Kategoriarkiv: Den Gamle By

Mange er ikke klar over, at både ”Kvindemuseet”, ”Føtex” og ”Atomkraft? Nej tak” er skabt i Aarhus

Den af

Aarhus er rig på historier, som nok har deres rod i byen, men som også når langt uden for byens grænser. Ofte er de med til at sætte Aarhus på landkortet, men ligeså ofte er mange slet ikke er klar over, at de har deres udspring i Aarhus. Historierne er en del af Aarhus DNA, og Den Gamle By samler dem ind med hjælp fra de personer, som var med. 

 

Baggrunden for dette initiativ er, at Aarhus byråd i 2011 besluttede at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven som lokalmuseum til Den Gamle By, som herefter er både et nationalt og et lokalt museum. Vi konstaterede hurtigt, at en række historier, som for os at se var yderst interessante, ikke var skrevet, og at det da måtte være en vigtig opgave for det museum, der havde ansvaret for den lokale historie.

 

Helt konkret faldt jeg i 2011 over en udenlandsk hjemmeside, som oplyste, at ”Atomkraft. Nej tak”-mærket var lavet i København i 1970’erne. Som mange århusianere vil vide, er dette ikke korrekt, idet mærket er lavet i Aarhus i 1975 af den økonomistuderende Anne Lund. Men situationen er formentlig den, at København er den eneste danske by, der er kendt internationalt, og så måtte noget så markant som den smilende sol, nok også være designet i København!

 

Ideen til projektet Made in Aarhus hentede jeg i 2011 i Køln, hvor det lokale Kölnisches Stadtmuseum havde lavet en inspirerende udstilling.

Senere i 2011 var jeg en tur i Køln, hvor jeg på Kölnisches Stadtmuseum så udstillingen ”Made in Cologne – Kölner Marken für die Welt”. Her var alt fra Eau de Cologne til Kölsch – og så var ideen ligesom født.

En række fonde bakkede velvilligt op bag projektet, så vi kunne ansætte journalist Dorte Søholm til at foretage den journalistiske research, hvor der fokuseres på emner, som der stadig findes levende vidner til. Vidnerne er nøglepersoner, som kan interviewes og levere de gode historier og formidle det personlige engagement.

Indtil nu er 10 historier dokumenteret og lagt på Den Gamle Bys hjemmeside med interviews, tekst og billeder. Og mange flere vil komme til.

Historierne er meget forskellige. Det afgørende er, at de er blevet til i Aarhus og har betydning langt ud over byens grænser.

Århusianerne var skeptiske, da Herman Salling i 1960 åbnede den første Føtex i Guldsmedgade i Aarhus. I dag er der 86 Føtex-butikker spredt over hele Danmark.

Den første historie bærer titlen ”Danmarks første føtex-butik åbnede i 1960 i Aarhus”. Fortællingen bæres først og fremmest af interviews med en række af de personer, der var med fra starten. Fx med ekspeditrice Norma Nielsen og kommis i kolonialafdelingen Ole Larsen, der begge var ansat kort før åbningen i 1960.

Dernæst kom historien om ”Atomkraft? Nej tak. Den smilende sol stod op i Aarhus”, som hurtigt blev fulgt op af ”Da Gnags skrev rockhistorie i Feedback Studiet”. Og siden har museet behandlet emner som Aarhushistorierne, Dansk Plakatmuseum, Landets første genbrugsbutik, Jul i Gammelby, Shit & Chanel, GAFFA og nu senest Kvindemuseet.

Den første skitse til Atomkraft? Nej tak-mærket findes i et brev fra Anne Lund
i 1975. Siden har mærket gået sin sejrsgang over hele verden.

På huskesedlen står både Kaospiloterne, Koen Karoline, Hi-Fi Klubben, Spørg Aarhus, Forlaget Modtryk, SABAE (Sammenslutningen af bevidst Arbejdssky elementer), Underground Is, Jysk, Søstrene Greene og Emmerys.

Flere vil givetvis komme til, og når vi engang er færdige, vil disse historier og interviews med nøglepersoner være med til at tegne et billede af, hvad der gør Aarhus til Aarhus.

Kvindemuseet blev etableret i 1984 og havde sit afsæt i kvindebevægelsen. Her en et tidligt foto af en af museets ledere, Merete Ipsen, som har været med helt fra begyndelsen.

 

Den Gamle By havde rekordbesøg i 2013 og satser på fortsat fremgang i de kommende år

Den af

Hold da helt op for en publikumsrekord! Godt 480.000 gæster blev det til, hvilket er 94.000 over 2012, som også var et godt år, og 92.000 mere end det hidtidige rekordår. Dermed er det gået, som vi havde håbet, men som vi nok ikke rigtig havde turdet tro på.

Meget tyder på, at der er tale om en generel fremgang for Den Gamle By. For også de to foregående år, 2011 og 2012, var i top.

Nu er det så vigtigt, at det ekstremt gode år 2013 ikke bare bliver en enlig svale. Ambitionen er at fortsætte opturen. Her og nu er det derfor vores helt store opgave for 2014 at konsolidere det, vi har opnået, og sørge for, at Den Gamle By fortsat udvikler sig som et attraktivt besøgsmål. Målet er 600.000 besøgende i 2020.

70’er festivalen i 2013 var med til at skabe ekstra opmærksomhed om Den Gamle Bys satsning på 1970erne.

Hvorfor er det vigtigt med flere besøgende?

Hvorfor er det nu så vigtigt med mange besøgende, kunne man spørge, og svaret herpå er dobbelt.

For det første tror vi på, at historien betyder noget for folk, og det er derfor Den Gamle Bys ambition at gøre historien tilgængelig og relevant for så mange mennesker som muligt – herunder også for folk, der normalt betragter museer som elitære og kedelige. I Den Gamle By er vi glade for – og stolte af – at museet rent faktisk er det store museum i Danmark, hvis besøgsprofil ligger tættest på den danske befolknings sammensætning.

For det andet giver flere besøgende ekstra penge i kassen, hvilket igen betyder, at vi kan lave et bedre museum for de mennesker, der besøger museet. Den Gamle By er nemlig ikke et museum, der bare kan få offentlige kroner. Vil vi udvikle museet, må vi selv skaffe midlerne. Jeg plejer at sige det på den måde, at vi i Den Gamle By ikke laver museum for at tjene penge, nej vi tjener penge for at lave museum!

Hvad er succesens elementer?

