Ansatte i Den Gamle By er en særlig størrelse. Nysgerrighed og viden går hånd i hånd, og hos mange ansatte gemmer der sig overraskende nicheviden. Skiltemaleren er ekspert i at slibe knive, projektchefen ved alt om juleøl, 1800-tals præsten er tegneseriespecialist, og assistenten dyrker historie i sin fritid. Denne tilgang til at drive museum betyder, at kompetencer og viden findes i alle ender og kanter af museet, og at der er et stort ejerskab til museet blandt kollegerne.

Murerformand Hans Bendix med sin Fiat, som udover at fragte ham til og fra arbejde, passer perfekt i gadebilledet i 1970´er bydelen.

Mange gange rækker interessen ud over Den Gamle By. Et godt eksempel på det er assistent Trine Vindevoghels arbejde med historien om Thomas Sneum. Trines interesse startede med frk. Bodil Sneum, hvis lejlighed i Tårnborg Trine var med til at indrette i 2013.

Trine arbejdede her med klargøring af møbler, og særligt klaveret brugte Trine mange timer på. Samtidigt begyndte Trine at arbejde med frk. Sneums historie, og efterhånden som hun gravede sig dybere ned i familiehistorien, løb den gode historie af med hende.

Gennem frk. Sneums korrespondance med blandt andre fætteren Thomas Sneum lærte Trine frk. Sneum ganske godt at kende. Brevene tegnede billedet af et hengivent forhold mellem fætter og kusine, og Trine blev mere og mere interesseret i, hvem Thomas Sneum egentlig var.

Trine Vindevoghel til højre og kollegerne klargør genstande til brug i 1970´er bydelen.

Her gemte sig en spændende historie, for Thomas Sneum var en ganske usædvanlig person. Thomas Sneum blev født i 1917 i en familie med sønderjyske rødder, hvor danskheden spillede en stor rolle. Uddannet i Marinens Flyverkorps var han 9. april 1940 ansvarshavende flyverløjtnant på Flyvestation Avnø, hvor han stærkt modvilligt måtte følge regeringens beslutning om ikke at gøre modstand mod de tyske besættelsesstyrker.

På grund af regeringens manglende kampvilje tog Sneum sin afsked fra marinen. Han var fast besluttet på at yde sit til kampen mod nazismen, og kort efter 9. april tog han derfor hjem til sin familie på Fanø og begyndte at undersøge tyskernes aktiviteter ved kysten, hvor anlæg til Atlantvolden var under opførelse.

Skulle flyve til England i sportsfly

Thomas Sneum tog her fotos af forskellige anlæg og kom i kontakt med englænderne, som han afleverede værdifulde informationer til via Sverige. Efter ønske fra den engelske efterretningstjeneste begyndte han at optage film af raderanlæg på Fanø, og da optagelserne var klar, fik han den ide, at han selv ville aflevere dem i England. Planen blev at flyve til England i en gammel sportsflyver, som han havde fundet på Fyn og repareret med reservedele, som han fik fat i via sine kontakter i flyvekorpset. Turen foregik en julinat i 1941, og der skulle fyldes ekstra brændstof på undervejs, mens flyet var i luften. Da Sneum og hans flyvemakker Kjeld Petersen landede i England, blev de mødt med vantro, og Sneum er i dag berømt for flyvningen, som på papiret ikke kunne lade sig gøre.

Efterretningerne blev modtaget med begejstring af blandt andre R.V. Jones, som var Churchills højre hånd. Det var Sneums mål at komme til at flyve for RAF, men englænderne ønskede at bruge hans evner i efterretningstjenesten. Derfor blev han uddannet som spion og agent hos MI6, og i september 1941 blev han, som den første agent for England i Danmark, kastet ned med faldskærm ved Holbæk. Nogle dage senere stod han bag den første illegale radiosending fra Danmark til London.

Thomas Sneum.

Thomas Sneums efterretningsarbejde bragte ham i konflikt med dele af den danske modstandsbevægelse, som samarbejdede med den engelske faldskærmstjeneste SOE (Special Operations Executive) mens Sneum var tilknyttet den engelske efterretningstjeneste SIS (Secret Intelligence Service).

Da Thomas Sneum blev efterlyst af politiet, måtte han i 1942 flygte til Sverige. Fra Sverige kom han til England og blev nu tilknyttet RAFs norske enhed som pilot. Da krigen sluttede var han avanceret til kaptajn, men da han kom tilbage til Danmark, var flyvevåbenet stærkt kritisk overfor hans indsats i krigen, og han kunne ikke få sin rang overført.

