Tag-arkiv: Den Gamle By

Den Gamle By havde rekordbesøg i 2013 og satser på fortsat fremgang i de kommende år

Den af

Hold da helt op for en publikumsrekord! Godt 480.000 gæster blev det til, hvilket er 94.000 over 2012, som også var et godt år, og 92.000 mere end det hidtidige rekordår. Dermed er det gået, som vi havde håbet, men som vi nok ikke rigtig havde turdet tro på.

Meget tyder på, at der er tale om en generel fremgang for Den Gamle By. For også de to foregående år, 2011 og 2012, var i top.

Nu er det så vigtigt, at det ekstremt gode år 2013 ikke bare bliver en enlig svale. Ambitionen er at fortsætte opturen. Her og nu er det derfor vores helt store opgave for 2014 at konsolidere det, vi har opnået, og sørge for, at Den Gamle By fortsat udvikler sig som et attraktivt besøgsmål. Målet er 600.000 besøgende i 2020.

70’er festivalen i 2013 var med til at skabe ekstra opmærksomhed om Den Gamle Bys satsning på 1970erne.

Hvorfor er det vigtigt med flere besøgende?

Hvorfor er det nu så vigtigt med mange besøgende, kunne man spørge, og svaret herpå er dobbelt.

For det første tror vi på, at historien betyder noget for folk, og det er derfor Den Gamle Bys ambition at gøre historien tilgængelig og relevant for så mange mennesker som muligt – herunder også for folk, der normalt betragter museer som elitære og kedelige. I Den Gamle By er vi glade for – og stolte af – at museet rent faktisk er det store museum i Danmark, hvis besøgsprofil ligger tættest på den danske befolknings sammensætning.

For det andet giver flere besøgende ekstra penge i kassen, hvilket igen betyder, at vi kan lave et bedre museum for de mennesker, der besøger museet. Den Gamle By er nemlig ikke et museum, der bare kan få offentlige kroner. Vil vi udvikle museet, må vi selv skaffe midlerne. Jeg plejer at sige det på den måde, at vi i Den Gamle By ikke laver museum for at tjene penge, nej vi tjener penge for at lave museum!

Hvad er succesens elementer?

Jeg tror på, at succesen og en konsolidering heraf er funderet på fire hovedhjørnesten:

  1. Museets fysiske indhold i form af helheder og faste udstillinger
  2. Aktiviteter, særudstillinger og events, som supplerer museets fysiske indhold
  3. Faciliteter i form af restauranter, kaffesteder og butikker
  4. Værtskab så publikum føler sig velkomne

Selvom det kan være svært at erkende som historiker og museumsmenneske, så er et museum ikke indhold det hele. Undersøgelser viser faktisk, at publikum kun bruger en mindre del af deres tid på museernes egentlige indhold. Man bruger nok så meget tid på at være sammen, drikke kaffe, gå på toilettet, snakke og diskutere eller sidde på en bænk.

Det skal vi lægge os på sinde i arbejdet med at konsolidere Den Gamle Bys attraktivitet for publikum.

Hvilepladser til publikum er vigtige for at gæsterne kan have en god og afslappet oplevelse af Den Gamle By.

Masser af nye tilbud de kommende år

På indholdssiden har Den Gamle By udviklet sig voldsomt de senere år, og nyhederne står også i kø de kommende år.

I 2014 åbner vi i et minimarked, en damefrisør og en bogcentral i 1974-kvarteret, hvor også hele Havnegade vil blive færdig i det ydre. I 2015 åbner bl.a. en børnehave, et knallertværksted og et hus fra Viborg med seks små lejligheder, hvor publikum kan møde den enlige mor og hendes søn, pensionistægteparret, hippien, der spiller i bandet Hønegog, den grønlandske studerende og de seks tyrkiske mænd i en to-værelses. I 2016 åbner jazz-værtshuset Bent J samt museets nye Smykkeskrin med en enestående udstilling af dansk smykkekunst, når den er bedst. I 2017 åbner Aarhus Story med fortællingen om Aarhus fra vikingetid til nutid. Og så videre.

Nye sæsoner med særudstillinger og events

Den Gamle By vil fortsætte med at udvikle både sommeren og julen, som er museets to hovedsæsoner. Men vi vil også satse på to nye sæsoner, nemlig maj-juni og september.

Til maj 2014 åbner en stort anlagt udstilling Aarhus Rocks om de unges musik i Aarhus siden 1960, og i fire weekends i maj-juni afholdes for første gang Den Gamle Bys Aarhus Uger med musik, interviews og rundvisninger.

Til september åbner en udstilling om 70’er tøj, som ledsages af årets 70’er festival med musik og tekstile arrangementer.

Samme model vil vi følge de kommende år for på den måde at gøre museet ekstra attraktivt i nye sæsoner.

Hyggelige spise- og kaffesteder er ofte lige så vigtige som udstillinger.

Flere faciliteter på vej

Når der er mange mennesker i Den Gamle By, så er der virkelig mange mennesker. Og så er der behov for flere toiletter, flere bænke at sidde på, ligesom også flere muligheder for at få en kop kaffe eller lidt at spise.

I 2013 åbnede vi et konditori og en pølsevogn, og i 2014 åbner de første af en del flere toiletter. Men vi skal også finde fleksible modeller, så vi kan lave pop-up løsninger, når der kommer ekstra mange museumsgæster.

Det lange seje træk er vi allerede gået i gang med, nemlig i form af en masterplan, der vil udvikle og definere de fysiske rammer og faciliteter frem mod år 2020.

Øget fokus på værtskab

I takt med at samfundet bliver stadig mere selvbetjening, tror jeg, flere og flere vil værdsætte god gammeldags service i form af omhu, imødekommenhed, venlighed og værtskab.

Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Præsten får en hyggesludder med publikum og er samtidig til rådighed med oplysninger om museet.

Den Gamle By er både museum og servicevirksomhed

Den Gamle By er stærk på indholdsdelen i form af helheder, aktiviteter og events, og solide skinner er lagt for en god fremtidig udvikling på disse områder. Men det er som bekendt ikke nok, og vi ved, at vi kan blive bedre, når det drejer sig om at servicere vore gæster.

