Kategoriarkiv: Meninger

Uden mørket er det svært at se lyset

Den af

I disse dage hænges millioner af LED-lyspærer op i det ganske land og varsler julens komme. I dette indlæg fortælles om betydningen af lyset i mørket og de mangeartede skikke og traditioner, der har formet den danske jul. 

Når danskerne juleaften tænder lysene på juletræet, så slukker de fleste først på kontakten. For først når det elektriske lys er slukket, kan man se det særlige samspil med mørket, som de levende lys giver. Det er noget af det, der gør julen til rigtig jul.

På samme måde med adventskransen, der fandt vej over grænsen fra Tyskland efter første verdenskrig og for alvor blev udbredt i Danmark i slutningen af 1940’erne. Jo nærmere vi kommer på julen, des flere lys tænder vi i kransen. Og vi nyder den typisk i mørkningen, for vi ville jo næsten ikke kunne få øje på den i en fuldt oplyst stue.

Heller ikke den endnu senere skik med kalenderlyset kommer til sin ret i totalt oplyste rum. Eller den svenske – og nu danske – Luciaskik.

Vi passer på, at vi ikke lyser så meget, at vi slet ikke kan se lyset i mørket. For det er jo det, det hele drejer sig om.

Selve ordet jul er et hedensk ord, og vores jul er i bund og grund en hedensk fest. En fejring af solhvervet, hvor året vender, og det går mod lysere tider. Man ser frem mod lysets snarlige komme som et tidens tegn for grøde, vækst og fremgang.

Men julen er også så meget andet. Julen er en fejring af Jesu fødsel og en markering af vores kristne kultur. Den er også et stort gilde med masser af mad og drikke. Og den er udveksling af gaver, ja man kan næsten sige, at julen i dag er et kommercielt gaveræs.

Julens traditioner giver os fast grund under fødderne, de giver os en fornemmelse af at høre til og være en del af noget, der er større end os selv.

Det er de rødder, vi i Den Gamle By ønsker at tydeliggøre for de mange gæster, der besøger museet i tiden op til jul.

Den franske historiker Phillipe Ariés har engang udtrykt det på den måde, at det er historiens –  og museernes – opgave at afhøvle nutiden, så den bliver gennemsigtig. Med Den Gamle Bys vifte af udstillinger, levendegørelser, historiske butikker og anderledes smagsoplevelser prøver vi at give vores gæster hygge og samvær på en måde, så de samtidig også oplever, at de får noget med hjem. En ny tanke, en forundring eller måske en viden, som man ikke havde før. Vi ønsker at give julen dybde og dimension.

For mig personligt begynder juletiden, når dagene for alvor begynder at blive korte. Det sker sådan engang i første halvdel af november. Det er mørkt, når man står op, og mørkt når man cykler hjem fra arbejde. Og så forløses det hele i dagene omkring juleaften, hvor året vender, og lyset lidt efter lidt begynder at vende tilbage. Uendeligt langsomt, men man ved, at det går den rigtige vej.

Det markerer vi nordboere ved at tænde lys, ved at være sammen og ved at hygge os. Og det, vi er sammen om, det er traditioner, der har så mange århundreder på bagen, at ingen rigtig kender deres oprindelse.

Præsteenken i Eilschous Boliger strikker i skæret fra et enkelt lys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

”Guuud, var der virkelig så mørkt?”, spørger mange gæster, når de besøger den ældste del af Den Gamle By i december måned. Og svaret er: ”Nej, i 1800-tallet og før var det meget mørkere”.

For ikke skræmme vores gæster bort, har vi derfor valgt et kompromis. Nemlig at placere en del flere gaslamper og portlygter, end der i virkeligheden ville være. Men mørket er alligevel så markant, at de fleste nutidsmennesker får en troværdig fornemmelse af spillet mellem lys og mørke i de gamle købstæder.

Indendørs klarede man sig i vidt omfang med skæret fra ilden i det åbne ildsted. Men man kunne også tænde et tællelys, som stort set svarer til vor tids sterinlys. Men kun ét. For lys var dyre at fremstille og derfor noget, man sparede på.

Man havde normalt lys i det rum, hvor man opholdt sig. Lyset stod i en stage, og forlod man rummet, tog man lyset med sig. Det var ikke bare fråds, men også brandfarligt at lade lyset stå uden mennesker i nærheden.

For at få mest muligt ud af lyskilden gjorde man ofte det, at man satte lyset på et bord med en hvid dug, en såkaldt lysedug. Det er let at afprøve, og det er egentlig utroligt, så meget det hvide stof forstærker lyseffekten.

I dag er der ikke så mange, der tror på nisser, trolde og andet såkaldt overtro. Det skyldes måske, at vi er blevet mere oplyste i den forstand, at vi ved mere. Men det skyldes nok også, at vores verden og vores omgivelser med det elektriske lys er blevet mere oplyste.

Prøv blot at gå en mørkningstur i Den Gamle Bys gader. Eller kig ind til præsteenken i Eilschous Boliger, som alene oplyses af skæret fra ildstedet og et enkelt tællelys.

Mørket er overalt, og hvor det møder det flakkende lys er der glimt og bevægelser, der giver let spil til fantasien. Så folk, der har øjnene indstillet på den rigtige måde, kan se nisser og andre små væsner, som normalt ikke viser sig om dagen.

Ja, selv moderne, oplyste mennesker kan – ofte med en let gysen – komme ud for, at se et eller andet, som de aldrig vil kunne få øje på i de rum, hvor de normalt opholder sig, og hvor man bare trykker på en knap på væggen – og så er rummet totalt oplyst.

Når der i 1800-tallet og før var fest i de kredse, der havde råd, var lyset et vigtigt element.

For de, der til daglig var vant til et enkelt lys, var det noget helt specielt at opholde sig i et fuldt oplyst rum. I et sådant festbelyst lokale var der nemlig ikke bare et enkelt lys, men mange lyskilder i form af lysekroner i loftet, lysskjolde på væggene og lysestager på bordene.

Det er i den sammenhæng, vi skal se juletræet med lys på. Det første juletræ i Danmark skulle være blevet tændt i 1808 på den sydsjællandske herregård Holsteinsborg, men den første beretning om et juletræ stammer fra København tre år senere: ”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især eet, og uden for Vinduerne stod der ved Femtiden mange Mennesker, der højlydt gav deres Forundring til Kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at Folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle Dage i Forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i Stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det Forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grænene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gaa… Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale…De, der ej kunne styre deres alt for store Iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte stiger op til dem, for at kunne titte ind under Gardinerne”.

Erindringen stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos dr.phil. Martin Lehmann, som er den nævnte ”unge Doktor”. Martin Lehmann var præstesøn fa Holsten og kendte sikkert den tyske skik med pyntede og lysbehængte juletræer fra sin barndom. Nu havde han bragt skikken til København, og i det følgende århundrede blev juletræet udbredt til det ganske land.

I midten af 1800-årene blev juletræet almindeligt i bedrestillede hjem, og i de første årtier af 1900-tallet blev juletræet almindeligt hos høj og lav over hele landet.

