Forklædt som ko, ca. 1960.
Vi kender alle den gamle julesang Nu er det jul igen. Ifølge sangen varer julen lige til påske, men det er ikke sandt. I varianter af denne sang ender et af versene med for fastelavn er imellem eller med der imellem har vi faste.
Ordet fastelavn er et middelalderligt, plattysk ord Vastel-Avent, som burde være fordansket til fasteaften, aftenen før fasten. Det blev altså til fastelavn. Hvornår man fejrer fastelavn, afhænger af påsken. Fastelavnssøndag falder altid syv uger før påskesøndag, der siden år 325 har været første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det var en gammel tradition fra år 600, at man fastede 40 dage som optakt til påsken.
Både fastelavnsaften og i dagene op til fasten spiste man ekstra godt for at ruste sig til den kommende faste. Fastelavn udviklede sig hurtigt fra at være en enkelt aften, hvor man fik lidt ekstra godt at spise, til et regulært orgie, hvor man smovsede og festede igennem i flere dage.
Efter reformationen blev fasten i katolsk forstand afskaffet, men helt op i 1800-tallet bevarede fasten sit præg af bods- og andagtstid. Fastelavn forblev en folkelig skik.
Fastelavn er optakt til påsken, ligesom advent er optakt til julen. Fastelavn indgår derfor som en fast del af kirkeåret, men er ikke i sig selv en bibelsk højtid. Alligevel er fastelavnssøndag en helligdag i Folkekirken. Fastelavn er indgangen til fastetiden, og fasten kender vi fra både det gamle og det nye testamente. Meningen er, at mennesket skal forberede sjæl og krop til at tage imod påskens budskab.
Tøndeslagning, 1937 (Lars Møller: Da vi var børn, 1, 1925-1940).
Der var stor forskel mellem den kirkelige og den folkelige tradition. Fastelavn var for menigmand festen før fasten. Fastelavn har mistet sit religiøse islæt. Påske, Pinse og Kristi Himmelfartsdag er for de fleste blot fridage og ikke så meget helligdage. De færreste tænker over, hvad dagene går ud på, og hvorfor de hedder, som de gør.
Blåfrosne børn på Stevns, 1955 (Lars Møller: Da vi var børn, 2, 1950-1965).
Fastelavn er for os lig med udklædte børn, raslebøsser, fastelavnsris og tøndeslagning. Mange nutidige traditioner omkring fastelavn har rødder tilbage til middelalderen. Fastelavn opfattes i dag som en harmløs fest. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden var det en voksenfest, der i dens løjer kun blev overgået af julestuernes lege.
Christian V’s Danske Lov 1683, sjette bog, kapitel fire.
I Danske lov fra 1683 forbydes fastelavnsløben strengt. Forbuddet blev flere gange indskærpet af myndighederne. Således igen i 1735, da Christian VI med sin helligdags-forordning forsøgte af få bugt med folkets fester. Kun den bemærkelsesværdige fastelavnsløben fik lovgivningen stoppet, de andre fastelavnsløjer fortsatte.
Præsterne bakkede op. I 1736 advarede den pietistiske præst Erich Pontoppidan især mod fastelavnsløben, hvor pigerne kun iført den bare særk og med udslået hår løb om kamp med karlene hen over markerne. Det var, efter Pontoppidans opfattelse, syndens lokkemad, som djævelen brugte til at kildre den smagløse almues gane med.
Allerede i 1660 måtte en karl i Lyngby sammen med ti kvindfolk stå åbenbar skrifte, fordi han 11. februar havde løbet væddeløb med dem og vundet en tønde øl. Det anstødelige lå dog ikke i kvindernes påklædning (eller mangel på samme), men i at de havde løbet om kap på selvsamme dag, der blev holdt takkefest i anledning af årsdagen for Stormen på København.
Men hvilke fastelavnslege var stat og kirke egentlig op imod?
At ride fastelavn (Illustreret Tidende 1882).
