Blind mands lejlighed

I Den Gamle Bys 1970’er kvarter arbejder vi i øjeblikket med at genskabe det tiende og sidste hjem fra 1974. Hjemmet har tilhørt Henning Eriksen og åbner i Københavnerhjørnet ved siden af Bent J i oktober 2016. Arbejdet med Hennings lejlighed har budt på særlige udfordringer i forhold til de øvrige genskabte hjem i kvarteret. Henning er nemlig næsten blind.

: Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Ingen fotos men en god hukommelse

En af udfordringerne er, at Henning på grund af sit syn aldrig har haft et forhold til fotografier. Derfor er der ikke et eneste foto af hans hjem fra 1974 – og dermed ikke nogen fotos af det hjem, vi arbejder med at genskabe.

Typisk kan familiebilleder fra jul og fødselsdage rumme god information om hjemmets indretning, fordi reolsystemet skimtes bag juletræet, eller tapetet ses i baggrunden på billedet af barnebarnet. I genskabelsen af denne lejlighed har vi ikke haft et eneste billede at gå efter.

Til gengæld har Henning en imponerende detaljeret hukommelse, så lejligheden alligevel kan komme så tæt som muligt på hans hjem i 1974. For eksempel beskriver Henning tæpperne i sin lejlighed sådan her:
”Jeg anskaffede nye gardiner og nye tæpper til mine stuer. Tæpperne var væg-til-væg-tæpper. I den store stue havde det brune og gule efterårsfarver i et mønster, jeg ikke kan forklare. I værelset var det lysegråt.”

Farvevalg og andre udfordringer

En anden udfordring er at Henning kun i begrænset omfang kan forholde sig til fotos sendt på mail. I indretningen af de andre 1970er lejligheder har fotos af mulige gardiner, møbler, farveprøver og meget andet været sendt frem og tilbage, og det har været en smidig måde at træffe indretningsbeslutninger på.

I Hennings tilfælde har der skullet bruges fotos af detaljer, fysiske tæppeprøver og en grundig beskrivelse af møbler og særligt farver. Nogle kan måske undre sig over, hvordan man diskuterer farver med en stærkt svagsynet, men for Henning er farver vigtige, og det er derfor indlysende, at han har en holdning til brune nuancer i køkkenet, gule vægge i soveværelset og grå dekorationer i fyldingsdøren til stuen.

Igen er Hennings hukommelse en styrke, og samarbejdet med Den Gamle Bys malere, der kender og er vant til at arbejde med typiske 1970er farver, har givet gode resultater. Ifølge Henning er farverne ramt helt rigtigt.

Arbejde og fritid

I 1974 arbejdede Henning som programmør på Gutenberghus i København. Det var en fuldtidsstilling, og Henning arbejdede på samme vilkår som seende. Han var glad for sit arbejde og den pionerstemning, der var i computermiljøet i de år. Gutenberghus havde kun en computer, og når der skulle køres test, arbejdede Henning og hans kolleger over, så de kunne teste uden for almindelig arbejdstid, hvor virksomheden ikke brugte computeren til almindelig drift.

Det betød, at Henning brugte meget tid på sit arbejde, og da han samtidigt var involveret i foreningslivet og dyrkede sport i sin fritid, var 1970erne med Hennings ord ikke en periode, hvor han kedede sig. Henning var aktiv i Dansk Blindesamfund, hvor han særligt engagerede sig i Blinde og svagsynedes interessegruppe for erhverv og uddannelse. Han dyrkede sport i Tandemklubben af 1971, hvor blinde og seende kørte faste ture en eller to gange om ugen med seende som piloter, og i Blinde og Svagsynedes Idrætsforening, hvor han var dyrkede gymnastik og atletik samt spillede goalball.

Hennings interesse for sport medførte i øvrigt, at han var deltog ved de paraolympiske lege i Toronto i 1976. Henning fik bronze i kapgang og det danske goalballhold, hvor han var med som reserve, vandt også bronze.

Henning lyttede meget til radio og spolebånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om lyden, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Henning lyttede meget til radio og lydbånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om den forvrængede lys, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Blind i 1970erne

Ungdomsoprøret og de mange nye tanker, som gærede i samfundet i 1960erne, satte også sine spor i forhold til forsorgsarbejdet, som uddannelsen af blinde var en del af. Der blev rokket ved autoritetstroen, og blinde og pårørende begyndte at forholde sig til blindeforsorgen på en anden måde. For eksempel var forældre mindre villige til at sende deres blinde børn hjemmefra på kostskole, og fra 1963 gav en lovændring mulighed for, at blinde børn kunne integreres i de lokale folkeskoler.

Henning var selv kommet hjemmefra som 11-årig i 1950 og havde skullet vænne sig til et nyt liv sammen med andre blinde. Der havde i starten været meget lidt voksenkontakt, og Hennings minder fra de første år på blindeskolen Refnæs, var ikke gode. Skolen lå ved Kalundborg, og der var langt hjem til familien i Nordjylland, hvor han kun kom på besøg fire gange om året.

Først i 1966 fik man som elev på Refnæs lov til at rejse hjem i weekenderne. Samtidigt var miljøet på blindeskolen og i husmandsmiljøet, hvor Henning var vokset op, meget forskelligt, og det var svært for Henning at være loyal for både sit hjem og sin hverdag på skolen.

I 1960erne og særligt 1970erne begyndte yngre blinde at blive beviste om deres rettigheder, og på samme måde som i mange andre dele af samfundet, samlede de sig som gruppe for at arbejde for bedre forhold. Ungdomsoprøret tog sig anderledes ud, og det var andre emner, der var på dagsordenen, men parallellerne til den generelle samfundsudvikling er klare. Henning deltog særligt i arbejdet for at få bedre muligheder for at dyrke idræt og skabe et fællesskab der.

Han var også med i Blinde og svagsynedes interessegruppe for uddannelse erhverv, som blev stiftet i 1971. Gruppen var første eksempel på at blinde samlede sig ud fra interesse og ikke fra geografisk afgrænsede kredse. Interessegruppen bestod af yngre blinde, der enten var i arbejde eller i gang med en videregående uddannelse. Det var en gruppe, der støttede hinanden, og flere af dem, Henning lærte at kende den gang, har han stadig kontakt med i dag. 1960erne og 1970erne havde bragt nye muligheder for erhverv og uddannelse for blinde.

Fra 1970 og frem kom der for alvor fokus på boglige uddannelser, hvor det tidligere havde været traditionelle blindehåndværk, som børstenbinder, klaverstemmer og væver, der havde domineret. Tilgangen til hvad blinde kunne arbejde med var ændret. Også internt var der opbrud i synet på medlemmernes behov, og i 1980 dannede man en decideret ungdomsafdeling i Dansk Blindesamfund.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok erstattede i 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok supplerede fra 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

Blind i arbejde

Henning havde i 1958 ligesom en del andre blinde uddannet sig til telefonist. Der var stor arbejdsløshed, og Henning gjorde sig mange tanker om fremtiden. I 1966-67 og 1967-68 tog han på højskole. Det blev en tid, der både personligt og erhvervsmæssigt fik stor betydning for Henning, og han fik mod på at vælge at videreuddanne sig. I 1970 blev han færdig som programmør. Kort efter fik han arbejde. Han arbejdede på lige fod med seende kolleger og læste postlister på sortskrift (som synshandicappede kalder almindelig skrift) med sine specialbriller. Henning tog noter i punktskrift, men hvis kollegerne skulle læse det, skrev han det over på skrivemaskine. Henning havde lært tifingersystemet som helt ung og kunne skrive fejlfrit på maskine. Det krævede øvelse, men var også nødvendigt, da han ikke selv kunne læse korrektur.