Det var også i begyndelsen af 1900-årene, at julen begyndte at blive synlig udendørs. I 1914 kom København først med et juletræ på torvet, og i 1920’erne kunne man se et juletræ på torvet i snart sagt hver eneste købstad i Danmark. Træerne var forsynede med elektriske lys.

De enkelte butiksejere begyndte også at pynte til jul. Først og fremmest i butikkernes vinduer, men i årene efter første verdenskrig begyndte stadig flere butiksdrivende at pynte udendørs med gran og lys. Fra 1920’erne findes eksempler på, at nogen butikker udsmykkede deres facader med granguirlander, som blev hængt op i buer langs butiksfacaderne med en stjerne som lysende midtpunkt. Det var ikke alle, der gjorde det, for udsmykningen var dengang et anliggende for den enkelte butiksejer.

Snart blev juleudsmykningen imidlertid et anliggende for handelsstandsforeningerne, og allerede i 1930’erne er eksempler på, at man hængte granguirlander med elektriske lys på tværs af gaderne.

Som årene er gået, er lyset kommet mere og mere i fokus i den moderne julefejring. Hvor man i flere år har talt om gaveræs, kunne man med mindst lige så stor ret tale om lysræs.

Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med granguirlander med elektriske pærer i byernes handelsgader. Her Den Gamle Bys Havnegade 1974.

Byernes handelsgader oplyses af imponerende lystæpper. Og mange villahaver har hele udstyrsstykker af udsmykning med tusindvis af lamper, der med farver og blink viser billeder af julemandens kane, julegaver, julestjerner og Rudolf med den røde tud.

En og anden gammel Jeronimus kunne måske synes, at det er ved at være for meget. For der er efterhånden så meget lys, at det vil være svært at få øje på julestjernen, hvis den skulle vise sig på himmelen.

Men når lysene tændes på juletræet den 24.december, så slukker vi for det elektriske lys. For inderst inde ved vi jo udmærket, at uden mørket er det svært at se lyset.

Denne tekst har i en forkortet udgave været bragt som kronik i Avisen Danmark 28. november 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

Er national det samme som at være ejet af staten, Mette Bock?

Den af

Af Mads K. Holst og Thomas Bloch Ravn, museumsdirektører på henholdsvis Moesgaard Museum og Den Gamle By.

En ny kategori har set dagens lys inden for kulturpolitikken: Nationale kulturbærende institutioner!

Kategorien er introduceret i forbindelse med lanceringen af kulturministerens nye pulje på 400 mio kr. Puljen rummer forskellige elementer, men det primære billede er, at størstedelen af midlerne skal gå til de statsejede institutioner, som især ligger i København. Det er dem, der kaldes ”nationale kulturbærende institutioner”. Det skal medgives, at de også har mistet mange statsmidler de senere år.

Dette indlæg handler ikke om skævfordeling af penge. Det kunne det have gjort, og endda med stor rimelighed. Men nej, det handler først og fremmest om tankesæt.

Det virker nemlig provokerende, når man i udspillet pr automatik sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så at være statsejet. For det implicerer jo, at kulturinstitutioner, som ikke er ejet af staten, hverken kan være nationale eller kulturbærende – selvom de måtte være både højt anerkendte og stærkt præsterende.

Det virker ekstra provokerende, når man tænker på, at den måde at se tingene på, har sin rod i enevældens kultur- og udviklingssyn. Et kultursyn, der ser hovedstaden som rigets navle, hvorfra al orden udgår. Provinsen er et udyrket land, hvor alt er lige småt og lige gyldigt, og med en befolkning, der skal kultiveres af den dannede elite i hovedstaden.

Enevælden afskaffet for 170 år siden, i 1848. Men vi lever stadig med arven, og fra tid til anden dukker de mindre pæne sider af enevældens tankesæt op til overfladen og bliver tydelige og synlige. Som fx når man sætter lighedstegn mellem at være national og kulturbærende og så være ejet af staten. Eller når det bliver underforstået, at alt nationalt og landsdækkende, skal ligge i København, mens det, der ligger ”i provinsen” er rent lokalt.

Ser man på kulturmuseerne, som vi har mest forstand på, er der igennem mange år skabt flere korrektiver til den museumsstruktur, der voksede ud af enevælden. For ud over Nationalmuseet og en række lokalmuseer, der ligger i et fint net over hele landet, er der i Danmark også en række specialmuseer, som hver især er en slags nationalmuseer inden for deres specifikke områder: søfart, jernbane, landbrug, arbejderhistorie, kongehuset, herregårde, kommunikation, fiskeri, industri, design og meget andet.

Vi, der skriver disse linjer, repræsenterer de to største kulturmuseer, som ikke er statsejede, men som ”udfører en virksomhed af særlig betydning”, som der i mange år stod i en særlig paragraf i den danske museumslov. Denne virksomhed af særlig betydning er også begrundelsen for de særlige statstilskud, som vore to museer oppebærer.

Vore museer har ikke den førstefødselsret, der ligger i at være ejet af staten og placeret i København. Vi er almennyttige, selvejende institutioner, som er underlagt museumslov og statslige regler – akkurat ligesom Nationalmuseet, som ifølge kulturudspillet er den ”nationale kulturbærende institution” på det kulturhistoriske område. Vore museer har samlinger, der regnes som nogle af de væsentligste i verden. Vores faglige ekspertise er på kerneområderne second-to none, ligesom vi bruger ressourcer på at hjælpe museer, der har behov derfor. Internationalt regnes både Moesgård og Den Gamle By for at høre til den absolutte elite.

Spørger man de besøgende, er vi ikke i tvivl om, at både Moesgaard og Den Gamle By vil ryge i top både hvad angår vigtighed, kompetence og folkelig yndest.

Besøgstallene taler deres klare sprog. Blandt de kulturhistoriske museer er top-5: Den Gamle By, Moesgaard Museum, Rosenborg, Nationalmuseet og Frederiksborg Slot. Ser man anmeldelserne på Tripadvisor, Google og Facebook er billedet det samme.

Vi mener, at vi har vist i praksis, at det kan lade sig gøre, at opbygge store, stærke kulturinstitutioner med international gennemslagskraft – uden at være statsejet og uden at de skal have rod i enevælden. Faktisk giver det en anden form for museer. Vores museer er opstået ud af en bred demokratisk kultur, og vi tror på, at det har været med til at give dem en anden form for folkelig forankring.  I vores verden kan man godt både være tilgængelig og spændende samtidig med, at man er nationalt kulturbærende. Det er imidlertid en misforståelse, at det ikke kræver substantiel opbakning fra staten at løfte den opgave. Et højt niveau koster – og det er uafhængigt af ejerskab og placering.

Godt nok har vores museer været i stand til at tjene penge selv. Vi har derfor kunnet levere varen med kun en brøkdel af de tilskud, der tilfalder de statslige museer. Henved 80 procent af vores museers omsætning kommer andetsteds fra – først og fremmest fra entré og servicering af publikum, men også fra fonde og sponsorer. Alligevel er de midler, vi får fra stat og kommune afgørende for os. De udgør det økonomiske fundament, vi bygger hele vores øvrige indtjening på.

