Kontakt mellem mennesker er ved at være en sjældenhed – og er derfor kommet på museum i Den Gamle By

Det er efterhånden en sjældenhed at møde et menneske, der siger goddag, hvad kan jeg hjælpe med, ja så gerne eller farvel og tak. I hvert fald i det offentlige rum.

Kontakten med det offentlige skal snart være 100 pct digital. Man hæver kontanter i automaten, og transaktioner foretages via netbank. Flere og flere køber varer på nettet, og selvbetjeningskasser vinder frem i supermarkedet. På biblioteket stempler man selv de lånte bøger, og på stationen køber man sin billet i en automat.

Men tag det roligt, der er hjælp at hente. For nu er kontakt mellem mennesker kommet på museum i Den Gamle By. Akkurat som så mange andre ting, der er ved at forsvinde fra vores moderne verden!

At der bliver mindre kontakt mellem mennesker, har vi egentlig vidst længe. Men først for nylig er det blevet så klart for os, at vi har defineret det som en målsætning for Den Gamle By, at det, vi laver, nok har meget at gøre med både huse og ting, men at Den Gamle By først og fremmest er et museum, der handler om mennesker og kontakten mellem mennesker.

 

I det levende museum møder publikum mennesker, man kan snakke med, og som kan fortælle om livet i en helt anden tid.

Vi tog for alvor fat på denne opgave, da Den Gamle By i 2001 begyndte med det såkaldte levende museum, hvor vi installerede rigtige levende mennesker i stuer og køkkener.

I det levende museum er der åben ild i ildsteder og fuldt fyr på både vindovn og bilægger. Der er aktører i tro kopier af historiske dragter, som laver mad, strikker, henter vand, hugger brænde – og om kan fortælle historier fra deres dagligdag anno dazumal, og som publikum kan snakke med.

Efter indførelsen af det levende museum er publikum ikke længere nødt til bare at læse tekster på væggen og passivt se på tingene. Nu kan de gå i dialog med historien i form af rigtige mennesker, som vi har uddannet til at formidle andre tiders historiske virkelighed.

 

I de historiske butikker bliver man ekspederet, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed “ude i samfundet”.

Også når man træder ind i vores historiske butikker møder man mennesker. I Købmandsgården er det den gamle købmandssvend, i Bagerbutikken madammen eller den unge jomfru. Hos Isenkræmmeren og Boghandleren fra er det butiksindehaverne selv, der siger goddag, hvad kan vi hjælpe med! Og i Pouls Radio er det som oftest ”Poul selv”, der passer butikken.

I butikkerne kan man blive vejledt af en fagmand, og man kan købe ting og sager. Men formålet med butikkerne er ikke først og fremmest, at publikum skal købe noget. Formålet er, at vores gæster kan få den snart historiske oplevelse at blive ekspederet og serviceret – og så spørge og få en snak om vilkårene i 1864, 1885, 1927 og 1974.

 

I efteråret 2012 kunne museets publikum besøge den hjemløse Ulrik Szkobel, som havde lavet en hule i gården bag Legetøjsmuseet.

I efteråret 2012 havde vi ligefrem udstillet et rigtigt menneske. Nemlig den hjemløse Ulrik Szkobel, som selv havde fået den tanke, at det nok var de færreste, der havde mødt og talt med en hjemløs, og at det kunne de jo fint gøre i Den Gamle By. Han var blevet smidt ud fra sit midlertidige hjem et andet sted i Aarhus. Den Gamle Bys håndværkere hjalp med at flytte hans skur til baggården bag Legetøjsmuseet. Men det var Ulrik selv, der skaffede papkasser og andre ”byggematerialer”, så hans hule kunne åbne for museets publikum i oktober 2012. Hulen stod frem til nytår, hvor Ulrik flyttede et andet sted hen.

Mange mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at kontakte en hjemløs, gik i Den Gamle By ind i baggården, kiggede ind og fik en snak med Ulrik Szkobel i hans hjem – og fik dermed et indtryk af en verden, de normalt aldrig ville møde.

Da en journalist spurgte Ulrik, hvordan han havde det med at være udstillet på et museum, svarede han: ”Jeg udstiller ikke mig, tænker jeg, men dig! Folk kommer her og ser deres eget liv og kontrasterne gennem mig og mit liv”

Den Gamle By er et mangfoldigt museum, hvor der er traditionelle udstillinger, digitale formidlingsformer og levende museum. Men i takt med, at kontakten med mennesker i det offentlige rum bliver stadig sjældnere, vil vi i Den Gamle By lægge stadig mere vægt på, at man under et museumsbesøg kan møde og gå i dialog med rigtige mennesker.

 

 

Er museumsforskningen i fare for at forsvinde?

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det skal museerne lægge sig på sinde, mener Kulturministeriet. Efter vedtagelse af den nye museumslov sidste år er der kommet fokus på, at museerne nu skal forske på universitetsniveau og både producere ph.d’ere og publicere i peer-review.

Det lyder som udgangspunkt godt og rigtigt. Men jeg kan frygte, at der er en risiko for, at den langsigtede konsekvens heraf kan blive, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, vil blive neddroslet eller helt forsvinde. Og dermed vil konsekvensen blive det direkte modsatte af det, der var hensigten!

