September 1944 – Da politiet blev taget

Om formiddagen d. 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at tude. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. De svært bevæbnede tyskere trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politibetjent Oskar Sepstrup, der her ses på politigårdens hittegodskontor, var en af de 109 århusianske politiansatte, der blev taget d. 19. september 1944. Han overlevede det tyske fangenskab, men var mærket resten af livet. (Besættelsesmuseet)

Politibetjent Oskar Sepstrup, der her ses på politigårdens hittegodskontor, var en af de 109 aarhusianske politiansatte, der blev taget d. 19. september 1944. Han overlevede det tyske fangenskab, men var mærket resten af livet. (Besættelsesmuseet)

Politiet arresteret!

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på bitre erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, ligesom de i sommeren 1941, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister. Vi ved i dag, at politiet i Aarhus flere gange arresterede kommunister og andre modstandsfolk, som senere mistede livet i tyskernes varetægt.

Politiet fik pga. samarbejdspolitikken tvunget til at gå tyskernes ærinde. En af opgaverne var at holde styr på befolkningen, bl.a. gennem kontrol af legitimationskort.(Besættelsesmuseet)

Politiet fik pga. samarbejdspolitikken tvunget til at gå tyskernes ærinde. En af opgaverne var at holde styr på befolkningen, bl.a. gennem kontrol af legitimationskort.(Besættelsesmuseet)

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte under besættelsen. Regeringen pålagde med andre ord politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Nogle politifolk gjorde det velvilligt, mens andre tog afstand fra samarbejdet og begyndte at ”sjuske” på jobbet. Fra 1943 søgte flere og flere direkte kontakt med illegale kredse, og der findes masser af eksempler på, at aarhusianske politifolk tog aktiv del i modstandsarbejdet. Mest kendte er havnebetjentene Ejnar Sørensen og Henrik W. Platou, som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Før det samarbejde de to havnebetjente med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i Neuengamme i ca. 14 dage inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen. I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors i Danmark. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre, og fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Det rene vilde vesten

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af sortbørshandlere og potentielle overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et kommunalt vagtværn.

I ren desperation oprettede flere århusianske forretningsgader private vagtværk efter, at politiet blev sat ud af funktion d. 19. september 1944. (Besættelsesmuseet)

I ren desperation oprettede flere århusianske forretningsgader private vagtværk efter, at politiet blev sat ud af funktion d. 19. september 1944. (Besættelsesmuseet)

Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel. Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de knap 7500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de knap 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

Da Aarhus Politi genoptog sit virke d. 13. maj 1945 ventede et enormt opklaringsarbejde, der kom til at strække sig et stykke ind i 1950’erne.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Juni 1944 – Taget af tyskerne

Den 6.juni 1944 blev den kommunistiske sabotør og medlem af Samsing-gruppen, Otto Christensen, arresteret af Gestapo og ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter på kollegierne i Universitetsparken. Da Otte Christensen ikke ville snakke, blev han i lænker slæbt op på loftet. Her blev han væltet omkuld og kunne intet gøre for at værne sig mod de spark og slag, som politifolkene tildelte ham. Da han stadig ikke ville snakke, klædte de ham af, hvorefter en Gestapomand gav sig til at tampe løs på ham med en lang pisk.

Da Otto Christensen senere kom til sig selv i arresten på Vester Allé, havde han åbne sår på ryg og bagdel. Han kunne knap bevæge sig og var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at ”holde tæt”. Han besluttede derfor at tage sit eget liv. Med et lille søm, han fandt i cellen, forsøgte han at flå pulsåren over.  Foretaget mislykkedes, og herefter gik der måneder med afhøringer, hvor der ofte indgik tortur og mishandling før, Otto Christensen blev ført til fangelejren i Frøslev og senere til den tyske koncentrationslejr KL-Neuengamme.

kz

De fleste deporterede århusianere havnede i koncentrationslejren Neuengamme eller i en af dens mange mindre arbejdslejre/udelejre. I krigens sidste tid var lejren voldsomt overbefolket, og risikoen for at pådrage sig en dødelig sygdom som f.eks. tyfus var stor. (Frihedsmuseet)

En af mange

Otto Christensen var en af mange kommunistiske modstandsfolk, som blev taget i juni 1944. Arrestationerne skete som et led i en større operation, der på sin vis var startet allerede i december 1943, hvor det lykkedes tyskerne at optrævle den del af modstandsbevægelsen, der stod for modtagelse af våben og sprængstoffer.

