret affære.

Huset fra Hjørring blev opført på den nuværende Wenbovej i Hjørring i 1902 som et beboelseshus i et typisk arbejderkvarter. Ved opførelsen blev der brugt materialer fra en nedrevet bank, deriblandt hoveddør og vinduer. Huset består af seks lejligheder og fuld kælder. Genopførelsen blev påbegyndt i 2010, og ved rejsegildet i 2011 deltog flere af husets beboere gennem tiden. To af dem var oven i købet født i huset.

Huset blev først nedtaget nænsomt af Den gamle Bys håndværkere – stykke for stykke. Tømrer- og snedkerværk – vinduer, døre, tag, spær, bjælker fodlister og trapper – blev afmonteret, og facademurene blev herefter adskilt i store mursektioner.

Elementhejs

Arkivfoto fra 2008: Mursektionerne blev pakket ind i stabiliserende plader, inden de blev hejst på blokvognen og kørt på magasin.

Ved genopførelsen er delene blevet samlet igen som et gigantisk puslespil på husets nye adresse i Nygade i Den Gamle By. Det er et stort præcisionsarbejde at få det hele til at passe, men det er heldigvis lykkedes. Metoden med at flytte fuldmurede huse i mursektioner er udviklet af Frilandsmuseet, men det er første gang, den anvendes på et 2½-etagers hus.

Ved at flytte facademuren i store dele, sikres det, at hver eneste mursten sidder nøjagtigt samme sted, som da huset stod i Hjørring – selv husnummeret er fulgt med! Når man i dag beundrer den genrejste facade i Den Gamle By,  er det umuligt at se, hvor facade-delene har været skilt ad.

Element-samling

Arkivfoto fra 2011: Arbejdet med at samle elementerne igen, når huset opføres, kræver stor omhu, for når arbejdet er færdigt, må man ikke kunne se, at husets murværk har været skilt ad.

Det store arbejde bliver løbende dokumenteret, og når huset åbner for offentligheden, bliver det blandt andet med en udstilling om, hvordan man flytter et fuldmuret hus stykke for stykke.

trappehejs

Arkivfoto fra 2011: Husets originale hovedtrappe blev hejst på plads i trappeskakten i ét stykke inden taget blev lagt. Heldigvis passede den perfekt!

Puslespil med træværk

De indvendige vægge blev pudset i løbet af vinteren og foråret 2014, og siden august i år har tømrerne været i gang med at sætte træværk op indvendigt. Den Gamle Bys tømrerformand Ejvind Maltesen giver denne dugfriske status på, hvor langt håndværkerne er nået netop nu:
– ”Vi er faktisk lige ved at være færdige med det indvendige træværk. Vi er ved at sætte de sidste loftslister op.”

Loftslister

Alt træværket genbruges så vidt det overhovedet er muligt. Her sætter Christina og Thomas loftslisterne på.

Ejvind og flere af de andre tømrere, som arbejder på genopførelsen, var også med til at nedtage det selvsamme træværk, dengang huset blev hentet i Hjørring i 2008: ”Det var sjovt at pakke det ud af containerne igen. Var det, som vi huskede det?”

Heldigvis behøver de ikke huske alle detaljer. Et stort registreringsarbejde under nedtagningen har sikret, at er blevet nummereret og hver enkelt stykkes præcise placering er noteret, så det hele kan samles rigtigt igen.

Toiletvæg

Skillevæggen ind til toilettet på bagtrappen er også samlet stykke for stykke. Hvert enkelt stykke er grundigt nummereret under nedtagningen for fem år siden.

Tømrersvend Christina Veinholt Jensen synes, det er en opgave ud over det sædvanlige:
-”Det er sjovt at se, om træværket nu også passer der, hvor det skal.”

Det gør det ikke altid helt, for husets mure kan godt have forrykket sig ganske lidt, men dog nok til at træværket skal tilpasses. Husets originale skævheder er dog forsøgt bevaret mest muligt.

