Om Anneken Appel Laursen

Museumsinspektør i Den Gamle By.

Frivillige i Aarhus har gennem tiden gjort en forskel for andre

Europæisk Frivillighovedstad i Aarhus fejrer gennem et helt år byens lokale frivillige, der påtager sig meget forskellige opgaver, til glæde for mange. I dagens velfærdssamfund taler man om et aktivt medborgerskab, og kommunen er en aktiv part i at skabe de bedste rammer for frivillighedskulturen.

Frivilligheden er dog slet ikke noget nyt fænomen, men fokus har ændret sig i takt med at samfundet har forandret sig. Velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet og den lige ret til uddannelse, er eksempelvis noget vi i dag tager som en selvfølge. Men sådan har det ikke altid været.

Foto: Børge Venge, 1960, Aarhus Stadsarkiv

Aarhusianske frivillige var ”first movers”
Frivillighed i fortidens Aarhus havde for eksempel et helt nødvendigt og konkret fokus på, at skabe bedre vilkår for trængte medborgere, at give adgang til viden for menigmand og give handicappede børn gode oplevelser i en oplevelsesfattig hverdag. Aarhusianske mænd og kvinder så, hvor det haltede, og gik målrettet i gang med at ændre på vilkårene.

Man kan sige, at frivillighedens historie handler om ”first movers”, der var drevet af ønsket om at skabe bedre forhold for deres medborgere. I en vandreudstilling, som Den Gamle By tidligere på året lavede til Europæisk Frivillighovedstad, bliver der sat fokus på otte personer, der på hver sin måde har gjort en markant forskel for de mange i Aarhus. Bag udstillingen står Cecilie Sophie Grothe, der var i studenterpraktik på museet i 2017 og som har stået for research, udvælgelse, grundtekster og billedredaktion.

Her præsenteres tre fortællinger om tre markante aarhusianere, der gennem frivilligt arbejde gjorde en markant forskel i fortidens Aarhus. Fortællingerne bygger på Cecilies arbejde.

Julius Høegh-Guldberg åbnede det første folkelige bibliotek.
Oberst Julius Høegh-Guldberg (1779-1861) var en fremtrædende skikkelse i 1800-tallets Aarhus. Han ønskede at styrke ’almenvellet’, og det handlede både om at skabe og forbedre velfærd og forhold for den mindre bemidlede aarhusianer. Oplysning og viden til alle, både høj og lav, blev en mærkesag for Julius Høegh-Guldberg. I 1821 oprettede han Aarhus Stiftsbibliotek, som kongen havde givet tilladelse til.

Julius Høeg-Guldberg var oberst og stifter af det første bibliotek for alle aarhusianere, der åbnede i 1821.
Foto: Ukendt, ca. 1840, Den Gamle By

Biblioteket blev til i form af boggaver. Julius Høegh-Guldberg skrev ud om støtte i form af bøger. Bidragene strømmede ind, særligt fra byens borgere, stiftets præster og embedsmænd. Allerede i 1827 var bogsamlingen på cirka 6.000 bøger og interessen for biblioteket var stor. Stiftsbiblioteket lå i nogle af Domkirkens lokaler.

Det var vigtigt for Julius Høgh-Guldberg at biblioteket var tilgængeligt for alle i byen. Det skulle ikke kun være for ”Videnskabsdyrkere” men for alle, der havde lyst til en eller anden form for nyttig og underholdende Læsning. Stiftsbiblioteket adskilte sig derfor fra andre biblioteker i tiden, da det ikke udelukkende var forbeholdt byens velstillede borgere. Høegh-Guldberg stod også bag indretningen af en særlig afdeling med tekniske bøger til gavn for håndværkerne, så de fik mulighed for at dygtiggøre sig.

Tegning af Aarhus Domkirke set fra nordøst med de to kapeller, der rummede biblioteket under det skrå tag på nordsiden af korskarmen. Aarhus Stiftsbibliotek var et ’almuebibliotek’, som man kaldte folkebibliotekerne dengang.
Kunstner: J. Kornerup, 1855, Den Gamle By

Aarhus Stiftsbibliotek var i virkeligheden et ’almuebibliotek’, som man kaldte folkebibliotekerne dengang. Man siger at Stiftsbiblioteket var det første egentlige folkebibliotek i Aarhus. I 1881 lukkede Aarhus Stiftsbibliotek og bogsamlingen blev overdraget til Aarhus Katedralskole. Aarhusianerne blev dog ikke uden bibliotek, da Aarhus Folkebibliotek i mellemtiden var åbnet i 1869.

Ellen Schepelerns hjalp ”faldne” kvinder.
Præstefruen Ellen Schepelern (1876-1937) kom til Aarhus i 1905. Hun blev hurtigt optaget af at hjælpe unge kvinder, der kom ”på gale veje”. Ellen Schepelern stiftede Kvindehjælpen i 1906 i Aarhus.

Ellen Schepelern stiftede Kvindehjælpen i Aarhus. Hun var formand og en kreds af borgerskabets kvinder sad i bestyrelsen. Organisationen fik flere afdelinger i Aarhus og forstæderne, og med afdelinger i Sønderjylland og Viborg.
Ellen Schepelern blev født i 1876 og døde i 1937.
Foto: Waldemar Riis Knudsen, 1916, Den Gamle By

Først gik Ellen Schepelern sammen med lokale diakonisser rundt i byens gader og beværtninger. Her talte de med unge prostituerede kvinder eller kvinder, der på anden måde levede et for samtiden utugtigt liv.
Prostitution var et offentligt erhverv omkring 1900, men i 1906 blev det afskaffet og den statslige kontrol med kvinderne ophørte. Et stort antal prostituerede var pludselig uden hjem og arbejde. Ellen Schepelern inviterede de unge kvinder hjem i sit private hjem til sammenkomster med blandt andet kaffe, oplæsning og andagt. Opgaven greb om sig og Ellen Schepelern fik flere medhjælpere. Snart indså hun, at nogle få timers kontakt til de unge kvinder slet ikke var nok. Der burde oprettes egentlige hjem, hvor de unge kvinder kunne bo og arbejde og blive vejledt i en mere retlinet livsførelse.

