Kategoriarkiv: Den Gamle By

Skal et museum være politisk korrekt?

Den af

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960erne og 70erne. Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum.

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god Jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være er i strid med museets formidlingsopgave. Synspunktet baserede sig på den opfattelse, at aktiviteterne i et offentligt støttet museum skal være for hele befolkningen.

Nu er det slet ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som pr automatik forbyder rygning. Klagen er derfor også blevet afvist af den offentlige myndighed, hvortil den er stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70ernes brune værtshuse, Bent J og jazzmiljøet omkring dette værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Sagen aktualiserer imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt et museum skal være historisk korrekt eller politisk korrekt. Vi mener selvfølgelig, at et museum i videst muligt omfang skal være historisk korrekt.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra 1927 sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og så er der altså dem, der undrer sig over rygningen i Jazzbar Bent J.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været.

Det tror jeg, er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk. I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. I Sverige er Tin-tin i Congo vistnok forbudt. For et par år siden undlod Nationalmuseet i København at udstille indianske skalpe i forbindelse med udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Og i Holland er det kæmpestore Rijksmuseum gået i gang med at fjerne udtryk, der tidligere var gængse, men som nu opfattes som krænkende, ligesom man igen diskuterer, om julemandens hjælper, Svarte Piet, er en racistisk tradition, der bør forbydes.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. For faren er, at begynder man først i det små, så er skinnerne lagt til en større tur væk fra den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

I Den Gamle By vedkender vi os verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter museet, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder man at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

I nutiden skal den politiske korrekthed såmænd nok finde nye emner at tage fat på. Og når jeg er i det humør, spekulerer jeg på, hvornår mon det bliver forbudt at kalde nytårsskyts for kinesere, den dejlige julesmåkage med kanel, sukker og mandel for jødekage og den uskønne fisk, ulken, for en københavnertorsk? I Den Gamle By har vi under alle omstændigheder tænkt os at blive ved med det.

 

 

Tidsrejsen og velfærdssamfundet er Den Gamle Bys USP

Den af

USP er den engelske forkortelse af unique selling point, altså det, der er unikt ved en seværdighed, en vare, en by eller andet, som gerne vil tiltrække kunder eller besøgende.

Hvad mener vore gæster?

Man kan selv have mange forestillinger om, hvad der udgør ens USP. Det har vi da også i Den Gamle By, men vi ved godt, at det ikke er os, men vore kunder, vore gæster, der afgør, hvori Den Gamle Bys USP består. For lige meget hvor godt vi tilrettelægger museernes udstillinger og fortællinger, lige meget hvor grundigt vi informerer på skilte og plancher, så må vi erkende, at museum grundlæggende er noget, der foregår i hovederne på vore besøgende.

Det er derfor altid interessant at læse og høre, hvad museets gæster mener. Det gælder på tripadvisor, i avisanmeldelser, i emails sendt til museet og i dialog med folk, der besøger museet. Ofte bliver man heldigvis bekræftet i sin opfattelse. Sommetider forundres man, eller man bliver ligefrem chokeret. Andre gange får man foræret indsigter, som er så enkle, at man ikke selv havde turdet tænke dem.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Krydstogtsturister i Den Gamle By

Engang her i sensommeren havde turistdirektøren i Aarhus et par besøgende med i Den Gamle By, som gav os et interessant eksternt blik på, hvad det er, der er unikt ved de historier, vi fortæller i Den Gamle By. Gæsterne var to topdirektører fra krydstogtsfirmaet Royal Carribean Cruise Line i Miami, der skulle lære Aarhus’ USP at kende, så de bedre kunne vurdere det forretningsmæssige grundlag for at lade flere af deres skibe komme til Aarhus.

Når et krydstogtsskib har lagt til i Aarhus, er det noget, vi kan mærke i Den Gamle By. Ofte kommer der op til 2000 gæster, når et af de store krydstogtsskibe lægger til kaj. De kommer i busser eller på egen hånd, og der er tale om det mest internationale publikum, som man kan forestille sig. Tyskere, italienere, englændere, japanere, kinesere og ikke mindst amerikaner af alle mulige etniciteter.

Vikingetid og H.C. Andersen

Krydstogtsturister repræsenterer et potentielt voksende publikum for en seværdighed som Den Gamle By.

Vore to gæster fra Miami havde en time til at se museet, så det skulle gå stærkt. Jeg viste dem den gamle del af Den Gamle By, bindingsværksbyen, som man kan sige er det nærmeste, man kommer et billede af Danmark på H.C. Andersens tid. De så bl.a. Eilschous Boliger, hvor man kan ”møde” den præsteenke, som den unge Hans Christian besøgte så ofte, og hvor han blev introduceret til teater og litteratur. ”Dette var det første dannede hus, hvori jeg fandt et hjem”, skriver Andersen i sine erindringer om Eilschous Boliger.

Jeg fortalte dem også om Den Gamle Bys arbejde med at vise Aarhus historie, og viste dem, hvor den store, underjordiske fortælling om Aarhus vil være tilgængelig om et par år. Jeg gjorde en del ud af, at Aarhus historie tager sin begyndelse i vikingetiden, og at man i Aarhus Story vil få en fornemmelse af denne periode, som er et stærkt internationalt brand for Skandinavien – måske mest for Norge, men i et eller andet omfang også for Danmark. Og at man fra vikingetiden vil kunne gå gennem hele historien frem til i dag.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

Velfærdsdanmark

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at vise de to krydstogtsdirektører den nyeste del af museet, der dels giver et billede af livet i de moderne tider, som de tog sig ud i 1927, og dels viser hverdagen, som den var for den almindelige dansker en tilfældig dag i 1974. Men de ville gerne, og vi havde lidt tid tilbage.

Vi gik igennem 1927-kvarteret, og i 1974-delen viste jeg dem Pouls Radio, Konditoriet, Salon Anni og Bogcentralen med de vovede blade. Jeg viste dem kollektivet, pensionistparrets lejlighed og jeg viste dem lejligheden, hvor der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere. Jeg viste dem også gynækologen, spejderlokalet og knallertværkstedet. Og så fortalte jeg om børnehaven, der er på vej.

De var helt tydeligt meget interesseret.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Den Gamle Bys USP

Nogle dage efter drøftede jeg besøget med turistdirektør Peer H. Kristensen, som også skulle hilse mange gange og takke for rundvisningen. Jeg forstod, at vore tot gæster fandt det fint med både vikinger og H.C. Andersen. Men, som han skrev i en email: ”Det, der virkelig rykker, er hele samfundsfortællingen om Danmarks udvikling. Den havde de ikke set fortalt på den måde før”.

Ved en efterfølgende snak forstod jeg, at det ikke mindst var Den Gamle Bys billede af velfærdssamfundet, som havde fascineret de to gæster. Når man ser det hele lidt fra oven, så er velfærdssamfundet som det har udviklet sig i Danmark (og Skandinavien) også helt unikt på verdensplan. Måske det bliver en parentes i historien, vi ved det ikke. Men vi ved, at velfærden, frisindet, kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret har sat sig spor i vores værdisæt, omgangsformer og kultur i en grad, så det er med til at definere hvad der er typisk dansk.

For andre besøgende vil museets USP givetvis være noget andet. Men denne pejling i forhold til det internationale turistpublikum er overordentlig interessant for museets selvforståelse og videre arbejde.

Den Gamle By viser hverdagen i Velfærdsdanmark

Den af

En investering på mere end 200 mio kr er baggrunden for det totalbillede af Danmark i 1960’erne og 70’erne, som vi nu har åbnet i Den Gamle By. Det er hverdag i Velfærdsdanmark, det er fede tider, det er ren retro, og det er hønsestrik, habit og hængerøv.

Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.

Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.

Projektet er den største enkeltinvestering i Den Gamle Bys mere end 100-årige historie, og i international sammenhæng regnes museets moderne bykvarter for det mest markante og vidtrækkende samtidsprojekt på noget museum overhovedet. ”Danmark og Aarhus er hermed blevet et eksempel, som man valfarter til fra hele verden for at tage ved lære af”, siger Olav Aaraas, direktør for det norske nationalmuseum og international hovedtaler ved den officielle åbning af den nye bydel.