Jeg tror på, at succesen og en konsolidering heraf er funderet på fire hovedhjørnesten:

  1. Museets fysiske indhold i form af helheder og faste udstillinger
  2. Aktiviteter, særudstillinger og events, som supplerer museets fysiske indhold
  3. Faciliteter i form af restauranter, kaffesteder og butikker
  4. Værtskab så publikum føler sig velkomne

Selvom det kan være svært at erkende som historiker og museumsmenneske, så er et museum ikke indhold det hele. Undersøgelser viser faktisk, at publikum kun bruger en mindre del af deres tid på museernes egentlige indhold. Man bruger nok så meget tid på at være sammen, drikke kaffe, gå på toilettet, snakke og diskutere eller sidde på en bænk.

Det skal vi lægge os på sinde i arbejdet med at konsolidere Den Gamle Bys attraktivitet for publikum.

Hvilepladser til publikum er vigtige for at gæsterne kan have en god og afslappet oplevelse af Den Gamle By.

Masser af nye tilbud de kommende år

På indholdssiden har Den Gamle By udviklet sig voldsomt de senere år, og nyhederne står også i kø de kommende år.

I 2014 åbner vi i et minimarked, en damefrisør og en bogcentral i 1974-kvarteret, hvor også hele Havnegade vil blive færdig i det ydre. I 2015 åbner bl.a. en børnehave, et knallertværksted og et hus fra Viborg med seks små lejligheder, hvor publikum kan møde den enlige mor og hendes søn, pensionistægteparret, hippien, der spiller i bandet Hønegog, den grønlandske studerende og de seks tyrkiske mænd i en to-værelses. I 2016 åbner jazz-værtshuset Bent J samt museets nye Smykkeskrin med en enestående udstilling af dansk smykkekunst, når den er bedst. I 2017 åbner Aarhus Story med fortællingen om Aarhus fra vikingetid til nutid. Og så videre.

Nye sæsoner med særudstillinger og events

Den Gamle By vil fortsætte med at udvikle både sommeren og julen, som er museets to hovedsæsoner. Men vi vil også satse på to nye sæsoner, nemlig maj-juni og september.

Til maj 2014 åbner en stort anlagt udstilling Aarhus Rocks om de unges musik i Aarhus siden 1960, og i fire weekends i maj-juni afholdes for første gang Den Gamle Bys Aarhus Uger med musik, interviews og rundvisninger.

Til september åbner en udstilling om 70’er tøj, som ledsages af årets 70’er festival med musik og tekstile arrangementer.

Samme model vil vi følge de kommende år for på den måde at gøre museet ekstra attraktivt i nye sæsoner.

Hyggelige spise- og kaffesteder er ofte lige så vigtige som udstillinger.

Flere faciliteter på vej

Når der er mange mennesker i Den Gamle By, så er der virkelig mange mennesker. Og så er der behov for flere toiletter, flere bænke at sidde på, ligesom også flere muligheder for at få en kop kaffe eller lidt at spise.

I 2013 åbnede vi et konditori og en pølsevogn, og i 2014 åbner de første af en del flere toiletter. Men vi skal også finde fleksible modeller, så vi kan lave pop-up løsninger, når der kommer ekstra mange museumsgæster.

Det lange seje træk er vi allerede gået i gang med, nemlig i form af en masterplan, der vil udvikle og definere de fysiske rammer og faciliteter frem mod år 2020.

Øget fokus på værtskab

I takt med at samfundet bliver stadig mere selvbetjening, tror jeg, flere og flere vil værdsætte god gammeldags service i form af omhu, imødekommenhed, venlighed og værtskab.

Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Præsten får en hyggesludder med publikum og er samtidig til rådighed med oplysninger om museet.

Den Gamle By er både museum og servicevirksomhed

Den Gamle By er stærk på indholdsdelen i form af helheder, aktiviteter og events, og solide skinner er lagt for en god fremtidig udvikling på disse områder. Men det er som bekendt ikke nok, og vi ved, at vi kan blive bedre, når det drejer sig om at servicere vore gæster.

At Den Gamle By skal udvikle sig som både museum og servicevirksomhed er målsætningen for 2014 og de kommende år.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Målet er 600.000 gæster i 2020.

 

 

Den Gamle By sætter lyset og mørket på museum

Den af

Spillet mellem lys og mørke er fundamentalt i årets gang, specielt i den mørkeste vinter med den dobbelte fejring af solhvervet og Kristi fødsel, som vi kalder jul. Det kan være svært at forstå for nutidsmennesker, men aflægger man et besøg i Den Gamle By ved skumringstide, får man syn for sagen.

Der var engang, da det var mørkt, når det blev aften. Men sådan er det ikke længere. Selv ikke i den allermørkeste tid, som vi nu bevæger os ind i. Og da slet ikke i tiden op til jul, hvor vi oplever et veritabelt lysræs næsten overalt hvor mennesker kommer.

I byernes forretningsgader er der så meget lys, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt det er dag eller aften. Næsten alle parcelhuse har en eller anden form for lys i haven, og mange steder er der hus- og haveudsmykninger med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver og julestjerner. Alt sammen i en sådan grad, at det er tvivlsomt, om man overhovedet kunne få øje på julestjernen, hvis den nu atter skulle vise sig på himmelen.

Skulle julestjernen vise sig på himlen, ville man næppe kunne få øje på den fra en julepyntet butiksgade i december.

Guuud, var der virkelig så mørkt?, spørger mange af Den Gamle Bys besøgende i de mørke måneder. Og svaret er: Nej, det var meget mørkere.

Men alligevel giver Den Gamle Bys gaslamper, portlygter og sparsomt oplyste stuer vi nutidsmennesker en fornemmelse af spillet mellem lys og mørke.

I en by af Den Gamle Bys størrelse ville der før 1800tallet næppe være gadebelysning overhovedet. Enhver måtte klare sig med egen lygte og tjenestefolk, der lyste vej. Man kaldte det at blive lyst hjem.

I Den Gamle By kan publikum i december opleve, hvor mørkt det det rent faktisk var før tiden med elektrisk gadebelysning.

I løbet af 1800-tallet kom der en slags offentlige gadebelysning, men alligevel ville der i en mindre købstad som Den Gamle Bys ældste del sjældent være mere end et par tranlamper i gadebilledet.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på. Normalt var det tændt et lys i rummet, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man det med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget en sådan lysedug forstærker lyseffekten. Er der et spejl bagved, er effekten endnu større.

