De tyske soldater i Aarhus

Under besættelsen var der en stor til- og frastrømning af tyske soldater i Aarhus. Nogle opholdt her sig kun i ganske kort tid, mens andre var her i længere perioder. Både luftvåbnet, krigsmarinen og hæren varetog  centrale funktioner for at opretholde den tyske besættelse af Aarhus.


Tyske soldater kører ind i Aarhus den 9. april 1940. (Besættelsesmuseet)

De tidlige år

Allerede kort tid efter besættelsen blev de første tyske tropper beordret til Aarhus. Soldaterne havde forskellige funktioner og årsagerne til at de var i Aarhus varierede. Langt de fleste var kun i Aarhus på lånt tid, men der var også instanser, der lå i byen i størstedelen af krigen. En af disse var det tyske luftforsvar. De meldte allerede deres ankomst den 10 april, hvor de bad om indkvartering til 300 mand og fik kontorlokaler på Hotel Regina. Herfra koordinerede de luftforsvaret af Aarhus og siden hele Danmark. På samme måde var Krigsmarinen en fast bestanddel af besættelsestidens Aarhus. Under besættelsen var havnen som oftest fyldt med tyske skibe. Både mineryddere, torpedobåde og følgeskibe til konvojer var en fast bestanddel af skibene i havnen.

Tyske krigsskibe og spærreballoner i Aarhus havn. (Besættelsesmuseet)

Hvor luftwaffe og krigsmarinen havde forskellige militære funktioner brugte hæren derimod fortrinsvis byen til indkvartering af tropper, der skulle genopstilles eller uddannes. En af de divisioner der under besættelsen havde soldater i byen var 269. Infanteri Division, der blev beordret til Danmark kort efter luftwaffe var blevet indkvarteret i Aarhus. Divisionen havde deltaget i invasionen af Polen, Belgien og Frankrig og skulle nu udføre sikringsopgaver i Danmark. Fra juni 1940 til marts 1941 lå divisionens artilleriregiment på Vester Allé Kaserne. Her fik de et tiltrængt afbræk fra fronten, og kunne forberede sig på nye opgaver. I juni 1941 forlod de atter byen for at deltage i angrebet på Sovjetunionen. Det var dog ikke sidste gang aarhusianerne skulle stifte bekendtskab med infanteriet. Allerede i december 1942 blev de forlagt til Norge og kom derfor atter igennem Aarhus.


Tysk maskingeværspost foran hovedbanegården. Billedet er taget under oprørene den 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus som transithavn

Årsagen hertil var at Aarhus havn fra efteråret 1942 blev udskibningshavn for de tyske troppetransporter til og fra Norge. Aarhus blev dermed transitby for mange tyske soldater. Ved krigens afslutning stod der ca. 400.000 tyske soldater i Norge, og selvom alle ikke nødvendigvis kom gennem Aarhus var der ingen tvivl om, at Aarhus var et trafikalt knudepunkt for tyskerne, der på ugentlig basis sejlede tropper frem og tilbage. De tyske soldater på gennemrejse opholdte sig ofte ikke mere end nogle dage eller uger i Aarhus, men ikke desto mindre fyldte de i bybilledet.

Selv soldater fra det berygtede Waffen-SS kom igennem Aarhus. Dette blev blandt andet bemærket i en spionagerapport fra december 1944, der kunne konstatere at de var gået i land og marcherede ud mod tyske barakker på Skanderborgvej. Disse tropper var ofte på vej på orlov eller til genopstilling og kom direkte fra den finske front.


Troppetransportskibet Monte Rosa sejlede mange tyske soldater frem og tilbage mellem Aarhus og Norge. Her ses det fotograferet fra KFK’s Silo i juni 1944.(Besættelsesmuseet)

Den tyske tilstedeværelse i byen

Den øgede tyske tilstedeværelse i byen fik mærkbare konsekvenser på mere end en måde. Tyskerne begyndte i stigende grad at beslaglægge alt de kunne komme i nærheden af bygninger. Beboelsesejendomme, hoteller, forsamlingshuse, sygehuse og skoler blev alle taget i brug som besættelsen skred frem. Langt de fleste beslaglæggelser skulle bruges til indkvartering af tropper, men det rakte ikke. Tyskerne opførte derfor også et stort antal barakker forskellige steder i byen.

