Godt nytår

2014 – sikke et år for Den Gamle By! 499.247 besøgende på kun 12 måneder! Det er ca 20.000 eller 4 pct flere end i 2013, hvor vi ellers havde slået alle rekorder. Og så har vi endda det meste af året haft en larmende byggeplads midt på museet, hvortil kom, at sommeren ikke var det mindste museumsvenlig. Helt aktuelt kan jeg oplyse, at også juleperioden er gået fantastisk. Den Gamle By har haft sin bedste julesæson nogensinde med næsten 170.000 besøgende på godt seks uger.

Jubilæumsår med højt aktivitetsniveau

Når vi ser tilbage på 2014, så var det året hvor Den Gamle By kunne markere 100-året for museets grundlæggelse her i Botanisk Have. Det skete hen over året: En lille udstilling om Den Gamle Bys historie, nominering af Den Gamle By til den europæiske museumspris, en jubilæumsplakat lavet af Dronningen, et par dage med gratis adgang og mulighed for kig bag facaden, åbning af tre nye butikker, en særlig opera, Rosa og Evigheden, skrevet i anledning af jubilæet – og meget mere. 2014 var også året, hvor en analyse viste, at Den Gamle By er århusianernes foretrukne kulturinstitution, og det var året hvor nogen fik den herlige og skøre idé at invitere fire unge mennesker til at være kollektivister på 1974-betingelser. I 2014 har vi også åbnet særudstillingerne “Aarhus Rocks”, “Hønsestrik og Hotpants” og ”Alle DRs julekalendere”. Samtidig er der blevet tømt magasiner i Købmandsgården, etableret driftslager i Holme, åbnet billedarkiv på Eugen Warmings Vej og igangsat samtidsindsamling.

Der er blevet gjort rent, lavet tonsvis af mad, fyldt på hylderne i butikkerne og fejet i alle hjørner. Vi skal heller ikke glemme, at Den Gamle By faktisk er et mellemstort byggefirma, som har gang i 4-5 større byggesager plus det løse, og vi kan være stolte af, at vores byggeri faktisk kører efter planen og budgettet.

”Det er vores jul”

Her i december måned kunne vi så glædes over de fire udsendelser på DR med fællestitlen “Det er vores jul”. Udsendelserne gav et charmerende billede af de mange afdelinger og personligheder, der får hele dette komplekse projekt til at klappe – med alt lige fra juleinspektør, til skræddere, bagere, kokke, gartnere, ølbryggere og mange flere.

Udsendelsen gav et fint billede af de mange hænder og hoveder, der er med til at skabe vores største højsæson, og ikke mindst det engagement, der er til stede hos alle. Jeg blev simpelthen så glad, ja sommertider blev jeg helt rørt, når jeg her så Den Gamle Bys frejdige flok udfolde sig på TV i bedste sendetid.

Den store donation

Det helt ekstraordinære, som skete i 2014 var dog, at A.P. Møller Fonden bevilgede 135 mio kr til at færdiggøre det store projekt med at skabe moderne bykvarterer plus ny indgang mod syd. Et projekt, som for alvor fik luft under vingerne, da fonden i 2007 bevilgede de første 161 mio kr.

Det vil sige, at A.P. Møller Fonden i alt har givet Den Gamle By næsten 300 mio kr til realisering af det projekt, der for nu snart 13 år siden begyndte som en drøm, en umulig drøm, mente mange, og som siden blev til det projekt, som vi nu har midlerne til at gøre færdig over de nærmeste år.

Hvis man forsøger at gå op i helikopterperspektiv, så er det faktisk noget helt enestående, der sker i Den Gamle By i disse år. Når man, som vi, står midt i det, kan det måske være svært at forstå rækkevidden af det, vi har gang i.

For os, der er i Den Gamle, er det et eneståede privilegium at få lov til at være med til at realisere dette projekt. Men på den anden side skal vi ikke være blinde for, at det også er et enormt og næsten skræmmende ansvar, der hviler på os. For det er jo i virkeligheden ikke så let, det her. Vi har lige i øjeblikket projekter i gang for mere end 200 mio kr, og prøv at tænke den tanke, at vi kom til at overskride budgettet med bare fem procent!

2015 bliver også et travlt år

Når vi ser frem mod det år, som vi lige er begyndt på, er der fortsat mange fine ting på programmet. Plakatmuseet vil vise en udstilling med Punk-plakater og en med Politiske plakater gennem tiden. Punkudstillingen åbner til vinterferien, og de politiske plakater hænges op så snart, der bliver udskrevet valg – det hele er klart!

