Kategoriarkiv: Julens ikoner

Den platte…

Den af

Bing & Grøndahls juleplatte 1985 er verdens første juleplatte

 I 1895 udsendte porcelænsfirmaet Bing & Grøndahl i København verdens første juleplatte. Juleplatten blev blot fremstillet i 400 eksemplarer og er i dag særdeles sjælden.

Andre firmaer har også udsendt platter med julemotiver. Mest kendt nationalt og internationalt af dem er nok Den Kongelige Porcellainsfabrik, som siden 1908 har udsendt specielle juleplatter. Andre danske og udenlandske firmaer har nærmest stået i kø for også at markedsføre deres juleplatter.

Det er dog navnet Bing & Grøndahl, jeg først og fremmest forbinder med ordet juleplatte. Firmaets juleplatter er verdens ældste og mest berømte serie inden for dette specielle område.

Juleplatter blev betragtet som et fornuftigt investeringsobjekt, og priserne bare steg og steg. I midten af 1970’erne blev der produceret så mange platter, at platte-ballonen sprang. Der var ganske enkelt ikke købere nok til de mange platter. Siden da er priserne raslet ned på de mest almindelige platter. I dag kan man hos marskandisere landet over købe Bing & Grøndahls juleplatter fra 1970’erne til under 10 kr. Dette forhindrer ingenlunde, at Bing & Grøndahls juleplatter er og bliver umådeligt charmerende.

Betlehemsstjernen ses igennem staldens bagerste vindue, 1941

Betlehemsstjernen ses igennem staldens bagerste vindue, 1941.

Det er kendetegnende for Bing & Grøndahls juleplatter, at de især tager den folkelige danske jul under behandling. Fokus er ikke på den kristne jul. Når religiøse motiver forekommer på platterne, er det hovedsageligt Betlehemsstjernen, der til gengæld også indgår som et del-motiv på mere end 30 platter. Andre kristne motiver forekommer kun sporadisk. Således er de tre vise mænd motivet i 1901, hyrderne på marken i 1911 og landsbyen Betlehem i 1922.

Den tapre landsoldat i Fredericia udgivet i 100-året for Slaget Ved Fredericia. 1949

Den tapre landsoldat i Fredericia udgivet i 100-året for Slaget ved Fredericia, 1949.

Flertallet af motiver på de Bing & Grøndahl’ske juleplatter er som nævnt den folkelige danske jul. Vi ser billeder af snelandskaber befolket med harer, fasaner, rådyr, spurve og krager. Kirker set udefra og indefra. Familiehygge med og uden juletræ. Kendte danske bygninger. Julens transportmidler som rutebil, tog og færge. Julepyntede gader. Julens post. Julemanden og nissen forekommer også et par gange.

Kongeskibet Dannebrog i Grønland, 1953

Kongeskibet Dannebrog i Grønland, 1953.

Glimtvis træder dele af Danmarks historie ind som motiv. Det gælder for eksempel Lillebæltsbroens indvielse i 1935, Sorgenfri slot i 1944, hvor Christian X nærmest blev holdt interneret, Korset i Nyhavn 1946 for danske søfolk omkommet under 2. verdenskrig, statuen af Den tapre landsoldat i Fredericia 1949. Enkelte platter er helliget Grønland, for eksempel årene 1928, 1953 og 1972.

Trin 1: Motivet er skåret ud i gips

Trin 1: Motivet er skåret ud i gips.

Men hvordan laver man egentligt en juleplatte?

Bing & Grøndahls juleplatter er skåret i lavt relief og hånddekoreret med en børstet koboltblå farve, der giver de mange nuancer under glasuren. Inskriptionen er på alle platter JULE-AFTEN efterfulgt af årstallet.

Den Gamle By har et sæt på ni Bing & Grøndahl-juleplatter, alle årgang 1994, hvortil kommer skumgummi og klude brugt til aftørring af den overskydende farve.

Trin 4: Den koboltblå farve er sprøjte på hele overfladen

Trin 4: Den koboltblå farve er sprøjtet på hele overfladen.

Til sammen illustrerer disse platter fremstillingsprocessen fra den hvide reliefskårne platte uden blå farve frem til platten, som den ser ud umiddelbart efter den sidste brænding, blankbrændingen.

1. Efter kunstnerens tegning af årets motiv skærer modelløren motivet ned i en gipsmodel.

2. Over gipsmodellen formes porcelænsmassen (en blanding af kvarts, feldspat og kaolin) til en platte. Motivet fremstår i lavt relief.

3. Platten brændes ved ca. 900o i en ovn. Platten er nu hærdet i en sådan grad, at den kan tåle den videre bearbejdning, men stadig så porøs, at den kan suge farve til sig.

