Brev fra en kollega

Den 6. januar 2017 af Gitte Kidmose Røn

En af mine kolleger har gjort sig nogle tanker om, hvordan året vil gå i Frk. Wahlstrøms have, og her er begyndelsen af hans brev, resten følger inden så længe.

Året er nyt, og vinteren ligger over landet. I skove, i hegn og i haver er træer og buske bare og nøgne. Når vi her i januar forestiller os årets gang i haverne, ved vi jo så nogenlunde, hvad vi kan håbe på; der er nu engang grænser for, hvor store udsvingene kan være, men somme tider bliver vi alligevel overraskede, f.eks. hvis vinteren trækker længe ud med sne og frost, eller hvis foråret kommer tidligt og pludseligt. Nogle år står prydplanterne bedre end andre år, og nogle år giver frugtbuske og –træer større udbytte end andre år, men vi håber jo altid på mange og smukke blomster og en god avl, ikke kun i store og pragtfulde haver, men også i små og ydmyge. Frk. Wahlstrøms have hører til de mere ydmyge, men der er meget at glædes over i årets løb. Selv om helheden ikke er prangende, kan man tit finde noget smukt og opmuntrende i detaljen – det lønner sig ofte at gå en tur gennem haven og holde øje med, hvad der sker.

Januar

En kold og tåget januar-morgen kan virke grå i dobbelt forstand og uden formildende omstændigheder. Der er tilsyneladende ikke stort at vente af haven, selv om det en dag skulle blive sommer, hvad vi somme tider kan have svært ved at forestille os.

Frk. Wahlstrøms have en januarmorgen

Men på hasselbuskene er der for længst afsat rakler, som endnu er korte og kompakte og grønne. De ser ikke ud af meget, men senere bliver de lange og gule og afgiver gult blomsterstøv, der føres bort af vinden; så må man håbe, at noget af det sætter sig i hunblomsterne, men foreløbig kan vi se dem en våd januar-morgen og håbe på, at de varsler en god høst af nødder sidst på året.

Umodne rakler på hasselbusken

I vanddråberne kan vi se nabohuset, nemlig dampvæveriet, men det står på hovedet.

Dampvæveriet set i en vanddråbe

Og selv om vi bare ser på en våd kvist, kan vi være heldige at finde noget pudsigt, en vanddråbe, hvori Frk. Wahlstrøms hus står på hovedet.

Frk. Wahlstrøms hus i en vanddråbe

Men måske bliver januar ikke så mørk og grå, måske får vi et lag hvid sne til at lyse op, hvem ved?

Hasselrakler en snevejrsdag

Skrevet af Lorents Larsen

Modisten Hedvig Wahlstrøms Have

Den 24. april 2015 af

Med den udsøgt smukke buskrose ’Louise Odier ’ bydes der hermed velkommen i Frk. Wahlstrøms have.

I rækken af haveportrætter her på bloggen vil jeg denne gang beskrive Frk. Wahlstrøms Have. Denne have knytter sig til Lemvighuset, som det hedder i daglig tale her i Den Gamle By.

I Lemvighusets forside, som vender ud mod gaden, ligger Marie Wahlstrøms Modeforretning. Lokalerne i husets bagside, som vender ud mod haven, blev førhen benyttet til privat bolig for familien Wahlstrøm.

Nu bliver lokalerne mod havesiden blandt andet brugt til to gartnerkontorer, hvoraf det ene rummer gartnerbiblioteket med bøger fra helt tilbage i 1700-tallet, ligesom det rummer computeren, hvorpå denne blog skrives.

Rosen ’Louise Odier’ vokser i halvcirkelbedet foran bagsiden af Lemvighuset.

Forsiden af Lemvighuset med Modeforretningen Marie Wahlstrøm.

Ågade nr. 7 i Lemvig

Det grundmurede beboelseshus fra Ågade 7 i Lemvig, blev opført i 1839 som bolig for tre familier. Huset blev senere ombygget med butik og bolig for familien Wahlstrøm, som siden 1856 ejede huset gennem 3 generationer.

