Min tid i Den Gamle By

Erik i arbejde

Så er jeg ved at nå min sidste stund, her i Den Gamle by. Det er snart tre år siden jeg begyndte her som elev, helt uden grønne fingre. Jeg var flyttet til Aarhus for et halvt år forinden og påbegyndt min nye uddannelse som gartner.

Det krævede en del papirarbejde at få mig ind i byen da jeg ville blive den første gartner elev til stede og det derfor var noget nyt, både for Gitte, skolen og byen selv, men det stoppede ingen. Jeg startede med mit lange hår, nysgerrighed og uden en ide om hvilken vej jeg skulle tage inden for det grønne fag. Jeg vidste bare jeg ville arbejde med planter, komme udenfor og være fysisk aktiv. Det skal siges jeg kommer med en baggrund i multimediedesign, hvor jeg tidligere sad på mit kontor hele dagen, og blot stirrede på min skærm.

Jeg startede med at skulle rejse høje pæle til humlen, sætte højbede op med bladkompost og hestemøg, fodre hønsene og potte de duftende rosengeranier. Dog tror jeg min første beslutning var at melde mig ind i kageklubben! Jeg blev hurtigt bidt, og blev især glad for køkkenhaven og apotekerhaven med deres planter som blandt andet kunne bruges til madlavning, te, medicin og dyrefoder. Noget helt specielt ved at arbejde i Den Gamle By var at der fulgte en masse historie med de planter man arbejdede med. Jeg lærte hvornår de blev indført, hvorfra og hvordan planternes brug havde udviklet sig gennem tiden. Det dejlige var også at alt denne spændende information skulle genfortælles til gæster omkring mig, som blev ligeså nysgerrige som mig.

Nu sidder jeg her, færdiguddannet siden foråret, med stor erfaring inden for alle vores skønne haver, igennem flere sæsoner, og nyder min sidste tid. Jeg har været med til at så, vande, potte, klippe, samle frø, fange bier, sælge, formidle og meget mere, og jeg har stadigt ikke fået brugt min nysgerrighed op! Ud over min nye faglige kunnen har jeg jo også mødt en kæmpe flok af fantastiske mennesker, fået skønne nye venner, dannet netværk og ikke mindst haft nogle kollegaer jeg aldrig glemmer. Jeg er nu korthåret, med beskidte fingre og et bredt smil på læberne. Jeg ved bestemt hvilken vej jeg skal gå og hvad jeg vil arbejde med i fremtiden.

Mit næste eventyr venter på mig i Kolding, hvor jeg skal arbejde som gartner i Geografisk Have. Her skal jeg være med til at vedligeholde deres mange haver, være med til at formidle om dem, og starte nogle nye spændende projekter op. Det er bestemt et job jeg ikke kunne have fået uden min gode erfaring herfra. Så jeg vil blot slutte af med at takke jer alle for den tid og erfaring i har givet mig, især min skønne gartner afdeling, og især for en chef som Gitte, som har fyldt mit hoved med alt det gode grønne vi har omkring os.

Skrevet af Erik – Den Gamly Bys første gartner elev