Kultur som overskudsforretning

Kultur beriger vores tilværelse med glæde og inspiration, kundskab og identitet. Men ganske meget kultur er også erhverv og en overskudsforretning for såvel det offentlige som for samfundet som helhed.

Kultur betragtes ofte som en udgift for samfundet. Det er det selvfølgelig også al den stund, at størstedelen af museer, teatre og anden kultur her i landet modtager offentlige tilskud. Ja, man kan vist roligt sige, at kultur generelt ikke kan eksistere uden substantielle offentlige tilskud.

Med til billedet hører imidlertid, at en stor del af kulturen også giver indtægter retur til de offentlige kasser, ja en del af kulturen er utvivlsomt en direkte overskudsforretning for det offentlige. Både fordi meget kultur er erhvervsvirksomheder i sig selv, men også i kraft af den økonomi, kulturen skaber andre steder i samfundet. Jeg skal her holde mig til museumsområdet, som jeg kender bedst.

For et par år siden foretog vi i Foreningen af Specialmuseer i Danmark en undersøgelse af forholdet mellem offentlige tilskud, egne indtægter og andre indtægter. Foreningen af Specialmuseer omfatter 15 museer, der har det til fælles, at de også er attraktive besøgsmål. Fra Arbejdermuseet til Dansk Landbrugsmuseum, fra Rosenborg til Hjerl Hede, fra Designmuseum Danmark til Den Gamle By.

I 2014 havde de 15 museer tilsammen 2,5 mio besøgende og en samlet omsætning på 530 mio kr. Heraf var de 164 offentlige tilskud, 231 egne indtægter og 135 kr indtægter fra sponsorer og fonde. Altså for hver offentlig krone genererede de 15 museer en omsætning på godt tre kr. Heraf er der naturligvis blevet betalt skat og diverse afgifter. Vi har ikke beregnet det præcise omfang hera, men der er ingen tvivl om, at dette beløb i sig selv vil andrage mere end det offentlige tilskud. Skåret ind til benet er disse museer således helt klart virksomheder, der giver overskud for det offentlige.

Dertil kommer, at museer trækker til, og det giver omsætning og indtægt mange steder i samfundet. Fra pølsevogne til benzinstationer, fra vandrehjem til femstjernede hoteller.

Sidste år havde jeg fornøjelsen at vise to topdirektører fra krydstogtsfirmaernes hovedstad, Miami i USA, rundt i Den Gamle By. De var i Aarhus for at vurdere, hvorvidt det var relevant for firmaerne at satse på Aarhus. I min snak med dem fremgik det klart, at Aarhus sagtens kunne konkurrere med langt mere kendte destinationer omkring Kattegat og Østersøen. Jeg husker, en af dem sagde, at han ankom med lave forventninger, men at Aarhus simpelthen blæste ham omkuld. Begge var de betaget af byens smukke beliggenhed, en effektiv og servicebevidst havn, byens interessante havnefront og en fin bymidte. Men først og fremmest var de betaget af, at Aarhus som en forholdsvis lille by rummede tre museer i absolut topklasse. Der var ingen tvivl om, at det var museerne, der gjorde udslaget, så firmaet nu har fokus på Aarhus som destination.

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det er en stor fornøjelse at høre århusianske hoteldirektører, detailhandlere, restauratører og campingbestyrere sige tak til byens tre store museer, Aros, Moesgaard og Den Gamle By, som tilsammen tiltrækker mere end halvanden million gæster, hvoraf en stor andel er turister udefra.

I Den Gamle By siger vi, at vi ikke laver museum for at tjene penge. Nej, vi bestræber os for at tjene penge for at lave et stadig bedre museum. Vi siger også, at museet ikke først og fremmest handler om huse og om ting, men om mennesker. Den Gamle By er et museum om mennesker og for mennesker. Selvfølgelig skal vi bevare, og vi skal forske. Men udgangspunktet må altid være vore gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan gør vi dem nysgerrige, og hvordan får vi dem til at åbne op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

Men dette egentlige formål skal ikke overskygge, at Den Gamle By såvel som mange andre museer også er en erhvervsvirksomhed, som giver økonomisk overskud – for såvel det offentlige som for samfundet i almindelighed.

Denne tekst har været publiceret som klumme i Altinget 18. august.

Derfor indretter vi et somalisk hjem i Den Gamle By

I arbejdet med at fortælle anderledes historier fra dagens Danmark viser Den Gamle By udstillingen Et somalisk hjem i Danmark anno 2016. Projektet indskriver sig i rækken af museets andre samtidsprojekter så som Hjemløs og Nutidsunge i Kollektivet fra 1974. Det aktuelle projekt er blevet til med støtte fra Bikubenfonden.

I Den Gamle By lægger vi vægt på at være et inkluderende museum. Samtidig bestræber vi os på engang imellem at gøre noget andet, end vi plejer. Vi tror, det kan være med til at holde os skarpe, og måske de anderledes initiativer kan være med til at vise nye veje for museet. Vore hidtidige erfaringer med engang imellem at tænke skævt har været overordentlig positive, navnlig fordi initiativerne har føjet nye dimensioner til museet og gjort Den Gamle By mere relevant for et nyt publikum.

Det seneste initiativ er åbningen af et somalisk hjem i Danmark. Et hjem anno 2016, indrettet i en lejlighed i museets moderne del, som viser livet i Danmark op til næsten nutiden. Egentlig skulle vi bruge lejligheden til andre formål, dog først om et års tid. Og så var det, at vi fik vi en opfordring fra seks somaliske kvinder om at indrette et somalisk hjem i Danmark.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.