I nogle kredse blev det at gå i engelsk tjeneste set som et brud på troskaben overfor regeringen og dermed som landsforræderi. Samtidigt var nogle af Sneums gamle kolleger misundelige på Sneums bedrifter under krigen, og forholdet mellem dem og Sneum blev anstrengt. Hertil kom udledte konflikter af samarbejdet med henholdsvis SIS og SOE. En desillusioneret Thomas Sneum trak sig ud af flyvevåbenet og marinen. Han arbejdede i stedet i det private erhvervsliv og grundlagde Falcks Redningsflyvekorps i 1947. Senere bosatte han sig i udlandet og kom først tilbage til Danmark i 2004. I 2007 døde Thomas Sneum. På gravstenen står et citat af R.V. Jones, som var hans faste kontakt i England. ”If they survive, the men who go first are rarely popular with those who wait for the wind to blow”

Citatet vidner om, at Thomas Sneums eftermæle i Danmark er meget anderledes end i England. I England er han berømt og hædret med udmærkelser fra flyvevåbenet. I Danmark er han overset på trods af flere bedrifter, som hver især burde være nok til at sikre ham en plads i historien om besættelsen.

Arbejde belønnes med medalje

Trines arbejde med Thomas Sneum har bidraget til at få Thomas´ historie frem i lyset, og Trines viden er både blevet delt i arbejdssammenhæng og i de mange forskellige historiefora, hvor Trine er aktiv. At arbejdet i højeste grad også er værdifuldt uden for museet ses i, at Trine Vindevoghel lørdag d. 5. november modtog Niels Ebbesen Medaljen for sin indsats for at sætte historie på dagsordenen og for at fortælle om Thomas og hans liv.

Motivationen for prisen lyder blandt andet, at Trine

”som ikke akademisk historieuddannet yder en vigtig indsats som sparring til museets fagfolk” og fortsætter ”du er en af de ildsjæle, der er så vigtige for museets naturlige liv og kontakt til verden omkring det faglige. Vi har også med glæde fulgt din interesse for besættelsestiden, som fx Thomas Sneum – der var bærer af Niels Ebbesen Medaljen – og de mange både friske ideer og dybe tanker, der kreativt strømmer fra dig, alt til gavn for historien og forståelsen for det, der byggede vort land”

I afdelingen, der arbejder med 1970´er bydelen, hvor frk. Sneums lejlighed ligger, er vi stolte af Trines arbejde, og af at vi derigennem kan give de besøgende mere baggrundsviden om historien. Det startede med et klaver, men Trines arbejde med Thomas Sneums spændende historie er ikke slut endnu.

Trine Vindevoghel modtog Niels Ebbesen medaljen lørdag d. 5. november. Medaljen blev uddelt af Mogens Skjøth, der var kurer for Jyllandsledelsen i 1944-1945.

I Den Gamle Bys 1970’er kvarter arbejder vi i øjeblikket med at genskabe det tiende og sidste hjem fra 1974. Hjemmet har tilhørt Henning Eriksen og åbner i Københavnerhjørnet ved siden af Bent J i oktober 2016. Arbejdet med Hennings lejlighed har budt på særlige udfordringer i forhold til de øvrige genskabte hjem i kvarteret. Henning er nemlig næsten blind.

Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Ingen fotos men en god hukommelse

En af udfordringerne er, at Henning på grund af sit syn aldrig har haft et forhold til fotografier. Derfor er der ikke et eneste foto af hans hjem fra 1974 – og dermed ikke nogen fotos af det hjem, vi arbejder med at genskabe.

Typisk kan familiebilleder fra jul og fødselsdage rumme god information om hjemmets indretning, fordi reolsystemet skimtes bag juletræet, eller tapetet ses i baggrunden på billedet af barnebarnet. I genskabelsen af denne lejlighed har vi ikke haft et eneste billede at gå efter.

Til gengæld har Henning en imponerende detaljeret hukommelse, så lejligheden alligevel kan komme så tæt som muligt på hans hjem i 1974. For eksempel beskriver Henning tæpperne i sin lejlighed sådan her:
”Jeg anskaffede nye gardiner og nye tæpper til mine stuer. Tæpperne var væg-til-væg-tæpper. I den store stue havde det brune og gule efterårsfarver i et mønster, jeg ikke kan forklare. I værelset var det lysegråt.”

Farvevalg og andre udfordringer

En anden udfordring er at Henning kun i begrænset omfang kan forholde sig til fotos sendt på mail. I indretningen af de andre 1970er lejligheder har fotos af mulige gardiner, møbler, farveprøver og meget andet været sendt frem og tilbage, og det har været en smidig måde at træffe indretningsbeslutninger på.