Hvis man fra staten genindfører enevældens syn på museerne, så udfordrer man reelt det, der igennem årtier er bygget op på vores institutioner. Vi bliver grupperet i en ikke-nationalt-kulturbærende samlekasse af museer, hvor det bliver vanskeligt at retfærdiggøre prioriteringer og dermed skabe højt niveau. Der er – og skal være – forskel på museer. Museerne varetager i dag mange forskellige opgaver i samfundet. De er lokale forankringspunkter, de er i stadig stigende grad grundlag for turismeudvikling, de sikrer og gør kulturarven tilgængelig, og de varetager en væsentlig rolle i forhold til dannelse og uddannelse. Og de gør det på forskelligt niveau.

Så der er et behov for, at skelne og prioritere inden for museumsområdet.  Men det kan ikke passe, at man i en moderne, demokratisk stat vender tilbage til enevældens kultursyn, og genindfører et skel mellem en dyr, elitær, finkultur på statsinstitutioner i København og en billig, udelukkende græsrodsbaseret folkekultur i provinsen.

Så, kære kulturminister: Vil du ikke godt finde en terminologi, der svarer til virkeligheden – og fremtiden? At være national og kulturbærende har intet at gøre med, hvem ejeren er, men alene med hvilke opgaver man reelt løser, og hvad og hvordan man præsterer. Det vil gøre os både glade og taknemmelige. Diskussionen om økonomisk skævvridning kan vi så gemme til en anden gang.

Blogindlægget er tidligere trykt som kronik i Berlingske Tidende søn 9. september 2018

 

 

 

Museer kan godt lære af Disney

Den af

Nationalmuseets kommende kedsomhedsknap er utvivlsomt et forsøg på at komme til at tale til publikum på en måde, så flere vil opleve museet som vedkommende. Det er al ære værd, og det bliver spændende at se, hvordan knappen kommer til at fungere. Diskussionen om kedsomhedsknappen fik mig til at huske en tekst, jeg skrev for snart et kvart århundrede siden, efter at jeg i 1994 havde været på en række studieture i det store udland. Jeg var dengang leder af Struer Museum og var på jagt efter museernes muligheder i fremtidens kulturelle oplevelsesmiljø. Det er altid glædeligt, når det viser sig, at man fortsat er enig i noget, man selv ytrede for flere årtier siden, og da jeg tror, at pointerne fortsat kan have en vis interesse, genoptrykker jeg her mine betragtninger fra dengang:

 

“Der er især tre erindringsbilleder, der toner frem på nethinden, når jeg her, efter mine museale studierejser til det store udland, går i tænkeboks for at fundere over, hvad jeg egentlig fik ud af de mange besøg på museer og i historiske oplevelsescentre og temaparker af snart sagt enhver art.

Første erindring fører mig til York, vikingernes gamle hovedstad i Danelagen, hvor jeg efter halvanden times ventetid i engelsk regnvejr så, hvorledes visionærer museumsfolk her har indrettet et vikingemuseum, Jorvik Viking Centre, der siger spar to til alt, hvad jeg hidtil har oplevet indenfor genren.

I Jorvik stiger gæsterne om bord i små, el-drevne ”time-cars” og bliver derpå ført baglæns gennem en tidstunnel, hvor de møder en række grå skikkelser, ca 30 generationer af avisdrenge, hjemvendte soldater, tiggere, kræmmere, der alle synes at stræbe den modsatte vej, fremad i tiden.

Figurerne er legemsstore og meget livagtige, hvilket gør turen ganske gribende. Køreturen ender i første omgang i den gamle vikingegade, Coppergate, i året 848. Tidsbilen vender, og nu er det hele i farver. Legemsstore tableauer, tale, råb, sang og lugte giver et fascinerende indtryk af livet i York for godt tusind år siden. Det er næsten som selv at være der! Herfra køres ind i et afsnit, der skildrer arkæologernes arbejde, og køreturen slutter i en fin museumsudstilling, hvorfra der sluttelig er adgang til en museumsbutik, som rummer alt, hvad hjertet kan begære af bøger, postkort, T-shirts, vikingemønter og andet replika.

Det lå klart fra starten, at Jorvik Viking Centre skulle virke attraktivt på et bredt publikum, således at em væsentlig del af driften kunne baseres på entreindtægter. Det skulle hurtigt vise sig, at dette var lykkedes til overmål, og det har betydet, at centret i dag er en af de mest profitable turistvirksomheder i Storbritannien. For en museumsmand en tankevækkende oplevelse!

I den anden erindring står jeg som en slags museernes Morten Mindstemand midt i Disney-koncernens kæmpestore EPCOT-Center i Orlando, Florida, USA.  EPCOT, der er en forkortelse af Experimental Prototype Community of Tomorrow, består af to dele. Første del er Future World, der i en række pavilloner giver de besøgende et indblik i nutid og fremtid. Anden del er World Showcase, der er en slags permanent verdensudstilling med pavilloner fra i alt 11 af verdens lande. Nøgleordet er edu-tainment, en sammentrækning af de to engelske ord education og entertainment, som synes at være inspireret af Marshall MacLuhans diktum: ”Anyone who thinks education and entertainment are different doesn’t know much about either”.

Selvom mit museale overjeg kæmpede godt imod, måtte jeg overgive mig til dette festfyrværkeri af formidlingsteknikker og oplevelsesformer, der vil kunne berige ethvert fordomsfrit museum. I de forskellige nationale pavilloner kunne man typisk opleve:

  • dark rides a la Jorvik gennem landets historie
  • spektakulære film på storskærme af forskellig slags
  • udstillinger, hvor den besøgende må prøve og pille
  • rekonstruktion af hele miljøer
  • fornemme udstillinger af kulturskatte
  • gademusikanter og gøglere, etniske restauranter og butikker med fornemt kunsthåndværk

EPCOT er i bund og grund en kommerciel temapark og er dermed også underlagt andre vilkår end et museum. På trods af dette kunne jeg som museumsmand ikke andet end fascineres af den utrolige evne til formidling som Disney-koncernen her har udvist. Nyskabende, spændende og – langt hen ad vejen –  seriøs og vederhæftig.

Scenen for det tredje erindringsbillede er også Orlando – oplevelsesbyen, der på få årtier er opstået omkring Disney Worlds tre store tema-parker: EPCOT, Magic Kingdom og Universal Studios.

Stedet er et middelalderligt spise- og riddershow, ”Medieval Times – Dinner & Tournament”, der foregår i en ”borg”, hvor man mod betaling kan blive fotograferet sammen med ”kongen og dronningen” – det sker i riddersalen, hvor man også kan købe sig en Budweiser-øl.

Selve showet foregår i en stor ”middelalderhal”. For enden af det langstrakte turneringsareal sidder kongen og dronningen, og borgens stolte hersker styrer med mikrofon i hånd hele showet.

Nu serveres middagen, som består af en helstegt grillkylling på tintallerken og øl ad libitum i plastickrus – der er hverken kniv eller gaffel, men heldigvis masser af papirservietter påtrykt stedets logo. Under første del af middagen underholder en dygtig falkonér.

Herefter lyder en fanfare og turneringen begynder. Seks veltrænede riddere tordner ind ad portalen på deres araberheste, og i løbet af den næste times tid afgør de med lanser, sværd og økser, hvem der skal vinde publikums gunst. Publikum svinger med papkroner i forskellige farver, der hyldes, spises, drikkes øl – og alle har det rart og hyggeligt.

