Forfatterarkiv: Thomas Bloch Ravn

Om Thomas Bloch Ravn

Museumsdirektør

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den af

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal et museum være politisk korrekt?

Den af

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960erne og 70erne. Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum.

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser vi et klassisk værtshusmiljø fra 1970erne. Og naturligvis må der ryges!

Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god Jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være er i strid med museets formidlingsopgave. Synspunktet baserede sig på den opfattelse, at aktiviteterne i et offentligt støttet museum skal være for hele befolkningen.

Nu er det slet ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som pr automatik forbyder rygning. Klagen er derfor også blevet afvist af den offentlige myndighed, hvortil den er stilet.

Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70ernes brune værtshuse, Bent J og jazzmiljøet omkring dette værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.

Sagen aktualiserer imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt et museum skal være historisk korrekt eller politisk korrekt. Vi mener selvfølgelig, at et museum i videst muligt omfang skal være historisk korrekt.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af de butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.

Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra 1927 sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og så er der altså dem, der undrer sig over rygningen i Jazzbar Bent J.

I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.

Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været.

Det tror jeg, er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk. I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. I Sverige er Tin-tin i Congo vistnok forbudt. For et par år siden undlod Nationalmuseet i København at udstille indianske skalpe i forbindelse med udstillingen Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt. Og i Holland er det kæmpestore Rijksmuseum gået i gang med at fjerne udtryk, der tidligere var gængse, men som nu opfattes som krænkende, ligesom man igen diskuterer, om julemandens hjælper, Svarte Piet, er en racistisk tradition, der bør forbydes.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

I Den Gamle Bys historiske boghandel kan man naturligvis købe børnebogen Lille Sorte Sambo, selvom den i dag betragtes som politisk ukorrekt.

Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske korrekthed, der tæller. For faren er, at begynder man først i det små, så er skinnerne lagt til en større tur væk fra den troværdighed, der altid har været museernes særkende.

I Den Gamle By vedkender vi os verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter museet, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder man at retouchere, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.

I nutiden skal den politiske korrekthed såmænd nok finde nye emner at tage fat på. Og når jeg er i det humør, spekulerer jeg på, hvornår mon det bliver forbudt at kalde nytårsskyts for kinesere, den dejlige julesmåkage med kanel, sukker og mandel for jødekage og den uskønne fisk, ulken, for en københavnertorsk? I Den Gamle By har vi under alle omstændigheder tænkt os at blive ved med det.

 

 

Romanens kærlighedshistorie, der blev til et museum om dagliglivet i Istanbul i 1970erne

Den af

Forfatteren og nobelprismodtageren Orhan Pamuks Uskyldens Museum har været meget omtalt, og det modtog i 2014 prisen som European Museum of the Year. En god kollega gav mig et prik på skulderen om, at Den Gamle By her ville kunne hente interessant inspiration til museets fortællinger om danskernes dagligliv gennem tiden. Da Istanbul, hvor Uskyldens Museum ligger, også har andre nybrydende museer, var det derfor oplagt med et besøg i byen, hvor Uskyldens Museum ligger i et ydmygt kvarter i gaden Cukucuma på nordsiden af det gyldne horn.

Uskyldens Museum ligger i et ydmygt kvarter i gaden Cukucuma på nordsiden af Istanbuls gyldne horn.

Uskyldens Museum ligger i et ydmygt kvarter i gaden Cukucuma på nordsiden af Istanbuls gyldne horn.

Et museum der refererer til folks erindringer

Jeg besøgte museet midt i oktober og var det grundigt igennem i to omgange. Ved det første besøg fandt jeg det interessant og med flere gode formidlingsgreb, men så heller ikke mere. Ved det andet besøg, var der flere ting, der rørte mig. Nok især fordi jeg da havde genlæst dele af romanen, der ligger bag, samt det katalog, som jeg købte under første besøg. Og jo, der var bestemt noget at lære. Bl.a. var det inspirerende at se begavede montreudstillinger af dagligdags ting. Jeg blev også bekræftet i, at det giver et museum styrke, når det formår at relatere til folks erindringer. Og så erfarede jeg, at Pamuk med sit Uskyldens Museum nu sætter fokus på almindelige menneskers historie, sådan som vi i Skandinavien nu har gjort det i mere end 100 år.

Museets stueetage domineres af en stor vægmontre med 4213 cigaretskod.

Museets stueetage domineres af en stor vægmontre med 4213 cigaretskod.

74 montrer og en kærlighedshistorie fra Istanbul i 70erne

Uskyldens Museum er både en roman og en udstilling. Scenen er Istanbul i (især) 1970erne, og handlingen er en gribende kærlighedshistorie om en moderne overklassefyr, Kemal, der bliver dybt forelsket i en jævn pige, Füsün. Noget går galt, hun bliver gift med en anden, men han er så besat af hende, at han samler (og stjæler) ting, der har tilhørt hende eller som hun har rørt ved. Det er de ting, der udstilles i museets 74 montrer, en for hvert af bogens kapitler. På et mere overordnet plan er roman og udstilling en mosaik af fortællinger, snapshot og dagligdags ting fra Istanbul under 70ernes brydning mellem osmannisk tradition og vestlig modernitet. Museet er indrettet i et højt, smalt hus og fremtræder meget ydmygt. Det er en morsom gimmick, at der i romanen er optrykt en fribillet, som man får stemplet og som så giver adgang til museet. Har man ikke romanen, må man betale 25 TL, hvilket er ret dyrt for et museum i Istanbul. Pointen er naturligvis, at man får mest ud af museet, hvis man har læst romanen.

Ved hvert skod er noteret, hvor og hvornår den elskede har røget cigaretten.

Ved hvert skod er noteret, hvor og hvornår den elskede har røget cigaretten.

Museum i fire etager

Stueetagen, hvor der også er billetsalg, er domineret af en kæmpe vægmontre med 4213 cigaretskod, og hvor der ved hvert skod er noteret, hvor og hvornår den elskede Füsün har røget cigaretten. De to næste etager er dunkle og propfyldt med oplyste vægmontrer, der hver især viser ting, udklip, reklamer, postkort, fotos, papirer og film, der relaterer sig til fortællingerne i bogens kapitler. I tagetagen er genskabt det loftværelse, hvor man skal forestille sig, at den ulykkeligt forelskede hovedperson, Kemal, boede mens han samlede ting ind til sit museum. Der ud over rummer tagetagen en væg med alle oversættelser af romanen samt Orhan Pamuks skitser til de enkelte montrer. Skitserne har sin særlige begrundelse i den underfundige pointe, at Kemal sidst i romanen lader sin fætter Orhan Pamuk tage over og forestå udvikling og etablering af museet. Når udstillingerne er set, forlader den besøgende museet gennem en lille butik i underetagen, hvor man bl.a. kan købe kopier af Füsüns øreringe, postkort og – naturligvis – alle Orhan Pamuks bøger.

Museets to centrale etager er dunkle og propfyldt med oplyste vægmontrer.