I midten af 1960’erne blev Frk. Wahlstrøm og Den Gamle By enige om, at boligen og butikken med alt inventar skulle overdrages til Den Gamle By.

I 1980 blev huset nedtaget i Lemvig for at blive genopført i Den Gamle By, hvor det blev indviet 1986.

Lemvighuset som det så ud ca. 1875, da det lå på Ågade 7 i Lemvig.

Og sådan ser Lemvighuset ud med adresse i Den Gamle By tidligt forår anno 2015.

Modehandlerske Hedvig Wahlstrøm

Den sidste ejer, Hedvig Wahlstrøm (1895-1983), boede næsten hele sit liv i huset. Hun var født i København, men kom som 6-årig til Vestjylland på rekreation efter en lungesygdom.

Oprindeligt havde det været meningen, at hun skulle have været hjem til sine forældre i København, men Hedvig Wahlstrøm blev i Lemvig, hvor hun voksede op blandt ældre slægtninge.

Umiddelbart efter konfirmationen kom Hedvig i lære som modist (en modist fremstiller hatte) i tanten Marie Wahlstrøms modehandel.

Som voksen overtog frk. Wahlstrøm modistforretningen efter sin tante og drev butikken indtil midten af 1960’erne.

Her ses familien Wahlstrøm foran familiens havehus. På billedet ses bl.a. Marie Wahlstrøm (stående) og Hedvig Wahlstrøm (yderst til venstre).

Det sekskantede lysthus, som det ser ud i dag, er en kopi af det oprindelige lysthus.

På fotoet til venstre er frk. Wahlstrøm ved at fjerne pletter fra tøj udenfor indgangen til huset i Lemvig, og til højre det samme hus, som det ser ud i Den Gamle By dags dato. De gamle fotos er fra frk. Wahlstrøms fotoalbum.

Køkkenpiger fra Den Gamle Bys ” Levende Museum ” plukker stikkelsbær i den lille køkkenhave ved Lemvighuset.

Haven er fra 1920

Frk. Wahlstrøms have er anlagt som en rekonstruktion efter gamle fotos af haven fra 1920. Haven er på 700 m², og består af græsplæne, frugttræer, køkkenhave og to blomsterbede.

Græsplænen

Haven er domineret af en stor græsplæne, der er mindre tidskrævende at holde en mange bede. I de første årtier af 1900-tallet får græsplænen en ny og særlig funktion, hvor fritidskulturen bliver mere aktiv. Der opstår gymnastikforeninger, spejderbevægelsen dannes og cyklen bliver hver mands eje. Det bliver naturligt at anlægge græsplænen til ophold, leg og aktiviteter i haven.

Frugttræer

I græsplænen vokser æbletræerne Filippa og Bodil Neergaard, Gråpære og blommetræet gul Reine Claude. På skråningen vokser der fire forskellige hassel, slåen, syltekirsebær og kvæde.

Køkkenhaven

Som selvstændigt erhvervsdrivende kvinde havde Frk. Wahlstrøm ikke meget tid til havearbejde, så derfor er køkkenhaven ganske lille. Her vokser der pibeløg, jordbær, solbær, stikkelsbær, rabarber, havesyre og løvstikke. Køkkenhaven er kantet med citronmelisse, også kaldet hjertensfryd.

Pibeløg har været kendt i 300 år her i Norden. Løgene overvintrer i jorden og skyder frem i det tidlige forår. Det er de friske runde blade man bruger i madlavningen. I smag og dyrkning minder de om purløg.

Kvædefrugter kan anvendes til marmelade og kvædebrød, og en enkel frugt kan fylde et helt rum med en vidunderlig duft.

Blomsterbedene

De to halvcirkelformede blomsterbede er placeret henholdsvis ved den ene gavl af huset og ved det hvidmalede stakit, som afgrænser haven ind mod brostenene foran huset. Begge bede er kantet med lavendel.