I Hennings tilfælde har der skullet bruges fotos af detaljer, fysiske tæppeprøver og en grundig beskrivelse af møbler og særligt farver. Nogle kan måske undre sig over, hvordan man diskuterer farver med en stærkt svagsynet, men for Henning er farver vigtige, og det er derfor indlysende, at han har en holdning til brune nuancer i køkkenet, gule vægge i soveværelset og grå dekorationer i fyldingsdøren til stuen.

Igen er Hennings hukommelse en styrke, og samarbejdet med Den Gamle Bys malere, der kender og er vant til at arbejde med typiske 1970er farver, har givet gode resultater. Ifølge Henning er farverne ramt helt rigtigt.

Arbejde og fritid

I 1974 arbejdede Henning som programmør på Gutenberghus i København. Det var en fuldtidsstilling, og Henning arbejdede på samme vilkår som seende. Han var glad for sit arbejde og den pionerstemning, der var i computermiljøet i de år. Gutenberghus havde kun en computer, og når der skulle køres test, arbejdede Henning og hans kolleger over, så de kunne teste uden for almindelig arbejdstid, hvor virksomheden ikke brugte computeren til almindelig drift.

Det betød, at Henning brugte meget tid på sit arbejde, og da han samtidigt var involveret i foreningslivet og dyrkede sport i sin fritid, var 1970erne med Hennings ord ikke en periode, hvor han kedede sig. Henning var aktiv i Dansk Blindesamfund, hvor han særligt engagerede sig i Blinde og svagsynedes interessegruppe for erhverv og uddannelse. Han dyrkede sport i Tandemklubben af 1971, hvor blinde og seende kørte faste ture en eller to gange om ugen med seende som piloter, og i Blinde og Svagsynedes Idrætsforening, hvor han var dyrkede gymnastik og atletik samt spillede goalball.

Hennings interesse for sport medførte i øvrigt, at han var deltog ved de paraolympiske lege i Toronto i 1976. Henning fik bronze i kapgang og det danske goalballhold, hvor han var med som reserve, vandt også bronze.

Henning lyttede meget til radio og lydbånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om den forvrængede lys, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Blind i 1970erne

Ungdomsoprøret og de mange nye tanker, som gærede i samfundet i 1960erne, satte også sine spor i forhold til forsorgsarbejdet, som uddannelsen af blinde var en del af. Der blev rokket ved autoritetstroen, og blinde og pårørende begyndte at forholde sig til blindeforsorgen på en anden måde. For eksempel var forældre mindre villige til at sende deres blinde børn hjemmefra på kostskole, og fra 1963 gav en lovændring mulighed for, at blinde børn kunne integreres i de lokale folkeskoler.

Henning var selv kommet hjemmefra som 11-årig i 1950 og havde skullet vænne sig til et nyt liv sammen med andre blinde. Der havde i starten været meget lidt voksenkontakt, og Hennings minder fra de første år på blindeskolen Refnæs, var ikke gode. Skolen lå ved Kalundborg, og der var langt hjem til familien i Nordjylland, hvor han kun kom på besøg fire gange om året.

Først i 1966 fik man som elev på Refnæs lov til at rejse hjem i weekenderne. Samtidigt var miljøet på blindeskolen og i husmandsmiljøet, hvor Henning var vokset op, meget forskelligt, og det var svært for Henning at være loyal for både sit hjem og sin hverdag på skolen.

I 1960erne og særligt 1970erne begyndte yngre blinde at blive beviste om deres rettigheder, og på samme måde som i mange andre dele af samfundet, samlede de sig som gruppe for at arbejde for bedre forhold. Ungdomsoprøret tog sig anderledes ud, og det var andre emner, der var på dagsordenen, men parallellerne til den generelle samfundsudvikling er klare. Henning deltog særligt i arbejdet for at få bedre muligheder for at dyrke idræt og skabe et fællesskab der.

Han var også med i Blinde og svagsynedes interessegruppe for uddannelse erhverv, som blev stiftet i 1971. Gruppen var første eksempel på at blinde samlede sig ud fra interesse og ikke fra geografisk afgrænsede kredse. Interessegruppen bestod af yngre blinde, der enten var i arbejde eller i gang med en videregående uddannelse. Det var en gruppe, der støttede hinanden, og flere af dem, Henning lærte at kende den gang, har han stadig kontakt med i dag. 1960erne og 1970erne havde bragt nye muligheder for erhverv og uddannelse for blinde.