Museets to centrale etager er dunkle og propfyldt med oplyste vægmontrer, der hver især refererer til et kapitel i romanen Uskyldens Museum.

Temamontre om cafeerne langs med Bosporus.

Temamontre, som refererer til romanens kapitel 14: Istanbuls gader, broer, bakker og pladser.

Stolte af det liv, de lever

Orhan Pamuk har også en museologisk mission med sit museum. For ud over at være en kærlighedshistorie og en historie om Istanbul i brydningstiden i 70erne, er Uskyldens Museum først og fremmest et projekt, der handler om at skabe respekt om hverdagen og de dagligdags ting. ”Med mit museum ønsker jeg at lære ikke bare det tyrkiske folk, men alle folk i verden at være stolte af det liv, de lever”, lader Orhan Pamuk sin hovedperson Kemal sige i romanen. ”Mens Vesten er stolt af sig selv, lever det meste af resten af verden i skam. Men hvis de genstande, der bringer os skam, udstilles på et museum, omdannes de øjeblikkelig til ejendele, vi kan være stolte af”. Et andet sted, citeres Kemal for at sige, at ”stoltheden er det centrale i et museum”. Og i et interview har Orhan Pamuk udtalt: “Our daily lives are honorable, and their objects should be preserved. It’s not all about the glories of the past. It’s the people and their objects that count.”

Montre med historien om den lokale Meltem sodavand, som en initiativrig forretningsmand forsøgt at gøre populær, som et alternativ til de amerikanske brands.

Montre med historien om den lokale Meltem sodavand, som en initiativrig forretningsmand forsøgt at gøre populær, som et alternativ til de amerikanske sodavandsbrands. Montren referer til kapitel 8: Tyrkiets første frugtsodavand.

Når en ugift kvinde under 18 år havde været i seng med en mand, hændte det, at pigens fader trak manden i retten. Disse sager blev ofte omtalt i pressen, som så bragte en billede af pigen med et sort bånd, som skjulte hendes øjne og identitet. Montren refererer til klpitel 15: Et par ubehagelige antropologiske sandheder.

Når en ugift kvinde under 18 år havde været i seng med en mand, hændte det, at pigens fader trak manden i retten. Disse sager blev ofte omtalt i pressen, som så bragte en billede af pigen med et sort bånd, som skjulte hendes øjne og identitet. Montren refererer til kapitel 15: Et par ubehagelige antropologiske sandheder.

Museumsmanifest

I forbindelse med Uskyldens Museum har Orhan Pamuk formuleret det, han kalder ”A Modest Manifesto for Museums”. I dette skriver han sig op imod det, han opfatter som det herskende billede af museer. Monumentale bygninger, nationale symboler, repræsentative institutioner, mødesteder for magten og skatkister med samlinger af det helt ekstraordinære. Museer skal i stedet, mener han, være optaget af fortællingen, af humaniteten, af det dagligdags og almindelige – det, vi i Danmark vil kalde dagliglivets og de almindelige menneskers historie. Det er her tydeligt, at han skriver sig op imod en tyrkisk museumstradition og måske også mod den type museer, han har oplevet som nationale symboler og turistmagneter i metropoler og hovedstæder verden over.

Denne montre refererer til kapitel 49: Jeg ville bede hende om at gifte sig med mig.

Denne montre refererer til kapitel 49: Jeg ville bede hende om at gifte sig med mig.

I romanen er fortælleren Kemal nærmest besat af at eje ting, som den elskede Füsün har ejet eller været i nærheden af. Således også de hunde, der stod til pynt ovenpå radioen og senere fjernsnet i hendes hjem. Gennem flere år stjal han den ene hund efter den anden, som her er udstillet i montren, der referer til kapitel 65: Hundene.

I romanen er fortælleren Kemal nærmest besat af at eje ting, som den elskede Füsün har ejet eller været i nærheden af. Således også de hunde, der stod til pynt ovenpå radioen og senere fjernsynet i hendes hjem. Gennem flere år stjal han den ene hund efter den anden, som her er udstillet i montren, der referer til kapitel 65: Hundene.

En ny type museum?

Med sit museumsmanifest stiger Pamuk op på den høje hest, og han mener vist ligefrem, at han med Uskyldens Museum har opfundet en ny type museum. I kataloget, The Innocence of Objects, funderer han nemlig over, hvorfor der ikke er andre, der har gjort som han, kombineret en roman og et museum. Nu har han så gjort det, og han mener, at modellen herefter kan bruges på adskillige romaner, der allerede er udgivet, og også på romaner, der endnu ikke er udkommet.

I og med, at Uskyldens Museum kombinerer roman og museum, kan man med en vis ret sige, at der er tale om en ny type museum. Men nybruddet er ikke helt så radikalt, som Pamuk forestiller sig. For mens det at sætte fokus på det almindelige menneske og dagliglivets historie nok er nyt i tyrkisk sammenhæng, så er dagliglivets historie som bekendt en museumstradition, der har mere end 100 år på bagen i de skandinaviske folkemuseer. Mest konsekvent sker det hos open-air museerne, der er en videreudvikling af folkemuseerne, og her går man – kan man sige – et markant skridt videre i forhold til Uskyldens Museum. For open-air museerne viser ikke enkelte ting i glasmontrer, sådan som man gør på Uskyldens Museum. Open-air museer viser dagliglivet i form af helheder i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner. Der ud over ligger der også en pointe i, at det er virkelige menneskers liv og historie, vi fortæller om og viser frem. Vi gør det med deres egne ting, og i Den Gamle By gør vi det i høj grad med hjælp af disse mennesker selv.

Fortællerens fætter, Orhan Pamuks skitse til en montre, der handler om den elskede Füsüns kørekort.

Hovedpersonens fætter Orhan Pamuks skitse til en montre, der handler om, hvordan den elskede Füsüns fik sit kørekort.

Montren til romanens kapitel 73: Füsüns kørekort.

Montren til romanens kapitel 73: Füsüns kørekort.

Nobelprismodtagerens museum

Uskyldens Museum er godt lavet, det er finurligt, og det er dybt tænkt. Museet handler om Istanbul og Tyrkiet og begribes utvivlsomt bedst af besøgende med tyrkisk baggrund. Som dansker uden relation til tyrkisk historie blev jeg ikke umiddelbart fascineret. Hvis man imidlertid kender romanen, har man en reference, så man selv som udefra kommende bedre kan aflæse og forstå de mange montrer med hverdagsting, der på græsrodsniveau prægede brydningstiden i Istanbul i 1970erne. Måske bliver man her og der også grebet af det almenmenneskelige i romanen og museet. Men for mig at se, er der ingen tvivl om, at Uskyldens Museum først og fremmest er blevet så kendt og har fået så stor anerkendelse, som tilfældet er, fordi dets skaber er verdenskendt romanforfatter og nobelprismodtager.

Denne montre refererer til kapitel 67: Eau de Cologne, der bl.a. handler om 1970ernes dufte.

