Tag-arkiv: Samtidshistorie

Museumsfolk protesterede, da norske open-air museer satte samtiden på museum

Den af

De fleste besøgende elskede det. Men i kultur- og museumskredse var der markant modstand, da open-air museer i Norge begyndte at sætte den nyeste historie på museum. Nu er det et krav i Norge, at alle museer skal have den nyeste historie med i deres arbejde. De norske initiativer var med til at inspirere Den Gamle By til at gå op i tiden med en bydel, der viser 1960’erne og 70’erne med fokus på 1974.

I 1986 stod den dengang 36-årige museumsdirektør Olav Aaraas bag åbningen af noget så anderledes som et moderne parcelhus. Det skete på det norske open-air museum i Sogn, der også er kendt som De Heibergske Samlinger. Det helt specielle var, at huset stod præcis som – ja i 1986, samme år som det åbnede. Villaen var indrettet ned til mindste detalje efter model af et eksisterende hjem i samme distrikt ved Sognefjorden.

Det gav umiddelbart anledning til en masse kritik fra det norske museums- og kulturkleresi. Siden skulle Olav Aaraas’ initiativ blive kendt som verdens første samtidsprojekt på et open-air museum.

 

I 1986 opførte den unge museumsmand Olav Aaraas et parcelhus på Sogn Folkemuseum. Huset viste samme år, 1986, og det var verdens første samtidsprojekt på noget open-air museum. Olav Aaraas er i dag direktør for Norsk Folkemuseum.

Museumsfolk kaldte parcelhuset en skandale

Parcelhuset fra 1986 er finansieret af Norsk Kulturråd. Den bevilling fik voldsom kritik på de norske museers årsmøde året efter, hvor en deltager er citeret for følgende udsagn: ”Det er en skandale…. Et typehus! I en tid da bevaringsarbejdet mangler midler bruges altså 200.000 kr til at opbygge et arkitektonisk fuldstændig værdiløst byggeri på et af vores ældste og fineste friluftsmuseer. Og ikke bare værdiløst! De standardiserede typehuse har jo langt hen ad vejen forfladiget og ødelagt vores byggeskik. Og nu skal de altså på museum og gives værdi på linje med de smukkeste bygningsmonumenter, som vores kultur har frembragt”.

 

“Tænk hvis Maihaugen skulle begynde på sådanne tåbeligheder”, sagde en norsk museumsleder som kommentar til åbningen af et parcelhus på Sogn Folkemuseum. Maihaugen i Lillehammer er et af verdens ældste og fineste open-air museer med gamle norske gårde, sæteranlæg, stavkirke, en lille stationsby og en fin udstillingsbygning.

Taleren foreslog, at man i stedet for at bruge penge på sådanne huse blot kunne ”indsamle brochurer og kataloger som dokumentation for nutidens boliger og inventar”. Han spurgte retorisk: ”Hvordan skal vore friluftsmuseer ikke komme til at se ud, hvis dette bliver normen”. Og han sluttede: ”Tænk hvis Maihaugen skulle begynde med sådanne tåbeligheder!”.

Villakvarter på Maihaugen vakte også modstand

Få år efter, i 1993, blev Olav Aaraas ironisk nok direktør for Maihaugen, som er et af Norges – og verdens – absolut fineste open-air museer. Et museum med gamle gårde, sæteranlæg, stavkirke, en lille stationsby og en fin udstillingsbygning.

I 1994 lancerede den nye direktør et radikalt nyt projekt med at flytte en hel serie énfamilie-huse til museet. Ambitionen var, at museet skulle rumme et parcelhus fra hvert årti i 1900årene. Det seneste skulle være et helt nyt fra 1990’erne.

Maihaugens parcelhuskvarter har været en vigtig inspirationskilde for Den Gamle Bys idé om moderne bykvarterer.

 

Når man besøger Maihaugens parcelhuskvarter, er det næsten som at genopleve sin egen historie. Ambitionen er, at museet skal rumme et parcelhus fra hvert årti i 1900’årene.

”Det var ikke let at lancere disse nye ideer”

Det skete ikke uden sværdslag, og Norsk Kulturråd, der havde bevilget midlerne til Olav Aaraas’ projekt på Sogn Folkemuseum, var nu blevet mere forsigtige.

Olav Aaraas, fortæller: ”Det var ikke let at lancere disse nye ideer…. For de bevilgende myndigheder var det uhørt, at museer skulle beskæftige sig med så nære tidsperioder. Man frygtede, at museerne skulle ”miste deres sjæl”, at de nye bygninger ville legitimere en simpel og uæstetisk kultur. For mange fremstod museerne som afsluttede helheder, som ikke burde forandres. Modstanden mod de nye tanker var så stærk, at Norsk Kulturråd nægtede at give penge til de to første huse”.