Fra 1970 og frem kom der for alvor fokus på boglige uddannelser, hvor det tidligere havde været traditionelle blindehåndværk, som børstenbinder, klaverstemmer og væver, der havde domineret. Tilgangen til hvad blinde kunne arbejde med var ændret. Også internt var der opbrud i synet på medlemmernes behov, og i 1980 dannede man en decideret ungdomsafdeling i Dansk Blindesamfund.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok supplerede fra 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

Blind i arbejde

Henning havde i 1958 ligesom en del andre blinde uddannet sig til telefonist. Der var stor arbejdsløshed, og Henning gjorde sig mange tanker om fremtiden. I 1966-67 og 1967-68 tog han på højskole. Det blev en tid, der både personligt og erhvervsmæssigt fik stor betydning for Henning, og han fik mod på at vælge at videreuddanne sig. I 1970 blev han færdig som programmør. Kort efter fik han arbejde. Han arbejdede på lige fod med seende kolleger og læste postlister på sortskrift (som synshandicappede kalder almindelig skrift) med sine specialbriller. Henning tog noter i punktskrift, men hvis kollegerne skulle læse det, skrev han det over på skrivemaskine. Henning havde lært tifingersystemet som helt ung og kunne skrive fejlfrit på maskine. Det krævede øvelse, men var også nødvendigt, da han ikke selv kunne læse korrektur.

Siden 1974 har teknologien inden for hjælpemidler udviklet sig hastigt, og der er i dag helt andre muligheder med computere, smartphones og notatmaskiner, der kan konvertere mellem punktskrift, tale og sortskrift. Blinde og svagsynedes mulighed for at vælge uddannelse er også øget, men paradoksalt nok er erhvervsfrekvensen faldet. I 1975 var ca. 20 % i arbejde. I 2008 var det 11 %. I 1975 havde Dansk Blindesamfund godt 3000 medlemmer i den erhvervsaktive alder. I 2014 var tallet 2560. Andelen af ældre medlemmer er stigende, og det kan derfor stadig være svært at få unge blindes muligheder sat på dagsordenen.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er udformet, så den passer præcis i hånden.

Hvordan ser man, at det er en blind mands lejlighed?

Man kunne måske tro, at boligindretning er af mindre betydning for en næsten blind person, men det er absolut ikke tilfældet med Henning. Farver og godt lys var særligt vigtigt, og Henning udvalgte omhyggeligt, hvad der skulle hænge på væggene. Billederne afspejler Hennings interesser for natur og historie. Indretningsmæssigt var der derudover fokus på funktionalitet, på faste pladser og orden, så Henning altid kunne finde sine ting, og på at der var plads til at komme rundt. Møblerne var derfor placeret efter faste ganglinier, ligesom tingene havde deres faste pladser, så han altid kunne finde tøj, køkkengrej mv. Graden af orden er nok højere end de fleste vil forvente af en ungkarl i 30erne, der har egen lejlighed, men det var af afgørende praktisk betydning for Henning.

De praktiske hensyn gælder også i køkkenet, hvor Henning selv lavede mad. Typisk lavede han sammenkogte retter, hvor han kunne lave mad til to dage på en gang. Til morgenmad spiste han havregryn, og frokosten blev spist i kantinen på arbejde. Henning havde fundet en særlig praktisk kaffemaskine, som det er lykkedes at finde til det genskabte hjem i Den Gamle By. Den orange Rowena er ekstra stabil, og det er næsten umuligt at vælte både kande og tragt, hvilket gør den meget sikker at bruge. Køkkenet blev brugt dagligt, men det var ikke udstyret med mange forskellige redskaber og krydderier. Det skulle være enkelt at gå til, og der var heller ikke meget plads til opbevaring i det lille køkken.

Handicap på museum

Når Den Gamle By vælger at indrette et hjem for en person med synshandicap bunder det i et ønske om at give et så bredt og troværdigt billede som muligt af, hvem danskerne var i 1974. Hjemmene i 1970er kvarteret rummer derfor mennesker med forskellige baggrunde, erhverv og aldre. Der er forskellige boformer og indretningsvalg, der afspejler beboernes livsstil. Det er i den sammenhæng helt oplagt, at kvarteret også rummer en person som handicap.

At valget er faldet på en blind, skyldes at det skulle være et handicap, som det var muligt at leve med i eget hjem, og som det var muligt at leve med i en ældre lejlighed uden særlige faciliteter. Samtidigt skulle det være en person, som havde en interessant historie, der rammer nogle af tidens tendenser i forhold til erhverv og fritid. Her var Henning det oplagte valg.