Dette blev grundstenen i organisationen Kvindehjælpen. Den 6. februar 1906 blev foreningen stiftet, med Ellen Schepelern som formand og en kreds af borgerskabets kvinder som bestyrelsesmedlemmer. På kvindehjemmene fik de unge kvinder undervisning i husligt arbejde, og de lærte at opføre sig ordentligt og præsentabelt. Tanken var, at de unge kvinder fremfor alt skulle oplæres til at blive hustruer, mødre og husmødre.

Strygestuen på Kvindehjemmet, Banegårdsgade 19 omkring 1912.
Foto: Ukendt, 1912, Kvindehjælpens årsberetning.

Kvindehjælpen kom senere også til omfatte børneforsorg, for Ellen Schepelern havde indset det skadelige i, at kvinder ikke kunne være sammen med deres spædbørn. Derfor indrettede foreningen et mødre- og spædbørnshjem for “førstegangs forførte”.

Det var et stort arbejde at skaffe midler til Kvindehjælpen, der foregik gennem indsamlinger. Gennem tiden blev der gennemført flere landsindsamlinger. I 1916 flyttede Ellen Scheplern til Slagelse og senere til Viborg. Men hun fortsatte ufortrødent og var formand for Kvindehjælpen til sin død. I 1922 modtog Ellen Schepelern en fortjenstmedalje i guld for sin indsats.

Onkel Evald brændte for at hjælpe handicappede i Aarhus.
Vagmester Evald Boesen Petersen (1911-2000) var gennem mere end 40 år optaget af at give unge og ældre handicappede gode oplevelser. Han blev kendt som hele byens Onkel Evald.

I 1958 gik turen til Norge for en gruppe unge handicappede. Onkel Evald står i midten. Efter denne tur tog Onkel Evald initiativ til at arrangere, at spastisk lammede fra Norge kunne komme på ferie i Aarhus. Hans virke kom til også at omfatte handicappede fra andre byer og lande.
Foto: Børge Venge, 1958, Den Gamle By

Det var gennem arbejdet som vagtmester hos Falck, at han stiftede bekendtskab med mange handicappede, der sjældent kom uden for deres hjem. Dette rørte Onkel Evald, og han besluttede sig for at bringe livsglæde til handicappede i Aarhus. Op gennem 1950’erne arrangerede Onkel Evald stævner, udflugter, rejser og fester for de handicappede i Aarhus. Han arrangerede blandt andet busture til Harzen for 18 unge med spastiske lammelser, hvor hovedparten sad i kørestol.

I juli 1955 modtog Onkel Evald Aarhus Rundskues hæderspris for sin indsats og den blev overrakt af Aarhus’ borgmester. Aarhus Stiftstidende citerer borgmesteren for at sige: ”Kære onkel Evald! Du er en stor mand, en rar mand, en rigtig mand! Du har selvopofrende taget dig af de spastisk lammede på en saadan maade, at du et forbillede for os alle sammen. Du er en rigtig onkel Evald, derfor skal du ha’ hædersprisen.

Onkel Evalds initiativer rakte ud over landets grænser. I 1958 gik turen til Norge for en gruppe unge handicappede. Efter denne tur arrangerede Onkel Evald, at spastisk lammede fra Norge kunne komme på ferie i Aarhus.

Udflugt til Legoland for spastisk lammede børn, som Onkel Evald havde arrangeret.
Foto: Ukendt, 1968, Den Gamle By

Initiativerne blev finansieret ved indsamlinger. Der blev blandt andet afholdt ”Onkel Evald-fest”, der var en underholdningsaften i Rådhushallen i Aarhus, hvor overskuddet ubeskåret gik til Onkel Evalds arbejde. Det var Onkel Evald selv, der stod i spidsen for indsamlingsarbejdet.

I år hylder Aarhus så alle sine frivillige som Europæisk Frivillighovedstad. For der er stadig brug for initiativrige frivillige i samfundet.

På Stuegang i Aarhus – historien om byens hospitaler.

Ny, stor bog, der fortæller historien om Aarhus’ hospitaler, er udkommet i slutningen af november 2016. Læseren tages med fra de blot 20 senge på det lille hospital i midten af 1800-tallet og frem til i dag – og endda lidt ind i fremtiden.

Da Kommunehospitalet blev indviet i 1893 lå det uden for byen. Foto: Hammerschmidt Foto

Da Kommunehospitalet blev indviet i 1893 lå det uden for byen.
Foto: Hammerschmidt Foto

Aarhus Kommunehospital er det ældste hospital i Aarhus, der fortsat er i brug. Da Kommunehospitalet blev indviet i 1893 lå det uden for byen. Her var én overlæge, cirka 30 øvrige medarbejdere og i alt 160 sengepladser. Difteri, tyfus og tuberkulose var nogle af de hyppigst forekommende sygdomme på hospitalet sidst i 1800-tallet.