Fastelavnsmandag var den største dag i bondesamfundets fastelavn. At ride fastelavn var tidligere den mest almindelige skik. De unge mænd var i stiveste puds og hestene pyntede med kulørte bånd og bjælder. Rytterne red rundt til sognets gårde, hvor de blev beværtet med brændevin og æbleskiver en masse, mens de samlede penge og mad ind til fastelavnsgildet, som alle beboere blev indbudt til. En festlig skik – men ikke for dem, som optoget ikke besøgte. Om aftenen var der fest, hvor ungdommen dansede og gantedes til den lyse morgen.
Gifte folk deltog ikke i dette fastelavnsridt. De løb i stedet fastelavn, hvilket vil sige, at de klædte sig ud og gik på visit hos venner og bekendte for at lave sjov med dem. Her blev alle godt trakteret, især med flydende varer, og værtsparret skulle så forsøge at genkende gæsterne.
Det var denne tradition, Christian V udtrykkeligt forbød i sin Danske Lov, men hvorfor nu lige præcis den?
Fastelavnsmasker er slet ikke en nymodens opfindelse. Olaus Magnus, 1555.
Man klædte sig ud! Olaus Magnus skrev i 1555 om den forargelige brug af masker Sådanne ting foregår især ved fastelavnsfesternes tid, hvor alle og enhver finder det herligt – alt efter sin stilling – at spille gal på sin egen måde.
Blandt de mere besynderlige forklædninger var, at mænd iførte sig kvindedragt og omvendt. Kirken var rasende over dette, da mandstøj på en kvinde og vice versa ifølge 5. Mosebog var Herren en vederstyggelighed. At en forklædning som kvinde ikke automatisk medførte forglemmelse af sædvanlig mandhaftighed, viste Niels Hansen i 1633 i Helsingør, da han stod anklaget for Fastelavns søndag, da han var omklædt udi kvindeklæder, at have på gaden med dragen kniv skamferet tvende karle samt sønderskåret byskriverens klæder på hans ryg.
Forklædningen som nar var meget populær. En sidste, og i Tyskland meget yndet forklædning var at optræde med maske, og ikke andet! Skikken kendes ikke i Danmark, men da den var så populær i Tyskland, kan den meget vel have været både kendt og brugt her i landet.
Enhver med maske på ansås for berettiget til at trænge ind i et hvilket som helst hus. Hele denne fastelavnsløben havde yderst mislige sider. Alle grænser var ophævet, hjemmene åbne, mænd i kvindedragt, kvinder i mandsdragt, alle mere eller mindre berusede. Det måtte nødvendigvis gå galt. Såvel i Norden som i Tyskland blev der ideligt klaget over den utroskab og drukkenskab og allehånde narrestreger, som denne fastelavnsløben udklækkede.
Allerede i 1500-tallet blev det forbudt præster at løbe fastelavn, og i 1595 ramte forbuddet de københavnske studenter. Al fastelavnsløben blev forbudt både i 1629, 1636, 1643 og i 1683. Forbuddet virkede. Inden år 1700 var fastelavnsløben ophørt langt de fleste steder.
Der stikkes til stråmanden (Illustreret Tidende 1860).
At stikke til stråmand var for jævne danskere en fastelavnsfornøjelse, der latterliggjorde fyrster og herremænd, idet ridderturneringer jo oprindeligt netop var deres forret. Her blev en figur, lavet af halm og iklædt noget gammelt tøj anbragt på en stang. De udklædte ryttere skulle så med en stang eller et spyd stikke til stråmanden.
Tøndeslagning (Illustreret Tidende 1862).
Fra Holland kommer skikken med at slå katten af tønden. I dag kendes traditionen, så vidt jeg ved, kun fra Danmark og Skåne.
Der har ikke altid kun været slik og frugter i tønden. I starten brugte man en levende sort kat. Man har forsøgt at forklare den levende kat med, at man ville fordrive mørket og det onde, symboliseret ved katten. Den stakkels kat skulle være syndebuk og jages ud af landsbyen. Nogle steder skulle katten endda dræbes, pryglet til døde af børn med kæppe, når den forvirret tumlede ud af den ituslåede tønde. Allerede omkring 1840 stoppede drabet på katten, men stadig i 1880-erne kunne man opleve tøndeslagning med en levende kat. Med tiden blev det heldigvis almindeligt at bruge en død kat eller en figur lavet af strå og gamle klude i tønden. Senere blev der malet et billede af en kat på tønders yderside. Først i nyere tid er tøndens indhold blevet spiseligt.