I Den Gamle By har forskningen i mange år haft samme funktion som udviklingsafdelingen har det hos Apple, Siemens eller Novo Nordisk. Undersøgelser og dokumentation indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde, og forskningen skal skabe nye erkendelser, ny viden og nye vikler, der kan berige dette arbejde.

 

Der ligger en omfattende research til grund for Den Gamle Bys arbejde med at indrette en gæstearbejderlejlighed anno 1974. Resultaterne er samlet i en diger rapport, som ikke er peer-reviewed, men dog det bedste grundlag for arbejdet med indretning af lejligheden.

Da Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin afhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store tekstilsamling.

Da Jeppe Norskov Stockholm i 2010 forsvarede sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark støttede den op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By, og ligeledes var Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år tænkt som grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

Det sidste år har Connie Jantzen arbejdet med middelalderbyen Aarhus og kunne i juni udgive en bog om emnet. Det er et arbejde, der bygge på hendes mangeårige virke som museumsinspektør med Aarhus som særligt emne. Publikationen indgår i et større projekt som Olaf Olsen var initiativtager til i 1977, men Connies arbejde er samtidig en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med at undersøge Aarhus’ historie og vil indgå som et grundlag for kommende udstillinger om byen.

Også i det daglige forsker museet. Fx når det skal afklares, hvorfor mørtel fra 1600tallet er mere elastisk end moderne mørtel; hvor man tørrede sit vasketøj i midten af 1800årene; hvilket typer fliser man brugte til fortov i 1920erne; eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1970erne.

Jolly-Cola reklamen er genskabt efter grundige studier af gavlreklamer fra begyndelsen af 1970erne.

Museumsforskningen er ikke frit svævende, og den er ikke et mål i sig selv. Forskningen er et middel til at kvalificere det daglige museumsarbejde. Men forskningen skal ikke være det, de er mest synligt for museumsgæsten.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Men vi mener, at museerne skal holde fast i, at vi er museer og ikke universiteter. For vil vi være universiteter, kan vi ligeså godt flytte forskningen hertil.

Den norske filosof Jon Elster er i forskellige sammenhænge citeret for udsagnet, at de største forandringer ofte sker som utilsigtede konsekvenser af intentionelle handlinger. Og det er lige præcis, hvad jeg frygter kan komme til at ske i dette tilfælde.

Man ønsker at opprioritere museernes forskning ved at gøre den mere universitetsagtig, og konsekvensen kan meget vel blive, at forskningen derved fjernes så meget fra det almindelige museumsarbejde, at den ikke længere kan berige og kvalificere dette.

 

Den Gamle Bys har succes med at fortælle historien om almindelige mennesker fra en tid, som de fleste har et forhold til

Torsdag 20. juni åbnede Tårnborg 1974 for publikum. Siden er gæsterne strømmet til, og antallet af besøgende i Den Gamle By er visse dage nærmest doblet op i forhold til sidste år, som også var et godt år for museet. Det giver anledning til at fundere over, hvorfor Tårnborg er så populær.

Tårnborg er et billede på almindelige danskeres liv i begyndelsen af 1970-erne. Her et kig ind i kernefamiliens stue.

For at indkredse Tårnborgs popularitet vil jeg konsultere fire markante museumsfolk, nemlig waliseren John Willliams-Davies, nordmanden Olav Aaraas, hollænderen Jan Vaessen og svenskeren Artur Hazelius.

John Williams-Davies fra St. Fagans i Cardiff pointerede i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, at de første open-air museer, der blev grundlagt omkring 1900, var både radikale og relevante institutioner. Radikale fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og relevante fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere og dannede samfundslag. At open-air museerne især interesserede sig for almindelige mennesker gjorde dem overordentligt populære, og de opnåede langt større besøgstal end de traditionelle museer.

Museumsdirektør John Williams-Davies fra National Museums of Wales

Norske Olav Aaraas er nok det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et hjem fra samme år, altså 1986. Fra 1993, da Olav Aaraas var blevet direktør for Maihaugen i Lillehammer markerede han museet med det store projekt for at flytte en hel serie én-familie huse til museet, så disse huse kunne vise, hvordan almindelige nordmænd har levet i alle årtier i 1900-tallet. Se tidligere indlæg herom.

Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum. Tidligere var han direktør for først Sogn Folkemuseum og siden Maihaugen, hvor han for alvor satte samtiden på museum.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 pegede Olav Aaraas på, at museumsfolk igen og igen må spørge sig selv: Hvad er det, der interesserer de besøgende mere end noget andet? Og han svarede: Dem selv, naturligvis! ”Vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Jan Vaessen var i næsten 20 år direktør for Nederlands Openluchtmuseum.

Også hollænderen Jan Vaessen har stået bag store og nyskabende samtidsprojekter. Bl.a. flyttede hans museum, Nederlands Openluchtmuseum, i 2002 et stor, gammel går til museet og lod den fremstå som netop det år, den blev flyttet. Her kunne de besøgende så se, hvordan en almindelig hollandsk familie bor.

Da Jan Vaessen og jeg engang diskuterede, hvad museer skal fokusere på, sagde han klart: Vi er ikke et museum om ting, og heller ikke et museum om huse. Vi er et museum om mennesker!