 

I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.

I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.

Og der er lokummer med den rette type poesi.

Og der er lokummer med den rette type poesi.

Nu kan Den Gamle Bys publikum for første gang kigge ind i et knallertværksted, et spejderlokale, et VVS-værksted og tre baggårdslokummer. Nyt er det også, at man kan besøge lærerfamilien, der viser feriefilm. Det ældre ægtepar, hvor manden får sig en middagslur. Den enlige mor med sønnen, der ser årets VM-finale på TV. Man kan kigge ind til de seks tyrkiske fremmedarbejdere, der bor i en tre-værelses på 45 kvm. Til hippien og den til grønlandske studerende. De bor alle sammen i Huset i Havnegade. Man kan også besøge Bent Js berømte jazzværtshus fra Nørre Allé i Aarhus. Og så er der Tårnborg med kollektiv, kernefamilie, ugift skoleinspektør og gynækologisk klinik. Der er Bonnich’s Konditori, Rahbæks Minimarked, Norden Forsikring, Salon Anni, Bogcentralen. Og der er Pouls Radio, Broderiboden, Rejsebureauet, Fotoborgen og glarmester Krampau.

Der er vores egen tid på museum, det er her fra vores verden går.

I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.

I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.

Projektet omfatter 9 fleretagers huse, som har deres ophav i byer rundt omkring i hele Danmark. Husene er opført af 648.000 mursten og indeholder 146 rum med i alt 2.684 kvm. Der er 9 lejligheder, 5 butikker, 4 firmaer, 2 baggårde, 2 baggårdsværksteder og 3 baggårdslokummer. I alt 32.000 genstande. Heraf 56 ølkasser, 9 arkitektlamper, 36 teaktræsmøbler, 6 ryatæpper, 11 numre af Ugens Rapport, 4 vinballoner samt en Velo, en Puch Maxi og en Kreidler Florett – og meget, meget mere. I alt mere end 30 menneskers personlige historier, som tilsammen tegner et bilede af livet i Danmark i en tid, som mange fortsat har et forhold til.

Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.

Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.

Vi fortæller ikke historien med de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, vi lægger vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende, end de store, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og det er vores håb, at publikum vil komme til at huske ting, de havde glemt, at de måske vil genopleve stumper af deres egen erindring, og at de vil hygge sig og være sammen om at opleve eller genopleve historien.

Til grund for den nye del af Den Gamle By ligger utallige forskningsprojekter og rapporter, og der er grundige prioriteringer bag hver eneste disposition og bag valget af hver eneste museumsgenstand.

Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe.

Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe. Som bekendt vandt Vesttyskland 2-1 over Holland.

Det vi nu åbner er en slags ny Den Gamle By, et helt kvarter, der ligger ved siden af dén Den Gamle By, som de fleste kender så godt. Alt det, vi viser, hører til her. Det er ikke en noget, vi har lånt, og det er heller ikke en tidsbegrænset udstilling. Det én stor opdatering og gentænkning af Den Gamle By som museum. En gentænkning, som også vil være her, når røgen har lagt sig efter de mange events, der skal afvikles i 2017, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad.

Projektet har kun kunnet realiseres, fordi A.P. Møller Fonden har bakket op med en enestående støtte. Indtil nu har hele projektet kostet godt 200 mio kr. Heraf har A.P. Møller Fonden bidraget med de 161.

Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.

Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.

 

 

 

 

Den Gamle By frygter at blive spærret inde af fredningsforslag

Den af

I Den Gamle By arbejder vi med at bevare kultur, og personligt har jeg altid fundet det vigtigt også at bevare og beskytte Danmarks exceptionelle naturværdier. Fx Skagens gren, Råbjerg Mile, Stevns Klint og Vadehavet – og vi ser heller ikke nogen problemer i at også dele af Botanisk Have i Aarhus måtte blive fredet. Men vi undrer os over, at Dansk Naturfredningsforening nu har rejst forslag om fredning af hele Botanisk Have. Ikke blot stenbedet, aboretet og andre særlige steder, men også områder tæt på Den Gamle By, som ifølge fagfolk er uden fredningsværdi.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested
for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

Også områder, der ikke er fredningsværdige, er med i forslaget

I Den Gamle By undrer vi os især over, at to områder er taget med i Dansk Naturfredningsforenings forslag. Det ene er den baggård, der ligger bag gartnerhuset på Eugen Warmings Vej. Det andet er det ret anonyme område, der strækker sig fra møllen på toppen af bakken og så ned til Ceres-krydset. I alt cirka fem procent af havens areal – og som ret beset ikke meget mere end en græsplæne og en håndfuld træer.

For hvis man freder sådanne områder, så vil det ikke blot være til skade for Den Gamle By og den halve million gæster, der årligt besøger museet, men så sandelig også for den troværdighed, der i almindelighed knytter sig til naturfredningssagen.

I Den Gamle By har vi ingen planer om at udvide på de nævnte områder, men man skal være opmærksom på, at en fredning kan forhindre al udvikling – selv til det bedre. For når sådan en græsplæne først er fredet, kan ingen demokratisk valgte organer gøre noget ved det – hverken byråd, region, folketing eller EU. Det er alene det særlige fredningsnævn, der kan træffe beslutninger på området.

Fare for at handicapvenlig indgang ikke kan blive til noget

De fleste ved, at det er vanskeligt for handicappede at besøge Den Gamle By. Det problem er vi nu på vej til at løse, idet museet med støtte fra A.P. Møller Fonden kan bygge en ny indgang på den del af Den Gamle Bys grund, der vender ned mod Ceres-krydset.

En sådan indgang vil gøre det muligt for kørestole, rollatorer og for folk, der bare ikke kan gå på brosten, at komme ind til de dele af Den Gamle By, hvor der er fortov og asfalt og flade brosten og hvor der er etableret flere elevatorer til udstillingerne. Dermed bliver der let adgang til de moderne kvarterer, Kunstkammeret, Aarhus Story, Købmandsgården, Legetøjsmuseet – kort sagt de dele af Den Gamle By, der i disse år har publikums store bevågenhed.

Men det fordrer, at der kan etableres stiforbindelser, og måske skal der ændres lidt på terrænet, og så skal der være plads til skure for handicapscootere og hvad der nu ellers hører til ved sådan en indgang til et stort museum. Bliver Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag til virkelighed, er vi bange for, at denne vision ikke kan blive til noget.

Intelligent parkeringsløsning forhindres

Jeg tror også de fleste er bekendt med, at de alt for få parkeringspladser jævnligt skaber kaos til skade for beboerne på Eugen Warmings Vej og tilstødende gader og villaveje.

En ny indgang ved den del af museet, der vender ned mod Ceres-krydset, vil give let adgang til det store antal parkeringspladser, der i dag findes ved Scandinavian Center, og ikke mindst til de mange pladser, der er ved at blive etableret på Ceres-grunden. Vel at mærke parkeringspladser, som sjældent vil blive brugt i de weekends og ferie, hvor Den Gamle By har flest gæster og dermed det største parkeringsbehov.

En udnyttelse af disse muligheder er kun realistisk, hvis Den Gamle By får mulighed for at etablere den nye indgang ned mod Ceres-krydset. Vi frygter, at Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag vil forhindre denne løsning – til skade for såvel Den Gamle By, museets mange gæster og for de hundredvis af beboere, der må leve med de umulige parkeringsforhold i området.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Områderne ved Den Gamle By rummer ingen uerstattelige naturhistoriske interesser

Den Gamle By har bedt Naturhistorisk Museum se på de to områder, og konklusionen fra museumsdirektør Bo Skaarup er klar: ”Botanisk Have tættest på den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested for hverken dyr, svampe eller planter”. Han konkluderer: ”Naturhistorisk Museum ser derfor ikke særlige eller uerstattelige naturhistoriske interesser, der berettiger en fredning af de arealer af Botanisk Have, der umiddelbart grænser op til Den Gamle By”.

