Kategoriarkiv: Diverse

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Den af

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)

Den Gamle By indsamler billeder af tøjbutikker, tøjproduktion og tøjimport fra 1970’erne

Den af

Foto fra søstrene Inge Lise og Annie Toubros systue i 1974. Her blev produceret masser af ventetøj, som blev solgt i søstrenes forretninger. Syersken bærer stribet rullekravebluse og cowboybukser, som i 1970’erne blev brugt allevegne og til alle lejligheder. 1970’ernes unge er mange gange blevet kaldt ’den blå generation’ og det henviste til cowboybukserne og ikke til politisk overbevisning for de fleste. Toubro Scrapbøger.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og kolleger i tøjbutikker, systuer, væverier og designstudier i 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj og billeder af tøj fra årtiet.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

I 1968 startede søstrene Inge Lise og Annie Toubro systue på Silkeborgvej i Aarhus. De var uddannet i den anerkendte forretning Ømark, der lå på Banegårdsplads i Aarhus. Allerede efter et år specialiserede de sig i ventetøj og arbejdede med det i de næste 30 år. I ti år arbejdede søstrene Toubro sammen med designeren Birte Deehnfelt.

Fra søstrene Toubros fabrik i Viby J. 1975. Toubro Ventetøj havde filialer i Aarhus, Aalborg og Silkeborg og egen fabrik i Viby J. Frisuren med halvlangt hår og hårspidserne omhyggeligt vendt ind med fønbørsten var en modefrisure i 1970’erne. Tætsiddende, langærmet t-shirt med rullekrave og fløjlsbukser med vide ben var ganske almindelig påklædning for unge. Toubro Scrapbøger.

1970’ernes tøjbutikker var meget forskelligartede. Butikker med indisk importtøj, håndsyede sandaler og tøj fra de militære overskudslagre lå tit i mindre gader i de større byer. Mange rejste til København for at købe ind i butikken Janus. På de store forretningsstrøg i byerne lå de etablerede konfektionsforretninger og stormagasinerne med egen systue.

Billede fra begyndelsen af 1970’erne optaget i Skives største damekonfektionsforretning, A&G, Adelgade 6, Skive. Der er masser af spotlys ophængt i loftet, så kunderne rigtigt kan se tøjet. Tøjstativerne har feminine dameansigter på de højtsiddende, rundede plader. Vi er helt tydeligt i en dameforretning. Ekspeditricen bærer spencer, der når lige over knæet. Spenceren har fine detaljer med lommer og gålæg. Under spenceren bærer hun mønstret skjortebluse, nylonstrømper og pumps. Hendes stil er lidt damet og alligevel moderne, når man ser de internationale modeblade fra før 1972. Foto fra Skive Lokalarkiv.

Var du til Levis eller Wrangler?

Brugte du partisantørklæde?

Hvor købte du dine gabardinebukser, dine slimline skjorter, dit fodtøj?

Handlede du i specialbutikker eller stormagasiner?

Hvor købte du dine lakstøvler og hot pants?

Hvor købte du indiske busseronner?

Gik du i bondeskjorter og cowboybukser?

Brugte du træsko eller cowboystøvler?

Brugte du sikkerhedsnåle i ørerne eller på tøjet?

Bar du badges på dit tøj?

Havde du en islændersweater eller en sømandstrøje?

Var sort læder noget for dig?

Handlede du i militærets overskudslager?

Hvor købte du din lodenfrakke, dine ”andefødder”?

Brugte du genbrugstøj?

Købte du dit tøj i udlandet?

Jørgen Angel har fotograferet den folkekære sangerinde Lone Kellermann i lang, løstsiddende, indisk kjole. Indisk tøj, strik fra Peru og tøj fra militærets overskudslager var meget populært i 1970’erne. Man mixede tøjet på mange forskellige måder, så etnisk tøj sammen med for eksempel overalls og arbejdsjakker fra en arbejdstøjsforretning var meget brugt.

