Bomber over Aarhus

Den af

Klokken var 03.50, da Flight Lieutenant Wilkins fra No. 50. Squadron RAF gav sit mandskab ordre om at udløse Lancasterflyets dødbringende last af seks 500-kgs sprængbomber.

I disse dage er det 71 år siden aarhusianerne (for Gud ved hvilken gang) blev vækket af luftalarmssirenernes gennemtrængende tuden. Normalt trak man bare på skulderen, vendte sig om og sov videre. Man troede, at det med rigtig krig var noget, der kun foregik andre steder i Europa.

 

Engelsk Luftangreb på Aarhus Oliefabrik

Tysk afværgeild natten til 24. september 1942 (Besættelsesmuseet)

Ingen falsk alarm

Men denne gang var det alvor. Luftalarmen begyndte kl. 01.55 og blev først afblæst kl. 05.07. De aarhusianere, der undlod at gå i kælderen, kunne betragte den voldsomme beskydning som det tyske luftværn og krigsskibe i Aarhus Havn åbnede op for. Lyden af afværgeilden blev snart afløst af en række dumpe brag, da Lancasterens bomber pulveriserede store dele af Aarhus Oliefabrik.

Dagen efter var byen i chok. Havde englænderne virkelig bombet Aarhus? Det var ganske vidst sket en gang før, i august 1941, hvor et engelsk fly havde bombet Kongsvang-viadukten i Viby og beskadiget en række villaer.

Følelserne var blandede, og selvom de fleste nok holdt med englænderne var der ikke mange, som følte sig godt tilpas ved tanken om at blive inddraget i den allierede bombekrig.

Engelsk Ludtangreb

De engelske bomber forrettede store skader på oliefabrikkens bygninger, og der gik lang tid før fabrikken kunne genoptage produktionen igen. (Besættelsesmuseet)

 

Angrebet på Aarhus Oliefabrik

Den ødelagte fabrik set mod nord. I baggrunden anes Jysk Andelsfoderstofforretnings silokompleks ‘De Fem Søstre’. (Besættelsesmuseet)

 

Juncker Aarhus Oliefabrik

Oliefabrikkens direktør Thorkild Juncker havde en fremtrædende stilling i “Dansk-tysk Forening”, hvilket betød at han efter krigen blev idømt to års fængsel.(Danskebilleder.dk)

Hvorfor oliefabrikken?

I dagene efter luftangrebet var der livlig aktivitet på rygtebørsen. De fleste troede, at ødelæggelsen af oliefabrikken var resultatet af en nøje planlagt og perfekt udført engelsk bombemission. Denne opfattelse blev styrket af det faktum, at oliefabrikkens direktør, Thorkild Juncker, var kendt tyskvenlig og fremtrædende medlem af “Dansk-tysk Forening”.

Aarhuus Stiftstidende, der pga. censuren ikke kunne henfalde til den slags spekulationer nøjedes med at bemærke, at byens glarmestre nok ikke ville blive arbejdsløse lige med det første.

Det var først et godt stykke efter krigen, at det kom frem, at bombemaskinens besætning intet kendte til, hverken Juncker eller oliefabrikken, men i stedet havde forsøgt at sænke nogle af de 22 tyske krigsskibe lå ved kaj i havnen.

 

Bombefly på afveje

Tyske krigsskibe i Aarhus Havn

Fra 1942 kunne der være tæt pakket af tyske krigsskibe i Aarhus Havn. (Besættelsesmuseet)

Flight Lieutenant Wilkins egentlige bombemål var den nordtyske by Wismar, men han og besætningen var faret vild pga. dårligt vejr. I et forsøg på at finde hjem til de britiske øer fulgte han den jyske kyst i nordlig retning. Det var almindelig praksis at forsøge at finde et alternativt bombemål på vejen hjem, og da maskinen nåede Aarhus-området åbnede de tyske krigsskibe i Aarhus Havn ild. Wilkins besluttede derfor at smide bombelasten på de åbenlyst fjendtlige mål.

Samtlige af bombemaskinens seks bomber ramte forbi de tiltænkte mål og ramte i stedet ned i oliefabrikken. Fem af bomberne detonerede, og ved et utroligt lykketræf blev tre personer, som opholdt sig i fabrikkens portnerstue kun lettere såret. Området i nærheden af fabrikken var beskadiget af lufttyrk og sprængstykker. Overalt i byen blev der meldt om knuste ruder og tagsten, der havde forrykket sig.