Siden 1974 har teknologien inden for hjælpemidler udviklet sig hastigt, og der er i dag helt andre muligheder med computere, smartphones og notatmaskiner, der kan konvertere mellem punktskrift, tale og sortskrift. Blinde og svagsynedes mulighed for at vælge uddannelse er også øget, men paradoksalt nok er erhvervsfrekvensen faldet. I 1975 var ca. 20 % i arbejde. I 2008 var det 11 %. I 1975 havde Dansk Blindesamfund godt 3000 medlemmer i den erhvervsaktive alder. I 2014 var tallet 2560. Andelen af ældre medlemmer er stigende, og det kan derfor stadig være svært at få unge blindes muligheder sat på dagsordenen.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er designet, så den passer præcis i hånden.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er udformet, så den passer præcis i hånden.

Hvordan ser man, at det er en blind mands lejlighed?

Man kunne måske tro, at boligindretning er af mindre betydning for en næsten blind person, men det er absolut ikke tilfældet med Henning. Farver og godt lys var særligt vigtigt, og Henning udvalgte omhyggeligt, hvad der skulle hænge på væggene. Billederne afspejler Hennings interesser for natur og historie. Indretningsmæssigt var der derudover fokus på funktionalitet, på faste pladser og orden, så Henning altid kunne finde sine ting, og på at der var plads til at komme rundt. Møblerne var derfor placeret efter faste ganglinier, ligesom tingene havde deres faste pladser, så han altid kunne finde tøj, køkkengrej mv. Graden af orden er nok højere end de fleste vil forvente af en ungkarl i 30erne, der har egen lejlighed, men det var af afgørende praktisk betydning for Henning.

De praktiske hensyn gælder også i køkkenet, hvor Henning selv lavede mad. Typisk lavede han sammenkogte retter, hvor han kunne lave mad til to dage på en gang. Til morgenmad spiste han havregryn, og frokosten blev spist i kantinen på arbejde. Henning havde fundet en særlig praktisk kaffemaskine, som det er lykkedes at finde til det genskabte hjem i Den Gamle By. Den orange Rowena er ekstra stabil, og det er næsten umuligt at vælte både kande og tragt, hvilket gør den meget sikker at bruge. Køkkenet blev brugt dagligt, men det var ikke udstyret med mange forskellige redskaber og krydderier. Det skulle være enkelt at gå til, og der var heller ikke meget plads til opbevaring i det lille køkken.

Handicap på museum

Når Den Gamle By vælger at indrette et hjem for en person med synshandicap bunder det i et ønske om at give et så bredt og troværdigt billede som muligt af, hvem danskerne var i 1974. Hjemmene i 1970er kvarteret rummer derfor mennesker med forskellige baggrunde, erhverv og aldre. Der er forskellige boformer og indretningsvalg, der afspejler beboernes livsstil. Det er i den sammenhæng helt oplagt, at kvarteret også rummer en person som handicap.

At valget er faldet på en blind, skyldes at det skulle være et handicap, som det var muligt at leve med i eget hjem, og som det var muligt at leve med i en ældre lejlighed uden særlige faciliteter. Samtidigt skulle det være en person, som havde en interessant historie, der rammer nogle af tidens tendenser i forhold til erhverv og fritid. Her var Henning det oplagte valg.

Mange af Den Gamle Bys gæster kender ikke en yngre blind, og museet kan derfor vække gæsternes nysgerrighed og bidrage til en bedre forståelse af livet med et handicap samtidigt med at hjemmet indgår i en velkendt sammenhæng i udstillingerne. Hennings lejlighed er på en gang genkendelig og anderledes. Genkendelig, fordi der er 1970er markører som farver, møbeltyper og tidstypiske mønstre.

Anderledes fordi der er hjælpemidler, som seende ikke kender, og små ting, der viser et andet liv. F.eks. er Hennings klædeskab og køkken nok noget mere ryddeligt end hos de fleste. Ryddeligheden og ordenen lægger gæsten måske ikke mærke til med det samme, men den går igen i hele lejligheden og undervejs vil gæsterne opdage, at der er faste pladser til alting. Om ikke før så når Henning fra en skærm med et interview fortæller, at sådan må det nødvendigvis være, når man ikke kan se, hvor man har stillet kaffen, lagt nøglerne eller smidt sin sweater. Kigger gæsten godt efter, giver Hennings orden hjemmet karakter. Dette træk er genskabt helt efter Hennings hukommelse, der har klarlagt placeringen af ting i køkkenet og stuen. Måske vil det give gæsterne i lejligheden anledning til at reflektere over, hvor mange eller få detaljer de selv kan huske fra deres tidligere hjem – og hvor meget tid de bruger til at lede efter ting, der ikke har faste pladser.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale københavnerlejlighed.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale Københavnerlejlighed.

Museer er til for hele befolkningen og har ansvar for den fælles historie, men alligevel er marginaliserede grupper kun sjældent en integreret del af museumsudstillinger. Hvis marginaliserede gruppers historie kommer på museum, er det ofte som særudstillinger og projekter med et særligt fokus. Blind mands lejlighed i 1970er kvarteret er et eksempel på, hvordan formidlingen af handicappedes historie kan indgå i en sammenhæng, som en del af det billede, der viser 1970erne som en helhed med bredde og identitet.

Det er målet, at formidlingen i lejligheden skal give museets gæster mulighed for at opleve lejligheden gennem Hennings øjne. Samtidigt arbejder vi på en ide om at udvikle tilbud, hvor blinde og svagsynede kan fungere som guider i lejligheden og 1974-kvarteret generelt. Tanken er, at deltagerne i disse forløb får udleveret briller, så de kan opleve den guidede tur med nedsat syn – måske skal det også være muligt at prøve at orientere sig i byrummet, lave kaffe eller løse andre dagligdags opgaver. Alt sammen ting der var en fast del af Hennings hverdag. I den sammenhæng er blinde og svagsynede eksperterne, og seende nybegyndere. På den måde kan Den Gamle By give en anderledes oplevelse og et andet syn på en selv. I dette nye syn ligger den atypiske historie om hvordan blinde og svagsynedes hverdag fungerer, og forhåbentligt kan udstillingen rykke ved de stereotypiske forestillinger om, hvordan blinde lever.

Hvad ser en blind, når han lukker øjnene?

Ud over det tætte samarbejde med Henning Eriksen har vi i opbygningen af lejligheden haft en lokal følgegruppe af svagsynede og blinde. Følgegruppen har mødtes i lejligheden undervejs og har ydet et stort bidrag i forhold til at øge forståelsen for de fejlskud seende har i deres opfattelse af blinde.

Et godt eksempel er, at vi tidligt i forløbet arbejdede med en ide om, at lejligheden skulle formidles uden lys for at vise Hennings syn. Både Henning og følgegruppen udpegede dette som en typisk fordom fra seende. Henning udtrykte det som ”For seende er fravær af syn mørke”. Følgegruppen var helt enig og forklarede ud fra deres egne synsforskelle, hvor mange forskellige måder et synshandicap kan manifestere sig på. Blindhed kan sagtens være lys og farver, skygger og bevægelse, hvilket er svært for seende at forstå. På den måde har samarbejdet været uvurderligt.