Showet, der i dag findes i syv identiske udgaver over hele USA, har fine fysiske rammer, forrygende riddere, fyrige heste, ja endda en fornem falkonér – men man har ikke ofret de i denne sammenhæng ganske få ekstra ressourcer, der skal til for at hæve niveauet over det platte. For en museumsmand et skræmmende eksempel på negligering af faglighed og autenticitet og dermed i bund og grund et stykke historieforfalskning i rent kommercielt øjemed.

Trods de store forskelle på Jorvik, EPCOT og middelaldershow er der en række fællestræk ved de tre oplevelsessteder:

  • der satses på høje besøgstal
  • entreindtægterne har afgørende betydning for økonomien
  • der anvendes populære formidlingsformer
  • markedsføringen er professionel og kommercielt anlagt.

De mest iøjnefaldende forskelle er, at mens Jorvik er et museum med hvad det indebærer af hensyn til autenticitet og faglig vederhæftighed, så er EPCOT og middelalder-showet rene forretninger, hvor de kommercielle hensyn ifølge sagens natur vejer tungest.

Når man så kommer hjem og ser nærmere på det museum (Struer Museum), man selv er forvalter af, når man ser på nabomuseerne og på den danske museumsverden i det hele taget, kan man godt føle, at det hele er noget gammeldags og – måske – lidt puritansk. Det var måske en overvejelse værd, om man kunne lære noget af steder som disse?

Der er grøde mange steder i den danske museumsverden, og der gøres flere forsøg på at gøre den traditionelle museumsformidling mere publikumsvenlig. Men det er et spørgsmål, om disse initiativer er tilstrækkelige til at konkurrere med de kommercielt anlagte, oplevelsesbetonede publikumsmagneter, som vokser frem stadig flere steder på verdenskortet – og som utvivlsomt også vil nå til Danmark.

Hvis ikke, kan jeg frygte, at man i løbet af nogle år vil se museerne blive kørt ud på et sidespor, hvorefter de må overlade den store scene til museumslignende oplevelsescentre og temaparker, der ikke er underlagt museumsverdenens krav om autenticitet og faglig vederhæftighed.

I værste fald kan man frygte, at museerne bringes ind i en ond cirkel af faldende besøgstal, svindende interesse fra sponsorer og offentlige myndigheder, forringet forskning, dårligere samlinger, dårligere formidling, og derpå endnu mere faldende besøgstal etc.

Den visionære canadiske museumsmand George F MacDonald har i flere spændende analyser beskrevet den voksende konkurrence fra sciencecentre, temaparker og andre, mere kommercielt baserede oplevelsescentre. Og han konstaterer nøgternt, at det i dag er attraktionerne, der ”spiller den melodi, vi alle er nødt til at danske efter”. Hans forfriskende, offensive synspunkt er, at museerne skal se dette som en udfordring, at museerne skal gøre op med deres lidt elitære og kedelige image, og at de i stedet begynder at bruge de samme ”våben” som ”modstanderne”.

Det var nok en overvejelse værd! Men museerne skal passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet, og her må det afgørende være, at museerne fastholder deres faglige fundament. At de holder den faglige fane højt og ikke går på kompromis på det indholdsmæssige plan. Og at museerne også i fremtiden baserer sig på samlinger og på dette grundlag driver både forskning og formidling. Der udover må der være frit slag for fokusering på besøgstal og der må være vide rammer for nye og mere showbetonede oplevelses- og formidlingsformer. Heraf følger også, at der bør være mere rum for egentlig kommerciel markedsføring og mere forretningsmæssig drift i museumsverdenen.

Måske er alt dette blændværk fra det store udland. Måske passer disse nye former slet ikke til den danske mentalitet. Og så dog! Økonomi og fascinationsformere spredes i disse år hurtigt fra kontinent til kontinent, fra land til land. Så mon ikke det dog i det mindste var en overvejelse værd.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P så viseligt sagde. Men skulle man gøre et forsøg, så skal man næppe forvente, at den danske museumsverden vil ændre sig radikalt fra den ene dag til den anden. Der vil utvivlsomt blive tale om en proces, hvor i første omgang enkelte museer, der i tema og samlinger rummer et helt ekstraordinært formidlingspotentiale, vil tage konkurrencen op med temaparker og oplevelsescentre.

Måske vil andre, lokalmuseer såvel som de store, klassiske museer, efterhånden lade sig inspirere og suge det til sig, de kan bruge. Under alle omstændigheder vil den almindelige udvikling stille visse krav og sætte visse rammer, og dem må museerne forholde sig til. Så en studietur til Disney World og EPCOT var måske ikke nogen dårlig idé. For mig var det både lærerigt og tankevækkende”.

Det var teksten fra dengang. I midten af 1990erne var der mildt sagt ikke 100 pct opslutning til disse synspunkter inden for den danske museumsverden. Jeg tror, det er anderledes i dag.

 

 

 

 

Fremtidens Museer

Den af

Torsdag 25. januar 2018 havde kulturminister Mette Bock indkaldt den samlede danske museumsverden til konferencen Fremtidens Museer. Jeg samler her mine indtryk og vurderinger af konferencen.

Baggrunden for konferencen er, at ministeren har sat statens tilskud til museerne til eftersyn. Ministeren oplyser, at det er hendes indtryk, at stort set alle museer mener, at ordningen ikke er god nok, som den er i dag.  Ministeren har bl.a. peget på, at ordningen er uigennemsigtig, så man ikke kan se, hvorfor museerne får hvad de får; der er ikke plads til nye initiativer, og det er ikke muligt at ekskludere de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt.

Ministeren havde bedt to såkaldte visionsgrupper komme med deres input til en nyordning. To ”slag i bolledejen”, kan man vist sige, med flere interessante input. Det var dog det almindelige indtryk, at ingen af de to forslag vil kunne gennemføres i praksis, selvom flere af visionsgruppernes ideer og tanker utvivlsomt vil få betydning for den kommende tids debat.

Kulturminister Mette Bock bød velkommen i de rå konferencelokaler i Dokken i Københavns Nordhavn. Meldingen var, at ”vi er der, hvor det handler om at blive klogere”.

Det var jo meget betryggende i lyset af alle de rygter, der har verseret gennem de senere måneder. Rygter om, at ministeren ønsker en model, der så at sige ville smide det hele op i luften, og som ville betyde en radikal omfordeling af statens tilskud til museerne. Nogle af rygterne sagde, at den især ville ramme de museer, der spiller en særlig rolle og som derfor modtager særlige tilskud. I museumslovs sammenhæng drejer det sig især om de tidligere såkaldte paragraf 16-museer, hvortil bl.a. Den Gamle By, Aros, Moesgård, Glyptoteket, Louisiana, Designmuseum Danmark, Kongernes Samling, Arken og en række andre museer hører.

Nu skal man ikke stole på alt, hvad man lytter sig til på vandrørene, og ministerens signaler var heldigvis også, at hun var kommet for at lytte, debattere og blive klogere.