Baggrunden er følgende. I sommeren 2015 afsluttede vi formelt et projekt om livet og historien i de store betonbyggerier i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Igennem knap tre år havde museets fagfolk deres daglige gang i Gellerup, hvor vi sammen med de mennesker, der bor der, har indsamlet og formidlet stedets historie. Arbejdet fortsætter nu på beboernes eget initiativ via en museumsklub for børn, et guidekorps, der formidler områdets historie, og ikke mindst et dokumentationslaug, der fotograferer de omfattende forandringer, som sker i det vestlige Aarhus i disse år.

Det var gennem hele projektet vores håb og ambition, at arbejdet også ville komme til at afspejle sig i Den Gamle By, så museets publikum kunne få glæde heraf. Det er det, der nu er sket med det somaliske hjem i Danmark, som er indrettet i en lejlighed på 2. salen oven over Jazzbar Bent J og Børnehaven fra 1974. De somaliske kvinder kendte i forvejen Den Gamle By som et museum, der formidler folks hjem helt frem til i dag.

Det somaliske hjem åbner 12. marts og kan ses et år frem. Der er køkken, stue, soveværelse og børneværelse samt toilet. I samarbejde med de somaliske kvinder er lejligheden indrettet som bolig for en familie, som vi i fællesskab har kreeret som en slags modelfamilie. Familien består af en enlig mor til fire børn, tre piger og en dreng. Hun arbejder for kommunen som social- og sundhedsassistent. Hendes eksmand bor i nærheden. Moren taler somalisk til sine børn, som typisk svarer på dansk. De tre piger deler værelse, mens to-årige lillebror sover inde hos moderen. På stuens TV ser familien X Factor, Vild med dans og Ramasjang. Som gæst lægger man mærke til de anderledes farver og især til de dekorative gardiner. Gardinerne er centrale i somaliske hjem, og husmødrene har en fast rytme for, hvornår det ene sæt gardiner skiftes ud med det andet. Når der kommer gæster, trækkes gardinerne for, så man kan se dem helt udfoldet. Køkkenet dufter af somaliske krydderier, og kvinderne bag projektet er gået fra dør til dør for at skaffe toiletborde, røgelsesudstyr, festsko, parfumeflakoner og andet typisk somalisk interiør.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.

I rummene ved siden af lejligheden sætter en udstilling hjemmet i kontekst. I 2015 bor der ca 20.000 mennesker af somalisk herkomst i Danmark. Heraf 4.256 i Aarhus, hvor de udgør en af de største grupper med ikke-vestlig baggrund. Skilsmisseraten er høj i somaliske familier, og familiemønstret er typisk en alenemor med børn. Børnenes uddannelse prioriteres højt, og kvinderne lægger stor vægt på, at børnene taler dansk og føler sig som danske.

Når man som gæst i Den Gamle By har besøgt det somaliske hjem, kan man kigge ind hos kernefamilien, kollektivet, pensionistparret, de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende. Og man kan besøge damefrisøren, jazzbaren, børnehaven, minimarkedet eller butikken, som bl.a. ”sælger” brugte blade med billeder af en type, der gjorde Danmark verdensberømt i begyndelsen af 1970erne.

Et somalisk hjem i Danmark er Den Gamle Bys projekt og ansvar, men det er gennemført i et overordentligt konstruktivt samarbejde med de somaliske kvinder, som har bidraget med deres liv og erfaringer. Samkuratering, kunne man kalde det. Og co-creation, samdok, brobygning, community, empowerment og i øjenhøjde – you name it. Allesammen moderigtige ord for det at skabe fortælling og udstilling i tæt samarbejde med dem, det drejer sig om.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags underholdning som X factor. Børnene ser Ramasjang og Kender du typen er også god underholdning.

Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags- underholdning som f.eks.  X Factor. Børnene ser Ramasjang, og Kender du typen er også god underholdning.

Overordnet har projektet især to formål. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet er det vores ambition og forventning med dette initiativ at kunne tiltrække mange af de somaliere, som bor i Danmark. Vi håber, de vil blive glade gæster i Den Gamle By, og at de vil få indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv.

Museer er en slags frirum. Her kan man gøre noget, som man måske vanskeligt kan gøre andre steder. Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen, sagde den markante museolog, amerikaneren Stephen E. Weils i en artikel fra 1999. Det er også Stephen E. Weil, der skulle have sagt, at museer er trygge rammer (safe places) for vanskelige fortællinger. Begge citater rammer hovedet på sømmet for netop dette projekt.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.

Projektet indgår som en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med samtidsdokumen-tation, hvor det første projekt løb af stablen i efteråret 2012, da hjemløse Ulrik Szkobel boede i en baggård i en af museets baggårde. Han havde selv foreslået projektet, og da Den Gamle By bl.a. er et museum om hjemmets historie, sagde vi ja tak. Han opbyggede en hule af genbrugsmaterialer og boede der i tre måneder. Sommetider var han hjemme, andre gange var han ude, men museets publikum var altid velkommen til at kigge ind. Ulrik fik her besøg af folk, han ellers aldrig ville have mødt. Og mennesker, som ”ude i virkeligheden” normalt ville være gået langt uden om en hjemløs, kom i dialog med Ulrik, når han inviterede dem indenfor i sin hule i baggården i Den Gamle By.

I foråret 2014 flyttede fire nutidsunge ind i Den Gamle Bys kollektiv anno 1974. Kollektivet blev ”boet til”, så det nu ikke længere ligner et kollektiv på et museum. De unge mennesker oplevede at være off-line og være nødt til at leve med en drejeskivetelefon (med ledning), TV med kun én kanal og skrivemaskiner, der brugte farvebånd og ”printede med det samme”. Og museets gæster fik via de unge kollektivisters erfaringer virkelig sat tidsspandet på 40 år i relief. Også de unge kollektivister fik noget med sig. Efter deres uge ”for 40 år siden” fortalte de unge, at de havde vænnet sig til at være langt mere off-line og mere sammen, end tidligere.