Bevæger man sig fra Den Gamle Bys 1800-tals del til 1927 er der elektriske gadelamper og lys i butikkernes vinduer. Men ikke mere end, at man kan orientere sig.

Når man kommer helt op i 1974-kvarteret er der ikke blot gadelamper og lys, men også råde julehjerter med lys i. Og dog forekommer selv en 1974-butiksgade mørk for mennesker, der er vant til at gå i citygadernes lyshav.

Juleudsmykning i Den Gamle Bys Sønderbrogade anno 1974.

Personligt holder jeg af den mørke tid og nok mest af den allermørkeste tid, som er her omkring jul. Måske fordi det er så let at se lyset! Og så bevidstheden om, at året vender ved solhverv, så det langsomt begynder at blive lysere.

 

 

Sådan opstod ideen til Jul i Den Gamle By

Den af

Julen har de senere år udviklet sig til Den Gamle Bys hovedsæson.  I 1996 havde museet cirka 30.000 besøgende i perioden fra midt i november til nytår. I 2012 var tallet for samme periode steget til cirka 130.000. Altså en fremgang på 100.000, eller godt 300 pct.

Præsten hilser på de besøgende til Jul i den Gamle By.

Gæsterne kommer især fra Den Gamle Bys jyske opland, men efterhånden kommer der også mange fra Fyn og Sjælland. Og i hele december besøges museet af en del udenlandske kolleger, som kommer for at hente inspiration fra den måde, vi formidler julens særlige stemninger og historier.

For nylig kom jeg til at fundere over, hvordan tanken om Jul i Den Gamle By egentlig opstod, og i hvilken takt projektet har udviklet sig. Ideen kan helt præcist tidsfæstes til december 1996, da jeg var ved at have et år på bagen som direktør for Den Gamle By.

Som i de foregående mange år havde museet også i 1996 pyntet to juletræer, et i Tekstilmuseets forhal, og et i Borgmestergårdens 1848-stue. Der ud over var der lavet en lille særudstilling i et lokale på første sal. Her havde man i mange år lavet små, fine udstillinger af juleplatter, julekrybber, julepynt og andre juleting. Men udstillingerne var svære at finde for museets gæster og havde derfor slet ikke så mange besøgende, som vi kunne ønske. Ligesom de foregående år var den store publikumstrækker det julemarked, som Lionsklubberne i Aarhus i en årrække havde stået bag i en weekend først i december. Der var ikke meget historisk jul over dette marked, og ret beset var det ikke noget, der hørte hjemme i et museum som Den Gamle By. Alligevel kom to tredjedel af de besøgende op til jul i den weekend.

Juletræet i Købmandsgården 1864 er pyntet sådan som træet er pyntet i juleklassikeren over dem alle Peters Jul, der blev skrevet i 1863 og udgivet i 1866.

Et kig ind i købmandsgårdens køkken 1864.

En aften ved skumringstid i december 1996 lagde jeg som så ofte før min vej forbi billetslaget, hvor billetsælgeren Peter Vinther havde god tid til en snak. Han havde øjensynligt funderet over museets koncept for julen, for han spurgte pludseligt, hvorfor vi ikke lavede jul i klunketidsstuen, i købmandsgården, hos frk Wahlstrøm – og han nævnte en række andre at museets historiske boliginteriører, hvor det var oplagt at pynte op til jul, sådan som man havde gjort det i den tid, disse boliger stammede fra.

Man kunne med rette undre sig over, at ingen havde tænkt den tanke før. Men nu var den i hvert fald tænkt – og karakteristisk nok af en af de kollegaer, der havde tæt føling med museets publikum. Jeg præsenterede ideen for de personer, der normalt havde med udvikling og udstilling at gøre. Ideen fængede, ja den skabte ligefrem begejstring, og mange lagde sig i selen for at realisere de nye tanker.  I en tekst til museets årbog for 1997 formulerede jeg projektet på denne måde: ”Juleudstillingerne vil fremover blive en kavalkade over, hvordan man holdt jul i de forskellige epoker og sociale lag, som Den Gamle Bys interiører afspejler. Fra renæssancens sparsomme julepyntning til mellemkrigstidens moderne jul”. Og til julen 1997 var 13 af Den Gamle Bys stuer pyntede i pagt med den tid, de afspejler.

Julebordet som det kunne tage sig ud hos en velstående købmand i renæssancen omkring år 1600.

Det var noget, der gav genlyd i pressen, og både TV og landsdækkende aviser bragte større indslag om denne nye form for udstilling. Besøgstallet blev øget med 12.000, så det samlede besøg i juleperioden i 1997 var 42.000. I 1998 var tallet 48.000, og de næste par lå tallet omkring de 50.000 besøgende.

I de historiske butikker som her boghandleren kan publikum både se og købe varer med historie.

 

I hjemmet fra Havbogade i 1927 kan de besøgende komme indenfor og få varmen – og måske oven i købet få læst en julehistorie.

Antallet af julepyntede interiører blev løbende forøget. Og i 2001 blev det levende museum introduceret, hvorved en helt ny dimension blev føjet til museumsoplevelsen – også til jul. Nu kunne de besøgende i køkkener og stuer møde aktører, der agerede som var de i en anden tid, og i de historiske butikker var det muligt at købe varer fra en helt anden tid.

I 2002 begyndte vi at lave små tematiske juleudstillinger, først om julehjertets historie, i 2003 om julenissen. I 2004 flyttede juleudstillingen til større forhold i de nye udstillingslokaler bag Møntmestergården.

I 2003 kom der gadeboder, hvor de besøgende kan købe juleøl, chokolade samt julekort og julekalendere af ældre dato.

I 2003 kom der boder i gaderne og siden også et indendørs marked med forskellige former for husflid. I 2004 sagde vi farvel til Lions julemarked. Herefter kunne for alvor udvikle et markedskoncept, som Den Gamle By som museum kunne stå inde for.

At udstille et hjem, der i den grad er fyldt med nisser, var noget af en gimmick – men historisk korrekt.

Undervejs fandt vi på forskellige gimmicks. Bl.a. opfandt vi stillingsbetegnelsen juleinspektør for den museumsinspektør, der havde det overordnede ansvar for julen. Og hvert år præcist to måneder før jul udsendte vi en pressemeddelelse til alle landets aviser, om at juleinspektøren var udnævnt. Samtidig oplyste vi om årets særlige julefokus. De første mange år blev ”nyheden” bragt som navnestof i aviser landet over.