Beslaglæggelserne tog hårdt på bygningerne og ikke mindst skolerne måtte lide under en hårdhændet tysk behandling. De tyske soldater begik hærværk, stjal inventar og brugte reoler, stole og katedre som brændsel. Hvad bevæggrundene for deres opførsel var er ikke entydigt, og årsagerne er til en vis grad lige så forskellige som soldaterne var mange. Fælles for soldaterne var, at de kom til et stort set fredeligt paradis sammenlignet med fronten. Visse af disse havde imidlertid svært ved at løsrive sig fra fronten, hvilket netop kom til udtryk på blandt andet skolerne, men også ude i byrummet.

Østergades Hotel blev i efteråret 1942 beslaglagt. Det fungerede som soldaterhjem og hovedkvarter for den tyske ortskommandantur. (Besættelsesmuseet)

Sammenstød og samkvem med civilbefolkningen

Den betragtelige og massive tyske tilstedeværelse førte til gnidninger og sammenstød mellem danske civile og tyske soldater. Vold, hærværk, symbolsk modstand og uskyldige drillerier var alle sammen elementer i det daglige liv mellem soldaterne og aarhusianerne. Reaktionerne fra både dansk og tysk side var vidt forskellige. Hos statsadvokaten for særlige anliggender, der fungerede som bindeled mellem det danske politi og de tyske militærinstanser i sager, der involverede besættelsesmagten og civile danskere, blev der i dens fireårige levetid oprettet 1664 sager i Aarhus.

Antallet af sager fortæller dog kun den halve historie. Dels stoppede statsadvokaten for særlige anliggender med at fungere i juli 1944, dels var det langt fra alle sammenstød, der endte på deres bord. Som besættelsen skred frem var det dog tydeligt, at sammenstødenes karakter blev mere afstumpede og voldelige.

Bevæbnet tysk soldat under augustoprørene ved rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Samtidig var det dog langt fra alle tyske soldater, der endte i sammenstød med civilbefolkningen. De fleste forsøgte at få det bedste ud af deres ophold i Aarhus. De vidste, at de levede i byen på lånt tid og at fronttjenesten lå lige om hjørnet. Visse tyske soldater fik endda gode relationer til danske familier om end langt de fleste levede med at der var en kølig distance mellem dem selv og den danske befolkning.

Tysk troppetransport ved Aarhus Banegård. (Besættelsesmuseet)

De tyske soldater i den nye udstilling

I forbindelse med den nye udstilling på Besættelsesmuseet arbejder vi meget med historierne om de tyske soldater. For tiden arbejder vi blandt andet på at skaffe flere dagbøger og soldaterbreve hjem fra tyske soldater, der var stationerede i Aarhus under besættelsen.

Vi vil gerne fortælle de spændende og indsigtsfulde historier om de tyske soldater i Aarhus. De rummer alle følelser lige fra vrede, had og kærlighed til svigt, afmagt og tryghed. De handler om mennesker der begår forbrydelser og om mennesker der bliver sat i ualmindelige positioner i en ualmindelig tid.
Det er Aarhus set fra besættelsesmagtens vinkel og det er Aarhus set fra neden, hvor den enkelte soldat også kommer til orde. Du kan følge med her på bloggen, hvor vi løbende deler den nyeste viden på området og historier om besættelsestiden i Aarhus.

Juli 1944 – Da det regnede med stål

Det var egentlig en skøn sommerdag med høj sol og skyfri himmel. Alligevel endte den 4. juli 1944 som en af de mørkeste dage i byens historie.

