HVORDAN FREMTIDSSIKRER VI DE VIGTIGSTE MUSEER?

Snakken om omfordeling af statens tilskud har betydet, at en stor del af Danmarks museer i snart fire år ikke har vidst, om de var købt eller solgt. Så kære politikere: Læg projektet i graven eller gør noget ved det!

Og hvis I vælger det sidste, så tænk langsigtet. Lad en reform omfatte alle statsstøttede museer, også statens egne. Vær opmærksom på, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Og husk på, at et godt museum ikke bare skal handle om noget, men være noget for nogen, gerne for mange.

En reform bør sikre, at Danmark også om 10, 30 og 50 år vil have attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer med gennemslagskraft, nationalt såvel som internationalt. Museer som fortæller store og vigtige historier og som er elsket af et stort publikum.

Coronakrisen har imidlertid vist, at det økonomiske fundament for mange af de vigtige museer er forbavsende skrøbeligt. Organisationen Danske Museer har undersøgt sagen: ”Det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser”. De museer, der fortrinsvis er finansieret af tilskud fra det offentlige, har stort set klaret frisag.

De ramte museer er bl.a. Designmuseum Danmark, Den Gamle By, Museet for Søfart, Moesgård, Arbejdermuseet, Hjerl Hede, H.C. Andersen Museet, Skagens Museum, Tirpitz, Vikingeskibsmuseet, Herregårdsmuseet Gammel Estrup og Fiskeri og Søfartsmuseet. Allesammen museer der rummer samlinger og fortællinger, som danskerne kan relatere sig til. Museer af national betydning, som nyder folkelig yndest og har betydning for turismen. Og ikke mindst museer, der i høj grad har formået at tjene deres egne penge, fordi deres store og brede publikum ikke er blege for at betale for kvalitetsoplevelser

Det er på én gang både logisk og paradoksalt, at det er de folkekære museer, der bliver ramt ekstra hårdt af krisen. Og det er dybt frustrerende, at den store egenindtjening, som museerne er stolte af og som de senere år er blevet efterspurgt fra politisk hold, nu ligefrem er blevet deres akilleshæl.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men den enorme samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at staten tager større ansvar for driften af den række af museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie.

Her kommer den officielle museumsmodel imidlertid til kort, fordi både lovgivning og tilskudsstruktur er blevet utidssvarende. Modellen med to statsejede ”hovedmuseer”, Nationalmuseet og statens Museum for Kunst, stammer fra enevældens tid og er ikke længere tilstrækkelig i et moderne Danmark med ikke blot to, men adskillige museer af national betydning.

I Holland, der ellers på mange måder ligner Danmark, har man en helt anden og langt mere mangfoldig model for landets nationale museer. Jeg tror, Danmark kan hente inspiration her, hvor man har 26 såkaldte rijksmuseer, der rummer samlinger og fortællinger af national signifikans. Rijksmuseerne anses for særligt vigtige og modtager derfor store tilskud fra staten, og så ligger de spredt ud over det ganske land. Fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.

Jeg drømmer om, at man også i Danmark vil anerkende behovet for at styrke de museer, der ”udfører en virksomhed af særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af et museumsfagligt speciale”, som det hed i en nu afskaffet paragraf i museumsloven.

Ikke af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som her kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Nu og om 10, 30 og 50 år.

Jul i Gågaden i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Denne tekst er i dag 1. december 2020 publiceret i Altinget i en lettere redigeret udgave.

 

 

 

 

Skriv et svar