Haven ved “Den Gamle Borgmestergaard”

Den af

Borgmestergården fra 1597 var det første hus, som grundlægger Peter Holm fik flyttet, og således starten på Den Gamle By.

“Den Gamle Borgmestergaard”

Fra sin plads på hjørnet af Vestergade og Immervad i Århus blev Borgmestergården i 1909 flyttet til Landsudstillingen på arealet ved Tangkrogen i Århus bugten, hvor den udgjorde rammen om den historiske del af udstillingen.

Nogle år senere flyttede man Borgmestergården her til Det Jyske Haveselskabs have (senere Botanisk Have), hvor den åbnede for publikum den 23. juli 1914 som museum under navnet “Den Gamle Borgmestergaard”. Museet viste boligkulturens udvikling fra 1600-tallet til midten af 1800-tallet,- og det gør det jo stadigvæk.

I løbet af de næste 10 år blev der opført flere huse, og i 1924 blev museet omdannet til en selvejende institution og ændrede navn til “Den Gamle By”.

De to haver

I 1914 blev også haveanlægget med de to havetyper påbegyndt. Renæssancehaven fra 1600-tallet og den romantiske 1800-tals have skulle vise forskellige faser af havekunstens historie, ligesom de interiører, der findes indenfor i Borgmestergården viser boligkulturens udvikling fra 16 til 1800-tallet. Borgmestergårdens haver består således af to haver.

Her er haven set oppe fra Borgmestergårdens hængende svalegang. Nederst til højre ses et hjørne af Renæssancehaven, og i området omkring det lille lysthus ses den romantiske del af haveanlægget. I den stenbelagte cirkel til højre troner soluret og i thujahækken bagerst står en buste af Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm.

Haven fra 1600-tallet

Renæssancehaven er skabt ud fra en haveplan, der findes i bogen “Horticultura Danica”. Midt i 1500-tallet nåede renæssancehaven til Danmark fra Italien. Den har sit forbillede i middelalderens klosterhaver med rettte linier, flade arealer og afgrænsede kvadratiske og rektangulære bede. En sådan havetype kaldes også en parterrehave. “Par terre” er fransk og betyder “på jorden”.

Renæssancehaven består af lave klippede buksbomhække, der afgrænser bedene. I bedene er der grus i røde kontrastfarver. Siderne af haven er kantet med rødmalede egetræsbrædder med forgyldte knopper.

 

Den røde bundbelægning er med til at fremhæve forårets blomsterfarver. Her ses gule tulipaner, der har lukket sig efter en regnbyge.

     

I buksbombedene vokser purpurfarvede og hvide Vibeæg Fritillaria meleagris. Vibeæg hører til forårets løgvækster og blomster i maj, hvor den står med sine klokkeformede, nikkende blomster, ternede som et skakbræt. På afstand kan man ikke se det, men tæt på afslører den sit fine mønster af skaktern. Ja, selv de hvide vibeæg er ternede, når man kommer tæt på. Måske verdens eneste ternede blomst.

Haven fra 1800-tallet

Den romantiske have tager sit udgandspunkt i den engelske landskabshave, en havetype der vinder frem i Danmark mod 1700-tallets slutning. Ideen er, at haven skal være “naturlig”. Der er ingen formklipning eller symmetriske og rette linier. Der må gerne være overraskelser og fremmedartede elementer i form af lysthuse, skulpturer og ting, der skjuler sig. I større romantiske haver findes ofte mere dramatiserende indslag som, broer, vandløb, vandfald, søer, ruiner eller labyrinter. Borgmestergårdens romantiske have er et eksempel på et sådant reduceret anlæg.

Det lille lysthus, soluret, bænkene, de fritvoksende buske og stauder og det let kuperede terræn repræsenterer dele af den romantiske haves elementer.

I 1800-tals haven vokser stauden Kæmpeslør Crampe cordifolia, som med sin lidt uregerlige vækst passer godt som del af de “naturlige” i den romantiske have. Kæmpeslør kan blive op til 2 m høj, og er en flot og skulpturel plante. I juni-juli udvikler den høje blomsterstande med tusindvis af hvide, duftende blomster.