Nu var turen altså kommet til de kommunistiske sabotagegrupper, og det blev snart uhyggeligt klart, at Gestapo havde et indgående kendskab til modstandsfolkenes dæknavne og skulesteder. Foruden de to sabotagegrupper, Samsing-gruppen og Morten Ruge-gruppen, blev også den kommunistiske bladgruppe, som stod bag det illegale blad, ”Aarhus Ekko”, taget. Derudover blev en række illegale værter/værtinder, som havde åbnet deres hjem for de kommunistiske modstandsfolk, arresteret. Blandt Gestapos mere prominente fangster var kommunistlederen David Hejgaard, der havde en koordinerende rolle for det illegale arbejde i Jylland.

Med udgangen af juni var stort set hele den kommunistiske modstandsorganisation i Aarhus-området rykket op med rode, og i løbet af sommeren fremtvang Gestapo mere end 30 tilståelser. Status var herefter, at Gestapo havde sat en stopper for sabotagen i Aarhus. De få tilbageværende modstandsfolk var i chok og har ganske sikkert spurgt hinanden: hvordan kunne det overhovedet ske?

En stikker i blandt os

Forklaringen på katastrofen var uhyggeligt simpel. Man havde en stikker i sine rækker, og hendes navn var Grethe Bartram. Hun var opvokset i det kommunistiske miljø og var her en person, man stolede på. Præcist hvorfor hun valgte at gå til fjenden er aldrig blevet forklaret til fulde.

Grethe_Bartram01

Grethe Bartram – kommunist og meddeler for Gestapo (Besættelsesmuseet)

Efter krigen blev hun dømt for at have angivet 53 personer til Gestapo, hvoraf 26 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Heraf kom ni personer aldring hjem igen. Grethe Bartram blev under retsopgøret idømt livsstraf (dvs. dødsstraf) for angiveri, men modtog benådning på livsvarigt fængsel. Hun afsonede 11 år frem til sin løsladelse i 1956, hvorefter hun bosatte sig herefter i Sverige.

Om Samsing-Gruppen

Kommunistisk sabotagegruppe ledet af jord- og betonarbejder Willy Samsing, der var formand for DKP på Trøjborg. Gruppen bestod foruden Willy Samsings tre brødre af en hård kerne på 10-12 mand. Gruppen var den første effektivt arbejdende sabotagegruppe i Aarhus og udførte mellem marts 1943 og frem til deres arrestation i juni/juli 1944 mere end 50 små og store aktioner. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Under fangenskabet i KZ-Neuengamme blev Willy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Willy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

 

 

Januar 1944 – Rædselsåret

Det var en by i chok, der tog hul på 1944. Arrestationer og deportationer til tyske KZ-lejre var en nu del af dagens orden og stod i skærende kontrast til den fredelige stemning, der havde hersket de to første besættelsesår.

Krigen var kommet til Aarhus, og fra januar 1944 oplevede mange at blive hvirvlet ind i en uhyggelig voldsspiral, der skulle komme til at kræve mere end 200 århusianeres liv.

Optakten

De første besættelsesår havde været relative fredelige. Danskerne holdt sig i ro og de uindbudte tyske gæster opførte derfor sig nogenlunde ordentligt. Det ændrede sig i løbe af 1943, hvor sabotagen tog til og tyskerne svarede igen med arrestationer og krav om dødsstraf til sabotører.

Den 29. august 1943 indførtes militær undtagelsestilstand, og den danske regering trådte tilbage. Kort efter fik det frygtede tyske sikkerhedspoliti (Gestapo m.fl.) officielle beføjelser og kunne nu arrestere og fængsle danske borgere uden rettergang, hvilket betød, at forholdene i Danmark begyndte at minde om dem, der herskede i de øvrige tysk-besatte lande.

