Om Søren Tange Rasmussen

Museumsinspektør og leder af Besættelsesmuseet i Aarhus.

Julestemning gennem Børge Venges kameralinse

Gadebelysningen agerer nærmest ledestjerne på Børge Venges smukke vinterbillede fra Hans Hartvig Seedorffs Stræde

Naturligvis skal I have en lille julehilsen fra Aarhus-bloggen. Billederne her er taget af pressefotografen Børge Venge (1918-2012) omkring 1960 og beviser, at der rent faktisk var hvid jul i ”gamle” dage.

I Den Gamle Bys byhistoriske fotodatabase findes denne lille juleserie, hvori Børge Venge på fineste vis har fanget lidt af den stemning, der kendetegner en by op mod jul.

 

Ulykke under opsejling Bruuns Bro? Børge Venge

 

Julerejsende samles op ved københavnerbåden? Børge Venge

En enlig ”cafegæst” fanget på det lille torv på hjørnet af Nørregade og Paradisgade, Børge Venge

Med sin kameralinse viser Børge Venge os mange interessante og flotte detaljer, der i dag er med til at give os alle et spændende indblik i den nære fortids vejr og byliv. Giver man sig tid til at studere billederne nærmere er det ikke overraskende, at fotografen i løbet af sin karriere modtog flere priser.

Børge Venge nåede i sit 93-årige lange liv at arbejde som pressefotograf på både Demokraten og Stiften. Da han gik på pension i 1980 havde han dokumenteret en menneskealders aarhusianske begivenheder og fotograferet stort set alle, der var værd at forevige – lige fra Louis Armstrong til Grauballemanden.

Med dampskib til skoven

Når folk i disse dage nyder sommerens flygtige solstråler ved ”Sculpture by the Sea” følger de reelt en fin gammel aarhusiansk tradition.

Sculpture by the Sea

Ønsker du at opleve Sculpture by the Sea, kan det ske om bord på den tidligere Livø-færge M/S Bertha. Færgen sejler fra Marselisborg Marina og lægger til ved Ballehage.

Smukt ved strand og skov

I mere end 250 år har stranden og Marselisborgskovene været et yndet udflugtsmål for byens borgere. Det hele begyndte, da skovarbejderne og folkene i skovmøllerne begyndte at servere smuglerbajere og andre forfriskninger for skovens gæster. Senere kom mere officielle traktørsteder til, og på lune sommersøndage skete det, at byens konditorer opsatte telte, hvorfra de solgte kager og andet mundgodt.

 

Thors Mølle

Siden slutningen af 1700-årene har der i Marselisborgskovene været steder, hvor en vandringsmand eller skovtursgæst kunne nyde en forfriskning eller to. Thors Mølle er bland de ældste af disse steder. Foto ca. 1890.

Dampselskabet Turisten A/S

De mange udflugtsgæster kom til hest, i vogn eller på gåben, men fra omkring år 1900 blev det de to små dampskibe ”Turisten” og ”Marselisborg”, der var det foretrukne transportmiddel. De to skibe var ejet af Dampselskabet Turisten A/S, hvis formål var at sikre ”en billig og bekvem befordring” til byens nærmeste kyststrækninger. Den første sejlads fandt sted 2. Pinsedag 1896 med ”Turisten”, der i avisen blev beskrevet som en ”En fiks og vims lille Ting.” med plads til 70-80 passagerer.

 

“Marselisborg” stævner ud

Meget lig de skibe, der i disse dage bringer udstillingsgæster frem og tilbage mellem lystbådehavnen og skulpturerne ved Ballehage, sejlede de fordums skovbåde på strækningen fra havnen, ved Toldboden, og ud til det sted, hvor Ørnereden ligger i dag. I perioder sejlede skibene også til Risskov og helt ud til Moesgaard Strand.

 

Kæmpe succes

Interessen var overvældende, og på kajen i Aarhus så man ellers ordentlige folk begynde at puffe til hinanden i deres bestræbelser på at komme om bord. En overgang blev det så slemt, at politiet så sig nødsaget til at postere en betjent for et dæmpe gemytterne.

Ganske beruset af aarhusianernes entusiasme for at opleve Marselisborgskoven fra søsiden besluttede selskabet bag ”Turisten”, at der skulle skaffes endnu et skib. ”Marselisborg” blev indsat i maj 1897 og var næsten dobbelt så stor, som det oprindelige flagskib. Selv med denne betragtelige forøgelse i kapaciteten besluttedes det, at ”Turisten” skulle udskiftes med en endnu større damper, nemlig en Turisten version 2, med plads til hele 400 passagerer.  Successen fortsatte og omkring århundredskiftet befordrede de små dampere i sæsonen 150.000 glade gæster.

 

Der kunne være godt fyldt op om bord på skovbådene – især når større selskaber og foreningen skulle på skovtur. Her er det jernbanefolkenes sangforening med familier ved Ørnereden

Skovtur til vands

På bådene var der et mindre sortiment af forfriskninger, men for de fleste gæster, var det de små traktørsteder langs ruten, hvor man indtog sit måltid eller slukkede tørsten. Ved Ørnereden havde den driftige skovfoged Peder Rasmussen bygget et primitivt lille etablissement, hvorfra skovfogedfruen Marie diskede op med en kop kaffe og en ostemad. Var man heldig, kunne man ud ad bagdøren også købe en håndbajer. Stedet var noget af en guldgrube, og det hævdedes at den gode skovfoged kunne supplere sin faste indtægt med ca. 4000-5000 kr. (mere end en kvart million i nutidspenge). Rundt om i skoven lå andre gamle udskænkningssteder, f.eks. ved Silistria, Hørhaven og Thors Mølle.