Importede du italienske sko?

Købte du modetøj i Frankrig?

Importede du pelse fra Afghanistan?

Handlede du med peruviansk strik?

Importede du tøj fra Indien?

Havde du tøj med fra dit hjemland for eksempel Tyrkiet eller Pakistan?

Jørgen Angel har fotograferet Ken Gudman i afghanerpels, som mange drømte om at eje i 1970’erne; men de færreste havde råd til. Ken Gudman var trommeslager i rockgruppen Culpeper’s Orchard frem til 1972.

Selv om meget af tøjet i 1970’erne blev opfattet som antimode, så var der alligevel fælles træk i påklædningen i de forskellige grupperinger og tøj, der gik på tværs af det hele, som for eksempel cowboybukserne.

Foto fra tøjforretning i Vestergade i Maribo, 1975. Det er tydeligvis sommer for den ene dame har en let sommerkjole på, den ene har kortærmet t-shirt og lange bukser med bælte. Foto fra Maribo Lokalarkiv.

Hvis du ønsker at få dine billeder med i udstillingen Hønsestrik og Hot pants, så scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

På forhånd tak.

Selvgjort er velgjort – drømmen om det oprindelige & andre 1970’er-drømme

Den af

Den Gamle By indsamler billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og også billeder, mens du fremstillede dit eget eller andres tøj i 1970’erne.

På sejltur på Limfjorden med kollektivet Skansen i 1975. Grethe nyder solen og den uundværlige strikkestrømpe. Der blev produceret mængder af strikket beklædning i 1970’erne, for et strikketøj kunne man have med alle vegne. Vibeke Rygård foto.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og venner i tøj fra 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj fra årtiet. Gerne også billeder hvor du syr eller væver, spinder eller farver, hækler osv.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

 

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/hjemme/ude i naturen?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj lavede du?
  4. Hvor arbejdede du med at sy og strikke, spinde, væve og farve dit eget tøj? (På værksted/i klubben/på kursus/hjemme hos dig selv?)
  5. Er der en særlig historie bag billedet?
  6. Hvilken slags tøj har du på?

1970’ernes meget populære form for strik fik navnet hønsestrik, og selve ordet hønsestrik er senere blevet optaget som et nyt ord i det danske sprog. Hønsestrik havde mønsterborter og politiske budskaber om kvindefrigørelse, modstand mod atomkraft og andre aktuelle temaer indstrikket i tøjet.

Bryllupsbillede på forsiden af bogen Hønsestrik 2 i 1974. Kirsten Hoffstätter (med tørklæde), der udgav de populære hønsestrikbøger i 1970’erne, lærte brudgommen Gunnar Stein at strikke. Han blev eksponeret både i den skrevne presse og på TV med gang i strikkepindene. Foto: Pia Funder.

Da Gunnar Stein og Susanne Bergmann blev gift på Helsingør Rådhus 6. april 1974, havde brudgommen strikket brudens nederdel som en del af sit frieri. Susanne Bergmann havde sagt, at hun kun ville gifte sig med ham, hvis han strikkede hende en nederdel i hønsestrik. Gunnar Stein arbejdede på forlaget Hønsetryk, der udgav hønsestrikbøgerne, så inspirationen fra bøgernes redaktør Kirsten Hoffstätters farvestrålende, strikkede nederdel lå lige for.

Solvej og Hanne med garn, de har farvet i kraprod. Billedet er taget i Ingeborg Mule Henningsens have i Ollerup i 1979. Mule holdt kurser i plantefarvning i sit eget hjem og dyrkede også farveplanter som vajd i haven. Garnet blev brugt til at strikke eller væve med.

Det var populært at fremstille sit tøj helt fra grunden i 1970’erne. Så mange købte uld, spandt garn og farvede det med plantefarver. Garnet kunne bruges til at hækle, væve eller strikke sit eget tøj med. Man kunne også købe færdige garner på uldspinderierne for eksempel Hjelholts Uldspinderi, som stadig eksisterer, eller på Søndermølle Uldcentral ved Viborg.