Juleøllets betydning kan vanskeligt overvurderes. Derfor er den Gamle Bys bryggere naturligvis også på arbejde op til jul. Og har man mod på det, er man velkommen til at smage.

Julen i er i dag Den Gamle Bys absolutte højsæson med omkring 130.000 besøgende på få uger. At konceptet er blevet så stor en succes tror jeg især skyldes to forhold.

For det første, at Jul i Den Gamle By er 100 pct i pagt med museets grundidé, sådan som den blev udviklet af grundlæggeren Peter Holm for næsten 100 år siden. Nemlig at det skal være ligesom at gå ind i en helt anden tid med gader, boliger, butikker og de mennesker, der boede der – også når det er jul.

For det andet at hele museets organisation trækker på samme hammel. Det kan lyde banalt, men selvom de fleste ved, at det er vigtigt, er det oftere lettere sagt end gjort. Men det er faktisk sådan, at alle afdelinger er involveret og alle har opgaver, der er vigtige for at publikum kan få en hyggelig og inspirerende juleoplevelse i den mørke tid, som jo ellers ikke er den mest venlige tid på året.

Den Gamle Bys julekavalkade omfatter nu også året 1974. Her ses Pouls Radio og hele rækken af butiksfacader i Sønderbrogade.

Jul i Den Gamle By udvikler sig stadig, men i øjeblikket omfatter konceptet følgende elementer:

  • Udstillingssuiten Dansk jul i 400 år med interiører, der er spredt over hele museet, og som viser hvordan julen har taget sig ud i de private hjem fra renæssancen omkring 1600 til 1974
  • Levende museum med brasen i køkkener, hygge i stuerne og særlige rundvisninger i mørket
  • Handel i de historiske butikker med typiske varer fra 1864, 1927 og 1974
  • Julesærudstilling – fra 2012 i Julehuset, der ligger i Aalborggården på Torvet
  • Boder i gaderne og husflid i Bendtsens Pakhus
  • Musik og events i gader og på Torvet i Den Gamle By.

Men ideen til det hele kom fra en lyttende mand i billetsalget.

Se nærmere om Jul i Den Gamle By her.

 

En lille pige ser DRs julekalender fra 1974 Jullerup Færgeby i 1974-butikken Pouls Radio.

Og fra neonlyset i Pouls Radio kan man gå ind i de mørke gader og opleve, at der var engang, det var mørkt, når det blev aften. Og dermed få en forståelse af lysets betydning i den gamle jul.

 

Kontakt mellem mennesker er ved at være en sjældenhed – og er derfor kommet på museum i Den Gamle By

Den af

Det er efterhånden en sjældenhed at møde et menneske, der siger goddag, hvad kan jeg hjælpe med, ja så gerne eller farvel og tak. I hvert fald i det offentlige rum.

Kontakten med det offentlige skal snart være 100 pct digital. Man hæver kontanter i automaten, og transaktioner foretages via netbank. Flere og flere køber varer på nettet, og selvbetjeningskasser vinder frem i supermarkedet. På biblioteket stempler man selv de lånte bøger, og på stationen køber man sin billet i en automat.

Men tag det roligt, der er hjælp at hente. For nu er kontakt mellem mennesker kommet på museum i Den Gamle By. Akkurat som så mange andre ting, der er ved at forsvinde fra vores moderne verden!

At der bliver mindre kontakt mellem mennesker, har vi egentlig vidst længe. Men først for nylig er det blevet så klart for os, at vi har defineret det som en målsætning for Den Gamle By, at det, vi laver, nok har meget at gøre med både huse og ting, men at Den Gamle By først og fremmest er et museum, der handler om mennesker og kontakten mellem mennesker.

 

I det levende museum møder publikum mennesker, man kan snakke med, og som kan fortælle om livet i en helt anden tid.

Vi tog for alvor fat på denne opgave, da Den Gamle By i 2001 begyndte med det såkaldte levende museum, hvor vi installerede rigtige levende mennesker i stuer og køkkener.

I det levende museum er der åben ild i ildsteder og fuldt fyr på både vindovn og bilægger. Der er aktører i tro kopier af historiske dragter, som laver mad, strikker, henter vand, hugger brænde – og om kan fortælle historier fra deres dagligdag anno dazumal, og som publikum kan snakke med.

Efter indførelsen af det levende museum er publikum ikke længere nødt til bare at læse tekster på væggen og passivt se på tingene. Nu kan de gå i dialog med historien i form af rigtige mennesker, som vi har uddannet til at formidle andre tiders historiske virkelighed.

 

I de historiske butikker bliver man ekspederet, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed “ude i samfundet”.

Også når man træder ind i vores historiske butikker møder man mennesker. I Købmandsgården er det den gamle købmandssvend, i Bagerbutikken madammen eller den unge jomfru. Hos Isenkræmmeren og Boghandleren fra er det butiksindehaverne selv, der siger goddag, hvad kan vi hjælpe med! Og i Pouls Radio er det som oftest ”Poul selv”, der passer butikken.

I butikkerne kan man blive vejledt af en fagmand, og man kan købe ting og sager. Men formålet med butikkerne er ikke først og fremmest, at publikum skal købe noget. Formålet er, at vores gæster kan få den snart historiske oplevelse at blive ekspederet og serviceret – og så spørge og få en snak om vilkårene i 1864, 1885, 1927 og 1974.

 

I efteråret 2012 kunne museets publikum besøge den hjemløse Ulrik Szkobel, som havde lavet en hule i gården bag Legetøjsmuseet.

I efteråret 2012 havde vi ligefrem udstillet et rigtigt menneske. Nemlig den hjemløse Ulrik Szkobel, som selv havde fået den tanke, at det nok var de færreste, der havde mødt og talt med en hjemløs, og at det kunne de jo fint gøre i Den Gamle By. Han var blevet smidt ud fra sit midlertidige hjem et andet sted i Aarhus. Den Gamle Bys håndværkere hjalp med at flytte hans skur til baggården bag Legetøjsmuseet. Men det var Ulrik selv, der skaffede papkasser og andre ”byggematerialer”, så hans hule kunne åbne for museets publikum i oktober 2012. Hulen stod frem til nytår, hvor Ulrik flyttede et andet sted hen.

Mange mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at kontakte en hjemløs, gik i Den Gamle By ind i baggården, kiggede ind og fik en snak med Ulrik Szkobel i hans hjem – og fik dermed et indtryk af en verden, de normalt aldrig ville møde.