Kulturministeren havde bedt direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden om, at komme med indlæg. Henrik Tvarnø har et dybtgående kendskab til det danske museumslandskab, og han gav utvetydigt udtryk for, at vi i Danmark har ”forbløffende gode museer” og et ”forbløffende godt personale” til at lede dem. Han gjorde opmærksom på, at statens støtte til museerne er med til at sikre kontinuitet. Han gjorde også klart, at hvis ikke fondene kan være sikre på, at staten fastholder sit engagement, så vil det ikke være attraktivt for fondene at støtte museerne. Han opfordrede også til, at man bør erkende, at nogle museer er bedre og vigtigere end andre.

Endelig kom Henrik Tvarnø med et forslag til en simpel og ubureaukratisk model, der kan sikre dynamik og plads til fornyelse inden for de eksisterende økonomiske rammer. Han foreslog, at man hvert tredje år skulle fjerne tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Henrik Tvarnø sluttede af med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør, så vær varsom med radikale ændringer.

Personligt blev jeg bekræftet i, at det er en særlig kvalitet, at der er adgang til museer overalt i landet. Men at man også bør erkende, at alt ikke er lige godt, og at noget faktisk betyder noget. Derfor bør man støtte de unikke museer, som er noget helt særligt. Man bør støtte dem, der sætter publikum in centrum, og dem, der når ud til et bredt publikum – herunder også det publikum, som kun sjældent benytter de offentlige kulturtilbud. Og så bør man støtte dem, der virkelig lægger sig i selen for selv at gøre en indsats.

Herom har jeg skrevet i mit blogindlæg Pejlepunkter for fremtidens museer fra 19.december 2017.

Til stede ved konferencen var flere af partiernes kulturpolitiske ordførere. Bl.a. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkepart. Da han af ordstyreren blev bedt om sine konklusioner på dagen sagde han, at han grundlæggende synes, at museumslandskabet fungerer godt. Derfor ser han ikke noget behov for nogen stor reform. Men han kunne godt ønske sig en gennemsigtig model, der kan forklare, hvorfor museerne får, hvad de får, og hvorfor nogen får mere end andre. Og så understregede han, at man bør fastholde en solidarisk model, hvor museerne arbejder sammen og hjælper hinanden.

Fra debatten på konferencen om Fremtidens Museer 25. januar 2018.

Kulturminister Mette Bock sluttede af med at opfordre til fortsat debat. Hun vil drøfte sagen med de kulturpolitiske ordførere og derpå vurdere, hvad der bør gøres og kan gøres. ”Måske sker der noget, måske ikke”, var ministerens slutreplik.

Hvorom alt er, så tror jeg de fleste blev klogere af dagens indlæg og debat. Det var det, ministeren ønskede i sin velkomst. Så det var en god dag i de rå konferencelokaler på den yderste mole i Københavns Nordhavn!

 

Pejlepunkter for fremtidens museer

Den af

Kulturminister Mette Bock mener, at statens støtte til museerne bør revideres, og hun har inviteret til debat om sagen. I dette indlæg vil jeg gerne slå til lyd for at fokusere på det, som den engelske museolog Kenneth Hudson kaldte museernes ”public quality”. Men hvordan måler man det?

For mig er der ingen tvivl: Museerne i Danmark er under forandring, og nye måder at drive museum på tegner sig stadig tydeligere. Der er for mig heller ingen tvivl om, at mange museer kan komme til at spille en større rolle, end de gør i dag.

Nøgleordet er ”public quality”. Udtrykket stammer fra den store engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99), som er idémanden bag European Museum of the Year Award, som siden 1977 har præmieret nyskabende og fremtidsorienterede museer i Europa.

Det var Kenneth Hudson, der om nogen satte fokus på, at museer skal spille en rolle i samfundet, ligesom han mente, at man løbende skal vurdere hvert enkelt museums eksistensberettigelse. I en tekst fra 1977 skrev han følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?”

Jeg er overbevist om, at seks områder er vigtige:

  1. Performer museerne, så de er attraktive for publikum i almindelighed?
  2. Formår museerne at være relevante for og nå ud til det brede publikum?
  3. I hvilket omfang påtager museerne sig andre samfundsopgaver?
  4. Formår museerne at adressere tidens store spørgsmål?
  5. Evner museerne at udvikle sig og gå nye veje?
  6. Varetager museerne deres basale opgaver på tilfredsstillende vis?

Hvis museer er vigtige, er det også vigtigt, at de når ud til så mange som muligt. I 2016 udgjordes de danske museers top-5 af Louisiana med 705.854 besøgende, Aros med 614.028, Den Gamle By med 515.667, Moesgaard Museum med 431.688 og Nationalmuseets Prinsens Palæ med 429.119. Et andet vigtigt målepunkt for museernes attraktivitet er entreindtægt som en indikator for, at publikum rent faktisk finder, at museet er værd at betale for. Man kan også se på gennemslagskraft på internettet og sociale medier, ligesom man også kan inddrage publikums bedømmelser på Tripadvisor.

Det andet spørgsmål drejer sig om museernes evne til at nå længere ud end det traditionelle museumspublikum. Et publikum, der ofte, med glimt i øjet og lidt karikeret, beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Ideelt set bør i hvert fald de store museers publikum afspejle befolkningens sammensætning. De svenske museers nestor Sten Rentzhog udtrykte det engang på denne måde: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

For det tredje er det vigtigt, at museerne også på andre måder spiller en rolle i samfundet. I mange år har museerne givet oplevelser og indhold til børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter. Men museer kan også spille en rolle på helt utraditionelle og måske uventede områder. Som fx inden for erhvervsuddannelserne, hvor enkelte museer i dag er med til at uddanne lærlinge inden for forskellige håndværk, ligesom nogle museer også tilbyder særlige kurser og rundvisninger til tekniske skoler. Som noget nyt er der museer, der har bevæget sig ind på det sociale område og her fundet en ny platform. Fx Den Gamle By, der i minutiøst rekonstruerede interiører laver særlige tilbud til demente, ligesom museet holder særlige kurser om demens for vordende social- og sundhedsassistenter. Det vigtige er, at museerne indtænker deres kompetencer i andre og sommetider utraditionelle sammenhænge, og på den måde er med til at udvide deres samfundsrelevans.

Det fjerde område, man bør se på, er museernes evne til at adressere nogle af tidens store spørgsmål. Arbejdet med demente er ét eksempel herpå. For andre museer vil det være andre af tidens problematikker, der trænger sig på. Ensomhed, vold, kønsdiskrimination, ytringsfrihed og politisk korrekthed overfor historisk korrekthed. Senest har Den Gamle By arbejdet en del med indvandring, fremmedhed og integration. I samarbejde med en gruppe somaliske kvinder har vi således indrettet et dansk-somalisk hjem anno 2016. Museets danske gæster kan nu besøge et somalisk hjem, hvad kun de færreste har haft mulighed for, og mange somaliere betragter i dag Den Gamle By som deres museum, hvor de – som en slags sidegevinst – også får indblik i den danske identitet og kultur.