Mange af Den Gamle Bys gæster kender ikke en yngre blind, og museet kan derfor vække gæsternes nysgerrighed og bidrage til en bedre forståelse af livet med et handicap samtidigt med at hjemmet indgår i en velkendt sammenhæng i udstillingerne. Hennings lejlighed er på en gang genkendelig og anderledes. Genkendelig, fordi der er 1970er markører som farver, møbeltyper og tidstypiske mønstre.

Anderledes fordi der er hjælpemidler, som seende ikke kender, og små ting, der viser et andet liv. F.eks. er Hennings klædeskab og køkken nok noget mere ryddeligt end hos de fleste. Ryddeligheden og ordenen lægger gæsten måske ikke mærke til med det samme, men den går igen i hele lejligheden og undervejs vil gæsterne opdage, at der er faste pladser til alting. Om ikke før så når Henning fra en skærm med et interview fortæller, at sådan må det nødvendigvis være, når man ikke kan se, hvor man har stillet kaffen, lagt nøglerne eller smidt sin sweater. Kigger gæsten godt efter, giver Hennings orden hjemmet karakter. Dette træk er genskabt helt efter Hennings hukommelse, der har klarlagt placeringen af ting i køkkenet og stuen. Måske vil det give gæsterne i lejligheden anledning til at reflektere over, hvor mange eller få detaljer de selv kan huske fra deres tidligere hjem – og hvor meget tid de bruger til at lede efter ting, der ikke har faste pladser.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale Københavnerlejlighed.

Museer er til for hele befolkningen og har ansvar for den fælles historie, men alligevel er marginaliserede grupper kun sjældent en integreret del af museumsudstillinger. Hvis marginaliserede gruppers historie kommer på museum, er det ofte som særudstillinger og projekter med et særligt fokus. Blind mands lejlighed i 1970er kvarteret er et eksempel på, hvordan formidlingen af handicappedes historie kan indgå i en sammenhæng, som en del af det billede, der viser 1970erne som en helhed med bredde og identitet.

Det er målet, at formidlingen i lejligheden skal give museets gæster mulighed for at opleve lejligheden gennem Hennings øjne. Samtidigt arbejder vi på en ide om at udvikle tilbud, hvor blinde og svagsynede kan fungere som guider i lejligheden og 1974-kvarteret generelt. Tanken er, at deltagerne i disse forløb får udleveret briller, så de kan opleve den guidede tur med nedsat syn – måske skal det også være muligt at prøve at orientere sig i byrummet, lave kaffe eller løse andre dagligdags opgaver. Alt sammen ting der var en fast del af Hennings hverdag. I den sammenhæng er blinde og svagsynede eksperterne, og seende nybegyndere. På den måde kan Den Gamle By give en anderledes oplevelse og et andet syn på en selv. I dette nye syn ligger den atypiske historie om hvordan blinde og svagsynedes hverdag fungerer, og forhåbentligt kan udstillingen rykke ved de stereotypiske forestillinger om, hvordan blinde lever.

Hvad ser en blind, når han lukker øjnene?

Ud over det tætte samarbejde med Henning Eriksen har vi i opbygningen af lejligheden haft en lokal følgegruppe af svagsynede og blinde. Følgegruppen har mødtes i lejligheden undervejs og har ydet et stort bidrag i forhold til at øge forståelsen for de fejlskud seende har i deres opfattelse af blinde.

Et godt eksempel er, at vi tidligt i forløbet arbejdede med en ide om, at lejligheden skulle formidles uden lys for at vise Hennings syn. Både Henning og følgegruppen udpegede dette som en typisk fordom fra seende. Henning udtrykte det som ”For seende er fravær af syn mørke”. Følgegruppen var helt enig og forklarede ud fra deres egne synsforskelle, hvor mange forskellige måder et synshandicap kan manifestere sig på. Blindhed kan sagtens være lys og farver, skygger og bevægelse, hvilket er svært for seende at forstå. På den måde har samarbejdet været uvurderligt.

Den Gamle By samarbejder ofte med ekspertgrupper, så fremgangsmåden er ikke ny, men det er endnu engang blevet bekræftet, at det at genskabe et hjem efter en konkret persons hjem, og det at inkludere eksperter med specialviden i processen løfter resultatet og lader os komme meget tættere på den virkelige historie, som er den det hele handler om.

Dansk Blindesamfunds landsformand Thorkild Olesen står for åbningen af Henning Eriksens lejlighed. Fra 5. oktober er den åben for museets gæster.