Ved siden af disse ”knaldperler” bruger vi også museets interiører til det, vi kalder for erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, og vi har stor succes med at inkludere børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Hermed åbner der sig helt nye arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.

Da projektet med et somalisk hjem i Danmark blev omtalt første gang, oplevede vi enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster i de kommende måneder vil få mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det vil utvivlsomt give anledning til nye tanker, og det vil give debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.

Den Gamle By spiller også en rolle på det skole-sociale område

Den Gamle By er et museum, der altid er nået ud til et meget bredt udsnit af den danske befolkning, også til de der normalt betragter museer som kedelige og elitære. Det betragter vi som en slags adelsmærke. De senere år har vi lagt ekstra vægt på det brede perspektiv ved også at udvikle tilbud til grupper, der på grund af forskellige former for handicaps vanskeligt kan få glæde af et museumsbesøg.

I mere end ti år har vi arbejdet med ældre, der er ramt af demens – med stor succes. Og nu har vi også sat fokus på inklusion af børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Arbejdet sker i tæt kontakt med faglige ressourcepersoner inden for skolesektoren, herunder en skole, der har specialiseret sig på ADHD- og autismeområdet.

Den amerikanske museolog Stephen E. Weils kom i 1999 med den programerklæring, at museer skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen. Den formulering rammer hovedet på sømmet for de bestræbelser, vi gør os i Den Gamle By, og det kan være værd at tilføje, at vi via dette arbejde har erfaret, at et museum med de rette rammer også kan spille en rolle på det sociale område.

Den Gamle By har i forvejen fokus på skoleelever i alle aldre, og museets meget sanselige rammer appellerer til aktiv og konkret oplevelse og læring. Hvad enten det drejer sig om at skure gryder, hente brændsel eller pumpe vand, eller når børnene møder de store prustende heste og lugter møddingen, der ligger og oser i købmandsgårdens baggård.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Udviklingshæmmede børn kan mere og tør mere, når de spiller en anden rolle end sig selv.

Sanselighed og aktivitet er nøgleord i arbejdet med psykisk handicappede børn og unge. Et andet nøgleord er forudsigelighed. Disse børn har det ikke godt med at blive overrasket, så et besøg i Den Gamle By kræver grundig forberedelse, og til det formål har museet udarbejdet et omfattende materiale, der anvendes som introduktion inden selve besøget.

Det sidste nøgleord er rollespil. Når børnene ankommer til Den Gamle By, er de hver især bekendt med, at de her skal være en anden end den, de egentlig er. De får et andet navn, en ny social identitet, de skal fungere på en anden tids vilkår og så skifter de deres nutidstøj ud med tro kopier af tøj, som børn gik i enten i 1864 eller i 1927, som er de to nøgleår, som disse forløb foregår indenfor. Rollespillet og hele den anderledes ”setting” gør børnene i stand til at komme ud over egne begrænsninger og hæmninger. Det enkelte barn bliver så at sige en anden person – ved siden af sig selv. Det er meget gribende at opleve.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

En dreng, der normalt er bange for snavs, kom i rolle som arbejdsdreng i 1864 og endte med at stable masser af brænde med de bare hænder.

Et eksempel er den psykisk handicappede dreng med en OCD-lidelse, som gav ham et sygeligt behov for konstant at vaske hænder af angst for skidt og bakterier. Under besøget i Den Gamle By fik han rollen som søn af en fattig skomager. Han fik noget simpelt tøj på anno 1864, og så blev han ellers sat i arbejde i købmandsgården. Det var snavset arbejde, og bl.a. skulle han hjælpe med at stable brænde. Efter lidt tøven tog han fat, og inden længe stablede han uden at kny masser af brænde – uden en eneste gang at gå i panik og ville vaske hænder. Rollespillet og det, at han her var en anden end sit sædvanlige jeg, betød, at han glemte sin angst. Det havde de pædagoger, som havde kendt ham i flere år, aldrig oplevet tidligere.

En anden og hel aktuel historie stammer fra julen 2015, hvor tre unge med lettere udviklingshandicaps skulle indgå i Den Gamle Bys levende museum som gadehandlere, der solgte frugt og grøn fra en kærre. For at de unge kunne føle sig trygge var de ledsaget af et par af museets kvindelige frivillige, hvoraf den ene var deres bedstemor. Fortællingen var, at den lille gruppe kom fra landet med frugt og grønt, som skulle sælges i byen, og så skulle de ellers sælge til ”byens borgere”, som altså var de besøgende på museet. Det må have været ganske overvældende, idet museet dagligt havde adskillige tusinde gæster i den periode. Salget af frugt fra kærren tiltrak gæsterne og gav anledning til en naturlig dialog mellem frugtsælgerne og deres kunder. I starten var de to unge naturligt nok generte og hæmmede bare ved tanken om at skulle tale med folk, de ikke kendte. Men i løbet af de tre uger, projektet varede, fik de mere og mere selvtillid, blev mere udfarende på rigtig gadesælgermanér, de blev hurtige til hovedregning og talte endda engelsk med de udenlandske gæster. Da projektet efterfølgende blev evalueret af de involverede parter, udtalte den ene af de unge, at hvis der blev en stilling i Den Gamle By med sådan en frugtbod, så ville han gerne være chef for den.

Tre unge mennesker solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Nogle unge solgte frugt til Den Gamle Bys gæster og lærte at overskride deres egne grænser.

Skolegrupperne kommer langvejs fra, og vi gør meget ud af at få deres evalueringer. Lærerne siger samstemmende at forløbene er brugbare, lærerige og udviklende for eleverne på en måde, som de ikke mener findes andre steder. Eleverne får øget livskvalitet, og efter besøg i Den Gamle By husker de mere, end de almindeligvis gør efter undervisning, de taler mere og virker mere oplivede og inspirerede.