De museer, der bærer fremtiden i sig, prøver naturligvis også at gå nye veje. Hvor der handles, der spildes, og ofte får man utak, når man prøver noget nyt. I hvert fald i første omgang. Men der er ingen vej uden om at prøve ting af. I Den Gamle By siger vi, at vi med mellerum skal smide en håndgranat – som så forhåbentlig kan være med til at slå hul i muren til fremtiden. Det var hvad der skete, da vi i samarbejde med den hjemløse Ulrik Szkobel satte problemet med hjemløshed på dagsordenen. Vi blev da opmærksom på, at museer kan fungere som en slags neutrale enklaver for aktualisering af vanskelige og kontroversielle emner, og erfaringen fra samarbejdet med Ulrik har givet museet blod på tanden til at fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad et museum kan.

Som det sjette og sidste punkt er der spørgsmålet om, hvorvidt museerne varetager deres basale opgaver på tilfredsstillende vis? Altså selve det fundament, som giver museet troværdighed, og som er udgangspunkt for alle øvrige aktiviteter. Her findes redskabet til måling allerede, nemlig i kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen gennemfører. Her ser man på, hvor omfattende og unikke museets samlinger er, er de tilstrækkeligt dokumenteret og undersøgt, og tager museerne ordentlig hånd om dem? Forskningen gennemgås og evalueres. Der ses på internationalt samarbejde, på formidlingen, på deres økonomiske grundlag samt organisation og ledelse. Det er vigtige og uomgængelige parametre i den samlede vurdering af et museums værdi og betydning. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samlingen, registreringen, forskningen osv ikke målet. For målet er naturligvis at tjene samfundet i dette ords videste betydning.

Hvis kyndige folk udarbejder et pointsystem inden for hvert af de nævnte seks områder og deres underpunkter, vil man få et troværdigt billede af de enkelte museers betydning – nu og i fremtiden. Og måler man på alle disse punkter, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 pct retfærdig på alle målepunkterne.

Museer er museer, og det skal de holde fast i. Men som alt muligt andet i samfundet vil og skal de forandre sig. For hvis man ikke flytter sig, når verden omkring en flytter sig, så står man ikke bare stille, men sakker agterud og mister relevans.

Efter 30 år som leder af et museum, er det min bedste overbevisning, at de museer, der har fremtiden for sig, er dem, der tager socialt ansvar, som skaber fællesskab og forankring og som giver afsæt for refleksion over tidens store spørgsmål – og som samtidig når ud til mange mennesker.

Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande.

 

 

T

Statstilskuddet til Den Gamle By forlænget i fire år

Den af

Så lykkedes det. Vi fik forlænget Den Gamle Bys tilskud på 3 mio kr, så bevillingen nu går frem til og med 2020. Det er vi glade for og meget taknemmelige. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Den Gamle By havde håbet, at beløbet var kommet permanent på Finansloven. Det lykkedes desværre ikke, selvom der blev presset godt på fra folkevalgte her i det østjyske.

Jeg vil her gerne rette en stor tak til alle dem, der bakkede op. Den Gamle By er i den lykkelige situation, at alle – såvidt jeg ved – er positive over for museet. Men ifølge sagens natur skal takken især rettes til de partier, der står bag forliget om finansloven. Der ud over har vi bemærket, at den konservative kulturordfører Naser Khader i et læserbrev i JP Aarhus meldte sin opbakning helt klart ud, ligesom vi også har bemærket, at folk fra både Venstre og DF har ytret sig positivt om sagen.

I de måneder – ja år – der er gået forud, har vi fra Den Gamle By haft kontakt med talrige medlemmer af Folketinget om sagen, faktisk hele vejen rundt til alle Folketingets partier. Og jeg har hver gang glædet mig over den positivitet, som møder Den Gamle By.

Vi er taknemmelige for, at der nu er ro om Den Gamle Bys økonomi de næste fire år. Så må vi til den igen, og indtil da er det Den Gamle Bys opgave at levere en så god performance, at alle vil mene, at tilskuddet bør være permanent.

Historien bag

Det hele begyndt i 2008. Den Gamle By havde igangsat den enorme udvidelse, som nu næsten står færdig med en helt ny Den Gamle By, som viser efterkrigstidens Danmark med afsæt i året 1974. Velfærdssamfundets blomstringstid og den periode i 1960erne og 70erne, hvor dansk identitet med frisind, velfærd, ligestilling og lav magtdistance for alvor foldede sig ud.

Finansiering af anlæg og byggeri er finansieret af A.P. Møller Fonden med 300 mio kr, og så var det tanken at indhold og drift skulle finansieres af en statslig driftsbevilling på akkurat samme måde, som det tidligere var sket med museer som Arken, Aros og Moesgård.

I august 2008 blev jeg ringet op fra Kulturministeriet med besked om, at der i finansloven ville blive afsat 3 mio kr ekstra til Den Gamle By. Jeg fik også at vide, at det var hensigten, at bevillingen skulle være permanent, men af finanslovstekniske årsager blev den i første omgang givet for en periode på fire år, altså for årene 2009-12. Lidt senere i forløbet kom der en mio ekstra, så der nu var tale om en opgradering på i alt 4 mio kr.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Det statstilskud, som i 2008 blev bevilget til Den Gamle By, skal anvendes til drift og vedligeholdelse af den nye Den Gamle By, som er skabt siden 2007, og som viser Danmark i 1960erne og 70erne med afsæt i året 1974.

Kamp for forlængelse

Tilsagnet om, at tilskuddet var tænkt som permanent, fik jeg desværre ikke skriftligt, og det har jeg fortrudt lige siden. For i 2012, da bevillingen skulle forlænges, var det nemlig ikke noget, der gik automatisk.

I 2011 var der kommet en ny regering, og kulturministeren var nu den (dengang) radikale Uffe Elbæk. Fra Den Gamle By havde vi i flere måneder gjort opmærksom på sagen, og regeringen spillede ud med en mio kr ekstra til museet. Jeg tror ikke kulturministeren var bekendt med, at det reelt var en nedskæring. Men det var det, for det havde jo hele tiden været tanken, at bevillingen på i alt 4 mio kr skulle gøres permanent med virkning fra 2013. Det var der øjensynligt ikke rigtig nogen (udover mig), der kunne huske eller var bekendt med.

Det blev en hård kamp, og selvom jeg godt fornemmede, at flere østjyske socialdemokrater, SFere og radikale støttede Den Gamle Bys uofficielt, så var finansministeren og regeringens top hverken til at hugge eller stikke i.

Det endte med at være Enhedslisten, der holdt hånden under Den Gamle By. For herfra krævede kulturordfører Jørgen Arboe-Bæhr, at bevillingen til Den Gamle By skulle fastholdes. Det blev den i forbindelse med finanslovsforliget. Men atter kun for fire år, idet det desværre ikke lykkedes partiet at få ordningen gjort permanent.

Og så er vi fremme ved 2016

Nu vidste vi, hvad Den Gamle By var oppe imod. Hele 2016 (og også noget af 2015) har vi i Den Gamle By derfor løbet politikerne på dørene for at gøre opmærksom på museets situation. For det er jo vigtigt, at de nye dele af Den Gamle By både kan vedligeholdes og formidles. Politikerne er blevet gjort opmærksom på, at det drejer sig om en nedskæring af museets statstilskud med hele 20 pct. Vi har også givet udtryk for, at vi (og mange med os) undrer os over, at man nedskærer et museum, der i den grad gør alt det, som statsadministrationen og politikerne siger, de gerne vil have.