– ”Men hvis det ikke passer, så må vi tilføje et lille ekstra stykke til en fodliste eller måske skære et lille bitte stykke af”, forklarer Christina. “Andre gange er registreringen af et stykke træværk af en eller anden grund mangelfuld, fx når et nummer er faldet af. Så vi må kigge på stykket og se, om der er nogle spor, som afslører, hvordan det har siddet oprindeligt. Det er et kæmpe stort puslespil med rigtig mange brikker!”

Imens har Ejvind fundet den zinkplade, som har siddet på gulvet under en brændeovn i stuen. Pladens placering ses tydeligt i gulvbrædderne.

zinkplade

Bygningens træværk er fuld af spor. Her viser Ejvind sporene efter en af husets brændeovne. Zinkpladen, som ovnen engang har stået på, er også fulgt med fra Hjørring.

Så meget som muligt bevares

Også væggen ind til toilettet er originalt træværk, ligesom alt fra køkkener, knagerækker og  lister til trapper, døre og vinduer. Tømrersvend Thomas Bordal fortæller:
– ”Vi har været nødt til at skifte noget af træværket ud, fordi det var i for dårlig stand. Det hedder en påskarring”, forklarer Thomas, ”men vi har bevaret så meget af det originale, som vi overhovedet kunne.”

Når tømrerne er færdige med at sætte træværket op, rykker malerne ind. Og når det hele er malet, ser man næsten ikke de påskarrede stykker.

Påsparring

Thomas har lavet en påskarring med et nyt stykke træ, fordi der var gået råd i nederste del af den originale dørkarm.

Bjælkelag fortæller bygningshistorie

Når huset åbner for offentligheden, bliver det også med en udstilling, der fortæller husets egen historie, hvor man blandt andet kan kigge ned i husets forskellige lag og se, hvordan det er konstrueret.

Bjælkelag

Christina viser de blotlagte lag i etageadskillelsen. Når udstillingen åbner, vil gæsterne kunne kigge med.

Christina viser et hjørne, hvor man har valgt at lade husets indre dele være blotlagte:
– ”Her kan man se, hvad der gemmer sig i etageadskillelsen. Først er der gulvbrædderne på etagen ovenover, dernæst de bærende bjælker og indskudsbrædder. Under bjælkelaget er der et lag forskallingsbrædder med rørvæv på. På rørvævet har murerne udkastet puds, dernæst grovpudset og til sidst finpudset loftet. Og i gulvet kan man se indskudsleret, som man brugte til at brand- og lydisolere med imellem etagerne.”

Lerindskud-hjoerringhus

Fra gammel tid har man brugt ler som isolerende indskudsmateriale i etageadskillelsen. Lerindskuddet har en god brandisolerende effekt.

Ud over selve husets konstruktion og hvordan det er flyttet, vil den kommende udstilling i huset også fortælle historien om nogle af de mennesker, der har boet i det. Huset fra Hjørring åbner efter planen i foråret 2015.

Ud over huset fra Hjørring, opføres netop nu tre andre flyttede huse: Et hus fra Viborg, et hjørnehus fra København og et baghuskompleks fra Horsens. Desuden har museet huse fra både Skanderborg og Jelling stående på lager til den resterende del af karéen i den nye bydel.

Links

Læs mere om Huset fra Hjørring

Følg byggeriet af den nye bydel

Hallo? Nu genindfører Den Gamle By fastnettelefonerne

Mens alle andre i disse år dropper fastnettelefonen til fordel for dens moderne trådløse afløser, mobiltelefonen, går vi stik imod trenden her i Den Gamle By!

Telefon i bagerbutik 1974

Den Game Bys Telefonlaug består af tidligere TDC/Jydsk Telefon-ansatte. Her er Frank Larsen og Niels Jesper Andersen i gang med installationsarbejdet i bagerbutikken i 1974-kvarteret.

