Er julen udansk?

 

Den danske jul anno 1895

For et par år siden bragte Information en opsigtsvækkende nyhed. Julen er udansk, hed det i avisen 12. december 2011. Nyheden løb landet rundt.

I dag er der kun seks måneder til juleaften. Det må således være på tide at få sat et par ting om den danske jul på plads.

Når et dagblad udbeder sig en liste over de af vore juletraditioner, som har en udenlandsk oprindelse, og selvsamme dagblad herefter anvender materialet til en artikel, der får overskriften Julen er udansk, ja så ved man hverken, om man skal le eller græde.

Det er ganske rigtigt, at mange af vore elskede danske juletraditioner – som så mange andre kulturtraditioner, der omgiver os fra vugge til grav – har deres rod og baggrund i udlandet. Vi har taget de udenlandske traditioner til os, vi har omformet dem og tilpasset dem til danske forhold. Med tiden er de blevet til danske traditioner. Det samme er sket med for eksempel fastelavn og Luciaoptog – og om nogle år vil både Valentines Day og Halloween føles som danske traditioner.

At julen skulle være udansk, er rendyrket sludder! Må jeg have lov at spørge? Hvad er en dansk jul uden flettede julehjerter, julenisser, julefrokoster, risengrød, julemærker, Højt fra træets grønne top, dansen om juletræet, Peters jul, kravlenisser, sukkerbrunede kartofler, juleplatter, rødkål, kalenderlys, ris á l’amande og juleskeer? Nej, vel?

Intet forstandigt menneske kan vel i ramme alvor tvivle på, at julen er så dansk, som den kan blive. Når det er sagt, kan man jo altid efterfølgende spørge sig selv: Hvad definerer så egentligt den danske jul? Er det sammenblandingen af de udenlandske og de danske traditioner? Eller er det i virkeligheden den sociale aktivitet familierne imellem?