Her tænker jeg bl.a. på, at Den Gamle By ikke bare venter på offentlig finansiering, men selv tjener ganske mange penge og også skaffer meget store midler til udvikling af museet. Rent faktisk er Den Gamle By ligefrem en overskudsforretning for det offentlige, idet museet for hver offentlig krone skaber en ekstra omsætning på tre kroner med dertil hørende skattebetaling til det offentlige osv. Museet tiltrækker mange turister, som giver omsætning på hoteller, campingpladser, restauranter og butikker, hvilket også giver penge i de offentlige kasser. Og så gør Den Gamle By meget for at være mere end et museum, bl.a. ved at udvikle tilbud til svage grupper som fx demente ældre og ved at uddanne og efteruddanne håndværkere. Vi synes, det offentlige burde klappe i hænderne over disse initiativer – men vi stod altså til at miste 20 pct af museets statstilskud!

Permanent eller midlertidigt?

Men det lykkedes heldigvis. Takket være god opbakning fra mange sider, og med eksplicit støtte fra de konservative.

Undervejs fik vi også afklaret diskussionen om, hvorvidt tilskuddet var midlertidigt eller permanent.

Her kunne tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo oplyse følgende: ”Aftalen var, at tilskuddet skulle være permanent”, skrev han direkte på min Facebook, hvor jeg havde skrevet om sagen, og hvor Eyvind Vesselbo også oplyste, at han rent faktisk var med til at forhandle aftalen om tilskuddet tilbage i 2008. Ingen af dem, der var med, har modsagt, at tilskuddet var tænkt som permanent. Det synspunkt har vi kun hørt fra folk, der ikke var med. Jeg takkede naturligvis Eyvind Vesselbo, og han tilføjede følgende: ”Det var en politisk aftale. Så det er faktisk aftalebrud, hvis tilskuddet ikke kører videre”.

Nu glæder vi os over, at de tre mio er bevilget for de næste fire år, og så håber vi, at de kan blive gjort permanente med virkning fra 2021.

IMG_4932

Museer skal udfordre digital virkelighedsforsnævring

Den af

I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om oaser med mangfoldighed og anderledeshed. Museerne har her en særlig opgave.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.

I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia – fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook – og stadig færre falder over uventede overskrifter i den almindelige omnibusavis. Og flere og flere streamer lige det, de ønsker at se – mens færre ser det flow-TV, der nu engang er på det, der engang hed Fjernsynet.

Alt det styrer vi i princippet selv. Men det er til gengæld ikke tilfældet med søgemaskiner og algoritmestyring på internettet. På en eller anden måde er der noget juleaften over Google, Facebook og alt det andet, der via internettet er blevet en del af vores hverdag. Man får det, som man har ønsket sig. Mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer!

Det kan have sine fordele, som fx når E-butikken husker, hvad man tidligere har købt, så man ikke skal sidde og rode rundt i utallige sider med ting, som man aldrig kunne drømme om at købe. Men jeg synes ikke, det er tiltalende, at Facebook poster mig reklamer mod prostata problemer, fordi jeg har været så uforsigtig at opgive mit fødselsår. Eller at jeg på Facebook belemres med utallige opslag og reklamer for den i øvrigt udmærkede øl fra Viborg Bryghus, blot fordi jeg som gammel viborgdreng engang imellem besøger facebookgruppen Gamle Billeder fra Viborg og omegn.

Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Jeg kommer her til at tænke på noget, den norske filosof Jon Elster er refereret for at sige. Nemlig at de største forandringer sker som utilsigtede konsekvenser – en slags sideeffekter – af formålsbestemte handlinger. Altså man gør noget med en bestemt hensigt, og efter et stykke tid viser det sig så, at det var noget, man ikke lige havde forudset, der virkelig rykkede.

Hvor vi i almindelighed ser internettet med dets uendelighed af data som en slags slaraffenland for oplysning og information, så er det måske i virkeligheden sådan, at internettets algoritmestyring mest af alt gør os indskrænkede og forsnævrede. Vi får tunnelsyn og virkelighedsforsnævring.

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Det gælder formentlig store dele af kulturområdet, men jeg kender nu bedst museerne. På museerne skal vi se dette som et adelsmærke, som bør styrkes ved bevidst at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.

Et museum som Den Gamle By er i den brede offentlighed først og fremmest kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig små overraskelser, som ofte giver anledning til forundring og diskussion. Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J anno 1974.

Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Og kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Det seneste initiativ er åbningen af et nutidigt somalisk hjem i Danmark.

Vi har to formål med projektet. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet at tiltrække nogle af de mange somaliere, som bor i Danmark. Vi oplever somalierne som glade gæster, og det er vores indtryk, at de her får et indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv. Et Danmark som de ellers ikke umiddelbart ville lære at kende.

Vi har i løbet af projektet oplevet enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster nu i nogle måneder har haft mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det har utvivlsomt givet anledning til nye tanker, og det har givet debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

 

Denne tekst har også været publiceret som kronik i Kristeligt Dagblad 30. august 2016.

 

Kultur som overskudsforretning

Den af

Kultur beriger vores tilværelse med glæde og inspiration, kundskab og identitet. Men ganske meget kultur er også erhverv og en overskudsforretning for såvel det offentlige som for samfundet som helhed.

Kultur betragtes ofte som en udgift for samfundet. Det er det selvfølgelig også al den stund, at størstedelen af museer, teatre og anden kultur her i landet modtager offentlige tilskud. Ja, man kan vist roligt sige, at kultur generelt ikke kan eksistere uden substantielle offentlige tilskud.

Med til billedet hører imidlertid, at en stor del af kulturen også giver indtægter retur til de offentlige kasser, ja en del af kulturen er utvivlsomt en direkte overskudsforretning for det offentlige. Både fordi meget kultur er erhvervsvirksomheder i sig selv, men også i kraft af den økonomi, kulturen skaber andre steder i samfundet. Jeg skal her holde mig til museumsområdet, som jeg kender bedst.

For et par år siden foretog vi i Foreningen af Specialmuseer i Danmark en undersøgelse af forholdet mellem offentlige tilskud, egne indtægter og andre indtægter. Foreningen af Specialmuseer omfatter 15 museer, der har det til fælles, at de også er attraktive besøgsmål. Fra Arbejdermuseet til Dansk Landbrugsmuseum, fra Rosenborg til Hjerl Hede, fra Designmuseum Danmark til Den Gamle By.

I 2014 havde de 15 museer tilsammen 2,5 mio besøgende og en samlet omsætning på 530 mio kr. Heraf var de 164 offentlige tilskud, 231 egne indtægter og 135 kr indtægter fra sponsorer og fonde. Altså for hver offentlig krone genererede de 15 museer en omsætning på godt tre kr. Heraf er der naturligvis blevet betalt skat og diverse afgifter. Vi har ikke beregnet det præcise omfang hera, men der er ingen tvivl om, at dette beløb i sig selv vil andrage mere end det offentlige tilskud. Skåret ind til benet er disse museer således helt klart virksomheder, der giver overskud for det offentlige.