Speciallærer Ingelise Kamronn fra Stensagerskolen i Aarhus udtalte f.eks.: ”Når alt er tydeligt og velovervejet, får eleverne modet til at eksperimentere og overskride grænser for egen formåen. Vi har elever, der sjældent taler og interagerer med kammerater. I Den Gamle By ændrer de pludselig personlighed, bliver aktive og kommer i dialog med andre. Nogle børn køber aldrig ind, men tør godt i dragt hos Købmanden”.

Speciallærer Rikke Bilgrau fra Jebjerg svarede følgende i evalueringen: ”Vi vil gerne takke for en rigtig god oplevelse. Det var meget gennemført, struktureret og overskueligt, hvilket gjorde det til en super oplevelse for vores drenge – og naturligvis også for os som personale. Vores drenge er mellem 10-13 år og har diagnoser inden for svær ADHD, autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelser!”

Speciallærer Kathrine Cassøe fra Højmarkskolen i Holsted skriver: Forløbet var gennemført til mindste detalje og gav vores elever en stor og uforglemmelig oplevelse. Eleverne med generelle indlæringsvanskeligheder fik alle noget ud af dagen. Forløbet var tilrettelagt så alle læringsstile og sanser blev inddraget.  Eleverne kunne let leve sig ind i rollen, da de både befandt sig i de rette omgivelser og have fået udklædningstøj på. Underviseren var dygtig til at fange eleverne fagligt på det niveau de befandt sig på, og samtidig være tro mod den gamle undervisningsstil.  Hun havde en god fornemmelse for, hvor meget hun kunne presse hver enkelt elev og var anerkendende, samtidig med at hun ikke faldt ud af rollen, som streng lærer. Alt i alt et utroligt lærerigt besøg, som varmt kan anbefales til andre”.

Fælles for de forskellige inklusionsprojekter er, at de rækker ud over museernes traditionelle opgaver, sådan som de er formuleret i f.eks. den danske museumslov, hvis formålsparagraf siger, at museerne gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal sikre og give adgang til Danmarks kulturarv og viden om denne.

I disse, nye sammenhænge er museet og kulturarven ikke målet. Museet er en fysisk ramme, et middel, der brugt på den rette måde og under de rette omstændigheder kan fungere som et afsæt og bidrage til at skabe sammenhæng, kvalitet, indhold og identitet – også for grupper, der normalt ikke kommer på et museum.

Internationalt har der vist sig at være stor interesse for disse projekter, og sammen med en række af Europas førende open-air museer har vi iværksat et EU-baseret netværkssamarbejde, der har til formål at lære af hinanden og være hinandens bedste konsulenter. Indtil videre med deltagelse museer fra Sverige, Norge, England, Ungarn, Belgien og altså også Den Gamle By fra Danmark.

Hermed åbner der sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven. Vi tror, der her er rige muligheder for til at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Historien venter ikke på os!

En Blockbuster i Den Gamle By! Kan man forestille sig det? Altså ikke en stor udstilling, men en video-butik? Eller et pizzaria, der er proppet ind i en nu nedlagt bankfilial? Eller en Home-ejendomsmægler? En studenterhybel med ren IKEA? Og på gaden en Skoda Octavia, en Mazda 3 og en VW Golf? Kan man virkelig det?

Ja, i Den Gamle By kan vi nemt forestille os sådan et snap-shot af det år, vi er i nu, 2014! Museet fylder 100 år og har aldrig været yngre, og vi bruger på den måde jubilæumsåret til at se fremad. Og skal det lykkes, skal vi i gang med det samme! For da vi for ti år siden begyndte at dokumentere det, der skulle blive til museets 1974-kvarter, var mange ting allerede svære at skaffe.  Derfor sætter vi nu gang i en indsamling af huse, butikker og indbo, stort og småt, så museets gæster om få år kan træde ind i et 2014-bymiljø, hvor man både kan se, røre og lugte. Akkurat som man gør det i Den Gamle Bys nye 1974-kvarter. Her ser vi gæsterne opdage noget, de måske havde glemt, vi ser de forundres og at de har det morsomt, når de kigger ind hos kollektivet og kernefamilien, hører ABBA og Gasolin hos Pouls Radio, gyser ved synet af gynækologens redskaber eller nyder ”en med det hele” ved pølsevognen eller kaffe og napoleonskage i konditoriet.

Måske kan man forestille sig en Blockbuster i Den Gamle By. Historien om video og anden form for udlejning af film er vigtig i 1980er, 90erne og 00erne, men kraftig på retur nu i 2014. Dermed kan en sådan butik være med til at fortælle den historie, der ligger mellem 1974 og i dag.

Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der i begyndelsen syntes, at 1974 – jamen, var det ikke i går? Men nu er det rent faktisk hele 40 år siden! Og regnet i museumstid, går der ikke længe, før 1974 er både 50, 60 eller 70 år siden og dermed på vej til at forsvinde ud af de flestes erindringshorisont.

I morgen er i dag i går – ”Morgen is heden verleden!” – sagde den nu afdøde hollandske museumsmand Frans van Puijenbroek og satte dermed for alvor samtidsdokumentation på museernes dagsorden. Han bakkes op af norske Olav Aaraas, som siger, ”vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.

Hvad er det så vi vil i Den Gamle By? Hvad kan vi? Og hvad skal vi samle ind? Mængden af informationer, ting og helheder er jo uendelig og nærmest uoverskuelig, så det er afgørende vigtigt at afklare, hvilke kriterier og retningslinjer vi skal arbejde efter.Først og fremmest skal vi holde fast i det mål, vi også satte for indsamlingen til 1974-delen. Nemlig at det valgte årstal bliver en slags udsigtsår, hvorfra man kan se både frem og tilbage. Ideen kommer fra det nordengelske Beamish, som med afsæt i en række nøgleårstal både viser noget, der er nyt og noget, der er ved at forsvinde. Hos det unge par kan oldemors kommode således sagtens stå side om side med Ikeas Billy-reoler og en stak aviser fra  2014. Det giver dybde og dynamik, og det valgte fokusår lukker dermed op til en hel epoke.