 

bombe

Fem ud af seks 500-kgs sprængbomber detonerede. Hærens Sprængkommando blev tilkaldt til at undersøge forsageren. Man må formode, at den afslappede stemning skyldes, at bomben er blevet deaktiveret. (Besættelsesmuseet)

 Krigens vilkårlighed

Historien om det engelske luftangreb på Aarhus Oliefabrik giver os et uhyggeligt indblik i den uvished og vilkårlighed, der rådede under Anden Verdenskrig. Selv i en by som Aarhus, der lå lunt og godt fjernt fra fronten, fik man fra 1942 antydninger af det kaos, der herskede i det meste af verden.

For flere oplysninger om engelske luftangreb på Aarhus, kan Henrik Skov Kristensens artikel “Luftkrigen i Åarhus” stærkt anbefales. Artiklen er udgivet i Henrik Fodes bog “Århus Besat” Århus Byhistoriske Fond 2005.

 

 

 

Sabotagenatten, august 1943

Den af

August-oprøret, 1 del.

Præcis kl. 23.00 d. 10. august 1943 begyndte bomberne at sprænge. Snart genlød natten af sirener og frustrerede råb fra brandfolk, der forsøgte at dæmmet op for ødelæggelserne.Det blev en nat, som brandfolkene sent skulle glemme.

 

Jernbane, sabotage, brand, Aarhus

Brandfolk fra Aarhus Brandvæsen ved slukningsarbejde efter en sabotage mod jernbanen. Lokalhistorisk Samling.

I ly af det tiltagende kaos bevægede en lille gruppe mænd sig rundt i byen. De var velforberedte, og med sig havde de små pakker med spræng- og brandbomber, som var modtaget fra engelske allierede i SOE (Special Operations Executive). For at sikre, at brandvæsnet ikke kunne nå at slukke brandene indtelefoneredes en række falske brandalarmer til myndighederne. Målene for sabotørernes bomber var værksteder og virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

Fortegnelse over alarmer 10.-11. august 1943:

  • Kl. 23.00 begyndte maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby at brænde
  • Kl. 23.57 var turen kommen til en tysk bus i et værksted på Trøjborg
  • Kl. 24.00 antændtes en voldsom brand i et af værnemagtens lagre i Østergade
  • Kl. 00.30 brand i modelsnedkeriet i Knudris Gade
  • Kl. 00.38 brand i Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen
  • Kl. 01.30 mindre brand i et sadelmagerværksted i Studsgade
  • Kl. 04.20 brand i en tysk godsvogn ved Østbanegården
  • kl. (ukendt) sprængtes to tyske militærbarakker ved Brendstrupgaard

Maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby efter værkstedet udbrændte som følge af sabotagen d. 10. august 1943. Maskinsnedkeriet var det første af i alt otte sabotagemål den nat. Besættelsesmuseet.

Direkte angreb på tyskerne

Sabotørerne, der planlagde og udførte natten aktioner havde i løbet af foråret og sommeren opbygget en betydelig erfaring med den slags arbejde. De var nu blevet så dristige, at de ville angribe besættelsesmagten direkte. Tidligere havde sabotagen bl.a. på grund af mangel på effektive sabotagemidler mest begrænset sig til lettere hærværk og ildspåsættelse, men med hjælp fra SOE, var der kommet helt anderledes og kraftige boller på suppen.

Et medlem af gruppen havde tidligere forsøgt sig mod tyske barakker ved Langelandsgades kaserne, hvor en hjemmelavet bombe på sekunder havde forvandlet bygningen til pindebrænde og samtidigt såret tre soldater alvorligt. Tyskerne havde svaret igen med at indføre militær undtagelsestilstand med udgangsforbud og tvangslukning af restauranter og biografer.

Denne gang var målet den tyske forlægning ved Brendstrupgaard tæt ved det nuværende Randersvej. Her var det ved at gå galt, da sprængladningerne gik af for tidligt og alarmerede den tyske vagtpost, der straks åbnede ild mod de flygtende sabotører. Det lykkedes dog at ødelægge to barakker totalt og alle sabotører slap uskadt.

sabotage, tysk, barak, Besættelsesmuseet

Resterne af de tyske barakker ved Brendstrupgaard. Besættelsesmuseet.