4. Den blå farve sprøjtes ud på hele plattens forside. Bing & Grøndahls måde at bruge den blå farve på har været berømmet siden Verdensudstillingen 1889 i Paris, hvor den blå underglasurfarve for første gang blev anvendt til at gengive naturalistiske motiver. Før da var den blå farve kun i brug ved traditionelle stelmønstre som Musselmalet.

Trin 6: Farven er delvist blevet aftørret

Trin 5: Farven er delvist blevet aftørret.

5. Den blå farve aftørres med skumgummi eller filtklude, hvilket får nuancerne i motivets fordybninger og forhøjninger til at træde frem. Det er dette samspil mellem skæring og dekoration, som gør den danske juleplatte enestående.

6. Efter dekorering dyppes platten i den uigennemsigtige glasurmasse, der helt dækker plattens flader.

Trin 5: Den koboltblå farve aftørres med skumgummi og klude

Små skumgummistykker og klud brugt i trin 5.

7. Platten anbringes i en form af karborundum, der tåler høje varmegrader og beskytter platten mod ilden. Den brændes i to døgn ved ca. 1400o. Porcelænsmassen sintrer og bliver tæt og stærk. Glasuren smelter til et blankt, glasklart lag over farverne, som forvandles til de kendte bløde nuancer. Dekorationen under glasuren er nu helt beskyttet imod slitage.

8. Platterne sorteres. Alle platter med fejl kasseres og destrueres. Fejlene er hyppigt jernpletter, fejldekoreringer, bobler i porcelænet og revner i glasuren. Op mod halvdelen af en årsproduktion må kasseres.

Det færdige resultat efter den afsluttende brænding

Trin 8: Juleplatten efter den afsluttende brænding.

Der er ikke bare blevet fremstillet juleplatter. Emnerne er så godt som legio: Kongeplatter, påskeplatter, Mors dags platter, Fars dags platter, flyplatter, skibsplatter, logeplatter, kirkeplatter, olympiadeplatter, jubilæumsplatter, måneplatter, kunstnerplatter, børnehjælpsplatter og lejlighedsplatter af enhver tænkelig og utænkelig art – men de er heldigvis ikke mit emne i dag!

 

Vi driller dem…

Den af

Den Gamle By viser fra og med i dag og resten af året ud en meget stor udstilling om DR’s julekalendere siden starten på fænomenet i 1962. Udstillingen er blevet skabt i et snævert samarbejde mellem DR og Den Gamle By. Her er Magnus Tagmus med toget og Lillebror med klaveret, Nissebandens kostumer og store bord, Bamses juleslæde og skelettet i glaskisten fra Absalons Hemmelighed, samt dragter fra Pagten og ‘noget’ fra Tidsrejsen, der er sidste skud på stammen. Herudover er samtlige lågekalendere fra årene 1962-2014 selvfølgelig at se. Udstillingen kan ses i Plakatmuseet i Den Gamle By.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fase 1: Dukker og småhistorier. Historier fra hele verden, 1962.

Danmarks Radio overførte i 1962 den todimensionelle julekalenderen af pap og karton til ‘levende’ billeder på fjersynsskærmen. Ideen stammer fra Sverige, hvor den første TV-baserede julekalender blev sendt i 1960. Den første Børnenes Julekalender, som Danmarks Radio sendte, hed Historier fra hele verden, og bestod af en række små historier, hentet fra fremmede lande. Det store gennembrud for Børnenes Julekalender kom i 1967 med julekalenderen Kender du Decembervej? Ikke mange kan huske titlen på kalenderen, men Magnus Tagmus og sangen Mit navn er Magnus Tagmus blev nærmest folkeeje.

Fase 2: Stangdukkerne

Fase 2: Stangdukkernes tid. Jullerup Færgeby, 1974

Danmarks Radio blev af andre julekalenderproducenter skarpt kritiseret i 1977 for misbrug af firmaets monopol – og dermed utidig konkurrence. Der blev klaget til Folketinget, som ikke umiddelbart ville forbyde Danmarks Radios salg af julekalendere, da overskuddet gik til fornuftige projekter i udviklingslandene. Og salget gav vitterligt overskud. En af Danmarks Radios mest populære TV-julekalendere er Nissebanden i Grønland, sendt første gang i 1989. Den blev genudsendt for tredje gang i 2011, hvor der blev solgt 161.694 kalendere, hvilket gav 5,6 mill. kroner i overskud.

De kendte dukker fra Jullerup Færgeby er med på udstillingen.

De kendte dukker fra Jullerup Færgeby er med på udstillingen om Danmarks Radios TV-julekalendere. DR fejrer 40-års jubilæet for Jullerup Færgeby ved at genudsende den populære kalender på DR Ramasjang.

Sagen blev løst på den måde, at Børnenes Julekalender skiftede navn til Børnenes U-landskalender, og at Danmarks Radios trykte kalendere ikke måtte indeholde julemotiver på forsiden. Fra 1977 og op gennem 1980’erne møder man således for eksempel en landsby i Lesotho, indianere i Bolivia, dyr i Afrika og en fiskerlandsby på Maldiverne på U-landskalenderen.