For det andet skal vi identificere de store historier, de stærke historier, som ikke nødvendigvis altid er repræsentative, men som en slags tidsmarkører fortæller noget vigtigt om epoken. I 1974-kvarteret viser vi naturligvis en typisk kernefamilies lejlighed – alt andet ville jo være forkert. Men vi fortæller også om kollektiverne og om kvindefrigørelse og billedpornoens frigivelse. Begivenheder, som har givet – og stadig giver – danskerne identitet og profil. Det er nu vores opgave at finde de tilsvarende store historier fra 2014.

Det er også vigtigt at gå efter ting i fuld størrelse og stoflighed. I Sverige grundlagde man i 1970’erne netværket SamDok, der i godt tre årtier arbejdede målrettet med at dokumentere samtiden. Men i dag står det desværre klart, at meget lidt af det indsamlede kan anvendes til direkte glæde for publikum. En af initiativtagerne, Sten Rentzhog, konkluderede således i en artikel i Den Gamle Bys årbog i 2009, at ”samlingerne mest rummer optegnelser, lydbånd og fotografier, hvoraf meget lidt egner sig til brug i formidlingen”.

Det, vi samler ind, skal naturligvis også kunne indpasses i Den Gamle Bys koncept og være realistisk at gennemføre. Vi kan ikke indsamle en blok fra Gellerupparken. Vi kan ikke flytte et helt villakvarter. Og vi kan heller ikke indsamle en Bilka eller et storcenter. Men vi kan samle elementer ind, som har dimensioner, der kan indpasses i en bymæssig bebyggelse a la det brokvarter, som i dag huser Den Gamle Bys 1974-afsnit.

2014-bydelen skal give gæsterne en følelse af at være helt omsluttet af historien. Vi stræber efter at lave et gadeforløb med et antal huse med butikker i stueetagen og boliger og erhverv på de øvre etager. Og så må vi naturligvis ikke glemme biler, vejskilte, klistermærker, gadelamper, plakater, reklamer, affaldsspande med indhold og udtrådt tyggegummi og slikpapir på fortovet.

Husene skal passe ind i den karré, som udgør grundplanen og konceptet for museets moderne bykvarterer. Her vil både være et byhus i klassisk murermesterfunkis, et ældre byhus med antydningen af et tårn, en garage, der er ombygget til butik, og måske et såkaldt fill-in hus, som tegnes af en nutidig arkitekt og opføres på en tomt, hvor man skal forestille sig, at der tidligere har ligget en bygning, der nu er revet ned.

Af butikker kunne der måske være en videobutik, gerne en Blockbuster, som i dag er en butikstype, der er ved at forsvinde helt fra gadebilledet. Men samtidig en butikstype, der lukker op for en stor og vigtig historie om video og DVD og hele den billed- og filmverden, som fra begyndelsen af 1980’erne begyndte at komme ind i alle danske dagligstuer.

Vi kunne også lave en 7-Eleven – den ultimative døgnkiosk, som rummer historier om take-away, tidens slik, trykte massemedier, og som i øvrigt er typisk fremadbrusende franchise fra årene omkring 2014.

Det vil også være oplagt med en Home, Nybolig eller EDC-ejendomsmægler, hvor museets gæster kan se udbud og priser på alt fra andelsboliger og ejerlejligheder til villaer og nedlagte landbrug, og dermed fortælle en af de historier, der ellers ikke kan vises i Den Gamle Bys rammer.

Vi skal naturligvis også have den nok mest almindelige danske butikstype, et pizzaria, og gerne i den ydmyge udgave, som i dag findes i selv de mindste bysamfund.

Pizzeriaet er måske den mest almindelige butikstype i nutidens Danmark, og snart sagt hver lille landsby har sit pizzeria. Nu skal pizzeriaet også på museum i Den Gamle By, hvor det bliver et fint supplement til pølsevognen anno 1974.

Oplagt er også en trendy butik for dametøj, eller en brilleforretning, så museets gæster om bare fem-seks år kan more sig over, hvor rystende hurtigt, ting og tøj fra vor nærmeste fortid kommer til at virke uendeligt gammeldags og grinagtigt. Og så måske en nyligt nedlagt bankfilial, hvor det endnu ikke er lykkedes at leje lokalerne ud – eller som er blevet til et Consol Solcenter.

Boligerne skal illustrere danskernes måder at bo på i året 2014. Danskere skal forstås bredt som de mennesker, der bor i Danmark. Vi vil her lade os inspirere af den norske model for sam-shopping, hvor man finder frem til nogle mennesker, hvis bolig og historie, man ønsker at kopiere, og så går på indkøb sammen med dem, så man skaber hjem, der kommer så tæt som muligt på de hjem, der kopieres – med både arvestykker, antikviteter og nyindkøb. Det kan både være boliger, der er grundlagt i 1980’erne og 90’erne, og det kan være boliger, der tilhører helt unge mennesker, der netop har stiftet eget hjem.

Derved vil både boliger og butikker, huse og gademiljø føje sig ind i museets store fortælling om den jævne danskers historie. En fortælling, der i Den Gamle By tager sin begyndelse i renæssancen omkring 1600, fortsætter op gennem 17-1800-tallet og via museets andet fokusår 1927 nu når helt op til 1974 – og om få år forhåbentlig også til 2014.

Da vi for godt 10 år siden lancerede tankerne om en bydel fra 1974, var det så radikalt, at den daværende Kulturarvsstyrelse gik voldsomt imod og direkte anbefalede Den Gamle By at droppe projektet.  Det gjorde vi dog ikke, for vi var overbeviste om, at projektet var både rigtigt og vigtigt – og 100 pct i overensstemmelse med museets grundlæggende idé og bankende hjerte. Så vi fortsatte arbejdet, og det har efterfølgende været en god oplevelse at have en begejstret Kulturstyrelse på besøg i de dele af 1974-kvarteret, der nu er færdige og åbne for publikum.