Denne montre refererer til kapitel 67: Eau de Cologne, der bl.a. handler om 1970ernes dufte.

 

Tidsrejsen og velfærdssamfundet er Den Gamle Bys USP

Den af

USP er den engelske forkortelse af unique selling point, altså det, der er unikt ved en seværdighed, en vare, en by eller andet, som gerne vil tiltrække kunder eller besøgende.

Hvad mener vore gæster?

Man kan selv have mange forestillinger om, hvad der udgør ens USP. Det har vi da også i Den Gamle By, men vi ved godt, at det ikke er os, men vore kunder, vore gæster, der afgør, hvori Den Gamle Bys USP består. For lige meget hvor godt vi tilrettelægger museernes udstillinger og fortællinger, lige meget hvor grundigt vi informerer på skilte og plancher, så må vi erkende, at museum grundlæggende er noget, der foregår i hovederne på vore besøgende.

Det er derfor altid interessant at læse og høre, hvad museets gæster mener. Det gælder på tripadvisor, i avisanmeldelser, i emails sendt til museet og i dialog med folk, der besøger museet. Ofte bliver man heldigvis bekræftet i sin opfattelse. Sommetider forundres man, eller man bliver ligefrem chokeret. Andre gange får man foræret indsigter, som er så enkle, at man ikke selv havde turdet tænke dem.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Mange internationale besøgende fascineres af, at Den Gamle By viser tidsbilleder fra en by på H.C: Andersens tid. Her madam Wiberg i Eilschous Boliger, hvor den unge Andersen fik sit første kulturelle hjem, som han selv skriver.

Krydstogtsturister i Den Gamle By

Engang her i sensommeren havde turistdirektøren i Aarhus et par besøgende med i Den Gamle By, som gav os et interessant eksternt blik på, hvad det er, der er unikt ved de historier, vi fortæller i Den Gamle By. Gæsterne var to topdirektører fra krydstogtsfirmaet Royal Carribean Cruise Line i Miami, der skulle lære Aarhus’ USP at kende, så de bedre kunne vurdere det forretningsmæssige grundlag for at lade flere af deres skibe komme til Aarhus.

Når et krydstogtsskib har lagt til i Aarhus, er det noget, vi kan mærke i Den Gamle By. Ofte kommer der op til 2000 gæster, når et af de store krydstogtsskibe lægger til kaj. De kommer i busser eller på egen hånd, og der er tale om det mest internationale publikum, som man kan forestille sig. Tyskere, italienere, englændere, japanere, kinesere og ikke mindst amerikaner af alle mulige etniciteter.

Vikingetid og H.C. Andersen

Krydstogtsturister repræsenterer et potentielt voksende publikum for en seværdighed som Den Gamle By.

Vore to gæster fra Miami havde en time til at se museet, så det skulle gå stærkt. Jeg viste dem den gamle del af Den Gamle By, bindingsværksbyen, som man kan sige er det nærmeste, man kommer et billede af Danmark på H.C. Andersens tid. De så bl.a. Eilschous Boliger, hvor man kan ”møde” den præsteenke, som den unge Hans Christian besøgte så ofte, og hvor han blev introduceret til teater og litteratur. ”Dette var det første dannede hus, hvori jeg fandt et hjem”, skriver Andersen i sine erindringer om Eilschous Boliger.

Jeg fortalte dem også om Den Gamle Bys arbejde med at vise Aarhus historie, og viste dem, hvor den store, underjordiske fortælling om Aarhus vil være tilgængelig om et par år. Jeg gjorde en del ud af, at Aarhus historie tager sin begyndelse i vikingetiden, og at man i Aarhus Story vil få en fornemmelse af denne periode, som er et stærkt internationalt brand for Skandinavien – måske mest for Norge, men i et eller andet omfang også for Danmark. Og at man fra vikingetiden vil kunne gå gennem hele historien frem til i dag.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

At man kan gå en tur gennem tiden fra førindustriel tid via de moderne tider i 1920erne og frem til 1970ernes velfærdssamfund, er ifølge to krydstogtsdirektører fra Miami helt unikt for Den Gamle By.

Velfærdsdanmark

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at vise de to krydstogtsdirektører den nyeste del af museet, der dels giver et billede af livet i de moderne tider, som de tog sig ud i 1927, og dels viser hverdagen, som den var for den almindelige dansker en tilfældig dag i 1974. Men de ville gerne, og vi havde lidt tid tilbage.

Vi gik igennem 1927-kvarteret, og i 1974-delen viste jeg dem Pouls Radio, Konditoriet, Salon Anni og Bogcentralen med de vovede blade. Jeg viste dem kollektivet, pensionistparrets lejlighed og jeg viste dem lejligheden, hvor der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere. Jeg viste dem også gynækologen, spejderlokalet og knallertværkstedet. Og så fortalte jeg om børnehaven, der er på vej.

De var helt tydeligt meget interesseret.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Danmark (og Skandinavien) er internationalt kendt for velfærd og frisind. Men kun få museer fortæller denne historie i større stil.

Den Gamle Bys USP

Nogle dage efter drøftede jeg besøget med turistdirektør Peer H. Kristensen, som også skulle hilse mange gange og takke for rundvisningen. Jeg forstod, at vore tot gæster fandt det fint med både vikinger og H.C. Andersen. Men, som han skrev i en email: ”Det, der virkelig rykker, er hele samfundsfortællingen om Danmarks udvikling. Den havde de ikke set fortalt på den måde før”.

Ved en efterfølgende snak forstod jeg, at det ikke mindst var Den Gamle Bys billede af velfærdssamfundet, som havde fascineret de to gæster. Når man ser det hele lidt fra oven, så er velfærdssamfundet som det har udviklet sig i Danmark (og Skandinavien) også helt unikt på verdensplan. Måske det bliver en parentes i historien, vi ved det ikke. Men vi ved, at velfærden, frisindet, kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret har sat sig spor i vores værdisæt, omgangsformer og kultur i en grad, så det er med til at definere hvad der er typisk dansk.

For andre besøgende vil museets USP givetvis være noget andet. Men denne pejling i forhold til det internationale turistpublikum er overordentlig interessant for museets selvforståelse og videre arbejde.

Den Gamle By viser hverdagen i Velfærdsdanmark

Den af

En investering på mere end 200 mio kr er baggrunden for det totalbillede af Danmark i 1960’erne og 70’erne, som vi nu har åbnet i Den Gamle By. Det er hverdag i Velfærdsdanmark, det er fede tider, det er ren retro, og det er hønsestrik, habit og hængerøv.

Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.

Hverdag i Velfærdsdanmark består af et helt nyt bykvarter.

Projektet er den største enkeltinvestering i Den Gamle Bys mere end 100-årige historie, og i international sammenhæng regnes museets moderne bykvarter for det mest markante og vidtrækkende samtidsprojekt på noget museum overhovedet. ”Danmark og Aarhus er hermed blevet et eksempel, som man valfarter til fra hele verden for at tage ved lære af”, siger Olav Aaraas, direktør for det norske nationalmuseum og international hovedtaler ved den officielle åbning af den nye bydel.