Formålet er ikke fredning, men at stoppe Den Gamle By

Noget tyder på, at Danmarks Naturfredningsforening er enig i dette, idet det fremgår, at den primære begrundelse for fredningsforslaget er, at man ønsker at forhindre en eventuel videre udbygning af Den Gamle By, ligesom man også udtrykker bekymring for en videre udvikling omkring væksthusene.

Altså er formålet ikke at frede bevaringsværdigt natur, men at beskytte et grønt område mod andre interesser.

Det er helt legitimt at ville beskytte byens grønne åndehuller, og i Den Gamle By er vi enige i, at man skal beskytte Botanisk Have og i øvrigt sikre den såkaldte grønne kile, som har været en hovedhjørnesten i kommuneplaner så langt tilbage, jeg kan huske.

Vi forstår blot ikke, hvorfor man ikke som hidtil kan anvende planloven til formålet. At bruge den helt særlige danske naturfredningsmodel til at frede noget, der ret beset ikke er fredningsværdigt, er ikke troværdigt.

Aarhus Kommune anviste i 1998 forhaven som museets udviklingsområde 

Den Gamle Bys planlagte indgangsbygning ned mod Ceres-krydset er en del af den store donation, som Den Gamle By har modtaget fra A.P. Møller Fonden. Bygningen vil afslutte museets projekt med at skabe en slags ny gammel by, der viser livet i Danmark fra 1920rne over 1970erne og helt op til vor tid. Projektet er unikt på verdensplan og er den vigtigste årsag til, at Den Gamle By nu besøges af omkring en halv million gæster om året, heraf et meget stort antal aarhusianere.

Siden 1998 har Den Gamle By vidst, at museets udviklingsmuligheder ikke ligger inde i selve Botanisk Have, men på græsplænen, hvor der pt er byggeplads. Dengang meddelte daværende tekniske rådmand, Hans Schiøtt, at en fremtidig udvikling af Den Gamle By skulle ske i ”den del af anlægget, der strækker sig langs Viborgvej ned mod Ceres-krydset”. Det har vi ageret efter, og vi har haft en god dialog med kommunen og byrådspolitikerne herom.

Den Gamle By ønsker området fra møllen og til Ceres-krydset friholdt

I Den Gamle By har vi ikke nogen problemer med, at Danmarks Naturfredningsforening ønsker at frede de 95 pct af Botanisk Have, der ligger nord for museet. Men vi er bekymret over, at forslaget også omfatter de fem pct, der udgøres af arealet fra møllen og ned mod Ceres-krydset. For det er jo i området ned mod Ceres-krydset, museet skal have en ny indgang, så Den Gamle By bliver tilgængelig for handicappede, så der bliver adgang til parkeringspladser, så villaerne på Eugen Warmings Vej slipper for de mange parkerende museumsgæster, og så museet bliver en integreret del af den kulturakse, som er et af Aarhus’ stærkeste kort som turistby.

Den Gamle By håber, at det indsendte fredningsforslag må blive modificeret, så de ikke-fredningsværdige områder friholdes.

Bevaringen af denne grønne korridor er indskrevet i adskillige kommuneplaner og vil utvivlsomt også være en fremtidig prioriteringssag for Aarhus Kommune. Det bør være tilstrækkelig sikring af dette område.  For ingen kan seriøst argumentere for, at disse arealer har naturkvaliteter, der kan begrunde en fredning.

 

 

 

 

Den Gamle By opkalder gade efter Dronning Margrethe

Den af

I 1948 besøgte den daværende prinsesse Margrethe Den Gamle By for første gang. Det er efterfølgende blevet til utallige besøg, og siden 1987 har vores dronning været protektor for museet. Som en hilsen til majestæten i anledning af 75-årsdagen opkalder Den Gamle By nu en gade efter dronningen.

Dronning Margrethes Gade kommer gaden til at hedde. Det drejer sig om den gade, der kommer til at afslutte ”byen” og som vi indretter med butikker, boliger mm, som tilsammen vil give et snapshot af året 2014. Det første lille hjørne vil åbne i løbet af foråret, og resten af gaden vil åbne successivt frem mod 2019/20.

Skiltet med gadenavnet Dronning Margrethes Gade sættes op på huset fra København i Den Gamle By.

Skiltet med gadenavnet Dronning Margrethes Gade sættes op på huset fra København i Den Gamle By. Dronning Margrethes Gade vil komme til at danne ramme om museets kommende kvarter, der vil vise et snapshot fra året 2014.

Gadeskilte på huse fra København og Jelling

Det ene af gadeskiltene bliver nu sat op på et hus, der frem til 2009 lå på hjørnet af Provstevej og Thoravej i Københavns Nordvestkvarter. Her er der nu ved at blive lagt fortov foran huset, så man om et par måneder kan komme ind i den engang så berømte Jazzbar Bent J fra Aarhus.

Det andet gadeskilt vil efter planen blive sat op i 2019, når de to huse fra Gormsgade 1-3 i Jelling er opført og indrettet med butikker og boliger fra 2014. Vi ser en pudsig pointe i, at skiltet med gadenavnet Dronning Margrethes Gade vil komme til at sidde på netop dette hus, som frem til vi nedtog det lå lige overfor Dronning Thyras høj.

Englands dronning Elizabeth og prins Philip besøgte sammen med det danske regentpar Den Gamle By 18.maj 1979.


Englands dronning Elizabeth og prins Philip besøgte sammen med det danske regentpar Den Gamle By 18. maj 1979.

”Byen omslutter én fuldstændigt”

– Jeg kan ikke påstå, jeg har været der hvert eneste år, men jeg har været der meget, og jeg sætter stor pris på museet, har Dronning Margrethe udtalt i et interview.

– Den Gamle By har en ganske særlig charme og er fantastisk dygtigt lavet. Det er ligesom om byen omslutter én fuldstændigt. Og så ved man jo, at der er en stor museal og forskningsmæssig dybde neden under den betagende overflade.

Dronningen er en meget opmærksom og vidende museumsgæst. Her fotos fra et privat besøg i foråret 2002, hvor majestæten studerede farvelagene på Møntmestergårdens baroktrappe.

Dronningen er en meget opmærksom og vidende museumsgæst. Her fotos fra et privat besøg i foråret 2002, hvor majestæten studerede farvelagene på Møntmestergårdens baroktrappe.

Alsidig interesse i Den Gamle By

– Det er spændende at se, at museet har så mange nye ting i gang, og i forbindelse med protektionen af Den Gamle By falder det så naturligt at være personligt engageret, siger dronningen.

Og som protektor har dronningen fulgt grundigt med i mange af de ting, der foregår i Den Gamle By. Opførelsen af Møntmestergården, hvor ikke mindst farver og tapeter har haft majestætens interesse. Eilschous Boliger fra Odense, hvor den unge H.C. Andersen fik sin første kulturelle inspiration. Det levende museum, hvor ikke mindst arbejdet med at lave tro kopier af datidens tøj er blevet studeret. Kunstkammeret med de store samlinger af sølvtøj, porcelæn og fajance samt ure. Og de senere år har dronningen fulgt hele udviklingen og skabelsen af de moderne bykvarterer fra 1927 og1974, ligesom majestæten også har været en engageret dialogpartner i diskussionen om, hvordan vi skal lave både Aarhus Story og det afsnit, der viser året 2014.

Dronning Margrethe er en hyppig gæst, både til officielle anledninger og ved private besøg. Under sit besøg 12. juli 2013 så dronningen både det nyåbnede Tårnborg og de ferieaktiviteter, som arrangeres som en del af den kommunale skolepasningsordning.

Dronning Margrethe er en hyppig gæst, både til officielle anledninger og ved private besøg. Under sit besøg 12. juli 2013 så dronningen både det nyåbnede Tårnborg og de skoleferieaktiviteter, som arrangeres under overskriften En dag som barn i 1864.