Den Gamle By samarbejder ofte med ekspertgrupper, så fremgangsmåden er ikke ny, men det er endnu engang blevet bekræftet, at det at genskabe et hjem efter en konkret persons hjem, og det at inkludere eksperter med specialviden i processen løfter resultatet og lader os komme meget tættere på den virkelige historie, som er den det hele handler om.

Dansk Blindesamfunds landsformand Thorkild Olesen står for åbningen af Henning Eriksens lejlighed. Fra 5. oktober er den åben for museets gæster.

Bogreolen fortæller

I Den Gamle Bys 1974-kvarter spiller bøger en væsentlig rolle i indretningen af de fleste hjem. Her er alt fra studiebøger, børnebøger, leksika, gør-det-selv håndbøger, telefonbøger, folketingsforhandlinger, skønlitteratur, kogebøger og meget mere.

Fra konversationsleksikon til Rasmus Klump

I de ni hjem er bøgerne med til at signalere, hvem beboerne er. I kollektivet hænger Maos lille røde til fri afbenyttelse på toilettet, mens hylderne hos de fire beboere, der er studerende, bugner af studiebøger og tidens venstreorienterede fag- og skønlitteratur.

Hos kernefamilien står en solid og smukt indbundet udgave af Salmonsens Leksikon sammen med bogklubbøger og håndbøger om husbyggeri, der kunne forberede familien på, hvordan drømmen om parcelhus kunne føres ud i livet.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Den enlige skoleinspektør frk. Sneums bogreoler viser en bred interesse for mange emner, men særligt politik, skønlitteratur og Norden er emner, der går igen. Frk. Sneum var datter af et socialdemokratisk byråds- og folketingsmedlem, og interessen for politik ses særligt i mængden af biografier om politikere og erindringer på hylderne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

På børneværelserne i hjemmene er der plads til traditionelle serier som ”De 5”, ”Jan” og ”De tre detektiver” –  og til tegneserier som Anders And, Tintin og Rasmus Klump, Pixibøger og skolebøger. Der er både klassiske børnebogsforfattere som Astrid Lindgren og Halfdan Rasmussen – og tidstypiske gør-det-selv idebøger, hvor alt kan laves ud af mælkekartoner, æggebakker og paprør fra toiletruller.

Et bredt bogmarked

1970´erne var præget af mange flere forskellige forlag end i dag – der var mange mindre forlag, som satte en ære i at give plads til venstrefløjsaktivister og græsrødder, der havde noget på hjerte. Et af de nye forlag var Tiderne Skifter, der startede i 1973 og i 1975 udgav Kvinde Kend din Krop, som siden er blevet en klassiker. Andre af tidens nye forlag var Modtryk, Demos og Husets Forlag.

Bogmarkedet var også præget af forlagenes bogklubber, som var en måde hvorpå man kunne sælge bøger billigere end hos boghandleren. Lademanns bogklub Union var postvæsenets største kunde og havde i sin storhedstid i slutningen af 1960´erne 325.000 medlemmer.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bøger fra den populære bogklub Union.

Bøger fra den populære bogklub Union.

I alt udkom der i 1974 6822 skøn- og faglitterære bøger – og bibliotekernes udlån var på lidt mere end 76 millioner. Til sammenligning var det samlede udlån i 2014 lige under halvdelen, mens der udkom knap 12.600 trykte bøger.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hvad siger din bogreol mon om dig?

Vi indretter da en børnehave over et værtshus!

I vinterferien åbner Den Gamle By en børnehave lige over jazzbar Bent J. Hvorfor det og hvorfor der, kan man spørge. Det korte svar er: fordi begge dele er en virkelig god historie!

For hvad gjorde man af alle de børn, som skulle passes, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 60’erne og 70’erne? I villakvartererne i udkanten af byerne kunne der bygges børnehaver mellem husene, men i større byer var man nødt til at indrette dem, hvor der var plads. Det kunne for eksempel være i en lejlighed i en etageejendom.

Samarbejde om indretning

Vi fra Den Gamle By og Daginstitutionernes Museumsforening Aarhus (www.dagmus.dk) har brugt mange timer på indretning af børnehaven.

Museet råder ikke over et villakvarter, så da talen faldt på at indrette en børnehave, skulle den selvfølgelig ligge i en etageejendom. Vi etablerede et samarbejde med Daginstitutionernes Museumsforening Aarhus (DMÅ), da foreningen råder over en stor viden inden for det pædagogiske felt, og den havde i en årrække indsamlet inventar fra århusianske børnehaver.

En lejlighed af passende størrelse havde Den Gamle By over jazzbaren Bent J. Man kan spørge, om det vil være sandsynligt med en børnehave over et værtshus, men DMÅ undersøgte sagen, og fandt et eksempel fra Vesterbro i København. På hjørnet af Istedgade og Gasværksvej havde der været en børnehave over værtshuset Postillonen.

Om denne børnehave fortalte en pædagog fra dengang, at endnu et værtshus, Kafé Krydset, havde fælles bagtrappe med børnehaven. Når den lukkede kl. 5 blev fulderikker og ludere smidt ud. De kunne finde på at lægge sig til at sove op ad børnehavens dør, “men de var flinke til at flytte sig, når børnene kom, og børnehaven skulle åbne”. Helt så rå bliver opgangen til Den Gamle Bys børnehave ikke!

Indretning af lejligheden

børnehaven4

Kvinder og mænd ser sådan ud under tøjet og under huden. Det var man ikke bleg for at fortælle børnehavebørn i 1970’erne.

Børnehavens indretning har været diskuteret indgående mellem DMÅ og museet, og de begrænsede kvadratmetre er nøje prioriteret. Inventar fra DMÅs og Den Gamle Bys samlinger er valgt ud og istandsat, og over vinteren 2015/16 er lejligheden blevet indrettet.

Den Gamle Bys børnehave består af en garderobe, tre stuer, børnetoilet, køkken og et kombineret pauserum/kontor/sygerum. Da lejligheden ligger på 1. sal, er der ikke direkte udgang til en legeplads. Den findes i baggården – lige ved siden af gårdens garageporte, affaldstønder og knallertværkstedets knallerter og cykler.

Åbning i vinterferien

Som vanligt byder Den Gamle By på børneaktiviteter i vinterferien. I år vil børneaktiviteterne blive koblet sammen med et besøg i Red Barnets Børnehave Rosenvang. Vi glæder os meget til at byde inden for.

Velkommen i Red Barnets Børnehave Rosenvang

Velkommen i Red Barnets Børnehave Rosenvang

Magasinfund løser gåde

I september 2001 var jeg i gang med en revidering af apotekshistoriske genstande i Den Gamle Bys apotek. I et skab i materielkammeret på førstesalen lå forneden og længst inde en mængde receptkuverter indpakket i støvet, brunt indpakningspapir. Den efterfølgende gennemgang af receptkuverterne afslørede, at der var i alt 751 forskellige kuverter fra landets apoteker.

Den Gamle Bys apotek blev åbnet i 1942. Op til åbningen stod en i 1934 specielt nedsat apotekskomite for indsamlingen af inventar og genstande fra landets apoteker. Receptkuverterne er sandsynligvis indkommet til museet som et led i denne indsamlingskampagne. Dette harmonerer fint med, at ingen af de fundne receptkuverter synes at være yngre end ca. 1940.