Trøje af hæklede firkanter. Det var nemt at bruge sit restegarn til farvestrålende firkanter i mange farver. Ivan Oehlenshaeg Sørensen på billedet har spillet keyboard i rockgruppen Gnags siden begyndelsen af 1970’erne.

Det var også populært at sy sit eget tøj. På Den Gamle Bys udstilling Festtøj 1909-2009 var dette lilla partysæt fra 1978 med. Materialet er polyester i en tynd strikvare, der kan smyge sig om kroppen. Annette, som har givet dragten til Den Gamle By, syede selv sit sæt, mens hun var universitetsstuderende. Hendes kæreste arbejdede i en bank, og sættet skulle bruges til en firmafest i banken.

Hjemmesyet sæt med top og bukser med vide ben fra 1978. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Punkerne skabte et image med deres tøj, hvor der var mange hjemmelavede detaljer på en helt anden måde end det hjemmestrikkede, hjemmesyede og hjemmefarvede tøj i 1970’erne. Punkerne brugte cowboybukser, der blev revet i stykket og bemalet. Deres læderjakker blev forsynet med mange detaljer af metal som nitter og sikkerhedsnåle. Kropsbemaling var også meget brugt for eksempel af pigepunkbandet Gylles forsanger Marianne, som malede udskæringer på sig selv som et slagtedyr og oven i købet skrev skinke på låret.

John Bæk Simonsen fotograferede Marianne, der var forsanger i det aarhusianske pigepunkband Gylle, der blev dannet i 1979.

Punk repræsenterer helt andre drømme end Grethe med strikkestrømpen. Gylles medlemmer var stærkt sminkede til koncerter, og forsangeren Marianne smed tit tøjet som en del af et sceneshow. Drømmen og målet var at provokere. Jeg vil slutte med at citere Wikipedias artikel om punkrock:

” Punken var i opposition til 1970’ernes prætentiøse mainstream rock ved at spille hurtig og støjende rock, typisk med korte, minimalistiske sange og politiske, anarkistiske tekster. Punken omfavnede en ‘gør det selv’-etik, hvor det var mindre vigtigt at spille teknisk godt, men derimod vigtigere at “komme ud over scenekanten”. Mange bands producerede, indspillede og distribuerede også deres plader selv.”

Så hele konceptet for punkmusik var på en måde at selvgjort er velgjort, selv om det ikke nødvendigvis var idéen, at det skulle lyde godt.

Den Gamle By samler på billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og mens du fremstillede det. Send scannede billeder i høj opløsning til foto@dengamleby.dk

og se på toppen af siden, hvilke oplysninger vi gerne vil have med.

Farvede du dine T-shirts med viklebatik?

Rev du huller i dine cowboybukser?

Strikkede du?

Satte du nitter i din læderjakke?

Farvede du dit eget garn?

Brugte du kropsbemaling?

Syede du?

På forhånd tak.

 

 

Musikstil og tøjstil i 1970’erne – indsamling af billeder

Den af

Frem til 1. juli 2014 søger Den Gamle By billeder til udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal åbne i midten af september. Det første tema for indsamling af billeder er musikstil og tøjstil, som skal forstås meget bredt. Den Gamle By samler på billeder af alle slags musik- og tøjstil fra 1970’erne til brug i udstillingen og til andre slags publikationer.

Var du til disco eller rock?

Var du til Dansktoppen eller folkemusik?

Tog du til klassisk koncert?

Til musikfestival?

Til krobal eller halbal?

Spillede du selv et instrument?

Var du med i et band?

Var du discjockey?

Var du til punk?

I Den Gamle By ønsker vi os billeder af det hele.