I bedet ved gavlen vokser der 5 forskellige historiske roser: Mrs. John Laing, Katherine Zeimet, Souvenir de la Malmaison, Zépherine Drouhin og Mrs. Oakley Fisher.

I bedet ved stakittet vokser der pæoner og 5 stk. af den meget smukke og duftende buskrose ‘Louise Odier’, som ses på bloggens øverste foto. Denne rose er opkaldt efter en på sin tid meget berømt balletdanserinde i Paris, og tilhører gruppen af bourbonroser.

De første bourbonroser blev dyrket på øen Île de Bourbon i Det Indiske Ocean, heraf navnet på denne gruppe. Gruppen havde sin storhedstid mellem 1830 og 1870.

Æbletræ plantet i 1996

Den Gamle Bys Filippa-træ, som står på skråningen i Lemvighusets have, har jeg et særligt forhold til, da jeg sammen med gartnerformand Gitte Røn var med til at indkøbe og plante træet.

Mine ansættelser i Den Gamle Bys gartnerafdeling har gennem årene været lidt til og fra, men jeg startede første gang i sommeren 1996, så derfor ved jeg, at træet blev plantet i efteråret 1996.

Dette var også året, hvor Den gamle Bys nuværende direktør Thomas Bloch Ravn blev ansat, og han var årsag til, at det lige præcis skulle være et Filippa-træ.

Gitte Røn fortalte, at Filippa var direktørens yndlingsdæble, og derfor håbede hun på “et plus i bogen” fra starten. Om det har virket, melder historien ingenting om . . .

Og i forlængelse af denne lidt nyere æblehistorie, vil jeg slutte med den gamle historie om Filippa-træets oprindelse.

Historien om æbletræet ‘Filippa’

Historien bag træet er folkeeje i Hundstrup på Fyn, og den skal kort fortælles her:

” Den unge pige Filippa hører omkring 1880 i skolen om bestøvning af blomster, og om at man kan så et æbletræ af kærnerne i æblet. Filippa kender et vildt æbletræ i skoven, som smager godt, og hun tager nogle kærner med hjem, sår dem, og der kommer to småtræer ud af det.

At så sådanne vilde æbletræer er noget pjat og lidt misbrug af kostbar havejord, så Filippa må gemme træerne i moderens staudebed, men træerne vokser jo, så hun må fortælle moderen om sine tossestreger.

Moderen synes godt om ideen, og på trods af faderens opfattelse, får hun gennemtrumfet, at de plantes i læ op ad skolens mur. Men træerne er fortsat i farezonen, – det ene af træerne bliver spist af en ko, der forvilder sig ind i haven, og det andet begynder at bære frugt, men frugten spises for tidligt og smager ikke godt.

Først 3. år lykkes det at få høstet æblerne på det rigtige tidspunkt, hvor de er modne. Og så indser faderen, at det er et lille “guldæble”, familien har stående.

Æblet bliver højt berømmet af eksperter, kongen får tilsendt en kurv med æbler, og faderen får sat gang i opformeringen i en lille planteskole, han laver på marken ved siden af skolen. ”

Træet med “guldæblerne” blev fredet den 27. august 1937 af det lokale fredningsnævn i Hundstrup på Fyn på opfordring af lokale borgere.

– Jeg ved ikke om det gamle æbletræ stadig er i live her i 2015, men der er kilder, der bekræfter, at det stod der i 2009.

Gravstedet for Filippa Johannesen, og til højre Filippa-æbletræet i frk. Wahlstrøms have, som om foråret er omgivet af Kejserkroner.

Købmandsgårdens prydhave

Den 14. maj 2014 af

Her i starten af maj er det de grønne nuancer der dominerer i prydhaven, men snart vil staudernes farverige blomsterflor præge billedet. Bygningen er en af købmandsgårdens fløje, hvor der midt i 1800-tallet var indrettet en havestue.