Alle disse tre museumsmænd har de senere år hver på deres måde stået bag markante nybrud på deres museer.

Det er interessant, at også grundlæggeren af verdens første open-air museum, svenskeren Artur Hazelius, var på linje hermed for over hundrede år siden. Hazelius skabte i 1873 og 1891 de to stockholmske tvillingemuseer Nordiska Museet og Skansen. Som et motto for museumsvirksomheden valgte han aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

.

“Kend dig selv!” satte svenskeren Artur Hazelius som motto for sine museer Nordiska Museet og Skansen.

”Kend dig selv!” er virkelig noget af en missionsstatement, som man vil sige i dag. Men pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne.

Ovennævnte små historier har været med til præge Den Gamle Bys museumssyn, sådan som det kommer til udtryk i Tårnborg 1974.  Museet skal handle om mennesker, som de er flest, det skal være for almindelige mennesker og så skal det også være med almindelige mennesker.

 

I Tårnborg kan man på skærme møde de forskellige beboere. Her to af beboerne i kollektivet.

Heri, tror jeg, ligger en stor del af hemmeligheden bag Tårnborgs appel. Og den erkendelse vil også i de kommende år sætte præg på den måde, Den Gamle By løbende bliver udviklet og opdateret.

Kilder

John Williams-Davies: “Now Our History is Your History”: The Challenge of relevance for Open-Air Museums, Folk LIfe. Journal of Ethnological Studies vol 47, 2009 s.115-123

Olav Aaraas: Let our visitors be important historical persons, i Authenticity and Relevance. Report from the 24th Conference in the Association of European Open Air Museums in Den Gamle By 2009, trykt 2011 s 141-145

Jan Vaessen: Know Thy Neighbour, i On the Future of Open Air Museums, Jamtli Förlag 2008 s 22-31

 

 

Museum i Wales opfandt koncept for at vise forandringer i bygnings- og boligkulturen

For 30 år siden tog det walisiske open-air museum St. Fagans initiativ til at fokusere på Wales’ industrielle kulturarv. Samtidig blev museet ført helt op til nutiden. Museet genopførte en række minearbejderboliger, der viser udviklingen fra 1805 til 1985. Det var banebrydende og en kæmpe succes.

I 1987 åbnede St. Fagans i Cardiff seks rækkehuse, som viser udviklingen i bygnings- og boligkultur fra 1805 til 1985.

I årene omkring 1980 kunne den walisiske museumsdirektør Eurwyn Williams konstatere, at en central del af Wales kulturhistorie var ved at blive ødelagt. Nemlig de karakteristiske sammenbyggede minearbejderboliger, der i disse år blev ombygget eller revet ned, så områdets boliger kunne leve op til den moderne tids krav.

Eurwyn Williams var direktør for Wales nationale open-air museum St. Fagans, som dengang blev kaldt Museum of Welsh Life og tidligere endnu for Welsh Folk Museum. Et museum, der som så mange open-air museer især fokuserede på landbrugskulturen og den før-industrielle periode.

 

De gamle minearbejderboliger i Wales levede ikke op til nutidens krav og var voldsomt nedslidte. Selvom de ikke blev regnet for værdifuld national kulturarv, valgte det walisiske open-air museum at hjemtage en hel række af boligerne for her at kunne fortælle den vigtige national historie om minearbejderkulturen, som omkring 1980 var på vej til helt at forsvinde.

Banebrydende projekt

I 1982 indledte museet nedtagningen af seks sammenbyggede minearbejderhuse fra Rhyd-y-car, der lå tæt ved det gamle bycenter i Merthyr, nord for den walisiske hovedstad Cardiff. Husene var opført omkring 1795 og en simpel og primitiv hustype. De var opført af ejeren af den lokale jernmine som hjem for minearbejderne.

Rhyd-y-car projektet skulle vise sig at blive banebrydende i to henseender. Dels fordi man her gik helt op til nutiden, dels fordi man her for første gang benyttede et formidlingsgreb, hvor museets publikum kan se samme hustype versioneret til forskellige perioder.

 

Man vurderede, at den ældre del af historien om bygninger og beboere ville virke uinteressant for de besøgende og nøjedes derfor med at lave et enkelt af rækkehusene som det tog sig ud i 1805.

Modeller for rekonstruktion

Man overvejede tre forskellige koncepter for rekonstruktionen. Den ene model var at føre alle seks huse tilbage til deres oprindelige udseende omkring 1800. Den model blev hurtigt valgt fra, fordi det ville kræve ganske megen formidling at fortælle denne historie, hvortil kom, at man vurderede, at publikum ville finde historien uendelig kedelig.

Den anden model var at lade hele rækken af huse stå færdig i det ydre og kun med adgang til et eller to af husene, mens man så kunne have toiletter, lagerrum eller kontorer i de øvrige huse.

Helt op til nutiden

Begge koncepterne blev valgt fra, og man nåede frem til at ville vise husene som de havde set ud til forskellige tider, fra 1805 til 1985.

At gå helt op til 1985 var radikalt og ikke set før. For da de walisiske museumsfolk arbejdede med sagen i 1984-85, vidste de jo ikke, at nordmanden Olav Aaraas havde lige så originale tanker med sit parcelhus fra 1986 på Sogn Folkemuseum. Læs om projekterne i Norge

 

Når man ser en hel række af samme hustype, bliver det lettere for museets publikum at forstå forskellene i bygnings- og boligkultur over tid. De seks rækkehuse bliver en slags nøgle til kulturhistorien.

