Så tænder vi…

På julebloggen her er det jo en tradition, at indlægget til den 1. december selvfølgelig skal handle om en af de mere end 750 dejlige julekalender i Den Gamle Bys samlinger. Traditioner er til for at brydes, hører man ofte folk sige. Og det gør jeg så da i år. Eller gør jeg?

Det første lys i december

Så tænder vi det første lys i december

I stedet for at bruge en af Den Gamle Bys mange spændende julekalendere til dette indlæg har jeg i år valgt at sætte fokus på kalenderlyset.

Kalenderlyset er ret beset bare en form for primitiv tidsmåler. Den tjener foruden det at underholde blot et eneste praktisk formål, nemlig at tælle dagene fra 1. december og frem til juleaften – ganske som julekalenderen, kalenderlysets nærmeste slægtning, også gør det. Kalenderlyset er desværre selvdestruktivt. Rent musealt har kalenderlyset nemlig den skavank, at det ifølge sagens natur kun yderst sjældent ender på museum – og dermed bliver bevaret for eftertiden.

En kortfristet glæde: Dette kalenderlys overlever ikke julen

En kortfristet glæde: Dette kalenderlys overlevede ikke julen 2015

Den kendte danske virksomhed Asp-Holmblad lavede de første massefremstillede kalenderlys i 1942. Oprindeligt blev de solgt under navnet Jakobslyset. Navnet er inspireret af patriarkens Jakobs drøm, som findes omtalt i 1. Mosebog kapitel 28. Centralt i denne forbindelse er versene 11-12, hvor det hedder

Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden, den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen.

Jakobsstigen pryder 1848-juletræet i Peter Fabers stue i borgmestergården

Jakobsstigen pryder 1848-juletræet i Peter Fabers stue i borgmestergården

Billedligt talt forbindes en Jakobsstige ofte med et strålende lys, der danner bro mellem himmel og jord. Navnet Jakobslyset slog dog ikke rigtigt an. Fabrikken omdøbte derfor lyset til Kalenderlys No. 1, der stadig er i produktion.

Kalenderlyset er altså en af de nyere danske juletraditioner. Dog er der adskillige eksempler på, at man flere steder i Danmark selv har lavet et kalenderlys. Det kræver jo blot, at man forsyner et lys med 24 tal eller vandrette indridsninger.

Allerede i 1935 omtaler forfatteren Lis Byrdal et hjemmelavet kalenderlys, dog kun med 23 datomærkninger, i sin debutbog Smaa Fester – Glade Gæster. Hun skriver:

A propos Lys – Ved De da, at man selv kan male paa Lys baade med Oliefarve og med Tusch? Man kan altsaa med en tynd Pensel og sikker Haand skrive hele Julehilsner eller Vers, der saa brændes op Bid fra Bid. En Idé til Børnene er at dele et lille tykt Lys med 23 tynde, sorte Tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem. Hver Aften lige fra 1. December brænder man saa et Stykke ned – hele Tiden til den næste Streg. Den Dag Lyset brænder ud, er det Jul – og Træet tændes.

Lis Byrdals ide med hjemmefremstilling af stearinlys med julehilsener eller vers er gået i glemmebogen. Men allerede til julen 1942 var firmaet Asp-Holmblad altså klar med det første ’rigtige’ kalenderlys. Senere dukker Byrdals ide om vers på kalenderlyset op igen. Jeg har set store bloklys, hvor indtil flere vers fra Peter’s Jul er påtrykt sammen med de nødvendige 24 tal.

Her til morgen skal kalenderlyset brænde en rum tid, inden flammen når ned til tallet 1. Den store afstand betyder, at jeg og sikkert mange andre julefanatikere allerede den 1. december rent datomæssigt kan risikere at komme bagud. Der er faktisk en god forklaring på den lange afstand, der er mellem vægen og tallet 1, og som er ulig større end afstandene mellem de andre tal på lyset. Den maskine, der sørger for, at tallene og en eventuel dekoration bliver trykt på kalenderlyset, skal nemlig have en plan del af lyset at holde fast i. Den store afstand mellem tallet 24 og lysets bund tager derimod hensyn til en placering af kalenderlyset i en stage eller i en juledekoration.

Kalenderlys fra omkring 1980, det eneste kalenderlys i Den Gamle Bys store samling af genstande til belysning af julens historie i Danmark

Julen er lysenes fest, og her til morgen vil jeg for første gang tænde det kalenderlys, der fortæller mig, at julen heldigvis atter nærmer sig.

Er julen udansk?

 

Den danske jul anno 1895

For et par år siden bragte Information en opsigtsvækkende nyhed. Julen er udansk, hed det i avisen 12. december 2011. Nyheden løb landet rundt.

I dag er der kun seks måneder til juleaften. Det må således være på tide at få sat et par ting om den danske jul på plads.

Når et dagblad udbeder sig en liste over de af vore juletraditioner, som har en udenlandsk oprindelse, og selvsamme dagblad herefter anvender materialet til en artikel, der får overskriften Julen er udansk, ja så ved man hverken, om man skal le eller græde.

Det er ganske rigtigt, at mange af vore elskede danske juletraditioner – som så mange andre kulturtraditioner, der omgiver os fra vugge til grav – har deres rod og baggrund i udlandet. Vi har taget de udenlandske traditioner til os, vi har omformet dem og tilpasset dem til danske forhold. Med tiden er de blevet til danske traditioner. Det samme er sket med for eksempel fastelavn og Luciaoptog – og om nogle år vil både Valentines Day og Halloween føles som danske traditioner.

At julen skulle være udansk, er rendyrket sludder! Må jeg have lov at spørge? Hvad er en dansk jul uden flettede julehjerter, julenisser, julefrokoster, risengrød, julemærker, Højt fra træets grønne top, dansen om juletræet, Peters jul, kravlenisser, sukkerbrunede kartofler, juleplatter, rødkål, kalenderlys, ris á l’amande og juleskeer? Nej, vel?

Intet forstandigt menneske kan vel i ramme alvor tvivle på, at julen er så dansk, som den kan blive. Når det er sagt, kan man jo altid efterfølgende spørge sig selv: Hvad definerer så egentligt den danske jul? Er det sammenblandingen af de udenlandske og de danske traditioner? Eller er det i virkeligheden den sociale aktivitet familierne imellem?