Tag-arkiv: Relevans

Uden mørket er det svært at se lyset

Den af

I disse dage hænges millioner af LED-lyspærer op i det ganske land og varsler julens komme. I dette indlæg fortælles om betydningen af lyset i mørket og de mangeartede skikke og traditioner, der har formet den danske jul. 

Når danskerne juleaften tænder lysene på juletræet, så slukker de fleste først på kontakten. For først når det elektriske lys er slukket, kan man se det særlige samspil med mørket, som de levende lys giver. Det er noget af det, der gør julen til rigtig jul.

På samme måde med adventskransen, der fandt vej over grænsen fra Tyskland efter første verdenskrig og for alvor blev udbredt i Danmark i slutningen af 1940’erne. Jo nærmere vi kommer på julen, des flere lys tænder vi i kransen. Og vi nyder den typisk i mørkningen, for vi ville jo næsten ikke kunne få øje på den i en fuldt oplyst stue.

Heller ikke den endnu senere skik med kalenderlyset kommer til sin ret i totalt oplyste rum. Eller den svenske – og nu danske – Luciaskik.

Vi passer på, at vi ikke lyser så meget, at vi slet ikke kan se lyset i mørket. For det er jo det, det hele drejer sig om.

Selve ordet jul er et hedensk ord, og vores jul er i bund og grund en hedensk fest. En fejring af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Man ser frem mod lysets snarlige komme som et tidens tegn for grøde, vækst og fremgang.

Men julen er også så meget andet. Julen er en fejring af Jesu fødsel og en markering af vores kristne kultur. Den er også et stort gilde med masser af mad og drikke. Og den er udveksling af gaver, ja man kan næsten sige, at julen i dag er et kommercielt gaveræs.

Julens traditioner giver os fast grund under fødderne, de giver os en fornemmelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv.

Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af udstillinger, levendegørelser, historiske butikker og anderledes smagsoplevelser prøver vi at give vores gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

For mig personligt begynder juletiden, når dagene for alvor begynder at blive korte. Det sker sådan engang i første halvdel af november. Det er mørkt, når man står op, og mørkt når man cykler hjem fra arbejde. Og så forløses det hele i dagene omkring juleaften, hvor året vender, og lyset lidt efter lidt begynder at vende tilbage. Uendeligt langsomt, men man ved, at det går den rigtige vej.

Det markerer vi nordboere ved at tænde lys, ved at være sammen og ved at hygge os. Og det, vi er sammen om, det er traditioner, der har så mange århundreder på bagen, at ingen rigtig kender deres oprindelse.

Præsteenken i Eilschous Boliger strikker i skæret fra et enkelt lys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

”Guuud, var der virkelig så mørkt?”, spørger mange gæster, når de besøger den ældste del af Den Gamle By i december måned. Og svaret er: ”Nej, i 1800-tallet og før var det meget mørkere”.

For ikke skræmme vores gæster bort, har vi derfor valgt et kompromis. Nemlig at placere en del flere gaslamper og portlygter, end der i virkeligheden ville være. Men mørket er alligevel så markant, at de fleste nutidsmennesker får en troværdig fornemmelse af spillet mellem lys og mørke i de gamle købstæder.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

Man havde normalt lys i det rum, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man lyset med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug, en såkaldt lysedug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget det hvide stof forstærker lyseffekten.

I dag er der ikke så mange, der tror på nisser, trolde og andet såkaldt overtro. Det skyldes måske, at vi er blevet mere oplyste i den forstand, at vi ved mere. Men det skyldes nok også, at vores verden og vores omgivelser med det elektriske lys er blevet mere oplyste.

Prøv blot at gå en mørkningstur i Den Gamle Bys gader. Eller kig ind til præsteenken i Eilschous Boliger, som alene oplyses af skæret fra ildstedet og et enkelt tællelys.

Mørket er overalt, og hvor det møder det flakkende lys er der glimt og bevægelser, der giver let spil til fantasien. Så folk, der har øjnene indstillet på den rigtige måde, kan se nisser og andre små væsner, som normalt ikke viser sig om dagen.

Ja, selv moderne, oplyste mennesker kan – ofte med en let gysen – komme ud for, at se et eller andet, som de aldrig vil kunne få øje på i de rum, hvor de normalt opholder sig, og hvor man bare trykker på en knap på væggen – og så er rummet totalt oplyst.

Når der i 1800-tallet og før var fest i de kredse, der havde råd, var lyset et vigtigt element.

For de, der til daglig var vant til et enkelt lys, var det noget helt specielt at opholde sig i et fuldt oplyst rum. I et sådant festbelyst lokale var der nemlig ikke bare et enkelt lys, men mange lyskilder i form af lysekroner i loftet, lysskjolde på væggene og lysestager på bordene.

Det er i den sammenhæng, vi skal se juletræet med lys på. Det første juletræ i Danmark skulle være blevet tændt i 1808 på den sydsjællandske herregård Holsteinsborg, men den første beretning om et juletræ stammer fra København tre år senere: ”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og uden for Vinduerne stod der ved Femtiden mange Mennesker, der højlydt gav deres Forundring til Kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at Folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle Dage i Forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i Stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det Forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grænene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gaa… Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale…De, der ej kunne styre deres alt for store Iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte stiger op til dem, for at kunne titte ind under Gardinerne”.

Erindringen stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos dr.phil. Martin Lehmann, som er den nævnte ”unge Doktor”. Martin Lehmann var præstesøn fa Holsten og kendte sikkert den tyske skik med pyntede og lysbehængte juletræer fra sin barndom. Nu havde han bragt skikken til København, og i det følgende århundrede blev juletræet udbredt til det ganske land.