Købmandsgården er en af de centrale bygninger her i Den Gamle By (se nærmere beskrivelse i bloggen ”Købmandsgårdens køkkenhave”). Bygningernes interiør og haver skal vise tiden omkring 1864. På denne tid var en købmand velhavende og havde en central position i købstaden.

Haver til pynt eller nytte

I de fleste hjem var det småt med pengene, så derfor voksede der oftest noget spiseligt i folks haver, så familien kunne få et tilskud af friske grøntsager og urter til en ellers ensformig kost.

En have, der udelukkende var til pryd og til pynt, var sjælden i købstaden i 1864. En sådan have var forbundet med høj social status. Det var et privilegium, der var forbeholdt de færreste, som her byens rige, toneangivende købmand.

Prydhaven er anlagt foran en sommerstue i gårdens baghus. Her kunne familien opholde sig på varme dage og modtage gæster til eftermiddagste. Havens bede og blomster kunne nydes med opslåede døre, mens damerne broderede, og man konverserede med hinanden. Sommerstuen er ikke åbent for publikum.

I det runde bed vokser der forskellige stauder bl.a. akeleje, nellike, sporebaldrian og ridderspore. Der er lagt vægt på variation i blad- og blomsterformer, så der kan klippes buketter til købmandsfruens stuer. Pigerne er en del af levende museum i Den Gamle By.

I bedene langs huset vokser der hortensiaer på en bund af vedbend, indrammet af en lav buksbomhæk. Staudebedet i forgrunden er omkranset af brogetbladet porcelænsblomst. I dette bed vokser der løvefod, hosta, gul iris, lammeøre, akantus og bregner.

Den romantiske havestil

Haven er anlagt efter den havestil som kaldes Den romantiske have. Denne havestil vinder frem i Danmark i 1800-tallet og tager udgangspunkt i den engelske landskabshave.

Ideen er at haven skal virke ”naturlig”, planterne skal vokse naturligt ind i hinanden med glidende overgange. Lys-og skyggevirkninger er væsentlige og under træerne vokser skyggeelskende planter som hosta, bregne og hortensia.

Træk fra renæssancehaven

Men der er også træk fra renæssancehavens havetype, som har sit forbillede i middelalderens klosterhaver med rette linjer og afgrænsede symmetriske bede. Denne havestil kom fra Italien, og nåede til Danmark midt i 1500-tallet.

I prydhaven kommer stilen til udtryk i den tilklippede buksbomhæk, der kanter bedene. Bedene er anlagt symmetrisk med hensyn til den ydre form, men ikke med hvad angår beplantningen i bedene.

Honning og skulpturer

Til højre for sommerstuen tæt på havelågen står der et stort, skyggegivende skovfogedtræ. Under æbletræet står der en granitdøbefond, som var en yndet form for ”skulptur” i 1800-tallets borgerlige have.

Lige i nærheden står købmandsgårdens bistader. Dengang var honning det daglige sødemiddel, som man i købstæderne havde en betydelig egenproduktion af.

Prydhaven ligger ved siden af køkkenhaven, og er adskilt af et æbleespalier. Æbletræerne er Belle de Boskoop, Ildrød Pigeon og James Grieve. Denne måde at inddele haven på kendes også fra middelalderens klosterhaver.

Havens træer giver den ønskede skyggevirkning. Her er det magnoliatræet med dets romantiske blomster.

De flerårige stauder

En staude er en flerårig, urteagtig plante, hvor blade og blomster visner bort under vinterens kulde- eller tørkeperioder, mens rødderne overlever. Det er stauderne, der spiller hovedrollen i prydhavens anlæg. Ovenfor ses et udvalg af havens stauder. Øverst fra venstre er det ridderspore, brogetbladet hosta og løjtnantshjerte, og nederst fra venstre lammeøre, hortensia og løvefod.