Sanktionen blev fastholdt indtil 1986, men Danmarks Radio bruger dog stadig navnet Børnenes U-landskalender.

Jul i Gammelby 1979

Fase 3: Familiekalenderne. Jul i Gammelby, 1979

 

I 1979 hed TV-julekalenderen Jul i Gammelby. Det var en nyskabelse på to fronter. Der blev nu brugt rigtige skuespillere i stedet for dukker, og det var den nye Provinsafdeling i Aarhus, som stod for produktionen. Modsat den almindelige opfattelse er kun meget få filmsekvenser optaget i Den Gamle By. Alle kulisser var i stedet opbygget i Marselisborghallen. Jul i Gammelby var en stor succes. Det er dog meget dyrt at indspille 24 små spillefilmslignende afsnit, så derfor er også Jul i Gammelby blevet genudsendt et par gange, således i 1983 og 1994.

DR's TV-julekalender Tidsrejsen, 2014

Fase 4: Dan Brown-tiden med mysterier og gåder. Tidsrejsen, 2014.

Med TV-julekalenderen Absalons Hemmelighed i 2006 skiftede TV-julekalenderen atter kurs. Væk var de hyggelige familiehistorier. Nu stod den på fantasy og spænding, mysterier og gåder med åbenlys inspiration fra Dan Brown og andre forfattere i denne genre.

Set ud over de sidste 53 års TV-julekalendere er det tydeligt, at DR-julekalenderne falder i fire faser:

1: Dukker og småfilm, 1962-72. Målgruppen under 10 år.

2: Stangdukkernes guldalder, 1973-78. Målgruppen  under 10 år.

3: Familiesagaerne, 1979-2005. Noget for alle i familien, målgruppen 0-100 år.

4: Dan Brown-tiden, 2006-14. Fantasy og spænding, mysterier og gåder. Målgruppen 10-100 år.

En del af de TV-baserede julekalendere på DR og TV2 tager udgangspunkt i eller omkring kendte seværdigheder. Tænk blot på Jul i Gammelby (Den Gamle By, 1979), Jul på Slottet (Rosenholm, 1986), Jul på Kronborg (Kronborg, 2000), og Ludvig & Julemanden (Børglum, 2011).

Lykkelig den seværdighed, der bruges som ramme omkring en TV-julekalender, thi bedre reklame gives ikke! Den dag i dag hører jeg stadig besøgende i Den Gamle By fortælle deres undrende børn og børnebørn, at her, lige her, blev Jul i Gammelby altså optaget!

 

Farvel og tak!

Den af

Det er i dag den 6. januar. Helligtrekongers dag. Dermed er julen slut for denne gang. Det er lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg har det som Johan Krohn, der i førsteudgaven af Peters Jul i 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.

Jeg holder meget af at beskæftige mig med den danske juls historie. Der er noget fascinerende over at fundere på, hvorfor vi er, som vi er, og hvorfor vi gør, som vi gør.

En stor og varm tak til alle jer, der har været en tur forbi bloggen for at se og/eller læse de forskellige indlæg. Og tak for kommentarerne!

Ligeledes skal der herfra lyde en stor og helhjertet tak til de tusinder af gæster, der siden åbningen af julen 16. november 2013 har besøgt Den Gamle By for at se både den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974 og årets store jule-særudstilling i Julehuset. Tak til jer alle!

2014 byder på store udfordringer. Nye spændende projekter, hvoraf kun et fåtal har det fjerneste med julen at gøre, venter forude. Alligevel tror jeg, at jeg næppe kan holde min jule-pen i ro. Sandsynligvis vender jeg tilbage med et indlæg i ny og næ. Der er stadig mange aspekter ved den danske jul, der fortjener et ord eller to med på vejen.

Overskriften på dette sidste indlæg burde således nok ikke have været Farvel og tak!, men snarere…

På gensyn!

Juleinspektøren takker pænt af for denne gang…

 

Rundt om træet med mere

Den af

 

Engel som toppynt. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Vor måde at fejre jul på er fyldt med symboler. Nogle let forståelige, andre sværere at tolke. Julefesten fremstår i dag som en skønsom blanding af hedenske, kristne og nationale symboler med børnene samlet omkring det festligt pyntede juletræ som centrum.

På klippearket mødes hedenske, kristne og nationale symboler. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Hedensk – kristen – national? På kræmmerhuset eller kurven kan eksempelvis nissen være vist. Han er en ren hedensk figur, og blev først forvandlet til en julenisse i midten af 1800-tallet. Stjernen i træets top er et kristent symbol, der viser hen til Betlehemsstjernen. Træets flag og tromme er nationale symboler og resultatet af den stærke fædrelandsfølelse, der greb landet i forbindelse med Tre-årskrigen 1848-50 og krigen i 1864. I forbindelse med afstemningen 1920 om Sønderjyllands tilhørsforhold og igen efter Befrielsen 1945 gik en national vækkelse atter over landet, så mængder af dannebrogsflag prydede træet og dannede mode. Kongens og statens Dannebrog blev nu også kolonihavens flag.

