Lånte fjer

Firmaet I. Chr. Olsen Kunstforlag i København regnes for, sammen med papirfirmaet L. Levison Junior, at være ansvarlig for kendskabet til og udbredelsen af julekalenderne i Danmark.

De ældste danske julekalendere fra 1930’erne gør tydeligt opmærksom på, at de er trykt i Danmark. Kaster man blot ét blik på motiverne, emmer alt her sædvanligvis af sydtysk vinteridyl: Sneklædte bjerge og bindingsværkshuse, den særlige tyske bjergnisse og de små motiver bag lågerne. Det er den tyske julekalender, som er forbilledet for de danske julekalendere. Selv i 2018 er mange danske julekalendere i deres formsprog en skøn sammenblanding af brødrene Grimms eventyr og Walt Disneys tegnefilm. Meget hurtigt efter 1930 måtte den mere bister udseende tyske nisse dog vige pladsen for sin mere fornøjelige danske slægtning, den søde julenisse, som boltrer sig oppe og nede, ude og inde på de danske julekalendere.

Julekalender fra 1937

Julekalender fra 1937

Indbegrebet af en hyggelig julekalender er stadig en blanding af ingredienser som bjerge, graner, bindingsværkshuse, en kirke – alt behørigt klædt i den hvideste julesne. Man kan ligefrem hævde, at en traditionel dansk julekalender ikke kan have et motiv fra for eksempel den flade jyske hede eller det kuperede sydfynske landskab.

Kalenderen foroven er en af de ældste i Den Gamle Bys store samling af julekalendere. Alle 24 låger har været åbnet, men desværre mangler der hele 13 låger. Formatet er 24 x 32 cm.

En dansk nisse? Nej, vel!

En dansk nisse? Nej, vel!

Motivet på den let glimmerbestrøede julekalender er en gående julemand med stok og gavesæk ledsaget af bjergnisser med gaver. De går ved nattetide i en sneklædt by med huse, kirke og træ. Bemærk den gule ramme med den uregelmæssige bort med stjerner, klokker, tændte julelys, pyntede juletræer og honningkagefigurer. Forneden i borten er angivet I. Chr. Olsen Kunstforlag og Printed in Denmark 1417. På bagsiden er der med blyant skrevet Til Elsebeth Julen 1937 Moster Jenny, der klart og entydigt giver en fin datering på kalenderen.

I. Chr. Olsen Kunstforlag - Printed in Denmark 1417

I. Chr. Olsen Kunstforlag – Printed in Denmark 1417

Det fremgår altså med al ønskelig tydelighed, at denne julekalender er fremstillet af firmaet I. Chr. Olsen Kunstforlag i København, og at den netop er Printed in Denmark.

En lastbil med en tysk presening er motivet til låge 9

Lastbil med en tysk presenning er motivet til låge 9

Det er dog ingenlunde tilfældet. Motivvalget er tysk selv ned i de mindste detaljer. At der vitterlig er tale om en tysk julekalender fremgår også entydigt af visse lågemotiver. Se her for eksempel lågemotivet nederst til højre på julekalenderen, hvor låge nummer 9 er bortkommet: En lastbil med det tyske ord Stick-Kalender på presenningen.

Det selvsamme motiv findes på en julekalender i en privatsamling i Nederlandene. Den nederlandske julekalender er noget mindre (21 x 30,5 cm), kraftigt glimmerbestrøet, har en anderledes bort, og enkelte af lågerne har form som stjerner i stedet for at være cirkulære.

Denne julekalender i Nederlandene er trykt i US- Zone, Germany - og dermed dateret til perioden mellem 1945 og 1955

Denne julekalender i Nederlandene er trykt i US- Zone, Germany – og dermed dateret til perioden mellem 1945 og 1955

Forneden i den hvide bort er trykt Made in Germany US Zone og Crystal No 284. Angivelsen af US Zone daterer julekalenderen til årene 1945-55. Læg mærke til kunstnersignaturen Brandes for tegneren Kurt Brandes (1905-77) i nederste venstre hjørne. Motivet på den danske julekalender fra 1937 er vandret beskåret forneden, så kunstnersignaturen ikke er synlig.

Forklaringen på alt dette kan vist kun være, at firmaet I. Chr. Olsen Kunstforlag omkring 1937 hjemkøbte et antal tyske julekalendere, fjernede de oprindelige trykte angivelser om udgiver med mere og trykte firmaets eget navn på dem.

Julekalender fra 1937-39 udgivet af I. Chr. Olsen Kunstforlag i København

Og så er der jo lige det med den specielle bort. Præcis den samme gule ramme og borten går igen på to ens julekalendere, der forsøgsvis er blevet dateret til cirka 1937-39, i Den Gamle Bys samling. Også her er alle motiverne tydeligvis af tysk oprindelse. Læg især mærke til børnenes englevinger og kjoler. Også denne julekalender gør opmærksom på, at den er fremstillet i Danmark. Nederst i borten står igen I. Chr. Olsen Kunstforlag og Printed in Denmark 1430. Kalenderen her er forsøgt dateret til cirka 1937-39.

Det bemærkelsesværdige ved denne julekalender er, at også den er set med andre påskrifter, nemlig Made in Germany US Zone og Crystal No 285 R. Præcis samme kalender, men dateret til årene 1945-55 takket være tilstedeværelsen af ordene US Zone!

Det hæderkronede firma I. Chr. Olsen Kunstforlag pynter sig dog med lånte fjer, da de to julekalendere med Printed in Denmark med sikkerhed er af tysk herkomst.

Skriv et svar