Receptkuverterne er alle i fin stand, og mange af dem er endda ubrugte. Dateringsmæssigt hører de til i årene mellem ca. 1870 og 1940. Kuverterne er blevet registreret, og kan alle ses på Museernes Samlinger.

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

En af kuverterne vakte ved registreringen min interesse, for et eller andet sted havde jeg set bygningen på forsiden før. Den pågældende kuvert, som ses herover, er ubrugt og fremstillet af hvidt, foldet papir med grønt tryk. På forsiden står GJØRDING APOTHEK adskilt af en morter, hvorfra der hænger guirlander ned omkring den centrale billedmedaljon.

Medaljonen har en stregtegning af en en-etagers murstensbygning med høj kælder og en fem-trins trappe op til den dobbelte indgangsdør. Over døren står med store bogstaver APOTHEK. Taget har to tagvinduer, to skorstene, og yderst til venstre et lille gavlspir. Til venstre for huset rækker et stort træ sine grene ind over en lille del af bygningen. Under medaljonen ses guirlanden igen, fæstnet til medaljonen med to korsformede knapper. Nederst i højre hjørne har trykkeriet sat dets navnetræk A/S HAGEN & SIEVERTSENS ETABL. ODENSE. Stentrykkeriet Hagen & Sievertsen var storleverandør af receptkuverter til landets mange apoteker. Bagsiden er blank. Størrelsen på kuverten er 7,2 x 11, 4 cm. Den omtalte kuvert fra Gørding apotek kan ses på Museernes Samlinger under museumsnummer DGB 00242 AND 2002.

Gørding apotek blev oprettet 5. november 1902 og slog dørene op for offentligheden 3. november 1903 i en ny-opført murstensejendom på Søndergade. Apoteket blev nedlagt som selvstændigt apotek 1. september 1975, og blev i stedet til et filialapotek, først under Holsted apotek og fra 1. marts 1983 under Bramminge apotek. Filialapoteket blev endegyldigt lukket i 2008, men bygningen står stadig i Søndergade i Gørding.

Hvor havde jeg dog set den bygning før? En hastig gennemgang af Den Gamle Bys bøger om receptkuverter gav svaret. Hans-Otto Loldrup udgav i 1997 den herlige bog Receptkuverter, en kunstnerisk specialitet fra apoteket. Forfatteren er en af vort lands ypperste kendere af det danske apoteksvæsen i almindelighed og receptkuverter i særdeleshed. Bogen er spækket med nyttige oplysninger om receptkuverter, deres historie og udbredelse, de ansvarlige trykkerier, alle landets apoteker og meget mere. Alt ledsaget af et væld af fine illustrationer.

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Og dér, på side 33, er den selvsamme bygning! Godt nok set fra en lidt anden vinkel, men der hersker ingen tvivl. Det er og bliver den samme bygning. Spændende, for netop dén kuvert har voldt Loldrup og landets samlere af receptkuverter problemer: Kuverten er anonym!

Trykkeriet har ved fremstillingen af kuverten afbildet i Loldrups bog åbenbart haft lidt for travlt. Der mangler nemlig en meget vigtig detalje: Apotekets navn! Det er meget fint, at telefonnummeret er angivet på forsiden, men i hvilken dansk by lå apoteket?

Postkort fra ca. 1930 (gordingarkiv.dk)

Postkort fra ca. 1930. Apoteket til højre har fået ophængt et skilt med APOTEK ved indgangsdøren og de to gelændere er synlige (gordingarkiv.dk)

Selv om det er den samme bygning, der ses på de to receptkuverter, er der alligevel små forskelle. På den anonyme kuvert står der over døren APOTEK. To gelændere er opsat på muren op til indgangsdøren. De tre dannebrogsvinduer til venstre for døren, som ses på Den Gamle Bys kuvert, er blevet udskiftet. Den anonyme kuvert vist i Loldrups bog burde sådan set være lidt yngre end Den Gamle Bys kuvert. Her skal man dog bemærke sig, at træet på Den Gamle Bys kuvert er vokset set i forhold til den anonyme kuvert.

Ud fra stilistiske træk har jeg forsøgt at datere Den Gamle Bys receptkuvert til ca. 1903-25.

Apoteket senest 1941 (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Apoteket senest 1941. Skiltet fra postkortet ca. 1930 med APOTEK hænger der stadig, men en skorsten og begge gavlspir er fjernet (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Sædvanligvis bringer receptkuverterne tillige apotekerens navn. Men ikke her. Hvorfor mon? Kan det skyldes, at både Den Gamle Bys kuvert og den anonyme kuvert fra Loldrups bog er fremstillet i en overgangsperiode mellem to indehavere af apoteket? Her skal man i så fald nok mest tænke på, at apotekeren Valdemar Holger Jensen døde 22. januar 1925, og den næste apoteker Egil Carl August Viinsted først modtog sin bevilling 1. april 1925 og overtog apoteket 1. maj 1925. Er begge receptkuverter trykt i perioden mellem 22. januar og 1. april 1925?

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Man siger gerne, at de bedste museumsfund gøres på museernes egne magasiner. Vel er denne kuvert fra GJØRDING APOTHEK hverken at sammenligne med Guldhornene eller Køge Bugt medaljen, men fundet i 2001 af denne receptkuvert har immervæk løst en lille gåde i receptkuverternes historie i Danmark.

 

1970´er jul – hammer og segl, flettede hjerter og lametta

Hvordan holder en hippie egentlig jul? For Benny Andersen og Bodil Jensen var svaret i 1974 lige for – vi sætter hammer og segl i toppen af juletræet!

I november 2015 genskabte Benny Andersen toppynten til juletræet i han og Bodils 1974-hjem i Den Gamle By. Hammer og segl blev tegnet, klippet og skåret til i tyndt pap, malet pink og drysset med sølvglimmer – alt sammen i overensstemmelse med hvordan den originale juletræstop blev lavet.

Det hele foregik i lejligheden i Huset i Havnegade, og det skortede ikke på kommentarer fra Den Gamle Bys gæster. En yngre mand spurgte lettere vantro: ”Havde man det?????”. Benny svarede ”Det ved jeg ikke, men vi havde!”

 

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Politik og symboler

For Benny var hammer og segl symbolet på foreningen mellem industriarbejdere og landarbejdere og ikke på Sovjetunionen, som han tog afstand fra.

Mens Bennys far var medlem af DKP, støttede Benny og Bodil lige som mange andre af tidens unge VS. 1970´ernes mange venstrefløjsfraktioner var uenige på flere punkter, men spørgsmålet omkring Sovjetunionen og Stalin var centralt.

For DKPs støtter var antistalinisme et skældsord, mens afstandtagen til Sovjetunionen og Stalintiden var en selvfølge for VS´ere. På den baggrund blev der også kamp om symbolerne. Benny indrømmer i dag, at der var en snært af provokation over for hans far ved at genopfinde hammer og segl med pink op-art farve og glimmer.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Juledekorationer og kunstnerisk frihed

Det er ikke tilfældigt, at hammer og segl var hjemmelavet. Benny og Bodil mødte hinanden, mens Bodil gik på Kunstakademiet i Aarhus, og de var begge optagede af at udtrykke sig kunstnerisk.

De malede, fotograferede, lavede collager, tegnede, sang og spillede musik. I 1974 var de begge aktive i oprettelsen af Aarhus Folkekunst. Nogle gange havde parret en fælles kunstnerisk proces, andre gange gav de hinanden udfordringer. Til jul var det f.eks en fast tradition, at de hver lavede en juledekoration i hver deres stil.