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus var en af de byer, der for alvor kom til at mærke de skærpede forhold. I oktober 1943 rykkede Gestapo ind i universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor de indrettede hovedkvarter. Der var herfra, at tyskerne det kommende år iværksatte en uhyggeligt effektiv jagt på de midt- og nørrejyske modstandsgrupper.

Straks efter Gestapos ankomst, begyndte arbejdet. Chefen, hvis fulde navne og titel var Kriminalrat & SS-Hauptsturmfuhrer der SiPo Eugen Schwitzgebel, var umådeligt energisk. På kort tid lykkedes det ham, at rekruttere et stort antal danske meddelere, som forsynede ham med navne på de mange tyskfjendtlige, der befandt sig i hans område.

 

Alf

Mindeplade for Alf Toldboe Jensen i Parken ved Musikhuset.

I november begyndte arrestationerne. Det gik især ud over modstandsgrupper i Aarhus og Randers, hvor to betydelige sabotagegrupper blev sat ud af spillet. Den 3. december blev fem sabotører henrettet på det militære øvelsesterræn på Skæring Hede, hvorefter ligene i hemmelighed blev begravet på i marskområde i nærheden af Oksbøl. Gestapos sjette offer blev henrettet på nytårsaftens dag på kasernen i Vester Allé. Kigger man efter i Musikhusets haveanlæg, kan man i dag se en mindeplade over Alf Toldboe Jensen cirka på det sted, hvor henrettelsen fandt sted.

 

Kaj Munk og Aarhus

Afslutningen på 1943 havde sat sine spor. Stemningen i byen var trykket og de fleste følte en stærk afmagt overfor den undertrykkelse, der udløb fra Gestapo-hovedkvarteret ”på bakken”. Andre reagerede med trods og vrede.

Vreden fik for alvor næring, da det kom frem, at det i virkeligheden var tyskerne, som havde myrdet Kaj Munk d. 4. januar. De tyske gerningsmænd havde ellers gjort et klumpet forsøg på at maskere mordet som en stikkerlikvidering udført af danske modstandsfolk. Kaj Munk havde ydet betydelig økonomisk støtte til kommunistiske modstandsfolk i Aarhus, og deres illegale blad ”Aarhus Ekko” sørgede for, at sprede sandheden om mordet til byens borgere.

Kaj Munks støtte til modstandsbevægelsen i Aarhus var ikke det eneste punkt, hvor mordet havde forbindelse byen. Efter at Kaj Munks mordere havde fuldført det beskidte arbejde kørte de videre til Aarhus, hvor de blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Den venlige modtagelse var nok ikke kun kollegial gæstfrihed, men en del af Schwitzgebels strategi for at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus.

Under en middag i sin lejlighed i Klintegården fremlagde gestapo-chefen sine ideer for gerningsmændenes leder, SS-Hauptsturmführer Otte Schwerdt. I al’ sin enkelthed gik det ud på, at hævne modstandsfolkenes sabotager og stikkerlikvideringer med gengældelsesaktioner: dvs. bombeattentater (schalburgtager) og mord på civile (clearingmord). Otto Schwerdt, der overlevede krigen, bedyrede under krigsforbryderprocessen mod ham, at han ikke brød sig om den slags arbejde. Derfor havde han betakkede sig og rejste tilbage til København i håb om at blive overført til aktiv fronttjeneste. Der skulle dog gå mindre end en måned før han var tilbage i Aarhus.

Modstanden vokser

Efter mordet på Kaj Munk skete en voldsom optrapning af modstandsaktiviteten i Aarhus, og i januar måned var der kun få dage, hvor gaderne ikke genlød af sabotørernes bomber.

Samtidigt besluttede kompromisløse folk i modstandsfolkenes rækker, at sætte ind mod gestapo-chefens mange meddelere, hvilket resulterede i drab på tre personer, som var under mistanke for angiveri. En fjerde person blev likvideret i København, hvor han prøvede at skjule sig.