Lidt tidligere på natten have gruppen udset sig Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen, hvor det lykkedes sabotørerne at starte en mægtig brand, der kunne ses over det meste af byen. Målet for sabotagebranden var den tyske krigsmarines hurtigbåde, der var under konstruktion på værftet. Aktionen var en overvældende succes for sabotørerne, der kunne rapportere til deres engelske allierede, at de nu havde ødelagt to helt nybyggede motortorpedobåde samt to andre både, der var under arbejde. I tillæg lykkedes det at forhindre brug af værftets bedding en tid.

Ulmende oprør

Tyskerne skummede af raseri og varslede alvorlige repressalier som hævn for sabotørernes frækhed. I det hele tage var tyskernes tålmodighed ved at være sluppet op. Sommeren have være urolig med tiltagende sammenstød mellem fortrinsvist unge aarhusianere og medlemmer af besættelsesmagten. De illegale blade opfordrede til modstand, og det var efterhånden klart for enhver, at besættelsestidens første fredelige år, var ved at være forbi.

I løbet af august måned tiltog sabotagen i Aarhus og i hele landet. Stemningen blev ond, og de før så servile danskere sluttede i stigende grad op om det oprør, der kulminerede med regerings afgang d. 29. august 1943.

 

Aarhus, Besættelsen, 1943

Uroligheder på Banegårdsplads, august 1943. Lokalhistorisk Samling.

Hvem var sabotørerne?

Mændene, der helt bogstaveligt havde tændt ilden tilhørte den sabotageorganisation, der i eftertiden blev døbt Samsing-gruppen. Navnet henviser til gruppens leder jord- og betonarbejder Villy Samsing (dæknavn Frandsen), der sammen med sine brødre Harry, Alandy og Jens var gået ind i modstandsarbejdet. Villy Samsing var tidligere formand af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) afdeling på Trøjborg og gruppens mandskab var af overvejende kommunistisk politisk observans. Foruden Samsing-brødrene havde gruppen et mindre fast mandskab på ca. 10 mand samt en del løst affilerede folk.

Samsing

Villy Samsing (1902-1945) var den meget dynamiske leder af en kommunistiske sabotagegruppe, der i eftertiden blev kendt som Samsing-gruppen. Mellem Jyske Modstandsfolk af Niels Aage Nielsen.

Samsing-gruppen var en af de mest effektive  tidlige sabotagegruppen. Frem til deres arrestation d. 30. juni 1944 udførte de godt 50 store og små sabotageaktioner i og omkring Aarhus. Gruppen blev optrævlet af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bl.a. på baggrund af angiveri af den berygtede stikkerske Grethe Bartram. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Det lykkedes gruppen at holde sig i live indtil de blev evakueret med De Hvide Busser d. 18. april 1945. Under opholdet i KZ-Neuengamme blev Villy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Villy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

Historier fra den store indsamling II.

Den af

Den dolk, der ses på billedet nedenfor, var blandt de mange spændende ting, vi indsamlede i forbindelse med Besættelsesmuseets dokumentations-weekend d. 4.-5. maj 2013. Vi er taknemmelige for, at giver afleverede den til os i stedet for at sælge den via nettet. 

Officersdolk, indsamlet 4.-5. maj 2013

Dolken har tilhørt en værnemagtsofficer i hæren og blev båret i forbindelse med parader og ceremonier. Den er fremstillet i den tyske by Solingen af firmaet H. Kolping. Et sted på kniven, er navnet A. Nellmann indgraveret. Vi gætter på, at det er navnet på den officer, der ejede dolken. Så er der nogen derude, som kender noget til en tysk officer med det navn, vil vi gerne høre fra jer.

Værnemagts-officerer fra hæren på spadseretur i Aarhus. Officeren til venstre bærer en paradedolk af samme type som den nyligt indleverede.

Med hær-dolken har vi nu en komplet samling af paradedolke fra værnemagtens tre afdelinger: Hæren, flåden og luftvåbnet. Dolken er nu udstillet sammen med et udvalg af de øvrige ting, vi har modtaget i løbet af foråret.

Paradedolkens giver ønskede at være anonym, så vi ved altså ikke med sikkerhed, hvordan den er havnet i Aarhus. Det er dog sandsynligt, at den har tilhørt en af de mange tusinde tyske officerer, der kom til Østjylland i løbet af krigen.