Radioprogrammet Dansktoppen præsenterede frem til 1977 dansksproget, folkelig musik med kendte navne som John Mogensen, Bjørn Tidmand, Birgit Lystager og mange flere.

Privat shapshot af musikanten til et bryllup i Vejle i 1975. Bruden huskede ikke repertoiret. Man kunne forestille sig, at han måske har spillet ’Lille Palle’ Andersens vovede Dansktophit fra 1972, Hængepilen, sidst på aftenen. Jakkens brede revers med lyse kantstikninger og farvesammensætningen lilla med brun og her med beige bukser blev tit set i 1970’erne. Lange bakkenbarter var populære; men den tilbagestrøgne frisure er en modefrisure fra 1950’erne, som har fulgt med op gennem musikantens liv.

Musikeren Egon Aagaard gjorde harmonikaen meget populær i en mere balkanpræget og også rocket udgave 1970’erne. Kendt og elsket er sekvensen, hvor Egon Aagaard er en af musikanterne i Matador-serien ved Agnes og Rødes bryllup.

Det var meget trendy at være musiker i 1970’erne, så mange spillede et eller andet instrument og indgik i forskellige ’bands’ som det blev populært at sige i stedet for orkester. Privat snapshot af guitarspillende ungersvend fra 1974. Tøjstilen er enkel med kulørt, langærmet T-shirt og cowboybukser med vide ben. Glat hår med midterskilning og fuldskæg.

Cowboybukser blev brugt af næsten alle i 1970’erne, og det var moderne at være anti-moderne og gå i det samme tøj som havnearbejdere eller murere, så man på den måde signalerede sit politiske ståsted på venstrefløjen og sin interesse for protestsange og politisk orienteret musik. Til den genre hørte for eksempel Benny Holst og Arne Würglers duo, der i 1970’erne havde Jesper Jensens tekster på repertoiret.

Jørgen Angels billede af rockgruppen Alrune Rod, som havde sin storhedstid i begyndelsen af 1970’erne. Tøjstilen er afslappet med overalls, som signalerer arbejdstøj og solidaritet med arbejderklassen. Skjorter i indisk bomuld var meget brugte ligesom busseronner og langærmede T-shirts, som blev kaldt bedstefarundertrøjer og tit kom i batikbaljen. Buksebenene er vide forneden og cowboybukserne har mønstrede kantebånd og kulørte lapper. Alrune Rod spillede amerikansk inspireret hippiemusik med numre i lange flydende sekvenser som også den amerikanske gruppe Grateful Dead gjorde.

Den Gamle By samler på:

Billeder fra discoteket, musikfestivaler eller koncerter

Billeder af dig med din walkman

Billeder af dig med guitaren, ved trommerne, som discjockey

Billeder af dig, mens du lytter til musik

Jørgen Angel har fotograferet popgruppen Mabel i frisørstolene, hvor de får sat det karakteristiske føntørrede hår, der var meget mere ’stylet’ end det løsthængende, lange hår, som Alrune Rod havde. Frisørslagene skjuler tøjet bortset fra gruppens støvler med høje plateauer og bukserne med vide ben. På scenen bar Mabel blanke, skinnende skjorter med lange flipper, guldveste og plateausko med gulddetaljer. Mabel vandt Melodi Grand Prix i 1978 med nummeret Boom-Boom.

Pop og glitterrock havde sin egen tøjstil, som var helt anderledes end det tøj, som for eksempel Alrune Rod brugte. Syntetisk guld overfor indisk bomuld og træsko overfor høje, mønstrede plateaustøvler.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og venner i tøj fra 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj fra årtiet. Hvis du gerne vil bidrage til udstillingen og hjælpe Den Gamle By må du meget gerne scanne billederne i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne billederne ind med følgende oplysninger:

1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/hjemme/spillested?)

