Apotekerens grønne medicinskab

 

Apotekerhaven i Den Gamle By blev oprindeligt anlagt i 1945, men omlagt til sit nuværende udseende i 1992. Den er anlagt i barokstil efter forbillede af en 1700-tals apotekerhave. I forgrunden til venstre ses en rødmalet brønd.

Apotekerhaven i Den Gamle By ligger bag Apoteket, som er det sidste hus på venstre side i Vestergade. Tidligere var det helt almindeligt, at apotekeren dyrkede råvarerne til sine medikamenter i baghaven. Apotekeren var underlagt en statslig kontrol, der skulle sikre, at han havde kendskab til fremstilling af omkring 3000 forskellige slags medicin!

Apotekerhaver har rødder tilbage til middelalderens klosterhaver både med hensyn til udseende og de til planter, der dyrkes. Haven her i Den Gamle By rummer 91 forskellige lægeurter i firkantede bede.

Bedene er anlagt i større sammenhængende felter omgivet af lave buksbomhække. Hver plante vokser i hver sit bed indrammet af rødmalede egetræsrammer. Afgrænsning af de forskellige urter var både praktisk og nødvendig. At tage fejl af urterne kunne have fatale følger.

 

I haven ligger der også et lille lysthus, “Simonis Lysthus”, som stammer fra Ålborg, og er fra omkring 1760. Sidst i 1700-tallet blev lysthuse populære i borgerskabets haver. Det blev genopført i Den Gamle By i 1944.

Mange af planterne er giftige

Blandt lægeplanterne findes mange, som er giftige og endda dødbringende, hvis de bruges forkert. Tidens opfattelse var nemlig, at med “ondt skal ondt fordrives”. Men mange af de gamle planter indeholder stoffer, som stadig bliver brugt i moderne præparater.

Det er doseringen af plantens virksomme stof, der er meget vigtig. Det kendes fra planten Digitalis, også kendt som prydplanten Fingerbøl. I de rigtige mængder virker planten styrkende på hjertepatienter, men har modsat virkning ved forkert dosering.

Planter med røde skilte

I Apotekerhaven er de giftige planter mærket med et rødmalet træskilt med påskriften Planten er giftig som advarsel til gæsterne, og ikke mindst til gæster med små børn, som kan føle sig fristet af planternes ofte farvestrålende bær.

Der knytter sig mange historier og megen overtro til lægeplanterne. I det følgende har jeg valgt at sætte fokus på en af de giftige planter, som er omgærdet med meget mystik og overtro.

En meget berømt hekseurt

En af de meget giftige planter er Alrune, Mandragora officinalis, også kendt under navnene Alrunerod, Dragedukke, Dukkeurt eller Galgemand. Alrune kommer fra ordet “rune”, som betyder hemmelig. Det latinske navn kan være en oversættelse fra sanskrit af ordene “mandros” og “agore”, som henholdsvis betyder “sove” og “stof”, – altså sovestof.

Når en plante har sortsnavnet officinalis fortæller det, at den har været anvendt til medicinfremstilling på et “officin”, en ældre latinsk betegnelse for apotek. Derfor forekommer det i mange af de latinske navne hos Apotekerhavens planter.

 

Alrune, Mandragora officinalis, tilhører natskyggefamilien Solanaceae. Bladene vokser i en roset, og de gul-grønne blomster skyder op fra sen vinter og er fremme tidlig sommer. Dette foto er taget midt i maj.

 

Under de rette skyggefulde forhold bliver Alrunen meget frugtbar, og får små tomatlignende frugter, – som absolut ikke er spiselige. Frugterne har i folkemunde heddet Frugtbarhedsæbler, Jordæbler eller Kærlighedsæbler.

 

Alrune er en staude med op til 1 m lange og ofte grenede rødder. Nogle rødder kan med lidt fantasi ligne en menneskekrop, og en del “dukke-magi” er udført med Alrunens rod som dukke.

Myter og fortællinger

Tidligere blev Alrune betragtet som en meget kraftig trolddomsurt, og er nok den plante, der gennem historien har været omgærdet med mest mystik og overtro. Myterne og historierne findes i mange mere eller mindre fantasifulde versioner.

Når en Alrune blev gravet op, hvilket skulle ske ved fuldmåne, udstødte den et skrig, som ville få folk til at falde døde om. Derfor skulle man binde en sort hund fast til planten, og inden da skulle planten vædes med menstruationsblod. Derefter skulle man gemme sig bag en busk. Når man hørte skriget var planten oppe, og hunden ville dø af skriget. Nogle mente, at det var nødvendigt at spille trompet, for ikke at høre skriget! Til sidst skulle man komme vievand i plantehullet og løbe hjem inden Fanden fik fat i en. – Ja, “det war intj spøgwærk”, – som de siger nordpå.

