Sønderskudt danske militærhjelm.

I tirsdags var det den 9. april og dermed 73 år siden Danmark blev besat af tyske tropper. Vanen tro tog medierne fat i historien om besættelsesdagen og dens betydning for os danskere.

I år havde Kristeligt Dagblad opsamlet nyheden om, at Frihedsmuseets leder, Henrik Lundbak, havde tænkt sig at aflyse museets årlige mindehøjtidelighed for Danmarks besættelse. I Kristelig Dagblads artikel blev han citeret på følgende vis:

»For nogle år siden kom der stadig ældre mennesker til museet den 9. april for at deltage i markeringen, og så længe traditionen var levende, var det naturligt, at vi bidrog til den. Men gennem de seneste år er den type gæster blevet færre, og efterhånden har vi svært ved overhovedet at få øje på dem. Og så må vi spørge os selv, om ikke tiden er kommet til at stoppe,«

Historien havde saft og kraft nok til at blive opsnappet af Berlingske Media, hvor nyheden blev publiceret under overskriften Frihedsmuseet markerer ikke længere 9. april. Herefter fik historien for alvor vinger, og nyheden om den angiveligt aflyste markering spredte sig lystigt videre til landets øvrige aviser. Alle steder var forargelsen stor, og følger man kommentarfelterne i avisernes online-versioner og Facebook-sider var det tydeligt, at i hvert fald dele af folkedybet fandt det ”dybt beskæmmende”, at selveste Frihedsmuseet med sit ”svigt” i værste fald ville være med til at accelerere det erindringsforfald, der angiveligt præger den danske befolkning.

Mindehøjtideligheder – en museumsopgave?

Man når man tænker lidt nøjere over det, kan man vel ikke klandre Henrik Lundbak for hans manglende lyst til at gennemføre en mindehøjtidelighed, som han med sikkerhed VED, at kun meget få vil deltage i. Og måske har han ret i sin tvivlen på, hvorvidt at den klassiske mindehøjtidelighed med faner, mindekranse og fremmødte veteraner egentlig tjener et formål i dag. I øvrigt kan man også sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det i det hele taget er en museumsopgave at afholde eller deltage aktivt i mindehøjtideligheder?

Det betyder imidlertid ikke, at Henrik Lundbak, Frihedsmuseet og vi andre, der arbejder med besættelsestiden er ligeglade med danskernes erindring om den 9. april.  Det er en vigtig dato! Dels fordi mennesker mistede livet, men også fordi den markerer begyndelsen på en svær tid, ikke blot for de danske politikere, men også for almindelige mennesker.

Efter den 9. april blev alle presset til at overveje svære moralske dilemmaer. Sagt lidt populært blev de fleste danskere før eller siden tvunget til at tage stilling til, hvorvidt man ville fortsætte med at hytte sit eget skind og underkaste sig den nazistiske dominans eller kæmpe (på den ene eller anden vis) for frihed og de værdier man forbandt med dette.

Jeg tror, at museerne i stedet skulle bruge ressourcerne på at lave det arbejde som et kulturhistorisk museum er sat i verden for – nemlig at forske i og formidle historie. For Frihedsmuseets vedkommende er emnet besættelsestidens Danmark, herunder også den 9. april og alle de komplekse problemstillinger, der knytter sig hertil.

Kort sagt gælder det om at gøre det man er bedst til, og som museum er vi gode til at nå mange mennesker gennem udstillinger, publikationer og øvrige formidlingstiltag. De fleste museer, der arbejder med besættelsestiden har tydeligt mærket, at interessen for emnet er stor, og tænker vi os om og tager de nye sociale medier, som f.eks. Facebook og Twitter i brug, kan vi nå flere og nye grupper med vores fortællinger. På den vis bidrager museerne, efter min mening, bedst til, at de vigtigt historier ikke går tabt.

Afslutningsvis skal det det bemærkes, at den pludselige interesse og mediestormen Nationalmuseet (Frihedsmuseet er en afdeling under Nationalmuseet) til at udmelde, at man skam havde tænkt sig at fortsætte traditionen alligevel.

Reaktionen på Kristelig Dagblad og Berlingske Medias artikler har vist os, at der stadig er sprængkraft nok i mindet om den 9. april til at få folk – om end ikke op af stolene, så i hvert fald på Facebook.