Da en journalist spurgte Ulrik, hvordan han havde det med at være udstillet på et museum, svarede han: ”Jeg udstiller ikke mig, tænker jeg, men dig! Folk kommer her og ser deres eget liv og kontrasterne gennem mig og mit liv”

Den Gamle By er et mangfoldigt museum, hvor der er traditionelle udstillinger, digitale formidlingsformer og levende museum. Men i takt med, at kontakten med mennesker i det offentlige rum bliver stadig sjældnere, vil vi i Den Gamle By lægge stadig mere vægt på, at man under et museumsbesøg kan møde og gå i dialog med rigtige mennesker.

 

 

Er museumsforskningen i fare for at forsvinde?

Den af

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det skal museerne lægge sig på sinde, mener Kulturministeriet. Efter vedtagelse af den nye museumslov sidste år er der kommet fokus på, at museerne nu skal forske på universitetsniveau og både producere ph.d’ere og publicere i peer-review.

Det lyder som udgangspunkt godt og rigtigt. Men jeg kan frygte, at der er en risiko for, at den langsigtede konsekvens heraf kan blive, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, vil blive neddroslet eller helt forsvinde. Og dermed vil konsekvensen blive det direkte modsatte af det, der var hensigten!

I Den Gamle By har forskningen i mange år haft samme funktion som udviklingsafdelingen har det hos Apple, Siemens eller Novo Nordisk. Undersøgelser og dokumentation indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde, og forskningen skal skabe nye erkendelser, ny viden og nye vikler, der kan berige dette arbejde.

 

Der ligger en omfattende research til grund for Den Gamle Bys arbejde med at indrette en gæstearbejderlejlighed anno 1974. Resultaterne er samlet i en diger rapport, som ikke er peer-reviewed, men dog det bedste grundlag for arbejdet med indretning af lejligheden.

Da Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin afhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store tekstilsamling.

Da Jeppe Norskov Stockholm i 2010 forsvarede sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark støttede den op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By, og ligeledes var Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år tænkt som grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

Det sidste år har Connie Jantzen arbejdet med middelalderbyen Aarhus og kunne i juni udgive en bog om emnet. Det er et arbejde, der bygge på hendes mangeårige virke som museumsinspektør med Aarhus som særligt emne. Publikationen indgår i et større projekt som Olaf Olsen var initiativtager til i 1977, men Connies arbejde er samtidig en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med at undersøge Aarhus’ historie og vil indgå som et grundlag for kommende udstillinger om byen.

Også i det daglige forsker museet. Fx når det skal afklares, hvorfor mørtel fra 1600tallet er mere elastisk end moderne mørtel; hvor man tørrede sit vasketøj i midten af 1800årene; hvilket typer fliser man brugte til fortov i 1920erne; eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1970erne.

Jolly-Cola reklamen er genskabt efter grundige studier af gavlreklamer fra begyndelsen af 1970erne.

Museumsforskningen er ikke frit svævende, og den er ikke et mål i sig selv. Forskningen er et middel til at kvalificere det daglige museumsarbejde. Men forskningen skal ikke være det, de er mest synligt for museumsgæsten.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Men vi mener, at museerne skal holde fast i, at vi er museer og ikke universiteter. For vil vi være universiteter, kan vi ligeså godt flytte forskningen hertil.

Den norske filosof Jon Elster er i forskellige sammenhænge citeret for udsagnet, at de største forandringer ofte sker som utilsigtede konsekvenser af intentionelle handlinger. Og det er lige præcis, hvad jeg frygter kan komme til at ske i dette tilfælde.

Man ønsker at opprioritere museernes forskning ved at gøre den mere universitetsagtig, og konsekvensen kan meget vel blive, at forskningen derved fjernes så meget fra det almindelige museumsarbejde, at den ikke længere kan berige og kvalificere dette.

 

Den Gamle Bys har succes med at fortælle historien om almindelige mennesker fra en tid, som de fleste har et forhold til

Den af

Torsdag 20. juni åbnede Tårnborg 1974 for publikum. Siden er gæsterne strømmet til, og antallet af besøgende i Den Gamle By er visse dage nærmest doblet op i forhold til sidste år, som også var et godt år for museet. Det giver anledning til at fundere over, hvorfor Tårnborg er så populær.

Tårnborg er et billede på almindelige danskeres liv i begyndelsen af 1970-erne. Her et kig ind i kernefamiliens stue.

For at indkredse Tårnborgs popularitet vil jeg konsultere fire markante museumsfolk, nemlig waliseren John Willliams-Davies, nordmanden Olav Aaraas, hollænderen Jan Vaessen og svenskeren Artur Hazelius.

John Williams-Davies fra St. Fagans i Cardiff pointerede i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, at de første open-air museer, der blev grundlagt omkring 1900, var både radikale og relevante institutioner. Radikale fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og relevante fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere og dannede samfundslag. At open-air museerne især interesserede sig for almindelige mennesker gjorde dem overordentligt populære, og de opnåede langt større besøgstal end de traditionelle museer.

Museumsdirektør John Williams-Davies fra National Museums of Wales

Norske Olav Aaraas er nok det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et hjem fra samme år, altså 1986. Fra 1993, da Olav Aaraas var blevet direktør for Maihaugen i Lillehammer markerede han museet med det store projekt for at flytte en hel serie én-familie huse til museet, så disse huse kunne vise, hvordan almindelige nordmænd har levet i alle årtier i 1900-tallet. Se tidligere indlæg herom.

Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum. Tidligere var han direktør for først Sogn Folkemuseum og siden Maihaugen, hvor han for alvor satte samtiden på museum.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 pegede Olav Aaraas på, at museumsfolk igen og igen må spørge sig selv: Hvad er det, der interesserer de besøgende mere end noget andet? Og han svarede: Dem selv, naturligvis! ”Vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Jan Vaessen var i næsten 20 år direktør for Nederlands Openluchtmuseum.

Også hollænderen Jan Vaessen har stået bag store og nyskabende samtidsprojekter. Bl.a. flyttede hans museum, Nederlands Openluchtmuseum, i 2002 et stor, gammel går til museet og lod den fremstå som netop det år, den blev flyttet. Her kunne de besøgende så se, hvordan en almindelig hollandsk familie bor.