I Den Gamle Bys 1974-kvarter spiller bøger en væsentlig rolle i indretningen af de fleste hjem. Her er alt fra studiebøger, børnebøger, leksika, gør-det-selv håndbøger, telefonbøger, folketingsforhandlinger, skønlitteratur, kogebøger og meget mere.

Fra konversationsleksikon til Rasmus Klump

I de ni hjem er bøgerne med til at signalere, hvem beboerne er. I kollektivet hænger Maos lille røde til fri afbenyttelse på toilettet, mens hylderne hos de fire beboere, der er studerende, bugner af studiebøger og tidens venstreorienterede fag- og skønlitteratur.

Hos kernefamilien står en solid og smukt indbundet udgave af Salmonsens Leksikon sammen med bogklubbøger og håndbøger om husbyggeri, der kunne forberede familien på, hvordan drømmen om parcelhus kunne føres ud i livet.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Den enlige skoleinspektør frk. Sneums bogreoler viser en bred interesse for mange emner, men særligt politik, skønlitteratur og Norden er emner, der går igen. Frk. Sneum var datter af et socialdemokratisk byråds- og folketingsmedlem, og interessen for politik ses særligt i mængden af biografier om politikere og erindringer på hylderne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

På børneværelserne i hjemmene er der plads til traditionelle serier som ”De 5”, ”Jan” og ”De tre detektiver” –  og til tegneserier som Anders And, Tintin og Rasmus Klump, Pixibøger og skolebøger. Der er både klassiske børnebogsforfattere som Astrid Lindgren og Halfdan Rasmussen – og tidstypiske gør-det-selv idebøger, hvor alt kan laves ud af mælkekartoner, æggebakker og paprør fra toiletruller.

Et bredt bogmarked

1970´erne var præget af mange flere forskellige forlag end i dag – der var mange mindre forlag, som satte en ære i at give plads til venstrefløjsaktivister og græsrødder, der havde noget på hjerte. Et af de nye forlag var Tiderne Skifter, der startede i 1973 og i 1975 udgav Kvinde Kend din Krop, som siden er blevet en klassiker. Andre af tidens nye forlag var Modtryk, Demos og Husets Forlag.

Bogmarkedet var også præget af forlagenes bogklubber, som var en måde hvorpå man kunne sælge bøger billigere end hos boghandleren. Lademanns bogklub Union var postvæsenets største kunde og havde i sin storhedstid i slutningen af 1960´erne 325.000 medlemmer.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bøger fra den populære bogklub Union.

I alt udkom der i 1974 6822 skøn- og faglitterære bøger – og bibliotekernes udlån var på lidt mere end 76 millioner. Til sammenligning var det samlede udlån i 2014 lige under halvdelen, mens der udkom knap 12.600 trykte bøger.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hvad siger din bogreol mon om dig?

Hvordan holder en hippie egentlig jul? For Benny Andersen og Bodil Jensen var svaret i 1974 lige for – vi sætter hammer og segl i toppen af juletræet!

I november 2015 genskabte Benny Andersen toppynten til juletræet i han og Bodils 1974-hjem i Den Gamle By. Hammer og segl blev tegnet, klippet og skåret til i tyndt pap, malet pink og drysset med sølvglimmer – alt sammen i overensstemmelse med hvordan den originale juletræstop blev lavet.

Det hele foregik i lejligheden i Huset i Havnegade, og det skortede ikke på kommentarer fra Den Gamle Bys gæster. En yngre mand spurgte lettere vantro: ”Havde man det?????”. Benny svarede ”Det ved jeg ikke, men vi havde!”

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Politik og symboler

For Benny var hammer og segl symbolet på foreningen mellem industriarbejdere og landarbejdere og ikke på Sovjetunionen, som han tog afstand fra.

Mens Bennys far var medlem af DKP, støttede Benny og Bodil lige som mange andre af tidens unge VS. 1970´ernes mange venstrefløjsfraktioner var uenige på flere punkter, men spørgsmålet omkring Sovjetunionen og Stalin var centralt.

For DKPs støtter var antistalinisme et skældsord, mens afstandtagen til Sovjetunionen og Stalintiden var en selvfølge for VS´ere. På den baggrund blev der også kamp om symbolerne. Benny indrømmer i dag, at der var en snært af provokation over for hans far ved at genopfinde hammer og segl med pink op-art farve og glimmer.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Juledekorationer og kunstnerisk frihed

Det er ikke tilfældigt, at hammer og segl var hjemmelavet. Benny og Bodil mødte hinanden, mens Bodil gik på Kunstakademiet i Aarhus, og de var begge optagede af at udtrykke sig kunstnerisk.