Første gade opkaldt efter Dronning Margrethe

Der findes kun få steder, der er opkaldt efter vores nuværende dronning. Således Dronning Margrethe Hallen i Fredericia (navngivet 1976), Dronningens Boulevard i Herning (navngivet 1979) og Margrethepladsen i Aarhus (navngivet 1993).

Derimod er der endnu ingen Dronning Margrethes Gade – og da slet ikke på et museum, der nyder godt af majestætens protektion.  Det er vi i Den Gamle By taknemmelige for, at vi nu får mulighed for at rette op på.

19.oktober 1948 indskrev den unge prinsesse Margrethe sig for første gang i Den Gamle Bys gæstebog sammen med sin mor dronning Ingrid, som også var en hyppig gæst på museet.

19. oktober 1948 indskrev den unge prinsesse Margrethe sig for første gang i Den Gamle Bys gæstebog sammen med sin mor dronning Ingrid, som også var en hyppig gæst på museet.

”Ikke alt, der tæller, kan tælles”

Den af

 

Det udsagn tænker jeg ofte på, når talen falder på, hvordan man måler betydning, succes og relevans på museumsområdet og inden for kulturlivet i bredere forstand.

Først på året deltog jeg i en debat med kulturknuseren Lasse Marker, som for nogle måneder siden udgav bogen ”Seks grunde til at der ikke sker en skid i dansk kulturliv”. Her argumenterer han bl.a. for, at kulturen skal kunne tælles og måles, så oplysningerne kan sættes ind i regneark og sammenlignes, så man – dvs dem, der bevilger penge – har et seriøst grundlag for at beslutte, hvem der skal have de offentlige tilskud. Lasse Marker er uddannet cand.scient.pol. og dermed en af de såkaldte djøf’ere, der gennem de seneste år har haft held til at sætte dagsordenen for, hvordan man måler kvalitet inden for mange forskellige områder. Diskussionen med Lasse Marker gav mig anledning til disse overvejelser.

Naturligvis er der ikke noget galt i at kvantificere resultater. Problemet er, at de ting, der kan kvantificeres, jo kun delvist afspejler virkeligheden. Der er simpelthen en del, der ikke kommer med, og en del af dette kan være overordentligt væsentligt.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det, der kan gøres op i tal.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det.

Den Gamle By i tal

Lad mig illustrere det med nogle oplysninger fra Den Gamle By, som jeg kender bedst til. Den Gamle By havde i 2014 499.207 besøgende. Året før var tallet 480.270. Museets samlede omsætning var i 2013, som er det senest opgjorte regnskabsår, 125 mio kr. Heraf var de 31 mio offentlige tilskud, 43 mio var projektmidler (primært fra fonde) og så tjente vi selv 51 mio kr. Det kan også nævnes, at Den Gamle Bys personale i 2013 stod bag 24 bøger og artikler samt 71 blogindlæg. Og man kunne supplere med antallet af permanente udstillinger, særudstillinger, antallet af indlemmede genstande, afholdte foredrag, besøgende på hjemmesiden, generel besøgstilfredshed, likes på facebook osv osv.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Virkeligheden er større og mere, end tallene viser

Men Den Gamle By er jo mere end det, de tal udtrykker. For virkeligheden er større og mere end tal. Man kan jo heller ikke reducere værdien af en nyudsprunget bøgeskov i maj til antal rummeter træ, der kan sælges. Eller en solskinsdag til så og så meget solenergi, der kan sendes ud til el-forbrugerne.

Den Gamle By er også skønhed og glæde, eftertanke og inspiration. Den Gamle By er med til at give forankring og sammenhængskraft. Dertil kommer, at Den Gamle By er med til at finde nye veje for, hvad det vil sige at være museum. Lad mig her nævne to ting, som stort set ikke batter noget i kvantitativ sammenhæng, men som har været med til at flytte den måde, man kan være museum på. Begge eksempler vedrører vores arbejde som et inkluderende museum.

Den særlige erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Den Gamle Bys erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Hvordan måler man værdien af erindringsformidling for demente ældre?

Her har vi i godt 10 år arbejdet med en særlig erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens. Denne aktivitet benyttes af ca 1000 deltagere om året. Det batter ikke ret meget i forhold til den halve million, som i øvrigt besøger museet. Men vores initiativ har haft stor betydning for de demente, der har besøgt museets erindringslejlighed – og derigennem fået lidt lys i en ellers trist tilværelse. Initiativet har også betydning i og med, at Den Gamle By medvirker til at uddanne SOSU-assistenter i både Aarhus og Silkeborg. Og så har vores initiativ virket som inspirationskilde for museer og andre over hele Europa.

Hvordan måler man værdien af en hjemløs på museum?

Som det andet eksempel vil jeg nævne, at Den Gamle By i tre måneder i efteråret 2012 inviterede en hjemløs til at bo i en baggård på museet. Den Gamle By er bl.a. et museum om hjemmets historie, så da den hjemløse selv henvendte sig og foreslog, at vi også skulle vise, hvordan det er at være hjemløs, fandt vi ideen helt oplagt. Han flyttede ind i tre måneder, og i den tid kunne museets gæster kigge ind til ham og få en snak. Vi oplevede, at mange mennesker, som næppe ville besøge en hjemløs, som de mødte ”ude i virkeligheden”, her fik en oplevelse og en indsigt, som de ellers aldrig ville have fået. Museer over hele Europa har været interesseret i at høre om Den Gamle Bys erfaringer fra dette projekt, og det har givet Den Gamle By en profil som et museum, der går nye veje med henblik på at fortælle væsentlige historier og være til nytte.

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs "ude i virkeligheden".

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs “ude i virkeligheden”.

Ikke alt, der kan tælles, tæller

Ingen af disse to projekter kan reduceres til tal, der kan sættes ind i regneark. Og hvis de kunne, ville de ikke batte ret meget. Men begge projekterne er væsentligt, fordi de er med til at sætte et andet og anderledes spot på problemer og forhold i samfundet, og fordi de er med til at udvide grænserne for, hvad man kan bruge et museum til.

Så fint nok at besøgstal, omsætning osv kvantificeres. Det ser jeg overhovedet ingen problemer i. Men jeg ser et stort problem, hvis man mener, at sådanne målinger i sig selv er tilstrækkelige og bør være styrende for hvordan man agerer – bl.a. med hensyn til tildeling af offentlige midler.

Til slut tilbage til citatet i overskriften til dette indlæg. Citatet lyder i sin helhed: ”Ikke alt, der tæller, kan tælles. Og ikke alt, der kan tælles, tæller”. Eller: ”Not everything, that counts, can be counted. And not everything, that can be counted, counts”. Citat Albert Einstein.

 

Hvornår var de gode gamle dage?

Den af

Jeg bliver ofte spurgt om de gode gamle dage. Findes de, hvornår var de og hvorhenne? Og hvordan var de?

For mig er svaret indlysende. Selvfølgelig findes de. For de gode gamle dage var dengang, der altid var sne om vinteren, solen skinnede hele sommeren, og badevandet var dejligt varmt, min farmors rutebil-kager var de bedste i verden og man kunne somme tider være heldig at få to røde sodavander, når der var fødselsdag.

Her taler vi om mine gode gamle dage, hvis nogen ellers skulle være i tvivl. Det vil sige min barndom i Viborg i sidste halvdel af 1950erne og begyndelsen af 60erne. Altså min personlige mentale rekonstruktion af min egen barndom. Akkurat som de fleste har deres egne, private gode gamle dage.

Tæv i skolen og angst for at miste mine forældre og andet ubehageligt hører ligesom ikke med i det billede. Den type erindringer ligger gemt i et andet hjernerum.

Hæver man sig op over det personlige, til historien som sådan, er det noget mere komplekst. Og svaret på, om de gode gamle dage findes i historien, er et klart både/og. For selvfølgelig var der noget, der var bedre, og der var noget, der var ringere.

En kvinde sidder og syr ved sterinlys. Hvor hyggeligt, vil mange mene. Ja nok. Men så sandelig også skadeligt for øjnene.