 

I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.

I en af baggårdene ligger der et knallert- og cykelværksted.

Og der er lokummer med den rette type poesi.

Og der er lokummer med den rette type poesi.

Nu kan Den Gamle Bys publikum for første gang kigge ind i et knallertværksted, et spejderlokale, et VVS-værksted og tre baggårdslokummer. Nyt er det også, at man kan besøge lærerfamilien, der viser feriefilm. Det ældre ægtepar, hvor manden får sig en middagslur. Den enlige mor med sønnen, der ser årets VM-finale på TV. Man kan kigge ind til de seks tyrkiske fremmedarbejdere, der bor i en tre-værelses på 45 kvm. Til hippien og den til grønlandske studerende. De bor alle sammen i Huset i Havnegade. Man kan også besøge Bent Js berømte jazzværtshus fra Nørre Allé i Aarhus. Og så er der Tårnborg med kollektiv, kernefamilie, ugift skoleinspektør og gynækologisk klinik. Der er Bonnich’s Konditori, Rahbæks Minimarked, Norden Forsikring, Salon Anni, Bogcentralen. Og der er Pouls Radio, Broderiboden, Rejsebureauet, Fotoborgen og glarmester Krampau.

Der er vores egen tid på museum, det er her fra vores verden går.

I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.

I pensionisternes lejlighed er der søndagsgudstjeneste og middagslur.

Projektet omfatter 9 fleretagers huse, som har deres ophav i byer rundt omkring i hele Danmark. Husene er opført af 648.000 mursten og indeholder 146 rum med i alt 2.684 kvm. Der er 9 lejligheder, 5 butikker, 4 firmaer, 2 baggårde, 2 baggårdsværksteder og 3 baggårdslokummer. I alt 32.000 genstande. Heraf 56 ølkasser, 9 arkitektlamper, 36 teaktræsmøbler, 6 ryatæpper, 11 numre af Ugens Rapport, 4 vinballoner samt en Velo, en Puch Maxi og en Kreidler Florett – og meget, meget mere. I alt mere end 30 menneskers personlige historier, som tilsammen tegner et bilede af livet i Danmark i en tid, som mange fortsat har et forhold til.

Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.

Der bor seks tyrkiske fremmedarbejdere i en treværelses på i alt 45 kvm.

Vi fortæller ikke historien med de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, vi lægger vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende, end de store, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og det er vores håb, at publikum vil komme til at huske ting, de havde glemt, at de måske vil genopleve stumper af deres egen erindring, og at de vil hygge sig og være sammen om at opleve eller genopleve historien.

Til grund for den nye del af Den Gamle By ligger utallige forskningsprojekter og rapporter, og der er grundige prioriteringer bag hver eneste disposition og bag valget af hver eneste museumsgenstand.

Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe.

Mens moren stryger, ser sønnen VM i fodbold. Her scorer Paul Breitner på straffe. Som bekendt vandt Vesttyskland 2-1 over Holland.

Det vi nu åbner er en slags ny Den Gamle By, et helt kvarter, der ligger ved siden af dén Den Gamle By, som de fleste kender så godt. Alt det, vi viser, hører til her. Det er ikke en noget, vi har lånt, og det er heller ikke en tidsbegrænset udstilling. Det én stor opdatering og gentænkning af Den Gamle By som museum. En gentænkning, som også vil være her, når røgen har lagt sig efter de mange events, der skal afvikles i 2017, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad.

Projektet har kun kunnet realiseres, fordi A.P. Møller Fonden har bakket op med en enestående støtte. Indtil nu har hele projektet kostet godt 200 mio kr. Heraf har A.P. Møller Fonden bidraget med de 161.

Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.

Med dette projekt har Den Gamle By nu fået to baggårde.

 

 

 

 

Den Gamle By frygter at blive spærret inde af fredningsforslag

Den af

I Den Gamle By arbejder vi med at bevare kultur, og personligt har jeg altid fundet det vigtigt også at bevare og beskytte Danmarks exceptionelle naturværdier. Fx Skagens gren, Råbjerg Mile, Stevns Klint og Vadehavet – og vi ser heller ikke nogen problemer i at også dele af Botanisk Have i Aarhus måtte blive fredet. Men vi undrer os over, at Dansk Naturfredningsforening nu har rejst forslag om fredning af hele Botanisk Have. Ikke blot stenbedet, aboretet og andre særlige steder, men også områder tæt på Den Gamle By, som ifølge fagfolk er uden fredningsværdi.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

”Botanisk Have tættest på Den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested
for hverken dyr, svampe eller planter”, udtaler Naturhistorisk Museum.

Også områder, der ikke er fredningsværdige, er med i forslaget

I Den Gamle By undrer vi os især over, at to områder er taget med i Dansk Naturfredningsforenings forslag. Det ene er den baggård, der ligger bag gartnerhuset på Eugen Warmings Vej. Det andet er det ret anonyme område, der strækker sig fra møllen på toppen af bakken og så ned til Ceres-krydset. I alt cirka fem procent af havens areal – og som ret beset ikke meget mere end en græsplæne og en håndfuld træer.

For hvis man freder sådanne områder, så vil det ikke blot være til skade for Den Gamle By og den halve million gæster, der årligt besøger museet, men så sandelig også for den troværdighed, der i almindelighed knytter sig til naturfredningssagen.

I Den Gamle By har vi ingen planer om at udvide på de nævnte områder, men man skal være opmærksom på, at en fredning kan forhindre al udvikling – selv til det bedre. For når sådan en græsplæne først er fredet, kan ingen demokratisk valgte organer gøre noget ved det – hverken byråd, region, folketing eller EU. Det er alene det særlige fredningsnævn, der kan træffe beslutninger på området.

Fare for at handicapvenlig indgang ikke kan blive til noget

De fleste ved, at det er vanskeligt for handicappede at besøge Den Gamle By. Det problem er vi nu på vej til at løse, idet museet med støtte fra A.P. Møller Fonden kan bygge en ny indgang på den del af Den Gamle Bys grund, der vender ned mod Ceres-krydset.

En sådan indgang vil gøre det muligt for kørestole, rollatorer og for folk, der bare ikke kan gå på brosten, at komme ind til de dele af Den Gamle By, hvor der er fortov og asfalt og flade brosten og hvor der er etableret flere elevatorer til udstillingerne. Dermed bliver der let adgang til de moderne kvarterer, Kunstkammeret, Aarhus Story, Købmandsgården, Legetøjsmuseet – kort sagt de dele af Den Gamle By, der i disse år har publikums store bevågenhed.

Men det fordrer, at der kan etableres stiforbindelser, og måske skal der ændres lidt på terrænet, og så skal der være plads til skure for handicapscootere og hvad der nu ellers hører til ved sådan en indgang til et stort museum. Bliver Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag til virkelighed, er vi bange for, at denne vision ikke kan blive til noget.