2. Hvem er på billedet og hvor gamle er I?

3. Hvilken slags musik lyttede du til? Spillede du selv på et instrument eller sang du?

4. Hvor hørte I musik henne?

5. Er der en særlig historie bag billedet?

6. Hvilken slags tøj har du på? Og hvor er det købt?

7. Tænkte du selv dengang, at der var en stilmæssig sammenhæng mellem den musik du hørte og den tøjstil du havde?

På forhånd tak.

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By, del 2

Den af

Som jeg fortalte i sidste blogindlæg, har vi netop restaureret de postkasser, som står uden for Aarhus Rådhus hovedindgang og tårnindgang.

Smeden har svejset nyt jern i bunden, som var gennemtæret af rust. De to gamle mønter er lagt ind i hulrummet mellem den indre og ydre bund – sammen med en ny 1-krone, for at markere vores istandsættelse.

Derefter er det så farvernes tur til at blive restaureret…

Den oprindelige farve på postkasserne sikres først.

Malere fjerner normalt al løs farve, inden de maler ovenpå. Men da vi tror, de bemalede våbenskjolde på postkassernes front muligvis er oprindelige fra rådhusets opførelse, har vi valgt at fastlægge den løse farve. Jeg får en tynd lim til at løbe ind under skallerne og varmer forsigtigt farven ned på plads med en varmespartel.

Detalje af et malet våbenskjold. Man kan lige akkurat skimte, at små detaljer som øjenbryn og næserundingen er trukket op med den tyndeste lille pensel. Det er også let at se de større skader, malingen har fået gennem tiden.

For at udbedre de afskallede partier af malingen, ville vi egentlig gerne spartle hulningerne ud, så overfladen kommer til at fremstå helt plan. Efter rådslagning med farvefabrikken der fremstiller malingen, vi vil bruge, ender det dog med, vi fravælger at spartle. Der er simpelthen for stor risiko for, at de spartlede områder vil springe af en gang i fremtiden pga. fugt- og temperaturpåvirkningerne. Og første prioritet lige nu er at finde så holdbar en løsning som muligt.

Skulle en fremtidig konservator få til opgave at rense ned til de oprindelige farver, er det en fordel, at der nederst på den oprindelige farve ligger en grundingsfarve, som er knap så stærk. For jo stærkere et lag, des skrappere midler skal der bruges for at fjerne det. Derfor starter vores skiltemaler med at give en grundingsfarve af akryl på den let slebne overflade.

I 2007 rekonstruerede vi Aarhus våbenskjold på de to kobberskjolde, der hænger ved rådhusets hovedindgang. Vi har valgt at bruge den samme type maling og de samme farver til postkasserne.

Derefter maler han postkasserne og deres våbenskjolde op med en meget holdbar 2-komponent polyurethan-maling identisk med den, vi i 2007 malede på de to kobberskjolde, der hænger på rådhusets facade. Vi vælger også at lade farverne på kobberskjolde og postkasser følge hinanden, hvilket betyder, at den blå himmelfarve på postkasserne skifter nuance.

Den Gamle Bys skiltemaler overfører våbenskjoldets mønster til postkasserne ved at lave bittesmå huller langs motivets konturer i et fotografi, der har den helt rette størrelse. Så lægger han fotografiet op på postkassen og dupper en stofpose med aske hen over hullerne, så asken sætter sig som små bitte prikker, der viser motivets konturer.

Resten af malerarbejdet foregår på frihånd. For at kunne holde penslen helt stille, hviler han hånden på en pind, en såkaldt skrivestok, som hviler på en blød stofkugle.

Skiltemaleren kigger på et fotografi af det oprindelige skjold, mens han maler. For at kunne holde penslen helt stille, hviler hånden på en skrivestok. Malingen er sundhedsskadelig, så det er nødvendigt at bruge åndedrætsværn.

En af de færdigrestaurerede postkasser.