Kl. 13.37 hørtes overalt i Aarhus-området braget fra en kæmpe eksplosion. Lyden kom fra havnen, hvor en skibspram lastet med knap 200 tons tysk ammunition pludselig eksploderede. En anden ammunitionspram, som lå fortøjet ved siden af, blev slynget op af havnebassinet, hvor den smadrede gennem taget på et pakhus og samtidigt knuste en godsvogn. Havneområdet ved kornpieren forvandledes på sekunder til et inferno af ild. Det tørre foderstof ved Korn- og Foderstofkompagniets silo antændtes, og der udvikledes en voldsom brand, som brandfolkene kæmpede imod i dagevis. Overalt lå granater, bunker af knust beton og forvredne jernstykker.

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. Til venstre ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. I centrum af billede ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

I den indre by, måtte folk springe for livet, da det pludselig haglede ned med glødende jern- og stålstykker. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at det meste af nedfaldet bestod af mere eller mindre intakte 88mm antiluftskytsgranater. De glohede granatfragmenter var livsfarlige og kunne uden problemer skære sig igennem tagkonstruktioner og mindre solide bygninger. Ved stranden nord for havnen blev en ung mor alvorligt såret og ved Vor Frue Kirke i Ryesgade blev en tysk soldat dræbt på stedet, da han blev ramt i hoved af en granat.

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Også lufttrykket fra eksplosionen forårsagede en del skader på bygninger og personer. Mange handlende blev sårede af splintret glas, og ikke så få måtte behandles for knoglebrud efter at være blevet blæst af cyklen. Værst gik det ud over dem, som blev ramt af skorstene og teglsten, som væltede af bygningerne.

Heltemod

Hvad der allerede var en forfærdelig ulykke kunne let have udviklet sig til en fuldkommen uoverskuelig katastrofe. En håndfuld granater var gået igennem Aarhus Belysningsvæsens store gasbeholder, der forsynede elværket og byens husholdninger med gas. Gennem nedslagshullerne stod meterhøje stikflammer, og det var klart for enhver, at en gaseksplosion var nært forestående. På trods af faren klatrede en lille gruppe stålsatte folk fra belysningsvæsenet op på beholderen, hvor de med kulsyresne fik kølet overfladen nok til, at de med våde sække, ler og metalplader kunne slukke stikflammerne. Samme mandskab begav sig herefter ind til selve ulykkesstedet, hvor de deltog i redningsarbejdet til langt ud på natten.

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger  skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En lignende heltedåd fandt sted i havnebassinet ved ulykkesstedet, hvor det tyske fragtskib ”Scharnhörn”, der var tungt lastet med ammunition, var brudt i brand. Kaptajnen ombord på Aarhus Havns slæbebåd ”Hermes” besluttede at slæbe det brændende tyske skib ud ad havnen for at afværge en endnu større eksplosion. I relativ sikkerhed lykkedes det Hermes’ besætning at slukke branden, hvorefter de vendte tilbage til kornpieren, hvor de deltog i slukningsarbejdet med skibets kraftige brandsprøjter.

Redningsarbejdet

I tillæg til de to ovennævnte aktioner skal også nævnes de mange folk, som deltog i det ufatteligt krævende redningsarbejde. Redningsarbejdet var besværet af, at eksplosionen havde forvandlet kajområdet til et månelandskab af ødelagte bygninger. Heden fra branden var uudholdelig, og faren for nye eksplosioner fra de vidt spredte granater var overhængende.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der foruden de officielle instanser som brandvæsnet, CB’erne (værnepligtigt katastrofeberedskab) og politiet også deltog en stor mængde privatpersoner i redningsarbejdet.  Heriblandt et par læger, der tilfældigvis var på ferie i byen og pludselig dukkede op på ulykkesstedet, hvor de ydede livsvigtig førstehjælp. Derudover bistod byens vognmænd og endda cykelbude med longjohns ambulancerne med at bringe de mange sårede til byens hospitaler.

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til Kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

Årsagen til ulykken

Der blev efterfølgende spekuleret meget i, hvad der var årsag til ulykken. I dag er der almindelig enighed om, at eksplosionen var en ulykke forårsaget af enten uforsigtighed eller defekt ammunition – eller måske en kombination af de to ting.