Intelligent parkeringsløsning forhindres

Jeg tror også de fleste er bekendt med, at de alt for få parkeringspladser jævnligt skaber kaos til skade for beboerne på Eugen Warmings Vej og tilstødende gader og villaveje.

En ny indgang ved den del af museet, der vender ned mod Ceres-krydset, vil give let adgang til det store antal parkeringspladser, der i dag findes ved Scandinavian Center, og ikke mindst til de mange pladser, der er ved at blive etableret på Ceres-grunden. Vel at mærke parkeringspladser, som sjældent vil blive brugt i de weekends og ferie, hvor Den Gamle By har flest gæster og dermed det største parkeringsbehov.

En udnyttelse af disse muligheder er kun realistisk, hvis Den Gamle By får mulighed for at etablere den nye indgang ned mod Ceres-krydset. Vi frygter, at Danmarks Naturfredningsforenings fredningsforslag vil forhindre denne løsning – til skade for såvel Den Gamle By, museets mange gæster og for de hundredvis af beboere, der må leve med de umulige parkeringsforhold i området.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Denne grund ved gartnerhuset på Eugen Warmings Vej er også indstillet til fredning.

Områderne ved Den Gamle By rummer ingen uerstattelige naturhistoriske interesser

Den Gamle By har bedt Naturhistorisk Museum se på de to områder, og konklusionen fra museumsdirektør Bo Skaarup er klar: ”Botanisk Have tættest på den Gamle By har ingen væsentlig betydning som levested for hverken dyr, svampe eller planter”. Han konkluderer: ”Naturhistorisk Museum ser derfor ikke særlige eller uerstattelige naturhistoriske interesser, der berettiger en fredning af de arealer af Botanisk Have, der umiddelbart grænser op til Den Gamle By”.

Formålet er ikke fredning, men at stoppe Den Gamle By

Noget tyder på, at Danmarks Naturfredningsforening er enig i dette, idet det fremgår, at den primære begrundelse for fredningsforslaget er, at man ønsker at forhindre en eventuel videre udbygning af Den Gamle By, ligesom man også udtrykker bekymring for en videre udvikling omkring væksthusene.

Altså er formålet ikke at frede bevaringsværdigt natur, men at beskytte et grønt område mod andre interesser.

Det er helt legitimt at ville beskytte byens grønne åndehuller, og i Den Gamle By er vi enige i, at man skal beskytte Botanisk Have og i øvrigt sikre den såkaldte grønne kile, som har været en hovedhjørnesten i kommuneplaner så langt tilbage, jeg kan huske.

Vi forstår blot ikke, hvorfor man ikke som hidtil kan anvende planloven til formålet. At bruge den helt særlige danske naturfredningsmodel til at frede noget, der ret beset ikke er fredningsværdigt, er ikke troværdigt.

Aarhus Kommune anviste i 1998 forhaven som museets udviklingsområde 

Den Gamle Bys planlagte indgangsbygning ned mod Ceres-krydset er en del af den store donation, som Den Gamle By har modtaget fra A.P. Møller Fonden. Bygningen vil afslutte museets projekt med at skabe en slags ny gammel by, der viser livet i Danmark fra 1920rne over 1970erne og helt op til vor tid. Projektet er unikt på verdensplan og er den vigtigste årsag til, at Den Gamle By nu besøges af omkring en halv million gæster om året, heraf et meget stort antal aarhusianere.

Siden 1998 har Den Gamle By vidst, at museets udviklingsmuligheder ikke ligger inde i selve Botanisk Have, men på græsplænen, hvor der pt er byggeplads. Dengang meddelte daværende tekniske rådmand, Hans Schiøtt, at en fremtidig udvikling af Den Gamle By skulle ske i ”den del af anlægget, der strækker sig langs Viborgvej ned mod Ceres-krydset”. Det har vi ageret efter, og vi har haft en god dialog med kommunen og byrådspolitikerne herom.

Den Gamle By ønsker området fra møllen og til Ceres-krydset friholdt

I Den Gamle By har vi ikke nogen problemer med, at Danmarks Naturfredningsforening ønsker at frede de 95 pct af Botanisk Have, der ligger nord for museet. Men vi er bekymret over, at forslaget også omfatter de fem pct, der udgøres af arealet fra møllen og ned mod Ceres-krydset. For det er jo i området ned mod Ceres-krydset, museet skal have en ny indgang, så Den Gamle By bliver tilgængelig for handicappede, så der bliver adgang til parkeringspladser, så villaerne på Eugen Warmings Vej slipper for de mange parkerende museumsgæster, og så museet bliver en integreret del af den kulturakse, som er et af Aarhus’ stærkeste kort som turistby.

Den Gamle By håber, at det indsendte fredningsforslag må blive modificeret, så de ikke-fredningsværdige områder friholdes.

Bevaringen af denne grønne korridor er indskrevet i adskillige kommuneplaner og vil utvivlsomt også være en fremtidig prioriteringssag for Aarhus Kommune. Det bør være tilstrækkelig sikring af dette område.  For ingen kan seriøst argumentere for, at disse arealer har naturkvaliteter, der kan begrunde en fredning.

 

 

 

 

International eller bare noget, der kommer fra udlandet

Den af

Den nytiltrådte programdirektør for Aarhus 2017 ser det som en af sine primære opgaver at gøre det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt mere internationalt. Men hvad vil det egentlig sige? Er det internationalt som Google og Coca-Cola, eller drejer det sig om interessant originalitet med lokalt udspring? Herom handler dette blogindlæg.

”Indtil nu har man naturligt nok kigget mest på de øvrige skandinaviske lande, men nu vil jeg ind og gøre projektet mere internationalt”, udtaler projektdirektør Juliana Engberg 3. maj i en portrætartikel i JP Aarhus.

Et ganske markant udsagn fra en person, der har været få uger i jobbet og fornylig er landet i Danmark.

Men international er jo et af tidens store buzzwords. Tænk blot på sammenstillinger som international kunst, internationale nyheder, international forskning, ja internationalt niveau – osv. Og prøv så at erstatte ordet international med national, regional eller – for at gøre den helt tydelig – lokal! Taler man om vigtighed, ligger international klart øverst i hierakiet, mens lokal ligger nederst. Det er fint at være international!

Men hvad vil det egentlig sige? Rent sprogligt betyder ordet mellemnationalt.  Altså noget der vedrører flere nationer, ligesom mellemkommunal er noget, der vedrører flere kommuner.

Skal jeg pege på noget, der indiskutabelt er internationalt, kommer jeg først og fremmest til at tænke på internationale firmaer som fx Heineken, der bryster sig af, at en Heineken øl smager ens, lige meget om du køber den i Amsterdam, Kuala Lumpur eller Sao Paolo. Eller jeg tænker på Google, Euro og American Express, der gør det lettere at agere og kommunikere som man plejer lige meget, hvor i verden man befinder sig. Eller for så vidt tænker jeg på Mac Donalds, Coca-Cola og Kellogg’s, der kan købes over hele verden.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den og derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

En Heineken skal smage ens, lige meget, hvor du drikker den. Øllen er derfor i egentlig forstand international. Det erfarede jeg under et nyligt besøg på Heineken Experience i Amsterdam.