Kvindeskulpturen fra 1840 er halvvejs skjult af sit vedbendskørt, og er endnu et eksempel på den romantiske havestil.

      

Møllestensbordet og soluret fandtes i haven allerede i de første år, fremgår det af en korrespondance fra 1917 mellem Peter Holm og Axel Lange (1871-1941), som var far til botanikeren Johan Lange (1911-2007).  

Omkranset af en høj thujahæk i udkanten af den romantiske have kan Den Gamle Bys grundlægger og første direktør skue ud over sit livsværk, som vi ved stadig lever i bedste velgående. Peter Holm blev født i 1873 og døde i 1950. Busten af ham blev rejst i 1962, og er udført af billedhugger Elias Ølsgaard.

 

Gartnerens klumme.

Den af

Det har været en pragtfuld sommer med masser af varme og solskin. Det har også betyder, at vi har måttet bruge vandkande og vandslange meget flittigt, men det tager vi gerne med.

Køkkenhaven ser flot ud med masser af spiselige grønt til Købmandsgårdens køkken. Vi har dog været plaget af lidt større skadedyr, end vi er vant til, og det er gået hårdt ud over vores kål. Kort efter kålene var plantet ud, var de blevet ribbet, ja så kun ribberne var tilbage. Vi undersøgte dem, og fandt ingen spor af snegleslim eller klatter efter larver. Ret hurtigt så vi synderne i aktion, det var simpelthen duer, der spiste alt det grønne. Og det gentog sig hver gang vi havde plantet nye kål ud, dog hjalp det at ligge visne grene mellem rækkerne, men det så jo lidt sjovt ud. Da der så endelig kom lidt gang i de resterende planter, var der nogle endnu større dyr, der havde været på rov, her kunne vi til gengæld se klatter i massevis bagefter. Gæssene havde fundet vej. Der var jo en oplagt grund til at man havde gåsepiger i gamle dage! Måske skulle vi slå stillingen op til næste år!

 

Transportabel vinkasse

  Vinstok                             

Lille grøn, sød drue.

Sådan en overskrift, modtog jeg på mail. Og knapt havde jeg sagt ja, før der stod en flot transportkasse i træ med 2 flotte vinplanter i. De kom fra Arne Nilsen, Frederiksberg, og han kunne fortælle at vinstokken stammer tilbage fra hans fars barndomshjem sidst i 1940erne.

Hvor skal planten placeres, som giveren skrev ” hvis man var rigtig optimistisk havde man et figentræ, hvis man var realistisk havde man en gammeldags vinstok med små grønne druer “.

Det er sådanne “familieplanter” og især historierne vi samler på med glæde. Og det være sig alt i planteriget, om det er potteplanter, stauder, træer eller løg.

 

Blomstervandring gennem haverne

Den af

Vi er midt i sommerens højsæson for blomstrende planter, og jeg vil tage jer med på en vandretur gennem de historiske havers blomsterpragt her i julimåneds sommervarme.

Først kigger vi indenfor i Borgmestergården have, som er den første have, der blev anlagt i Den Gamle By. Bag buksbomhækken vokser der to rækker med opstammede slyngroser. Her ses en af roserne i fuldt flor med Borgmestergårdens svalegang i baggrunden.

I Borgmesterhaven er der en lille sti, der fører optil en hyggebænk med bord af en møllesten. Stien er kantet med Lavendel, der har en berusende duft, når man rører ved den.

En anden blomst, der også dufter helt fantastisk, er Ærteblomsten eller Lathyrus, som er en et-årig sommerblomst. Her klatrer den op af plankeværket i Handelsgartneriet.

Ærteblomsten findes også i en flerårig staude-udgave. Blomsterpragten er flot, men den mangler desværre den fine duft, som den et-årige udmærker sig ved.