Adventskrans holdt i vore nationale kulører.

Mange af vore faste juletraditioner har udenlandske, og især tyske rødder. Vi har taget traditionerne til os, omformet dem og tilpasset dem, så de passer til vor danske jul. Det gælder for eksempel adventskransen. De fire lys markerer de fire adventssøndage, hvor ordet advent i øvrigt er afledt af Adventus Domini, der betyder Herrens komme. Kransen blev omkring 1920 indført på Askov Højskole i Sønderjylland. I 1940, hvor man rykkede sammen om de få tændte lys i det store, altomfavnende mørke, bragte Billedbladet en skildring af julehyggen i kongefamilien. Bladet viste et fotografi af kongefamiliens adventskrans på et flygel. Inden juleaften dét år havde mange gode danske familier en adventskrans – selvom kransen var en ægte tysk tradition. Dronning Alexandrine havde bragt skikken med sig fra sin hjemstavn Mecklenburg-Schwerin.

Traditionelt er adventskransen holdt i de danske farver med røde bånd og hvide lys. Der er ingen faste regler for antallet af bånd. Julemærket 1946 viser en adventskrans ophængt i tre bånd, hvilket gør det let at finde balancen, men som ikke harmonerer for godt med de fire lys. Fire bånd passer symmetrisk bedre til antallet af lys, men til gengæld er balancepunktet sværere at ramme. Båndene kan også være lilla, den katolske kirkes bodsfarve, ganske som advent er kirkeårets bodstid, hvor mennesket har lejlighed til at bekende dets synder inden den store glædesfest.

Betlehemsstjernen.

Kigger vi på det traditionelle danske juletræ, vil den meste toppynt symboliserer frugtbarhed, altså Jesu fødsel. Toppynt på de fleste danske juletræer er en stjerne, Betlehemsstjernen, der stod over stalden, hvor Jesusbarnet kom til verden. Den ældste toppynt er dog en engel, den engel, der bebudede Jesu fødsel for jomfru Maria eller forkyndte budskabet for markens hyrder. Også en stork kan pryde træets top, fordi storken som bekendt kom med de små børn.

Stjernekasterne peger tillige i retning af Betlehemsstjernen.

En hyldest til jomfrufødslen.

En helt anden form for kristen julepynt til at hænge på træet er æbler, fremstillet af papmache, farvet glas eller som her plastik. Æbler er også et symbol på frugtbarhed. De spillede en central rolle i en middelalderlig legende om Jesu fødsel: Af from ærbødighed for jomfrufødslen både blomstrede og satte alle æbletræer frugt i løbet af denne ene hellige nat. Derfor var æbler en meget yndet pynt på de tidlige juletræer.

Jakobsstigen forbinder himmel og jord.

Visse steder kan man endnu se en Jakobsstige pryde juletræet. Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir er netop en sådan Jakobsstige. Den er klippet af premierløjtnant Tønne Bloch (1793-1837) i Århus og forestiller en stige med fem håndtegnede engle udklippet af flere sammenlimede ark papir. Jakobsstigen nævnes i Biblen i forbindelse med patriarken Jakob i 1. Mosebog 28, 11-12: I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Stigen symboliserer menneskets drøm og håb om et liv efter døden.

En ægte dansk jule-specialitet: Det flettede hjerte.

Uundværligt på ethvert juletræ er det flettede julehjerte. Som hovedregel er hjerterne holdt i vore nationale farver. Det røde hjerte kan dog også hænge sammen med det flammende hjerte, der i den katolske verden de sidste 500 år har været det autoriserede symbol på Jesu kærlighed og lidelse.

Engle udstanset af karton er stadig meget brugt som juletræspynt. Vi er så fortrolige med engle som et kristent symbol, at de ikke behøver nærmere omtale her.

De mange lys, der hører julen til, er et udpræget kristent symbol. Mange steder i Bibelen hører vi om lys, men intetsteds så klart som i Johannesevangeliet, kapitel 8, vers 12: Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Lysene på juletræet er i dag hvide eller røde. Sådan har det ikke altid været. Da juletræsskikken kom fra Tyskland til Danmark i begyndelse af 1800-tallet, var lysene røde, hvide og blå. De tre kulører er nemlig hertugdømmet Holstens farver.

Den romersk-katolske julekrybbe har vundet fodfæste i den danske jul.