Når vi dengang turde gå imod den statslige styrelse på området, skyldes det ikke mindst det rygstød, det gav os, at flere af Den Gamle Bys søstermuseer rundt omkring i Europa med succes havde gennemført samtidsprojekter, der virkede som en stærk inspiration for os.

På det walisiske frilandsmuseum St. Fagans i Cardiff åbnede man således i 1987 en hel række med seks minearbejderboliger, der viser udviklingen i bygningskultur og boligformer fra 1805 og helt op til den seneste bolig fra 1985. Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum i form af minearbejdere og deres familier. Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der ellers aldrig gik på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.

Et par årtier senere satte museets direktør John Williams-Davies projektet i sammenhæng med den ideologi, der prægede frilandsmuseernes tidlige historie i årtierne omkring 1900. Det skete i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, hvor han pointerede, at museer af den type var både radikale og relevante institutioner. De var radikale, fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og de var relevante, fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere samfundslag.

På samme tid havde nordmanden Olav Aaraas lige så originale tanker. Olav Aaraas er i det hele taget det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et parcelhus fra samme år, altså 1986. Dernæst da han som direktør for Maihaugen i Lillehammer i 1990’erne satte sig i spidsen for at lave et villakvarter, så publikum kunne se, hvordan almindelige norske familier har levet i alle årtier i 1900-tallet, helt frem til 1995, hvorfra det seneste hus stammer. Og senest da han var blevet direktør for Norsk Folkemuseum i Oslo, som i 2002 åbnede et pakistansk hjem i Norge.

På en international konference i Den Gamle By i 2009 talte han om, hvordan frilandsmuseerne fastholder – eller genvinder – deres samfundsmæssige relevans og pointerede her betydningen af samtidsdokumentation. Han roste Den Gamle Bys satsning på 1974. Men han løftede også pegefingeren: ”Don’t stop in the 70s, Thomas! History won’t wait for you”.

Vi har lyttet til Olav Aaraas’ råd. Med 2014-projektet påtager Den Gamle By sig en museumsopgave, som vi tror, vi kan løfte i kraft af erfaringerne med at skabe kvarteret fra 1974. Lykkes det ikke i første omgang at skaffe penge til det selve byggeriet, tror vi på, det vil lykkes i en senere runde. For opgaven er vigtig, for Den Gamle By og for Danmark. Og den primære forudsætning for at det kan lykkes, er at tingene er dokumenteret og samlet ind i rette tid.

Som museum skal vi tænke og agere langsigtet. I Den Gamle By gør vi det lige nu ved at sætte fokus på året 2014. Derved vil vi sikre, at museet kan fastholde sin relevans og attraktivitet mange år frem i tiden.  For Den Gamle By er sat i verden for at gøre historien vedkommende og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Det gør vi bedst ved konstant at sikre et link til folks erindring.

 

 

Den Gamle By havde rekordbesøg i 2013 og satser på fortsat fremgang i de kommende år

Hold da helt op for en publikumsrekord! Godt 480.000 gæster blev det til, hvilket er 94.000 over 2012, som også var et godt år, og 92.000 mere end det hidtidige rekordår. Dermed er det gået, som vi havde håbet, men som vi nok ikke rigtig havde turdet tro på.

Meget tyder på, at der er tale om en generel fremgang for Den Gamle By. For også de to foregående år, 2011 og 2012, var i top.

Nu er det så vigtigt, at det ekstremt gode år 2013 ikke bare bliver en enlig svale. Ambitionen er at fortsætte opturen. Her og nu er det derfor vores helt store opgave for 2014 at konsolidere det, vi har opnået, og sørge for, at Den Gamle By fortsat udvikler sig som et attraktivt besøgsmål. Målet er 600.000 besøgende i 2020.

70’er festivalen i 2013 var med til at skabe ekstra opmærksomhed om Den Gamle Bys satsning på 1970erne.

Hvorfor er det vigtigt med flere besøgende?

Hvorfor er det nu så vigtigt med mange besøgende, kunne man spørge, og svaret herpå er dobbelt.

For det første tror vi på, at historien betyder noget for folk, og det er derfor Den Gamle Bys ambition at gøre historien tilgængelig og relevant for så mange mennesker som muligt – herunder også for folk, der normalt betragter museer som elitære og kedelige. I Den Gamle By er vi glade for – og stolte af – at museet rent faktisk er det store museum i Danmark, hvis besøgsprofil ligger tættest på den danske befolknings sammensætning.

For det andet giver flere besøgende ekstra penge i kassen, hvilket igen betyder, at vi kan lave et bedre museum for de mennesker, der besøger museet. Den Gamle By er nemlig ikke et museum, der bare kan få offentlige kroner. Vil vi udvikle museet, må vi selv skaffe midlerne. Jeg plejer at sige det på den måde, at vi i Den Gamle By ikke laver museum for at tjene penge, nej vi tjener penge for at lave museum!

Hvad er succesens elementer?

Jeg tror på, at succesen og en konsolidering heraf er funderet på fire hovedhjørnesten:

  1. Museets fysiske indhold i form af helheder og faste udstillinger
  2. Aktiviteter, særudstillinger og events, som supplerer museets fysiske indhold
  3. Faciliteter i form af restauranter, kaffesteder og butikker
  4. Værtskab så publikum føler sig velkomne

Selvom det kan være svært at erkende som historiker og museumsmenneske, så er et museum ikke indhold det hele. Undersøgelser viser faktisk, at publikum kun bruger en mindre del af deres tid på museernes egentlige indhold. Man bruger nok så meget tid på at være sammen, drikke kaffe, gå på toilettet, snakke og diskutere eller sidde på en bænk.

