Nissegrotten

Det er ikke første gang, jeg griber fat i nisselandskaberne. Allerede den 7. december 2013 var der her på julebloggen et indlæg med titlen Fjern-synet er pyntet med watt. Her redegjorde jeg ganske kort for historien bag begrebet nisselandskaber. Jeg foreslog, at inspirationen til vore tiders nisselandskaber kunne stamme fra forretningernes vinduesudstillinger med nisselandskaber, der greb om sig i 1920’erne.

Nissengrottens ældste del er fra 1917. Materialet stammer fra et træ, fældet i en have i Gentofte

Nissengrottens ældste del er fra 1917. Materialet stammer fra et træ, fældet i en have i Hellerup

Siden da har Den Gamle By som gave i oktober 2015 modtaget et prægtigt nisselandskab, som jeg vil se lidt nærmere på i dette indlæg. Takket være denne gave må vi nu rykke dateringen af de første nisselandskaber endnu længere tilbage i tid.

Nissegrotten, som landskabet blev kaldt, blev påbegyndt i 1917 af giverens morfader, kontorchef Hans Christensen (1882-1952), og færdiggjort af giverens fader i slutningen af 1950’erne.

Nissegrotten  med lys i

Nissegrotten med lys i

De ældste dele af nisselandskabet er nissegrotten med huset stående ovenpå. Disse dele er fremstillet af et fyrretræ, der blev fældet i en have på Ahlmanns Allé i Hellerup.

Dernæst fulgte konstruktionen af kirken, som skal forestille Gentofte kirke, og en firelænget gård, der er en kopi af gården Ellegården, som lå i Ugerløse ved Tølløse. Giverens familie besøgte ofte denne gård, og giver har som barn selv været flittig gæst på gården. På den tid hørte der til en større gård ofte også både landarbejderbolig og aftægtshus. Modeller af disse bygninger ses yderst til venstre på billedet herunder. Jeg tror, gården i dag kan være nedrevet, men vejnavnet Ellegårdsvej kan måske give minder om stedet. Nisselandskabets yngste dele er de tre store kasser, som det hele står på, der er lavet af giverens fader sidst i 1950’erne.

Der er i øvrigt indlagt elektrisk lys både i grotten, i det store hus, i kirken og i de mindre huse.

Gentofte kirke og Ellegården

Gentofte kirke og Ellegården til venstre

Nissegrotten har siden 1917 været i familiens eje. Landskabet er gået lidt på omgang i giverens familie, alt efter hvor der var børn, og hvor der havde plads. Hele opstillingen fylder ca. 100 x 100 cm.

I indlægget i december 2013 bragte jeg en illustration fra bladet Vore Damers Jul årgang 1926 med en vidunderlig tegning af et nisselandskab beregnet til placering midt på bordet. I samme blads julenummer 1927 er der en kort gennemgang af legetøj, som børnene selv kunne lave. Det hedder her:

Selvfølgelig kan I lave mange andre forskellige Ting af det Materiale, vi her har talt om, og I kan sammensætte det, saa I faar en hel By ud af det med større og mindre Huse, med Raadhus, Kirke og Mennesker paa Gaden.