Det er i hvert fald konklusionen i den danske politirapport, som blev udarbejdet efter ulykken. Rapporten bygger blandt på omfattende afhøringer af de mennesker, som arbejdede i området. Vi ved derfor, at i alt otte danske havnearbejdere var beskæftiget med at laste prammene med ammunitionskasser. Ammunitionen kom fra godsvogne på kajområdet, som blev læsset på sækkevogne og kørt til kajkanten. Her blev kasserne enkeltvis sendt ned i prammen via en slidske, og ikke vha. en kran, som man kan læse andre steder. Der arbejdede fire mand i godsvognen og fire mand i prammen, men præcist hvordan arbejdsfordelingen var, kan vi intet sige om, da ingen af de otte overlevede. Arbejdet var overvåget af tyske vagter, og det fortælles endvidere, at den ansvarshavende tyske major flere gange manede til forsigtighed ved arbejdet.

Tyskerne udmeldte sidst i juli, at deres undersøgelser havde vist, at der var tale om en kommunistisk sabotageaktion. Dette må nok anses som ren propaganda, da tyskernes egne dokumenter viser, at de reelt mente, at eksplosionen var en ulykke.

Tyske officerer besigtiger skaderne. Billedet viser skaderne efter at prammen ved eksplosionen er slynget ud ad havnebassinet og er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne i færd med at undersøge ulykkens omfang. Fotografiet viser resterne af den ene ammunitionspram, som er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Den tyske version af sandheden var muligvis med til at give næring til en del fantasifulde og særdeles sejlivede historier om, at det var modstandsbevægelsen, som stod bag eksplosionen. I forhold til det, må man huske på, at Gestapo havde arresteret
Aarhus ellers så effektive kommunistiske sabotagegruppe. (Læs evt. bloggen fra juni for mere info).

Tabene

Antallet af danske sårede var vanskeligt at gøre op. Det kaos, der opstod på hospitalerne medførte, at mange ikke blev registreret korrekt, men det anslås at mere end 200 personer modtog behandling her. Af de i alt 33 danskere, som omkom ved katastrofen, kunne 12 ikke identificeres.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

De tyske tab begrænsede sig til 5 dræbte og henved 40 sårede. De dræbte tyskere blev begravet i Frederikshavn.

Sabotage mod havnen

Den 10. oktober 1944 gik elektriker Hans Thomsen roligt hen ad kajen på Aarhus Havn. I kraft af sit fag, havde han skaffet sig arbejde på havnen og kunne med det tilhørende tyske Ausweiss færdes frit på havneområdet. Uden at blive antastet af vagten, gik Hans om bord på den tyske damper Scharnhörn. Med sig havde han sin værktøjskasse, der i dagens anledning vejede 15 kg. ekstra pga. sprængladningen, der lå gemt mellem værktøjet.  

Hans fandt hurtigt frem til det sted, hvor han mente, at bomben ville gøre mest skade. Resolut klemte han sprængblyanten sammen, så syreampullen knustes. I løbet af de næste 12 timer ville syren ætse aftrækkerlinen, hvorefter bomben ville detonere.  Efter endt arbejde kunne han gå ligeså uantastet fra borde, som han var kommet om bord.

Hans Thomsen Sabotage

Hans Thomsen fortæller her om den farefulde sabotageaktion under et besøg på Besættelsesmuseet engang i 1980erne. (Besættelsesmuseet)

Bomben eksploderede allerede efter otte timer. De engelske sprængblyanter var meget følsomme overfor varme, og den stærke hede fra skibets fyrrum havde fået syren til at virke hurtigere end normalt. Skibets gik til bunds, men heldigvis var Hans over alle bjerge.

Scharnhörn på bunden af Aarhus Havn efter den vellykkede sabotageaktion d. 10. oktober 1944. (Besættelsesmuseet.)