Med den omsætning var det naturligt, at kommunen ønskede at overtage forretningerne i skovene, og derfor planlagde man i 1908 at opføre to skovpavilloner ved skovbådenes populære anløbssteder. Begge pavilloner blev tegnet af arkitekt Eggert Achen, der også havde stået for ombygningen af Hotel Royal. Det fornemme Varna stod færdigt i 1909 og det mere folkelige traktørsted Ørnereden kom til i 1910.

Varna

Første stop på ruten var broen ved Varna. Herfra gik turen videre ud til Ørnereden og evt. også Moesgaard Strand

Nedgang og afslutning

Frem mod Anden Verdenskrig kom skovbådene ind i en kedelig udvikling. En række uheld og vinterskader på skibenes anløbsbroer betød, at der måtte bruges mange penge. Samtidigt forårsagede en række regnfulde sommersæsoner et faldende passagertal.  Økonomien rakte ikke længere, og selvom selskabet bag bådene flere gange fik økonomisk hjælp af kommunen, så det sort ud for de to små dampere. Den tyske besættelse af Danmark i 1940 satte en endelig stopper for skovbådene.

”Turisten” blev solgt til Tyskland, hvor den forsvandt i løbet af krigsårene, mens ”Marselisborg” måtte tåle den ydmygelse at blive ophugget og anvendt som brændsel. Skibets dampmaskine blev genbrugt som drivmaskine ved brunkulsproduktion.

Skovbådenes genkomst

Bortset fra en enkelt festuge eller to, er skovbådene indtil nu forblevet noget, der hørte fortiden til. Men hvem ved – måske er sejladsen i forbindelse den tilbagevendende event Sculpture by the Sea en ny begyndelse for en fin gammel aarhus-tradition?

 

Litteratur:

Jensen, Bernhard & Peder: Marselisborgskovene – Historie og begivenheder gennem århundreder. Aarhus 1974.

Jensen, Bernhard: Med skib til skoven – af de århusianske skovbådes historie. Aarhus 1977-78.

Mens vi venter på søbadet

Der er nok ikke mange, der i øjeblikket føler en særlig stærk trang til en svømmetur i Guds fri natur. Og da slet ikke i Aarhus Havn. Men som billederne antyder, var der en tid, hvor havnebassinet blev brugt til andet end skibsfart.

AGFs damehold i udspring, Kulhavnen 1920.

Når Aarhus bliver europæisk kulturhovedstad i 2017, vil muligheden genopstå.  Med Salling Fondens donation på 40 millioner har Aarhus Kommunen fået mulighed for at etablere et søbad, muligvis i stil med det københavnerne nyder godt af på Islands Brygge. Placeringen bliver formodentligt i bassinet ud for Jette Tikøbs Plads ved siden af b.la. Lighthouse.

Det forlyder, at vandet i Aarhus Havn nu er så rent, at vi kan gøre københavnerne kunsten efter. Det populære søbad på Islands Brygge. Foto Københavns Kommune.

Kulturhovedstadens overskrift er Rethink, dvs. gentænk på dansk. Og er man lide poetisk anlagt, kan man anskue genkomsten af et søbad i Aarhus Havn som en slags gentænkning af en fin gammel Aarhus-tradition.

Aarhus fik sit første søbad helt tilbage i første halvdel af 1800-tallet, da skibsreder Bonnesen anlagt et lille grønmalet badehus på pæle på stranden udfor Mindet. I 1848 kom Søbade-Anstalten til – den lå på den del af havneområdet, som kaldtes Grønland tæt på den nuværende filmby. Anstalten lå ved siden af Meulengrachts meget lidt velduftende trankogeri. Den rivende industrielle udvikling, som Aarhus oplevede efter 1850 gjorde, at der snart opstod problemer med forurenet vand. I 1885 blev den nu kommunale badeanstalt anmeldt til Sundhedskommissionen, hvorefter den måtte lukke.

Den truende forurening betød dog ikke, at det var slut med svømmeriet for aarhusianerne. I de kommen år åbnede flere private søbade på placeringer nord og syd for havnen. Kommunen åbnede allerede i 1885 en ny søbadeanstalt på stranden lidt nord for Østbanegården. Det var her byens skoleelever modtog svømmeundervisning, ligesom den blev anvendt af byens svømmeklubber. Anstalten blev nedlagt i forbindelse med havneudvidelser i 1950erne.

Den kommunale Søbadeanstalt efter en god vinterstorm, 1922.

Selvom havnevandet i perioder var alt andet end appetitligt, blev det alligevel anvendt, når der skulle afholdes konkurrencer. AFG svømning, der blev oprettet i 1902, bruget havnebassinet ved Kulhavnen, ligesom det også var udstyret med udspringstårn og bane til vandpolo.

Vandpolo var blot én af konkurrencerne i havnebassinet ved AGF-stævnet i 1920.

I 1933 åbnede Badeanstalten Spanien åbnede for byens borgere og hvorefter de mange af de aktiviteter, der før havde fundet sted i kulhavnen, blev flyttet til den nye svømmehal.

Aarhus Kommune melder, at havnevandet her i 2013 er af en kvalitet, der gør, at det skulle være sikkert at genoptage de gamle traditioner.