Bodil døde i 1999, så i november 2015 lavede Benny begge dekorationer selv, men han har tilstræbt, at følge deres sædvanlige valg med gips og glimmer som sne og frost på grenene i dekorationerne. På samme måde er der to lys i Bennys dekoration og kun et i ”Bodils”.

Tørret naturpynt var en favorit hos dem begge, og det var vigtigt, at dekorationerne ikke var symmetriske eller for ordnede. Man skulle ud over pænhedens begrænsninger.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Traditioner og ”sprutslik”

Billeder fra julen 1974 hos Benny og Bodil viser, hvordan hammer og segl pryder juletræets top – mens resten af træet er pyntet med traditionel juletræspynt som lametta, glaskugler og flettede julehjerter.

Sammenstødet mellem det traditionelle og den frie kunstneriske tilgang bliver næsten ikke tydeligere. Benny og Bodil havde meldt sig ud af folkekirken og var ikke kristne, men barndommens juletraditioner holdt alligevel ved. Klare kristne symboler, som engle, brugte parret dog ikke, og de gik ikke i kirke, men de sang julesalmerne.

Benny fortæller, at ”Højt fra træets grønne top” var deres ynglingsjulesang, fordi den kom helt uden om at nævne kristne elementer, men de andre julesange blev ikke undgået af den grund. Julen handlede for Benny og Bodil om god mad og godt selskab.

Bodil var dygtig til at lave mad, og udover småkager og juleslik, som de begge holdt meget af, købte Benny hvert år en flaske Kahlua eller pebermyntelikør – ”sprutslik”, som han kaldte det. Sprutslikket blev brugt som julekalender, og Benny fik et lille glas hver dag efter arbejde. Benny og Bodils jul er fyldt med juletraditioner i kreativ ny forklædning.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover "sprutslik" til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover “sprutslik” til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

Det grønlandske eksperiment

22. oktober 2015 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de sidste fire nulevende grønlændere, som var en del af `Grønlandseksperimentet´ i 1951. Historiepraktikant Maria Juul Pedersen har set nærmere på baggrunden for undskyldningen til de tvangsfjernede børn. En undskyldning, der var længe ventet for en af hovedpersonerne i Den Gamle Bys 1974-bydel, Helene Thiesen.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Eksperimentet

Grønlandseksperimentet var et samarbejde mellem de danske og grønlandske myndigheder, bistået af Dansk Røde Kors og Red Barnet. Eksperimentet gik ud på, at 22 grønlandske børn skulle sendes i et etårigt forløb til Danmark. Børnene skulle lære dansk sprog og kultur og blive forbilleder i Grønland. Det var et krav, at de 22 børn skulle være 6-7 år gamle. De skulle have en høj intelligenskvotient og være familieløse. Kravene var dog svære at opfylde, og man valgte derfor at udvide aldersgrænsen til 5-8 år og medtage børn med én forælder.

Jeg har altid følt et savn efter Grønland 

Et af børnene i eksperimentet var Helene Thiesen, som i 1951 var 7 år gammel. Efter faderes død kom to mænd og spurgte Helenes mor, om hun ville sende Helene til Danmark. Helenes mor svarede nej de første to gange, men svarede til sidst ja. I Helenes genskabte lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter fortæller hun selv sin historie om barndommen og ungdommen i Danmark. Helene deltog aktivt i indretningen af lejligheden, og fordi det var meget vigtigt for hende, at være omgivet af grønlandske ting, har hun doneret flere af sine egne ting til studielejligheden. De grønlandske ting var vigtige for Helene, fordi hun altid har følt et savn efter Grønland og det at være grønlænder.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Uden modersmål

Den oprindelige tanke med Grønlandseksperimentet var, at børnene skulle være i Danmark i et år, men børnene kom først tilbage efter halvandet år. Flere af dem nåede ikke at gå i dansk skole, fordi plejeforældrene ikke fik besked om, hvor længe børnene skulle blive. Da Helene kom tilbage til Nuuk, fortalte hun begejstret sin mor om sine oplevelser, men uden at få noget svar. Helene undrede sig, men da moderen begyndte at tale til hende indså hun, at hun havde mistet sit grønlandske sprog, og ikke længere kunne tale med sin mor.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Børnehjemsbarn

Endnu en overraskelse, som ventede børnene hjemme i Grønland var, at de ikke længere kunne få lov til at bo hos deres familier. De skulle bo og opdrages efter danske normer på et Dansk Røde Kors børnehjem, og gå på den danske skole i Nuuk. Forstanderen på børnehjemmet opdragede børnene til at leve pænt og ordenligt. Børnene havde ikke lov til at tale grønlandsk på børnehjemmet eller i skolen, og de fik kun sjældent lov til at besøge deres familier – trods det at Helenes mor boede i Nuuk, ikke langt fra børnehjemmet. Livet som børnehjemsbarn var svært for Helene, hun græd ofte og følte et tomt hul i maven.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Sprogets betydning

En del af forklaringen på børnenes placering på Dansk Røde Kors børnehjemmet og den danske skole skal findes længere tilbage i historien. I 1949 rejste en dansk kredslæge, på foranledning af Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, rundt i Grønland, for at nedskrive en rapport om problemerne i Grønland og oprettelsen af de danske børnehjem. Hans tilbagemelding var, at børnene på Dansk Røde Kors’ børnehjemmene var nogenlunde glade, sunde og velklædte, og at den grønlandske lokalbefolkning var taknemmelige for hjemmene. Ønsket om børnenes prægning af det danske sprog, kan spores tilbage til 1950, hvor den daværende grønlandske politiker, Augo Lynge, blandt andet skrev, at man ønskede at gøre grønlænderen til en god dansk borger. Derfor anbefalede han, at der skulle opføres flere dansksprogende børnehaver og skoler, og at der også skulle tales dansk uden for institutionerne, så børn og unge kunne vokse op med det danske sprog. Augo Lynge mente at sproget, var et redskab til at uddanne sig og dermed styrke selvtilliden i Grønland.

I den bedste mening

Eksperimentet skete i den bedste mening. De danske myndigheder ønskede at give børnene en barndom under bedre sociale forhold, end hvad Grønland kunne tilbyde på daværende tidspunkt. I oktober 2015 erkendte Red Barnet imidlertid, at forsøget slog fejl, og at flere af børnene blev mærket for resten af livet (DR nyheder, http://www.dr.dk/nyheder/indland/red-barnet-giver-officiel-undskyldning-til-tvangsfjernede-groenlandske-boern). Helene fortæller, at hun har levet med en splittet identitet hele sit liv. Som barn var hun grønlænder, men kunne ikke grønlandsk. Først som voksen lærte hun igen sit grønlandske sprog. Helene har grædt meget hele sit liv og har aldrig vidst, hvorfor hun blev taget væk fra sin mor og sine søskende, eller hvorfor hun ikke måtte tale grønlandsk eller leve efter den grønlandske kultur.