“Havnegruppen”

Hans Thomsen var medlem af sabotage organisationen 5. Kolonne, der kom til verden i forbindelse med den store omorganisering, som de aarhusianske modstandsgrupper undergik i løbet af sommeren og efteråret 1944. En af undergrupperne var ”Havnegruppen”, der under Walther Andersens ledelse, fik til opgave at udøve sabotage mod tyske interesser på netop havneområdet. Foruden pakhuse og virksomheder, var det især skibe, der skulle rammes af sabotørernes bomber. I løbet tre kvart år udførte ”Havnegruppen” 30 store sabotager, heriblandt sænkningen af tre tyske skibe.

Bomber over Aarhus

Klokken var 03.50, da Flight Lieutenant Wilkins fra No. 50. Squadron RAF gav sit mandskab ordre om at udløse Lancasterflyets dødbringende last af seks 500-kgs sprængbomber.

I disse dage er det 71 år siden aarhusianerne (for Gud ved hvilken gang) blev vækket af luftalarmssirenernes gennemtrængende tuden. Normalt trak man bare på skulderen, vendte sig om og sov videre. Man troede, at det med rigtig krig var noget, der kun foregik andre steder i Europa.

 

Engelsk Luftangreb på Aarhus Oliefabrik

Tysk afværgeild natten til 24. september 1942 (Besættelsesmuseet)

Ingen falsk alarm

Men denne gang var det alvor. Luftalarmen begyndte kl. 01.55 og blev først afblæst kl. 05.07. De aarhusianere, der undlod at gå i kælderen, kunne betragte den voldsomme beskydning som det tyske luftværn og krigsskibe i Aarhus Havn åbnede op for. Lyden af afværgeilden blev snart afløst af en række dumpe brag, da Lancasterens bomber pulveriserede store dele af Aarhus Oliefabrik.

Dagen efter var byen i chok. Havde englænderne virkelig bombet Aarhus? Det var ganske vidst sket en gang før, i august 1941, hvor et engelsk fly havde bombet Kongsvang-viadukten i Viby og beskadiget en række villaer.

Følelserne var blandede, og selvom de fleste nok holdt med englænderne var der ikke mange, som følte sig godt tilpas ved tanken om at blive inddraget i den allierede bombekrig.

Engelsk Ludtangreb

De engelske bomber forrettede store skader på oliefabrikkens bygninger, og der gik lang tid før fabrikken kunne genoptage produktionen igen. (Besættelsesmuseet)

 

Angrebet på Aarhus Oliefabrik

Den ødelagte fabrik set mod nord. I baggrunden anes Jysk Andelsfoderstofforretnings silokompleks ‘De Fem Søstre’. (Besættelsesmuseet)

 

Juncker Aarhus Oliefabrik

Oliefabrikkens direktør Thorkild Juncker havde en fremtrædende stilling i “Dansk-tysk Forening”, hvilket betød at han efter krigen blev idømt to års fængsel.(Danskebilleder.dk)

Hvorfor oliefabrikken?

I dagene efter luftangrebet var der livlig aktivitet på rygtebørsen. De fleste troede, at ødelæggelsen af oliefabrikken var resultatet af en nøje planlagt og perfekt udført engelsk bombemission. Denne opfattelse blev styrket af det faktum, at oliefabrikkens direktør, Thorkild Juncker, var kendt tyskvenlig og fremtrædende medlem af “Dansk-tysk Forening”.

Aarhuus Stiftstidende, der pga. censuren ikke kunne henfalde til den slags spekulationer nøjedes med at bemærke, at byens glarmestre nok ikke ville blive arbejdsløse lige med det første.

Det var først et godt stykke efter krigen, at det kom frem, at bombemaskinens besætning intet kendte til, hverken Juncker eller oliefabrikken, men i stedet havde forsøgt at sænke nogle af de 22 tyske krigsskibe lå ved kaj i havnen.