At Den Gamle By skal udvikle sig som både museum og servicevirksomhed er målsætningen for 2014 og de kommende år.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Målet er 600.000 gæster i 2020.

 

 

Den Gamle By sætter lyset og mørket på museum

Den af

Spillet mellem lys og mørke er fundamentalt i årets gang, specielt i den mørkeste vinter med den dobbelte fejring af solhvervet og Kristi fødsel, som vi kalder jul. Det kan være svært at forstå for nutidsmennesker, men aflægger man et besøg i Den Gamle By ved skumringstide, får man syn for sagen.

Der var engang, da det var mørkt, når det blev aften. Men sådan er det ikke længere. Selv ikke i den allermørkeste tid, som vi nu bevæger os ind i. Og da slet ikke i tiden op til jul, hvor vi oplever et veritabelt lysræs næsten overalt hvor mennesker kommer.

I byernes forretningsgader er der så meget lys, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt det er dag eller aften. Næsten alle parcelhuse har en eller anden form for lys i haven, og mange steder er der hus- og haveudsmykninger med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver og julestjerner. Alt sammen i en sådan grad, at det er tvivlsomt, om man overhovedet kunne få øje på julestjernen, hvis den nu atter skulle vise sig på himmelen.

Skulle julestjernen vise sig på himlen, ville man næppe kunne få øje på den fra en julepyntet butiksgade i december.

Guuud, var der virkelig så mørkt?, spørger mange af Den Gamle Bys besøgende i de mørke måneder. Og svaret er: Nej, det var meget mørkere.

Men alligevel giver Den Gamle Bys gaslamper, portlygter og sparsomt oplyste stuer vi nutidsmennesker en fornemmelse af spillet mellem lys og mørke.

I en by af Den Gamle Bys størrelse ville der før 1800tallet næppe være gadebelysning overhovedet. Enhver måtte klare sig med egen lygte og tjenestefolk, der lyste vej. Man kaldte det at blive lyst hjem.

I Den Gamle By kan publikum i december opleve, hvor mørkt det det rent faktisk var før tiden med elektrisk gadebelysning.

I løbet af 1800-tallet kom der en slags offentlige gadebelysning, men alligevel ville der i en mindre købstad som Den Gamle Bys ældste del sjældent være mere end et par tranlamper i gadebilledet.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på. Normalt var det tændt et lys i rummet, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man det med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget en sådan lysedug forstærker lyseffekten. Er der et spejl bagved, er effekten endnu større.

Bevæger man sig fra Den Gamle Bys 1800-tals del til 1927 er der elektriske gadelamper og lys i butikkernes vinduer. Men ikke mere end, at man kan orientere sig.

Når man kommer helt op i 1974-kvarteret er der ikke blot gadelamper og lys, men også råde julehjerter med lys i. Og dog forekommer selv en 1974-butiksgade mørk for mennesker, der er vant til at gå i citygadernes lyshav.

Juleudsmykning i Den Gamle Bys Sønderbrogade anno 1974.

Personligt holder jeg af den mørke tid og nok mest af den allermørkeste tid, som er her omkring jul. Måske fordi det er så let at se lyset! Og så bevidstheden om, at året vender ved solhverv, så det langsomt begynder at blive lysere.

 

 

Sådan opstod ideen til Jul i Den Gamle By

Den af

Julen har de senere år udviklet sig til Den Gamle Bys hovedsæson.  I 1996 havde museet cirka 30.000 besøgende i perioden fra midt i november til nytår. I 2012 var tallet for samme periode steget til cirka 130.000. Altså en fremgang på 100.000, eller godt 300 pct.

Præsten hilser på de besøgende til Jul i den Gamle By.

Gæsterne kommer især fra Den Gamle Bys jyske opland, men efterhånden kommer der også mange fra Fyn og Sjælland. Og i hele december besøges museet af en del udenlandske kolleger, som kommer for at hente inspiration fra den måde, vi formidler julens særlige stemninger og historier.

For nylig kom jeg til at fundere over, hvordan tanken om Jul i Den Gamle By egentlig opstod, og i hvilken takt projektet har udviklet sig. Ideen kan helt præcist tidsfæstes til december 1996, da jeg var ved at have et år på bagen som direktør for Den Gamle By.

Som i de foregående mange år havde museet også i 1996 pyntet to juletræer, et i Tekstilmuseets forhal, og et i Borgmestergårdens 1848-stue. Der ud over var der lavet en lille særudstilling i et lokale på første sal. Her havde man i mange år lavet små, fine udstillinger af juleplatter, julekrybber, julepynt og andre juleting. Men udstillingerne var svære at finde for museets gæster og havde derfor slet ikke så mange besøgende, som vi kunne ønske. Ligesom de foregående år var den store publikumstrækker det julemarked, som Lionsklubberne i Aarhus i en årrække havde stået bag i en weekend først i december. Der var ikke meget historisk jul over dette marked, og ret beset var det ikke noget, der hørte hjemme i et museum som Den Gamle By. Alligevel kom to tredjedel af de besøgende op til jul i den weekend.

Juletræet i Købmandsgården 1864 er pyntet sådan som træet er pyntet i juleklassikeren over dem alle Peters Jul, der blev skrevet i 1863 og udgivet i 1866.

Et kig ind i købmandsgårdens køkken 1864.

En aften ved skumringstid i december 1996 lagde jeg som så ofte før min vej forbi billetslaget, hvor billetsælgeren Peter Vinther havde god tid til en snak. Han havde øjensynligt funderet over museets koncept for julen, for han spurgte pludseligt, hvorfor vi ikke lavede jul i klunketidsstuen, i købmandsgården, hos frk Wahlstrøm – og han nævnte en række andre at museets historiske boliginteriører, hvor det var oplagt at pynte op til jul, sådan som man havde gjort det i den tid, disse boliger stammede fra.