Aarhus – krigens by

Aarhus var fra efteråret 1942 og frem til befrielsen transitsted for transporter mellem Tyskland og det besatte Norge. Kolossale mængder af mennesker og materiel passerede igennem byen i denne periode. Udover de mange soldater, som var med i troppetransporterne, var der i byen et stort fast mandskab. I krigens sidste to år iværksatte tyskerne store fæstningsbyggerier i skovene syd for Aarhus. Da freden kom i maj 1945, befandt der sig mere end 10.000 tyskere i byen.

Aarhus var med sin gode havn og jernbane et strategisk vigtigt knudepunkt for besættelsesmagten.

Tyskernes ting

I dagene efter d. 5. maj begyndte de tyske soldater at forlade byen for at søge mod grænsen. Her skulle de gå i allieret krigsfangenskab. Al officiel tysk militær forplejning ophørte, og det var derfor ret almindeligt, at de tyske soldater solgte ud af deres udrustning for at finansiere den ca. 175 km lange spadseretur.

tyske soldater på vej hjem

Tyskerne havde ordre om at medbringe deres personlige våben, men som billedet viser, havde kun få lyst til at slæbe de tunge våben hele den lange vej til den dansk/tyske grænse.

Mange danskere syntes, det var morsomt at erhverve de før så skræmmende symboler på den nazistiske overmagt – især hvis det kunne ske for en humpel brød eller en flaske mælk. I særlig høj kurs var de hagekors-dekorerede paradevåben og militære ordner. Det, ingen ville købe, blev kastet bort, og snart fulgtes de hjemvandrende tyskere af souvenir-jægere. Man kan fint forestille sig, at dolken her er blevet købt eller samlet op af en aarhusianer, der efterfølgende gemte den som et minde om den dag, da den forhadte besættelsesmagt forlod landet.

Historier fra den store indsamling

Den af

I weekenden 4.-5. maj besøgte Jørgen Hørslev Nielsen Besættelsesmuseet med det formål at fortælle historien om dengang han blev arresteret af tyskerne og sendt til Frøslevlejren.

Jørgen Hørslev Nielsen på Besættelsesmuseet 4. maj 2013.

Med sig havde han det skakspil, som han og kammerarterne brugte til at fordrive tiden med, da de var indsat i blok 8 i Gefangenlanger Fröslev i foråret 1945. Jørgen, der er født og opvokset i Aarhus, var medlem af en modstandsbevægelsens militære ventegrupper i Aarhus. Han blev taget af tyskerne d. 26. januar 1945, og om arrestationen fortæller han, “at det gik hårdt for sig.”. Han blev bragt til Aarhus gamle politistation (i dag Besættelsesmuseet), hvor han blev afhørt af det tyske sikkerhedspoliti indtil han blev overført til Frøslevlejren d. 1. februar.

Jørgen huskede tydeligt ventetiden og angsten for at blive sendt videre til koncentrationslejr i Tyskland. Den typiske destination for danske fange var den altid overfyldte koncentrationslejr Neuengamme, der ligger lidt syd for Hamburg. Havnede man først her, var det ikke sikkert man kom hjem igen. Det var Jørgen og kammeraterne klar over, og han kunne levende fortælle om den spænding, som de oplevede, når fangerne om morgenen blev samlet til appel. Blev ens navn råbt op, havde ”man røget sin sidste cigar.”.

Jørgens skakspil. Kammeraterne fra blok 8 har alle skrevet navn og hilsen.

Indsamling i anledning af Danmarks befrielse

Anledningen for Jørgens besøg var årsdagen for Danmarks befrielse. I år havde Besættelsesmuseet sat fokus på befrielsen og indbudt alle til at kigge forbi og fortælle deres historier fra tiden omkring befrielsen.

Vi var naturligvis spændte på, hvor mange, der som Jørgen ville finde vej til museet. Heldigvis var Stiften og Århus Onsdag venlige at skrive om arrangementet, og så snart vi åbnede dørene strømmede folk til. I museets lille bibliotek tog vi imod gæsterne, der snart stod i kø for at fortælle deres historier.

Mange havde medbragt familiealbummet med gulnede fotografier af unge mænd iklædt stålhjelme og frihedskæmperarmbind. Andre kom med dokumenter, aviser og genstande, som de gerne ville aflevere til museet. For uden alle de fysiske ting, var folk også meget villige til at lade sig interviewe. Vi optog en del af fortællingerne, mens andre efterfølgende har nedskrevet deres beretninger.