Det skal vi lægge os på sinde i arbejdet med at konsolidere Den Gamle Bys attraktivitet for publikum.

Hvilepladser til publikum er vigtige for at gæsterne kan have en god og afslappet oplevelse af Den Gamle By.

Masser af nye tilbud de kommende år

På indholdssiden har Den Gamle By udviklet sig voldsomt de senere år, og nyhederne står også i kø de kommende år.

I 2014 åbner vi i et minimarked, en damefrisør og en bogcentral i 1974-kvarteret, hvor også hele Havnegade vil blive færdig i det ydre. I 2015 åbner bl.a. en børnehave, et knallertværksted og et hus fra Viborg med seks små lejligheder, hvor publikum kan møde den enlige mor og hendes søn, pensionistægteparret, hippien, der spiller i bandet Hønegog, den grønlandske studerende og de seks tyrkiske mænd i en to-værelses. I 2016 åbner jazz-værtshuset Bent J samt museets nye Smykkeskrin med en enestående udstilling af dansk smykkekunst, når den er bedst. I 2017 åbner Aarhus Story med fortællingen om Aarhus fra vikingetid til nutid. Og så videre.

Nye sæsoner med særudstillinger og events

Den Gamle By vil fortsætte med at udvikle både sommeren og julen, som er museets to hovedsæsoner. Men vi vil også satse på to nye sæsoner, nemlig maj-juni og september.

Til maj 2014 åbner en stort anlagt udstilling Aarhus Rocks om de unges musik i Aarhus siden 1960, og i fire weekends i maj-juni afholdes for første gang Den Gamle Bys Aarhus Uger med musik, interviews og rundvisninger.

Til september åbner en udstilling om 70’er tøj, som ledsages af årets 70’er festival med musik og tekstile arrangementer.

Samme model vil vi følge de kommende år for på den måde at gøre museet ekstra attraktivt i nye sæsoner.

Hyggelige spise- og kaffesteder er ofte lige så vigtige som udstillinger.

Flere faciliteter på vej

Når der er mange mennesker i Den Gamle By, så er der virkelig mange mennesker. Og så er der behov for flere toiletter, flere bænke at sidde på, ligesom også flere muligheder for at få en kop kaffe eller lidt at spise.

I 2013 åbnede vi et konditori og en pølsevogn, og i 2014 åbner de første af en del flere toiletter. Men vi skal også finde fleksible modeller, så vi kan lave pop-up løsninger, når der kommer ekstra mange museumsgæster.

Det lange seje træk er vi allerede gået i gang med, nemlig i form af en masterplan, der vil udvikle og definere de fysiske rammer og faciliteter frem mod år 2020.

Øget fokus på værtskab

I takt med at samfundet bliver stadig mere selvbetjening, tror jeg, flere og flere vil værdsætte god gammeldags service i form af omhu, imødekommenhed, venlighed og værtskab.

Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Præsten får en hyggesludder med publikum og er samtidig til rådighed med oplysninger om museet.

Den Gamle By er både museum og servicevirksomhed

Den Gamle By er stærk på indholdsdelen i form af helheder, aktiviteter og events, og solide skinner er lagt for en god fremtidig udvikling på disse områder. Men det er som bekendt ikke nok, og vi ved, at vi kan blive bedre, når det drejer sig om at servicere vore gæster.

At Den Gamle By skal udvikle sig som både museum og servicevirksomhed er målsætningen for 2014 og de kommende år.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Målet er 600.000 gæster i 2020.

 

 

Sådan opstod ideen til Jul i Den Gamle By

Julen har de senere år udviklet sig til Den Gamle Bys hovedsæson.  I 1996 havde museet cirka 30.000 besøgende i perioden fra midt i november til nytår. I 2012 var tallet for samme periode steget til cirka 130.000. Altså en fremgang på 100.000, eller godt 300 pct.

Præsten hilser på de besøgende til Jul i den Gamle By.

Gæsterne kommer især fra Den Gamle Bys jyske opland, men efterhånden kommer der også mange fra Fyn og Sjælland. Og i hele december besøges museet af en del udenlandske kolleger, som kommer for at hente inspiration fra den måde, vi formidler julens særlige stemninger og historier.

For nylig kom jeg til at fundere over, hvordan tanken om Jul i Den Gamle By egentlig opstod, og i hvilken takt projektet har udviklet sig. Ideen kan helt præcist tidsfæstes til december 1996, da jeg var ved at have et år på bagen som direktør for Den Gamle By.

Som i de foregående mange år havde museet også i 1996 pyntet to juletræer, et i Tekstilmuseets forhal, og et i Borgmestergårdens 1848-stue. Der ud over var der lavet en lille særudstilling i et lokale på første sal. Her havde man i mange år lavet små, fine udstillinger af juleplatter, julekrybber, julepynt og andre juleting. Men udstillingerne var svære at finde for museets gæster og havde derfor slet ikke så mange besøgende, som vi kunne ønske. Ligesom de foregående år var den store publikumstrækker det julemarked, som Lionsklubberne i Aarhus i en årrække havde stået bag i en weekend først i december. Der var ikke meget historisk jul over dette marked, og ret beset var det ikke noget, der hørte hjemme i et museum som Den Gamle By. Alligevel kom to tredjedel af de besøgende op til jul i den weekend.

Juletræet i Købmandsgården 1864 er pyntet sådan som træet er pyntet i juleklassikeren over dem alle Peters Jul, der blev skrevet i 1863 og udgivet i 1866.

Et kig ind i købmandsgårdens køkken 1864.