 Elever på Skovvangsskolen står i kø for at få deres lunger røntgenfotograferet. Billedet er fra 1958. Foto: Børge Venge

Elever på Skovvangsskolen står i kø for at få deres lunger røntgenfotograferet. Billedet er fra 1958.
Foto: Børge Venge.

Tuberkulose var i første halvdel af 1900-tallet en af de helt store dræbere – også i Aarhus. Mange folk boede i dårlige boliger, og smittespredningen var stor. Takket være en stor og systematisk indsats lykkedes det at få tuberkulosen bekæmpet. Billedet er fra 1958, og viser elever på Skovvangsskolen i kø for at få deres lunger røntgenfotograferet.

Overlæge på Aarhus Kommunehospital, Poul Ottosen, undersøger blodtryk og hjerter på handlende i Brugsen. 1975. Foto: Hans Bølcho

Overlæge på Aarhus Kommunehospital, Poul Ottosen, undersøger blodtryk og hjerter på handlende i Brugsen. 1975.
Foto: Hans Bølcho

Hjertesygdomme blev i årene efter 2. Verdenskrig den helt store dræber. I takt med at velstanden steg, sneg også mageligheden sig ind på mange danskere. Flere fik bil, kontorarbejde og tv, og for mange førte det til en mere stillesiddende tilværelse. Samtidig nød mange både alkohol og røg, og livsstilen kom nu i fokus. I 1975 undersøgte overlæge på Aarhus Kommunehospital, Poul Ottosen, blodtryk og hjerter på handlende i Brugsen.

Stuegang på Aarhus Amtssygehus i 1940’erne. Foto: Ukendt

Stuegang på Aarhus Amtssygehus i 1940’erne.
Foto: Ukendt.

Langt op i 1900-tallet var hospitalerne små verdener med en mandlig overlæge øverst i hierarkiet. Når lægen gik stuegang, fulgte det øvrige personale andægtigt med. Før lægens ankomst til den enkelte sengestue, havde sygeplejerskerne været der på forhånd for at anrette patienterne. Dynerne var blevet lagt pænt, og gardinerne var også blevet rettet til. Her er der stuegang på Aarhus Amtssygehus i 1940’erne.

Byggeriet i Skejby er fotograferet i 2014. Foto: John Kristensen, Hunderup luftfoto

Byggeriet i Skejby er fotograferet i 2014.
Foto: John Kristensen, Hunderup luftfoto

Byggeriet i Skejby er her fotograferet i 2014. Første spadestik var i 2009, og efter planen er hele komplekset klar i 2019.

Forside på bogenBaggrunden for bogen er, at Aarhus Universitetshospital i de kommende år flytter under ét tag i Skejby. Det betyder, at de gamle hospitaler i Aarhus lukker. Men for ikke at deres lange historie skal glemmes kontaktede Aarhus Universitetshospital Den Gamle By. Man spurgte, om museet kunne være med til at sikre historien – at samle historien op. Det kunne Den Gamle By, og igennem knap tre år har museet haft historiker Doron Haahr ansat til at skrive bogen om hospitalernes historie. Bogen udkom i november 2016.

Du kan læse en anmeldelse af ”På Stuegang i Aarhus” her:

http://jyllands-posten.dk/aarhus/kultur/ECE9169323/de-hvide-kitlers-parade/

Du kan læse mere om bogens forfatter, historiker Doron Haahr, her:

http://aarhushistorier.dk/om-doron

 

Havnearbejdernes varmestue – et levende minde sat til salg

Havnearealerne tæt på byen, der engang var aktive og pulserende arbejdspladser, omdannes til boligområder, åbne pladser, kulturhuse og studiesteder. Hermed forandrer byens identitet sig. Den synlige fortælling om at Aarhus er blevet landets andenstørste by, meget på grund af sin havn, er flyttet ud af aarhusianernes øjesyn. Ud på Østhavnen.

Havnen er fortællingen om Aarhus, der tager teten og rykker fra de andre byer, og om alle de mænd og få kvinder, der har fået gang i hjulene ved at arbejde hårdt på havnen. Én bygning er i særlig grad med til at fortælle om havnens historie. Det er havnearbejdernes varmestue, der ligger på Mindet 4.

Wienerbrød og kaffe svinges igennem lugen ind til varmestuen. Omkring 1940. Lugen findes stadig, men nu som skab. I stedet er der lavet en større åbning, for en hurtigere ekspedition af vådt og tørt. Foto: Agge Fredslund Andersen

Wienerbrød og kaffe svinges igennem lugen ind til varmestuen. Omkring 1940.
Lugen findes stadig, men nu som skab. I stedet er der lavet en større åbning, for en hurtigere ekspedition af vådt og tørt.
Foto: Aage Fredslund Andersen

Siden 1935 har ”Den flade” varmestue huset havnearbejderne, når der var pauser og fri fra det hårde arbejde på havnen. Inden døre emmer bygningen af historie. Havnearbejderne selv værner om stedet, holder det i live ved at bruge det, selvom varmestuen egentlig lukkede for 12 år siden.
Nu er Mindet 4 sat til salg, for al aktivitet rykker ved årsskiftet ud i Østhavnen, hvor der bliver bygget fælles personalefaciliteter for alle de ansatte på havnen.

Havnearbejderne håber, at nogen vil købe stedet og skabe nyt liv med afsæt i det gamle. Restaurant, forsamlingshus, kulturelle aktiviteter – ideerne er mange. Interiøret oser af historie, og vil kunne give nogle helt fantastiske oplevelser i fremtiden, samtidig med at historien om fortiden fortsat fortælles.