I midten af 1800-årene blev juletræet almindeligt i bedrestillede hjem, og i de første årtier af 1900-tallet blev juletræet almindeligt hos høj og lav over hele landet.

Det var også i begyndelsen af 1900-årene, at julen begyndte at blive synlig udendørs. I 1914 kom København først med et juletræ på torvet, og i 1920’erne kunne man se et juletræ på torvet i snart sagt hver eneste købstad i Danmark. Træerne var forsynede med elektriske lys.

De enkelte butiksejere begyndte også at pynte til jul. Først og fremmest i butikkernes vinduer, men i årene efter første verdenskrig begyndte stadig flere butiksdrivende at pynte udendørs med gran og lys. Fra 1920’erne findes eksempler på, at nogen butikker udsmykkede deres facader med granguirlander, som blev hængt op i buer langs butiksfacaderne med en stjerne som lysende midtpunkt. Det var ikke alle, der gjorde det, for udsmykningen var dengang et anliggende for den enkelte butiksejer.

Snart blev juleudsmykningen imidlertid et anliggende for handelsstandsforeningerne, og allerede i 1930’erne er eksempler på, at man hængte granguirlander med elektriske lys på tværs af gaderne.

Som årene er gået, er lyset kommet mere og mere i fokus i den moderne julefejring. Hvor man i flere år har talt om gaveræs, kunne man med mindst lige så stor ret tale om lysræs.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamle Bys Havnegade 1974.

Byernes handelsgader oplyses af imponerende lystæpper. Og mange villahaver har hele udstyrsstykker af udsmykning med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

En og anden gammel Jeronimus kunne måske synes, at det er ved at være for meget. For der er efterhånden så meget lys, at det vil være svært at få øje på julestjernen, hvis den skulle vise sig på himmelen.

Men når lysene tændes på juletræet den 24.december, så slukker vi for det elektriske lys. For inderst inde ved vi jo udmærket, at uden mørket er det svært at se lyset.

Denne tekst har i en forkortet udgave været bragt som kronik i Avisen Danmark 28. november 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

Museer kan godt lære af Disney

Den af

Nationalmuseets kommende kedsomhedsknap er utvivlsomt et forsøg på at komme til at tale til publikum på en måde, så flere vil opleve museet som vedkommende. Det er al ære værd, og det bliver spændende at se, hvordan knappen kommer til at fungere. Diskussionen om kedsomhedsknappen fik mig til at huske en tekst, jeg skrev for snart et kvart århundrede siden, efter at jeg i 1994 havde været på en række studieture i det store udland. Jeg var dengang leder af Struer Museum og var på jagt efter museernes muligheder i fremtidens kulturelle oplevelsesmiljø. Det er altid glædeligt, når det viser sig, at man fortsat er enig i noget, man selv ytrede for flere årtier siden, og da jeg tror, at pointerne fortsat kan have en vis interesse, genoptrykker jeg her mine betragtninger fra dengang:

 

“Der er især tre erindringsbilleder, der toner frem på nethinden, når jeg her, efter mine museale studierejser til det store udland, går i tænkeboks for at fundere over, hvad jeg egentlig fik ud af de mange besøg på museer og i historiske oplevelsescentre og temaparker af snart sagt enhver art.

Første erindring fører mig til York, vikingernes gamle hovedstad i Danelagen, hvor jeg efter halvanden times ventetid i engelsk regnvejr så, hvorledes visionærer museumsfolk her har indrettet et vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, der siger spar to til alt, hvad jeg hidtil har oplevet indenfor genren.

I Jorvik stiger gæsterne om bord i små, el-drevne ”time-cars” og bliver derpå ført baglæns gennem en tidstunnel, hvor de møder en række grå skikkelser, ca 30 generationer af avisdrenge, hjemvendte soldater, tiggere, kræmmere, der alle synes at stræbe den modsatte vej, fremad i tiden.

Figurerne er legemsstore og meget livagtige, hvilket gør turen ganske gribende. Køreturen ender i første omgang i den gamle vikingegade, Coppergate, i året 848. Tidsbilen vender, og nu er det hele i farver. Legemsstore tableauer, tale, råb, sang og lugte giver et fascinerende indtryk af livet i York for godt tusind år siden. Det er næsten som selv at være der! Herfra køres ind i et afsnit, der skildrer arkæologernes arbejde, og køreturen slutter i en fin museumsudstilling, hvorfra der sluttelig er adgang til en museumsbutik, som rummer alt, hvad hjertet kan begære af bøger, postkort, T-shirts, vikingemønter og andet replika.

Det lå klart fra starten, at Jorvik Viking Centre skulle virke attraktivt på et bredt publikum, således at em væsentlig del af driften kunne baseres på entreindtægter. Det skulle hurtigt vise sig, at dette var lykkedes til overmål, og det har betydet, at centret i dag er en af de mest profitable turistvirksomheder i Storbritannien. For en museumsmand en tankevækkende oplevelse!

I den anden erindring står jeg som en slags museernes Morten Mindstemand midt i Disney-koncernens kæmpestore EPCOT-Center i Orlando, Florida, USA.  EPCOT, der er en forkortelse af Experimental Prototype Community of Tomorrow, består af to dele. Første del er Future World, der i en række pavilloner giver de besøgende et indblik i nutid og fremtid. Anden del er World Showcase, der er en slags permanent verdensudstilling med pavilloner fra i alt 11 af verdens lande. Nøgleordet er edu-tainment, en sammentrækning af de to engelske ord education og entertainment, som synes at være inspireret af Marshall MacLuhans diktum: ”Anyone who thinks education and entertainment are different doesn’t know much about either”.