 

Bombefly på afveje

Tyske krigsskibe i Aarhus Havn

Fra 1942 kunne der være tæt pakket af tyske krigsskibe i Aarhus Havn. (Besættelsesmuseet)

Flight Lieutenant Wilkins egentlige bombemål var den nordtyske by Wismar, men han og besætningen var faret vild pga. dårligt vejr. I et forsøg på at finde hjem til de britiske øer fulgte han den jyske kyst i nordlig retning. Det var almindelig praksis at forsøge at finde et alternativt bombemål på vejen hjem, og da maskinen nåede Aarhus-området åbnede de tyske krigsskibe i Aarhus Havn ild. Wilkins besluttede derfor at smide bombelasten på de åbenlyst fjendtlige mål.

Samtlige af bombemaskinens seks bomber ramte forbi de tiltænkte mål og ramte i stedet ned i oliefabrikken. Fem af bomberne detonerede, og ved et utroligt lykketræf blev tre personer, som opholdt sig i fabrikkens portnerstue kun lettere såret. Området i nærheden af fabrikken var beskadiget af lufttyrk og sprængstykker. Overalt i byen blev der meldt om knuste ruder og tagsten, der havde forrykket sig.

 

bombe

Fem ud af seks 500-kgs sprængbomber detonerede. Hærens Sprængkommando blev tilkaldt til at undersøge forsageren. Man må formode, at den afslappede stemning skyldes, at bomben er blevet deaktiveret. (Besættelsesmuseet)

 Krigens vilkårlighed

Historien om det engelske luftangreb på Aarhus Oliefabrik giver os et uhyggeligt indblik i den uvished og vilkårlighed, der rådede under Anden Verdenskrig. Selv i en by som Aarhus, der lå lunt og godt fjernt fra fronten, fik man fra 1942 antydninger af det kaos, der herskede i det meste af verden.

For flere oplysninger om engelske luftangreb på Aarhus, kan Henrik Skov Kristensens artikel “Luftkrigen i Åarhus” stærkt anbefales. Artiklen er udgivet i Henrik Fodes bog “Århus Besat” Århus Byhistoriske Fond 2005.

 

 

 

Sabotagenatten, august 1943

August-oprøret, 1 del.

Præcis kl. 23.00 d. 10. august 1943 begyndte bomberne at sprænge. Snart genlød natten af sirener og frustrerede råb fra brandfolk, der forsøgte at dæmmet op for ødelæggelserne.Det blev en nat, som brandfolkene sent skulle glemme.

 

Jernbane, sabotage, brand, Aarhus

Brandfolk fra Aarhus Brandvæsen ved slukningsarbejde efter en sabotage mod jernbanen. Lokalhistorisk Samling.

I ly af det tiltagende kaos bevægede en lille gruppe mænd sig rundt i byen. De var velforberedte, og med sig havde de små pakker med spræng- og brandbomber, som var modtaget fra engelske allierede i SOE (Special Operations Executive). For at sikre, at brandvæsnet ikke kunne nå at slukke brandene indtelefoneredes en række falske brandalarmer til myndighederne. Målene for sabotørernes bomber var værksteder og virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

Fortegnelse over alarmer 10.-11. august 1943:

  • Kl. 23.00 begyndte maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby at brænde
  • Kl. 23.57 var turen kommen til en tysk bus i et værksted på Trøjborg
  • Kl. 24.00 antændtes en voldsom brand i et af værnemagtens lagre i Østergade
  • Kl. 00.30 brand i modelsnedkeriet i Knudris Gade
  • Kl. 00.38 brand i Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen
  • Kl. 01.30 mindre brand i et sadelmagerværksted i Studsgade
  • Kl. 04.20 brand i en tysk godsvogn ved Østbanegården
  • kl. (ukendt) sprængtes to tyske militærbarakker ved Brendstrupgaard

Maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby efter værkstedet udbrændte som følge af sabotagen d. 10. august 1943. Maskinsnedkeriet var det første af i alt otte sabotagemål den nat. Besættelsesmuseet.