Mindet er oldnordisk og betyder mundingen, altså lige der, hvor Aarhus Å løber ud i bugten. Det er lige her, at Aarhus vugge ligger.

Fra børnebiblioteket i Dokk1'en er der et godt overblik over den del af havnen, der stadig er i aktivitet. Den røde pil viser hvor Mindet 4 ligger. Foto: Anneken Appel Laursen, juni 2015

Fra børnebiblioteket i Dokk1’en er der et godt overblik over den del af havnen, der stadig er i aktivitet. Den røde pil viser hvor Mindet 4 ligger.
Foto: Anneken Appel Laursen, juni 2015

Havnearbejdernes varmestue på Mindet 4 kaldes "Den flade". "Den høje" varmestue lå i Pakhus 27 og eksisterer ikke længere. Det samme gælder pakhuset, der snart rives ned, til fordel for en åben pladsdannelse. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015

Havnearbejdernes varmestue på Mindet 4 kaldes “Den flade”. “Den høje” varmestue lå i Pakhus 27 og eksisterer ikke længere. Det samme gælder pakhuset, der snart rives ned til fordel for en åben pladsdannelse.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015

Varmestuen på Mindet 26 under opførsel i 1935. Fotografiet afslører, at der er sket få ændringer med bygningen. En tilbygning mod syd og hjørnet har fået butiksvinduer. En ændring i vejnavnene, hvor Mindet i dag først begynder efter jernbaneoverskæringen, betyder at MIndet 26 er blevet til Mindet 4. Foto: Aage Fredslund Andersen

Varmestuen på Mindet 26 under opførsel i 1935. Fotografiet afslører, at der er sket få ændringer med bygningen. En tilbygning mod syd og hjørnet har fået butiksvinduer.
En ændring i vejnavnene, hvor Mindet i dag først begynder efter jernbaneoverskæringen betyder, at Mindet 26 er blevet til Mindet 4.
Foto: Aage Fredslund Andersen

Så er der gjort klar til servering i havnearbejdernes varmestue, Mindet 26 (nu Mindet 4). Kaffekopperne  er næsten som krus. Omkring 1940. Foto: Aage Fredslund Andersen

Så er der gjort klar til servering i havnearbejdernes varmestue, Mindet 26 (nu Mindet 4). Kaffekopperne er næsten som krus. Omkring 1940.
Foto: Aage Fredslund Andersen

Peter Mogensen er havnearbejder, og en af de mange, der gerne ser varmestuen Mindet 4 bevaret, i levende live. Den skal helst ikke blive til et museum. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Peter Mogensen er havnearbejder, og en af de mange, der gerne ser varmestuen, Mindet 4 bevaret, i levende live. Den skal helst ikke blive til et museum eller forsvinde.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

"2 kaffe og en ostemad, tak". Havnearbejdernes varmestue var oprindeligt i 2 etager. Gennem tragten på væggen talte man sammen, og den bestilte servering blev sendt op med madelevatoren til venstre for samtaleanlægget. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

“2 kaffe og en ostemad, tak”. Havnearbejdernes varmestue var oprindeligt i 2 etager. Gennem tragten på væggen talte man sammen, og den bestilte servering blev sendt op med madelevatoren til venstre for samtaleanlægget.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Den 80 år gamle varmestue ligner sig selv, næsten. Møblementet var dog oprindeligt lange borde og bænke. Men enten er der kommet nyt til i engang i 1940'erne eller også har man "arvet" Fiskerihavnens møblement, der åbnede i nye bygninger i 1941 - med præcis disse borde og stole. En ting er der ikke ændret på: Muligheden for at spille billard. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Den 80 år gamle varmestue ligner sig selv, næsten. Møblementet var dog oprindeligt lange borde og bænke. Men enten er der kommet nyt til i engang i 1940’erne eller også har man “arvet” Fiskerihavnens varmestues møblement, der åbnede i nye bygninger i 1941 – med præcis disse borde og stole.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Man kan stadig spille billard på varmestuen. Foto: Aage Fredslund Andersen, omkring 1940.

Billard har altid været og er fortsat et fast element på “Den flade” varmestue, Mindet 4. Der er spænding om udfaldet af spillet, omkring 1940.
Foto: Aage Fredslund Andersen.

Aarhus Rådhus – Tårnet der slet ikke var meningen

Tårnet på Aarhus Rådhus er et ikon i byens skyline. Og det til trods for, at de berømte arkitekter bag rådhuset, havde tænkt sig en tårn-løs bygning. Men borgere og meningsdannere ville det anderledes.

Som et af de få danske rådhuse er Aarhus Rådhus fredet på grund af bygningens enestående arkitektur. I 2006 blev det medtaget i Kulturkanonen under området arkitektur.

Som et af de få danske rådhuse er Aarhus Rådhus fredet på grund af bygningens enestående arkitektur. I 2006 blev det medtaget i Kulturkanonen under området arkitektur.

I 1937 udskrev kommunen en arkitektkonkurrence og ønskede sig en: ”…udpræget administrationsbygning, en arbejdsbygning uden noget tilstræbt pompøst og uden en forloren ”rådhusstil””. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller vandt konkurrencen.

Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møllers forslag, som vandt konkurrencen om et nyt rådhus i Aarhus i 1937. I det oprindelige forslag havde rådhuset ikke tårn. Arkitekternes akvarel.

Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møllers forslag, som vandt konkurrencen om et nyt rådhus i Aarhus i 1937. I det oprindelige forslag havde rådhuset ikke tårn. Arkitekternes akvarel.