Selvom mit museale overjeg kæmpede godt imod, måtte jeg overgive mig til dette festfyrværkeri af formidlingsteknikker og oplevelsesformer, der vil kunne berige ethvert fordomsfrit museum. I de forskellige nationale pavilloner kunne man typisk opleve:

  • dark rides a la Jorvik gennem landets historie
  • spektakulære film på storskærme af forskellig slags
  • udstillinger, hvor den besøgende må prøve og pille
  • rekonstruktion af hele miljøer
  • fornemme udstillinger af kulturskatte
  • gademusikanter og gøglere, etniske restauranter og butikker med fornemt kunsthåndværk

EPCOT er i bund og grund en kommerciel temapark og er dermed også underlagt andre vilkår end et museum. På trods af dette kunne jeg som museumsmand ikke andet end fascineres af den utrolige evne til formidling som Disney-koncernen her har udvist. Nyskabende, spændende og – langt hen ad vejen –  seriøs og vederhæftig.

Scenen for det tredje erindringsbillede er også Orlando – oplevelsesbyen, der på få årtier er opstået omkring Disney Worlds tre store tema-parker: EPCOT, Magic Kingdom og Universal Studios.

Stedet er et middelalderligt spise- og riddershow, ”Medieval Times – Dinner & Tournament”, der foregår i en ”borg”, hvor man mod betaling kan blive fotograferet sammen med ”kongen og dronningen” – det sker i riddersalen, hvor man også kan købe sig en Budweiser-øl.

Selve showet foregår i en stor ”middelalderhal”. For enden af det langstrakte turneringsareal sidder kongen og dronningen, og borgens stolte hersker styrer med mikrofon i hånd hele showet.

Nu serveres middagen, som består af en helstegt grillkylling på tintallerken og øl ad libitum i plastickrus – der er hverken kniv eller gaffel, men heldigvis masser af papirservietter påtrykt stedets logo. Under første del af middagen underholder en dygtig falkonér.

Herefter lyder en fanfare og turneringen begynder. Seks veltrænede riddere tordner ind ad portalen på deres araberheste, og i løbet af den næste times tid afgør de med lanser, sværd og økser, hvem der skal vinde publikums gunst. Publikum svinger med papkroner i forskellige farver, der hyldes, spises, drikkes øl – og alle har det rart og hyggeligt.

Showet, der i dag findes i syv identiske udgaver over hele USA, har fine fysiske rammer, forrygende riddere, fyrige heste, ja endda en fornem falkonér – men man har ikke ofret de i denne sammenhæng ganske få ekstra ressourcer, der skal til for at hæve niveauet over det platte. For en museumsmand et skræmmende eksempel på negligering af faglighed og autenticitet og dermed i bund og grund et stykke historieforfalskning i rent kommercielt øjemed.

Trods de store forskelle på Jorvik, EPCOT og middelaldershow er der en række fællestræk ved de tre oplevelsessteder:

  • der satses på høje besøgstal
  • entreindtægterne har afgørende betydning for økonomien
  • der anvendes populære formidlingsformer
  • markedsføringen er professionel og kommercielt anlagt.

De mest iøjnefaldende forskelle er, at mens Jorvik er et museum med hvad det indebærer af hensyn til autenticitet og faglig vederhæftighed, så er EPCOT og middelalder-showet rene forretninger, hvor de kommercielle hensyn ifølge sagens natur vejer tungest.

Når man så kommer hjem og ser nærmere på det museum (Struer Museum), man selv er forvalter af, når man ser på nabomuseerne og på den danske museumsverden i det hele taget, kan man godt føle, at det hele er noget gammeldags og – måske – lidt puritansk. Det var måske en overvejelse værd, om man kunne lære noget af steder som disse?

Der er grøde mange steder i den danske museumsverden, og der gøres flere forsøg på at gøre den traditionelle museumsformidling mere publikumsvenlig. Men det er et spørgsmål, om disse initiativer er tilstrækkelige til at konkurrere med de kommercielt anlagte, oplevelsesbetonede publikumsmagneter, som vokser frem stadig flere steder på verdenskortet – og som utvivlsomt også vil nå til Danmark.

Hvis ikke, kan jeg frygte, at man i løbet af nogle år vil se museerne blive kørt ud på et sidespor, hvorefter de må overlade den store scene til museumslignende oplevelsescentre og temaparker, der ikke er underlagt museumsverdenens krav om autenticitet og faglig vederhæftighed.

I værste fald kan man frygte, at museerne bringes ind i en ond cirkel af faldende besøgstal, svindende interesse fra sponsorer og offentlige myndigheder, forringet forskning, dårligere samlinger, dårligere formidling, og derpå endnu mere faldende besøgstal etc.

Den visionære canadiske museumsmand George F MacDonald har i flere spændende analyser beskrevet den voksende konkurrence fra sciencecentre, temaparker og andre, mere kommercielt baserede oplevelsescentre. Og han konstaterer nøgternt, at det i dag er attraktionerne, der ”spiller den melodi, vi alle er nødt til at danske efter”. Hans forfriskende, offensive synspunkt er, at museerne skal se dette som en udfordring, at museerne skal gøre op med deres lidt elitære og kedelige image, og at de i stedet begynder at bruge de samme ”våben” som ”modstanderne”.