Da Jan Vaessen og jeg engang diskuterede, hvad museer skal fokusere på, sagde han klart: Vi er ikke et museum om ting, og heller ikke et museum om huse. Vi er et museum om mennesker!

Alle disse tre museumsmænd har de senere år hver på deres måde stået bag markante nybrud på deres museer.

Det er interessant, at også grundlæggeren af verdens første open-air museum, svenskeren Artur Hazelius, var på linje hermed for over hundrede år siden. Hazelius skabte i 1873 og 1891 de to stockholmske tvillingemuseer Nordiska Museet og Skansen. Som et motto for museumsvirksomheden valgte han aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

.

“Kend dig selv!” satte svenskeren Artur Hazelius som motto for sine museer Nordiska Museet og Skansen.

”Kend dig selv!” er virkelig noget af en missionsstatement, som man vil sige i dag. Men pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne.

Ovennævnte små historier har været med til præge Den Gamle Bys museumssyn, sådan som det kommer til udtryk i Tårnborg 1974.  Museet skal handle om mennesker, som de er flest, det skal være for almindelige mennesker og så skal det også være med almindelige mennesker.

 

I Tårnborg kan man på skærme møde de forskellige beboere. Her to af beboerne i kollektivet.

Heri, tror jeg, ligger en stor del af hemmeligheden bag Tårnborgs appel. Og den erkendelse vil også i de kommende år sætte præg på den måde, Den Gamle By løbende bliver udviklet og opdateret.

Kilder

John Williams-Davies: “Now Our History is Your History”: The Challenge of relevance for Open-Air Museums, Folk LIfe. Journal of Ethnological Studies vol 47, 2009 s.115-123

Olav Aaraas: Let our visitors be important historical persons, i Authenticity and Relevance. Report from the 24th Conference in the Association of European Open Air Museums in Den Gamle By 2009, trykt 2011 s 141-145

Jan Vaessen: Know Thy Neighbour, i On the Future of Open Air Museums, Jamtli Förlag 2008 s 22-31

 

 

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Den af

Ideen til et moderne bykvarter opstod i 2002, og de følgende år tog vi forskellige skridt på vejen til en realisering. En masterplan blev udarbejdet, vi lavede analyser af, hvilke typer huse, butikker og boliger, der var de typiske, vi hentede de første større helheder, og i 2006 faldt det på plads, at Aarhus Kommune overdrog det ønskede areal til Den Gamle By.

I 2006 hjemtog Den Gamle By et helt hus med seks to-værelses lejligheder, Skottenborg 9A, fra Viborg. Huset er nu ved at blive opført i det moderne bykvarter.

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Nu var der så to veje at gå. Den ene var at opføre et hus ad gangen, sådan at projektet forhåbentlig ville kunne realiseres over en årrække – akkurat på samme måde som Den Gamle By var blevet til siden 1914. Den anden var at slå et stort brød op og skitsere en helhedsløsning med en færdig bydel, som så også ville indbefatte den tilhørende infrastruktur.

Vi valgte at satse på den store løsning, og i efteråret 2006 var vi kommet så langt i planlægningen, at vi kunne indsende en ansøgning til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Onsdag 29. marts 2007 modtog vi et brev på seks linjer med en donation på i alt 161 mio kr til realisering af projektets hovedetape. Hold da helt op!

 

Onsdag 28. marts 2007 modtog Den Gamle By et bevillingsbrev fra A.P.Møller Fonden på 161 mio kr til realisering af den såkaldte Havnegade-etape, som udgør hoveddelen af det moderne bykvarter, der viser livet i Danmark, som det tog sig ud i en provinsby i 1974.

Tillykke fra Hendes Majestæt Dronningen

Efterfølgende sendte vi et brev med hele ansøgningsmaterialet til Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, og 22. april modtog museet et håndskrevet brev med lykønskning og den dejlige bemærkning: ”det har Den Gamle Bys så sandelig fortjent”.

Siden har Dronningen fulgt projektet med stor interesse.

20. juni 2013 åbner Tårnborg for publikum

Og dagen inden foregår den officielle åbning. Her vil der være taler af tidligere museumsdirektør for Nederlands Openluchtmuseum, professor Jan Vaessen, kulturminister Marianne Jelved og formand for A.P. Møller Fonden, Ane M.M. Uggla, som vil forestå selve åbningen.

Tårnborg er en tilpasset kopi af en hjørneejendom fra Skt Anna Gade og Kongensgade i Helsingør. Et hus af den type, som vil mangle, hvis ikke det er der, men som på den anden side sjældent står til nedrivning – heldigvis da!

Da det er en kopi, har det også været muligt at disponere lokalerne, så huset så at sige kan fungere som en montre omkring nogle originale helheder som fx et konditori med paneler og stuk.

Foruden konditori og tilhørende bagerudsalg rummer Tårnborg et minimarked, en forsikringsbutik og en gynækologklinik. Og der ud over tre boliger. Et kollektiv, en ugift skoleinspektør og en kernefamilie, der er på vej i parcelhus.

 

I Tårnborg kan publikum bl.a. besøge kollektivet, som er genskabt efter kollektivet Skansen, der i 1974 lå i Skansepalæet i Aarhus. Kollektivet er genskabt i tæt samarbejde med de, der i sin tid boede der.

Flere huse og historier på vej

Huse fra Hjørring, Viborg, København og Horsens er under opførelse, og i løbet af det næste års tid eller lidt mere vil her åbne et jazzværtshus, en børnehave, et knallertværksted, en bogbyttebiks og en damefrisør. Og man vil kunne træde ind i hjemmene fra en lærerfamilie, en blind mand, en hippie, et pensioneret arbejderægtepar, en enlig mor og hendes søn, en grønlandsk studerende og seks unge tyrkere i en toværelses.

 

I næste etape åbner bl.a. Jazzværtshuset Bent J fra Aarhus. Vi håber her fra tid til anden at spille jazz – naturligvis med et glas øl og lidt kulturhistorisk piberøg til.

Trods modstand fortsatte Den Gamle By arbejdet med at skabe grundlaget for et bykvarter fra 1970’erne

Den af

Kulturarvsstyrelsen lagde i flere omgange sten i vejen for Den Gamle Bys arbejde med moderne bykvarterer, men bestyrelse og ledelse mente, at det var det rigtige for museet – og arbejdede derfor videre med projektet.