Men ikke alle var glade for vinderprojektet. En heftig debat i den lokale presse og blandt borgerne brød ud. Der manglede et tårn.
Og så synes man heller ikke, at bygningen var pompøs nok.
Arkitekterne vendte tilbage til tegnebrættet og præsenterede et nyt forslag om et rådhus beklædt med marmor og et 60 meter højt tårn. Det vandt genklang.

Rejsegilde for Aarhus Rådhus i 1939. Åge Fredslund Andersen fotograferede og billedet ligger i Danske Billeder.

Rejsegilde for Aarhus Rådhus i 1939. Åge Fredslund Andersen fotograferede og billedet ligger i Danske Billeder.

Aarhus Rådhus blev indviet i 1941. Samme år hvor borger nummer 100.000 blev født, og hvor Aarhus havde 500 års jubilæum som købstad.
Rådhustårnet er i dag en del af bybilledet. Men da det var nyt, sagde århusianerne drillende om det, at håndværkerne havde glemt at pille stilladset ned. I dag kan vi ikke forestille os tårnet anderledes, og det indgår jævnligt i præsentationer og fortolkninger af Aarhus.

Kunstner Ole Nielsen fortolkede tårnet i festugen 1993 (vist nok). Foto: Verner Hald.

Kunstner Ole Nielsen fortolkede tårnet i festugen 1993 (vist nok). Foto: Verner Hald.

 

Kirkegården ved Jydske Asyl (Psykiatrisk Hospital i Risskov)

Nordøst for Psykiatrisk Hospital i Risskov ligger en kirkegård, der ikke længere er i brug. På kirkegården ligger lige rækker af cementsten med navne og årstal som minde over afdøde patienter. De grå sten gør ikke meget væsen af sig, men de fortæller historien om mennesker, der alle har kæmpet med svær psykisk sygdom og som i årevis har været patient på det psykiatriske hospital, hvorfra de også døde. Andre typer gravsten på kirkegården vidner om, at også overlæger og ansatte, der har haft deres arbejde på Psykiatrisk Hospital i Risskov, er blevet begravet her.
Der hersker en fredfyldt stemning på den lille kirkegård med den smukke udsigt ud over Aarhus bugten. Nærmest som en slags mindelund. En mindelund over en række udstødte skæbner, for engang betød psykisk sygdom ofte, at man blev sendt væk på dårekister og senere sindssygeanstalter, til langvarige og ofte uvirksomme behandlinger. Her blev de ”gemt og glemt”. Det var her de endte deres dage.

Da Jydske Asyl blev indviet i 1852 med tilhørende park var det med en revolutionerende behandling. Patienterne skulle beskyttes mod sygdomsfremkaldende og sygdomsforstærkende daglige relationer til familie og lokalsamfund. Det var vigtigt for pioner og overlæge Harald Selmer at en sådan helbredelsesanstalt skulle placeres, hvor den kunne udnytte ”Naturens Skjønheder [i en] venlig Beliggenhed og et afvexlende Landskab”. Det handlede om rekreation, og parken var derfor lige så vigtig som hospitalet. Den blev anlagt med frugttræer og baner til tennis, boccia og meget andet.

Da Jydske Asyl blev indviet i 1852 med tilhørende park var det med en revolutionerende behandling. Patienterne skulle beskyttes mod sygdomsfremkaldende og sygdomsforstærkende daglige relationer til familie og lokalsamfund. Det var vigtigt for pioner og overlæge Harald Selmer at en sådan helbredelsesanstalt skulle placeres, hvor den kunne udnytte ”Naturens Skjønheder [i en] venlig Beliggenhed og et afvexlende Landskab”. Det handlede om rekreation, og parken var derfor lige så vigtig som hospitalet. Den blev anlagt med frugttræer og baner til tennis, boccia og meget andet.

Kirkegårdens historie:
Siden 1857 har der været knyttet en kirkegård til Psykiatrisk Hospital eller Jydske Asyl, som det oprindeligt hed. Den sidste begravelse skete i 1962, selvom kirkegården officielt var blevet nedlagt i 1957. Der var ikke længere brug for kirkegården, for behandling med psykofarmaka har siden 1950’erne givet reelle muligheder for behandlinger af psykiatriske patienter.

Kirkegården blev indviet 20. november 1857. Den er landets ældste kirkegård knyttet til et psykiatrisk hospital. Og der var et stort behov, da det 4 år gamle Jydske Asyl i 1856 blev udvidet til 400 pladser fra de oprindelige 130. Det skete fordi man nedlagde dårekisterne ved Frue Kirke i Aarhus. Fra 1861 blev Jydske Asyl endvidere pålagt at modtage uhelbredeligt og kronisk syge, så endnu flere patienter endte deres dage på hospitalet.

Behandlingsmetoderne var dengang som regel uvirksomme og højst lindrende, det betød indlæggelse i årevis, hvor patienterne enten døde af alderdom eller anden sygdom på hospitalet. Vejlby Kirkegård kunne ikke tage imod de mange døde, så en hospitalskirkegård var påkrævet.