Det var nok en overvejelse værd! Men museerne skal passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet, og her må det afgørende være, at museerne fastholder deres faglige fundament. At de holder den faglige fane højt og ikke går på kompromis på det indholdsmæssige plan. Og at museerne også i fremtiden baserer sig på samlinger og på dette grundlag driver både forskning og formidling. Der udover må der være frit slag for fokusering på besøgstal og der må være vide rammer for nye og mere showbetonede oplevelses- og formidlingsformer. Heraf følger også, at der bør være mere rum for egentlig kommerciel markedsføring og mere forretningsmæssig drift i museumsverdenen.

Måske er alt dette blændværk fra det store udland. Måske passer disse nye former slet ikke til den danske mentalitet. Og så dog! Økonomi og fascinationsformere spredes i disse år hurtigt fra kontinent til kontinent, fra land til land. Så mon ikke det dog i det mindste var en overvejelse værd.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men skulle man gøre et forsøg, så skal man næppe forvente, at den danske museumsverden vil ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Der vil utvivlsomt blive tale om en proces, hvor i første omgang enkelte museer, der i tema og samlinger rummer et helt ekstraordinært formidlingspotentiale, vil tage konkurrencen op med temaparker og oplevelsescentre.

Måske vil andre, lokalmuseer såvel som de store, klassiske museer, efterhånden lade sig inspirere og suge det til sig, de kan bruge. Under alle omstændigheder vil den almindelige udvikling stille visse krav og sætte visse rammer, og dem må museerne forholde sig til. Så en studietur til Disney World og EPCOT var måske ikke nogen dårlig idé. For mig var det både lærerigt og tankevækkende”.

Det var teksten fra dengang. I midten af 1990erne var der mildt sagt ikke 100 pct opslutning til disse synspunkter inden for den danske museumsverden. Jeg tror, det er anderledes i dag.

 

 

 

 

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

Den af

I Den Gamle By mener vi, at historien er vigtig for at give det moderne liv dybde og dimension. Herom handler dette sjette og afsluttende blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Den udstilling, vi åbner her op til påske, er en del af det større museumskompleks, som udgør Den Gamle By. Det hele ligger som et reservat, en historisk oase, midt i den moderne storbys travlhed og støj. Som en slags fremmed og måske glemt stemme, som det er vores opgave som museumsfolk at gøre, hvad vi kan, for at kalde frem til et nyt liv mellem os.

Aarhus’ historie begynder i vikingetiden. Aarhus Fortæller begynder derfor også med historien om byens grundlæggelse og livet i vikingetiden.

Det er nok for meget at påstå, at historien kan bidrage med konkrete svar på nutidens spørgsmål. Men i Den Gamle By er vi overbevist om, at historien kan bruges som en slags reservoir for eftertanke og nytænkning. Den kan hjælpe os til at tænke ud over dagen og vejen, til at se ud over vores egen næsetip og måske til at forstå nutiden lidt bedre, så vi bedre kan finde vores vej ind i fremtiden.

Det gør indtryk, når lokomotiv F 694 lukker damp ud. Jernbanen var afgørende for, at Aarhus fik vokseværk fra midten af 1800-årene. Akkurat som en lufthavn med forbindelse til vigtige udenlandske knudepunkter måske kan vise sig at være afgørende for byens fortsatte vækst.

Historien er ikke mindst vigtigt i en så mærkelig og modsætningsfyldt modernitet, som vi lever i. En tid, hvor nyt rangerer højere end gammelt, hvor fornyelse er bedre end tradition, og hvor noget, der kommer fra udlandet altid er finere end noget, der har lokal forankring. En tid, hvor modernitet er et must og et udpræget modefænomen.

Faren er, sådan som jeg ser det, at vi i vores angst for at virke gammeldags og traditionsbundne absoluterer moderniteten i en sådan grad, at vor synsvinkel alt for let bliver endimensional. Derved overser vi, at det er historien, det diakrone perspektiv, der giver det moderne liv dybde og dimension.

Det er vores håb og store ambition, at Aarhus Fortæller kan bidrage med denne dybde og dimension. Vi tror, at mange her vil opdage byen (og sig selv) på en ny måde. At man vil spejle sig i historien og så måske opdage andre ting, end man er vant til.

Historien om borgmester Bernhard Jensens redning af Latinerkvarteret fra modernitetens buldozer er god at få forstand af. Også i dag skal vi passe på ikke at glemme, at det er historien, der giver nutiden dybde og dimension.

Når den officielle åbning foregår her i dag tirsdag 11. april er der grund til at rette en tak til Aarhus Byråd for at turde overlade os opgaven. Der skal også rettes en stor tak til de mange århusianere eller tidligere århusianere, der har bidraget med deres historie. En tak skal også rettes til Den Gamle Bys stab af iderige og kompetente fagfolk, som nu er i mål med den store opgave. En meget stor tak skal også rettes til Salling Fondene uden hvis støtte, det hele næppe var blevet til noget. Og så glæder jeg mig til også at rette en tak til Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen for – det kan man vist godt sige – at sætte kronen på værket ved at forestå åbningen af udstillingen.

Det har taget 156 år at nå så langt. Nu glæder vi os som små børn til at vise resultatet frem – vi håber vore gæster synes om resultatet.

I en sofakrog kan publikum nyde almindelige menneskers helt almindelige billeder af deres helt almindelige hverdag. Det er faktisk ganske gribende, og jeg tror, de fleste kan spejle sig i mange af billederne.

 

 

 

 

 

Kultur kan være meget mere end kultur

Den af

De fleste kulturvirksomheder rummer erfaringer og kompetencer, som kan nyttiggøres i sammenhænge, der for en umiddelbar betragtning kan virke fremmede for selve det primære virke. Grebet an på den rigtige måde kan sådanne kompetencer danne grundlag for udvikling af nye forretningsområder.

