Den 31. oktober klokken 11.41 er det 71 år siden det britiske Royal Air Force bombede kollegium 4 og 5 på Aarhus Universitet.

Målet for de britiske bomber var ikke en samling søvndrukne specialestuderende, men i stedet det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkvarter, der siden efteråret 1943 havde haft til huse i universitetskollegierne. Herfra havde Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel med stor dygtighed dirigeret det ene anslag efter det andet mod frihedskæmperne, ikke bare i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Baggrunden for Luftangrebet

I sommeren og efteråret 1944 så det sort ud for modstandsarbejde i Jylland. I Aarhus havde Gestapo med hjælp fra stikkeren Grethe Bartram optrævlet og tilintetgjort den før så slagkraftige kommunistiske sabotageorganisation, og i den sønderjyske modstandsregion blev modstanden stærkt decimeret, da 145 frihedskæmpere blev arresteret. Virkeligt katastrofalt blev det, da Gestapo tidligt i oktober fik fingrene i to kurerer, der arbejdede for den jyske modstands absolutte inderkreds.

Den ene af kurererne, Ruth Phillipsen, blev taget d. 7. oktober og straks efter indkaldte modstandschefen i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, til krisemøde. Man var udmærket klar over Gestapos arbejdsmetoder og frygtede, at Ruth Phillipsen ville ”knække” under afhøringerne. På mødet fremlagdes først en plan, der i al sin enkelthed gik ud på at storme Gestapo-hovedkvarteret og forsøge at befri hende. Ideen blev dog hurtigt forkastet, da kollegierne var godt bevogtede. Desuden lå der to kaserner med tyske soldater i universitetets umiddelbare nærhed.

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

I stedet afsendte Bennike følgende telegram til sine britiske allierede: ”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo […] Jeg beder indtrængende om, at kollegium 4 og 5, må blive ødelagt ved luftangreb.”

En kalkuleret risiko

Bennike afsendte anmodningen d. 15. oktober og efter lidt kommunikation frem og tilbage gik det endelig op for briterne, hvor alvorlig situationen var. Herefter samledes et hold af piloter, der havde erfaring med de såkaldte pin point raids, dvs. præcisionsbombninger, og gik i gang med forberedelserne.

Det siger sig selv, at det at gennemføre et luftangreb i et tætbebygget område var en krævende opgave, der let kunne gå galt. Bombemaskinerne skulle flyve meget lavt og i høj fart hen mod målet og hvis timingen kiksede det mindste, kunne det i værste fald betyde, at man jævnede Kommunehospitalet med jorden. Det var med andre ord en kalkuleret risiko, som modstandsbevægelsens Jyllandsledelse løb, da de afsendte nødråbet til deres britiske allierede.

Selve luftangrebet

Den 31. oktober lidt i ni om formiddagen, efter blot 16 dages forberedelser, gik 25 Mosquito jagerbombere på vingerne fra RAF-basen i Swanton Morley i Norfolk. Med sig havde de sårbare jagerbombere en gruppe Mustang-jagere, som skulle levere beskyttelse mod tyske kampfly.

Jagerbomberne var inddelt i fire angrebsbølger og første bølge passerede den danske kyst kl. 11.20. Blot 21 minutter senere var de fremme ved universitetet, hvor de begyndte angrebet.

Laveflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. (Besættelsesmuseet)

Flyene i de to første bølger medbragte sprængbomber, mens de sidste to hovedsageligt var udstyret med brandbomber. Strategien var, at man ville stikke ild til bygningerne efter, at de første angrebsbølger havde sprængt dem i stykker. Formålet var dels at dræbe så mange Gestapo-folk som muligt, men også at ødelægge det omfattende efterretningsarkiv, som tyskerne havde skabt i løbet af det år, de havde brugt kollegierne som hovedkvarter.

Resultatet

Angrebet var en succes og bliver almindeligvis betegnet som et af RAF’s mest vellykkede præcisionsbombninger under Anden Verdenskrig. Kollegium 4 og 5 ramtes meget præcist og missionens sekundære mål, kasernen på Langelandsgade blev også svært beskadiget.

Langelandsgades Kaserne var et naturligt sekundært mål, da der var indkvarteret et stort antal tyske soldater. (Besættelsesmuseet)

I de illegale blade kunne man efterfølgende læse, at luftangrebet havde kostet tyskerne 150 dræbte og flere hundrede sårede. Antallet var voldsomt overdrevet, hvilket snart blev klart, da der begyndte at sive oplysninger fra mere officiel side. Efter dagevis af oprydningsarbejde konkluderede tyskerne selv i en intern undersøgelse, at luftangrebet havde kostet dem 37 dræbte på kollegierne og 20 på kasernen. Blandt de dræbte var selveste Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og en håndfuld af hans meste effektive medarbejdere, heriblandt Hermann Rothenberg, der havde været stikkeren Grethe Bartrams kontaktperson.

Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, var blandt ofrene for de britiske bomber. Den forhadte Gestapo-chef blev begravet i det tyske afsnit på Vestre Kirkegård i København. (Besættelsesmuseet)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Ud over de militære mål ramte bomberne også universitets hovedbygning og aula, hvor en gruppe bygningshåndværkere blev dræbt. En enkelt vildfaren bombe smadrede ned i en villa på en sidevej til Paludan Müllers Vej, hvor en kvinde blev dræbt. Med disse civile ofre kan det samlede antal dræbte opregnes til ca. 65 personer.

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Marie Paaske Pedersen dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

Fangernes skæbne

Kureren Ruth Philipsen var til afhøring hos to Gestapo-folk på et lille kollegieværelse, da første angrebsbølge nåede universitetet. Ved et ufatteligt lykketræf overlevede hun eksplosionerne og kunne, da støvet havde lagt sig, kravle uskadt ud ad ruinerne. Det lykkedes hende at søge tilflugt i et hus i nærheden, hvor hun gemte sig i to uger inden hun blev hjulpet i sikkerhed i Sverige.

En lignende historie udspillede sig for pastor Harald Sandbæk, der også var til afhøring hos Gestapo. Han var dog knap så heldig og blev alvorligt såret. I forvirringen blev han forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og blev derfor indlagt på Kommunehospitalet uden bevogtning. Her fik han hjælp af sygehuspersonalet, der forfalskede en dødsattest og sendte ham i skjul inden han kunne overføres til Sverige. En tredje fange, Carl M. Thøgersen overlevede ikke.

Videre læsning

Kristensensen, Henrik Skov: Luftkrigen og Århus i antologien: Århus besat. Århus byhistoriske Fond 2005.

Kristensen, Kofoed, Weber (den selvsamme som lektorweber?): Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig. Aarhus Universitetsforlag 1988.

Kristensen, Kofoed, Weber: Bomber over Danmark – Vestallierede luftangreb over under 2.verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck. 2012.