Svært at se forskel på 1600 og 1800

Ligeså radikalt valget af et nutidigt årstal var, ligeså nyskabende var formidlingsgrebet, der gik ud på at lade rækkehusene vise, hvordan både bygning, indretning, møblement og haver havde set ud til forskellige tider.

Eurwyn Williams fortalte i 1988 en kreds af europæiske open-air kolleger, hvad der ledte ham frem til dette koncept. ”Det er en stort problem for mange open-air museer, at den almindelige besøgende har vanskeligt ved at se forskel på forskellige historiske perioder. En bondegård fra 1600 er for lægfolk ikke meget forskellig fra en gård anno 1800”.

En nøgle til historien

Senere har han overfor mig også fortalt, at det selv for ham som fagperson kan være uendelig svært at se forskel på forskellige tidsperioder, så snart han blot er lidt uden for sin egen kulturkreds, hvad enten det er i Skandinavien eller Centraleuropa eller mere fjerne kulturer som Afrika og Asien.

Altså, antog ham, måtte det også være svært for udenlandske turister, der kom til St Fagans og her så den walisiske bygnings- og boligkultur.

”Vi håbede med denne model at kunne give museets besøgende en nøgle til historien, idet selv børn ville kunne genkende ting fra det seneste hus, mens forældre og bedsteforældre ville kunne fortælle og forklare om andre perioder”.

Rigtige mennesker 1805, 1855 og 1895

Museet valgte årstallene 1805, 1855, 1895, 1925, 1955 og 1985. De tre første årstal blev valgt fordi man her havde gode kilder og fordi der var en særlig historie at fortælle i relation til husenes oprindelige beboere. Husenes ydre og indre blev udformet, som de tog sig ud på de pågældende tidspunkter med disponering af rummene, faciliteter (eller mangel på samme) og møblement, ligesom historien om de personer, der rent faktisk boede i husene på de valgte tidspunkter, blev fortalt på forskellig vis.

 

Man ønskede ikke at udstille mennesker, som stadig levede, eller hvis børn stadig levede. Derfor er husene for årene 1925, 1955 og 1955 indrettet som gennemsnitshuse med idealtyper som beboere.

Idealtyper 1925, 1955 og 1985

Anderledes for de tre seneste årstal, 1925, 1955 og 1985. Her valgte man typer frem for konkrete personer, idet man ikke ønskede at udstille nulevende og genkendelige menneskers historie på museet. Til grund for valget lå grundige undersøgelser om repræsentativitet, og man fandt frem til nogle “gennemsnits minearbejdere”, som ideelt set kunne have boet i husene.

I denne periode ændrer husene ganske meget karakter. I 1925-huset er der indlagt vand. I 1955 er loftsrummet inddraget og soveværelset flyttet til førstesal, det traditionelle skifertage er skiftet ud med simple tagsten, og en række funktioner er flyttet til et skur i haven. Og 1985-huset er det, som nogen vil kalde den bygningskulturelle degenerering fortsat med metalvinduer og tagrender i plastik.

Scenograferingen af Rhyd-y-car husene er virkelighedsnær med rod og skrammel overalt.

Blåstempling af dårlig smag?

Dette sidste gav anledning til overvejelser om, hvorvidt en bevaring og udstilling af denne simple, moderne bygningskultur ville blive betragtet som en slags blåstempling.

Konklusionen var – heldigvis, fristes man til at sige – at museet ikke skal være smagsdommer, men fokusere på at dokumentere, bevare og formidle virkelighedens verden, hvad enten museumsfolkene synes om den eller ej.

Slitage

Rhyd-y-car projektet skulle blive det mest succesfulde i museets historie, og i en artikel fra 1989 fortæller Eurwyn Williams, at de meget små huse besøges af mellem 150.000 og 200.000 museumsgæster om året. Det giver en voldsom slitage, og museet har derfor sørget for at indsamle et stort lager af ting, som kan bruges til at erstatte de tæpper, stole og andet, der bliver slidt op. På museets magasiner har man naturligvis bevaret originaler, mens tingene i husene nødvendigvis må blive slidt ned over tid. Samme model anvendes i øvrigt af flere engelske open-air museer.

 

Som noget nyt kunne publikum spejle sig selv i den historie, som museet fortalte, som her i boligen fra 1985.

Et nyt publikum

Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum som supplement til det hidtidige publikum, der især relaterede sig til Wales landbrugshistorie. Nemlig minearbejdere og deres familier, og dermed blev museet også repræsentativt for den befolkningsgruppe, der måske mere end nogen anden har kendetegnet store dele af Wales.

Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der normalt ikke plejede at gå på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.

Endelig var Rhyd-y-car projektet inspirationskilde til rækkehusene fra Tilburg, som nogle år senere blev opført efter samme koncept som et vigtigt element i fornyelsen af Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem i Holland.

 

Et kig ind i børneværelset fra 1985.

Kilder

Eurwyn Williams: The Concept of Change in History. Recent Developments at the Welsh Folk Museum, Cardiff, trykt i Report of the Association of European Open Air Museums Conference in Interlaken 1988, Switzerland 1990 s 148-50.