I Den Gamle By var vi pavestolte, da vi lancerede ideen om at skabe en ny Den Gamle By, der skulle vise bygninger, boliger og erhverv fra 1900-tallets Danmark. Vi var også 100 pct overbevist om, at museet her var i fuld overensstemmelse med sit eget bankende hjerte og grundlæggende idé. Som bekendt havde museets stifter Peter Holm i sin tid talt om, at Den Gamle By også skulle rumme elementer fra ”vore forældres og bedsteforældres tid”.

Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys projekt

Det var derfor noget af et slag i ansigtet for bestyrelsesformand Peter Jensen og undertegnede, da repræsentanter for Kulturarvsstyrelsen på et møde i Den Gamle By i foråret 2003 klart og meget kontant tilkendegav, at det ikke var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Vi blev virkelig taget på sengen, idet Statens Museumsnævn, som Kulturarvsstyrelsen var afløser for, tre år tidligere havde sagt, at det da var Den Gamle By, der skulle påtage sig den opgave. Se indlæg herom.

International interesse og opbakning

Kulturarvsstyrelsens afvisning gjorde ondt! Men den gav os anledning til at tænke os om én gang til. Vi drøftede vore tanker med flere af de udenlandske kolleger, der havde realiseret mere nutidige projekter.

I august 2003 havde jeg lejlighed til at orientere om projektet i et internationalt museumsforum. Det foregik på en konference i Glasgow i Skotland, hvor omkring hundrede museumsfolk fra toneangivende open-air museer, bakkede stærkt op om projektet.

Resultatet blev, at vi blot blev endnu mere overbeviste om, at det var et rigtigt projekt for Den Gamle By.

Helt tilbage i 2001 hjemtog Den Gamle By en komplet lejlighed med stue, soveværelse, køkken og badeværelse samt alt indhold i skuffer, skabe og bogreoler. Det var sådan set kun udsigten, vi ikke fik med.

Rapport anbefalede, at der ikke skulle gives midler til Den Moderne By

Ikke desto mindre fik vi i september 2003 endnu et ordentligt gok i nøden. For da udkom Kulturarvsstyrelsens rapport om de såkaldte paragraf-16 museer, altså museer der – som der stod i museumsloven – ”udfører en virksomhed af særlig betydning”.

Styrelsen gik endnu engang imod Den Gamle Bys planer, og det med to hovedargumenter. For det første, at ”bygningsfredningsloven sikrer et repræsentativt udsnit af det 20. århundredes bygninger”. Og for det andet, at ”de kulturhistoriske museer rummer betydelige samlinger fra perioden”.

Et hus som dette fra Nørregade i Aarhus er ikke beskyttet af nogen form for fredning og behandles ofte derefter! Skal sådanne huse bevares for eftertiden må de flyttes til open-air museer, der jo netop har som deres opgave at bevare almindelige menneskers historie.

I Den Gamle By mener vi, at fredning og flytning af huse supplerer hinanden

Styrelsens første argument kunne vi uden videre tilbagevise, idet bygningsfredningen jo først og fremmest bevarer det enestående og unikke, men meget sjældent de helt almindelige, ja ofte kedelige huse, som helt almindelige danskere har boet og levet i. Dertil kommer, at bygningsfredningen nok giver historisk dybde til vore byer og kulturmiljøer. Men bygningerne skal jo fungere i en nutidig sammenhæng, folk skal bo i dem og har brug for både træk og slip, dobbeltruder, samtalekøkkener og moderne elinstallationer. Derfor kan fredede bygninger ifølge sagens natur ikke give et billede af, hvordan mennesker har boet i dem i tidligere tider. Det kan open-air museerne til gengæld, idet man her bevarer hverdagsdanskerens huse og indretter dem, som de har set ud på et givet tidspunkt.

Open-air museernes særkende er, at de indsamler helheder

Styrelsens andet argument, at der jo i forvejen er betydelige samlinger fra perioden er helt korrekt – blot ikke som et argument imod Den Gamle Bys projekt. For mens kulturhistoriske museer generelt skaber og bevarer samlinger af enkeltgenstande, så er open-air museernes særkende at bevare helheder.

For mig eget vedkommende har jeg fx, da jeg for mange års siden var leder af Struer Museum, opbygget en stor samling af radio- og tv-apparater fra Struers stolte virksomhed B&O. Men det er en samling af enkeltgenstande.

Det, vi gør i Den Gamle By, når vi sætter fokus på denne historie, det er at skabe helheder – som fx en hel radio- og tv-forretning med et bredt udvalg af apparater, kassettebånd, plader, josty-kit – det hele i datidens priser! Det er kort sagt to forskellige måder at tænke museum på. De er i princippet lige rigtige og lige vigtige, og den ene type udelukker ikke den anden.

 

I 2005 afholdt Den Gamle By en international konference om 1900’tallet på museum. Svenskeren Sten Rentzhog, som er en af ophavsmændene det svenske SAMDOK, pointerede at det var vigtigt at flytte moderne helheder til open-air museerne. Nordmanden Olav Aaraas fortalt om sine banebrydende moderne projekter på Sogn Folkemuseum og Maihaugen. Caspar Jørgensen fra Kulturarvsstyrelsen forfægtede styrelsens synspunkt, at Den Gamle Bys projekt var irrelevant. Og Allan Frandsen og Thomas Bloch Ravn fortalte om Den Gamle Bys projekt.

Den Gamle By fortsatte sit arbejde

Det korte af det lange er, at bestyrelse og direktion besluttede, at Den Gamle By skulle fortsætte sit arbejde.

I 2003 opslog vi i regi af Dansk Center for Byhistorie et ph.d.-stipendium i byplanlægningens historie i Danmark.

Året efter ansatte vi en museumsinspektør, Allan Leth Frandsen, der skulle arbejde med at udvikle projektet.

Museet erhvervede magasinkapacitet, så vi kunne opbevare de store mængder bygningsmateriale og inventar, som ville blive relevant.

Aarhus Kommune skabte 2004-05 plangrundlaget, så Den Gamle By fik det nødvendige areal til realisering af projektet.

I 2005 afholdt museet en international konference, der havde til formål at bringe erfaringer fra udenlandske museers arbejde med moderne tid til Den Gamle By.

Vi foretog undersøgelser og analyserede, hvilke bygninger, der var repræsentative fra de danske provinsbyers brokvarterer i perioden, hvilke butikker der var flest og mest typiske, hvordan befolkningssammensætningen var osv.

Og vi iværksatte arbejdet med en masterplan for projektet.

