I Den Gamle By sætter vi i julen alle sejl til for at fortælle om de traditioner og mange historiske lag, som gør julen til noget helt særligt. 

Julen er på mange måder en mærkelig tid. Her tænker jeg på det store forbrugsræs med gaver, øl og mad i metervis. Jeg tænker også på de store julefrokoster. Og jeg tænker på det forhold, at de fleste danskere tager et træ ind i stuen og pynter det med alskens flitterstads – selvom det for udefra kommende må tage sig ud som det rene hokus-pokus.

Især tænker jeg på det mærkværdige forhold, at vi – eller i hvert fald mange af os – lige pludselig og meget radikalt skifter spise- og drikkevaner. For selvom man måske mest er til middelhavsmad og rødvin, så finder man i julen pludselig sig selv i færd med at spise kager med kardemomme, risengrød med kanelsukker, hamburgerryg med grønlangkål, and med svesker, æbler og sukkerbrunede kartofler, svinesylte med sennep og rødbeder – og dertil drikke snaps og øl med en helt anden sødme, end vi er vant til.

Mærkeligt og anderledes! Ja nok. Men på den anden side er juletraditionernes styrke og historiske dybde med til at give os en følelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv. Uden egentlig at tænke særligt over det, kommer man i kontakt med nogle meget dybe rødder, som man ikke er opmærksom på, når dagligdagens karrusel kører for fuld fart.

Ordet jul kender vi helt tilbage til vikingetiden, og det er sikkert meget ældre. Jul er den oldnordiske betegnelse for gilderne ved vintersolhverv. Den ældste beretning stammer helt tilbage fra omkring 900, hvor skjalden Torbjørn Hornklove beretter, at den norske konge Harald Hårfager havde besejret en række småkonger. Derpå ”drak han jul på havet”.

At drikke er noget helt centralt i fejringen af julen. Siden 2016 har Den Gamle By fremstillet sit eget julebryg.

Der var garanteret ikke meget Christmas – kristmesse –  over vikingernes jul. For selvom vi i dag fejrer julen som Jesu fødselsdag, så er den grundlæggende en markering af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Det er værd at bide mærke i, at vi i Norden holder fast i det gamle, hedenske navn jul, mens man i engelsktalende lande siger Christmas, messe for Kristus. I den tyske kulturkreds taler man om Weihnacht, altså den indviede nat, og på spansk siger man Navidad, som er ordet for fødsel, altså Jesu fødsel, forstås.

Det er småt, hvad vi ved om julefejringen i vikingetid og middelalder. Først med renæssancen i årtierne omkring 1600 får vi et klarere billede af, hvordan de danskere, der havde råd og ikke levede på samfundets bund, fejrede julen. Det har vi forsøgt at skabe et billede af i Den Gamle Bys renæssancestue. Stuen er det første, og ældste, tableau i en serie på mere end 60 julepyntede rum, der som en integreret del af Den Gamle Bys store tidsrejse viser, hvordan julen kunne tage sig ud i Danmark i forskellige sociale lag igennem 400 år, helt frem til i dag.

Julebordet i Den Gamle Bys renæssancestue 1625.

I renæssancestuen i Den Gamle By er det juleaftensdag 1625 hos en velhavende købmand. På det store bord står der lys, masser af mad og drikke, sølvmønter og et par skeer, samt, naturligvis, Frederik IIs store bibel fra 1589. På gulvet står rumlepotten som symbolet på den festivitas, som julen også var. Disse elementer symboliserer fire vigtige sider af julen:

• Julen er den kristne fejring af Jesu fødsel
• Julen er gavegivning og markering af fællesskab
• Julen en fejring af lyset og en festligholdelse af, at året nu vender, og det går mod lysere tider
• Og så er julen mad og drikke og sjov og ballade i den mørke tid, hvor der ikke er så meget andet at lave.

At julen er en fejring af Jesu fødsel symboliseres i Den Gamle Bys tableau ved, at den store Frederik II’s bibel ligger slået op på bordet. Den fylder ganske godt, sådan som det religiøse element utvivlsomt også gjorde i renæssancen. Men som århundrederne gik, blev kristendommen mindre synlig i fejringen af julen. I Den Gamle Bys serie af tableauer bliver biblen stadig mindre, for til sidst at blive afløst af julegudstjenesten i radioen. Ja i de scenarier, der viser 1960’er og 70’er er kristendomen nærmest helt fraværende. Mest radikalt i kollektivet, hvor det mest julede er en snevejrsøl, og hos hippieparret, hvor juletræet ikke har stjerne i toppen men hammer og segl – sådan som vi ved, de dengang unge mennesker havde det i 1974.

At give gaver besegler grundlæggende det gode forhold mellem mennesker. Det gør det også i julen, og i et patriarkalsk samfund som renæssancens er det naturligvis husets overhoved, der giver gaver til kone og børn og også til tyendet. På julebordet i renæssancestuen i Den Gamle By ser vi en sølvske, et par sølvmønter og lidt kager. I takt med individualiseringen og ligheden mellem kønnene begyndte ægtefolk og de familiemedlemmer, der var med til julefesten, at give hinanden gaver, og de sidste 100 år er også børnene blevet så lige, at de giver forældrene gaver. Men det grundlæggende er fortsat, at gavegivning skaber relationer.