Jeg blev opmærksom på den vinkel, da jeg for mange år siden så, hvorledes B&O arbejdede målrettet med at udvikle nye og anderledes forretningsområder med afsæt i identifikation af særlige in-house kompetencer. Kompetencerne var udviklet til afgrænsede og specifikke formål, men ved at analysere dem, fandt man frem til, at flere rent faktisk havde en mere generel karakter, som gjorde, at de kunne overføres til og anvendes på andre, og hidtil uforudsete, områder.

Siden har jeg tænkt, at det også må være en tilgang, man kan have gavn af på kulturområdet, herunder på museer, som er det område, jeg kender bedst til – og vel at mærke til benefit for både den virksomhed eller institution, der står bag og for dens brugere eller kunder.

Jeg skal illustrere det med to eksempler fra min egen verden. Det første har at gøre med håndværksmæssige kompetencer, hvor Den Gamle By i mange år har uddannet lærlinge inden for de klassiske byggefag murer, maler og tømrer. Modellen er, at lærlingene tilbringer halvdelen af deres læretid i Den Gamle By og den anden halvdel hos en moderne mester ”ude i samfundet”. På den måde medvirker vi til at fastholde traditionelle kompetencer i det moderne håndværk. De unge mennesker får en alsidig uddannelse, og resultaterne har været yderst tilfredsstillende med talrige medaljer til de nyuddannede svende.

I samarbejde med en privat fond har museet også i en årrække stået for efteruddannelse af nyuddannede svende med ambitioner inden for deres fag. Fonden giver et substantielt løntilskud, og Den Gamle By sørger for, at de unge svende kommer under vingerne på en erfaren håndværker med mange år på bagen i Den Gamle By.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre meget mere på dette felt, og vi overvejer derfor at udvikle denne efteruddannelse til et egentligt nyt forretningsområde. Inspirationen kommer fra vore kolleger på Skansen i Stockholm og på Weald and Downland Museum i Sydengland, som udbyder populære kurser i emner som vinduesrenovering, tegltag, lerklining, reparation af bindingsværk og andre fagområder, hvor museerne har en unik viden. Det er lykkes vore to kollegamuseer at gøre disse kurser til et nyt forretnings- og indtjeningsområde, som nu dels udgør en del af museernes driftsgrundlag, og som dels har den almennyttige effekt, at disse særlige kompetencer herved bliver spredt til flere og bragt i anvendelse ”ude i samfundet”.

De seneste par år har Den Gamle By også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt dialog med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed, idet disse børn ikke har det godt med at blive overrasket. Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet; de skal fungere på en anden tids vilkår, og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår inden for.

Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

Det er klart, at projektet rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i den danske museumslov. For her er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og som under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. På sigt kan løsningen af sociale opgaver måske udvikle sig til et egentligt indtjeningsområde for museerne.

Naturligvis skal museer og andre kulturinstitutioner primært fokusere på deres kerneopgave. Men jeg tror, at der er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, som lidt karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Mulighederne varierer fra kulturområde til kulturområde, og mange er givetvis allerede opmærksom herpå. Men ved at arbejde systematisk med at finde nye virke- og forretningsområder kan megen kultur utvivlsomt både finde nye måder at være nyttige på og samtidig i et vist omfang også nye måder at tjene penge.

 

Dette indlæg er også publiceret som kulturklumme i Altinget torsdag 15. september 2016.

 

 

 

 

 

 

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

Den af

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den af

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal et museum være politisk korrekt?

Den af

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960erne og 70erne. Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum.

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god Jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være er i strid med museets formidlingsopgave. Synspunktet baserede sig på den opfattelse, at aktiviteterne i et offentligt støttet museum skal være for hele befolkningen.

Nu er det slet ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som pr automatik forbyder rygning. Klagen er derfor også blevet afvist af den offentlige myndighed, hvortil den er stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70ernes brune værtshuse, Bent J og jazzmiljøet omkring dette værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Sagen aktualiserer imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt et museum skal være historisk korrekt eller politisk korrekt. Vi mener selvfølgelig, at et museum i videst muligt omfang skal være historisk korrekt.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra 1927 sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og så er der altså dem, der undrer sig over rygningen i Jazzbar Bent J.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været.

Det tror jeg, er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk. I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. I Sverige er Tin-tin i Congo vistnok forbudt. For et par år siden undlod Nationalmuseet i København at udstille indianske skalpe i forbindelse med udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Og i Holland er det kæmpestore Rijksmuseum gået i gang med at fjerne udtryk, der tidligere var gængse, men som nu opfattes som krænkende, ligesom man igen diskuterer, om julemandens hjælper, Svarte Piet, er en racistisk tradition, der bør forbydes.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. For faren er, at begynder man først i det små, så er skinnerne lagt til en større tur væk fra den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

I Den Gamle By vedkender vi os verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter museet, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder man at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

I nutiden skal den politiske korrekthed såmænd nok finde nye emner at tage fat på. Og når jeg er i det humør, spekulerer jeg på, hvornår mon det bliver forbudt at kalde nytårsskyts for kinesere, den dejlige julesmåkage med kanel, sukker og mandel for jødekage og den uskønne fisk, ulken, for en københavnertorsk? I Den Gamle By har vi under alle omstændigheder tænkt os at blive ved med det.