 

I 2006 hentede Den Gamle By et minimarked i Gedved. En enestående helhed fra begyndelsen af 1970’erne med diske, reoler, frysere, reklameskilte, prisskilte samt en del varer.

Kilder

Thomas Bloch Ravn: 1900talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer no 3, 2003

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition to The Old Town – a project for the future; Report of the 21th Conference of the Association of European Open Air Museums 2003, printed in Scotland 2005

http://www.kulturstyrelsen.dk/nyheder/nyhedsarkiv-kulturarvsstyrelsen/browse/65/?no_cache=1&cHash=987f46f33321974761b1cd997373e38e

 

 

 

 

Den Gamle By er de umulige projekters museum

Den af

Nye mål blev synlige, da vi begyndte at kalde Den Gamle By for de umulige projekters museum. Der er mange eksempler på, at store ting er lykkedes for Den Gamle By på trods af hårde odds eller modstand fra offentlige myndigheder. Senest er Møntmestergården blevet genskabt. Så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre, at skabe et helt bykvarter fra 1960’erne og 70’erne?

I begyndelsen af 1990’erne var optimismen til at overse i Den Gamle By. Stemningen var præget af, at der ikke rigtigt var noget, der kunne lade sig gøre, og i museums- og arkitektkredse var der ikke opbakning til open-air museernes model med at flytte huse for at bevare dem. Det var også så som så med den politiske interesse for museet.

Det lykkedes med Møntmestergården

Det ændrede sig med Møntmestergården. Igennem nogle år havde museet forgæves forsøgt at skaffe midler til genopførelse af dette enestående bygningsmonument fra den tidlige enevældes København. Men i 1996-97 gik der hul på bylden, og i 2000 stod Møntmestergården færdig i ydre. Der var skaffet 45 mio kr, Danmarks Radio havde fulgt projektet, og Den Gamle By havde et rekordstort antal besøgende. Herefter kom de resterende 15 mio kr på plads, så den komplicerede indre aptering og udsmykning kunne udføres.

Håndværkere, konservatorer, museumsinspektører, ja hele museet rankede ryggen, og vi blev alle ligesom nogle centimeter højere.

Da var det, at stemningen vendte. Den Gamle By begyndte igen at tro på, at museet var – og er – noget helt særligt, og vi genopdagede historien om, at det flere gange tidligere var lykkedes for Den Gamle By at løfte opgaver, som ingen troede på kunne lykkes.

 

Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.

Det begyndt med Nationalmuseets modstand mod at bevare Borgmestergården

Da Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm i begyndelsen af 1900-tallet tog initiativ til at redde og bevare den bygning, der senere skulle blive kendt som Borgmestergården, mødte han modstand fra såvel lokale som statslige museumsmyndigheder. Det var i tiden op til Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvortil Borgmestergården blev flyttet første gang, og det var også efterfølgende, da succesen på Landsudstillingen havde givet Peter Holm blod på tanden til at gøre gården til centrum i et egentlig open-air museum.

Hverken formanden for det lokale Aarhus Museum eller Nationalmuseets direktør, den fremtrædende arkæolog Sophus Müller, anbefalede en bevaring af Borgmestergården. Ja, de gik ligefrem imod og foreslog efter Landsudstillingen, at man skulle hugge bindingsværket i stykker og sælge det som pindebrænde. Deres argumenter var dels, at Borgmestergården, der var opført i 1597, var alt for ung til at være interessant i museumssammenhæng! Dels at en genskabelse ifølge sagens natur måtte indebære elementer af rekonstruktion.

 

Havde det stået til Nationalmuseets direktør Sophus Müller, var bindingsværket til Borgmestergården blevet hugget i stykker og solgt som pindebrænde. Nu står bygningen i Den Gamle By som en fornem repræsentant for renæssancens store købmandsgårde.

Den Gamle Bys grundlægger lærte at arbejde i modvind

Peter Holm og hans støtter arbejdede imidlertid videre med sagen, og i 1914 kunne Borgmestergården åbne på dens nuværende placering. Trods alle odds var projektet lykkedes, og Peter Holm havde lært at arbejde i modvind.

Små ti år efter, i 1923, var der atter brug for at gå egne veje for at løse en opgave, der kunne synes umulig. Anledningen var en sag om nedrivning af en fornem købmandsgård i Jomfru Ane Gade i Aalborg, kaldet Den Klingenbergske Gård. Bygningen var blevet fredet i 1918, men på trods af loven og på trods af Nationalmuseets engagement i sagen var der ikke noget at gøre. Gården skulle rives ned.

Efter at have undersøgt alle muligheder for at bevare gården, henvendte man sig til Peter Holm i Den Gamle By. Ved gode støtters hjælp lykkedes det ham at redde gårdens otte enkeltbygninger, at flytte dem til Århus og her åbne dem som Aalborggården i 1926. Det kan måske være svært at forstå det i dag, men det var en enestående bedrift tilbage i 1920’erne.

Senere var der diskussioner om Købmand Holsts markante købmandsgård fra hjørnet Frederiksgade/Vester Allé i Aarhus og også om Helsingør Theater, der i 1957 blev dømt til nedrivning.

Hverken ministeriet eller direktøren for Nationalmuseet formåede at redde Den Klingenbergske Gård i Aalborg. Gården var fredet i klasse A, men skulle i 1923 rives ned. Det lykkedes Peter Holm at flytte det enorme bygningskompleks til Den Gamle By, hvor det åbnede for publikum i 1926.

De umulige projekters museum

Og så er vi atter fremme ved Møntmestergården, hvor hele Den Gamle Bys organisation oplevede, at det kunne betale sig at tro på museets grundkoncept og holde fast.

Det var situationen, da ideen om de to 1900-tals kvarterer begyndte at tage form i 2002. Kampen for Møntmestergården gav rygstød og selvtillid, og vi genvandt troen på Den Gamle Bys idé i en grad, så den kunne bruges offensivt.

Jeg er overbevist om, at fortællingen om Den Gamle By som de umulige projekters museum, har været en afgørende mental faktor i museets arbejde for at skabe grundlaget for museets største projekt nogensinde, Den Moderne By.

 

Akkurat som Nationalmuseet i sin tid var imod Borgmestergården, gik Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys planer om et 1900’tals kvarter. Nu er projektet godt i vej, og 20. juni åbner den store hjørneejendom Tårnborg med kollektiv, kærnefamilie, ugift dames lejlighed, gynækologisk klinik, forsikringsbutik, minimarked og konditori.