Traditionen med at slå katten af tønden holdes stadig i hævd. Den foregår fastelavnssøndag i boligkvarterer og bebyggelser, fastelavnsmandag i daginstitutionerne, og de fleste børn er også stadig udklædte.
At slå potte, ca. 1780.
En anden og meget gammel fastelavnsskik gik ud på, at man med bind for øjnene skulle ituslå en potte, der lå på jorden. Under potten havde man så nedgravet en hane, så kun hovedet ragede op.
Gåserenden, 1680.
Gåserenden var en meget yndet skik. Ryttere red uden saddel og tøjler frem mod en gås ophængt levende i benene i en snor i en sådan højde, at rytterne kun med besvær kunne nå den. Rytterne skulle så forsøge at knibe hovedet af gåsen. Det skulle ikke være alt for let, så gåsen havde fået smurt halsen ind i sæbe eller fedt. På Amager varede denne tradition ved til 1733, andre steder fortsatte den til op i 1800-tallet. Stakkels gås! Overlevede den både Mortensaften og juleaften, kunne den blive levende statist i fastelavnsløjerne. På Ringkøbing-egnen var det i slutningen af 1800-tallet stadig brugt som fastelavnslystighed, at man skulle løbe en hane ind og vride dens hoved om, hvilket var besværligt, da det var indsmurt i sæbe.
Fastelavnsris har været kendt i Danmark siden 1700-tallet og har flere symbolske betydninger. Det er et strafferedskab. Visse fromme familiefædre havde efter reformationen den skik at prygle deres børn med ris på selveste Langfredag. Formålet var, rent fysisk, at minde poderne om Jesu lidelser.
Fruen rises op, ca. 1780.
Fastelavnsriset er også et sindbillede på frugtbarhed. I 1715 omtales det, at ungkarle og jomfruer bød hinanden godmorgen ved at rise op og strø aske på hinanden. Når man slog hinanden med ris, fyldt med bristefærdige knopper, overførte man den spirende frugtbarhed til den person, der blev riset. Også husdyrene kunne blive riset for at sikre deres frugtbarhed det kommende år. Symbolsk frugtbarhed, ja, men også jordisk frugtbarhed! I en fastelavnsvise fra 1783 siges det uforblommet af en pige, der riser karlen op:
Frisk herop, min lille glut, bollerne er varme.
Du har her en yndig snut, som i dine arme
sove vil ret hjertelig og dig elske inderlig.
Boller gerne gives hen, boller gerne tages
I Adresseavisen 9. februar 1768 falbydes fastelavnsris med ordene: Fastelavnsris, meget propre og ikke af den almindelige slags, er til købs for 2 Mark stykket i Store Fiolstræde, 10. dør på højre hånd fra Skidenstræde. Et ikke almindeligt ris? Måske det kunne være et trebenet ris, som vi kender det fra H. C. Andersens eventyr om Den lille Idas blomster fra 1835?
Fastelavnsboller.
Fastelavnsbollerne stammer sandsynligvis fra Tyskland, hvor man i 1600-tallet kaldte dem for Heisswecken eller Heetwege. I Sønderjylland blev navnet Heetwege ganske naturligt omdannet til Hedvig, der i århundreder har været områdets betegnelse for fastelavnsboller.
Det er madtraditionerne, der har sat deres præg på dagenes navne. Søndag og mandag blev til flæskesøndag og –mandag, fordi man på disse to dage fyldte sig med alt godt fra grisen. Et gammelt ordsprog har ligefrem Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han får ryg-ve det ganske år!