I borgerskabets stuer begyndte de små julekrybber at dukke op i 1890’erne. Det er egentligt en ren katolsk skik, men når de små figurer nu passede så godt ind i klunketidens stuer? Julekrybberne er så småt ved at tilkæmpe sig en blivende plads på den danske julescene.

At fejre jul har de sidste 1000 år været ensbetydende med at fejre Kristi fødsel. Før da var jul lig med midvinters drikkegilder i midten af januar; men vikingerne flyttede jul til 22. december. Man fejrede her i Skandinavien, at et nyt år var på vej, at alt gik mod lysere tider.

Det ældste ved julen er selve ordet jul. Det nævnes omkring år 900 i en beretning om slaget i Hafrsfjorden 872, hvor Harald Hårfager samlede sig Norge:

Ude (dvs. ude på havet) vil han drikke jul,

Den højtstræbende fyrste,

Om han skal kunne ene herske;

Ude vil han øve Frøjs leg.

Som ung fik han lede ved ildhygge

Og ved at sidde inde,

Ved den varme kvindestue

Og ved de dunfyldte vanter.

‘Ude vil han drikke jul’…

Harald Hårfager ville altså drikke jul på havet, fordi han allerede som ung fik lede ved ildhygge, ved den varme kvindestue og ved de dunfyldte vanter. Underligt nok, da det netop er nogle af de ting, som vi i dag forbinder med en hyggelig jul!

Man drak jul! Med en skål bad man guderne Njord, Frøj og Jølner, alias Jule-Odin, om et godt, nyt år. Især Jølner er nok en skål værd. Ganske vist havde han ikke ligefrem opfundet øllet. Det havde Jætten Suttung, men Jølner stjal opskriften og gav den til menneskeheden. Hvor ordet jul er den ældste af vore juletraditioner, er julebryg den ældst kendte julegave.

Jule-hvidtøl blev introduceret i 1896.

I den norske kong Hakon den Godes lov fra midten af 900-tallet var det ligefrem et krav, at julen skulle vare lige så længe, som det øl rakte, der kunne brygges af én skæppe malt. Har man kendt magen? Julens længde afhang af, hvor meget øl der var tilbage i tønden!

Da Danmark blev kristnet, drak man i stedet på selveste juleaften Jomfru Marias skål, men efter reformationen rettede man skålen til Gud. Traditionen med denne rituelle Guds skål varede ved til langt op i 1800-tallet. Når vi løfter glasset juleaften eller ved frokostbordet de næste par dage og ønsker hinanden Glædelig Jul!, eller når vi synger med på Dalton og deres Julesang fra 2009: De drak julen ind de drak julen ud med humør og dobbeltsyn, følger vi således en tradition med mindst 1100 år bag sig.

Siden Danmark blev kristnet, har vi fejret Kristi fødsel den 24. december om aftenen, selvom jomfrufødslen jo ifølge traditionen først fandt sted dagen efter. Sådan er det i Danmark. Når noget skal fejres, sker det aftenen før selve dagen. Tænk blot på Skt. Hans aften og Mortensaften!

Den danske jul, som vi fejrer den i dagens Danmark, er og bliver en sær blanding af hedenskab, kristendom og nationalfølelse.

Glædelig jul!

Den lange rejse…

Den af

Den glade gavegiver 10 dage før jul. Julekalender fra slutningen af 1940’erne.

Vi ved alle, hvordan han ser, julemanden, den glade gavegiver: En gammel bedstefar med et stort, hvidt skæg, tyk rød frakke kantet med hvid pels, et stort sort bælte spændt i det yderste hul, store sorte kanestøvler – og en sæk med gaver over skulderen.

Julemanden er i virkeligheden identisk med den katolske helgen Nikolaus – eller Hellig Nikolaj, som han kom til at hedde på dansk. Og den lange rejse for at finde julemandens rødder begynder i Lilleasien, i byen Myra i det nuværende Tyrkiet.

En mand ved navn Nikolaus var i første halvdel af 300-tallet efter Kristi fødsel biskop i byen Myra (nu Demre) i provinsen Lykien i Lilleasien. Han skal være født omkring år 270. Han døde 6. december 347. I kalenderen er den 6. december derfor Dagen for Hellig Nikolaj.

Sankt Nikolaus

Det er, hvad man så nogenlunde ved om biskop Nikolaus. Et par hundrede år efter hans død blev der skrevet en beretning om hans liv. Vi får at vide, at han var en meget hellig mand, god og hjælpsom mod alle, og at der udgik en særegen kraft fra ham.

Han var så hellig, at han, da han blev døbt, rejste sig op for at komme tættere på Gud. Han overholdt fastereglerne, han spiste altså intet, selv når han lå ved sin moders bryst. I sandhed et specielt barn!