I haven vokser der også de historiske roser Celestial, Coupe d’Hébé, Madame Hardy’ og Pink Leda, men deres historie og blomstring kommer senere. I stedet kan vi i denne tid nyde den helt fantastiske duft fra syrenernes overdådige blomstring.

Købmandsgårdens køkkenhave

Den 10. april 2014 af

Købmandsgårdens historie

I 1723-25 opførte købmanden Hans Buchtrup et stort bygningskompleks i Frederiksgade i Århus. Fra 1863 til 1920 hed ejeren Sigfred Marinus Holst, som blev en af grundlæggerne af Korn-og Foderstofkompagniet KFK. På S.M. Holst 100-årsdag i 1937 fik Den Gamle By overdraget Købmandsgården. Hovedparten af gården blev genopført og åbnede i Den Gamle By i 1942, hvor Den gamle Bys grundlægger Peter Holm stadig var direktør.

Gården viser en typisk købmandsgård, som den kunne tage sig ud i 1860’erne, det vil sige fra tiden kort før storhandlen mellem land og by hørte op. Nærmere bestemt er der i udstillingerne sat fokus på skæbneåret 1864, da Danmark tabte Slesvig og Holsten i krigen med Tyskland. Gården rummer butik, kontor, bolig og avlsbygninger. Fra påske til nytår kan man købe varer i butikken, og tjenestepiger og karle huserer i køkken og gård.

Haverne

Bag bygningerne ligger købmandsgårdens haver, der viser hvordan havekulturen kunne se ud i 1860’erne. Haveanlægget omfatter en prydhave og køkkenhave adskilt af et espalier af æbletræer bestående af Belle de Boskoop, Ildrød Pigeon og James Grieve.

De gamle urter

Mange mennesker tror fejlagtigt, at for over 100 år siden, var der kun et ringe udvalg af grøntsager. Men det er ikke sandt. Der kunne være utrolig mange forskellige urter og planter i en køkkenhave. Og frølisterne kunne f.eks. indeholde 30-40 forskellige ærtesorter, og det samme med andre grøntsager. I dag er mange af de gamle sorter væk, og nye, forbedrede og færre sorter ses i nutidens køkkenhaver.

Der findes en dansk forening ved navn Frøsamlerne, som prøver at bevare de gamle sorter. Man kan også læse om de gamle urter i en af Anemette Olesens mange bøger ”De glemte køkkenurter”, som er en præsentation af 34 gamle grøntsager og med 150 madopskrifter. Mange af de i bogen beskrevne urter er blandt dem, der dyrkes i Købmandsgårdens Køkkenhave.

Køkkenhaven

Køkkenhaven er forholdsvis stor, da man i købmandsgården havde mange ansatte. Dengang boede man, hvor man var ansat, og en del af lønnen var den daglige kost. For ikke at have for store udgifter til ernæringen af de ansatte, dyrkede man selv så meget som muligt til den daglige husholdning i køkkenhaven. De mere pladskrævende planter såsom kartofler og jordbær voksede på dyrkningsarealer uden for byen.

Køkkenhaven er inddelt i fire firkantede bede, og er som renæssancehaven ordentlig, symmetrisk og overskuelig. Med denne inddeling kan man meget praktisk holde de forskellige afgrøder adskilt, og man kan lave sædskifte.

Ved sædskifte dyrker man ikke de samme afgrøder på samme areal år efter år, men veksler mellem forskellige afgrøder. Det er en ældgammel erfaring, at der som regel kan dyrkes mere på et jordstykke, når man lader afgrøderne afløse hinanden, end når man stadig dyrker den samme afgrøde på det samme areal.

Bedene er afgrænsede og kantet med salvie som lave hække. Det var dengang almindeligt at bruge forskellige krydderurter som lave hække omkring bedene. F.eks. er der anvendt citronmelisse i Frk. Wahlstrøms have.

Tidens typiske grøntsager

Typiske grøntsager i en 1800-tals køkkenhave var kål, rodfrugter, ærter og bønner. Den ældste betegnelse for have på dansk er kålgård.