Direkte angreb på tyskerne

Sabotørerne, der planlagde og udførte natten aktioner havde i løbet af foråret og sommeren opbygget en betydelig erfaring med den slags arbejde. De var nu blevet så dristige, at de ville angribe besættelsesmagten direkte. Tidligere havde sabotagen bl.a. på grund af mangel på effektive sabotagemidler mest begrænset sig til lettere hærværk og ildspåsættelse, men med hjælp fra SOE, var der kommet helt anderledes og kraftige boller på suppen.

Et medlem af gruppen havde tidligere forsøgt sig mod tyske barakker ved Langelandsgades kaserne, hvor en hjemmelavet bombe på sekunder havde forvandlet bygningen til pindebrænde og samtidigt såret tre soldater alvorligt. Tyskerne havde svaret igen med at indføre militær undtagelsestilstand med udgangsforbud og tvangslukning af restauranter og biografer.

Denne gang var målet den tyske forlægning ved Brendstrupgaard tæt ved det nuværende Randersvej. Her var det ved at gå galt, da sprængladningerne gik af for tidligt og alarmerede den tyske vagtpost, der straks åbnede ild mod de flygtende sabotører. Det lykkedes dog at ødelægge to barakker totalt og alle sabotører slap uskadt.

sabotage, tysk, barak, Besættelsesmuseet

Resterne af de tyske barakker ved Brendstrupgaard. Besættelsesmuseet.

Lidt tidligere på natten have gruppen udset sig Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen, hvor det lykkedes sabotørerne at starte en mægtig brand, der kunne ses over det meste af byen. Målet for sabotagebranden var den tyske krigsmarines hurtigbåde, der var under konstruktion på værftet. Aktionen var en overvældende succes for sabotørerne, der kunne rapportere til deres engelske allierede, at de nu havde ødelagt to helt nybyggede motortorpedobåde samt to andre både, der var under arbejde. I tillæg lykkedes det at forhindre brug af værftets bedding en tid.

Ulmende oprør

Tyskerne skummede af raseri og varslede alvorlige repressalier som hævn for sabotørernes frækhed. I det hele tage var tyskernes tålmodighed ved at være sluppet op. Sommeren have være urolig med tiltagende sammenstød mellem fortrinsvist unge aarhusianere og medlemmer af besættelsesmagten. De illegale blade opfordrede til modstand, og det var efterhånden klart for enhver, at besættelsestidens første fredelige år, var ved at være forbi.

I løbet af august måned tiltog sabotagen i Aarhus og i hele landet. Stemningen blev ond, og de før så servile danskere sluttede i stigende grad op om det oprør, der kulminerede med regerings afgang d. 29. august 1943.

 

Aarhus, Besættelsen, 1943

Uroligheder på Banegårdsplads, august 1943. Lokalhistorisk Samling.

Hvem var sabotørerne?

Mændene, der helt bogstaveligt havde tændt ilden tilhørte den sabotageorganisation, der i eftertiden blev døbt Samsing-gruppen. Navnet henviser til gruppens leder jord- og betonarbejder Villy Samsing (dæknavn Frandsen), der sammen med sine brødre Harry, Alandy og Jens var gået ind i modstandsarbejdet. Villy Samsing var tidligere formand af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) afdeling på Trøjborg og gruppens mandskab var af overvejende kommunistisk politisk observans. Foruden Samsing-brødrene havde gruppen et mindre fast mandskab på ca. 10 mand samt en del løst affilerede folk.

Samsing

Villy Samsing (1902-1945) var den meget dynamiske leder af en kommunistiske sabotagegruppe, der i eftertiden blev kendt som Samsing-gruppen. Mellem Jyske Modstandsfolk af Niels Aage Nielsen.

Samsing-gruppen var en af de mest effektive  tidlige sabotagegruppen. Frem til deres arrestation d. 30. juni 1944 udførte de godt 50 store og små sabotageaktioner i og omkring Aarhus. Gruppen blev optrævlet af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bl.a. på baggrund af angiveri af den berygtede stikkerske Grethe Bartram. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Det lykkedes gruppen at holde sig i live indtil de blev evakueret med De Hvide Busser d. 18. april 1945. Under opholdet i KZ-Neuengamme blev Villy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Villy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.