Eurwyn Williams: Re-erection, Restoration and Interpretation: The Rhyd-y-Car Houses at The Welsh Folk Museum, trykt i Social History Curator Group, Journal 16 (1988-89) s 33-36.

Rundvisning og samtaler med tidl. museumsdirektør Eurwyn Williams, St. Fagans, juli 2009.

Rundvisning og samtaler med museumsdirektør John Williams-Davies, St. Fagans, juli 2009

 

Museumsfolk protesterede, da norske open-air museer satte samtiden på museum

De fleste besøgende elskede det. Men i kultur- og museumskredse var der markant modstand, da open-air museer i Norge begyndte at sætte den nyeste historie på museum. Nu er det et krav i Norge, at alle museer skal have den nyeste historie med i deres arbejde. De norske initiativer var med til at inspirere Den Gamle By til at gå op i tiden med en bydel, der viser 1960’erne og 70’erne med fokus på 1974.

I 1986 stod den dengang 36-årige museumsdirektør Olav Aaraas bag åbningen af noget så anderledes som et moderne parcelhus. Det skete på det norske open-air museum i Sogn, der også er kendt som De Heibergske Samlinger. Det helt specielle var, at huset stod præcis som – ja i 1986, samme år som det åbnede. Villaen var indrettet ned til mindste detalje efter model af et eksisterende hjem i samme distrikt ved Sognefjorden.

Det gav umiddelbart anledning til en masse kritik fra det norske museums- og kulturkleresi. Siden skulle Olav Aaraas’ initiativ blive kendt som verdens første samtidsprojekt på et open-air museum.

 

I 1986 opførte den unge museumsmand Olav Aaraas et parcelhus på Sogn Folkemuseum. Huset viste samme år, 1986, og det var verdens første samtidsprojekt på noget open-air museum. Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum.

Museumsfolk kaldte parcelhuset en skandale

Parcelhuset fra 1986 er finansieret af Norsk Kulturråd. Den bevilling fik voldsom kritik på de norske museers årsmøde året efter, hvor en deltager er citeret for følgende udsagn: ”Det er en skandale…. Et typehus! I en tid da bevaringsarbejdet mangler midler bruges altså 200.000 kr til at opbygge et arkitektonisk fuldstændig værdiløst byggeri på et af vores ældste og fineste friluftsmuseer. Og ikke bare værdiløst! De standardiserede typehuse har jo langt hen ad vejen forfladiget og ødelagt vores byggeskik. Og nu skal de altså på museum og gives værdi på linje med de smukkeste bygningsmonumenter, som vores kultur har frembragt”.

 

“Tænk hvis Maihaugen skulle begynde på sådanne tåbeligheder”, sagde en norsk museumsleder som kommentar til åbningen af et parcelhus på Sogn Folkemuseum. Maihaugen i Lillehammer er et af verdens ældste og fineste open-air museer med gamle norske gårde, sæteranlæg, stavkirke, en lille stationsby og en fin udstillingsbygning.

Taleren foreslog, at man i stedet for at bruge penge på sådanne huse blot kunne ”indsamle brochurer og kataloger som dokumentation for nutidens boliger og inventar”. Han spurgte retorisk: ”Hvordan skal vore friluftsmuseer ikke komme til at se ud, hvis dette bliver normen”. Og han sluttede: ”Tænk hvis Maihaugen skulle begynde med sådanne tåbeligheder!”.

Villakvarter på Maihaugen vakte også modstand

Få år efter, i 1993, blev Olav Aaraas ironisk nok direktør for Maihaugen, som er et af Norges – og verdens – absolut fineste open-air museer. Et museum med gamle gårde, sæteranlæg, stavkirke, en lille stationsby og en fin udstillingsbygning.

I 1994 lancerede den nye direktør et radikalt nyt projekt med at flytte en hel serie énfamilie-huse til museet. Ambitionen var, at museet skulle rumme et parcelhus fra hvert årti i 1900årene. Det seneste skulle være et helt nyt fra 1990’erne.

Maihaugens parcelhuskvarter har været en vigtig inspirationskilde for Den Gamle Bys idé om moderne bykvarterer.

 

Når man besøger Maihaugens parcelhuskvarter, er det næsten som at genopleve sin egen historie. Ambitionen er, at museet skal rumme et parcelhus fra hvert årti i 1900’årene.

”Det var ikke let at lancere disse nye ideer”

Det skete ikke uden sværdslag, og Norsk Kulturråd, der havde bevilget midlerne til Olav Aaraas’ projekt på Sogn Folkemuseum, var nu blevet mere forsigtige.

Olav Aaraas, fortæller: ”Det var ikke let at lancere disse nye ideer…. For de bevilgende myndigheder var det uhørt, at museer skulle beskæftige sig med så nære tidsperioder. Man frygtede, at museerne skulle ”miste deres sjæl”, at de nye bygninger ville legitimere en simpel og uæstetisk kultur. For mange fremstod museerne som afsluttede helheder, som ikke burde forandres. Modstanden mod de nye tanker var så stærk, at Norsk Kulturråd nægtede at give penge til de to første huse”.