Et par dage efter postkasserne var færdigmalede, var de klar til afhentning. Rådhusets arkitekt kom selv forbi og hentede dem, og nu glæder vi os bare til at se dem sat op på deres pladser…

Så er postkasserne på vej hjem til rådhuset…

 

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By

Den af

Aarhus Rådhus

Det hænder en gang i mellem, at vi i Den Gamle By tager opgaver udefra. I denne og den efterfølgende blog vil jeg fortælle om en meget spændende opgave, vi løser for Aarhus Rådhus.

Aarhus Rådhus blev tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller i 1938 og blev bygget i perioden op til 1942. Alt, helt ned til askebægre og møbler, hørte med til opgaven, og således er også de to postkasser specielt designede til rådhuset. De står ved hovedindgangen og tårnindgangen og gør med deres diskrete udformning egentlig ikke noget stort væsen ud af sig. På grund af deres kulturhistoriske værdi, og da de er omfattet af rådhusets fredning, blev det besluttet, at den tiltrængte restaurering skulle foretages af Den Gamle By.

Et lidt ældre foto af hovedindgangen på Rådhuspladsen, hvor postkassen ses i højre side

 

Postkasserne er malet hvide, men midt på kassen er de prydet af Aarhus våbenskjold malet i mange farver. Postkasserne er blevet malet hvide mange gange, men der er hver gang malet uden om våbenskjoldene, som står med meget gamle, muligvis originale farver. Efter de mange år er skjoldene blevet meget slidt af vejr og vind, og det er blevet tid til, at de skal males op.

Inden Den Gamle Bys skiltemaler kan gå i gang med opgaven, er det dog smeden, som skal i gang, for den postkasse, som havde stået ved tårnindgangen var helt gennemtæret af rust i bunden. Det er derfor vigtigt, at rusten bliver skåret væk og erstattet af frisk jern.

Da smeden fik skåret hul på bunden, kunne vi tydeligt se den indvendige bund, som kun var malet med rustbeskyttelse. I hulrummet mellem den indre bund og den nederste bund lå en hel masse løs rust. Smeden fjernede rusten, men bemærkede, at der lå to helt runde stykker rust, det ene brunt, det andet gråt. Straks blev nysgerrigheden vakt, og han forstod, der måtte være tale om to mønter.

Postkassen står her på hovedet. Smeden har skåret den rustne bund op og man kan se ind i hulrummet mellem de to bunde.

Smeden og metalkonservatoren holder kaffepause sammen, og her kommer de to rustklumper op på bordet. Alle vi, der sidder om bordet, bliver straks meget nysgerrige. Tænk at finde efterladenskaber, som med vilje er blevet lagt ind i det utilgængelige hulrum den gang i begyndelserne af 1940erne? Hvad er det helt præcist? Og hvorfor er de lagt ind?

Metalkonservatoren fjerner rust og ir fra kobbermønten.

Metalkonservatoren renser rusten af mønterne, og der er tale om en 1 øre af kobber fra 1938 og en 1 øre af zink, der er så nedbrudt, at det er umuligt at se årstallet.

Zinkmønterne blev fremstillet under og efter anden verdenskrig, hvor materialet kobber blev “sparet” til andre formål.

Ved afrensningen ventede dog en mindre overraskelse, da resterne af et FR IX monogram kom til syne. For hvornår var det nu Frederik Den Niende blev indsat som konge…?

Ved lidt søgning på nettet finder vi ud af, at den 1 øre, vi har fundet, er produceret i perioden 1948 til 1955.

Vi har altså fundet en mønt fra 1938 og en fra perioden 1948 – 1955. Hvornår de er lagt ind i hulrummet og hvorfor forbliver dog en gåde. Er postkasserne alligevel ikke originale fra begyndelsen af 1940erne? Er den ene mønt original og den anden lagt ind ved en reparation i 1950erne? Har de en symbolsk værdi, er udtryk for overtro eller blot en slags “samtids-dokumentation”? Har DU et bud på en forklaring?

Fortsættelse følger…

Smeden skærer de afrundede hjørner i den nye bund.