Markeringen af solhvervet er fortsat en vigtig del af vores julefejring, selvom vi ikke taler om det på den måde. At året vender og det snart begynder at gå mod lysere tider, markerer vi ved at tænde lys. Det gjorde man også i renæssancen og i de følgende århundreder. Da juletræet blev almindeligt i løbet af 1800-årene satte man lys på træet. I begyndelsen af 1900-årene begyndte man at pynte i byernes handelscentre – med lys i butikkerne, på det store juletræ på torvet og de granguirlander, man flere steder begyndte at hænge over gaderne. I 1930’erne kom adventskransen til, hvor vi tænder stadig flere lys, jo nærmere vi kommer julen og solhvervet. Efter Anden Verdenskrig kom kalenderlyset, og vi tog den svenske Lucia-skik til os. Og de senere år er stadig flere villahaver blevet udsmykket med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamlæe Bys Havnegade 1974.

De madtraditioner, der tog form i renæssancen, er også i høj grad til stede i nutidens julemad og –drikke. Julens grød er, i renæssancen som i dag, kogt på mælk i stedet for vand. Vi strør den med kanel og sukker, som dengang var eksklusive varer fra kolonierne. På renæssancens julebord er der fersk skinke og blodpølse fra den nyligt slagtede gris. I en tid, hvor de begrænsede mængder kød, som man rent faktisk spiste, som oftest var røget eller saltet, var fersk kød virkelig en fest- og højtidsspise, ja en luksus og en lækkerbisken i en grad, som vi vanskeligt kan forestille os i dag. Op til vinteren slagtede man de husdyr, der ikke var vinterfoder til. Derfor blev julen fejret med noget, der nærmest blev betragtet som frådseri i fersk kød, typisk fra den slagtede gris. Selvom de fleste nok spiser and eller gås juleaften, er det ferske flæskekød i form af flæskesteg, sylte og pølser vigtige elementer i julens madtraditioner.

I renæssancen var der rigtige æbleskiver på bordet. De består af en skive vinteræble, som er dyppet i dej og kogt i svinefedt. Vi har dem på torvet i Den Gamle By, og de smager himmelsk, skal jeg hilse og sige. Og julens småkager er, dengang som nu, krydret med bl.a. sukker, kanel, ingefær, nelliker og pomerans, som også hører til tidens kolonialvarer.

Julen var i det hele taget en fest. Det kunne man også mærke, når man drak af juletønden, hvor øllet havde gode procenter til forskel fra hverdagens tynde øl. Mad og drikke hører ofte sammen med fest og ballade.

Festen symboliseres i renæssancestuen af rumlepotten, som var tidligere tiders måde at skabe larm og bum-bum rytme, der kunne sætte gang i deltagerne. I dagene mellem jul og nytår, ja helt frem til Helligtrekonger, blev der holdt julestuer rundt om i hjemmene, hvor ungdommen kunne more sig og lære det andet køn bedre at kende. Bro, bro brille er en sådan juleleg, og det også Nippe strå, hvor man med læberne skulle nippe strå fra hinanden, dreng fra pige og omvendt! Eller man kunne Trille kage, hvor en ung mand og en pige blev lagt oven på hinanden på et bord og de øvrige deltagere skulle ”ælte dejen”. I Ludvig Holbergs komedie Julestuen fra 1724 lader han borgmester Jeronimus sige: ”Ak, havde jeg blot en daler for hver en mødom, som er løbet af stablen på en julestue, så var jeg en rig mand!”.

Den allervigtigste forskel på julen før og nu er nok, at der hele tiden er blevet mere af det meste. Nok ikke så meget af fejringen af julen som en kristen højtid. Men mange flere gaver, mere fest og mad og drikke og meget mere lys overalt.

En anden vigtig forskel er, at julen førhen især lå i de 12 dage fra juleaften 24. december og så frem til Helligtrekongers aften, som er 5. januar – dog med adventstiden som den stille forberedelsestid. I vore dage begynder den kommercielle jul allerede i begyndelsen af oktober. Fra slutningen af november og i gennem hele december er det tid for julefrokoster. Mange er sammen om at pynte juletræet Lillejuleaften, og julens bankende hjerte er, nu som før, juleaften og første juledag indtil man anden juledag 26.december så at sige lukker julen ned. Og så er det ellers store byttedag og udsalg, og er man heldig kan man også købe fastelavnsboller.

Men trods århundredgamle, mærkværdige traditioner, og trods nytilkomne skikke, tror jeg, de fleste af os opfatter julen som en konstant. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, som Peter Faber skrev i sangen om julens trængsel og alarm fra 1848. Julen og dens traditioner giver os fast grund under fødderne og en følelse af at høre til. Og når man skærer ind til benet, er der vel egentlig heller ikke så meget nyt under solen. Julen er fortsat en fest for lyset, den er fest og mad og drikke, den er gavegivning til besegling af fællesskaberne, og den er grundlæggende også den kristne fejring af Jesu fødsel.

Denne tekst er i en lettere forkortet udgave publiceret som kronik i Politiken 23.december 2018.