En aften ved skumringstid i december 1996 lagde jeg som så ofte før min vej forbi billetslaget, hvor billetsælgeren Peter Vinther havde god tid til en snak. Han havde øjensynligt funderet over museets koncept for julen, for han spurgte pludseligt, hvorfor vi ikke lavede jul i klunketidsstuen, i købmandsgården, hos frk Wahlstrøm – og han nævnte en række andre at museets historiske boliginteriører, hvor det var oplagt at pynte op til jul, sådan som man havde gjort det i den tid, disse boliger stammede fra.

Man kunne med rette undre sig over, at ingen havde tænkt den tanke før. Men nu var den i hvert fald tænkt – og karakteristisk nok af en af de kollegaer, der havde tæt føling med museets publikum. Jeg præsenterede ideen for de personer, der normalt havde med udvikling og udstilling at gøre. Ideen fængede, ja den skabte ligefrem begejstring, og mange lagde sig i selen for at realisere de nye tanker.  I en tekst til museets årbog for 1997 formulerede jeg projektet på denne måde: ”Juleudstillingerne vil fremover blive en kavalkade over, hvordan man holdt jul i de forskellige epoker og sociale lag, som Den Gamle Bys interiører afspejler. Fra renæssancens sparsomme julepyntning til mellemkrigstidens moderne jul”. Og til julen 1997 var 13 af Den Gamle Bys stuer pyntede i pagt med den tid, de afspejler.

Julebordet som det kunne tage sig ud hos en velstående købmand i renæssancen omkring år 1600.

Det var noget, der gav genlyd i pressen, og både TV og landsdækkende aviser bragte større indslag om denne nye form for udstilling. Besøgstallet blev øget med 12.000, så det samlede besøg i juleperioden i 1997 var 42.000. I 1998 var tallet 48.000, og de næste par lå tallet omkring de 50.000 besøgende.

I de historiske butikker som her boghandleren kan publikum både se og købe varer med historie.

 

I hjemmet fra Havbogade i 1927 kan de besøgende komme indenfor og få varmen – og måske oven i købet få læst en julehistorie.

Antallet af julepyntede interiører blev løbende forøget. Og i 2001 blev det levende museum introduceret, hvorved en helt ny dimension blev føjet til museumsoplevelsen – også til jul. Nu kunne de besøgende i køkkener og stuer møde aktører, der agerede som var de i en anden tid, og i de historiske butikker var det muligt at købe varer fra en helt anden tid.

I 2002 begyndte vi at lave små tematiske juleudstillinger, først om julehjertets historie, i 2003 om julenissen. I 2004 flyttede juleudstillingen til større forhold i de nye udstillingslokaler bag Møntmestergården.

I 2003 kom der gadeboder, hvor de besøgende kan købe juleøl, chokolade samt julekort og julekalendere af ældre dato.

I 2003 kom der boder i gaderne og siden også et indendørs marked med forskellige former for husflid. I 2004 sagde vi farvel til Lions julemarked. Herefter kunne for alvor udvikle et markedskoncept, som Den Gamle By som museum kunne stå inde for.

At udstille et hjem, der i den grad er fyldt med nisser, var noget af en gimmick – men historisk korrekt.

Undervejs fandt vi på forskellige gimmicks. Bl.a. opfandt vi stillingsbetegnelsen juleinspektør for den museumsinspektør, der havde det overordnede ansvar for julen. Og hvert år præcist to måneder før jul udsendte vi en pressemeddelelse til alle landets aviser, om at juleinspektøren var udnævnt. Samtidig oplyste vi om årets særlige julefokus. De første mange år blev ”nyheden” bragt som navnestof i aviser landet over.

Juleøllets betydning kan vanskeligt overvurderes. Derfor er den Gamle Bys bryggere naturligvis også på arbejde op til jul. Og har man mod på det, er man velkommen til at smage.

Julen i er i dag Den Gamle Bys absolutte højsæson med omkring 130.000 besøgende på få uger. At konceptet er blevet så stor en succes tror jeg især skyldes to forhold.

For det første, at Jul i Den Gamle By er 100 pct i pagt med museets grundidé, sådan som den blev udviklet af grundlæggeren Peter Holm for næsten 100 år siden. Nemlig at det skal være ligesom at gå ind i en helt anden tid med gader, boliger, butikker og de mennesker, der boede der – også når det er jul.

For det andet at hele museets organisation trækker på samme hammel. Det kan lyde banalt, men selvom de fleste ved, at det er vigtigt, er det oftere lettere sagt end gjort. Men det er faktisk sådan, at alle afdelinger er involveret og alle har opgaver, der er vigtige for at publikum kan få en hyggelig og inspirerende juleoplevelse i den mørke tid, som jo ellers ikke er den mest venlige tid på året.

Den Gamle Bys julekavalkade omfatter nu også året 1974. Her ses Pouls Radio og hele rækken af butiksfacader i Sønderbrogade.

Jul i Den Gamle By udvikler sig stadig, men i øjeblikket omfatter konceptet følgende elementer:

  • Udstillingssuiten Dansk jul i 400 år med interiører, der er spredt over hele museet, og som viser hvordan julen har taget sig ud i de private hjem fra renæssancen omkring 1600 til 1974
  • Levende museum med brasen i køkkener, hygge i stuerne og særlige rundvisninger i mørket
  • Handel i de historiske butikker med typiske varer fra 1864, 1927 og 1974
  • Julesærudstilling – fra 2012 i Julehuset, der ligger i Aalborggården på Torvet
  • Boder i gaderne og husflid i Bendtsens Pakhus
  • Musik og events i gader og på Torvet i Den Gamle By.

Men ideen til det hele kom fra en lyttende mand i billetsalget.

Se nærmere om Jul i Den Gamle By her.

 

En lille pige ser DRs julekalender fra 1974 Jullerup Færgeby i 1974-butikken Pouls Radio.

Og fra neonlyset i Pouls Radio kan man gå ind i de mørke gader og opleve, at der var engang, det var mørkt, når det blev aften. Og dermed få en forståelse af lysets betydning i den gamle jul.