Af større ting i 1974-kvarteret skal nævnes Bent Js jazzværtshus, som vi regner med skiftevis kan fungere både som udstilling og som jazzsted. Der ud over De Små Hjem, som er lejlighederne i huset fra Skottenborg. Så er der Huset Fortæller, som foregår i Hjørringhuset, og endvidere VVS-værksted, baggårdslokummer, børnehave, spejderlokale og knallertværksted.

På byggefronten går teknikere og håndværkere i gang med indgangshuset til Aarhus Story og det hjørnehus, der skal ligge lige over for Pouls Radio.

Vi skal videre med bygning og indhold til Aarhus Story, og så skal vi til at detailplanlægge resten af 1974-kvarteret, Sydhavnen, 2014-delen og ny indgang – alt det, som vi har fået de nye A.P. Møller-penge til.

Vi skal arbejde i samme retning

Når jeg ser på min egen rolle som direktør for Den Gamle By, så er en af mine vigtigste opgaver at forsøge at have overblik og arbejde for, at vi alle – enkeltpersoner, faggrupper og afdelinger – i hele organisationen arbejder i samme retning.

En meget stor del af indholdet i den kommende udvikling er om bekendt lagt fast i og med, at vi har modtaget de store donationer til bestemte projekter. Så det er ikke så meget her, der skal lægges linjer. Som jeg ser det, er der især fem meget vigtige ting, vi skal holde os for øje i de kommende år.

Fokus på publikum

Første punkt er fokus på publikum! Her er det især servicesiden, vi virkelig skal være opmærksom på.  Både når det drejer sig om kaffe og kage, og når det drejer sig om hvilesteder rundt om på museet. Men så sandelig også imødekommenhed og værtsskab. Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Vi skal holde hus med ressourcerne

Den anden ting, som jeg tror er vigtigt i de kommende års arbejde, er at vi skal holde hus med vores ressourcer. Det betyder bl.a. at vi skal fokusere på de vigtigste ting, hvilket også betyder, at der vil være mange ting, som vi må lade være med eller udskyde til en anden gang – selvom de kan være både relevante og interessante.

Så vi skal prioritere, vi skal være smartere – og vi skal også være sparsommelige. At vi har fået 135 mio kr fra A.P. Møller Fonden betyder ikke, at vi har penge at rutte med, snarere at vi skal bruge vores ressourcer endnu mere målrettet end vi i forvejen gør.

Der er flere eksempler på andre store kulturvirksomheder, som på baggrund af store underskud har måttet stå med hatten i hånden over for kommunen eller staten. Det skal vi for alt i verden undgå.

Plejer er død

Den tredje ting, som er meget vigtig, er at vi ikke skal rette os efter ham ”Plejer”, der jo ofte sidder på skulderen og fortæller, hvordan vi skal gøre tingene. Den Gamle By er i vækst, og vi bliver mere og mere en udviklingsorganisation. Det betyder at vi må gøre ting på andre måder, end vi plejer. Vi skal ikke lave om for at lave om. Men fordi der er gode grunde hertil – og så er det underforstået, at det, vi gør, altid være i samklang med hele museets koncept og samlede udtryk.

Vi-organisation

Den fjerde ting, jeg synes er så afgørende vigtig, er at vi bliver ved med at se os og opføre os som det, jeg i forskelige sammenhænge har kaldt en vi-organisation. Det betyder noget i retning af, at vi siger – og tænker – vi og vores frem for mig og min. Vi skal huske, at flere hoveder normalt tænker bedre end ét hoved. Det er ikke nogen skam at bede andre om hjælp. Vi tager ansvar for helheden og for hinanden.

Vi skal altid have helheden for øje

Det leder over i det femte punkt, som er, at vi altid skal have helheden for øje. Det er ikke enkelte faggrupper, enkelte afdelinger eller enkelte personer, der er i fokus. Det er Den Gamle By. Og hver gang, vi som organisation står ved en korsvej eller et svært valg, skal vi huske, at det, vi beslutter, først og fremmest skal være hensigtsmæssigt for helheden Den Gamle By.

Altså

  1. Vi skal holde fokus på publikum
  2. Vi skal holde hus med vore ressourcer, så vi kan bevare Den Gamle Bys råderum og selvstændighed
  3. Vi skal sørge for at Plejer ikke får for meget at sige, og vi skal ikke være bange for forandringer
  4. Vi skal tænke og agere som en vi-organisation
  5. Vi skal huske, at helheden er både større og vigtigere end organisationens enkelte dele.

Godt nytår

Den Gamle By er sat i verden for at være et museum og dermed et sted, hvor folk kan få udvidet deres horisont, fascineres og blive betaget. Men Den Gamle By skal også være et mødested og et sted, hvor det bare er rart at være.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, og formår vi samtidig at holde os de fem punkter for øje, så er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Dagen er snart tiltaget med en time, og jeg har både erantis og vintergækker i haven. Det går mod lysere tider.

Godt nytår!

eranthis