Også internt i museet var der modstand. Men det forhindrede ikke Olav Aaraas i at realisere sine planer, og i perioden 1995-2001 blev der flyttet seks huse, der blev placeret i et særligt villaområde, der var reserveret til formålet. Husene dækker perioden fra 1920 til 1995.

 

Køkkenet fra 1970’erne kan næsten ikke være mere 70’er. For mig personligt var det som et fascinerende flashback til til min egen ungdom.

Publikumssucces at vise miljøer fra samtiden

Da husene først var genopført og åbnet for publikum, ændrede holdningen sig hurtigt fra negativ til overordentlig positiv, og husene blev umiddelbart en publikumssucces.

”Det gamle museum levede videre i bedste velgående” fortæller Olav Aaraas, ”og i dag vandrer skoleklasser hele vejen fra de gamle middelalderlige røgstuer til 1990-tallets mikrobølgeovn”.

”I dag er samtidsdokumentation en selvfølgelig del af norsk museumsvirksomhed, og fra statens side er det nu tvært imod en forudsætning for tilskud, at museerne også inkluderer nyere tid i deres arbejde”.

 

I børneværelset fra 1980’er parcelhuset roder det, sådan som det altid gør i et børneværelse.

Maihaugens villakvarter er det eneste af sin art på verdensplan og det hidtil største enkeltprojekt, der viser den nyeste tid på museum. Projektet har inspireret en række andre museer til at gå tættere på nutiden. Bl.a. Den Gamle By, som nu er i færd med at åbne et helt bykvarter, der viser bygningskultur, boliger og erhverv fra 1960’erne og 70’erne med fokus på året 1974.

Samtidig med Olav Aaraas’ parcelhusprojekt på Sogn Folkemuseum skete der et spændende nybrud på det store walisiske open-air museum i Cardiff. Herom handler næste indlæg på denne blog.

 

Kilder

Olav Aaraas: Om uestetiske museer, i Arnfinn Engen (red): Maihaugen 100 år – evig ung, 2004 s 179-90

Olav Aaraas’ brev til undertegnede 5. januar 2007

Olav Aaraas blog Museumsstyrer Musum Opptegnelser. Indlæg 21. januar 2011: Uestetiske Museer, se http://museumsstyrermusum.blogspot.dk/search/label/samtidsdokumentasjon

Samtaler med museumsdirektør Olav Aaraas

 

 

 

 

 

I 1970’erne kom industrikulturen på open-air museum

På nordengelske Beamish oplevede jeg for første gang et museum, hvor jeg kunne genkende stemninger fra min egen tid.  Beamish begyndte sammen med to andre engelske museer og et tysk at sætte vores industrielle kulturarv på museum. Og det var i sidste øjeblik! Indtil da havde næsten alle open-air museer især interesseret sig for det gamle landbrugssamfund.

 

Black Country Living Museum har nogle enestående troværdige miljøer. Museet, der åbnede i 1978, ligger i Dudley, midt i verdens ældste industrielle landskab.

Først vidste jeg ikke hvad det var. Men det lå jo lige for: Lugten af kul, olie og dampmaskine! Pludselig var jeg i en tidskapsel, og rent mentalt røg jeg helt tilbage til stemninger fra min tidlige barndoms besøg på Viborg Banegård.

Oplevelsen kom i 2001 under et besøg i Beamish, som er ”the North of England Open Air Museum” og ligger naturskønt i Durham County lidt syd for Newcastle. Det var forunderligt – og meget tankevækkende at erfare, hvad lugten af kul, olie og damp kunne gøre ved min erindring. Senere besøgte jeg Blist Hill Victorian Town, som er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust i Shropshire i Midtengland, og det nærliggende Black Country Living Museum i Dudley.

Beamish eksperimenterer med rekonstruktion af lokomotiver fra 1820’erne. Det lugter helt rigtigt, og publikum kan få en køretur ud i det tidligt industrielle landskab. Beamish ligger lidt syd for Newcastle og åbnede i 1972.

 

Beamish rummer også et bykvarter anno 1913 med butikker, tandlæge, spillelærerinde, bilværksted, Coop, loge og meget mere.

De tre engelske museer blev planlagt i løbet af 1960erne og åbnede i begyndelsen af 1970erne. Det gjaldt også det tyske open-air museum for håndværk og teknik i Hagen, der ligger i Westfalen på kanten af Ruhr-distriktet.

Indtil da var stort set alle open-air museers fokus på den før-industrielle periode. De fleste viste miljøer fra det gamle landbrugssamfund, mens enkelte – som fx Den Gamle By – viste urbane miljøer, også fra den før-industrielle periode. Pointen er, at de viste miljøer var så langt væk i tid, at de ikke sagde nutidens mennesker ret meget.

 

Blist Hill Victorian Town i Ironbridge-komplekset åbnede i 1973 og rummer bl.a. en jernværk, der engang imellem er i drift.

.

I tyske Hagen, der åbnede i 1973, fokuserer man på tidlige industrielle teknikker. Som her et mølledrevet hammerværk. De ansatte skal have høreværn, men det behøver de besøgende ikke – selvom larmen er øredøvende!