Inden for kulturverdenen regnes det for internationalt, når man får Tour de France til at køre en rundtur i egnen omkring Herning. Eller Madonna til at spille i Horsens. Eller får La Scala til at optræde i Aalborg. Altså noget, der ikke er afhængig af det sted, det foregår, og som, når det er foregået, næppe vil have sat sig synderlige spor. Akkurat som det også gælder for de blockbuster udstillinger, der turnerer rundt på verdens store museer.

Måske fokuseringen på det internationale er udtryk for en slags mindreværdskompleks på egen kulturs vegne – at man pr automatik regner noget fra udlandet for bedre og vigtigere end det, man selv har skabt. For ret beset viser det, at man kan hyre et international navn eller vise en international udstilling ikke noget om, hvad man selv formår. Nej, evnen til at hyre dem er vel, når alt kommer til alt, et spørgsmål om budget og om gode forbindelser.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

At Madonna gav koncert i Horsens fortæller ikke ret meget om Horsens. Ud over, at byen har formået at skaffe den fornødne kapital til arrangementet.

Men det internationale har også en anden dimension. Her anskuer man det internationale som det, der har rod lokalt, og som vækker interesse uden for landets grænser – altså mellem nationer, internationalt i ordets egentlige betydning! Lad mig her i flæng nævne Aarhus Universitet, arkitekturen på Aarhus Rådhus og den betagende bygning til det nye Moesgård. Eller lad mig nævne Regnbuen og De 9 rum på Aros, Granhøj Dans’ dybt originale forestillinger, Den Gamle By som museumskoncept samt den erindringsformidling, som folk i Den Gamle By har udviklet til glæde for ældre, der er ramt af demens. Alt sammen noget, der ikke findes tilsvarende andre steder, og som har vakt – og vækker – interesse langt uden for landets grænser. Noget man skal flytte sig for at opleve.

 

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

Den Gamle Bys særlige tilbud til ældre, der er ramt af demens, har vist sig at vække stor international opmærksomhed og har indtil videre ført til tilsvarende tilbud i England og Sverige. Erindringsformidlingen gjorde i øvrigt stort indtryk på den jury, der tildelte Aarhus værtsskabet som kulturhovedstad 2017.

År 1900 tog det franske dækfirma Michelin initiativ til en guide, som blev uddelt til alle, der købte en bil. Formålet var at få folk til at køre ud for at slide på dækkende, så der blev brug for at købe nye, og dernæst at skabe interesse for bilen som transportform. I 1930 introducerede Michelin systemet med stjerner, hvor tre stjerner betyder, at noget er ”værd at rejse efter”, to stjerner at det er ”en omvej værd” og en stjerne, at det pågældende sted er rigtig ”godt inden for sin kategori”.

Guide Michelin har siden været en nøgle, når man skal vurdere, hvad der har interesse ud over det snævert lokale. Og hvad siger Michelin så om Aarhus? Tja, der er kun et sted, som tildeles de maksimale tre stjerner, og det er Den Gamle By. Moesgård og Aros får hver to stjerner. Som by tildeler Michelin Aarhus to stjerner. Og restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans får hver en stjerne. Alle sammen oplevelser, der er originale for Aarhus og derfor internationale i den forstand, at de har rod lokalt, men vækker opmærksomhed internationalt.

Når noget er internationalt, kan det således både være i den betydning, at det er ens over hele verden, eller det kan betyde, at noget er af interesse ud over landets grænser, selvom det har lokalt udspring.

Men ofte bruger man bare international som et lidt finere ord for noget – eller nogen – der kommer fra udlandet.

 

 

 

 

 

Den Gamle By opkalder gade efter Dronning Margrethe

Den af

I 1948 besøgte den daværende prinsesse Margrethe Den Gamle By for første gang. Det er efterfølgende blevet til utallige besøg, og siden 1987 har vores dronning været protektor for museet. Som en hilsen til majestæten i anledning af 75-årsdagen opkalder Den Gamle By nu en gade efter dronningen.

Dronning Margrethes Gade kommer gaden til at hedde. Det drejer sig om den gade, der kommer til at afslutte ”byen” og som vi indretter med butikker, boliger mm, som tilsammen vil give et snapshot af året 2014. Det første lille hjørne vil åbne i løbet af foråret, og resten af gaden vil åbne successivt frem mod 2019/20.

Skiltet med gadenavnet Dronning Margrethes Gade sættes op på huset fra København i Den Gamle By.

Skiltet med gadenavnet Dronning Margrethes Gade sættes op på huset fra København i Den Gamle By. Dronning Margrethes Gade vil komme til at danne ramme om museets kommende kvarter, der vil vise et snapshot fra året 2014.

Gadeskilte på huse fra København og Jelling

Det ene af gadeskiltene bliver nu sat op på et hus, der frem til 2009 lå på hjørnet af Provstevej og Thoravej i Københavns Nordvestkvarter. Her er der nu ved at blive lagt fortov foran huset, så man om et par måneder kan komme ind i den engang så berømte Jazzbar Bent J fra Aarhus.

Det andet gadeskilt vil efter planen blive sat op i 2019, når de to huse fra Gormsgade 1-3 i Jelling er opført og indrettet med butikker og boliger fra 2014. Vi ser en pudsig pointe i, at skiltet med gadenavnet Dronning Margrethes Gade vil komme til at sidde på netop dette hus, som frem til vi nedtog det lå lige overfor Dronning Thyras høj.

Englands dronning Elizabeth og prins Philip besøgte sammen med det danske regentpar Den Gamle By 18.maj 1979.


Englands dronning Elizabeth og prins Philip besøgte sammen med det danske regentpar Den Gamle By 18. maj 1979.

”Byen omslutter én fuldstændigt”

– Jeg kan ikke påstå, jeg har været der hvert eneste år, men jeg har været der meget, og jeg sætter stor pris på museet, har Dronning Margrethe udtalt i et interview.

– Den Gamle By har en ganske særlig charme og er fantastisk dygtigt lavet. Det er ligesom om byen omslutter én fuldstændigt. Og så ved man jo, at der er en stor museal og forskningsmæssig dybde neden under den betagende overflade.

Dronningen er en meget opmærksom og vidende museumsgæst. Her fotos fra et privat besøg i foråret 2002, hvor majestæten studerede farvelagene på Møntmestergårdens baroktrappe.

Dronningen er en meget opmærksom og vidende museumsgæst. Her fotos fra et privat besøg i foråret 2002, hvor majestæten studerede farvelagene på Møntmestergårdens baroktrappe.

Alsidig interesse i Den Gamle By

– Det er spændende at se, at museet har så mange nye ting i gang, og i forbindelse med protektionen af Den Gamle By falder det så naturligt at være personligt engageret, siger dronningen.