En slægtning til den aarhusianske modstandsmand Hubert Huzelsider indleverede dette fotoalbum m. tilhørende frihedskæmperarmbind af Aarhus-typen.

De indsamlede sager kommer til at indgå i vores arkiv og samling. Vi er stadig i gang med at arbejde os igennem den store mængde indleveret materiale, og vi vil løbende bringe lidt historier fra den store indsamlingsweekend her på siden. Vi planlægger desuden snart at udstille Jørgens skakspil samt et udvalg af de indkomne sager.

Et kig bag kulissen – Sabotageudstillingen opdateres

Den af

Her på Besættelsesmuseet står vi nu i den heldige situation, at vi gennem bloggen kan inddrage publikum i det arbejde, der foregår på museet. Eller sagt med andre ord: Vi kan hermed tage jer med bag kulissen og vise jer, hvad en historiker går og roder med i det daglige.

Her er vi i gang med forarbejdet til vores opdatering af sabotageudstillingen. Der er meget sabotageudstyr og ganske lidt plads at udstille på.

Sabotageudstillingen er en af museets ældre udstillinger, og den omhandler en vigtig del af besættelsestiden, nemlig modstandsbevægelsens væbnede kamp mod den tyske besættelsesmagt. Da udstillingen efterhånden har en del år på bagen, trænger den til en kærlig hånd. I vores opdatering af udstillingen, prøver vi at bruge nogle af de nyeste museumsfaglige principper, herunder ”Hands-on”, så vores gæster bedre inddrages i udstillingen.

Den nuværende udstilling før opdateringen. I montren findes kun ganske få og let indforståede forklaringer. Det håber vi at gøre noget ved med vores nye tekster.

Med en rekonstruktion af frihedskæmpernes sabotagemanual, ”Kogebogen”, i hånden kan vores gæster nu blive eksperter i konstruktion og placering af bomber. Vi håber, at vi med dette inddragende element, kan skabe varig læring, da langt de fleste mennesker lærer bedst ved selv at stå med genstandene i hænderne. Her skal det dog indskydes, at intet af det udstillede sabotagemateriel er funktionsdygtigt. I den nye udstilling har vi nøje udvalgt en række genstande, der vil give et godt indblik i det farefulde arbejde, som de aarhusianske sabotører udførte under besættelsen.

Vi har undersøgt forskellige sabotageaktioner og mændene, som stod bag. Vi håber, at den opdaterede sabotageudstilling, kan bindes sammen med vores sabotageoversigt, der findes i våbenrummet. Her ses et udsnit af sabotageafsnittet fra billedarkivet.

Hensigten med opdateringen af sabotageudstillingen er også, at vise det følelsesmæssige pres som sabotørerne var underlagt. Omdrejningspunktet for denne side af fortællingen er et uddrag af en beretning fra en aarhusiansk jernbane-sabotør. Vi håber derigennem at sætte ansigt på den bevægelse, der huserede i Aarhus for godt og vel 70 år siden.

Vi regner med, at opdateringen vil være klar inden udgangen af maj. Det er museumsassistent Tina Petersen, som er ansvarlig for udstillingen.

Den 9. april – i mediernes søgelys

Den af

Sønderskudt danske militærhjelm.

I tirsdags var det den 9. april og dermed 73 år siden Danmark blev besat af tyske tropper. Vanen tro tog medierne fat i historien om besættelsesdagen og dens betydning for os danskere.

I år havde Kristeligt Dagblad opsamlet nyheden om, at Frihedsmuseets leder, Henrik Lundbak, havde tænkt sig at aflyse museets årlige mindehøjtidelighed for Danmarks besættelse. I Kristelig Dagblads artikel blev han citeret på følgende vis:

»For nogle år siden kom der stadig ældre mennesker til museet den 9. april for at deltage i markeringen, og så længe traditionen var levende, var det naturligt, at vi bidrog til den. Men gennem de seneste år er den type gæster blevet færre, og efterhånden har vi svært ved overhovedet at få øje på dem. Og så må vi spørge os selv, om ikke tiden er kommet til at stoppe,«

Historien havde saft og kraft nok til at blive opsnappet af Berlingske Media, hvor nyheden blev publiceret under overskriften Frihedsmuseet markerer ikke længere 9. april. Herefter fik historien for alvor vinger, og nyheden om den angiveligt aflyste markering spredte sig lystigt videre til landets øvrige aviser. Alle steder var forargelsen stor, og følger man kommentarfelterne i avisernes online-versioner og Facebook-sider var det tydeligt, at i hvert fald dele af folkedybet fandt det ”dybt beskæmmende”, at selveste Frihedsmuseet med sit ”svigt” i værste fald ville være med til at accelerere det erindringsforfald, der angiveligt præger den danske befolkning.