Fastelavnsmandag hed i 1500-tallet noget ganske andet, nemlig blå mandag, der var årets eneste hverdag, hvor håndværkerne havde fri – eller som Pontoppidan skrev i 1736 da fornemmelig håndværkerne i byerne efter hjemlige sviregilder ved højlys dag sværme og løbe grassat, bedrukne og beladte, for ikke at sige baglastede. Kirkernes altre og billeder blev tildækket med et blåviolet klæde (der har givet dagen navn), så ikke kun kroppen, men også øjnene, skulle faste i fastetiden. På tysk anvendes blå mandag som betegnelse for en pjækkedag, hvor det i Danmark er navnet på andendagen efter konfirmationen.
Tirsdag blev til hvide tirsdag, fordi man indtog varme mælkeretter og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller (den såkaldte bollemælk). Æggesøben blev lavet af æggeblommer, sukker, hvedemel, øl og mælk, og blev regnet for en stor delikatesse. Hvedebrød, altså det fine, hvide brød, var til langt op i 1900-tallet forbeholdt særlige lejligheder. Sukker var også dyrt og æg sjældne om vinteren, så der var tale om en lækkerbisken.
Askeonsdag startede fasten. Alle skulle møde op i kirken med aske i hår og ansigt. Skikken blev senere ændret til, at sognepræsten dyppede en finger i aske og tegnede et kors i panden på hver kirkegænger, mens han lavmælt sagde Menneske! Kom i hu, at du selv er aske og atter skal blive til aske! På denne dag fik man syndsforladelse. Aske er et symbol på ydmyghed og menneskets dødelighed. Asken skulle helst stamme fra afbrændte palmegrene fra det forgangne års fejring af palmesøndag, men i Danmark måtte man nøjes med almindelig aske. Askekorset blev afskaffet ved reformationen i 1536, men navnet askeonsdag levede videre.
Fastelavn skulle slutte askeonsdag – men sådan gik det selvfølgelig ikke altid. Mange steder fortsatte festlighederne helt til om søndagen, ja endnu længere. I 1533 vidnede fire oldinge på tinge i Ebeltoft, at det, så længe de og deres fædre kunne huske, havde været skik i byen at fejre fastelavn fra flæskesøndag og samfulde otte dage frem. Man kaldte det her og andre steder ‘Den gale uge’.
Fastelavn er som en blandet landhandel. Tager man udgangspunkt i tidspunktet for fastelavn, har den forbindelse til kristendommen, da den er den sidste aften inden den 40 dages lange faste, optakten til påsken.
Fastelavn, som vi kender den i dag, har ikke meget kristendom over sig, men har baggrund i hedenske traditioner forbundet med naturfænomener, folketro, overtro og vantro. Fastelavn symboliserer skiftet mellem vinterens mørke og forårets lys, et Farvel til det gamle og et Velkommen til det nye år og liv.
Ved fastelavnsfesten blev der vendt op og ned på mange ting, således kunne ganske almindelige folk blive både ‘kattekonge’ og ‘kattedronning’. Man klædte sig ud og lavede forskellige løjer. Alligevel skulle man passe lidt på med løjerne.
Helt galt gik det en udklædt fastelavnsnar omkring Udby i 1850’erne. Han mødte nemlig indremissionæren Vilhelm Beck, der ville besøge sin broder. Fastelavnsnarren skræmte Becks hest, men Beck satte hesten imod narren, greb sin ridepisk og bankede ham til han brølende trillede om på vejen, som Vilhelm Beck skriver i sine erindringer.
Den største forskel på nutidens afdæmpede fastelavn, der mest markeres i børnefamilierne, og så fortidens fastelavn, fejret af børn og især voksne, er fortidens markante forskel på hverdag og fest. Fastelavn var som et frikvarter fra en streng social rangorden, som man kun yderst sjældent kunne bryde med.
Tøndeslagning (Illustreret Tidende 1860).
I ‘Den gale uge’ var de daglige problemer med at skaffe brød på bordet afløst, hvis man da havde råd, af en overflod af fed mad, som man ellers kun kendte til fra julens sulebord. Man klædte sig ud, slog gækken løs, festede og morede sig, og for en kort stund var det tilladt at gøre grin med autoriteterne – som børnene gør herover.
40 dages faste venter.
Fastelavn var for menigmand et hedensk slaraffenland – efterfulgt af 40 dages kristen faste.