En kvinde sidder og strikker ved sterinlys. Hvor hyggeligt, vil mange mene. Ja nok. Men så sandelig også skadeligt for øjnene. Og den evindelige træk langs gulvet og fra vinduet var heller ikke nogen fornøjelse.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange mennesker i dag vil kunne finde en form for tryghed i en tid, hvor skomageren blev ved sin læst og alle havde deres klart definerede daglige dont. Det gælder ikke mindst de uhyggeligt mange, der i dag er ramt af alvorlig stress, og det gælder de mange, der er ensomme, eller hvis tilværelse forekommer uoverskuelig.

På den anden side er jeg også overbevist om, at de færreste vil ønske sig tilbage til en tid, hvor man en stor del af året frøs i de dårligt opvarmede huse, hvor de fleste voksne havde ondt af gigt, hvor mange aldrig blev rigtig mætte, ja en del sultede ligefrem, hvor maden sjældent var særlig indbydende, arbejdet var slidsomt, og hvor børnedødeligheden var uhyggelig høj.

Børnearbejde, skældud og sommetider tæv er en del af "gamle dage", som ofte overses.

Børnearbejde, skældud og sommetider tæv er en del af “gamle dage”, som ofte overses.

Ser vi på nutidens fortolkninger af historien, så er der mange, der synes, at Den Gamle By er et åh så hyggeligt billede af de gode gamle dage. Og det er på mange måder også sandt. Museet opstod for godt 100 år siden med det formål at vise den borgerlige kulturs udvikling, og bymiljøet er pittoresk, bindingsværket smukt og boliger og værksteder maleriske.

Men har man de rette briller på, er der også en bagside af medaljen. Når man ser nærmere efter, er det nemlig tydeligt, at der det meste af året var ubehagelig koldt i de dårligt opvarmede køkkener og stuer, og at arbejdet måtte være slidsomt. Men det skal medgives, at denne side af historien let overskygges af det smukke og pittoreske.

Den lille pige arbejder, mens den fordrukne far sover rusen ud.

Den lille pige arbejder, mens den fordrukne far sover rusen ud.

Den del af virkeligheden har vi de senere år arbejdet med at gøre mere synlig. I den ældre del, der viser 1800-tallet, møder man fx en fattig lille pige med sine svovlstikker, mens den fordrukne far sover rusen ud på slagbænken. Hos glarmesteren er lærlingens seng placeret lige under arbejdsbordet og fyldt med glassplinter fra dagens arbejde. Hos snedkeren sover lærlingen i samme seng som svenden i et utæt lokale med frostgrader i de kolde vinternætter. Mester stikker fra tid til anden lærlingen en ordentlig en på kassen, og skal man på ”det lille hus”, så foregår det i baggården i et skur, hvor det er frostvejr om vinteren og ubehageligt stinkende om sommeren – og hvor man ofte må vente udenfor på at ovetage pladsen, også i regn og sne.

Ventetid foran et baggårdslokum indgår ikke i vores billede af de gode gamle dage.

Ventetid foran et baggårdslokum indgår ikke i vores billede af de gode gamle dage.

Ikke desto mindre er der mange, der synes, at Den Gamle By er noget så hyggelig. At det er sådan, har grundlæggende nok at gøre med, at vi ser verden gennem vores egne briller, som er præget af egen samtid, erindringer og forventninger.

Det kan da også nemt være, at det er derfor, jeg personligt er så glad, hver gang, jeg besøger Isenkræmmeren, Schous Sæbehus og ikke mindst Telefoncentralen, som minder mig om den telefoncentral, som min farmor passede i mange år – og som næsten får mine tænder til at løbe i vand.

Som museumsmenneske er det en grundlæggende erkendelse, at museum først og fremmest er noget, der foregår inde i hovedet på os selv som besøgende. Nok kan vi som museumsfolk forsøge at forme og lægge en museumsoplevelse til rette, men vores indsats kan næppe konkurrere med folks egen forforståelse.

 

Godt nytår

Den af

2014 – sikke et år for Den Gamle By! 499.247 besøgende på kun 12 måneder! Det er ca 20.000 eller 4 pct flere end i 2013, hvor vi ellers havde slået alle rekorder. Og så har vi endda det meste af året haft en larmende byggeplads midt på museet, hvortil kom, at sommeren ikke var det mindste museumsvenlig. Helt aktuelt kan jeg oplyse, at også juleperioden er gået fantastisk. Den Gamle By har haft sin bedste julesæson nogensinde med næsten 170.000 besøgende på godt seks uger.

Jubilæumsår med højt aktivitetsniveau

Når vi ser tilbage på 2014, så var det året hvor Den Gamle By kunne markere 100-året for museets grundlæggelse her i Botanisk Have. Det skete hen over året: En lille udstilling om Den Gamle Bys historie, nominering af Den Gamle By til den europæiske museumspris, en jubilæumsplakat lavet af Dronningen, et par dage med gratis adgang og mulighed for kig bag facaden, åbning af tre nye butikker, en særlig opera, Rosa og Evigheden, skrevet i anledning af jubilæet – og meget mere. 2014 var også året, hvor en analyse viste, at Den Gamle By er århusianernes foretrukne kulturinstitution, og det var året hvor nogen fik den herlige og skøre idé at invitere fire unge mennesker til at være kollektivister på 1974-betingelser. I 2014 har vi også åbnet særudstillingerne “Aarhus Rocks”, “Hønsestrik og Hotpants” og ”Alle DRs julekalendere”. Samtidig er der blevet tømt magasiner i Købmandsgården, etableret driftslager i Holme, åbnet billedarkiv på Eugen Warmings Vej og igangsat samtidsindsamling.

Der er blevet gjort rent, lavet tonsvis af mad, fyldt på hylderne i butikkerne og fejet i alle hjørner. Vi skal heller ikke glemme, at Den Gamle By faktisk er et mellemstort byggefirma, som har gang i 4-5 større byggesager plus det løse, og vi kan være stolte af, at vores byggeri faktisk kører efter planen og budgettet.

”Det er vores jul”

Her i december måned kunne vi så glædes over de fire udsendelser på DR med fællestitlen “Det er vores jul”. Udsendelserne gav et charmerende billede af de mange afdelinger og personligheder, der får hele dette komplekse projekt til at klappe – med alt lige fra juleinspektør, til skræddere, bagere, kokke, gartnere, ølbryggere og mange flere.

Udsendelsen gav et fint billede af de mange hænder og hoveder, der er med til at skabe vores største højsæson, og ikke mindst det engagement, der er til stede hos alle. Jeg blev simpelthen så glad, ja sommertider blev jeg helt rørt, når jeg her så Den Gamle Bys frejdige flok udfolde sig på TV i bedste sendetid.

Den store donation

Det helt ekstraordinære, som skete i 2014 var dog, at A.P. Møller Fonden bevilgede 135 mio kr til at færdiggøre det store projekt med at skabe moderne bykvarterer plus ny indgang mod syd. Et projekt, som for alvor fik luft under vingerne, da fonden i 2007 bevilgede de første 161 mio kr.

Det vil sige, at A.P. Møller Fonden i alt har givet Den Gamle By næsten 300 mio kr til realisering af det projekt, der for nu snart 13 år siden begyndte som en drøm, en umulig drøm, mente mange, og som siden blev til det projekt, som vi nu har midlerne til at gøre færdig over de nærmeste år.

Hvis man forsøger at gå op i helikopterperspektiv, så er det faktisk noget helt enestående, der sker i Den Gamle By i disse år. Når man, som vi, står midt i det, kan det måske være svært at forstå rækkevidden af det, vi har gang i.

For os, der er i Den Gamle, er det et eneståede privilegium at få lov til at være med til at realisere dette projekt. Men på den anden side skal vi ikke være blinde for, at det også er et enormt og næsten skræmmende ansvar, der hviler på os. For det er jo i virkeligheden ikke så let, det her. Vi har lige i øjeblikket projekter i gang for mere end 200 mio kr, og prøv at tænke den tanke, at vi kom til at overskride budgettet med bare fem procent!