 

 

”Ikke alt, der tæller, kan tælles”

Den af

 

Det udsagn tænker jeg ofte på, når talen falder på, hvordan man måler betydning, succes og relevans på museumsområdet og inden for kulturlivet i bredere forstand.

Først på året deltog jeg i en debat med kulturknuseren Lasse Marker, som for nogle måneder siden udgav bogen ”Seks grunde til at der ikke sker en skid i dansk kulturliv”. Her argumenterer han bl.a. for, at kulturen skal kunne tælles og måles, så oplysningerne kan sættes ind i regneark og sammenlignes, så man – dvs dem, der bevilger penge – har et seriøst grundlag for at beslutte, hvem der skal have de offentlige tilskud. Lasse Marker er uddannet cand.scient.pol. og dermed en af de såkaldte djøf’ere, der gennem de seneste år har haft held til at sætte dagsordenen for, hvordan man måler kvalitet inden for mange forskellige områder. Diskussionen med Lasse Marker gav mig anledning til disse overvejelser.

Naturligvis er der ikke noget galt i at kvantificere resultater. Problemet er, at de ting, der kan kvantificeres, jo kun delvist afspejler virkeligheden. Der er simpelthen en del, der ikke kommer med, og en del af dette kan være overordentligt væsentligt.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det, der kan gøres op i tal.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det.

Den Gamle By i tal

Lad mig illustrere det med nogle oplysninger fra Den Gamle By, som jeg kender bedst til. Den Gamle By havde i 2014 499.207 besøgende. Året før var tallet 480.270. Museets samlede omsætning var i 2013, som er det senest opgjorte regnskabsår, 125 mio kr. Heraf var de 31 mio offentlige tilskud, 43 mio var projektmidler (primært fra fonde) og så tjente vi selv 51 mio kr. Det kan også nævnes, at Den Gamle Bys personale i 2013 stod bag 24 bøger og artikler samt 71 blogindlæg. Og man kunne supplere med antallet af permanente udstillinger, særudstillinger, antallet af indlemmede genstande, afholdte foredrag, besøgende på hjemmesiden, generel besøgstilfredshed, likes på facebook osv osv.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Virkeligheden er større og mere, end tallene viser

Men Den Gamle By er jo mere end det, de tal udtrykker. For virkeligheden er større og mere end tal. Man kan jo heller ikke reducere værdien af en nyudsprunget bøgeskov i maj til antal rummeter træ, der kan sælges. Eller en solskinsdag til så og så meget solenergi, der kan sendes ud til el-forbrugerne.

Den Gamle By er også skønhed og glæde, eftertanke og inspiration. Den Gamle By er med til at give forankring og sammenhængskraft. Dertil kommer, at Den Gamle By er med til at finde nye veje for, hvad det vil sige at være museum. Lad mig her nævne to ting, som stort set ikke batter noget i kvantitativ sammenhæng, men som har været med til at flytte den måde, man kan være museum på. Begge eksempler vedrører vores arbejde som et inkluderende museum.

Den særlige erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Den Gamle Bys erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Hvordan måler man værdien af erindringsformidling for demente ældre?

Her har vi i godt 10 år arbejdet med en særlig erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens. Denne aktivitet benyttes af ca 1000 deltagere om året. Det batter ikke ret meget i forhold til den halve million, som i øvrigt besøger museet. Men vores initiativ har haft stor betydning for de demente, der har besøgt museets erindringslejlighed – og derigennem fået lidt lys i en ellers trist tilværelse. Initiativet har også betydning i og med, at Den Gamle By medvirker til at uddanne SOSU-assistenter i både Aarhus og Silkeborg. Og så har vores initiativ virket som inspirationskilde for museer og andre over hele Europa.

Hvordan måler man værdien af en hjemløs på museum?

Som det andet eksempel vil jeg nævne, at Den Gamle By i tre måneder i efteråret 2012 inviterede en hjemløs til at bo i en baggård på museet. Den Gamle By er bl.a. et museum om hjemmets historie, så da den hjemløse selv henvendte sig og foreslog, at vi også skulle vise, hvordan det er at være hjemløs, fandt vi ideen helt oplagt. Han flyttede ind i tre måneder, og i den tid kunne museets gæster kigge ind til ham og få en snak. Vi oplevede, at mange mennesker, som næppe ville besøge en hjemløs, som de mødte ”ude i virkeligheden”, her fik en oplevelse og en indsigt, som de ellers aldrig ville have fået. Museer over hele Europa har været interesseret i at høre om Den Gamle Bys erfaringer fra dette projekt, og det har givet Den Gamle By en profil som et museum, der går nye veje med henblik på at fortælle væsentlige historier og være til nytte.

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs "ude i virkeligheden".

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs “ude i virkeligheden”.

Ikke alt, der kan tælles, tæller

Ingen af disse to projekter kan reduceres til tal, der kan sættes ind i regneark. Og hvis de kunne, ville de ikke batte ret meget. Men begge projekterne er væsentligt, fordi de er med til at sætte et andet og anderledes spot på problemer og forhold i samfundet, og fordi de er med til at udvide grænserne for, hvad man kan bruge et museum til.

Så fint nok at besøgstal, omsætning osv kvantificeres. Det ser jeg overhovedet ingen problemer i. Men jeg ser et stort problem, hvis man mener, at sådanne målinger i sig selv er tilstrækkelige og bør være styrende for hvordan man agerer – bl.a. med hensyn til tildeling af offentlige midler.

Til slut tilbage til citatet i overskriften til dette indlæg. Citatet lyder i sin helhed: ”Ikke alt, der tæller, kan tælles. Og ikke alt, der kan tælles, tæller”. Eller: ”Not everything, that counts, can be counted. And not everything, that can be counted, counts”. Citat Albert Einstein.