I folketroen mente man, at planten voksede frem på galgebakker, hvor uskyldige unge mænd var blevet hængt. På stedet, hvor den hængtes kropsvæsker ramte jorden, ville Alrunen vokse frem.

 

I denne gamle tegning har tegneren ikke hørt ordentlig efter historien, – hunden skulle jo være sort!

Alrunen i historiske skrifter

Alrunen er beskrevet i mange sammenhænge gennem tiden. I Det Gamle Testamente i Bibelen findes historien om Reuben, der fandt en Alrune i hvedemarken, og et dødt æsel var tøjret til planten. Måske har denne gamle historie været inspiration til de senere historier om at bruge dyr til at trække Alrunen fri af jorden.

I flere af William Shakespeares stykker indgår Alrunen. F.eks. i følgende lille vers fra “Romeo and Juliet”, hvor dens skrig nævnes som årsag til sindssyge:

” Alack, alack, is it not like that I,

so early waking, what with loathsome smells,

and shrieks like mandrakes’ torn out of the earth

that living mortals, hearing them, run mad “

(loathsome=modbydelig, mandrake=alrune, mortals=mennesker)

I Harry Potter-bøgerne optræder Alrune jævnligt, og når eleverne på Hogwarts arbejder med Alrunen, bærer de høreværn mod dens dødelige skrig.

Sidst skal nævnes et dansk eksempel, hvor planten blev meget kendt efter at være blevet brugt som cover-tegning på LP-en “Hej du” fra 1970 med det berømte psykedeliske rockband Alrune Rod.

 

Pladecoveret til “Hej du” med Alrune Rod fra 1970, hvor forsangeren hed Leif Roden!

Håndskrevne skilte med lægeplanternes navne

I Apotekerenhavens 91 karme med lægeplanter er der placeret skilte med plantens danske og latinske navn og et nummer, der henviser til et hæfte “Lægeplanter fra Apotekerhaven i Den gamle By” , hvor der er en kort beskrivelse af de enkelte planters helbredende effekt og de historier, der knytter sig til planten.

Skiltene er af træ og er håndskrevne. Når de efter et par år, præget af vind og vejr, er blevet ulæselige, bliver de skiftet ud med nye håndskrevne skilte. Modsat de andre år har vi denne gang valgt at give dem en gang lak. Hele processen med at skrive og lakere har været et stort arbejde, så vi håber, at indsatsen bærer frugt og gør skiltene mere langtidsholdbare, – og pænere at kigge på.

Ovennævnte hæfte kan købes i Handelsgartneriets salgsdrivhus og i Museumsbutikken for 45 kr..

 

Gartner Gitte Røn stikker buksbom

På en overskyet dag med god fugtighed i luften er det perfekt at stikke buksbom. Mange buksbom har fået en svampesygdom, der får dem til at gå ud, så det er nødvendigt med nye planter. Buksbom (Buxus sempervirens) har været brugt som haveplante siden oldtiden. De har været og er populære som hække eller som klippede, grønne skulpturer i haven. De er stedsegrønne, så de pynter året rundt og skaber en smuk, formel struktur. I Den Gamle By bliver de brugt flere steder blandt andet i Borgmestergårdens have.

I Borgmestergårdens renæssancehave er der lave hække af klippet buksbom. Nye fire-årige planter blev plantet i efteråret 2012 for at erstatte de udgåede planter. Nu kan deres skud bruges til stiklinger.

Borgmestergårdens anlæg med buksbomhække er en typisk renæssancehave som i 1700-tallet. Haven er skabt i 1920erne efter en plan i bogen Horticultura Danica fra 1647.

Gode stiklinger skal være cirka 10-12 cm lange, og stilken skal have dannet ved forneden. Den unge, lysegrønne del er for blød til stiklinger i sig selv.

Fidusen med at formere planter med stiklinger er, at den nye plante får præcis de samme egenskaber som moderplanten; men det tager tid for de små, nye planter at vokse til.

Stiklingerne skal plantes i god havejord. Gitte Røn graver jorden godt igennem, inden hun stikker.