Man kunne med rette undre sig over, at ingen havde tænkt den tanke før. Men nu var den i hvert fald tænkt – og karakteristisk nok af en af de kollegaer, der havde tæt føling med museets publikum. Jeg præsenterede ideen for de personer, der normalt havde med udvikling og udstilling at gøre. Ideen fængede, ja den skabte ligefrem begejstring, og mange lagde sig i selen for at realisere de nye tanker.  I en tekst til museets årbog for 1997 formulerede jeg projektet på denne måde: ”Juleudstillingerne vil fremover blive en kavalkade over, hvordan man holdt jul i de forskellige epoker og sociale lag, som Den Gamle Bys interiører afspejler. Fra renæssancens sparsomme julepyntning til mellemkrigstidens moderne jul”. Og til julen 1997 var 13 af Den Gamle Bys stuer pyntede i pagt med den tid, de afspejler.

Julebordet som det kunne tage sig ud hos en velstående købmand i renæssancen omkring år 1600.

Det var noget, der gav genlyd i pressen, og både TV og landsdækkende aviser bragte større indslag om denne nye form for udstilling. Besøgstallet blev øget med 12.000, så det samlede besøg i juleperioden i 1997 var 42.000. I 1998 var tallet 48.000, og de næste par lå tallet omkring de 50.000 besøgende.

I de historiske butikker som her boghandleren kan publikum både se og købe varer med historie.

 

I hjemmet fra Havbogade i 1927 kan de besøgende komme indenfor og få varmen – og måske oven i købet få læst en julehistorie.

Antallet af julepyntede interiører blev løbende forøget. Og i 2001 blev det levende museum introduceret, hvorved en helt ny dimension blev føjet til museumsoplevelsen – også til jul. Nu kunne de besøgende i køkkener og stuer møde aktører, der agerede som var de i en anden tid, og i de historiske butikker var det muligt at købe varer fra en helt anden tid.

I 2002 begyndte vi at lave små tematiske juleudstillinger, først om julehjertets historie, i 2003 om julenissen. I 2004 flyttede juleudstillingen til større forhold i de nye udstillingslokaler bag Møntmestergården.

I 2003 kom der gadeboder, hvor de besøgende kan købe juleøl, chokolade samt julekort og julekalendere af ældre dato.

I 2003 kom der boder i gaderne og siden også et indendørs marked med forskellige former for husflid. I 2004 sagde vi farvel til Lions julemarked. Herefter kunne for alvor udvikle et markedskoncept, som Den Gamle By som museum kunne stå inde for.

At udstille et hjem, der i den grad er fyldt med nisser, var noget af en gimmick – men historisk korrekt.

Undervejs fandt vi på forskellige gimmicks. Bl.a. opfandt vi stillingsbetegnelsen juleinspektør for den museumsinspektør, der havde det overordnede ansvar for julen. Og hvert år præcist to måneder før jul udsendte vi en pressemeddelelse til alle landets aviser, om at juleinspektøren var udnævnt. Samtidig oplyste vi om årets særlige julefokus. De første mange år blev ”nyheden” bragt som navnestof i aviser landet over.

Juleøllets betydning kan vanskeligt overvurderes. Derfor er den Gamle Bys bryggere naturligvis også på arbejde op til jul. Og har man mod på det, er man velkommen til at smage.

Julen i er i dag Den Gamle Bys absolutte højsæson med omkring 130.000 besøgende på få uger. At konceptet er blevet så stor en succes tror jeg især skyldes to forhold.

For det første, at Jul i Den Gamle By er 100 pct i pagt med museets grundidé, sådan som den blev udviklet af grundlæggeren Peter Holm for næsten 100 år siden. Nemlig at det skal være ligesom at gå ind i en helt anden tid med gader, boliger, butikker og de mennesker, der boede der – også når det er jul.

For det andet at hele museets organisation trækker på samme hammel. Det kan lyde banalt, men selvom de fleste ved, at det er vigtigt, er det oftere lettere sagt end gjort. Men det er faktisk sådan, at alle afdelinger er involveret og alle har opgaver, der er vigtige for at publikum kan få en hyggelig og inspirerende juleoplevelse i den mørke tid, som jo ellers ikke er den mest venlige tid på året.

Den Gamle Bys julekavalkade omfatter nu også året 1974. Her ses Pouls Radio og hele rækken af butiksfacader i Sønderbrogade.

Jul i Den Gamle By udvikler sig stadig, men i øjeblikket omfatter konceptet følgende elementer:

  • Udstillingssuiten Dansk jul i 400 år med interiører, der er spredt over hele museet, og som viser hvordan julen har taget sig ud i de private hjem fra renæssancen omkring 1600 til 1974
  • Levende museum med brasen i køkkener, hygge i stuerne og særlige rundvisninger i mørket
  • Handel i de historiske butikker med typiske varer fra 1864, 1927 og 1974
  • Julesærudstilling – fra 2012 i Julehuset, der ligger i Aalborggården på Torvet
  • Boder i gaderne og husflid i Bendtsens Pakhus
  • Musik og events i gader og på Torvet i Den Gamle By.

Men ideen til det hele kom fra en lyttende mand i billetsalget.

Se nærmere om Jul i Den Gamle By her.

 

En lille pige ser DRs julekalender fra 1974 Jullerup Færgeby i 1974-butikken Pouls Radio.

Og fra neonlyset i Pouls Radio kan man gå ind i de mørke gader og opleve, at der var engang, det var mørkt, når det blev aften. Og dermed få en forståelse af lysets betydning i den gamle jul.

 

Kontakt mellem mennesker er ved at være en sjældenhed – og er derfor kommet på museum i Den Gamle By

Den af

Det er efterhånden en sjældenhed at møde et menneske, der siger goddag, hvad kan jeg hjælpe med, ja så gerne eller farvel og tak. I hvert fald i det offentlige rum.

Kontakten med det offentlige skal snart være 100 pct digital. Man hæver kontanter i automaten, og transaktioner foretages via netbank. Flere og flere køber varer på nettet, og selvbetjeningskasser vinder frem i supermarkedet. På biblioteket stempler man selv de lånte bøger, og på stationen køber man sin billet i en automat.