 

Museer der ikke virker museumsagtige

Den af

Af alle danske museer holder jeg navnlig af tre: Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. Hvor forskellige de end er, har de også en række væsenstræk til fælles.

Alle tre er de venlige og imødekommende. Der er noget oase over dem og en helt særlig stedets ånd. Man kan gå på opdagelse, snuse – uden absolut at skulle have proppet viden ned i halsen. Og dog får man altid et eller andet substantielt med hjem.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg oplevede et museum på den måde. Det var engang i min studietid, engang midt i 1970erne. Min kone og jeg var på besøg i Den Gamle By. Det var uden for sæsonen, og selvom mange af husene var lukket, havde vi haft en hele serie gode oplevelser. Da var det, at jeg tænkte: Her kunne jeg godt tænke mig at være engang.

Min kone Lisbeth og jeg i Den Gamle By i 1975.

Sådan kom det af uransagelige årsager også til at gå. Jeg har nu i snart 19 år været chef for Den Gamle By og haft den glæde at være med til at præge en nyudvikling af museet. Før den tid var jeg i otte år leder af Struer Museum. I mine mere end 25 museumsår er jeg fra tid til anden standset op og har funderet over, om det, jeg arbejdede med, nu også var vigtigt. Om det havde relevans og betydning for nogen. Og fra tid til anden har jeg forsøgt at sætte nogle ord og billeder herpå.

Dermed er jeg tilbage ved de tre museer.

“Den skal borttage det museumsagtige” 

I sin tale i 1906 ved åbningen af Glyptotekets vinterhave sagde brygger Carl Jacobsen disse tankevækkende ord om den nye vinterhave: ”Den skal først og fremmest være en hvileplads …, men den skal tillige give Glyptoteket en ejendommelig karakter. Det er altid tiltalende at se noget, der ikke findes andre steder… Den skal borttage det museumsagtige, som trods alle mine bestræbelser for at frigøre mig derfor, ikke helt har kunnet undgås”. ”

Tanken med Glyptotekets vinterhave var, at den skulle “borttage det museumsagtige”, som bryggeren Carl Jacobsen udtrykte det ved åbningen i 1906.

Det er derfor, jeg har kaldt samlingen Glyptoteket for at betegne, at det ikke skal være et museum af den almindelige art”, fortsatte Carl Jarcobsen. “Men endelig skal vinterhaven gerne drage folk til Glyptoteket. Vi danske har meget mere forstand på blomster end på kunstværker, og jeg tænker mig, at det grønne om vinteren kan drage folk herind, og når de da ser på planterne, falder der måske også en tanke af til statuerne”.

Skabelsen af bybilledet

Der er for mig ingen tvivl om, at Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm var helt på linje med Carl Jacobsen. I et posthumt udgivet tilbageblik fra 1951 siger Peter Holm det på denne måde: ”Det, der for mig stod som hovedsagen, var skabelsen af bybilledet, gerne med al den hygge og stemning, der kunne være over små gamle byer med huse fra forskellige tider, krogede gader og småhaver med frugttræer, nytteurter og sirbuske. Der var i hvert fald enighed om, at det ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden… Dels ville et sådant typemuseum virke uendeligt kedsommeligt, og dels ville det aldrig kunne give et sandfærdigt billede af en gammel købstad”.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

Det var Peter Holms idé, at Den Gamle By ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden, men derimod et troværdigt billede af, hvordan en gammel købstad tog sig ud i 1700- og 1800-tallet.

“En stille glæde, et åndeligt velvære”

Et sted i sin fremragende bog Stedets ånd fra 1995 skriver Louisianas grundlægger Knud W. Jensen følgende: ”Når vi oplever et stort menneskeværk, bliver vi først fyldt af en stille glæde, et åndeligt velvære, hvor vi bliver åbne og modtagelige. Efterhånden som oplevelserne akkumuleres, fører de os ind i en lykkelig sindsstemning. Enhver, der i timer har gået rundt i en domkirke, et tempel, en have med springvand eller en smuk by, har oplevet det. De store steder bevæger og henrykker en”.

“De store steder bevæger og henrykker en”, sagde Louisianas skaber Knud W. Jensen.

Vække til eftertanke, skabe glæde og inspiration

I Den Gamle By siger vi i dag, at museet skal vække til eftertænke, skabe glæde og inspiration. Det er museets mission at være vedkommende og at gøre historien nærværende for folk. Fordi vi tror på, at historien betyder noget for os mennesker. Så vi kan lære os selv bedre at kende og se ud over vores egen næsetip og dermed sætte os selv og vores samtid i perspektiv. Det er derfor Den Gamle Bys ambition at nå ud til så mange mennesker som muligt, herunder også til dem, der normalt finder museer kedelige eller elitære.

Musernes hjem

Der er alsidighed, der er gå på opdagelse, og der er masser af leg og læring på museerne. Louisiana, Glyptoteket og Den Gamle By. De er som oaser, refugier, reservoirer og inspiratorier, og dermed kan man sige, at de i meget høj grad er i pagt med det antikke museumsbegreb, museion, som jo betyder musernes hjem. De ni muser er døtre af Mnemosyne, erindringens gudinde, og omfatter – oversat til nutidige begreber – det historiske, det poetiske, det musiske og det dramatiske.