Alle fire museer voksede frem i markante industriområder, og de var præget af en enorm entreprenørånd og vækst de første år. Den tidlige industrielle kulturarv var ved at forsvinde, så hvis den skulle reddes, måtte der handles og det skulle gå hurtigt. Der var ikke tid til strategiplaner, grundige museale overvejelser og minutiøs registrering. Det var bare med at redde, hvad reddes kunne. “Unselective Collecting” kaldte grundlæggeren af Beamish, Frank Atkinson, det i en artikel fra 1985: ”You offer it, we take it!”

 

Black Country Living Museum rummer butikker og miljøer, som minder om dem, man kunne finde i danske købstæder og stationsbyer fra 1920’erne til 1950’erne.

 

I Black Country Living Museum kan man købe fish & chips, som er lavet som i 1950erne. Det dufter over hele museet og er en kæmpesucces.

For mig som museumsmenneske var det noget af en øjenåbner at opleve, hvor meget det personlige link betyder for den besøgendes engagement. Hvad enten, det drejer sig om lugten af kul og dampmaskine eller om  fish & chips i avispapir og stegt i oksefedt.

I midten af 1980’erne skete næste nybrud, da et museum i Norge satte et moderne parcelhus på museum. Det vakte stor modstand i museums- og kulturkredse, men blev en stor publikumssucces.

 

Oversigt

Beamish. The North of England Open Air Museum

Ligger ude på landet i County Durham, lidt syd for Newcastle. Åbnet for publikum 1972. Rummer lille herregård 1825, jernbane 1825, bykvarter 1913, station 1913, farm 1913, minelandsby med mine 1913. Publilkum transporteres rundt på det store museum med sporvogn og busser. Omkring 500.000 årlige besøgende. http://www.beamish.org.uk/

Blist Hill Victorian Town

Er en del af Ironbridge Gorge Museum Trust og ligger ved Telford i Shropshire i Midtengland. Åbnet for publikum i 1973. Viser årtierne omkring 1900 og rummer et bykvarter, et jernværk og byens opland. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.ironbridge.org.uk/our-attractions/blists-hill-victorian-town/

Westfälisches Landesmuseum for Handwerk und Technik, Hagen

Åbnet for publikum i 1973. Ligger i den langstdsrækte Mäckingerbach dal i Hagen og består af tre bygningsgrupper, hvor de første to viser forskellige tekniske anlæg, mens den sidste viser et bykvarter med håndværk og butikker. Omkring 200.000 årlige besøgende. http://www.lwl.org/LWL/Kultur/LWL-Freilichtmuseum_Hagen/

Black Country Living Museum

Belliggende i Dudley ved Birmingham, midt i verdens ældste industrielle landskab. Museet rummer et bykvarter med boliger, butikker og baggårde med værksteder. Der ud over en industrihavn, kalkovn samt flere dampmaskiner. Omkring 300.000 besøgende årligt. http://www.bclm.co.uk/

 

 

I Beamish er der guidede ture i museets mine. Når kun et tællelys oplyser gangen, kommer man som besøgende tæt på en forståelse af virkeligheden for datidens minearbejdere. Men de besøgende skal ikke bryde kul og kommer ud i dagslyset efter et kvarter!

 

Kilder 

Adelhart Zippelius: Handbuch der europäischen Freilichtmuseen, Köln 1974

Frank Atkinson: The Unselective Collector, Museum Journal, 85, 1985

Rosemary E. Allen: Beamish. The Making of a Museum, 1991

Frank Atkinson: The man who made Beamish, Gateshead 1999

Sten Rentzhog: Open Air Museums. The history and future of a visionary idea, Carlssons 2007

David Eveleigh: Black Country Living Museum, 2012

 

 

Hvad kan man bruge museer til?

Når man som jeg arbejder med museum og historie er det naturligt med mellemrum at stoppe op og overveje, hvad man egentlig kan bruge museer til og hvorfor det er vigtigt at bruge tid og penge på at have museer.

 

Samfundet bruger ressourcer på at have museer, publikum betaler for at besøge dem, og jeg har brugt mine måske bedste år på at lede og udvikle et museum. Så et eller andet må man vel forhåbentlig kunne bruge dem til.

Hvorfor har vi museer? Hvad er deres nytteværdi?

Det er selvfølgelig spørgsmål, som det ikke er muligt at svare hverken kontant eller entydigt på, for museer er ikke konkrete instrumenter, der skal anvendes til noget bestemt, og man kan nok også roligt gå ud fra, at svarene på de stillede spørgsmål vil variere over tid.

Personligt mener jeg, at museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutidens mennesker. Gennem mine godt og vel 25 år som museumsleder er jeg nået frem til tre pejlinger af, hvad man kan bruge museerne til.

 

Da den Gamle By arbejdede med at genskabe Møntmestergårdens enestående 1700-tals fik unge malersvende erfaringer med materialer og håndelag, der var gået i historiens glemmebog.

Glemte ressourcer

Den første pejling har at gøre med det forhold, at der ved enhver udvikling, ved ethvert fremskridt, lades noget tilbage, som der ikke er rum for her og nu, men som måske rummer ressourcer i fremtiden. Det er museernes opgave at gemme disse ting til andre tider.

Et konkret eksempel kan være Den Gamle Bys arbejde med de historiske håndværk.

Museets håndværkere anvender teknikker, der har været brugt gennem århundreder, men som nu er ved at gå i historiens glemmebog. Mureren læsker selv sin kalk og maleren blander selv sin maling – så ved vi, det er kvalitet.

