Børnenes Jule-Postvogn

Så blev det da langt om længe mandag den 1. december. Det er i dag, vi for første gang i år tænder kalenderlyset og lukker den første låge op i julekalenderen.

Den ældste danske julekalender, som vi kender til, er fra 1930. Den blev behørigt omtalt på julebloggen allerede sidste år. Næh, vi skal have fat i en helt anden slags kalender i dag. En stor og lækker julekalender!

Børnenes Jule-Postvogn. Årets nyhed i julekalendere i 1941

Børnenes Jule-Postvogn var årets nyhed i julekalendere i 1941.

Allerede i sidste halvdel af 1930’erne begyndte de danske julekalenderfirmaer at fremstille store, tredimensionelle julekalendere, som man selv skulle samle, hvilket ikke altid var lige let. Der skulle skæres og klippes og bukkes og limes, og det med nøjagtighed, så ikke alt var altid fryd og gammen omkring spisebordet, når far var i gang med kniv og lim. Denne slags kalendere kunne beundres fra alle sider. De tredimensionelle julekalendere var meget populære i 1940’erne og 1950’erne.

Danmark var besat af Tyskland, så julemanden bekender med sit lille Dannebrogsflag rent kulør

Danmark var besat af Tyskland, så julemanden bekender med livgardisten og det lille Dannebrogsflag rent kulør.

Julekalenderen i dag hedder Børnenes Jule-Postvogn. Den er fremstillet af papirvarefirmaet L. Levison Junior i København. Firmaet var, sammen med I. Chr. Olsen Kunstforlag i København, førende leverandører af julekalendere til juleglade danske børn.

Tidsskriftet Heimdal Posten, udgivet af L. Levison Junior, var rettet til bog- og papirhandlere, der her kunne læse om firmaets nye produkter. Årets nyhed i julekalendere 1941 var ifølge Heimdal Posten, 8. årgang, nummer 4-5 fra august-september Børnenes Jule-Postvogn. Kalenderen har serienummer 3208, og prisen var kr. 2,50. Ifølge firmaet ville denne julekalender blive årets store succes, så man rådede forhandlerne til at bestille den i god tid før december måned.

Årets nyhed i julekalendere anno 1941

Heimdal Posten præsenterer: Aarets Nyhed i Julekalendere, 1941.

Firmaet reklamerede med, at Børnenes Jule-Postvogn er en Julekalender paa en helt ny og morsom Maade. Den vil interessere og glæde alle Børn og skaffe dem Udløsning for den Spænding og Forventning, hvormed de imødeser Julen.

Børnenes Jule-Postvogn blev præsenteret af firmaet som et stort, præsentabelt og dekorativt køretøj i mange livlige farver. Længden af postvognen er 54 cm, og i opstillet stand andrager højden hele 30 cm. Børnenes Jule-Postvogn leveres komplet med alle tilhørende Dele udstansede, plano og pakket i Cellophan. Vejledning medfølger hvert Eksemplar, saa Børnene selv eller med deres Forældres Hjælp kan samle Julekalenderen.

Populære julekalendere blev ofte genoptrykt i flere år. Dette eksemplar af Børnenes Jule-Postvogn modtog giveren til julen 1943. En anden af firmaet L. Levison Juniors julekalendere, Børnenes Julehus, fra 1939 blev stadig genoptrykt i 1945.

Når julekalendere bliver skænket til Den Gamle By, fortæller givere af især de ældre kalendere gang på gang, at lågerne blev lukket meget forsigtigt op, så de senere kunne lukkes igen – og kalenderen blive gemt til næste jul. Dengang blev en julekalender ikke kasseret efter jul, bare fordi alle låger havde været åbnet en enkelt gang.

De danske nisser flytter altid med - selvom du rejser med postvognen

De danske nisser flytter altid med – selv når du rejser med postvognen.

Hvert år siden 1943 har denne julekalender stået på giverens julebord og varslet julens komme. Som giveren sagde i november 2012 ved overdragelsen af kalenderen til Den Gamle By: I 68 år har den kørt julen ind. Jeg er 80 år nu. Så nu skifter vi kusk.