Men tag det roligt, der er hjælp at hente. For nu er kontakt mellem mennesker kommet på museum i Den Gamle By. Akkurat som så mange andre ting, der er ved at forsvinde fra vores moderne verden!

At der bliver mindre kontakt mellem mennesker, har vi egentlig vidst længe. Men først for nylig er det blevet så klart for os, at vi har defineret det som en målsætning for Den Gamle By, at det, vi laver, nok har meget at gøre med både huse og ting, men at Den Gamle By først og fremmest er et museum, der handler om mennesker og kontakten mellem mennesker.

 

I det levende museum møder publikum mennesker, man kan snakke med, og som kan fortælle om livet i en helt anden tid.

Vi tog for alvor fat på denne opgave, da Den Gamle By i 2001 begyndte med det såkaldte levende museum, hvor vi installerede rigtige levende mennesker i stuer og køkkener.

I det levende museum er der åben ild i ildsteder og fuldt fyr på både vindovn og bilægger. Der er aktører i tro kopier af historiske dragter, som laver mad, strikker, henter vand, hugger brænde – og om kan fortælle historier fra deres dagligdag anno dazumal, og som publikum kan snakke med.

Efter indførelsen af det levende museum er publikum ikke længere nødt til bare at læse tekster på væggen og passivt se på tingene. Nu kan de gå i dialog med historien i form af rigtige mennesker, som vi har uddannet til at formidle andre tiders historiske virkelighed.

 

I de historiske butikker bliver man ekspederet, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed “ude i samfundet”.

Også når man træder ind i vores historiske butikker møder man mennesker. I Købmandsgården er det den gamle købmandssvend, i Bagerbutikken madammen eller den unge jomfru. Hos Isenkræmmeren og Boghandleren fra er det butiksindehaverne selv, der siger goddag, hvad kan vi hjælpe med! Og i Pouls Radio er det som oftest ”Poul selv”, der passer butikken.

I butikkerne kan man blive vejledt af en fagmand, og man kan købe ting og sager. Men formålet med butikkerne er ikke først og fremmest, at publikum skal købe noget. Formålet er, at vores gæster kan få den snart historiske oplevelse at blive ekspederet og serviceret – og så spørge og få en snak om vilkårene i 1864, 1885, 1927 og 1974.

 

I efteråret 2012 kunne museets publikum besøge den hjemløse Ulrik Szkobel, som havde lavet en hule i gården bag Legetøjsmuseet.

I efteråret 2012 havde vi ligefrem udstillet et rigtigt menneske. Nemlig den hjemløse Ulrik Szkobel, som selv havde fået den tanke, at det nok var de færreste, der havde mødt og talt med en hjemløs, og at det kunne de jo fint gøre i Den Gamle By. Han var blevet smidt ud fra sit midlertidige hjem et andet sted i Aarhus. Den Gamle Bys håndværkere hjalp med at flytte hans skur til baggården bag Legetøjsmuseet. Men det var Ulrik selv, der skaffede papkasser og andre ”byggematerialer”, så hans hule kunne åbne for museets publikum i oktober 2012. Hulen stod frem til nytår, hvor Ulrik flyttede et andet sted hen.

Mange mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at kontakte en hjemløs, gik i Den Gamle By ind i baggården, kiggede ind og fik en snak med Ulrik Szkobel i hans hjem – og fik dermed et indtryk af en verden, de normalt aldrig ville møde.

Da en journalist spurgte Ulrik, hvordan han havde det med at være udstillet på et museum, svarede han: ”Jeg udstiller ikke mig, tænker jeg, men dig! Folk kommer her og ser deres eget liv og kontrasterne gennem mig og mit liv”

Den Gamle By er et mangfoldigt museum, hvor der er traditionelle udstillinger, digitale formidlingsformer og levende museum. Men i takt med, at kontakten med mennesker i det offentlige rum bliver stadig sjældnere, vil vi i Den Gamle By lægge stadig mere vægt på, at man under et museumsbesøg kan møde og gå i dialog med rigtige mennesker.

 

 

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Den af

Ideen til et moderne bykvarter opstod i 2002, og de følgende år tog vi forskellige skridt på vejen til en realisering. En masterplan blev udarbejdet, vi lavede analyser af, hvilke typer huse, butikker og boliger, der var de typiske, vi hentede de første større helheder, og i 2006 faldt det på plads, at Aarhus Kommune overdrog det ønskede areal til Den Gamle By.

I 2006 hjemtog Den Gamle By et helt hus med seks to-værelses lejligheder, Skottenborg 9A, fra Viborg. Huset er nu ved at blive opført i det moderne bykvarter.

161 mio kr fra A.P. Møller Fonden

Nu var der så to veje at gå. Den ene var at opføre et hus ad gangen, sådan at projektet forhåbentlig ville kunne realiseres over en årrække – akkurat på samme måde som Den Gamle By var blevet til siden 1914. Den anden var at slå et stort brød op og skitsere en helhedsløsning med en færdig bydel, som så også ville indbefatte den tilhørende infrastruktur.

Vi valgte at satse på den store løsning, og i efteråret 2006 var vi kommet så langt i planlægningen, at vi kunne indsende en ansøgning til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Onsdag 29. marts 2007 modtog vi et brev på seks linjer med en donation på i alt 161 mio kr til realisering af projektets hovedetape. Hold da helt op!

 

Onsdag 28. marts 2007 modtog Den Gamle By et bevillingsbrev fra A.P.Møller Fonden på 161 mio kr til realisering af den såkaldte Havnegade-etape, som udgør hoveddelen af det moderne bykvarter, der viser livet i Danmark, som det tog sig ud i en provinsby i 1974.

Tillykke fra Hendes Majestæt Dronningen

Efterfølgende sendte vi et brev med hele ansøgningsmaterialet til Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, og 22. april modtog museet et håndskrevet brev med lykønskning og den dejlige bemærkning: ”det har Den Gamle Bys så sandelig fortjent”.