Børnene og forældrene vidste intet om, at det forløb de havde været igennem var et eksperiment. Først da Tine Bryld skrev bogen ”I den bedste mening” i 1990, blev forholdene omkring sagen kendt, og Helene fik sandheden af vide. Siden har Helene selv skrevet en erindringsbog og holdt foredrag om, hvordan hun oplevede eksperimentet. Samtidig har hun været forkæmper for, at børn og pårørende skulle modtage en officiel undskyldning.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Undskyldningen – et plaster på såret

I et radiointerview i 2010 sagde Red Barnet, repræsenteret af daværende generalsekretær Mimi Jakobsen, for første gang officielt undskyld til eksperimentets deltagere. Senere erkender organisationen, at undskyldningen ikke var tilfredsstillende, fordi den var for indirekte. Undskyldningen skulle i stedet gives ansigt til ansigt med børnene fra eksperimentet.

Over de seneste år har det været et tema i den offentlige debat, hvem der har ansvaret for at undskylde, og om man overhovedet skal undskylde for noget som er sket i fortiden? Ifølge Red Barnet er en undskyldning nødvendig, da der her er tale om en klar krænkelse, som har haft tydelige skadelige følger. Red Barnet har offentligt udtalt, at krænkelserne, set med nutidige øjne, var i direkte strid med børnenes grundlæggende rettigheder. Red Barnet underskylder for sin deltagelse i arrangementet og anerkender, at børnene aldrig skulle have været fjernet.

I et radiointerview (P1 Morgen, d. 22.10.15, http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-10-22/#!/) omkring Red Barnets undskyldning fortæller den i dag 71-årige, Helene Thiesen, at hun er glad og taknemmelig for undskyldningen. ”Det er et plaster på såret, men der er stadig brug for mange plastre”, tilføjer hun. Helene og flere af hendes skæbnesøskende håber stadig på engang at få en officiel undskyldning af Den Danske Stat.

Galionsfigurer m/k

Her fortæller vi om galionsfigurernes flytning, som eksempel på hvordan vi emballerer og pakker tunge genstande af bemalet træ.

I en periode har Toldbodens 1. sal været lukket for vores gæster, da der mangler en flugtvej. Genstandene blev flyttet, men nogle krævede en særlig behandling – bl.a. fire galionsfigurer. Den Gamle Bys møbelkonservator Torsten Meinert Johnsen fik opgaven at nedtage, emballere og flytte de fire figurer.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Hver figur er unik i størrelse og udformning, og derfor skal der laves en kasse, som passer til hver enkelt.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Når galionsfigurerne skal flyttes på magasin, er det vigtigt, at de ikke kan rykke rundt i kassen og få skrammer eller stød. Derfor fores hver kasse med små klodser af tilskåret polyethylenskum og træ, så figurerne er helt fixerede.

Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.
Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.

Hver kasse mærkes med genstandens museumsnummer og et fotografi, og derefter er kasserne klar til at blive lukket…

Farvel og god transport...

Farvel og god transport…

De fire galionsfigurers historie fortager sig for øvrigt i det dunkle, da der er utrolig lidt kendskab bevaret om deres tilværelse, inden de kom til Den Gamle By. Herrefiguren er klædt i tøj fra begyndelsen af 1800talet, og kvindefigurerne er fra midten af 1800tallet. De tre af figurerne er erhvervet i 1930erne fra den jyske vestkyst, og det antydes, at de stammer fra skibsvrag. En lidt uhyggelig tanke der minder os om de bestandige farer, danskerne måtte leve med gennem århundrederne.

”Et kæmpestort puslespil med rigtig mange brikker!” Smugkig hos håndværkerne i huset fra Hjørring

Huset fra Hjørring er ved at tage form i Den Gamle By. Efter at have været skilt ad i Hjørring, er det ved at blive genopført som del af 1974-kvarteret. Det har set færdigt ud i det ydre i over et år, mens der er arbejdet på den indvendige færdiggørelse. 

Det er en helt unik håndværksproces, der skal til, for at flytte et hus. Her får du et smugkig bag facaden.

Hjoerringhuset

Fra Hjørring til Den Gamle By

Den Gamle By har en høj profil inden for bevaring af de gamle håndværkstraditioner, herunder benyttelsen af de gamle materialer, værktøjer og teknikker. Men en del af det håndværksarbejde, der foregår på museet, er faktisk inden for den helt specielle disciplin at flytte eksisterende huse til museet. Det har vi gjort med bindingsværkshuse i nu 100 år. Men det nye er, at det nu er fuldmurede huse, der flyttes til Den Gamle Bys moderne bykvarter – og det er en noget mere kompliceret affære.

Huset fra Hjørring blev opført på den nuværende Wenbovej i Hjørring i 1902 som et beboelseshus i et typisk arbejderkvarter. Ved opførelsen blev der brugt materialer fra en nedrevet bank, deriblandt hoveddør og vinduer. Huset består af seks lejligheder og fuld kælder. Genopførelsen blev påbegyndt i 2010, og ved rejsegildet i 2011 deltog flere af husets beboere gennem tiden. To af dem var oven i købet født i huset.

Huset blev først nedtaget nænsomt af Den gamle Bys håndværkere – stykke for stykke. Tømrer- og snedkerværk – vinduer, døre, tag, spær, bjælker fodlister og trapper – blev afmonteret, og facademurene blev herefter adskilt i store mursektioner.

Elementhejs

Arkivfoto fra 2008: Mursektionerne blev pakket ind i stabiliserende plader, inden de blev hejst på blokvognen og kørt på magasin.

Ved genopførelsen er delene blevet samlet igen som et gigantisk puslespil på husets nye adresse i Nygade i Den Gamle By. Det er et stort præcisionsarbejde at få det hele til at passe, men det er heldigvis lykkedes. Metoden med at flytte fuldmurede huse i mursektioner er udviklet af Frilandsmuseet, men det er første gang, den anvendes på et 2½-etagers hus.

Ved at flytte facademuren i store dele, sikres det, at hver eneste mursten sidder nøjagtigt samme sted, som da huset stod i Hjørring – selv husnummeret er fulgt med! Når man i dag beundrer den genrejste facade i Den Gamle By,  er det umuligt at se, hvor facade-delene har været skilt ad.

Element-samling

Arkivfoto fra 2011: Arbejdet med at samle elementerne igen, når huset opføres, kræver stor omhu, for når arbejdet er færdigt, må man ikke kunne se, at husets murværk har været skilt ad.

Det store arbejde bliver løbende dokumenteret, og når huset åbner for offentligheden, bliver det blandt andet med en udstilling om, hvordan man flytter et fuldmuret hus stykke for stykke.

trappehejs

Arkivfoto fra 2011: Husets originale hovedtrappe blev hejst på plads i trappeskakten i ét stykke inden taget blev lagt. Heldigvis passede den perfekt!

Puslespil med træværk

De indvendige vægge blev pudset i løbet af vinteren og foråret 2014, og siden august i år har tømrerne været i gang med at sætte træværk op indvendigt. Den Gamle Bys tømrerformand Ejvind Maltesen giver denne dugfriske status på, hvor langt håndværkerne er nået netop nu:
– ”Vi er faktisk lige ved at være færdige med det indvendige træværk. Vi er ved at sætte de sidste loftslister op.”

Loftslister

Alt træværket genbruges så vidt det overhovedet er muligt. Her sætter Christina og Thomas loftslisterne på.

Ejvind og flere af de andre tømrere, som arbejder på genopførelsen, var også med til at nedtage det selvsamme træværk, dengang huset blev hentet i Hjørring i 2008: ”Det var sjovt at pakke det ud af containerne igen. Var det, som vi huskede det?”

Heldigvis behøver de ikke huske alle detaljer. Et stort registreringsarbejde under nedtagningen har sikret, at er blevet nummereret og hver enkelt stykkes præcise placering er noteret, så det hele kan samles rigtigt igen.