Grønkål Brassica acephala, som ses på billedet ovenfor, er en af vores ældste grøntsager, og kendt helt tilbage fra oldtiden. Den er meget c-vitaminrig og har i århundreder beskyttet mennesker mod mangelsygdomme. Grønkålen holder sig frisk på friland, og man kan klippe af den hele vinteren. Man sagde tidligere, at i de husholdninger, hvor der dyrkedes grønkål, bankede døden ikke så ofte på døren…

Rodfrugter var meget anvendelige til stuvninger, og kunne opbevares frostfrit i en kule om vinteren.

Ærter og bønner gav et stort udbytte, og kunne henkoges. Henkogning er en konserveringsmetode som tidligere blev hyppigt anvendt.

Her i haven dyrkes blandt andet pralbønner, kardon, palmekål, strandkål, rabarber, aspargesært, havrerod, skorzonerrod, bladbede, pastinak, porre, løg, persille. I det følgende omtales de tre førstnævnte.

Pralbønne Phaseolus coccineus har en imponerende kraftig vækst og det danske navn passer meget godt til planten. Den får yndige blomster i hvide, lyserøde og røde nuancer.

Pralbønnen stammer fra Peru, hvor mexikanerne har anvendt bønnen i mere end 4000 år. Den blev indført til Europa omkring år 1500, hvor den i lang tid blev dyrket som prydplante. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at dens bælge blev anvendt som grøntsag, og den har siden da været en yndet spise. Der findes mange bønnesorter, men pralbønnerne har den ekstra fordel, at de både er en pryd for øjet, kan bruges på espalier som haverumdeler, eller fylde i højden af et bed, – og så smager de fortrinligt.

Man anvender de tørrede frø fra de tørrede bælge på samme måde som andre bælgfrugter. De umodne bælge kan også anvendes på samme vis som snitbønner, men så skal bælgens træede streng fjernes før servering.

Kardon Cynara cardunculus har været dyrket i århundreder, og har været kendt i Danmark siden slutningen af 1600-tallet. Kardon er en meget smuk tidsellignende plante, der kan blive omkring 1½ m både i højde og bredde. Den er nær beslægtet med artiskok og minder i smagen om denne.

Det er de blegede stilke, som anvendes i madlavningen. Stilkene bleges for at gøre dem smagfulde og milde. Når planten er vokset til hen på efteråret bindes blade og stilke sammen, og det nederste af planten pakkes ind i halm, aviser eller pap. Planterne opbevares frostfrit i en mørk kælder eller udhus, og man har således frisk kardon hele vinteren.

Palmekål Brassica oleracea ‘Nero di Toscana’ stammer fra Toscana i Italien, og er en gammel sort kendt helt tilbage fra 1800-tallet.

Palmekål er et meget iøjnefaldende indslag i køkkenhaven, men er også flot i staudebedet. Planten ligner med sin roset af lange, smalle, blågrønne blade, en lille palme, deraf navnet. Den bliver ca. 1 meter høj, og trives godt sammen med sølvbeder, bønner og tagetes.

Palmekål er en grønkål og dyrkes som denne, og skal som grønkål have frost, førend smagen er god. De velsmagende blade kan anvendes i stuvninger og supper, men ellers bruges den som almindelig grønkål, også til den traditionelle julespise grønlangkål. Den kan desuden anvendes dampet eller braiseret med olivenolie.

Svævende kartofler

Fra illustrationer af gamle køkkenhaver ses fugleskræmsler i form af ”bevingede” kartofler, altså kartofler, der er stukket fulde af fjer og bundet fast til en kæp, der er stukket ned i jorden. Når kartoflen vajer i vinden skulle alle eventuelle fugle jages væk. Om kartoflerne virker efter hensigten skal være usagt, men vi bruger dem her i haven også som et dekorativt element.