 

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendte til Koncentrationslejren Neuengamme. Den 26. april 1945 blev han evakueret med de Hvide Busser og kom til Sverige. (Besættelsesmuseet)

Gestapo svarede igen ved at iværksætte en voldsom arrestationsbølge. Den 13. januar trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraas villa i Risskov. Aktionen var ledet af selveste Gestapo-chefen og endte med, at Gestapo-folkene åbnede ild mod døren til det værelse, hvor familien befandt sig. Doris Kæraa, der stod nærmest blev dræbt på stedet, og da Leo Kæraa sprang frem for at gribe sin kone, blev han ramt af et maveskud. Den brutale nedskydning foregik for øjnene af parrets 7-årige søn.

Det er meget sikkert, at Gestapos brutale fremfærd var med til at skærpe hadet til tyskerne og ikke mindst deres danske forbundsfæller. Stemningen var ond.

Stemningen var ond. Præcist, hvor ond, får man en klar fornemmelse af, hvis man læser januarudgaven af ”Aarhus Ekko”. Heri findes en beskrivelse af en stikkerlikvidering, der fandt sted på Åboulevarden ved Immervad d. 14. januar:

Forleden blev kioskejer Jeger, Aarhus, ramt af flere skud i Kroppen, og er senere død på Hospitalet. Læsere af dette Blad kender hans modbydelige Angiverivirksomhed, flere Danskere har som Følge heraf være underkastet Tortur hos Gestapo. Nu har han altsaa faaet sin Straf som alle de andre enten har eller vil faa – en Straf, som desværre kun kan blive alt for mild i Forhold til det de har begaaet.

Efterfølgende fortaltes det i byen, at folk var flokkedes om den døende mand og havde råbt hurra. I en lidt anden version hedder det sig, at en flok unge mennesker var dukket op og havde afsunget den kendte børnesang ”Højt på en gren en krave”, hvor de havde byttet om på ordene, så det blev den hæslige jæger, der døde og ikke kragen.

 

 

Sabotagenatten, august 1943

August-oprøret, 1 del.

Præcis kl. 23.00 d. 10. august 1943 begyndte bomberne at sprænge. Snart genlød natten af sirener og frustrerede råb fra brandfolk, der forsøgte at dæmmet op for ødelæggelserne.Det blev en nat, som brandfolkene sent skulle glemme.

 

Jernbane, sabotage, brand, Aarhus

Brandfolk fra Aarhus Brandvæsen ved slukningsarbejde efter en sabotage mod jernbanen. Lokalhistorisk Samling.

I ly af det tiltagende kaos bevægede en lille gruppe mænd sig rundt i byen. De var velforberedte, og med sig havde de små pakker med spræng- og brandbomber, som var modtaget fra engelske allierede i SOE (Special Operations Executive). For at sikre, at brandvæsnet ikke kunne nå at slukke brandene indtelefoneredes en række falske brandalarmer til myndighederne. Målene for sabotørernes bomber var værksteder og virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

Fortegnelse over alarmer 10.-11. august 1943:

  • Kl. 23.00 begyndte maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby at brænde
  • Kl. 23.57 var turen kommen til en tysk bus i et værksted på Trøjborg
  • Kl. 24.00 antændtes en voldsom brand i et af værnemagtens lagre i Østergade
  • Kl. 00.30 brand i modelsnedkeriet i Knudris Gade
  • Kl. 00.38 brand i Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen
  • Kl. 01.30 mindre brand i et sadelmagerværksted i Studsgade
  • Kl. 04.20 brand i en tysk godsvogn ved Østbanegården
  • kl. (ukendt) sprængtes to tyske militærbarakker ved Brendstrupgaard

Maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby efter værkstedet udbrændte som følge af sabotagen d. 10. august 1943. Maskinsnedkeriet var det første af i alt otte sabotagemål den nat. Besættelsesmuseet.