2015 bliver også et travlt år

Når vi ser frem mod det år, som vi lige er begyndt på, er der fortsat mange fine ting på programmet. Plakatmuseet vil vise en udstilling med Punk-plakater og en med Politiske plakater gennem tiden. Punkudstillingen åbner til vinterferien, og de politiske plakater hænges op så snart, der bliver udskrevet valg – det hele er klart!

Af større ting i 1974-kvarteret skal nævnes Bent Js jazzværtshus, som vi regner med skiftevis kan fungere både som udstilling og som jazzsted. Der ud over De Små Hjem, som er lejlighederne i huset fra Skottenborg. Så er der Huset Fortæller, som foregår i Hjørringhuset, og endvidere VVS-værksted, baggårdslokummer, børnehave, spejderlokale og knallertværksted.

På byggefronten går teknikere og håndværkere i gang med indgangshuset til Aarhus Story og det hjørnehus, der skal ligge lige over for Pouls Radio.

Vi skal videre med bygning og indhold til Aarhus Story, og så skal vi til at detailplanlægge resten af 1974-kvarteret, Sydhavnen, 2014-delen og ny indgang – alt det, som vi har fået de nye A.P. Møller-penge til.

Vi skal arbejde i samme retning

Når jeg ser på min egen rolle som direktør for Den Gamle By, så er en af mine vigtigste opgaver at forsøge at have overblik og arbejde for, at vi alle – enkeltpersoner, faggrupper og afdelinger – i hele organisationen arbejder i samme retning.

En meget stor del af indholdet i den kommende udvikling er om bekendt lagt fast i og med, at vi har modtaget de store donationer til bestemte projekter. Så det er ikke så meget her, der skal lægges linjer. Som jeg ser det, er der især fem meget vigtige ting, vi skal holde os for øje i de kommende år.

Fokus på publikum

Første punkt er fokus på publikum! Her er det især servicesiden, vi virkelig skal være opmærksom på.  Både når det drejer sig om kaffe og kage, og når det drejer sig om hvilesteder rundt om på museet. Men så sandelig også imødekommenhed og værtsskab. Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Vi skal holde hus med ressourcerne

Den anden ting, som jeg tror er vigtigt i de kommende års arbejde, er at vi skal holde hus med vores ressourcer. Det betyder bl.a. at vi skal fokusere på de vigtigste ting, hvilket også betyder, at der vil være mange ting, som vi må lade være med eller udskyde til en anden gang – selvom de kan være både relevante og interessante.

Så vi skal prioritere, vi skal være smartere – og vi skal også være sparsommelige. At vi har fået 135 mio kr fra A.P. Møller Fonden betyder ikke, at vi har penge at rutte med, snarere at vi skal bruge vores ressourcer endnu mere målrettet end vi i forvejen gør.

Der er flere eksempler på andre store kulturvirksomheder, som på baggrund af store underskud har måttet stå med hatten i hånden over for kommunen eller staten. Det skal vi for alt i verden undgå.

Plejer er død

Den tredje ting, som er meget vigtig, er at vi ikke skal rette os efter ham ”Plejer”, der jo ofte sidder på skulderen og fortæller, hvordan vi skal gøre tingene. Den Gamle By er i vækst, og vi bliver mere og mere en udviklingsorganisation. Det betyder at vi må gøre ting på andre måder, end vi plejer. Vi skal ikke lave om for at lave om. Men fordi der er gode grunde hertil – og så er det underforstået, at det, vi gør, altid være i samklang med hele museets koncept og samlede udtryk.

Vi-organisation

Den fjerde ting, jeg synes er så afgørende vigtig, er at vi bliver ved med at se os og opføre os som det, jeg i forskelige sammenhænge har kaldt en vi-organisation. Det betyder noget i retning af, at vi siger – og tænker – vi og vores frem for mig og min. Vi skal huske, at flere hoveder normalt tænker bedre end ét hoved. Det er ikke nogen skam at bede andre om hjælp. Vi tager ansvar for helheden og for hinanden.

Vi skal altid have helheden for øje

Det leder over i det femte punkt, som er, at vi altid skal have helheden for øje. Det er ikke enkelte faggrupper, enkelte afdelinger eller enkelte personer, der er i fokus. Det er Den Gamle By. Og hver gang, vi som organisation står ved en korsvej eller et svært valg, skal vi huske, at det, vi beslutter, først og fremmest skal være hensigtsmæssigt for helheden Den Gamle By.

Altså

  1. Vi skal holde fokus på publikum
  2. Vi skal holde hus med vore ressourcer, så vi kan bevare Den Gamle Bys råderum og selvstændighed
  3. Vi skal sørge for at Plejer ikke får for meget at sige, og vi skal ikke være bange for forandringer
  4. Vi skal tænke og agere som en vi-organisation
  5. Vi skal huske, at helheden er både større og vigtigere end organisationens enkelte dele.

Godt nytår

Den Gamle By er sat i verden for at være et museum og dermed et sted, hvor folk kan få udvidet deres horisont, fascineres og blive betaget. Men Den Gamle By skal også være et mødested og et sted, hvor det bare er rart at være.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, og formår vi samtidig at holde os de fem punkter for øje, så er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Dagen er snart tiltaget med en time, og jeg har både erantis og vintergækker i haven. Det går mod lysere tider.

Godt nytår!

eranthis

 

A.P. Møller Fonden giver 135 mio kr til Den Gamle By

Den af

Endnu en gang har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal givet en kæmpedonation til Den Gamle By. 135 mio kr til færdiggørelse af de moderne bykvarterer i Den Gamle By. Dermed har Fonden bidraget med i alt ca 300 mio kr til realisering af dette projekt, som internationalt regnes for helt unikt blandt verdens open-air museer.

Kortet over Den Gamle By viser i dag også de dele af de moderne bykvarterer, der står færdig. De ses til højre i billedet.

Kortet over Den Gamle By viser i dag også de dele af de moderne bykvarterer, der står færdig. De ses til højre i billedet.

Havnegade-etapen færdig i 2015

Mere end 700.000 gæster har allerede besøgt kollektivet, konditoriet og gynækologen i Den Gamle Bys nye 1974-bydel, der åbnede sommeren 2013.

Den de af projektet, der blev igangsat med A.P. Møller Fondens donation i 2007, den såkaldte Havnegade-etape, er nu færdig i det ydre og afsluttes med en række åbninger i 2015.

Havnegade står nu færdig i det ydre, og i 2015 åbner både De Små Hjem, Huset Fortæller, Bent J og Børnehaven, som alle tidsmæssigt ligger i 1974.

Havnegade står nu færdig i det ydre, og i 2015 åbner både De Små Hjem, Huset Fortæller, Bent J og Børnehaven, som alle tidsmæssigt ligger i 1974.

Fire elementer

Nu kan vi gøre det moderne kvarter færdig, og samtidig indbygge elementer, som utvivlsomt vil sikre attraktiviteten mange år frem i tiden. Det aktuelle projekt består af fire elementer:

  • 1974-kareen gøres færdig med huse og butikker, så det kommer til at fremstå som en færdig bydel
  • Som en del af denne karré skabes der en 2014-gade med bygninger, butikker og lejligheder
  • Der etableres et miljø af ældre erhvervsbygninger på Sydhavnen, som ligger overfor Havnegade
  • Der opføres en ny hovedindgang mod syd, så Den Gamle By vender sig mod Aarhus og samtidig bliver lettere tilgængelig for dårligt gående.
Plan over området for projektet. De blå viser den næsten færdige Havnegade-etape, det orange området med Pouls Radio og Plakatmuseet, mens den rød-gule del af karreen vil rumme både 1974 og 2014. På det røde felt under den cirkulære pavillon skal der opføres en ny hovedindgang og det stiplede område viser byggefeltet for Sydhavnen.

Plan over området for projektet. Det blå felt viser den næsten færdige Havnegade-etape, det orange området med Pouls Radio og Plakatmuseet, mens den rød-gule del af karreen vil rumme både 1974 og 2014. På det røde felt under den cirkulære pavillon skal der opføres en ny hovedindgang og det stiplede område viser byggefeltet for Sydhavnen.