Toiletvæg

Skillevæggen ind til toilettet på bagtrappen er også samlet stykke for stykke. Hvert enkelt stykke er grundigt nummereret under nedtagningen for fem år siden.

Tømrersvend Christina Veinholt Jensen synes, det er en opgave ud over det sædvanlige:
-”Det er sjovt at se, om træværket nu også passer der, hvor det skal.”

Det gør det ikke altid helt, for husets mure kan godt have forrykket sig ganske lidt, men dog nok til at træværket skal tilpasses. Husets originale skævheder er dog forsøgt bevaret mest muligt.

– ”Men hvis det ikke passer, så må vi tilføje et lille ekstra stykke til en fodliste eller måske skære et lille bitte stykke af”, forklarer Christina. “Andre gange er registreringen af et stykke træværk af en eller anden grund mangelfuld, fx når et nummer er faldet af. Så vi må kigge på stykket og se, om der er nogle spor, som afslører, hvordan det har siddet oprindeligt. Det er et kæmpe stort puslespil med rigtig mange brikker!”

Imens har Ejvind fundet den zinkplade, som har siddet på gulvet under en brændeovn i stuen. Pladens placering ses tydeligt i gulvbrædderne.

zinkplade

Bygningens træværk er fuld af spor. Her viser Ejvind sporene efter en af husets brændeovne. Zinkpladen, som ovnen engang har stået på, er også fulgt med fra Hjørring.

Så meget som muligt bevares

Også væggen ind til toilettet er originalt træværk, ligesom alt fra køkkener, knagerækker og  lister til trapper, døre og vinduer. Tømrersvend Thomas Bordal fortæller:
– ”Vi har været nødt til at skifte noget af træværket ud, fordi det var i for dårlig stand. Det hedder en påskarring”, forklarer Thomas, ”men vi har bevaret så meget af det originale, som vi overhovedet kunne.”

Når tømrerne er færdige med at sætte træværket op, rykker malerne ind. Og når det hele er malet, ser man næsten ikke de påskarrede stykker.

Påsparring

Thomas har lavet en påskarring med et nyt stykke træ, fordi der var gået råd i nederste del af den originale dørkarm.

Bjælkelag fortæller bygningshistorie

Når huset åbner for offentligheden, bliver det også med en udstilling, der fortæller husets egen historie, hvor man blandt andet kan kigge ned i husets forskellige lag og se, hvordan det er konstrueret.

Bjælkelag

Christina viser de blotlagte lag i etageadskillelsen. Når udstillingen åbner, vil gæsterne kunne kigge med.

Christina viser et hjørne, hvor man har valgt at lade husets indre dele være blotlagte:
– ”Her kan man se, hvad der gemmer sig i etageadskillelsen. Først er der gulvbrædderne på etagen ovenover, dernæst de bærende bjælker og indskudsbrædder. Under bjælkelaget er der et lag forskallingsbrædder med rørvæv på. På rørvævet har murerne udkastet puds, dernæst grovpudset og til sidst finpudset loftet. Og i gulvet kan man se indskudsleret, som man brugte til at brand- og lydisolere med imellem etagerne.”

Lerindskud-hjoerringhus

Fra gammel tid har man brugt ler som isolerende indskudsmateriale i etageadskillelsen. Lerindskuddet har en god brandisolerende effekt.

Ud over selve husets konstruktion og hvordan det er flyttet, vil den kommende udstilling i huset også fortælle historien om nogle af de mennesker, der har boet i det. Huset fra Hjørring åbner efter planen i foråret 2015.

Ud over huset fra Hjørring, opføres netop nu tre andre flyttede huse: Et hus fra Viborg, et hjørnehus fra København og et baghuskompleks fra Horsens. Desuden har museet huse fra både Skanderborg og Jelling stående på lager til den resterende del af karéen i den nye bydel.

Links

Læs mere om Huset fra Hjørring

Følg byggeriet af den nye bydel

Borgmestergårdens velbevarede hemmeligheder – fortsættelse af blogindlæg fra 27. maj

For tiden går jeg rundt med et lille smørret smil på læben. Det føles som om, jeg har knækket en kode eller lagt nogle vigtige brikker i et puslespil, som aldrig før er blevet samlet…

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Den 27. maj skrev jeg et indlæg om de undersøgelser af Borgmestergården, der var i færd med at blive udført. Kort fortalt undersøger kandidatstuderende Mathilde Schødt Veland skriftlige kilder og selve bindingsværket på Borgmestergården, alt imens jeg har udtaget en masse prøver af farvelaget i fire af rummene.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Vi vil gerne belyse gårdens historie med nye teknikker, som Nationalmuseet ikke anvendte tilbage i 1908, da de undersøgte gårdens historie. F.eks. vil vi gerne have bekræftet, om Borgmestergården virkelig stammer fra 1597, som står udskåret over porten. Vi vil også gerne have afklaret, hvor meget af de originale dekorationer fra 15-, 16- og 1700tallet, der er bevaret inde under de nuværende farver, og slå fast om rekonstruktionerne af dekorationerne holder sig til forlægget.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Mens vi afventede svar på dateringerne af træprøverne fra bindingsværket, fik jeg tid til at studere de mange små prøver af farvelagene i mikroskop. Jeg sammenlignede de 34 små bitte prøver i 50 – 500 ganges forstørrelse, for at finde ud af hvor meget af den originale farve, der var tilbage. Desuden var der et lille håb om, at jeg ville kunne finde spændende farverester, som kan være med til at støtte op om Mathildes undersøgelser af bindingsværkets alder og bygningshistorik.

Nu er resultaterne så endelig på plads – både for trædateringerne og farveundersøgelserne.

Lad mig starte med de dendrokronologiske dateringer af bindingsværket:

For at en dendroundersøgelse skal munde ud i en præcis datering for træets fældning er det nødvendigt, at den yderste årring lige under barken er bevaret i det stykke træ, man borer i. I Borgmestergården er det desværre ikke mange prøver, som har bevaret den yderste årring, så mange af dateringerne fortæller, hvornår træet tidligst er blevet fældet. Man siger tidligst, fordi det er umuligt at konkludere, hvor mange årringe, der er fjernet, da man huggede stolperne til. Man kan f.eks. analysere sig frem til, at den yderste årring blev dannet i 1595, men man ved ikke, hvor mange årringe der blev hugget væk.

Hvilke år er stolperne i Borgmestergården så blevet fældet? De dendrokronologiske dateringer viser, at adskillige af stolperne blev fældet omkring år 1596-97, altså netop på samme tid, som inskriptionen over porten fortæller. Men der er også nogle stolper, som er fældet et godt stykke tid inden da. I den længe af Borgmestergården, som vender ud mod Algade og bagerbutikken (oprindeligt Immervad), er der mindst tre stolper, som må være fældet længe inden 1597. Desværre er der ingen præcise dateringer, men en af de ældste stolper – der også er ekstra bred – kan være fældet omkring 1442. Her er det urealistisk at tro, at der skulle være fjernet omkring 150 årringe, da man lavede stolpen, så der er ingen tvivl om, at den er fældet væsentlig inden 1597.

Den kvikke læser tænker måske – kan der være tale om, at man har anvendt nogle gamle stolper til at bygge Borgmestergården med i 1597?