I Prydhaven bag Købmandsgården vokser Sporebaldrian i det store runde staudebed. Det er en plante man lægger mærke til, når den folder sir røde farveflor ud.

På Prydhavens skråning kan man også bedøve sig i den stærkt duftende Uægte Jasmin, som er en busk, der nemt bliver et par meter høj.

Hvis man kan lide blomster i stærke farver, der også smager godt, skal man så Blomsterkarse eller Tallerkensmækker, hvor både blade og blomster er spiselige og har en dejlig krydret smag.

En anden sommerblomst med stærke farver er tagetes med det sigende sortsnavn ‘Ildkongen’.

Også i Paradedrivhusets udstilling blomstrer alle pelargonierne.

                    

                    

Dette var et lille udvalg af de blomstrende planter lige nu. Jeg vil slutte med en række små billeder. I første række fra venstre Skærmlilje, Daglilje, Solsikke, og anden række fra venstre bourbonrosen ‘Coupe d’Hébé’, Kornblomst og Opiumsvalmue.

     

Og med Filtbladet Kongelys, Haveklinte og Smalbladet Klokke ønsker jeg alle fortsat God Sommer.

 

Apotekerens grønne medicinskab

Den af

 

Apotekerhaven i Den Gamle By blev oprindeligt anlagt i 1945, men omlagt til sit nuværende udseende i 1992. Den er anlagt i barokstil efter forbillede af en 1700-tals apotekerhave. I forgrunden til venstre ses en rødmalet brønd.

Apotekerhaven i Den Gamle By ligger bag Apoteket, som er det sidste hus på venstre side i Vestergade. Tidligere var det helt almindeligt, at apotekeren dyrkede råvarerne til sine medikamenter i baghaven. Apotekeren var underlagt en statslig kontrol, der skulle sikre, at han havde kendskab til fremstilling af omkring 3000 forskellige slags medicin!

Apotekerhaver har rødder tilbage til middelalderens klosterhaver både med hensyn til udseende og de til planter, der dyrkes. Haven her i Den Gamle By rummer 91 forskellige lægeurter i firkantede bede.

Bedene er anlagt i større sammenhængende felter omgivet af lave buksbomhække. Hver plante vokser i hver sit bed indrammet af rødmalede egetræsrammer. Afgrænsning af de forskellige urter var både praktisk og nødvendig. At tage fejl af urterne kunne have fatale følger.

 

I haven ligger der også et lille lysthus, “Simonis Lysthus”, som stammer fra Ålborg, og er fra omkring 1760. Sidst i 1700-tallet blev lysthuse populære i borgerskabets haver. Det blev genopført i Den Gamle By i 1944.

Mange af planterne er giftige

Blandt lægeplanterne findes mange, som er giftige og endda dødbringende, hvis de bruges forkert. Tidens opfattelse var nemlig, at med “ondt skal ondt fordrives”. Men mange af de gamle planter indeholder stoffer, som stadig bliver brugt i moderne præparater.

Det er doseringen af plantens virksomme stof, der er meget vigtig. Det kendes fra planten Digitalis, også kendt som prydplanten Fingerbøl. I de rigtige mængder virker planten styrkende på hjertepatienter, men har modsat virkning ved forkert dosering.

Planter med røde skilte

I Apotekerhaven er de giftige planter mærket med et rødmalet træskilt med påskriften Planten er giftig som advarsel til gæsterne, og ikke mindst til gæster med små børn, som kan føle sig fristet af planternes ofte farvestrålende bær.

Der knytter sig mange historier og megen overtro til lægeplanterne. I det følgende har jeg valgt at sætte fokus på en af de giftige planter, som er omgærdet med meget mystik og overtro.

En meget berømt hekseurt

En af de meget giftige planter er Alrune, Mandragora officinalis, også kendt under navnene Alrunerod, Dragedukke, Dukkeurt eller Galgemand. Alrune kommer fra ordet “rune”, som betyder hemmelig. Det latinske navn kan være en oversættelse fra sanskrit af ordene “mandros” og “agore”, som henholdsvis betyder “sove” og “stof”, – altså sovestof.