Som biskop sejlede han til det store kirkemøde i byen Nikæa i år 325. Undervejs rejste en vældig storm sig, der var ved at sende skibet til havsens bund. De skrækslagne søfolk tiggede Nikolaus om at bede for deres frelse. Han gjorde det – og miraklet skete. Stormen lagde sig straks, og alle kom frelst i land. Der er ikke noget at sige til, at Hellig Nikolaj senere blev alle søfolks beskytter og værnehelgen.

Hellig Nikolaj var også alle jomfruers beskytter og trøster. Engang var en nabo til Nikolaus gået fallit. Den nu ludfattige nabo påtænkte af ren og skær nød at sælge sine tre unge døtre til byens bordel. Tre nætter i træk listede Nikolaus sig da til uset at kaste en lille pung med guld ind ad naboens vinduer. Dermed frelste han de unge piger fra en grum skæbne. Disse gavmilde gaver knytter en forbindelse mellem Hellig Nikolaj og julemanden.

Hellig Nikolaj frelser naboens tre døtre fra bordellet.

Han blev begravet i Myra. Efter hans død valfartede mange mennesker til hans grav, hvor der skete talløse mirakler. De mange besøgende gav autoritet til kirken og klingende mønt til byen – men vakte også stor brødnid.

Sankt Nikolaus’ grav i Myra.

En italiensk købmand fra havnebyen Bari i det sydlige Italien sendte i 1087 et skib med 47 svært bevæbnede italienere til byen Myra, hvor de på bedste sørøvermaner stjal Hellig Nikolajs jordiske rester. De gravede ham simpelthen op og sejlede knoglerne hjem til Bari. De fik dog ikke alle knogler med, så den dag i dag har både Myra og Bari knogler fra Hellig Nikolaj.

Hvert år holdes der to store fester i Basilica di San Nicola i Bari. Den 9. maj, hvor man mindes sørøvertogtet til Myra 9. maj 1087, og den 6. december, Hellig Nikolajs dødsdag. Rygter vil vide, at der siver vellugtende olier ud fra Nikolajs sarkofag. Olien har en helbredende kraft, og sælges til pilgrimme under navnet Nikolaus manna.

Også nødstedte børn kunne med fordel sende bønner til Hellig Nikolaj. Baggrunden herfor er en historie fra Frankrig, hvor tre skoleelever 6. december var gået ud i byen for at tigge skolepenge til næste skoleår. De kom ind på et værtshus. Krofatter var ingenlunde af den blide type, så i stedet for at give drengene en skilling slagtede han de tre knægte og stoppede dem ned i tønden til det salte svinekød. Syv år senere, på Hellig Nikolaj-dag, den 6. december, kom en gæst forbi og bestilte dagens menu. Krofatter gik ned i kælderen for at finde noget saltkød til gæsten – men til sin store overraskelse fandt han de tre skoledrenge siddende på salttønden, mens de skrålede en sang til ære for Hellig Nikolaj. Nikolaj havde slået til igen! Og fortællingen om de tre parterede skoleelever, der alligevel var hele, gjorde snart Nikolaj til en kraftfuld skytshelgen for middelalderens skoleelever.

De tre skolebørn, kalkmaleri i Sankt Nikolaj kirke i Vigersted.

Det viser lidt om den hellige mands moralske spændvidde, at han var skytshelgen for alle søfolk, jomfruer, prostituerede og skolebørn i hele verden.

Han var så populær en helgen, at mere end 2.000 kirker i Europa omkring år 1500 var indviet til hans ære. Alene i Danmark var antallet omkring 75.

Den romersk-katolske kirke har dog vendt Hellig Nikolaj ryggen. Man havde svært ved at acceptere en helgen på over 100 kilo, der mellem venner blev kaldt Santa, kørte i luftkane, klatrede op og ned gennem skorstene, og kun svarede ‘HO-HO-HOO’, når han blev spurgt om noget. I 1969 blev han derfor frataget sin hellighed af den romerske pave. Den 6. december er ikke længere officielt Dagen for Hellig Nikolaj.

Ordet Nicolaus er græsk og betyder Sejrherre. Navnet går igen i en lang række nutidige danske fornavne: Claes, Claus, Nicolas, Niclas,  Nick, Niels, Nikolaj eller Nis, men også i efternavne som Clausen, Nicolaisen og — Nissen!

Når Sankt Nikolaus i USA er blevet til Santa Claus, skyldes det hollandske indvandrere, der i 1626 sejlede til det nye land og grundlagde byen Ny Amsterdam (i dag nok bedre kendt under navnet New York). Som alle indvandrere gør, tog også hollænderne nogle traditioner med. De kom med skib, så Sankt Nikolaus rejste selvfølgelig med dem.

Andre indvandrere i USA lærte ham at kende og i det babelske tungemål talt i den nye verden blev han til Santa Claus. Han blev faktisk så godt integreret i det nye land, at han i dag er skytshelgen for byen New York.