De malede, fotograferede, lavede collager, tegnede, sang og spillede musik. I 1974 var de begge aktive i oprettelsen af Aarhus Folkekunst. Nogle gange havde parret en fælles kunstnerisk proces, andre gange gav de hinanden udfordringer. Til jul var det f.eks en fast tradition, at de hver lavede en juledekoration i hver deres stil.

Bodil døde i 1999, så i november 2015 lavede Benny begge dekorationer selv, men han har tilstræbt, at følge deres sædvanlige valg med gips og glimmer som sne og frost på grenene i dekorationerne. På samme måde er der to lys i Bennys dekoration og kun et i ”Bodils”.

Tørret naturpynt var en favorit hos dem begge, og det var vigtigt, at dekorationerne ikke var symmetriske eller for ordnede. Man skulle ud over pænhedens begrænsninger.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Traditioner og ”sprutslik”

Billeder fra julen 1974 hos Benny og Bodil viser, hvordan hammer og segl pryder juletræets top – mens resten af træet er pyntet med traditionel juletræspynt som lametta, glaskugler og flettede julehjerter.

Sammenstødet mellem det traditionelle og den frie kunstneriske tilgang bliver næsten ikke tydeligere. Benny og Bodil havde meldt sig ud af folkekirken og var ikke kristne, men barndommens juletraditioner holdt alligevel ved. Klare kristne symboler, som engle, brugte parret dog ikke, og de gik ikke i kirke, men de sang julesalmerne.

Benny fortæller, at ”Højt fra træets grønne top” var deres ynglingsjulesang, fordi den kom helt uden om at nævne kristne elementer, men de andre julesange blev ikke undgået af den grund. Julen handlede for Benny og Bodil om god mad og godt selskab.

Bodil var dygtig til at lave mad, og udover småkager og juleslik, som de begge holdt meget af, købte Benny hvert år en flaske Kahlua eller pebermyntelikør – ”sprutslik”, som han kaldte det. Sprutslikket blev brugt som julekalender, og Benny fik et lille glas hver dag efter arbejde. Benny og Bodils jul er fyldt med juletraditioner i kreativ ny forklædning.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover “sprutslik” til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

22. oktober 2015 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de sidste fire nulevende grønlændere, som var en del af `Grønlandseksperimentet´ i 1951. Historiepraktikant Maria Juul Pedersen har set nærmere på baggrunden for undskyldningen til de tvangsfjernede børn. En undskyldning, der var længe ventet for en af hovedpersonerne i Den Gamle Bys 1974-bydel, Helene Thiesen.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Eksperimentet

Grønlandseksperimentet var et samarbejde mellem de danske og grønlandske myndigheder, bistået af Dansk Røde Kors og Red Barnet. Eksperimentet gik ud på, at 22 grønlandske børn skulle sendes i et etårigt forløb til Danmark. Børnene skulle lære dansk sprog og kultur og blive forbilleder i Grønland. Det var et krav, at de 22 børn skulle være 6-7 år gamle. De skulle have en høj intelligenskvotient og være familieløse. Kravene var dog svære at opfylde, og man valgte derfor at udvide aldersgrænsen til 5-8 år og medtage børn med én forælder.

Jeg har altid følt et savn efter Grønland 

Et af børnene i eksperimentet var Helene Thiesen, som i 1951 var 7 år gammel. Efter faderes død kom to mænd og spurgte Helenes mor, om hun ville sende Helene til Danmark. Helenes mor svarede nej de første to gange, men svarede til sidst ja. I Helenes genskabte lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter fortæller hun selv sin historie om barndommen og ungdommen i Danmark. Helene deltog aktivt i indretningen af lejligheden, og fordi det var meget vigtigt for hende, at være omgivet af grønlandske ting, har hun doneret flere af sine egne ting til studielejligheden. De grønlandske ting var vigtige for Helene, fordi hun altid har følt et savn efter Grønland og det at være grønlænder.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Uden modersmål

Den oprindelige tanke med Grønlandseksperimentet var, at børnene skulle være i Danmark i et år, men børnene kom først tilbage efter halvandet år. Flere af dem nåede ikke at gå i dansk skole, fordi plejeforældrene ikke fik besked om, hvor længe børnene skulle blive. Da Helene kom tilbage til Nuuk, fortalte hun begejstret sin mor om sine oplevelser, men uden at få noget svar. Helene undrede sig, men da moderen begyndte at tale til hende indså hun, at hun havde mistet sit grønlandske sprog, og ikke længere kunne tale med sin mor.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Børnehjemsbarn