En ny Den Gamle By færdig omkring 2020

Når de nye projekter er færdige omkring 2019/20 vil de moderne kvarterer fremstå som en helhed, nærmest som en ny Den Gamle By. Og så bliver det helt vildt spændende at skulle lave et 2014-afsnit, som i mange år frem i tiden vil skabe en slags tidsbro til de unge og kommende generationer. De vil her kunne tage på historievandringer, der tager afsæt i en tid, de kan genkende.

sådan kan man måske forestille sig, at Den Gamle Bys Sydhavn kommer til at tage sig ud.

Sådan kan man måske forestille sig, at Den Gamle Bys Sydhavn kommer til at tage sig ud.

Den Gamle By vender sig mod Aarhus

Med en ny hovedindgang vil Den Gamle By desuden åbne sig mod Aarhus på en helt ny måde, og tilgængeligheden for publikum vil blive markant forbedret. Dertil kommer, at en hovedindgang mod Ceres-grunden ligger tættere ved de store parkeringspladser, som allerede findes ved Scandinavian Center og som nu er på vej på Ceres-grunden. Og endelig vil det gøre Den Gamle By til en mere integreret del af Aarhus’ kulturstrøg med Musikhuset, Aros, Godsbanen og Atlas/Voxhall.

Enestående satsning på samtidshistorien

En satsning på samtidshistorien som Den Gamle Bys 2014-projekt er aldrig set tidligere, fortæller direktøren for Norsk Folkemuseum i Oslo, Olav Aaraas, som i 1986 var den første i verden, der i større stil satte samtidsdokumentationen på dagsordenen.  ”Jeg er overvældet over den udvikling, vi nu er vidne til i Den Gamle By ”, udtaler Olav Aaraas. ”Gennom den spektakulære satsning på 1974-kvarteret har museet allerede placert sig som et af de ledende i Europa på formidling av nyere tids historie. Den planlagte opbyning af en 2014-afdeling vil give museets samtidsafdeling dimensioner, som man ikke finder ved noget andet europæisk museum”.

Den Gamle By finder nye veje

Museumsdirektør Richard Evans fra Beamish, Englands førende open-air museum, siger: ”Den Gamle By finder nye veje til at udvilke et open-air museum, som også er relevant for de kommende generationer. A.P. Møller Fondens generøse donation vil sætte Den Gamle By i stand til at gennemføre Den Gamle Bys storslåede visioner”.

Måske 2014- afsnittet kan komme til at tage sig nogenlunde sådan ud?

Måske 2014- afsnittet kan komme til at tage sig nogenlunde sådan ud?

Et museum med mere fremtid end fortid

”Den største trussel for et historisk museum er at blive en institution med mere fortid end fremtid”, udtaler den tidligere præsident for Association of European Open Air Museums, professor Jan Vaessen. ”I kraft af frugtbare samarbejder og takket være generøs støtte fra A.P. Møller Fonden har Den Gamle By formået at undgå denne trussel. Og dette ekstraordinære museum vil nu være i stand til at fortsætte – ikke bare med at fortælle historie, men nu ligefrem også med at skabe historie”, mener Jan Vaessen, der i 2005 modtog den europæiske museumspris for sin udvikling af Hollands nationale open-air museum.

I Den Gamle By har vi hele tiden troet på, at vores projekt bærer fremtiden i sig. Vi er overordentlig taknemmelig for, at A.P. Møller Fonden i den grad tør hjælpe os med på den måde at agere langsigtet. Det er den mest fantastiske gave, som Den Gamle By på nogen måde kunne modtage her i 2014, hvor museet kan markere sit 100-års jubilæum.

 

Det område, hvor den underjordiske Aarhus Story vil åbne i 2017, vil blive bebygget og vise både 1974 og 2014.

Det område, hvor den underjordiske Aarhus Story vil åbne i 2017, vil blive bebygget og vise både 1974 og 2014.

 

Tidsplan

Etape 1: 2007-2015

Etape 2: 2015-2020

 

Støtte fra A.P. Møller Fonden

Etape 1: 161 mio. kr. til Havnegade i 1974-kvarteret.

Etape 2: 135 mio. kr. til Sønderbrogade og havn i 1974-kvarteret samt

ny 2014-del og hovedindgang.

 

 

 

 

 

Historien venter ikke på os!

Den af

En Blockbuster i Den Gamle By! Kan man forestille sig det? Altså ikke en stor udstilling, men en video-butik? Eller et pizzaria, der er proppet ind i en nu nedlagt bankfilial? Eller en Home-ejendomsmægler? En studenterhybel med ren IKEA? Og på gaden en Skoda Octavia, en Mazda 3 og en VW Golf? Kan man virkelig det?

Ja, i Den Gamle By kan vi nemt forestille os sådan et snap-shot af det år, vi er i nu, 2014! Museet fylder 100 år og har aldrig været yngre, og vi bruger på den måde jubilæumsåret til at se fremad. Og skal det lykkes, skal vi i gang med det samme! For da vi for ti år siden begyndte at dokumentere det, der skulle blive til museets 1974-kvarter, var mange ting allerede svære at skaffe.  Derfor sætter vi nu gang i en indsamling af huse, butikker og indbo, stort og småt, så museets gæster om få år kan træde ind i et 2014-bymiljø, hvor man både kan se, røre og lugte. Akkurat som man gør det i Den Gamle Bys nye 1974-kvarter. Her ser vi gæsterne opdage noget, de måske havde glemt, vi ser de forundres og at de har det morsomt, når de kigger ind hos kollektivet og kernefamilien, hører ABBA og Gasolin hos Pouls Radio, gyser ved synet af gynækologens redskaber eller nyder ”en med det hele” ved pølsevognen eller kaffe og napoleonskage i konditoriet.

Måske kan man forestille sig en Blockbuster i Den Gamle By. Historien om video og anden form for udlejning af film er vigtig i 1980er, 90erne og 00erne, men kraftig på retur nu i 2014. Dermed kan en sådan butik være med til at fortælle den historie, der ligger mellem 1974 og i dag.

Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der i begyndelsen syntes, at 1974 – jamen, var det ikke i går? Men nu er det rent faktisk hele 40 år siden! Og regnet i museumstid, går der ikke længe, før 1974 er både 50, 60 eller 70 år siden og dermed på vej til at forsvinde ud af de flestes erindringshorisont.

I morgen er i dag i går – ”Morgen is heden verleden!” – sagde den nu afdøde hollandske museumsmand Frans van Puijenbroek og satte dermed for alvor samtidsdokumentation på museernes dagsorden. Han bakkes op af norske Olav Aaraas, som siger, ”vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Hvad er det så vi vil i Den Gamle By? Hvad kan vi? Og hvad skal vi samle ind? Mængden af informationer, ting og helheder er jo uendelig og nærmest uoverskuelig, så det er afgørende vigtigt at afklare, hvilke kriterier og retningslinjer vi skal arbejde efter.Først og fremmest skal vi holde fast i det mål, vi også satte for indsamlingen til 1974-delen. Nemlig at det valgte årstal bliver en slags udsigtsår, hvorfra man kan se både frem og tilbage. Ideen kommer fra det nordengelske Beamish, som med afsæt i en række nøgleårstal både viser noget, der er nyt og noget, der er ved at forsvinde. Hos det unge par kan oldemors kommode således sagtens stå side om side med Ikeas Billy-reoler og en stak aviser fra  2014. Det giver dybde og dynamik, og det valgte fokusår lukker dermed op til en hel epoke.

For det andet skal vi identificere de store historier, de stærke historier, som ikke nødvendigvis altid er repræsentative, men som en slags tidsmarkører fortæller noget vigtigt om epoken. I 1974-kvarteret viser vi naturligvis en typisk kernefamilies lejlighed – alt andet ville jo være forkert. Men vi fortæller også om kollektiverne og om kvindefrigørelse og billedpornoens frigivelse. Begivenheder, som har givet – og stadig giver – danskerne identitet og profil. Det er nu vores opgave at finde de tilsvarende store historier fra 2014.