Jorden skal være god og løs, for at stiklingerne kan danne rødder. Hvis jorden er leret, skal man grave sand i den for at bruge den til at stikke buksbom. Hvis den er sandet, skal man supplere den med spagnum. Det er nemmest at styre fugtigheden med jord i en kasse eller en træramme. Man kan også stikke i urtepotter; men de kræver endnu mere tilsyn.

Halvdelen af bladene på stiklingen skal ribbes af for at forhindre svamp og mug i jorden, så stiklingen går ud.

Stiklingerne skal stikkes halvt ned i jorden med cirka 8-10 cm mellemrum. Hvis de ikke stikkes dybt nok, kan de blive presset op af jorden, når det bliver frostvejr til vinter. Når Gitte Røn har stukket, vander hun grundigt efter. Fremover skal jorden holdes jævnt fugtigt. Et stykke glas over kassen er en stor hjælp til at holde på fugtigheden. Det er fugt og varme, der tilsammen får stiklingerne til at danne rødder.

Vand er helt nødvendigt for at få stiklingerne til at gro.
Bag Gitte Røn blomstrer Jacques Cartier rosen helt overdådigt nu.

Den mest almindelige buksbom har grønne blade, og der findes også en variant med gule blade. I engelsk havekunst er det populært med de såkaldte knudehaver, hvor de lave hække bliver flettet ind i hinanden i et fint mønster.

 

http://commons.wikimedia.org/wiki/File:London_garden_museum_-14_Knot_Garden.JPG

På Garden Museum i London er der en knudehave, hvor gul og grøn buksbom bliver brugt sammen.

http://www.gardenmuseum.org.uk/

 Link til Haveselskabets hjemmeside angående svampesygdommen i buksbom

 http://haveselskabet.dk/sp%C3%B8rgsm%C3%A5l/syge-buksbom

 

 

5 søde gæslinger

Vi har fået de mest bedårende gæslinger i Den Gamle By. 5 styks, som troligt følger mor, far og tante. De spiser gerne grønt dagen lang, medens de små-pippende holder kontakten til forældrene. Ind imellem er der også tid til et hvil i solen.

Det kan være lidt hårdt at gå på de våde brosten.

Hvor skal vi hen nu?

Dejligt med noget fuldkorn.

Skolelærerens sveskeblommer og stikkelsbær

Den allerførste have, man kommer til, når man går ad den nye havesti bag om byen, tilhører skolelæreren i midten af 1800tallet. På grund af havestien har vi sat fokus på arbejdet med haven, så sidste år blev halvdelen af brolægningen ved siden af huset pillet op for at give plads til en urtehave med nytteplanter. Skrænten op mod Viborgvej har fået terrasser kantet af træ for at holde på jorden, så nu er der blevet plantet og sået i bedene også der. Foran Kerteminde Skole er der plantet et sveskeblommetræ.

Kerteminde Skole i Den Gamle By

Skolelærerens have i Den Gamle By er lille; men der er plads til kål, ærter og andre helt nødvendige planter for den daglige husholdning. Skolelæreren kunne godt finde på at lade skolebørnene luge i haven i stedet for at terpe staveord og regnestykker.

Der har været forskellige forestillinger om sundt eller ikke sundt knyttet til stikkelsbær. I værket Folk & Flora, hvor der er samlet mange folkelige forestillinger om planter, kan man blandt andet læse, at voksne rundt omkring i landet advarede børn mod at spise umodne stikkelsbær af vidt forskellige grunde. I Jylland og på Langeland fik børnene at vide, at de fik lus, i Vendsyssel, at de fik fnat, og på Vestmøn, at de fik kræft. Det sikreste var nok, at de fik ondt i maven ligesom i dag. Bærrene kunne ifølge Folk & Flora også bruges som lægemiddel for malariapatienter. De fik det råd at spise hønsekødssuppe kogt med stikkelsbær. 

Når man se opskrifter fra A.M. Mangor, født Bang: Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdningerne, 1860, kan man se, at hun ikke bestræbte sig på at bevare vitaminerne i stikkelsbærrene. 

Stikkelsbærcompot

Bærrene maa være umodne, helst Glasbær, de pilles, skylles og sættes over Ilden med 1 Pægel Vand til hver Pot Bær, Citronskal, heelt Caneel og hvidt Sukker eller lyst Puddersukker. Naar Bærrene begynder at gaae itu, ophældes Compotten paa Salatfadet. Dersom Bærrene ere meget sure, kan man lade dem koge lidt i Vand, kun ikke saalænge at de gaa itu, hælde dette Vand bort og koge dem færdige med nyt Vand.

Pægel = ¼ Pot = ca. 2,4 dl

God fornøjelse.