Gang på gang understreger museets fagfolk, at håndværket kun lever, når det bruges. Nok kan meget skrives ned, og film og foto kan også være nyttige, men det er frem for alt det daglige arbejde, der giver det håndelag og den gefühl for materialer, der er kernen i det traditionelle håndværk. Derfor løfter museets håndværkere også jævnligt pegefingeren og advarer mod akademisering af håndværket og af bevaringsområdet i det hele taget. Man kan ikke læse sig til det – håndværket ligger i hånden.

 

Ved at bruge sit fag, fastholder Den Gamle Bys håndværkere glemte teknikker og kompetencer, som måske på et tidspunkt kan vise sig at være en ressource, man ikke vidste, man havde brug for.

Den håndværksmæssige viden fastholdes i Den Gamle By gennem arbejdet med at vedligeholde museets historiske bygningsmasse, hvoraf hovedparten stammer fra før 1800, og teknikker og kundskaber overføres fra generation til generation ved uddannelse af lærlinge og ved at unge svende går som føl hos mere erfarne håndværkere.

Dermed fastholder museet en kompetence, som kan bruges i forbindelse med vedligeholdelse af den ældre bygningsmasse, som stadig udgør en ganske stor del af bygningsmassen i Danmark.

 

Den Gamle Bys gartner bevarer planter af ældre sorter og er dermed med til at sikre mangfoldigheden i vores levende kulturarv. Planterne formeres og sælges, hvormed flere får glæde af dem, og samtidig er der mange flere, der er med til at bevare de historiske planter.

Reservoir for inspiration

Den anden pejling har at gøre med, at museet som en anderledes historisk ramme udgør en slags frirum i forhold til dagligdagens trummerum. Et frirum, der måske på nogle områder kan lignes med menneskets underbevidsthed. Lad mig prøve at illustrere det.

Jeg tror, alle kender situationen. Man tumler med et problem, som ikke umiddelbart lader sig løse. Man prøver fra forskellige leder og kanter, men kan ikke her og nu finde en tilfredsstillende løsning. Man lader tiden gå, og så sker det lige pludselig. Bedst som man vasker op, slår græs, cykler hjem fra arbejde eller er lige ved at falde i søvn, så er den der! Som i et glimt står problemets løsning klar og tydelig. Det, der her sker, er naturligvis, at underbevidstheden arbejder videre med problemet, mens bevidstheden slapper af eller beskæftiger sig med noget andet. Når underbevidstheden får tilstrækkelig ro til det, trækker den på viden og ressourcer, som ikke umiddelbart er tilgængelige, mens det går mest hedt til i arbejdsprocessen. Man trækker på et hengemt lager af indsigt og viden, som ikke tidligere har været nyttiggjort, og som derfor er blevet stuvet af vejen et sted, hvor det ikke er så lige til at finde.

 

Når man går fra hverdagen til et anderledes miljø, åbnes sindet for nye tanker og inspiration. Fx når man under en aftenvandring virkelig oplever, hvad lyset betyder.

Måske kan man sige, at museerne er en del af samfundets underbevidsthed. En slags kulturhistorisk reservoir for kontemplation, eftertanke og inspiration, hvor personer såvel som samfund kan få et frirum, hvor associationerne kan flyve frit, hvor tankerne kan finde nye veje og hvor hengemt kundskab og indsigt, som pludselig kan vise sig nyttigt i nutiden.

Når moderne børn besøger Den Gamle By og får en ny identitet, noget andet tøj på og fx kommer i skole, oplever de en helt anden verden.

Glæde

I den tredje og sidste pejling er konklusionen, at man egentlig ikke kan bruge museerne til noget. De har ingen eller kun sjældent en egentlig nytteværdi.

Akkurat ligesom en nyudsprunget bøgeskov eller en solnedgang ikke har nogen umiddelbar nytteværdi. Det er fænomener, der ikke er målbare, men som giver mennesker indsigt og glæde. Og det er da heller ikke så ringe – men det er sjældent, det tæller i kvantitative nytteopgørelser.

Albert Einstein er blevet citeret for at sige: ”Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts”.  Det er det, det her drejer sig om.

Det er ret beset enestående, at gæsterne i Den Gamle By kan fornemme stemninger, som nutidens mennesker ingen mulighed har for at opleve andre steder.

Relevans

Vi har i en årrække levet i et samfund i konstant forandring – og den situation ændrer sig efter alt at dømme ikke de næste mange år. I et sådant samfund bliver kulturarven en vigtig bagage og inspirationskilde for de mennesker, der skal forsøge at finde sig ståsted og pejlepunkter.

Det er min grundlæggende opfattelse, at historien og museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutiden. Museerne arbejder nok med fortiden, men de gør det i nutiden og under hensyntagen til fremtiden. Det, vi laver på et museum, gør vi jo ikke af hensyn til fortiden – eller til tingene. Tingene er døde og fortiden er forbi! Nej, vi laver museum for nutidens og for fremtidens mennesker ud fra den overbevisning, at museumsvirksomheden kan bibringe nutiden og fremtiden et eller andet.

Hvad dette ”et eller andet” så indebærer, er det ikke så let at svare på. Ovenstående er et forsøg.