Når en plante har sortsnavnet officinalis fortæller det, at den har været anvendt til medicinfremstilling på et “officin”, en ældre latinsk betegnelse for apotek. Derfor forekommer det i mange af de latinske navne hos Apotekerhavens planter.

 

Alrune, Mandragora officinalis, tilhører natskyggefamilien Solanaceae. Bladene vokser i en roset, og de gul-grønne blomster skyder op fra sen vinter og er fremme tidlig sommer. Dette foto er taget midt i maj.

 

Under de rette skyggefulde forhold bliver Alrunen meget frugtbar, og får små tomatlignende frugter, – som absolut ikke er spiselige. Frugterne har i folkemunde heddet Frugtbarhedsæbler, Jordæbler eller Kærlighedsæbler.

 

Alrune er en staude med op til 1 m lange og ofte grenede rødder. Nogle rødder kan med lidt fantasi ligne en menneskekrop, og en del “dukke-magi” er udført med Alrunens rod som dukke.

Myter og fortællinger

Tidligere blev Alrune betragtet som en meget kraftig trolddomsurt, og er nok den plante, der gennem historien har været omgærdet med mest mystik og overtro. Myterne og historierne findes i mange mere eller mindre fantasifulde versioner.

Når en Alrune blev gravet op, hvilket skulle ske ved fuldmåne, udstødte den et skrig, som ville få folk til at falde døde om. Derfor skulle man binde en sort hund fast til planten, og inden da skulle planten vædes med menstruationsblod. Derefter skulle man gemme sig bag en busk. Når man hørte skriget var planten oppe, og hunden ville dø af skriget. Nogle mente, at det var nødvendigt at spille trompet, for ikke at høre skriget! Til sidst skulle man komme vievand i plantehullet og løbe hjem inden Fanden fik fat i en. – Ja, “det war intj spøgwærk”, – som de siger nordpå.

I folketroen mente man, at planten voksede frem på galgebakker, hvor uskyldige unge mænd var blevet hængt. På stedet, hvor den hængtes kropsvæsker ramte jorden, ville Alrunen vokse frem.

 

I denne gamle tegning har tegneren ikke hørt ordentlig efter historien, – hunden skulle jo være sort!

Alrunen i historiske skrifter

Alrunen er beskrevet i mange sammenhænge gennem tiden. I Det Gamle Testamente i Bibelen findes historien om Reuben, der fandt en Alrune i hvedemarken, og et dødt æsel var tøjret til planten. Måske har denne gamle historie været inspiration til de senere historier om at bruge dyr til at trække Alrunen fri af jorden.

I flere af William Shakespeares stykker indgår Alrunen. F.eks. i følgende lille vers fra “Romeo and Juliet”, hvor dens skrig nævnes som årsag til sindssyge:

” Alack, alack, is it not like that I,

so early waking, what with loathsome smells,

and shrieks like mandrakes’ torn out of the earth

that living mortals, hearing them, run mad “

(loathsome=modbydelig, mandrake=alrune, mortals=mennesker)

I Harry Potter-bøgerne optræder Alrune jævnligt, og når eleverne på Hogwarts arbejder med Alrunen, bærer de høreværn mod dens dødelige skrig.

Sidst skal nævnes et dansk eksempel, hvor planten blev meget kendt efter at være blevet brugt som cover-tegning på LP-en “Hej du” fra 1970 med det berømte psykedeliske rockband Alrune Rod.

 

Pladecoveret til “Hej du” med Alrune Rod fra 1970, hvor forsangeren hed Leif Roden!

Håndskrevne skilte med lægeplanternes navne

I Apotekerenhavens 91 karme med lægeplanter er der placeret skilte med plantens danske og latinske navn og et nummer, der henviser til et hæfte “Lægeplanter fra Apotekerhaven i Den gamle By” , hvor der er en kort beskrivelse af de enkelte planters helbredende effekt og de historier, der knytter sig til planten.