Også internt i museet var der modstand. Men det forhindrede ikke Olav Aaraas i at realisere sine planer, og i perioden 1995-2001 blev der flyttet seks huse, der blev placeret i et særligt villaområde, der var reserveret til formålet. Husene dækker perioden fra 1920 til 1995.

 

Køkkenet fra 1970’erne kan næsten ikke være mere 70’er. For mig personligt var det som et fascinerende flashback til til min egen ungdom.

Publikumssucces at vise miljøer fra samtiden

Da husene først var genopført og åbnet for publikum, ændrede holdningen sig hurtigt fra negativ til overordentlig positiv, og husene blev umiddelbart en publikumssucces.

”Det gamle museum levede videre i bedste velgående” fortæller Olav Aaraas, ”og i dag vandrer skoleklasser hele vejen fra de gamle middelalderlige røgstuer til 1990-tallets mikrobølgeovn”.

”I dag er samtidsdokumentation en selvfølgelig del af norsk museumsvirksomhed, og fra statens side er det nu tvært imod en forudsætning for tilskud, at museerne også inkluderer nyere tid i deres arbejde”.

 

I børneværelset fra 1980’er parcelhuset roder det, sådan som det altid gør i et børneværelse.

Maihaugens villakvarter er det eneste af sin art på verdensplan og det hidtil største enkeltprojekt, der viser den nyeste tid på museum. Projektet har inspireret en række andre museer til at gå tættere på nutiden. Bl.a. Den Gamle By, som nu er i færd med at åbne et helt bykvarter, der viser bygningskultur, boliger og erhverv fra 1960’erne og 70’erne med fokus på året 1974.

Samtidig med Olav Aaraas’ parcelhusprojekt på Sogn Folkemuseum skete der et spændende nybrud på det store walisiske open-air museum i Cardiff. Herom handler næste indlæg på denne blog.

 

Kilder

Olav Aaraas: Om uestetiske museer, i Arnfinn Engen (red): Maihaugen 100 år – evig ung, 2004 s 179-90

Olav Aaraas’ brev til undertegnede 5. januar 2007

Olav Aaraas blog Museumsstyrer Musum Opptegnelser. Indlæg 21. januar 2011: Uestetiske Museer, se http://museumsstyrermusum.blogspot.dk/search/label/samtidsdokumentasjon

Samtaler med museumsdirektør Olav Aaraas

 

 

 

 

 

Hvordan opstod egentlig ideen til Den Moderne By?

Den af

Til juni åbner Den Gamle By den store hjørneejendom Tårnborg, som bliver det mest markante enkeltelement i museets 1974-kvarter. I dette og en række efterfølgende indlæg fortæller jeg om hvordan ideen til projektet om et moderne bykvarter opstod og tog form.

I betragtning af, at den statslige Kulturarvsstyrelse skulle vise sig at være voldsomt imod tanken om et moderne bykvarter i Den Gamle By, var det lidt ironisk, at det rent faktisk var en embedsmand i Statens Museumsnævn, der gjorde mig opmærksom på, at det var Den Gamle By, der burde tage teten og sætte 1900-tallet på museum. Stedet var Kulturministeriet, datoen var 13. marts 2000, og anledningen var et møde, hvor museumsfolk og embedsmænd skulle drøfte oplæg til ny museumslov.

I Den Gamle By vidste vi fra en international konference i 1999, at en række af vore udenlandske søstermuseer var begyndt at gå op i nærheden af vores egen tid. Jeg rejste derfor spørgsmålet, hvordan museerne og museumsloven her i Danmark forholder sig til at bevare helheder fra vores egen tid.

Da var det, at museumskonsulent Morten Lundbæk fra det daværende Statens Museumsnævn klart og utvetydigt gav udtryk for, at det da var en opgave for Den Gamle By, og at den også passede fint med museets vedtægter og ansvarsområde.

Det var jo værd at tænke over. Men jeg kunne ikke umiddelbart se nogen muligheder for at løse opgaven inden for Den Gamle Bys rammer. Det gentog jeg på en konference i Association of European Open Air Museums, som blev holdt i Szentendre i Ungarn i september 2001, hvor emnet blev drøftet. Begrundelsen var, at Den Gamle By hverken havde pladsen eller pengene, samt at det var vanskeligt at se, hvordan vi kunne indpasse moderne bygninger i den helstøbte bindingsværksby. Jeg havde fx også svært ved at forestille mig et 1970’er kollektiv ved siden af en 1700-tals stue.