Siden har Dronningen fulgt projektet med stor interesse.

20. juni 2013 åbner Tårnborg for publikum

Og dagen inden foregår den officielle åbning. Her vil der være taler af tidligere museumsdirektør for Nederlands Openluchtmuseum, professor Jan Vaessen, kulturminister Marianne Jelved og formand for A.P. Møller Fonden, Ane M.M. Uggla, som vil forestå selve åbningen.

Tårnborg er en tilpasset kopi af en hjørneejendom fra Skt Anna Gade og Kongensgade i Helsingør. Et hus af den type, som vil mangle, hvis ikke det er der, men som på den anden side sjældent står til nedrivning – heldigvis da!

Da det er en kopi, har det også været muligt at disponere lokalerne, så huset så at sige kan fungere som en montre omkring nogle originale helheder som fx et konditori med paneler og stuk.

Foruden konditori og tilhørende bagerudsalg rummer Tårnborg et minimarked, en forsikringsbutik og en gynækologklinik. Og der ud over tre boliger. Et kollektiv, en ugift skoleinspektør og en kernefamilie, der er på vej i parcelhus.

 

I Tårnborg kan publikum bl.a. besøge kollektivet, som er genskabt efter kollektivet Skansen, der i 1974 lå i Skansepalæet i Aarhus. Kollektivet er genskabt i tæt samarbejde med de, der i sin tid boede der.

Flere huse og historier på vej

Huse fra Hjørring, Viborg, København og Horsens er under opførelse, og i løbet af det næste års tid eller lidt mere vil her åbne et jazzværtshus, en børnehave, et knallertværksted, en bogbyttebiks og en damefrisør. Og man vil kunne træde ind i hjemmene fra en lærerfamilie, en blind mand, en hippie, et pensioneret arbejderægtepar, en enlig mor og hendes søn, en grønlandsk studerende og seks unge tyrkere i en toværelses.

 

I næste etape åbner bl.a. Jazzværtshuset Bent J fra Aarhus. Vi håber her fra tid til anden at spille jazz – naturligvis med et glas øl og lidt kulturhistorisk piberøg til.

Trods modstand fortsatte Den Gamle By arbejdet med at skabe grundlaget for et bykvarter fra 1970’erne

Den af

Kulturarvsstyrelsen lagde i flere omgange sten i vejen for Den Gamle Bys arbejde med moderne bykvarterer, men bestyrelse og ledelse mente, at det var det rigtige for museet – og arbejdede derfor videre med projektet.

I Den Gamle By var vi pavestolte, da vi lancerede ideen om at skabe en ny Den Gamle By, der skulle vise bygninger, boliger og erhverv fra 1900-tallets Danmark. Vi var også 100 pct overbevist om, at museet her var i fuld overensstemmelse med sit eget bankende hjerte og grundlæggende idé. Som bekendt havde museets stifter Peter Holm i sin tid talt om, at Den Gamle By også skulle rumme elementer fra ”vore forældres og bedsteforældres tid”.

Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys projekt

Det var derfor noget af et slag i ansigtet for bestyrelsesformand Peter Jensen og undertegnede, da repræsentanter for Kulturarvsstyrelsen på et møde i Den Gamle By i foråret 2003 klart og meget kontant tilkendegav, at det ikke var et projekt, Den Gamle By burde gå videre med.

Vi blev virkelig taget på sengen, idet Statens Museumsnævn, som Kulturarvsstyrelsen var afløser for, tre år tidligere havde sagt, at det da var Den Gamle By, der skulle påtage sig den opgave. Se indlæg herom.

International interesse og opbakning

Kulturarvsstyrelsens afvisning gjorde ondt! Men den gav os anledning til at tænke os om én gang til. Vi drøftede vore tanker med flere af de udenlandske kolleger, der havde realiseret mere nutidige projekter.

I august 2003 havde jeg lejlighed til at orientere om projektet i et internationalt museumsforum. Det foregik på en konference i Glasgow i Skotland, hvor omkring hundrede museumsfolk fra toneangivende open-air museer, bakkede stærkt op om projektet.

Resultatet blev, at vi blot blev endnu mere overbeviste om, at det var et rigtigt projekt for Den Gamle By.

Helt tilbage i 2001 hjemtog Den Gamle By en komplet lejlighed med stue, soveværelse, køkken og badeværelse samt alt indhold i skuffer, skabe og bogreoler. Det var sådan set kun udsigten, vi ikke fik med.

Rapport anbefalede, at der ikke skulle gives midler til Den Moderne By

Ikke desto mindre fik vi i september 2003 endnu et ordentligt gok i nøden. For da udkom Kulturarvsstyrelsens rapport om de såkaldte paragraf-16 museer, altså museer der – som der stod i museumsloven – ”udfører en virksomhed af særlig betydning”.

Styrelsen gik endnu engang imod Den Gamle Bys planer, og det med to hovedargumenter. For det første, at ”bygningsfredningsloven sikrer et repræsentativt udsnit af det 20. århundredes bygninger”. Og for det andet, at ”de kulturhistoriske museer rummer betydelige samlinger fra perioden”.

Et hus som dette fra Nørregade i Aarhus er ikke beskyttet af nogen form for fredning og behandles ofte derefter! Skal sådanne huse bevares for eftertiden må de flyttes til open-air museer, der jo netop har som deres opgave at bevare almindelige menneskers historie.

I Den Gamle By mener vi, at fredning og flytning af huse supplerer hinanden

Styrelsens første argument kunne vi uden videre tilbagevise, idet bygningsfredningen jo først og fremmest bevarer det enestående og unikke, men meget sjældent de helt almindelige, ja ofte kedelige huse, som helt almindelige danskere har boet og levet i. Dertil kommer, at bygningsfredningen nok giver historisk dybde til vore byer og kulturmiljøer. Men bygningerne skal jo fungere i en nutidig sammenhæng, folk skal bo i dem og har brug for både træk og slip, dobbeltruder, samtalekøkkener og moderne elinstallationer. Derfor kan fredede bygninger ifølge sagens natur ikke give et billede af, hvordan mennesker har boet i dem i tidligere tider. Det kan open-air museerne til gengæld, idet man her bevarer hverdagsdanskerens huse og indretter dem, som de har set ud på et givet tidspunkt.

