JAKA on the label – best on the table! Muntre reklamer til det engelsktalende marked

Selvom den århusianske konservesfabrik JAKA lukkede i 2008, kan man stadig købe JAKA bov, der er skinkekød på dåse. Faktisk spiste danskerne i 2009 cirka 127 tons JAKA bov, og den er fortsat at finde på de danske hylder. Og det endda helt uden markedsføring. Tulip, der i dag står bag produktionen af JAKA bov, retter alene deres markedsføring mod udlandet. For markedsføring skal der til, og i udlandet gør det en forskel modsat i Danmark.

JAKA’s produkter er altid blevet markedsført i en humoristisk tone. I slutningen af 1950’erne hyrede man nogle af tidens største komikere: Dirch Passer, Keld Petersen og Osvald Helmuth til at sætte fokus på JAKA’s mange produkter.

Billedet af de tre spasmagere Dirch Passer, Keld Petersen og Oswald Helmuth dannede endevæg på en af JAKA’s salgsstande i 1957.

Men kampagnerne rummede også tegnede elementer, hvor Jolly Jack var en gennemgående figur. Og lystige grise, der både blinker og ser fornøjede ud solgte produkterne. Størstedelen af JAKA’s produktion har altid gået til det udenlandske marked.

Jolly Jack hed den tegnede figur, der skulle være med til at sælge JAKA’s produkter i udlandet. Han kom til at hedde Jack, fordi det mindede lidt om JAKA.

Der er fart over feltet på dette reklameskilt, der må have været beregnet til at stille i butikkerne. Det kunne bukkes om forneden, lige til at stille op foran dåserne. Jolly Jack har et godt greb i halen på grisen, og minder kunderne om at de skal huske JAKA skinken.

Julehilsenen fra 1959 blev derfor også udført på engelsk. Og motivet er ret fantastisk. En juleuro med en lang række af JAKA’s mange produkter, engle og julekugler. Om den nogensinde har været produceret i virkeligheden, er nok tvivlsomt. Men den alternative juleuro i en tidstypisk streg fortæller et og andet om markedsføringsholdet på JAKA. De har haft smilet som salgsargument.

Denne fantastiske juleuro, har nok aldrig været andet end en tegning. I 1959 var den forsiden på en julehilsen fra JAKA.

Den underfundige stil, som var JAKA’s kendetegn i 1950’erne og 1960’erne er smittende. Derfor er en indkøbt JAKA bov blevet iklædt en specialstrikket nissehue. Den står nu på Aarhus-kontoret i Den Gamle By, til pynt og latter i denne søde juletid .

Rigtig glædelig JAKA jul.

Julestemning gennem Børge Venges kameralinse

Gadebelysningen agerer nærmest ledestjerne på Børge Venges smukke vinterbillede fra Hans Hartvig Seedorffs Stræde

Naturligvis skal I have en lille julehilsen fra Aarhus-bloggen. Billederne her er taget af pressefotografen Børge Venge (1918-2012) omkring 1960 og beviser, at der rent faktisk var hvid jul i ”gamle” dage.

I Den Gamle Bys byhistoriske fotodatabase findes denne lille juleserie, hvori Børge Venge på fineste vis har fanget lidt af den stemning, der kendetegner en by op mod jul.

 

Ulykke under opsejling Bruuns Bro? Børge Venge

 

Julerejsende samles op ved københavnerbåden? Børge Venge

En enlig ”cafegæst” fanget på det lille torv på hjørnet af Nørregade og Paradisgade, Børge Venge

Med sin kameralinse viser Børge Venge os mange interessante og flotte detaljer, der i dag er med til at give os alle et spændende indblik i den nære fortids vejr og byliv. Giver man sig tid til at studere billederne nærmere er det ikke overraskende, at fotografen i løbet af sin karriere modtog flere priser.

Børge Venge nåede i sit 93-årige lange liv at arbejde som pressefotograf på både Demokraten og Stiften. Da han gik på pension i 1980 havde han dokumenteret en menneskealders aarhusianske begivenheder og fotograferet stort set alle, der var værd at forevige – lige fra Louis Armstrong til Grauballemanden.