Endnu en overraskelse, som ventede børnene hjemme i Grønland var, at de ikke længere kunne få lov til at bo hos deres familier. De skulle bo og opdrages efter danske normer på et Dansk Røde Kors børnehjem, og gå på den danske skole i Nuuk. Forstanderen på børnehjemmet opdragede børnene til at leve pænt og ordenligt. Børnene havde ikke lov til at tale grønlandsk på børnehjemmet eller i skolen, og de fik kun sjældent lov til at besøge deres familier – trods det at Helenes mor boede i Nuuk, ikke langt fra børnehjemmet. Livet som børnehjemsbarn var svært for Helene, hun græd ofte og følte et tomt hul i maven.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Sprogets betydning

En del af forklaringen på børnenes placering på Dansk Røde Kors børnehjemmet og den danske skole skal findes længere tilbage i historien. I 1949 rejste en dansk kredslæge, på foranledning af Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, rundt i Grønland, for at nedskrive en rapport om problemerne i Grønland og oprettelsen af de danske børnehjem. Hans tilbagemelding var, at børnene på Dansk Røde Kors’ børnehjemmene var nogenlunde glade, sunde og velklædte, og at den grønlandske lokalbefolkning var taknemmelige for hjemmene. Ønsket om børnenes prægning af det danske sprog, kan spores tilbage til 1950, hvor den daværende grønlandske politiker, Augo Lynge, blandt andet skrev, at man ønskede at gøre grønlænderen til en god dansk borger. Derfor anbefalede han, at der skulle opføres flere dansksprogende børnehaver og skoler, og at der også skulle tales dansk uden for institutionerne, så børn og unge kunne vokse op med det danske sprog. Augo Lynge mente at sproget, var et redskab til at uddanne sig og dermed styrke selvtilliden i Grønland.

I den bedste mening

Eksperimentet skete i den bedste mening. De danske myndigheder ønskede at give børnene en barndom under bedre sociale forhold, end hvad Grønland kunne tilbyde på daværende tidspunkt. I oktober 2015 erkendte Red Barnet imidlertid, at forsøget slog fejl, og at flere af børnene blev mærket for resten af livet (DR nyheder, http://www.dr.dk/nyheder/indland/red-barnet-giver-officiel-undskyldning-til-tvangsfjernede-groenlandske-boern). Helene fortæller, at hun har levet med en splittet identitet hele sit liv. Som barn var hun grønlænder, men kunne ikke grønlandsk. Først som voksen lærte hun igen sit grønlandske sprog. Helene har grædt meget hele sit liv og har aldrig vidst, hvorfor hun blev taget væk fra sin mor og sine søskende, eller hvorfor hun ikke måtte tale grønlandsk eller leve efter den grønlandske kultur.

Børnene og forældrene vidste intet om, at det forløb de havde været igennem var et eksperiment. Først da Tine Bryld skrev bogen ”I den bedste mening” i 1990, blev forholdene omkring sagen kendt, og Helene fik sandheden af vide. Siden har Helene selv skrevet en erindringsbog og holdt foredrag om, hvordan hun oplevede eksperimentet. Samtidig har hun været forkæmper for, at børn og pårørende skulle modtage en officiel undskyldning.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Undskyldningen – et plaster på såret

I et radiointerview i 2010 sagde Red Barnet, repræsenteret af daværende generalsekretær Mimi Jakobsen, for første gang officielt undskyld til eksperimentets deltagere. Senere erkender organisationen, at undskyldningen ikke var tilfredsstillende, fordi den var for indirekte. Undskyldningen skulle i stedet gives ansigt til ansigt med børnene fra eksperimentet.

Over de seneste år har det været et tema i den offentlige debat, hvem der har ansvaret for at undskylde, og om man overhovedet skal undskylde for noget som er sket i fortiden? Ifølge Red Barnet er en undskyldning nødvendig, da der her er tale om en klar krænkelse, som har haft tydelige skadelige følger. Red Barnet har offentligt udtalt, at krænkelserne, set med nutidige øjne, var i direkte strid med børnenes grundlæggende rettigheder. Red Barnet underskylder for sin deltagelse i arrangementet og anerkender, at børnene aldrig skulle have været fjernet.

I et radiointerview (P1 Morgen, d. 22.10.15, http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-10-22/#!/) omkring Red Barnets undskyldning fortæller den i dag 71-årige, Helene Thiesen, at hun er glad og taknemmelig for undskyldningen. ”Det er et plaster på såret, men der er stadig brug for mange plastre”, tilføjer hun. Helene og flere af hendes skæbnesøskende håber stadig på engang at få en officiel undskyldning af Den Danske Stat.