Harald Selmer, var en af foregangsmændene i den moderne psykiatri, og den første overlæge på Jydske Asyl. Han tænkte i helt nye baner, hvor det handlede om rekreation og behandling, frem for forvaring. Født i 16. marts 1814 og død 17. december 1879.  Han ligger begravet på kirkegården. Foto: Ovartaci Museet

Harald Selmer, var en af foregangsmændene i den moderne psykiatri, og den første overlæge på Jydske Asyl. Han tænkte i helt nye baner, hvor det handlede om rekreation og behandling, frem for forvaring. Født i 16. marts 1814 og død 17. december 1879. Han ligger begravet på kirkegården. Foto: Ovartaci Museet

Kirkegårdens udformning:
Kirkegården blev anlagt som en 150 m lang og 50 m bred kile umiddelbart nord for hospitalsområdet. Oprindeligt hængte kirkegård og park mere sammen, hvor kirkegården var inspireret af barokkens mere stramme og symmetriske parkanlæg, modsat parkens mere romantiske og løse udtryk. I dag er de adskilt af nyere bygninger og træer, der hænger ind over kirkegårdens rum.

Anlægget var omtrent korsformet, med et cirkelformet anlæg, der hvor akserne krydsede hinanden. Her blev flere af hospitalets læger begravet, blandt andet overlæge Harald Selmer. I akserne var der stier, ligesom der var stier langs kanten af anlægget.
I 1889 fik kirkegården sit eget kapel. Det blev revet ned omkring 1970, for at give plads til en vendeplads. Den vestlige del af kirkegården eksisterer derfor ikke længere.

Kirkegården i dag:
Et besøg på kirkegården december 2014 afslører, at det cirkelformede anlæg stadig anes i overlægernes gravminder, der står med ryg mod hinanden under en forvokset stedsegrøn busk. Stisystemet er næsten væk, men gravstedernes placering og mellemrummene i mellem dem, viser, hvor stierne har været.

235 gravsten i cement er placeret i lige rækker på kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Risskov.

235 gravsten i cement er placeret i lige rækker på kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Hovedparten af kirkegården fremstår som en samlet græsflade, hvor gravminderne, på lige rækker, er inddelt i sektioner. Den østlige ende, der skråner ned mod Aarhus Bugt, snævrer til og munder ud i et fint kig til Aarhus Bugt.

En fyrmester ligger begravet i udkanten af kirkegården med udsigt ud over Aarhus Bugt. Han hed Chr. Heering og man kan læse den spændende og gribende historie om, hvordan han endte sine dage på Jydske Asyl i bogen "Fyrmesteren. Beretning om et liv på kanten af havet" af Bodil Selmer.

En fyrmester ligger begravet i udkanten af kirkegården med udsigt ud over Aarhus Bugt. Han hed Chr. Heering og man kan læse den spændende og gribende historie om, hvordan han endte sine dage på Jydske Asyl i bogen “Fyrmesteren. Beretning om et liv på kanten af havet” af Bodil Selmer.

I den østlige ende er det tydeligt, at kirkegården ikke længere er i brug. Efterårets løvfald har samlet sig i striber på græsset og afslører lave fordybninger i græstæppet. Her er kisterne sunket sammen under jorden, hvilket har skabt de svage hulninger. Dette fænomen ses sjældent på moderne kirkegårde, hvor man enten foretager genbegravelser eller på anden måde forhindrer sammensynkning.

Kirkegården set mod vest. Bladene har lagt sig i striber, og afslører svage hulninger i græsset. Det er gravstederne, der er sunket sammen.

Kirkegården set mod vest. Bladene har lagt sig i striber, og afslører svage hulninger i græsset. Det er gravstederne, der er sunket sammen.

Et minde over de døde og deres skæbner:
Over 2000 mennesker er igennem tiden blevet begravet på hospitalskirkegården, hvoraf 235 gravminder er bevaret den dag i dag.

Gravminderne er for hovedparten cementsten, der oprindeligt lå i græsset, men som er blevet skråtstillet for ca. 10 år siden, så de ikke skulle forsvinde helt. I forbindelse med denne genopstilling er navnetrækkene blevet malet op og de står stadig tydeligt. En undersøgelse[1] viser at de døde for manges vedkommende har været mennesker, der på en eller anden måde var udstødte eller marginaliserede i deres samtid. Nogle har haft endog brutale skæbner. Personer, der var indlagt på psykiatriske institutioner, har kulturhistorisk set været meget udsatte og skrøbelige.

Kirkegården har for længst udlevet sin rolle som begravelsesplads for afdøde patienter. Men på sin vis fungerer kirkegården fortsat som mindested over skæbner, der måske har været udstødt af samfundet eller at de har været så syge, at de ikke kunne være andre steder end på hospitalet. Det er nogle af samfundets allersvageste, hvis historie her bliver husket.

Kirkegården snævrer ind mod øst, med udsigt ud over Aarhus Bugt.

Kirkegården snævrer ind mod øst, med udsigt ud over Aarhus Bugt.

Fremtiden:
Psykiatrisk Hospital skal flytte ud til Aarhus Universitetshospital i Skejby og en epoke på mere end 160 år slutter snart. Området er solgt, og lige nu gennemfører Aarhus Kommune en forundersøgelse med henblik på en lokalplan for området. I kulturhistorisk redegørelse i Aarhus Kommunes kommuneplan 2013 er området udpeget som kulturmiljø. Det omfatter bygningerne, parken og kirkegården som helhed. Man er altså opmærksom på, at her er en stærk kulturhistorisk fortælling om et unikt sted, hvor synet på psykisk sygdom for alvor ændrede sig. Bygningerne vidner til fulde om dette, og kirkegården er vidnesbyrdet om, at der har været skæbner, der har været med til at bane vejen for den moderne psykiatri. De levede og døde på det psykiatriske hospital i Risskov.