I 1822 skrev den amerikanske professor Clement Clarke Moore, hvis kone var af hollandsk afstamning, juledigtet ‘A Visit from St. Nicolaus’ (i dag bedre kendt som ‘’Twas the Night before Christmas’) til sine børn. Julenat kunne han ikke sove, fordi han hørte underlige lyde på taget af huset. Han så efter, og opdagede en lille tyk mand, der ankom i en slæde, trukket af otte rensdyr (det niende rensdyr, Rudolf med den røde tud, blev først spændt for kanen i 1939).

‘Twas the night before Christmas, digt af Clement Clarke Moore.

Hans påklædning var lædertøj, han havde en rød næse, og hans mave hoppede, når han lo. Han kravlede ned i skorstenen med en sæk fuld af julegaver. Digtet blev udgivet i 1844, og blev meget hurtigt folkeeje i hele USA.

Santa Claus blev i 1900-tallets første halvdel reeksporteret til Europa, hvor han smeltede sammen med den engelske Father Christmas, den russiske Fader Frost og den tyske, protestantiske Der Weihnachtsmann, der i 1880’erne havde ’besejret’ den anden tyske, og katolske julemand, Herr Winter.

Julemanden i Peters Jul fra 1863 hedder Den gamle jul, har hverken rensdyr eller gaver, ej heller kravler han ned igennem skorstenen. Han går rundt i byens gader i kappe og kanestøvler for at aflevere juletræet og den ægte julestemning, men kun hvis børnene har været artige.

Den gamle jul, fra Peters Jul 1866.

Nogen vil mene, at Coca-Cola har opfundet vor gode ’danske’ julemand med den store mave, de smilende øjne og det store hvide skæg. Han kan nemlig takke Coca-Cola i almindelighed og reklametegneren Haddon Sundblom i særdeleshed for sin rød/hvide dragt og hue. Læskedrik-firmaet har siden 1931 hvert år i december brugt den rød/hvide julemand som kampagnefigur.

Coca- Colas version af Sancta Claus

Egentligt bør æren for julemandens udseende nok tilskrives den amerikanske tegner Thomas Nast, født i det tyske Bayern, der fra 1863 fremstillede en række tegninger af julemænd til forskellige magasiner. Eneste vigtige forskel de to julemands-udgaver imellem er, at Coca-Colas julemand sværger til colaflasken, hvor Thomas Nasts julemand i stedet foretrækker kridtpiben.

Santa Claus ifølge Thomas Nast.

En anden stærk påvirkning af vor danske julemands udseende kom med Walt Disneys tegnefilm Santa’s Workshop fra 1932, hvor julemanden for første gang afslørede, at han også var i stand til at sige noget (‘HO-HO-HOO!’). Ja, han kan da vist ikke sige andet, kan han?

Vor elskede julemand har altså en baggrund som katolsk biskop i Tyrkiet, men har ydermere dybe rødder i både Holland, USA, England, Frankrig, Tyskland, Rusland og Danmark. Han kendes fra talløse hæfter og bøger, film og tegnefilm. Selvom julemanden følger med den teknologiske udvikling, forbliver han dog den samme glade gavegiver.

Julemanden følger med tiden… Julekalender fra slutningen af 1940’erne.

 

 

Jomfruen og sømanden

Den af
Luciaoptog (Malene Thyssen - Wikipedia Commons)

Luciaoptog (Malene Thyssen – Wikipedia Commons)

I dag, den 13. december, vil det myldre med Luciaoptog i snart sagt alle daginstitutioner, skoler, plejehjem og kirker i Danmark. Hvem var denne Lucia, hvor stammer traditionen med optoget fra, er Santa Lucia i den velkendte sang nu også en pige, og hvad har Lucia egentligt med julen at gøre?

Julekalender fra begyndelsen af 1960’erne.

Lad det være sagt med det samme. Den moderne Lucia har ret beset intet med jul at gøre. Navnet Lucia er afledt af det latinske ord for lys, lux. Den 13. december er ifølge den julianske kalender tillige årets korteste dag. Siden år 1700 har vi her i Danmark fulgt den gregorianske kalender, hvor årets korteste dag falder på datoen den 21. december. Det er årets mørkeste tid, hvor vi alle med længsel venter på lysere tider. Derfor fejrer vi dagen med en lysfest.

Den 13. december er tillige en romersk-katolsk mindedag for den kristne jomfru Lucia, der 21 år gammel og usædvanlig from led martyrdøden 13. december 304, da hun først nægtede at gifte sig, og dernæst nægtede at arbejde på et bordel.

Santa Lucias kendetegn i billedkunsten er en lille skål med et par øjne.

Om den fromme Lucia findes der et væld af legender. En af dem beretter, at en bejler var så verliebt i Lucias øjne, at hun rev øjnene ud og gav ham dem med ordene Hvis du er så vild med mine øjne, så tag dem da! På mirakuløs vis fik hun derefter synet tilbage. Alene af den grund er hun da også blevet skytshelgen for alle blinde.