Skiltene er af træ og er håndskrevne. Når de efter et par år, præget af vind og vejr, er blevet ulæselige, bliver de skiftet ud med nye håndskrevne skilte. Modsat de andre år har vi denne gang valgt at give dem en gang lak. Hele processen med at skrive og lakere har været et stort arbejde, så vi håber, at indsatsen bærer frugt og gør skiltene mere langtidsholdbare, – og pænere at kigge på.

Ovennævnte hæfte kan købes i Handelsgartneriets salgsdrivhus og i Museumsbutikken for 45 kr..

 

Gartner Gitte Røn stikker buksbom

Den af

På en overskyet dag med god fugtighed i luften er det perfekt at stikke buksbom. Mange buksbom har fået en svampesygdom, der får dem til at gå ud, så det er nødvendigt med nye planter. Buksbom (Buxus sempervirens) har været brugt som haveplante siden oldtiden. De har været og er populære som hække eller som klippede, grønne skulpturer i haven. De er stedsegrønne, så de pynter året rundt og skaber en smuk, formel struktur. I Den Gamle By bliver de brugt flere steder blandt andet i Borgmestergårdens have.

I Borgmestergårdens renæssancehave er der lave hække af klippet buksbom. Nye fire-årige planter blev plantet i efteråret 2012 for at erstatte de udgåede planter. Nu kan deres skud bruges til stiklinger.

Borgmestergårdens anlæg med buksbomhække er en typisk renæssancehave som i 1700-tallet. Haven er skabt i 1920erne efter en plan i bogen Horticultura Danica fra 1647.

Gode stiklinger skal være cirka 10-12 cm lange, og stilken skal have dannet ved forneden. Den unge, lysegrønne del er for blød til stiklinger i sig selv.

Fidusen med at formere planter med stiklinger er, at den nye plante får præcis de samme egenskaber som moderplanten; men det tager tid for de små, nye planter at vokse til.

Stiklingerne skal plantes i god havejord. Gitte Røn graver jorden godt igennem, inden hun stikker.

Jorden skal være god og løs, for at stiklingerne kan danne rødder. Hvis jorden er leret, skal man grave sand i den for at bruge den til at stikke buksbom. Hvis den er sandet, skal man supplere den med spagnum. Det er nemmest at styre fugtigheden med jord i en kasse eller en træramme. Man kan også stikke i urtepotter; men de kræver endnu mere tilsyn.

Halvdelen af bladene på stiklingen skal ribbes af for at forhindre svamp og mug i jorden, så stiklingen går ud.

Stiklingerne skal stikkes halvt ned i jorden med cirka 8-10 cm mellemrum. Hvis de ikke stikkes dybt nok, kan de blive presset op af jorden, når det bliver frostvejr til vinter. Når Gitte Røn har stukket, vander hun grundigt efter. Fremover skal jorden holdes jævnt fugtigt. Et stykke glas over kassen er en stor hjælp til at holde på fugtigheden. Det er fugt og varme, der tilsammen får stiklingerne til at danne rødder.

Vand er helt nødvendigt for at få stiklingerne til at gro.
Bag Gitte Røn blomstrer Jacques Cartier rosen helt overdådigt nu.

Den mest almindelige buksbom har grønne blade, og der findes også en variant med gule blade. I engelsk havekunst er det populært med de såkaldte knudehaver, hvor de lave hække bliver flettet ind i hinanden i et fint mønster.

 

http://commons.wikimedia.org/wiki/File:London_garden_museum_-14_Knot_Garden.JPG

På Garden Museum i London er der en knudehave, hvor gul og grøn buksbom bliver brugt sammen.

http://www.gardenmuseum.org.uk/

 Link til Haveselskabets hjemmeside angående svampesygdommen i buksbom

 http://haveselskabet.dk/sp%C3%B8rgsm%C3%A5l/syge-buksbom