Open-air museernes særkende er, at de indsamler helheder

Styrelsens andet argument, at der jo i forvejen er betydelige samlinger fra perioden er helt korrekt – blot ikke som et argument imod Den Gamle Bys projekt. For mens kulturhistoriske museer generelt skaber og bevarer samlinger af enkeltgenstande, så er open-air museernes særkende at bevare helheder.

For mig eget vedkommende har jeg fx, da jeg for mange års siden var leder af Struer Museum, opbygget en stor samling af radio- og tv-apparater fra Struers stolte virksomhed B&O. Men det er en samling af enkeltgenstande.

Det, vi gør i Den Gamle By, når vi sætter fokus på denne historie, det er at skabe helheder – som fx en hel radio- og tv-forretning med et bredt udvalg af apparater, kassettebånd, plader, josty-kit – det hele i datidens priser! Det er kort sagt to forskellige måder at tænke museum på. De er i princippet lige rigtige og lige vigtige, og den ene type udelukker ikke den anden.

 

I 2005 afholdt Den Gamle By en international konference om 1900’tallet på museum. Svenskeren Sten Rentzhog, som er en af ophavsmændene det svenske SAMDOK, pointerede at det var vigtigt at flytte moderne helheder til open-air museerne. Nordmanden Olav Aaraas fortalt om sine banebrydende moderne projekter på Sogn Folkemuseum og Maihaugen. Caspar Jørgensen fra Kulturarvsstyrelsen forfægtede styrelsens synspunkt, at Den Gamle Bys projekt var irrelevant. Og Allan Frandsen og Thomas Bloch Ravn fortalte om Den Gamle Bys projekt.

Den Gamle By fortsatte sit arbejde

Det korte af det lange er, at bestyrelse og direktion besluttede, at Den Gamle By skulle fortsætte sit arbejde.

I 2003 opslog vi i regi af Dansk Center for Byhistorie et ph.d.-stipendium i byplanlægningens historie i Danmark.

Året efter ansatte vi en museumsinspektør, Allan Leth Frandsen, der skulle arbejde med at udvikle projektet.

Museet erhvervede magasinkapacitet, så vi kunne opbevare de store mængder bygningsmateriale og inventar, som ville blive relevant.

Aarhus Kommune skabte 2004-05 plangrundlaget, så Den Gamle By fik det nødvendige areal til realisering af projektet.

I 2005 afholdt museet en international konference, der havde til formål at bringe erfaringer fra udenlandske museers arbejde med moderne tid til Den Gamle By.

Vi foretog undersøgelser og analyserede, hvilke bygninger, der var repræsentative fra de danske provinsbyers brokvarterer i perioden, hvilke butikker der var flest og mest typiske, hvordan befolkningssammensætningen var osv.

Og vi iværksatte arbejdet med en masterplan for projektet.

 

I 2006 hentede Den Gamle By et minimarked i Gedved. En enestående helhed fra begyndelsen af 1970’erne med diske, reoler, frysere, reklameskilte, prisskilte samt en del varer.

Kilder

Thomas Bloch Ravn: 1900talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer no 3, 2003

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition to The Old Town – a project for the future; Report of the 21th Conference of the Association of European Open Air Museums 2003, printed in Scotland 2005

http://www.kulturstyrelsen.dk/nyheder/nyhedsarkiv-kulturarvsstyrelsen/browse/65/?no_cache=1&cHash=987f46f33321974761b1cd997373e38e

 

 

 

 

Hvordan opstod egentlig ideen til Den Moderne By?

Den af

Til juni åbner Den Gamle By den store hjørneejendom Tårnborg, som bliver det mest markante enkeltelement i museets 1974-kvarter. I dette og en række efterfølgende indlæg fortæller jeg om hvordan ideen til projektet om et moderne bykvarter opstod og tog form.

I betragtning af, at den statslige Kulturarvsstyrelse skulle vise sig at være voldsomt imod tanken om et moderne bykvarter i Den Gamle By, var det lidt ironisk, at det rent faktisk var en embedsmand i Statens Museumsnævn, der gjorde mig opmærksom på, at det var Den Gamle By, der burde tage teten og sætte 1900-tallet på museum. Stedet var Kulturministeriet, datoen var 13. marts 2000, og anledningen var et møde, hvor museumsfolk og embedsmænd skulle drøfte oplæg til ny museumslov.

I Den Gamle By vidste vi fra en international konference i 1999, at en række af vore udenlandske søstermuseer var begyndt at gå op i nærheden af vores egen tid. Jeg rejste derfor spørgsmålet, hvordan museerne og museumsloven her i Danmark forholder sig til at bevare helheder fra vores egen tid.

Da var det, at museumskonsulent Morten Lundbæk fra det daværende Statens Museumsnævn klart og utvetydigt gav udtryk for, at det da var en opgave for Den Gamle By, og at den også passede fint med museets vedtægter og ansvarsområde.

Det var jo værd at tænke over. Men jeg kunne ikke umiddelbart se nogen muligheder for at løse opgaven inden for Den Gamle Bys rammer. Det gentog jeg på en konference i Association of European Open Air Museums, som blev holdt i Szentendre i Ungarn i september 2001, hvor emnet blev drøftet. Begrundelsen var, at Den Gamle By hverken havde pladsen eller pengene, samt at det var vanskeligt at se, hvordan vi kunne indpasse moderne bygninger i den helstøbte bindingsværksby. Jeg havde fx også svært ved at forestille mig et 1970’er kollektiv ved siden af en 1700-tals stue.