Det er også vigtigt at gå efter ting i fuld størrelse og stoflighed. I Sverige grundlagde man i 1970’erne netværket SamDok, der i godt tre årtier arbejdede målrettet med at dokumentere samtiden. Men i dag står det desværre klart, at meget lidt af det indsamlede kan anvendes til direkte glæde for publikum. En af initiativtagerne, Sten Rentzhog, konkluderede således i en artikel i Den Gamle Bys årbog i 2009, at ”samlingerne mest rummer optegnelser, lydbånd og fotografier, hvoraf meget lidt egner sig til brug i formidlingen”.

Det, vi samler ind, skal naturligvis også kunne indpasses i Den Gamle Bys koncept og være realistisk at gennemføre. Vi kan ikke indsamle en blok fra Gellerupparken. Vi kan ikke flytte et helt villakvarter. Og vi kan heller ikke indsamle en Bilka eller et storcenter. Men vi kan samle elementer ind, som har dimensioner, der kan indpasses i en bymæssig bebyggelse a la det brokvarter, som i dag huser Den Gamle Bys 1974-afsnit.

2014-bydelen skal give gæsterne en følelse af at være helt omsluttet af historien. Vi stræber efter at lave et gadeforløb med et antal huse med butikker i stueetagen og boliger og erhverv på de øvre etager. Og så må vi naturligvis ikke glemme biler, vejskilte, klistermærker, gadelamper, plakater, reklamer, affaldsspande med indhold og udtrådt tyggegummi og slikpapir på fortovet.

Husene skal passe ind i den karré, som udgør grundplanen og konceptet for museets moderne bykvarterer. Her vil både være et byhus i klassisk murermesterfunkis, et ældre byhus med antydningen af et tårn, en garage, der er ombygget til butik, og måske et såkaldt fill-in hus, som tegnes af en nutidig arkitekt og opføres på en tomt, hvor man skal forestille sig, at der tidligere har ligget en bygning, der nu er revet ned.

Af butikker kunne der måske være en videobutik, gerne en Blockbuster, som i dag er en butikstype, der er ved at forsvinde helt fra gadebilledet. Men samtidig en butikstype, der lukker op for en stor og vigtig historie om video og DVD og hele den billed- og filmverden, som fra begyndelsen af 1980’erne begyndte at komme ind i alle danske dagligstuer.

Vi kunne også lave en 7-Eleven – den ultimative døgnkiosk, som rummer historier om take-away, tidens slik, trykte massemedier, og som i øvrigt er typisk fremadbrusende franchise fra årene omkring 2014.

Det vil også være oplagt med en Home, Nybolig eller EDC-ejendomsmægler, hvor museets gæster kan se udbud og priser på alt fra andelsboliger og ejerlejligheder til villaer og nedlagte landbrug, og dermed fortælle en af de historier, der ellers ikke kan vises i Den Gamle Bys rammer.

Vi skal naturligvis også have den nok mest almindelige danske butikstype, et pizzaria, og gerne i den ydmyge udgave, som i dag findes i selv de mindste bysamfund.

Pizzeriaet er måske den mest almindelige butikstype i nutidens Danmark, og snart sagt hver lille landsby har sit pizzeria. Nu skal pizzeriaet også på museum i Den Gamle By, hvor det bliver et fint supplement til pølsevognen anno 1974.

Oplagt er også en trendy butik for dametøj, eller en brilleforretning, så museets gæster om bare fem-seks år kan more sig over, hvor rystende hurtigt, ting og tøj fra vor nærmeste fortid kommer til at virke uendeligt gammeldags og grinagtigt. Og så måske en nyligt nedlagt bankfilial, hvor det endnu ikke er lykkedes at leje lokalerne ud – eller som er blevet til et Consol Solcenter.

Boligerne skal illustrere danskernes måder at bo på i året 2014. Danskere skal forstås bredt som de mennesker, der bor i Danmark. Vi vil her lade os inspirere af den norske model for sam-shopping, hvor man finder frem til nogle mennesker, hvis bolig og historie, man ønsker at kopiere, og så går på indkøb sammen med dem, så man skaber hjem, der kommer så tæt som muligt på de hjem, der kopieres – med både arvestykker, antikviteter og nyindkøb. Det kan både være boliger, der er grundlagt i 1980’erne og 90’erne, og det kan være boliger, der tilhører helt unge mennesker, der netop har stiftet eget hjem.

Derved vil både boliger og butikker, huse og gademiljø føje sig ind i museets store fortælling om den jævne danskers historie. En fortælling, der i Den Gamle By tager sin begyndelse i renæssancen omkring 1600, fortsætter op gennem 17-1800-tallet og via museets andet fokusår 1927 nu når helt op til 1974 – og om få år forhåbentlig også til 2014.

Da vi for godt 10 år siden lancerede tankerne om en bydel fra 1974, var det så radikalt, at den daværende Kulturarvsstyrelse gik voldsomt imod og direkte anbefalede Den Gamle By at droppe projektet.  Det gjorde vi dog ikke, for vi var overbeviste om, at projektet var både rigtigt og vigtigt – og 100 pct i overensstemmelse med museets grundlæggende idé og bankende hjerte. Så vi fortsatte arbejdet, og det har efterfølgende været en god oplevelse at have en begejstret Kulturstyrelse på besøg i de dele af 1974-kvarteret, der nu er færdige og åbne for publikum.

Når vi dengang turde gå imod den statslige styrelse på området, skyldes det ikke mindst det rygstød, det gav os, at flere af Den Gamle Bys søstermuseer rundt omkring i Europa med succes havde gennemført samtidsprojekter, der virkede som en stærk inspiration for os.

På det walisiske frilandsmuseum St. Fagans i Cardiff åbnede man således i 1987 en hel række med seks minearbejderboliger, der viser udviklingen i bygningskultur og boligformer fra 1805 og helt op til den seneste bolig fra 1985. Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum i form af minearbejdere og deres familier. Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der ellers aldrig gik på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.

Et par årtier senere satte museets direktør John Williams-Davies projektet i sammenhæng med den ideologi, der prægede frilandsmuseernes tidlige historie i årtierne omkring 1900. Det skete i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, hvor han pointerede, at museer af den type var både radikale og relevante institutioner. De var radikale, fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og de var relevante, fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere samfundslag.

På samme tid havde nordmanden Olav Aaraas lige så originale tanker. Olav Aaraas er i det hele taget det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et parcelhus fra samme år, altså 1986. Dernæst da han som direktør for Maihaugen i Lillehammer i 1990’erne satte sig i spidsen for at lave et villakvarter, så publikum kunne se, hvordan almindelige norske familier har levet i alle årtier i 1900-tallet, helt frem til 1995, hvorfra det seneste hus stammer. Og senest da han var blevet direktør for Norsk Folkemuseum i Oslo, som i 2002 åbnede et pakistansk hjem i Norge.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 talte han om, hvordan frilandsmuseerne fastholder – eller genvinder – deres samfundsmæssige relevans og pointerede her betydningen af samtidsdokumentation. Han roste Den Gamle Bys satsning på 1974. Men han løftede også pegefingeren: ”Don’t stop in the 70s, Thomas! History won’t wait for you”.

Vi har lyttet til Olav Aaraas’ råd. Med 2014-projektet påtager Den Gamle By sig en museumsopgave, som vi tror, vi kan løfte i kraft af erfaringerne med at skabe kvarteret fra 1974. Lykkes det ikke i første omgang at skaffe penge til det selve byggeriet, tror vi på, det vil lykkes i en senere runde. For opgaven er vigtig, for Den Gamle By og for Danmark. Og den primære forudsætning for at det kan lykkes, er at tingene er dokumenteret og samlet ind i rette tid.

Som museum skal vi tænke og agere langsigtet. I Den Gamle By gør vi det lige nu ved at sætte fokus på året 2014. Derved vil vi sikre, at museet kan fastholde sin relevans og attraktivitet mange år frem i tiden.  For Den Gamle By er sat i verden for at gøre historien vedkommende og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Det gør vi bedst ved konstant at sikre et link til folks erindring.