 

Vil du vide mere:
Tim Flohr Sørensens artikel ”Kirkegården ved Jydske Asyl – betragtninger over æstetik, stoflighed og forfald” i Det skjulte Aarhus, Fra bjerget til byen 3, 2008.
Johannes Nielsen, Jørgen Nielsen og Eddie Danielsen: ”Kirkegården ved psykiatrisk hospital i Århus”, Ovartaci Fonden, 2007.
Bodil Selmer: “Fyrmesteren. Beretning om et liv på kanten af havet”. Fiskeri-og Søfartsmuseets Forlag 2010.
”Kulturhistorisk Redegørelse 2013”. http://www.aarhus.dk/da/borger/bolig-og-byggeri/Kommuneplanlaegning/Kulturhistorisk-redegoerelse-2013.aspx

[1] Johannes Nielsen, Jørgen Nielsen og Eddie Danielsen: ”Kirkegården ved psykiatrisk hospital i Århus”, Ovartaci Fonden, 2007. Alle gravsteder er identificeret og placeret på oversigtskort. Der findes endvidere en database, hvor samtlige gravminder er knyttet til de enkelte patienters historie.

 

JAKA on the label – best on the table! Muntre reklamer til det engelsktalende marked

Selvom den århusianske konservesfabrik JAKA lukkede i 2008, kan man stadig købe JAKA bov, der er skinkekød på dåse. Faktisk spiste danskerne i 2009 cirka 127 tons JAKA bov, og den er fortsat at finde på de danske hylder. Og det endda helt uden markedsføring. Tulip, der i dag står bag produktionen af JAKA bov, retter alene deres markedsføring mod udlandet. For markedsføring skal der til, og i udlandet gør det en forskel modsat i Danmark.

JAKA’s produkter er altid blevet markedsført i en humoristisk tone. I slutningen af 1950’erne hyrede man nogle af tidens største komikere: Dirch Passer, Keld Petersen og Osvald Helmuth til at sætte fokus på JAKA’s mange produkter.

Billedet af de tre spasmagere Dirch Passer, Keld Petersen og Oswald Helmuth dannede endevæg på en af JAKA’s salgsstande i 1957.

Men kampagnerne rummede også tegnede elementer, hvor Jolly Jack var en gennemgående figur. Og lystige grise, der både blinker og ser fornøjede ud solgte produkterne. Størstedelen af JAKA’s produktion har altid gået til det udenlandske marked.

Jolly Jack hed den tegnede figur, der skulle være med til at sælge JAKA’s produkter i udlandet. Han kom til at hedde Jack, fordi det mindede lidt om JAKA.

Der er fart over feltet på dette reklameskilt, der må have været beregnet til at stille i butikkerne. Det kunne bukkes om forneden, lige til at stille op foran dåserne. Jolly Jack har et godt greb i halen på grisen, og minder kunderne om at de skal huske JAKA skinken.

Julehilsenen fra 1959 blev derfor også udført på engelsk. Og motivet er ret fantastisk. En juleuro med en lang række af JAKA’s mange produkter, engle og julekugler. Om den nogensinde har været produceret i virkeligheden, er nok tvivlsomt. Men den alternative juleuro i en tidstypisk streg fortæller et og andet om markedsføringsholdet på JAKA. De har haft smilet som salgsargument.

Denne fantastiske juleuro, har nok aldrig været andet end en tegning. I 1959 var den forsiden på en julehilsen fra JAKA.

Den underfundige stil, som var JAKA’s kendetegn i 1950’erne og 1960’erne er smittende. Derfor er en indkøbt JAKA bov blevet iklædt en specialstrikket nissehue. Den står nu på Aarhus-kontoret i Den Gamle By, til pynt og latter i denne søde juletid .

Rigtig glædelig JAKA jul.

Meget har forandret sig, men børn er stadig børn. En dag i børnehaven i 1975.

Fornylig fik vi en rigtig skat til museets samling.
Det var en diasserie fra omkring 1975, som pædagoger fra børnehaven på Langenæs Alle i Aarhus havde lavet. De ville vise forældrene, hvordan en dag i børnehaven forløb.

Nu har vi så fået chancen for at opleve hverdagen i en børnehave for næsten 40 år siden. Det er ikke mindre end fantastisk!

De første børn ankommer til børnehaven kl. 6.30 sammen med deres mor.

Billederne afslører at meget er som i dag, der er blevet leget og hygget, spist og sovet. Man kan smile lidt af moden, det lange hår, islændersweateren og træskostøvlerne hos både mænd og kvinder. Jeg mindes tydeligt min brors børnehavetid, for det var lige præcis sådan det var!

 

Jeg fik dog nær teen galt i halsen, da et af billederne viste en hyggelig morgenmadssituation med pædagogerne, hvor en af dem ryger pibe!  Det er den slags billeder, der minder en om, at værdierne forandrer sig – og det der engang var normalt, kan vi slet ikke forestille os i dag.

Der spises morgenmad sammen med pædagogerne.

 

Så alt efter din alder: Tag en tur ned ad Memory Lane, eller nyd bare glimtet af fortiden.

Vi lader billederne tale for sig selv.

Shyhhh. De mindste sover middagssøvn.

Tid til at komme på legepladsen. Pædagogen er moderne klædt i islænderswater og træskostøvler.

Den sidste sporvogn i Aarhus er på besøg i Den Gamle By

Sporvognen, man kan besøge i Den Gamle By i bededagsferien, kørte sin sidste tur den 6. november 1971.  Dagen efter tog motorvogn 18 afsked med aarhusianerne ved en sporvognsparade. Og da den kørte i remisen på Dalgas Avenue, var motorvognens fremtid usikker.

