Oven på de mange optøjer og sammenstød den 26. august var Aarhus lang tid om at komme til sig selv. Det synes, at de eneste der var oppe fra morgenstunden var byens politi, der til gengæld patruljerede byen nidkært og flittigt.

Hver gang betjentene vendte tilbage fra deres patruljer var meldingen dog den samme. Alt åndede fred og ro. Det var som om at gårsdagens begivenheder havde efterladt alle parter udmattet.

Den knuste rude hos Urmager Frandsen

Det eneste der var værd at rapportere, var at butiksruden hos Guldsmede- og Urmagerforretningen på Vestergade Nr. 15 var blevet knust med en sten. Hullet i ruden var så stort at politiet var nødsaget til at beslaglægge alle udstillede varer. De kunne ikke få fat på butikkens indehaver, Hans Andersen Frandsen, og frygtede, at folk ville benytte sig af muligheden for at gå på rov.

Hans Andersen Frandsen var imidlertid ikke en hvilken som helst urmager. Han var Overgruppefører i DNSAP og en del af Schalburgkorpsets Landstorm. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at hans politiske ståsted blev udslagsgivende og resulterede i den hærværk, der blev begået mod hans forretning.

Urmager Frandsen skulle senere lide en værre skæbne end at få sin butiksrude knust. Den 26. april 1945 kort før kl.18:00 blev han likvideret med tre pistolskud på Aaboulevarden. Det viste sig siden, at han havde arbejdet som stikker for Gestapo. Hvem der præcis foretog likvideringen er i dag uvist, men likvideringsgruppen der stod bag var ledet af Einar ”Leif” Sørensen. Selv samme Sørensen var en del af politiet indtil han gik under jorden og deltog i modstandsarbejdet.

Folk stimlet sammen om den likviderede Urmager Frandsen den 26. april 1945. Besættelsesmuseet.

Stavene trækkes

Den ro som morgenen var præget af skulle imidlertid ikke var ved. Kl.12.45 vendte en af politiets patruljevogne tilbage til stationen og kun melde, at der havde været skyderi på Thorvaldsensgade ved Aaboulevarden. Det viste sig, at der havde været optræk til opløb, og at værnemagten atter havde grebet til deres skydevåben. Byen var ved at vågne op.

Herfra gik det som dagen forinden. Der var sammenstimlen over hele byen og politiet var travlt optaget med at forsøge at få spredt de protesterende masser der ofte bestod af mange hundrede mennesker. Lykkedes det dem ikke var alternativet, at tyskerne greb til våben, noget der ikke var ønskeligt for nogen parter og resulterede i panik og kaos.

Politiet gik derfor også hårdere til værks end dagen forinden. Højtalervognen synes ikke nok mere, og stavene blev ofte trukket for at få stoppet opløbene. Ligeledes begyndte politiet at foretage en del anholdelser af folk, der ikke gjorde, som de bad dem om. 13 arbejdere fra DSB blev anholdt under et opløb foran Centralværkstedets Portnerhus, da de modsat resten af opløbet ikke ville fjerne sig da politiet ankom. Dette var endda ikke et enestående tilfælde. Spændingsfeltet mellem befolkningen, besættelsesmagten og politiet viste sig atter fra sin mest absurde side.

Yderligere afspærringer

For at dæmme op for de mange konfrontationer valgte politiet med afsæt i gårdsdagens afspærring af Bruunsgade at spærre et af de område, hvor opløbene havde været flest og farligst. Det var tydeligt, at man måtte gøre noget for at undgå de mange sammenstød, der altovervejende resulterede i sårede danskere. En mand blev bragt til kommunehospitalet, hvor han blev behandlet for et skudsår i låret. To andre blev bragt til amtssygehuset. Den ene blev behandlet for et bajonetstik i ansigtet, den anden var blevet ramt af skud i nakken.

Afspærringerne skulle virke præventivt. Det var simpelthen blevet for farligt at konfrontere værnemagtens soldater, der tydeligvis var kampberedte. Helt galt var det ved at gå da en forsamling på 500 mennesker ved Friheden blev omringet af kampklare tyske soldater og panservogne. Folkemassen gik i panik og havde blot én tysk soldat åbnet ild mod menneskemængden kunne konsekvenserne have været uoverskuelige.

Politiet valgt at spærre Sønder Alle fra hjørnet af Søndergade og til Fredensgade, Østergade fra hjørnet af Søndergade til Fredensgade og Amaliegade. Ved hver afspærring blev der posteret vagter.

Befolkningen på flugt under augustoprøret. Besættelsesmuseet.

Vi indsætter kampvognene

Kl. 21:45 måtte politiet tage ned på Kaserneboulevarden til hvad der skulle blive dagens sidste opgave. Herfra var det blevet meddelt, at der blev skudt kraftigt mod værnemagtens kaserne og autopark på Høegh-Guldbergs Gade. Værnemagten havde i mellemtiden sporet sig ind på, hvilke vinduer skuddene kom fra og var begyndt at besvare ilden. De havde omringet hele karreen der var omgivet af Kaserneboulevarden, Høegh-Guldbergs Gade, Fyensgade og Ny Munkegade.

Da situationens alvor ikke var til at tage fejl af henvendte politiet sig straks på kasernen. En tysk oberst forklarede politiet, at tyskerne ville besætte ejendommen og lade kampvogne og kanoner skyde den sønder og sammen. Obersten ville ikke finde sig i at hans kaserne og soldater blev beskudt.

Politiet indvilligede selvsagt i at gøre, hvad der måtte gøres for at undgå katastrofen. Man undersøgte ejendommen, men hvem end der havde beskudt tyskerne var sluppet væk. Man opsatte derfor vagtposter, der skulle blive til man fik fat på den mistænkte.

Tysk militærkolonne på hjørnet af Kaserneboulevarden og Ny Munkegade. I baggrunden ses Høegh Guldbergsgades Kaserne i baggrunden. Besættelsesmuseet.

Gårsdagens anholdte

Foruden at være travlt beskæftiget med at forsøge at genskabe ro og orden i byen i løbet af den 27. havde politiet også en travlt med at få styr på, hvem, hvor mange og hvorfor folk var blevet anholdt den 26. Det viste sig, at flere af dem der var blevet anholdt af værnemagten var blevet afhørt op til ti gange og var gået på vand og brød. De var blevet indkvarteret i Oliemøllens administrationsbygning, hvor de var blevet tildelt feltsenge. Alle var de blevet udsat for forskellige grader af vold. En var blevet banket af flere soldater over flere omgange, mens en anden var blevet grebet af to tyske soldater og med en maskinpistol var blevet ført ind i administrationsbygningen, hvorefter de slog cigaretten ud af munden på ham og kaldte ham ”Schweinhund”. Fælles for dem alle var at de først blev løsladt den 27. omkring kl.19.00 da politiet havde dannet sig et overblik over situationen og i øvrigt ikke kunne få oplyst, hvad værnemagten havde tænkt sig at sigte dem for.

Endnu en dag med massive konfrontationer

Endnu en dag under augustoprøret var gået. Det var en dag, der atter havde budt på alvorlige sammenstød og faretruende situationer for alle parter. Til alles held lykkedes det politiet at genoprette ro og orden og omkring midnat var byen som den havde været i de tidlige morgentimer: rolig.

Følg med igen i morgen, hvor du kan få et indblik i nogle af de mange begivenheder der skete den 28. august 1943, dagen før undtagelsestilstanden.