Dertil kommer, at museer trækker til, og det giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Sidste år havde jeg fornøjelsen at vise to topdirektører fra krydstogtsfirmaernes hovedstad, Miami i USA, rundt i Den Gamle By. De var i Aarhus for at vurdere, hvorvidt det var relevant for firmaerne at satse på Aarhus. I min snak med dem fremgik det klart, at Aarhus sagtens kunne konkurrere med langt mere kendte destinationer omkring Kattegat og Østersøen. Jeg husker, en af dem sagde, at han ankom med lave forventninger, men at Aarhus simpelthen blæste ham omkuld. Begge var de betaget af byens smukke beliggenhed, en effektiv og servicebevidst havn, byens interessante havnefront og en fin bymidte. Men først og fremmest var de betaget af, at Aarhus som en forholdsvis lille by rummede tre museer i absolut topklasse. Der var ingen tvivl om, at det var museerne, der gjorde udslaget, så firmaet nu har fokus på Aarhus som destination.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det er en stor fornøjelse at høre århusianske hoteldirektører, detailhandlere, restauratører og campingbestyrere sige tak til byens tre store museer, Aros, Moesgaard og Den Gamle By, som tilsammen tiltrækker mere end halvanden million gæster, hvoraf en stor andel er turister udefra.

I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi bestræber os for at tjene penge for at lave et stadig bedre museum. Vi siger også, at museet ikke først og fremmest handler om huse og om ting, men om mennesker. Den Gamle By er et museum om mennesker og for mennesker. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske. Men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Men dette egentlige formål skal ikke overskygge, at Den Gamle By såvel som mange andre museer også er en erhvervsvirksomhed, som giver økonomisk overskud – for såvel det offentlige som for samfundet i almindelighed.

Denne tekst har været publiceret som klumme i Altinget 18. august.

Den Gamle By sætter servicesamfundet på museum

Den af

Når noget er ved at forsvinde, kommer det på museum. Således fx servicesamfundet, som i mange sammenhænge efterhånden er en saga blot. Servicesamfundet finder man i dag bl.a. i Den Gamle Bys historiske butikker.

Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner "Goddag" og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind så varen er nem at bære.

Isenkræmmeren i Den Gamle By hilsner “Goddag” og giver altid kunderne grundig oplysning om varerne. Når man har købt en ting, bliver den pakket ind, og kunden får en bærepind, så varen er nem at bære.

I min barndom var der service på benzinstationen. Man kørte sin bil ind til benzintanken, rullede vinduet ned, bad om at få fyldt op, og den rare mand fyldte benzin på bilen. Benzinmanden spurgte, om han ikke lige skulle vaske ruderne, og det var jo dejligt. Så stak med et par ti-krone sedler ud ad vinduet og betalte. Dengang var benzinstationen virkelig en servicestation.

Senere begyndte man at kalde en benzinstation for en servicestation. Det skete rundt regnet på det tidspunkt, da man skulle ud ad bilen for selv at tanke og derpå gå ind i kiosken og stå i kø for at betale.

Tænk også på, at årsopgørelse, indkaldelser, lønsedler og meget andet nu kun kommer i e-boxen, hvis man da kan finde den. Eller selv-indcheck i lufthavnen. Eller bankfilialens og posthusets hastige deroute fra gadebilledet. Det er svært ikke at komme til at tænke på George Orwells begreb nysprog om sproglige udtryk, der har som deres primære formål at skjule virkeligheden bag sproget! Danmark er i dag ikke et servicesamfund, men et self-service samfund.

Den Gamle By skal være et sted, hvor man gemmer ting, tanker og samværsformer, som er på vej væk eller helt forsvundet, men som måske kan vise sig engang at være en ressource, man bør tage op igen.

I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.

I Den Gamle Bys boghandel yder ekspedienten samme service til alle.

I museets historiske butikker er personalet på tæerne for at servicere kunderne. Det gælder i købmandsgårdens butik anno 1864, det gælder hos bageren 1885, hos boghandleren, isenkræmmeren og Schous Sæbehus i 1927, og det gælder i Pouls Radio, Broderiboden og Rahbæks Minimarked fra 1974.

Straks man er inde i en af de historiske butikker, hilses man med et ”Goddag, Hr. Hvad skulle det være?” Man kan spørge sig for og få vejledning, og varerne demonstreres. Finder man en vare, man vil købe, bliver den pakket behørigt ind, og i nogen af butikkerne får man endda en bærepind, så den er let at have med på den videre færd.

Man kan spørge, om det er vigtigt for et museum at vise servicesamfundet. Ja, det mener vi i Den Gamle By. Vi mener, at det er vigtigt at vise, at noget har været anderledes, og at noget dermed også kan blive anderledes. Museer skal være en slags oaser for det, der er overraskende, og det, der giver anledning til forundring og som måske dermed giver anledning til, at vi kommer til at diskutere nogle af de ting, vi i dag tager for givet og naturlige.

Hen over sommeren vil jeg på min twitter-profil notere nogle af de ting, der er ved at forsvinde ude i samfundet, og som derfor er på vej på museum.

Men tilbage til emnet for dette blogindlæg: jeg tror mange vil være enige med mig i, at det grænser til en slags nutidshovmod at kalde Danmark i dag for et servicesamfund. Efter min bedste overbevisning er Danmark i dag et udpræget self-service samfund.

 

 

Skal museer retouchere historien, så den bliver mere acceptabel for nutiden?

Den af

Museerne er en af nutidens oaser for anderledeshed og mangfoldighed. Men nu retoucherer Statens Museum for Kunst i beskrivelser og udtryk, som vi ikke kan lide i øjeblikket. Det er en farlig tendens, for begynder man først at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

Neger betyder egentlig bare sort. Men ordet er også behæftet med associationer af racisme, kolonialisme og undertrykkelse. Det er øjensynlig årsagen til at Statens Museum for Kunst nu fjerner det fra beskrivelser af ældre kunst i museets samling, sådan som det er beskrevet i Politiken 7. juni, to dage efter Grundlovsdag!

Inspirationen kommer angiveligt fra Rijksmuseum i Amsterdam, der har gennemført samme øvelse. Men retouchering af historien er bestemt ikke en enestående foreteelse.

I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge, og det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys.

Og på Nationalmuseer valgte man for et par år siden at fjerne nogle skalpe fra en udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Som om skalpe ikke var en del af den virkelighed, Nationalmuseet ønskede at belyse med sin udstilling.

Så er det, at man må stille spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. Det vigtige, og vanskelige, er også at fastholde dette, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.

Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil osv osv.

Og på nettet og på de sociale medier er det algoritmerne, der styrer. Mere af det sædvanlige, synes at være mantraet. Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet fremfor mangfoldighed. Ingen uforudsigelighed og ingen overraskelser!

Museerne har hidtil været en af oaserne for historiens og virkelighedens mangfoldighed. Men det er det nu måske slut med på Statens Museum for Kunst, hvor man gudhjælpemig begynder at luge ud i ord og udtryk, som vi lige her og nu ikke kan lide.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien og virkeligheden som den var og ikke som vi evt måtte ønske, at den skulle have været.  Det indebærer også, at museerne til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. Ellers risikerer vi at miste den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

Museerne har et særligt ansvar for at give plads til det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse. Det bliver mere og mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.