Som en del af 1974-projektet vil Den Gamle By også gerne vise historien om den nu fuldkommen forældede fastnettelefoni. Det gør vi med tidstypiske telefoner i lejlighederne og på sigt med en telefonboks ude på fortovet. Målet er at genskabe fastnettelefonien med fungerende telefoner, så gæsterne kan ringe, som man gjorde i 1974, dvs. dreje et nummer, ”lægge røret på”, lytte til klartonen osv.

Installering af fastnettelefoni i 1974-bydelen er blevet mulig takket være en gruppe frivillige tidligere TDC/Jydsk Telefon-folk, der nu mødes ugentligt i Den Gamle Bys Telefonlaug. De indsamler alt nødvendigt materiel, hvilket er på høje tid, så installationerne både ude og inde kan fremstå så korrekt, som overhovedet muligt. Netop nu arbejdes der i hjørneejendommen Tårnborg, som snart åbner for publikum.

Telefonerne testes.

Hallo? Jo, der er hul igennem! Test af telefoner er Kjeld Erik Bøjesens speciale.

Desuden tester de telefonapparaterne for fejl og justerer frekvensen på nummerskiverne – for det hedder nemlig ikke drejeskiver, hvis det skal være helt korrekt. I lejlighederne er det også de kyndige fagfolk fra Telefonlauget, der sætter telefonstik op og trækker telefonledningerne.

Bakkalit telefonstik

Niels Jesper Andersen fremviser resultatet af sine anstrengelser: Et telefonstik af bakkalit til fællestelefonen i det kommende kollektiv i Tårnborg.

– ”Det føles helt som at være tilbage i 1974, når vi installerer telefoner i 1974-lejlighederne. Ja, altså lige bortset fra knæene, de er ikke helt så gode længere. Og brillerne er også kommet til siden dengang…” beretter Niels Jesper Andersen med et glimt i øjet.

For at få det helt rigtige 1974-udtryk også i det udvendige, skal kablerne føres på ydersiden af gårdfacaden. Her samlede man abonnenternes linjer i en fordeler på muren oppe i 1. sals. højde.

”- Så kunne man ikke så let fuske sig til en gratis telefonforbindelse eller lave aflytning”, fortæller Frank Larsen, der selv arbejdede som telefonmontør i 1970’erne.

 

Frank Larsen laver de udvendige installationer. Abonnenternes linjer trækkes ud fra hver lejlighed og samles i en fordeler på muren mod gårdsiden.

Telefonerne i 1974-kvarteret kobles ikke til det offentlige telefonnet, men derimod til vores eget lukkede anlæg. På den måde kan man nemlig gøre det muligt at benytte seks-cifrede telefonnumre, præcis som man gjorde i 1974.

At inddrage frivillige fagspecialister som bl.a. telefonmontørerne her, giver nogle helt særlige muligheder, vi som museum kan bruge til at løfte kvaliteten, når vi arbejder med at genopbygge fortiden. Ikke blot får vi de kompetente fagfolks vurdering af, hvilket materiel, der var mest korrekt – noget, vi som museumsfolk ikke har tilstrækkelig ekspertise til selv at klare – vi får også dokumenteret et gammelt håndværk, der er ved at forsvinde, hvilket netop altid har været et kerneområde for Den Gamle By.

Telefonmontørernes arbejde dokumenteres

Telefonmontørernes arbejde dokumenteres med både foto og filmoptagelse. Her er det John Jacobsen, der fortæller om fastnettelefonien i 1970’erne.

Tårnborg åbner 20. juni 2013, og telefonmontørerne arbejder på højtryk for at få telefonerne klar til åbningen – vi håber det lykkes! Telefonlauget installerer løbende fastnettelefoner i 1974-kvarterets lejligheder, efterhånden som byggeriet skrider frem og husene bliver færdige.

Læs mere om Tårnborg i Den Gamle By

Med hjælp fra Post & Tele Museets frivillige etablerede vi for få år siden et fungerende telefonanlæg med telefoncentral i Den Gamle Bys 1927-kvarter.

Læs mere om telefoncentralen 1927-kvarteret