Pludselig var ideen der

Men så pludselig var ideen der. Bare et halvt år efter. For i senvinteren 2002 blev tanken om at skabe et brokvarter uden på den eksisterende gamle by formuleret første gang. Formuleringen lød:

”Den Gamle By kan konstatere, at væsentlige træk af Danmarks kultur og udvikling igennem 1900tallet i dag er ved at glide de danske museer af hænde, og det er museets plan at skaffe ressourcer til at indsamle bygninger, boliger, forretninger og værksteder, som tilsammen kan give et troværdigt totalbillede af det liv, som millioner af danskere har levet i 1900årene” (Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. et vindue til historien, 2002 side 238).

Kort fortalt var ideen at bygge brokvarterer uden på den eksisterende gamle by, så vi derved kan undgå et tidsmæssigt misk-mask med sammenblanding af forskellige perioder.

Tættere på nutiden

Når vi fandt, at også Den Gamle By skulle gå tættere på nutiden, var det dels fordi museer ikke blot bør forholde sig til den fjerne fortid, men også til en tid, som folk har et konkret forhold til. Dels var det for, at museet derved kunne aktualisere sin historiefortælling overfor publikum. Akkurat ligesom museets stifter Peter Holm havde gjort det i sin tid, da han lod det sidste rum i Borgmestergården vise tiden omkring 1850 – ”vore forældres og bedsteforældres tid”, som han kaldte det.

 

Rækkehus på Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem, der bl.a. rummer en lejlighed fra 1970’erne.

Inspiration fra udlandet

Inspirationen havde vi især hentet hos søstermuseer i Storbritannien, Norge, Sverige og Holland, hvor man på forskellige måder har skabt miljøer og helheder, der er genkendelige for et nutidigt publikum. Disse inspirationskilder vender jeg tilbage til i senere indlæg på denne blog.

 

Jeg besøgte museet i Arnhem i 2000, året efter at rækkehusne var åbnet for publikum, og oplevede her for første gang, hvor stærkt det virker, når man som museumsgæst næsten føler, man træder ind i sin egen historie.

Brokvarterer uden på den gamle købstad

Den Gamle Bys idé var kort fortalt at skabe to kvarterer med bygninger, boliger, butikker og erhverv. Kvarterer af den type kalder man brokvarterer. De findes i stort set alle købstæder, hvor de voksede frem fra slutningen af 1800-tallet og lagde sig uden om de gamle bykerner med rødder tilbage til middelalderen.

Vi ville lave ét kvarter, der med fokus på 1927 viser den begyndende modernisering af de danske byer, sådan som den slog igennem fra 1890ernes industrialisering og frem til alting gik i stå med 1930ernes krise og den efterfølgende Anden Verdenskrig. Og så et andet kvarter, der med fokus på året 1974 viser vækstperioden fra der atter kom gang i hjulene efter Anden Verdenskrig og frem til oliekrisen og den hermed sammenhængende økonomiske nedtur atter satte tingene på stand-by.

Som sådan kunne de to kvarterer supplere den eksisterende Den Gamle By, som især viser et 17/1800-tals bybillede.

 

Planskitse af Den Gamle By med den eksisterende 17-1800-tals købstad samt 1927-kvarteret og 1974-kvarteret. Den grønne del, 1927-afsnittet, består hovedsageligt af ældre bygninger, der løbende opgraderes til 1927-miljø. De to røde områder samt den gule viser forskellige afsnit i 1974-kvarteret. Den mørkerøde del er Havnegade-etapen, som er finansieret af A.P. Møller Fonden.

Et forbillede for open-air museerne

I vinteren 2007 bad vi de svenske museers nestor Sten Rentzhog, som netop havde skrevet en stor bog om verdens open-air museer, om at kommentere Den Gamle Bys nye, store projekt. Han skrev bl.a. følgende:

”Som der første museum kommer Den Gamle By til at give et helhedsbillede af det allerede næsten glemte 1900-tallet. Museumsbesøget får mere indhold, og publikum vil få mere ud af besøget”….”Hvis projektet gennemføres, er jeg overbevist om, at Den Gamle By atter bliver et markant forbillede for verdens øvrige open-air museer”.

I kommende indlæg vil jeg fortælle om en række forskellige inspirationskilder til projektet, ligesom jeg vil skildre de forskellige trin på vejen til projektets virkeliggørelse.

 

Kilder

Ulrike Looft-Gaude (red): Report. 19th Conference. Association of European Open Air Museums, Schleswig-Holsteinisches Freilichtmuseum 1999

Ivan Balassa & Miklós Cseri (red):Survival of a 19th Century Idea in the 21st Century. Report. 20th Conference of the Association of European Open Air Museums, Szentendre 2001

Thomas Bloch Ravn: New Ideas in Harmony with Tradition, trykt i Balassa og Cseri, 2001 side 79-89

Thomas Bloch Ravn: Den Gamle By. Vindue til historien, Gyldendal 2002

Thomas Bloch Ravn: A 20th Century Addition To The Old Town – a project for the future, report of the 21th Conference in Association of European Open Air Museums, Scotland 2003 side 151-56

Thomas Bloch Ravn: 1900-talsbyen på frilandsmuseum, Danske Museer 3/2003 s. 16-21

 

 

 

 

Hvad kan man bruge museer til?

Den af

Når man som jeg arbejder med museum og historie er det naturligt med mellemrum at stoppe op og overveje, hvad man egentlig kan bruge museer til og hvorfor det er vigtigt at bruge tid og penge på at have museer.

 

Samfundet bruger ressourcer på at have museer, publikum betaler for at besøge dem, og jeg har brugt mine måske bedste år på at lede og udvikle et museum. Så et eller andet må man vel forhåbentlig kunne bruge dem til.

Hvorfor har vi museer? Hvad er deres nytteværdi?

Det er selvfølgelig spørgsmål, som det ikke er muligt at svare hverken kontant eller entydigt på, for museer er ikke konkrete instrumenter, der skal anvendes til noget bestemt, og man kan nok også roligt gå ud fra, at svarene på de stillede spørgsmål vil variere over tid.

Personligt mener jeg, at museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutidens mennesker. Gennem mine godt og vel 25 år som museumsleder er jeg nået frem til tre pejlinger af, hvad man kan bruge museerne til.