Og som protektor har dronningen fulgt grundigt med i mange af de ting, der foregår i Den Gamle By. Opførelsen af Møntmestergården, hvor ikke mindst farver og tapeter har haft majestætens interesse. Eilschous Boliger fra Odense, hvor den unge H.C. Andersen fik sin første kulturelle inspiration. Det levende museum, hvor ikke mindst arbejdet med at lave tro kopier af datidens tøj er blevet studeret. Kunstkammeret med de store samlinger af sølvtøj, porcelæn og fajance samt ure. Og de senere år har dronningen fulgt hele udviklingen og skabelsen af de moderne bykvarterer fra 1927 og1974, ligesom majestæten også har været en engageret dialogpartner i diskussionen om, hvordan vi skal lave både Aarhus Story og det afsnit, der viser året 2014.

Dronning Margrethe er en hyppig gæst, både til officielle anledninger og ved private besøg. Under sit besøg 12. juli 2013 så dronningen både det nyåbnede Tårnborg og de ferieaktiviteter, som arrangeres som en del af den kommunale skolepasningsordning.

Dronning Margrethe er en hyppig gæst, både til officielle anledninger og ved private besøg. Under sit besøg 12. juli 2013 så dronningen både det nyåbnede Tårnborg og de skoleferieaktiviteter, som arrangeres under overskriften En dag som barn i 1864.

Første gade opkaldt efter Dronning Margrethe

Der findes kun få steder, der er opkaldt efter vores nuværende dronning. Således Dronning Margrethe Hallen i Fredericia (navngivet 1976), Dronningens Boulevard i Herning (navngivet 1979) og Margrethepladsen i Aarhus (navngivet 1993).

Derimod er der endnu ingen Dronning Margrethes Gade – og da slet ikke på et museum, der nyder godt af majestætens protektion.  Det er vi i Den Gamle By taknemmelige for, at vi nu får mulighed for at rette op på.

19.oktober 1948 indskrev den unge prinsesse Margrethe sig for første gang i Den Gamle Bys gæstebog sammen med sin mor dronning Ingrid, som også var en hyppig gæst på museet.

19. oktober 1948 indskrev den unge prinsesse Margrethe sig for første gang i Den Gamle Bys gæstebog sammen med sin mor dronning Ingrid, som også var en hyppig gæst på museet.

Kan man kassere og sælge museumsgenstande?

Den af

Engang imellem bør alle institutioner stoppe op og se på egen virksomhed. Også museerne. Er der for mange, som samler de samme typer genstande? Er det de rigtige ting, som man har samlet? Kunne nogle af dem i virkeligheden kasseres – eller måske sælges, sådan som det aktuelt er blevet foreslået fra politisk hold?

Tingene, genstandene, er på den ene side museernes rigdom og særkende. Men de er samtidig en klods om benet, fordi det er omkostningstungt at bevare de store samlinger. Det koster tid til registrering, det koster magasinplads og det koster konservering. De store samlinger binder en meget stor del af museernes ressourcer. Måske så mange, at det kan være svært for museerne at se fremad.

Kassation er relevant

Det er derfor fornuftigt at overveje en eller anden form for begrænsning af samlingernes størrelse, herunder kassation eller salg. I hvert fald på de kulturhistoriske museer, hvor der jo gemmes hundredvis af manglebrætter, Madam-blå kaffekander, pilespidser, stenøkser, stolpehuller – you name it! Hvor meget, man kan kassere, er svært at sige, men jeg tror ikke, det er småting.

Når – og hvis – man skrider til kassation eller salg, er der i hvert fald tre forhold, man skal være yderst opmærksom på.

Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.

Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.

Museer skal tænke langsigtet

For det første skal man være opmærksom på, at enhver tid er præget af et slags nutidshovmod. Man ser typisk sig selv og sin tid som udviklingens toppunkt, hvorfra vi kan overskue alt. Ikke desto mindre viser det sig alt for ofte, at eftertiden ville have gjort et og andet anderledes. Derfor skal museerne være varsomme med at kassere de genstande og værker, som andre museumsfolk tidligere har besluttet at indlemme i samlingen og dermed bevares til – i princippet – evig tid. Det kunne jo være, at en senere generation af museumsfolk vil bebrejde os i dag, at vi kasserede netop disse ting. Museerne er organisationer med et langsigtet virke, og det er vigtigt, at vi som museumsfolk betragter museernes samlinger som investeringer på langt sigt.

Når det er sagt, så skal det også siges, at enhver professionel institution med mellemrum må stoppe op et øjeblik, vende blikket indad og overveje, om man gør tingene på en måde, så man får mest ud af de ressourcer, der er til rådighed.

Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.

Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.

Alle museumsgenstande er ikke lige vigtige

Og her kommer jeg så til det andet vigtige forhold, nemlig at det er vigtigt, at man ikke betragter alle museumsgenstande som lige værdifulde, for det er de ikke! Det giver sig selv, at der er forskel på en stenøkse eller et manglebræt, som findes i tusindvis af eksemplarer rundt om på de danske museer, og så guldhornene, som uden diskussion ville være Danmarks mest bemærkelsesværdige og bevaringsværdige museumsgenstande, hvis de ikke var blevet stjålet og omsmeltet for mere end 200 år siden. På samme måde er der fortsat museumsgenstande, der er umistelige, mens andre måske er interessante, og andre igen må antages at miste interessen efter nogle år.

Salg må ikke blive en økonomisk gulerod for museerne

Når man så skrider til kassation er det vigtigt, at det sker på et museumsetisk forsvarligt grundlag. Og her er vi ved det tredje forhold. For et forsvarligt grundlag indebærer bl.a., at man får indarbejdet nogle dobbeltchecks, så man så vidt muligt undgår, at senere generationer vil bebrejde nutiden, at vi handlede kortsigtet. Dernæst mener jeg, at det er afgørende vigtigt, at man undgår, at enkelte museer kan tjene penge ved at sælge ud af samlingen. I stedet man måske forestille sig, at pengene fra museumsgenstande, som man har valgt at sælge, går i en fællespulje, så det ikke bliver muligt for økonomisk trængte museer at dække et underskud ved at sælge ud af samlingerne. Hvorom alt er, skal man for enhver pris undgå, at salg af museumsgenstande kan blive en økonomisk anspore for enkelte museer.

Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970'er sko.

Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970’er sko.

Indsamling kan begrænses og målrettes

Et punkt, hvor det imidlertid er helt uproblematisk at gøre noget alvorligt ved sagen, er museernes indsamling. I Den Gamle By siger vi i dag nej tak til 98% af de ting, vi får tilbudt, enten fordi museet i forvejen er velforsynet, eller fordi det tilbudte ikke passer ind i museets profil. Vi er lykkelige for at få tilbudt tingene, og bestræber os altid på at forklare folk, hvorfor vi ikke kan sige ja tak.