 

Mindehøjtideligheder – en museumsopgave?

Man når man tænker lidt nøjere over det, kan man vel ikke klandre Henrik Lundbak for hans manglende lyst til at gennemføre en mindehøjtidelighed, som han med sikkerhed VED, at kun meget få vil deltage i. Og måske har han ret i sin tvivlen på, hvorvidt at den klassiske mindehøjtidelighed med faner, mindekranse og fremmødte veteraner egentlig tjener et formål i dag. I øvrigt kan man også sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det i det hele taget er en museumsopgave at afholde eller deltage aktivt i mindehøjtideligheder?

Det betyder imidlertid ikke, at Henrik Lundbak, Frihedsmuseet og vi andre, der arbejder med besættelsestiden er ligeglade med danskernes erindring om den 9. april.  Det er en vigtig dato! Dels fordi mennesker mistede livet, men også fordi den markerer begyndelsen på en svær tid, ikke blot for de danske politikere, men også for almindelige mennesker.

Efter den 9. april blev alle presset til at overveje svære moralske dilemmaer. Sagt lidt populært blev de fleste danskere før eller siden tvunget til at tage stilling til, hvorvidt man ville fortsætte med at hytte sit eget skind og underkaste sig den nazistiske dominans eller kæmpe (på den ene eller anden vis) for frihed og de værdier man forbandt med dette.

Jeg tror, at museerne i stedet skulle bruge ressourcerne på at lave det arbejde som et kulturhistorisk museum er sat i verden for – nemlig at forske i og formidle historie. For Frihedsmuseets vedkommende er emnet besættelsestidens Danmark, herunder også den 9. april og alle de komplekse problemstillinger, der knytter sig hertil.

Kort sagt gælder det om at gøre det man er bedst til, og som museum er vi gode til at nå mange mennesker gennem udstillinger, publikationer og øvrige formidlingstiltag. De fleste museer, der arbejder med besættelsestiden har tydeligt mærket, at interessen for emnet er stor, og tænker vi os om og tager de nye sociale medier, som f.eks. Facebook og Twitter i brug, kan vi nå flere og nye grupper med vores fortællinger. På den vis bidrager museerne, efter min mening, bedst til, at de vigtigt historier ikke går tabt.

Afslutningsvis skal det det bemærkes, at den pludselige interesse og mediestormen Nationalmuseet (Frihedsmuseet er en afdeling under Nationalmuseet) til at udmelde, at man skam havde tænkt sig at fortsætte traditionen alligevel.

Reaktionen på Kristelig Dagblad og Berlingske Medias artikler har vist os, at der stadig er sprængkraft nok i mindet om den 9. april til at få folk – om end ikke op af stolene, så i hvert fald på Facebook.

 

Hvorfor nu en blog om besættelsen?

Den af

De fleste forbinder Den Gamle By med hyggelige ting som bindingsværk, jul og vaniljekranse. Derfor vil mange nok undre sig over, at museet nu også blogger om 2. Verdenskrig og besættelsestidens Aarhus.

Årsagen er ganske enkel. I forbindelse med nedlæggelsen af Bymuseet i sommeren 2011 overtog Den Gamle By ansvaret for driften af Besættelsesmuseet, der har til huse i Aarhus gamle rådhus og politistation ved siden af domkirken. Med dette fine lille museum fulgte forpligtelsen til at indsamle og fortælle historier fra besættelsestidens Aarhus.

På denne blog bliver du løbende opdateret om Besættelsesmuseets arbejde med at dokumentere og formidle dramatiske såvel som fredelige begivenheder fra besættelsestidens Aarhus.

Besættelsesmuseet

Besættelsesmuseets indgangsparti i den gamle arrestbygning fra 1907, Mathilde Fibigers Have 2, 8000 Aarhus C.