 

Da den Gamle By arbejdede med at genskabe Møntmestergårdens enestående 1700-tals fik unge malersvende erfaringer med materialer og håndelag, der var gået i historiens glemmebog.

Glemte ressourcer

Den første pejling har at gøre med det forhold, at der ved enhver udvikling, ved ethvert fremskridt, lades noget tilbage, som der ikke er rum for her og nu, men som måske rummer ressourcer i fremtiden. Det er museernes opgave at gemme disse ting til andre tider.

Et konkret eksempel kan være Den Gamle Bys arbejde med de historiske håndværk.

Museets håndværkere anvender teknikker, der har været brugt gennem århundreder, men som nu er ved at gå i historiens glemmebog. Mureren læsker selv sin kalk og maleren blander selv sin maling – så ved vi, det er kvalitet.

Gang på gang understreger museets fagfolk, at håndværket kun lever, når det bruges. Nok kan meget skrives ned, og film og foto kan også være nyttige, men det er frem for alt det daglige arbejde, der giver det håndelag og den gefühl for materialer, der er kernen i det traditionelle håndværk. Derfor løfter museets håndværkere også jævnligt pegefingeren og advarer mod akademisering af håndværket og af bevaringsområdet i det hele taget. Man kan ikke læse sig til det – håndværket ligger i hånden.

 

Ved at bruge sit fag, fastholder Den Gamle Bys håndværkere glemte teknikker og kompetencer, som måske på et tidspunkt kan vise sig at være en ressource, man ikke vidste, man havde brug for.

Den håndværksmæssige viden fastholdes i Den Gamle By gennem arbejdet med at vedligeholde museets historiske bygningsmasse, hvoraf hovedparten stammer fra før 1800, og teknikker og kundskaber overføres fra generation til generation ved uddannelse af lærlinge og ved at unge svende går som føl hos mere erfarne håndværkere.

Dermed fastholder museet en kompetence, som kan bruges i forbindelse med vedligeholdelse af den ældre bygningsmasse, som stadig udgør en ganske stor del af bygningsmassen i Danmark.

 

Den Gamle Bys gartner bevarer planter af ældre sorter og er dermed med til at sikre mangfoldigheden i vores levende kulturarv. Planterne formeres og sælges, hvormed flere får glæde af dem, og samtidig er der mange flere, der er med til at bevare de historiske planter.

Reservoir for inspiration

Den anden pejling har at gøre med, at museet som en anderledes historisk ramme udgør en slags frirum i forhold til dagligdagens trummerum. Et frirum, der måske på nogle områder kan lignes med menneskets underbevidsthed. Lad mig prøve at illustrere det.

Jeg tror, alle kender situationen. Man tumler med et problem, som ikke umiddelbart lader sig løse. Man prøver fra forskellige leder og kanter, men kan ikke her og nu finde en tilfredsstillende løsning. Man lader tiden gå, og så sker det lige pludselig. Bedst som man vasker op, slår græs, cykler hjem fra arbejde eller er lige ved at falde i søvn, så er den der! Som i et glimt står problemets løsning klar og tydelig. Det, der her sker, er naturligvis, at underbevidstheden arbejder videre med problemet, mens bevidstheden slapper af eller beskæftiger sig med noget andet. Når underbevidstheden får tilstrækkelig ro til det, trækker den på viden og ressourcer, som ikke umiddelbart er tilgængelige, mens det går mest hedt til i arbejdsprocessen. Man trækker på et hengemt lager af indsigt og viden, som ikke tidligere har været nyttiggjort, og som derfor er blevet stuvet af vejen et sted, hvor det ikke er så lige til at finde.

 

Når man går fra hverdagen til et anderledes miljø, åbnes sindet for nye tanker og inspiration. Fx når man under en aftenvandring virkelig oplever, hvad lyset betyder.

Måske kan man sige, at museerne er en del af samfundets underbevidsthed. En slags kulturhistorisk reservoir for kontemplation, eftertanke og inspiration, hvor personer såvel som samfund kan få et frirum, hvor associationerne kan flyve frit, hvor tankerne kan finde nye veje og hvor hengemt kundskab og indsigt, som pludselig kan vise sig nyttigt i nutiden.

Når moderne børn besøger Den Gamle By og får en ny identitet, noget andet tøj på og fx kommer i skole, oplever de en helt anden verden.

Glæde

I den tredje og sidste pejling er konklusionen, at man egentlig ikke kan bruge museerne til noget. De har ingen eller kun sjældent en egentlig nytteværdi.

Akkurat ligesom en nyudsprunget bøgeskov eller en solnedgang ikke har nogen umiddelbar nytteværdi. Det er fænomener, der ikke er målbare, men som giver mennesker indsigt og glæde. Og det er da heller ikke så ringe – men det er sjældent, det tæller i kvantitative nytteopgørelser.

Albert Einstein er blevet citeret for at sige: ”Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts”.  Det er det, det her drejer sig om.

Det er ret beset enestående, at gæsterne i Den Gamle By kan fornemme stemninger, som nutidens mennesker ingen mulighed har for at opleve andre steder.

Relevans

Vi har i en årrække levet i et samfund i konstant forandring – og den situation ændrer sig efter alt at dømme ikke de næste mange år. I et sådant samfund bliver kulturarven en vigtig bagage og inspirationskilde for de mennesker, der skal forsøge at finde sig ståsted og pejlepunkter.

Det er min grundlæggende opfattelse, at historien og museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutiden. Museerne arbejder nok med fortiden, men de gør det i nutiden og under hensyntagen til fremtiden. Det, vi laver på et museum, gør vi jo ikke af hensyn til fortiden – eller til tingene. Tingene er døde og fortiden er forbi! Nej, vi laver museum for nutidens og for fremtidens mennesker ud fra den overbevisning, at museumsvirksomheden kan bibringe nutiden og fremtiden et eller andet.

Hvad dette ”et eller andet” så indebærer, er det ikke så let at svare på. Ovenstående er et forsøg.