Pludselig var ideen der

Men så pludselig var ideen der. Bare et halvt år efter. For i senvinteren 2002 blev tanken om at skabe et brokvarter uden på den eksisterende gamle by formuleret første gang. Formuleringen lød:

”Den Gamle By kan konstatere, at væsentlige træk af Danmarks kultur og udvikling igennem 1900tallet i dag er ved at glide de danske museer af hænde, og det er museets plan at skaffe ressourcer til at indsamle bygninger, boliger, forretninger og værksteder, som tilsammen kan give et troværdigt totalbillede af det liv, som millioner af danskere har levet i 1900årene” (Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. et vindue til historien, 2002 side 238).

Kort fortalt var ideen at bygge brokvarterer uden på den eksisterende gamle by, så vi derved kan undgå et tidsmæssigt misk-mask med sammenblanding af forskellige perioder.

Tættere på nutiden

Når vi fandt, at også Den Gamle By skulle gå tættere på nutiden, var det dels fordi museer ikke blot bør forholde sig til den fjerne fortid, men også til en tid, som folk har et konkret forhold til. Dels var det for, at museet derved kunne aktualisere sin historiefortælling overfor publikum. Akkurat ligesom museets stifter Peter Holm havde gjort det i sin tid, da han lod det sidste rum i Borgmestergården vise tiden omkring 1850 – ”vore forældres og bedsteforældres tid”, som han kaldte det.

 

Rækkehus på Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem, der bl.a. rummer en lejlighed fra 1970’erne.

Inspiration fra udlandet

Inspirationen havde vi især hentet hos søstermuseer i Storbritannien, Norge, Sverige og Holland, hvor man på forskellige måder har skabt miljøer og helheder, der er genkendelige for et nutidigt publikum. Disse inspirationskilder vender jeg tilbage til i senere indlæg på denne blog.

 

Jeg besøgte museet i Arnhem i 2000, året efter at rækkehusne var åbnet for publikum, og oplevede her for første gang, hvor stærkt det virker, når man som museumsgæst næsten føler, man træder ind i sin egen historie.

Brokvarterer uden på den gamle købstad

Den Gamle Bys idé var kort fortalt at skabe to kvarterer med bygninger, boliger, butikker og erhverv. Kvarterer af den type kalder man brokvarterer. De findes i stort set alle købstæder, hvor de voksede frem fra slutningen af 1800-tallet og lagde sig uden om de gamle bykerner med rødder tilbage til middelalderen.

Vi ville lave ét kvarter, der med fokus på 1927 viser den begyndende modernisering af de danske byer, sådan som den slog igennem fra 1890ernes industrialisering og frem til alting gik i stå med 1930ernes krise og den efterfølgende Anden Verdenskrig. Og så et andet kvarter, der med fokus på året 1974 viser vækstperioden fra der atter kom gang i hjulene efter Anden Verdenskrig og frem til oliekrisen og den hermed sammenhængende økonomiske nedtur atter satte tingene på stand-by.

Som sådan kunne de to kvarterer supplere den eksisterende Den Gamle By, som især viser et 17/1800-tals bybillede.

 

Planskitse af Den Gamle By med den eksisterende 17-1800-tals købstad samt 1927-kvarteret og 1974-kvarteret. Den grønne del, 1927-afsnittet, består hovedsageligt af ældre bygninger, der løbende opgraderes til 1927-miljø. De to røde områder samt den gule viser forskellige afsnit i 1974-kvarteret. Den mørkerøde del er Havnegade-etapen, som er finansieret af A.P. Møller Fonden.

Et forbillede for open-air museerne

I vinteren 2007 bad vi de svenske museers nestor Sten Rentzhog, som netop havde skrevet en stor bog om verdens open-air museer, om at kommentere Den Gamle Bys nye, store projekt. Han skrev bl.a. følgende:

”Som der første museum kommer Den Gamle By til at give et helhedsbillede af det allerede næsten glemte 1900-tallet. Museumsbesøget får mere indhold, og publikum vil få mere ud af besøget”….”Hvis projektet gennemføres, er jeg overbevist om, at Den Gamle By atter bliver et markant forbillede for verdens øvrige open-air museer”.

I kommende indlæg vil jeg fortælle om en række forskellige inspirationskilder til projektet, ligesom jeg vil skildre de forskellige trin på vejen til projektets virkeliggørelse.

 

Kilder

Ulrike Looft-Gaude (red): Report. 19th Conference. Association of European Open Air Museums, Schleswig-Holsteinisches Freilichtmuseum 1999

Ivan Balassa & Miklós Cseri (red):Survival of a 19th Century Idea in the 21st Century. Report. 20th Conference of the Association of European Open Air Museums, Szentendre 2001

Thomas Bloch Ravn: New Ideas in Harmony with Tradition, trykt i Balassa og Cseri, 2001 side 79-89

Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. Vindue til historien, Gyldendal 2002

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition To The Old Town – a project for the future, report of the 21th Conference in Association of European Open Air Museums, Scotland 2003 side 151-56

Thomas Bloch Ravn: 1900-talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer 3/2003 s. 16-21