Og så er det tankevækkende, ja nærmest paradoksalt, at ingen af de tre museer indeholder selve ordet museum i deres navn. Ikke mindst fordi de for mig nærmest er indbegrebet af at være det musernes hjem, museion, som i den græske mytologi inkarnerer fællesmængden af inspiration, erindring og kundskab.

 

Tingsmuseer og historiemuseer

Den af

For et par år siden sad jeg på en fortovscafé i Bloomsbury i London og lod tankerne flyve. Jeg havde været rundt på mange museer i mange lande for at samle inspiration til det, der skulle blive til Aarhus Story, der åbner i Den Gamle By i 2017 som en ny type byhistorisk udstilling.

 

Mens jeg nød kaffen, gjorde jeg dette notat i min lommebog: ”Efter at have set hundreder af museer, store og små, enkle og ekstravagante, lokale og internationale, så står det stadig klarere for mig, at der går en markant skillelinje mellem de museer, der udstiller ting, og så de museer, der fortæller historier. Begge typer har så absolut deres berettigelse, men jeg – og tilsyneladende også mange andre – foretrækker afgjort historiemuseerne frem for tingsmuseerne”.

 

Forud for notatet var gået et par måneder med intens museumsrejse med besøg på MAS – Museum an de Stroom i Antwerpen, Bokrijk ved Genk, STAm i Gent, Huiz de Alijn i Gent, DDR-Museum i Berlin, Story of Berlin, Deutsches Historisches Museum i Berlin, Altes Museum, Neues Museum, Bode Museum, Pergamon Museum, Pergamon Panorama – alle på Museumsinsel i Berlin, samt Museum of Liverpool, International Slavery Museum, Merseyside Maritime Museum, The Beatles Story, Museum of London, War Rooms & Churchill Museum, British Music Experience, Natural History Museum, V & A, Imperial War Museum og British Museum. Og jo flere museer, jeg besøgte, des klarere stod sondringen for mig.

 

I Berlin tegner billedet sig ekstra tydeligt med markant forskel på de store tingsmuseer på Museumsinsel på den ene side og så det interaktive og fortællende DDR Museum på den anden.

 

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Busten af dronning Nefertiti er uden tvivl hovedstykket på Neues Museum på Museumsinsel.

Muserne på Museumsinsel rummer fornemme samlinger, og alle museerne er gennem de senere år renoveret for milliarder. Arkitekturen er betagende og hele det enestående museumskompleks har en ganske særlig stedets ånd. Personligt blev jeg fascineret af ikoniske genstande som fx Pergamon alteret på Pergamon Museum og den egyptiske dronning Nefertiti på Neues Museum. Genstande med en stærk historie og fascinationskraft.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

På Bode Museum kan man nemt køre træt i de enorme samlinger, der er udstillet. Tilsvarende gælder også Neues Museum og Altes Museum, hvor jeg ofte var alene i de store sale med montre efter montre.

Men skal jeg være helt ærlig, så løb jeg hurtigt sur i de forskellige museers enorme samlinger af genstande. Den ene sal efter den anden, den ene montre efter den anden. Utvivlsomt fine genstande, unikke og velresearchede. Men hold op, hvor var det ensformigt og kedeligt, og jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at museumsfolkene havde gjort sig tanker om, hvordan deres samlinger kunne gøres relevante og interessante for den almindelige besøgende. På både Bode Museum, Neues Museum og Altes Museum var jeg den eneste besøgende i adskillige af de store og meget stille sale, så det var nok ikke kun mig, der havde det sådan.

 

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

På DDR-Museum myldrer det med mennesker, der går på opdagelse i en klart defineret historie, som føles vedkommende for ganske mange mennesker.

Anderledes med DDR Museum, som ligger under jorden i nogle lavloftede, beklumrede lokaler. Arkitekturen er mildt sagt ikke spektakulær, men historien, som museet fortæller, er åbenbart så stærk, at lokalerne konstant er fyldt af et engageret, snakkende og begejstret publikum. De enkeltgenstande, der er udstillet, er hverdagsgenstande fra en tid, som mange eller måske de fleste har en relation til. Typiske DDR-varer, legetøj, ugeprogram fra Børnehaven og tøj fra DDR-perioden. Der er et rum, hvor man kan hvile ryggen og se filmklip fra militærparader, byggeri af nye boliger og andre hverdagsbilleder fra DDR. Og der er tableauer, som fx en stue med TV, et køkken, et afhøringsrum, partibossens skrivebord og en Trabant, som de besøgende kan sætte sig ind i. Interaktivitet er i det hele taget et nøgleord, og ved udstillingen af enkeltgenstande skal man som besøgende kigge i skuffer eller lukke skabe op. Der er altid noget, man som besøgende skal foretage sig.

 

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

De besøgende er sammen, diskuterer og morer sig mens de åbner og skuffer og skabe for at se, hvad der gemmer sig af genstande og historier.

Det er klart, at DDR Museum har den fordel, at museet fortæller en nærværende historie, hvilket jo ikke er tilfældet med de store museer på Museumsinsel, hvis primære fokus ligger på oldtid og middelalder. Dertil kommer, at det som besøgende kan være svært at forstå, hvorfor de forskellige genstandssamlinger er placeret på et museum og ikke på et andet. På mig virker det som om, det er tilfældigheder og ikke ønsket om at fortælle en bestemt historie, der har været styrende. På DDR Museum er man aldrig i tvivl om, hvilken historie, der fortælles, og man er heller ikke i tvivl om, at museet har en ambition om, at denne historie skal kunne forstås også af det brede publikum.

 

 

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.

DDR Museum fokuserer på en klart defineret historie, og der er både tableauer, enkeltgenstande og masse af hands-on.