Tjaa, har de ligget ubrugt hen i mange år? Det er vel næppe sandsynligt, at træ ligger lagret i mere end et årti. De fleste stolper ser da også ud til at være fældet umiddelbart op til 1597, hvor gården blev bygget.

Kan nogle af stolperne være genanvendt fra et andet byggeri? Bindingsværk er konstrueret ved af afbinde tømmeret med hinanden, dvs. udhugge hulninger og huller hvor de vandrette og lodrette dele mødes, så de “binder” sammen. Der er ikke tegn på, at de gamle stolper i portvæggen har været anvendt i en anden konstruktion. Derfor tror vi ikke, de er genanvendt.

de to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion ældre.

De to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer, er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion er ældre.

Mathilde tog en lang snak med Den Gamle Bys bygningschef Niels Meyer om resultaterne. De kom frem til den konklusion, at Borgmestergården må have inkorporeret dele af en ældre bygning, da den blev bygget i 1597. Ja, faktisk er der noget, som tyder på, at selve portvæggen, som man kan se, når man går ind ad porten overfor bagerbutikken, må stamme fra den ældre bygning. En væg, der meget vel kan være den ældste i hele Den Gamle By.

Det vides, at der på Immervad tilbage i middelalderen lå et helligåndshus, altså en bygning hvor syge og ældre fik pleje. Om det er rester af dette eller en del af et kompleks omkring helligåndshuset, som er bevaret i Borgmestergården, er uvist. Det er heller ikke utænkeligt, at der er tale om en del af et borgerhus, som er opført kort efter reformationen i 1536. Denne historie er dog slet ikke belyst endnu og må stå som gætværk.

Hvad kunne farverne fortælle om bygningens historie?

For det første kunne jeg hurtigt konstatere, at de fine kalkmalerier i renæssancestuen og blåkammeret næsten fuldstændigt forsvandt, da Borgmestergården blev nedtaget og genopført på landsudstillingen i 1909. Kun bitte små rester af kalkdekorationerne findes bevaret nede under rekonstruktionerne. Men til gengæld viser de gamle fotos, malerier og beskrivelser, at kunstmaleren, som udførte dekorationerne, arkitekterne, som stod for genopførelserne og magister Chr. Axel Jensen fra Nationalmuseet gjorde en stor indsats for at lave rekonstruktionerne så tæt på forlægget som muligt. Både på landsudstillingen og i den nuværende placering.

En helt ny opdagelse er, at der nede under det fine kalkmaleri i renæssancestuen, som Chr. Axel Jensen i 1908 formodede var fra gårdens opførelse i 1597, ligger rester af en brun oliefarve. Denne brune farve findes der også rester af under mange hvide kalkfarvelag i de to undersøgte rum i den nederste etage.

Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller som et nistret lysebrunt område. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst ligger de hvide kalklag og det grå polyestermedie, som prøven er indstøbt i.
Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst er de hvide kalklag og det grå medie, som prøven er indstøbt i.

Det kan tænkes, den brune farve blev påført træet, fordi man ikke brød sig om det helt friske egetræs lyse nuance. Derfor gav man straks en mørkere brun farve til træet, så det kom til at se lidt ældre ud. Det er vel nærmest helt omvendt af, hvad vi gør i dag… hvis vi overtager et hus med gamle brune trælofter eller gulve, vælger mange at lysne træet med en tynd hvidlig maling eller lud. Det kan også tænkes, at hele væggen fik den brune farve, for at det skulle se ud som om, den var dækket af et gammelt træpanel.

Det mest spændende fund var dog en farve, som kun fandtes et enkelt sted i mine 34 prøver. Mathilde havde fra starten undret sig over, hvorfor der inde i det rum, hvor de to længer støder sammen findes nogle fint svungne bjælkeender, som bliver skjult inde bag en tværgående bjælke. For hvorfor dog bruge tid og penge på en udsmykning af bjælkeenderne på Torvelængen, når de blev skjult af Immervadlængens tværgående bjælke  – med mindre de to længer ikke oprindeligt var bygget sammen?

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en bølgelingende profil. Det kan man dog ikke se for den tværgårende røde bjælke.

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en svunget profil. Det kan man dog knap nok se for den tværgående røde bjælke. De grønne klistermærker markerer, hvor jeg har udtaget prøver af farven.

På en af disse bjælkeender udtog jeg en prøve, som viste en original farve, der var virkelig speciel af flere årsager:

For det første var den grå – og det er den eneste grå farve, der var til stede i alle de 34 prøver, jeg har taget.

For det andet var den trængt meget dybt ind i træets celler. Det gjorde den brune oliefarve eller de andre senere farver ikke på samme måde.

For det tredje var det en meget besynderlig grå kulør. Hvor grå bygningsmaling i ældre tider typisk blev fremstillet ved at blande lidt grovkornet sort farve udvundet af forkullet træ i hvid maling, var denne helt anderledes. Der ses ingen sorte pigmentkorn, men selve farvestoffet i malingen er gråt i sig selv, og indeholder utallige bittesmå glimmerkrystaller. Dette fortæller mig, at der måske er brugt en grå jordfarve, hvilket jeg har set beskrevet, men aldrig før fundet på en bygning.

her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

Her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

 

Set i UV-belysning er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst brunligt i UV-lys.

Set i UV-belysning og ved meget større forstørrelse er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst gulbrunt i UV-lys, og det ligger som små lommer nede i træets grålige struktur.

Mathilde blev vældig interesseret i min mærkelige grå farve. Hvad nu hvis den samme grå farve fandtes bevaret nede i træets celler ude på ydermuren i gården? Så kunne vi være meget mere sikre på, at de to længer ikke var bygget sammen fra begyndelsen!

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med det indvendige, der tilhører samme væg.

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med den førnævnte bjælkeende, der sidder på den samme væg (bare inde).

Mine forhåbninger til farveprøver fra gårdfacaden var ikke høje. Jeg har erfaring for, at vejr og vind slider utrolig hårdt på farvelag, og dette farvelag er altså over 400 år gammelt! Men afprøves skulle det – og mon ikke svalegangen har beskyttet farvelaget nogenlunde mod det værste sol og regn.

Jeg udtog en prøve af farven fra bindingsværket under svalegangen, og efter preparering af prøven tog jeg den ind under mikroskopet. Jeg havde kun lige fået stillet skarp på prøven, da jeg bogstavelig talt tabte kæben. Jeg tog mig selv i at gentage “Det er løgn, det er løgn”, selv om jeg kunne se, at det faktisk var ganske rigtigt: Den selvsamme besynderlige grå farve var også trængt ned i træet celler hér. Nu var ikke tid til at forfatte en email eller skrive rapport. Jeg greb mobilen og jublede mit glade budskab til Mathilde – at hendes iagttagelser om, at gården måske ikke var bygget sammen fra starten kunne bekræftes. At den nuværende indervæg med de skjulte bjælkeender må have siddet som ydervæg oprindeligt. I 1597 så Borgmestergården altså ikke ud, som den gør nu! Hvad Nationalmuseet ikke havde udstyret til at konkludere i 1908, kan vi afklare her i 2014.

Se det var en rigtig historie om bygningsarkæologi og om, hvordan man kan opnå resultater ved at samarbejde på tværs af fag og specialer.

Vil du læse mere om undersøgelserne af Borgmestergården, vil der komme en artikel i Den Gamle Bys årbog sidst på året. Vil du vide mere om, hvordan jeg helt konkret preparerer og analyserer farveprøverne, kan du læse min første blog fra 2014…

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)