Direkte angreb på tyskerne

Sabotørerne, der planlagde og udførte natten aktioner havde i løbet af foråret og sommeren opbygget en betydelig erfaring med den slags arbejde. De var nu blevet så dristige, at de ville angribe besættelsesmagten direkte. Tidligere havde sabotagen bl.a. på grund af mangel på effektive sabotagemidler mest begrænset sig til lettere hærværk og ildspåsættelse, men med hjælp fra SOE, var der kommet helt anderledes og kraftige boller på suppen.

Et medlem af gruppen havde tidligere forsøgt sig mod tyske barakker ved Langelandsgades kaserne, hvor en hjemmelavet bombe på sekunder havde forvandlet bygningen til pindebrænde og samtidigt såret tre soldater alvorligt. Tyskerne havde svaret igen med at indføre militær undtagelsestilstand med udgangsforbud og tvangslukning af restauranter og biografer.

Denne gang var målet den tyske forlægning ved Brendstrupgaard tæt ved det nuværende Randersvej. Her var det ved at gå galt, da sprængladningerne gik af for tidligt og alarmerede den tyske vagtpost, der straks åbnede ild mod de flygtende sabotører. Det lykkedes dog at ødelægge to barakker totalt og alle sabotører slap uskadt.

sabotage, tysk, barak, Besættelsesmuseet

Resterne af de tyske barakker ved Brendstrupgaard. Besættelsesmuseet.

Lidt tidligere på natten have gruppen udset sig Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen, hvor det lykkedes sabotørerne at starte en mægtig brand, der kunne ses over det meste af byen. Målet for sabotagebranden var den tyske krigsmarines hurtigbåde, der var under konstruktion på værftet. Aktionen var en overvældende succes for sabotørerne, der kunne rapportere til deres engelske allierede, at de nu havde ødelagt to helt nybyggede motortorpedobåde samt to andre både, der var under arbejde. I tillæg lykkedes det at forhindre brug af værftets bedding en tid.

Ulmende oprør

Tyskerne skummede af raseri og varslede alvorlige repressalier som hævn for sabotørernes frækhed. I det hele tage var tyskernes tålmodighed ved at være sluppet op. Sommeren have være urolig med tiltagende sammenstød mellem fortrinsvist unge aarhusianere og medlemmer af besættelsesmagten. De illegale blade opfordrede til modstand, og det var efterhånden klart for enhver, at besættelsestidens første fredelige år, var ved at være forbi.

I løbet af august måned tiltog sabotagen i Aarhus og i hele landet. Stemningen blev ond, og de før så servile danskere sluttede i stigende grad op om det oprør, der kulminerede med regerings afgang d. 29. august 1943.

 

Aarhus, Besættelsen, 1943

Uroligheder på Banegårdsplads, august 1943. Lokalhistorisk Samling.

Hvem var sabotørerne?

Mændene, der helt bogstaveligt havde tændt ilden tilhørte den sabotageorganisation, der i eftertiden blev døbt Samsing-gruppen. Navnet henviser til gruppens leder jord- og betonarbejder Villy Samsing (dæknavn Frandsen), der sammen med sine brødre Harry, Alandy og Jens var gået ind i modstandsarbejdet. Villy Samsing var tidligere formand af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) afdeling på Trøjborg og gruppens mandskab var af overvejende kommunistisk politisk observans. Foruden Samsing-brødrene havde gruppen et mindre fast mandskab på ca. 10 mand samt en del løst affilerede folk.

Samsing

Villy Samsing (1902-1945) var den meget dynamiske leder af en kommunistiske sabotagegruppe, der i eftertiden blev kendt som Samsing-gruppen. Mellem Jyske Modstandsfolk af Niels Aage Nielsen.

Samsing-gruppen var en af de mest effektive  tidlige sabotagegruppen. Frem til deres arrestation d. 30. juni 1944 udførte de godt 50 store og små sabotageaktioner i og omkring Aarhus. Gruppen blev optrævlet af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bl.a. på baggrund af angiveri af den berygtede stikkerske Grethe Bartram. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Det lykkedes gruppen at holde sig i live indtil de blev evakueret med De Hvide Busser d. 18. april 1945. Under opholdet i KZ-Neuengamme blev Villy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Villy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.