Men på et område samler vi stort ind. Nemlig med henblik på at kunne genskabe de to moderne bykvarterer, der dækker tiden fra midten af 1900-årene til i dag. Konkret opbygger vi to kvarterer, et der viser et snapshot af Danmark i 1974 med både det nye og det gamle, der fandtes dengang. Og et kvarter, der vil vise et snapshot af 2014.  Vi gør det sådan, at vi på forhånd undersøger, hvad der var karakteristiske for disse perioder, og så går vi målrettet efter det og kun det.

Derved slipper for de mange genstande på magasin, som er så lammende for museernes handlekraft. Og handlekraften er vigtig, hvis vil skal sikre, at vore børn og børnebørn kan opleve museer med et bredt udsnit af vor egen tids historie.

”Ikke alt, der tæller, kan tælles”

Den af

 

Det udsagn tænker jeg ofte på, når talen falder på, hvordan man måler betydning, succes og relevans på museumsområdet og inden for kulturlivet i bredere forstand.

Først på året deltog jeg i en debat med kulturknuseren Lasse Marker, som for nogle måneder siden udgav bogen ”Seks grunde til at der ikke sker en skid i dansk kulturliv”. Her argumenterer han bl.a. for, at kulturen skal kunne tælles og måles, så oplysningerne kan sættes ind i regneark og sammenlignes, så man – dvs dem, der bevilger penge – har et seriøst grundlag for at beslutte, hvem der skal have de offentlige tilskud. Lasse Marker er uddannet cand.scient.pol. og dermed en af de såkaldte djøf’ere, der gennem de seneste år har haft held til at sætte dagsordenen for, hvordan man måler kvalitet inden for mange forskellige områder. Diskussionen med Lasse Marker gav mig anledning til disse overvejelser.

Naturligvis er der ikke noget galt i at kvantificere resultater. Problemet er, at de ting, der kan kvantificeres, jo kun delvist afspejler virkeligheden. Der er simpelthen en del, der ikke kommer med, og en del af dette kan være overordentligt væsentligt.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det, der kan gøres op i tal.

At Den Gamle By tiltrækker mange besøgende er en kvalitet, der kan opgøres i tal. Men museet er meget mere end det.

Den Gamle By i tal

Lad mig illustrere det med nogle oplysninger fra Den Gamle By, som jeg kender bedst til. Den Gamle By havde i 2014 499.207 besøgende. Året før var tallet 480.270. Museets samlede omsætning var i 2013, som er det senest opgjorte regnskabsår, 125 mio kr. Heraf var de 31 mio offentlige tilskud, 43 mio var projektmidler (primært fra fonde) og så tjente vi selv 51 mio kr. Det kan også nævnes, at Den Gamle Bys personale i 2013 stod bag 24 bøger og artikler samt 71 blogindlæg. Og man kunne supplere med antallet af permanente udstillinger, særudstillinger, antallet af indlemmede genstande, afholdte foredrag, besøgende på hjemmesiden, generel besøgstilfredshed, likes på facebook osv osv.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Den Gamle By rummer en skønhed, som kan være vanskelig at kvantificere og sætte ind i regneark.

Virkeligheden er større og mere, end tallene viser

Men Den Gamle By er jo mere end det, de tal udtrykker. For virkeligheden er større og mere end tal. Man kan jo heller ikke reducere værdien af en nyudsprunget bøgeskov i maj til antal rummeter træ, der kan sælges. Eller en solskinsdag til så og så meget solenergi, der kan sendes ud til el-forbrugerne.

Den Gamle By er også skønhed og glæde, eftertanke og inspiration. Den Gamle By er med til at give forankring og sammenhængskraft. Dertil kommer, at Den Gamle By er med til at finde nye veje for, hvad det vil sige at være museum. Lad mig her nævne to ting, som stort set ikke batter noget i kvantitativ sammenhæng, men som har været med til at flytte den måde, man kan være museum på. Begge eksempler vedrører vores arbejde som et inkluderende museum.

Den særlige erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Den Gamle Bys erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, har for mange museer i Danmark og Europa været med til at udvide rammerne for, hvad et museum kan.

Hvordan måler man værdien af erindringsformidling for demente ældre?

Her har vi i godt 10 år arbejdet med en særlig erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens. Denne aktivitet benyttes af ca 1000 deltagere om året. Det batter ikke ret meget i forhold til den halve million, som i øvrigt besøger museet. Men vores initiativ har haft stor betydning for de demente, der har besøgt museets erindringslejlighed – og derigennem fået lidt lys i en ellers trist tilværelse. Initiativet har også betydning i og med, at Den Gamle By medvirker til at uddanne SOSU-assistenter i både Aarhus og Silkeborg. Og så har vores initiativ virket som inspirationskilde for museer og andre over hele Europa.

Hvordan måler man værdien af en hjemløs på museum?

Som det andet eksempel vil jeg nævne, at Den Gamle By i tre måneder i efteråret 2012 inviterede en hjemløs til at bo i en baggård på museet. Den Gamle By er bl.a. et museum om hjemmets historie, så da den hjemløse selv henvendte sig og foreslog, at vi også skulle vise, hvordan det er at være hjemløs, fandt vi ideen helt oplagt. Han flyttede ind i tre måneder, og i den tid kunne museets gæster kigge ind til ham og få en snak. Vi oplevede, at mange mennesker, som næppe ville besøge en hjemløs, som de mødte ”ude i virkeligheden”, her fik en oplevelse og en indsigt, som de ellers aldrig ville have fået. Museer over hele Europa har været interesseret i at høre om Den Gamle Bys erfaringer fra dette projekt, og det har givet Den Gamle By en profil som et museum, der går nye veje med henblik på at fortælle væsentlige historier og være til nytte.

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs "ude i virkeligheden".

Den hjemløse Ulrik Szkobel, som boede i Den Gamle By i efteråret 2012, fik besøg af mange, der ellers aldrig ville være faldet i snak med en hjemløs “ude i virkeligheden”.

Ikke alt, der kan tælles, tæller

Ingen af disse to projekter kan reduceres til tal, der kan sættes ind i regneark. Og hvis de kunne, ville de ikke batte ret meget. Men begge projekterne er væsentligt, fordi de er med til at sætte et andet og anderledes spot på problemer og forhold i samfundet, og fordi de er med til at udvide grænserne for, hvad man kan bruge et museum til.

Så fint nok at besøgstal, omsætning osv kvantificeres. Det ser jeg overhovedet ingen problemer i. Men jeg ser et stort problem, hvis man mener, at sådanne målinger i sig selv er tilstrækkelige og bør være styrende for hvordan man agerer – bl.a. med hensyn til tildeling af offentlige midler.

Til slut tilbage til citatet i overskriften til dette indlæg. Citatet lyder i sin helhed: ”Ikke alt, der tæller, kan tælles. Og ikke alt, der kan tælles, tæller”. Eller: ”Not everything, that counts, can be counted. And not everything, that can be counted, counts”. Citat Albert Einstein.