Den Gamle By’ motorvogn nr. 18 ud for det netop ombyggede Salling på sin vej mod Banegårdspladsen i 1955.

Motorvogn 18 vendte tilbage til Aarhus

Mens de andre sporvogne blev foræret til museer i Danmark og Tyskland, børnehaver og legepladser eller blev skrottet, stod motorvogn nr. 18 sammen med bivogn nr. 55 i remisen og ventede på, at planerne for en form for trafikmuseum i Aarhus, skulle realiseres. Det lykkedes ikke, og da den gamle sporvognsremise fra 1908 stod foran en nedrivning, blev motor- og bivognen i 1989 udlånt af Århus Sporveje til Bevaringsforeningen Gedser Remise, som udstillede dem.

I 1998 vendte sporvognssættet tilbage til Aarhus, da Aarhus Sporveje forærede det til det daværende Bymuseum, og i 2011 fulgte sporvognen med, da Bymuseets funktioner flyttede til Den Gamle By.

Sporvogn på Tordenskjoldsgade den 6. november 1971, den sidste dag med ordinær kørsel. Da alle byens sporvogne blev ødelagt, da remisen sprang i luften i 1944, er motorvognen nr. 13 bygget efter samme tegning som Den Gamle Bys motorvogn og med genbrug af de ødelagte undervogne. Telefonkiosken til venstre i billedet står i dag i Den Gamle By.
Fotograf: Asger Christiansen

Aarhus sporvogne blev sprængt i luften i 1944

Natten mellem 21. og 22. august 1944 sprængte tyske håndlangere remisen på Dalgas Avenue i luften og alle sporvognene blev ødelagt.

Da det ikke var muligt at købe nye sporvogne, begyndte Århus Sporveje i 1945 at genopbygge både motor- og bivogne ved at genbruge de ødelagte undervogne, som fik nye vognkasser.

Motorvogn nr. 18 er en efterkrigsmodel. Den blev i 1947 bygget på fabrikken Scania i Randers, og vi ved ikke, om der er originale dele fra den oprindelige motorvogn nr. 18 i den vogn, der kommer til at stå i Den Gamle By til og med Pinsen.

I den 10 m lange og 2,10 m brede motorvogn var der plads til omkring 48 passagerer og sammen med bivognen til i alt 96 passager.

Læs meget mere om Sporvognsdrift i Aarhus 1884-1971. På siden kan man også se en video fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor sporvognen kører i gaderne. Mere om sporvognen.

 

Motorvogn nr. 18 på afskedstur gennem byen den 7. november 1971. En souvenirjæger lægger en mønt på skinnen, for at sporvognen kan køre den over. Et minde fra tiden med sporvogne i Aarhus.
Fotograf: Preben Tolstoy.

Man tager et godt fotografi – og maler et flot maleri.

Vi kender dem alle sammen, malerier der hænger over sofaen, og hvor motivet er noget man kan se hvad forestiller. Vores bedsteforældre holdt meget af dem. Maleriernes funktion har været at pynte i stuerne, og de måtte gerne ligne noget fra ens omgivelser.

Rozzis damecafé og konditori var ejet af et par schweiziske brødre Rozzi og åbnede i 1881. Mange af byens spidser kom her, blandt andet Hans Broge, der efter sigende drak sin formiddagskaffe her. Rozzis Café lå der, hvor kongestatuen i dag står oven for P-pladsen. Malet af Alfred Dahlsen 1887-1962 i 1910.

Motiver fra byen var oplagt og nogle gange så går det samme motiv igen og igen med skiftende maleres penselstrøg. Måske har forlægget været et yndet fotografi, som det er tilfældet med Rozzis Café.

Billedet som har dannet forlæg for maleriet er fra før 1916. Her blev Rozzis Cafe nemlig revet ned for at gøre plads til fritlægningen af Bispetorv.

Fra fredag den 21. marts kan man se 100 malerier, der alle har motiv fra et sted i Aarhus, i Den Gamle By. Museumsinspektør Maiken Hansen står bag udstillingen med billederne, der ofte er farverige og med genkendelige motiver, og hun har undervejs fundet sine yndlinge.

Som hun siger: ”Mange af malerierne er ikke stor kunst, men de har hængt over sofaerne i private hjem, hvor de har gjort mennesker glade.”  Her er nogle af Maiken Hansens favoritter, hvor det første ikke kommer med på udstillingen. Der bliver ikke plads.

Hotel Kronprinsen lå på Banegårdspladsen og tiltrak især det yngre publikum. Stedet var populært o. 1900, hvor der var musik om aftenen i det store koncertlokale, en elegant sal med glasloft og bred balkon. Om sommeren var der udeservering. Malet af Martin Laursen i begyndelsen af 1900.

Banegårdsgade set fra M.P. Bruunsgade. Fotoet er et postkort fra 1920. Hotel Kronprinsen blev revet ned i 1921, for at gøre plads til Park Allé.

Dette smukke maleri finder du i udstillingen: Åhavnen, set mod Mindet. Om dagen var havnen et livligt område at færdes i. En af dem var færgemanden Hans Nielsen. Når han satte sin robåd i vandet, skabte det glæde blandt århusianerne. De opfattede den efterhånden aldrende færgemand som en forårsbebuder. Hans Nielsen kunne leve af at sejle folk frem og tilbage mellem nordre og søndre mole. Det tog han fem øre for. Malet af C. Eckardt 1832-1914 i 1891.

Indløbet til Å-havnen er fotograferet omkring 1900.