Lucia i Västergötland, 1848.

Svenskerne har især i de vestlige dele af landet fejret Lucianatten siden 1600-tallet. Traditionen byder, at gårdens unge piger med tændte lys anbragt i håret vækker alle med kaffe og de specielle Luciabrød, en slags safranboller med to rosiner som øjne, i den kulsorte nat. Det var rart at få lidt ekstra mad og drikke her på årets længste nat.

Luciabrød med rosiner ser fristende ud. Det appetitlige fordufter, når man betænker, de efterligner Santa Lucias udrevne øjne.

Den svenske skik er blevet til med kraftig tysk inspiration, hvor en ung pige, under navnet Christkindlein, altså den lille Jesusbarn, med lys i håret gik fra hjem til hjem og uddelte gode gaver om aftenen 12. december. Her kommer julen for første og eneste gang ind i historien om Lucia.

Christkindlein, det lille Jesusbarn.

I 1927 arrangerede den italienskfødte svenske journalist Guido Valentin ved avisen Stockholms Dagblad et udendørs Luciaoptog i Stockholms gader. Optoget var en regulær skønhedskonkurrence. For at gøre hele begivenheden mere interessant digtede han nye vers til en gammel italiensk sømandssang. I 1944 arrangerede ugebladet Weekend en skønhedskonkurrence i National Scala i København, hvor vinderen blev kåret som Luciabrud. Også dette optog var en regelret skønhedskonkurrence. Vi skal helt frem til 1960’erne, før Luciaoptoget bliver en udpræget indendørs børneaktivitet i skoler og daginstitutioner.

Den forreste pige i optoget kaldes Luciabruden. Hun efterfølges af børn, der to og to bærer lys i hænderne. Mens deltagerne afsynger sangen om Santa Lucia, skrider optoget langsomt frem. Den danske version af sangen har fået titlen ‘Nu bæres lyset frem’ og er oversat af digteren Alex Garff.

Det er værd at bemærke, at den Santa Lucia, som nævnes i den oprindelige sang, slet ikke er den hellige Lucia, men derimod det lille fiskerleje Borgo Santa Lucia i Napolibugten.

Borgo Santa Lucia ved Napolibugten og med Vesuv i baggrunden.

Borgo Santa Lucia ved Napolibugten og med Vesuv i baggrunden.

I dag er fiskerlejet blevet aldeles opslugt af millionbyen Napoli. Sømandens sang er ret beset en opfordring til at sejle en tur ud på Napolibugten for bedre at kunne nyde den kølige aftenbrise.

Borgo Santa Lucia, 1865.

Sømandens sang blev oversat fra neapolitansk til italiensk i 1849 af Teodoro Cottrau. Det var den første neapolitanske sang, der blev oversat til italiensk under il Risorgimento, den politiske og sociale proces der førte til, at forskellige italienske stater blev forenet til kongeriget Italien.

Selv en påklædningsdukke kunne blive Luciabrud.

 

Er julen udansk?

Den af

 

Den danske jul anno 1895

For et par år siden bragte Information en opsigtsvækkende nyhed. Julen er udansk, hed det i avisen 12. december 2011. Nyheden løb landet rundt.

I dag er der kun seks måneder til juleaften. Det må således være på tide at få sat et par ting om den danske jul på plads.

Når et dagblad udbeder sig en liste over de af vore juletraditioner, som har en udenlandsk oprindelse, og selvsamme dagblad herefter anvender materialet til en artikel, der får overskriften Julen er udansk, ja så ved man hverken, om man skal le eller græde.

Det er ganske rigtigt, at mange af vore elskede danske juletraditioner – som så mange andre kulturtraditioner, der omgiver os fra vugge til grav – har deres rod og baggrund i udlandet. Vi har taget de udenlandske traditioner til os, vi har omformet dem og tilpasset dem til danske forhold. Med tiden er de blevet til danske traditioner. Det samme er sket med for eksempel fastelavn og Luciaoptog – og om nogle år vil både Valentines Day og Halloween føles som danske traditioner.

At julen skulle være udansk, er rendyrket sludder! Må jeg have lov at spørge? Hvad er en dansk jul uden flettede julehjerter, julenisser, julefrokoster, risengrød, julemærker, Højt fra træets grønne top, dansen om juletræet, Peters jul, kravlenisser, sukkerbrunede kartofler, juleplatter, rødkål, kalenderlys, ris á l’amande og juleskeer? Nej, vel?

Intet forstandigt menneske kan vel i ramme alvor tvivle på, at julen er så dansk, som den kan blive. Når det er sagt, kan man jo altid efterfølgende spørge sig selv: Hvad definerer så egentligt den danske jul? Er det sammenblandingen af de udenlandske og de danske traditioner? Eller er det i virkeligheden den sociale aktivitet familierne imellem?