Køkkenhaven lige nu

Nu kan det ikke vare så længe før havefolket kan gå i gang med såning, men vi venter stadig på, at dagtemperaturen stiger og at nattefrosten helt forsvinder.

Køkkenhaven her i Den Gamle By er lige nu ved at blive gjort klar til den kommende dyrkningssæson. I år bliver der i to af de fire bede anlagt højbede, som det ses på billedet ovenfor. Det er en dyrkningsmetode som man også havde før i tiden. I forhold til den “almindelige” køkkenhave, hvor man dyrker i rækker, giver højbedet maksimal udnyttelse af pladsen, og man kan dyrke mere intensivt og have mindre afstand mellem rækkerne.

Så nu håber gartnerne på et større udbytte til “at mætte de mange munde i Købmand Holsts folkehold” !

Haven ved “Den Gamle Borgmestergaard”

Den 4. september 2013 af

Borgmestergården fra 1597 var det første hus, som grundlægger Peter Holm fik flyttet, og således starten på Den Gamle By.

“Den Gamle Borgmestergaard”

Fra sin plads på hjørnet af Vestergade og Immervad i Århus blev Borgmestergården i 1909 flyttet til Landsudstillingen på arealet ved Tangkrogen i Århus bugten, hvor den udgjorde rammen om den historiske del af udstillingen.

Nogle år senere flyttede man Borgmestergården her til Det Jyske Haveselskabs have (senere Botanisk Have), hvor den åbnede for publikum den 23. juli 1914 som museum under navnet “Den Gamle Borgmestergaard”. Museet viste boligkulturens udvikling fra 1600-tallet til midten af 1800-tallet,- og det gør det jo stadigvæk.

I løbet af de næste 10 år blev der opført flere huse, og i 1924 blev museet omdannet til en selvejende institution og ændrede navn til “Den Gamle By”.

De to haver

I 1914 blev også haveanlægget med de to havetyper påbegyndt. Renæssancehaven fra 1600-tallet og den romantiske 1800-tals have skulle vise forskellige faser af havekunstens historie, ligesom de interiører, der findes indenfor i Borgmestergården viser boligkulturens udvikling fra 16 til 1800-tallet. Borgmestergårdens haver består således af to haver.

Her er haven set oppe fra Borgmestergårdens hængende svalegang. Nederst til højre ses et hjørne af Renæssancehaven, og i området omkring det lille lysthus ses den romantiske del af haveanlægget. I den stenbelagte cirkel til højre troner soluret og i thujahækken bagerst står en buste af Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm.

Haven fra 1600-tallet

Renæssancehaven er skabt ud fra en haveplan, der findes i bogen “Horticultura Danica”. Midt i 1500-tallet nåede renæssancehaven til Danmark fra Italien. Den har sit forbillede i middelalderens klosterhaver med rettte linier, flade arealer og afgrænsede kvadratiske og rektangulære bede. En sådan havetype kaldes også en parterrehave. “Par terre” er fransk og betyder “på jorden”.

Renæssancehaven består af lave klippede buksbomhække, der afgrænser bedene. I bedene er der grus i røde kontrastfarver. Siderne af haven er kantet med rødmalede egetræsbrædder med forgyldte knopper.

Den røde bundbelægning er med til at fremhæve forårets blomsterfarver. Her ses gule tulipaner, der har lukket sig efter en regnbyge.

I buksbombedene vokser purpurfarvede og hvide Vibeæg Fritillaria meleagris. Vibeæg hører til forårets løgvækster og blomster i maj, hvor den står med sine klokkeformede, nikkende blomster, ternede som et skakbræt. På afstand kan man ikke se det, men tæt på afslører den sit fine mønster af skaktern. Ja, selv de hvide vibeæg er ternede, når man kommer tæt på. Måske verdens eneste ternede blomst.

Haven fra 1800-tallet

Den romantiske have tager sit udgandspunkt i den engelske landskabshave, en havetype der vinder frem i Danmark mod 1700-tallets slutning. Ideen er, at haven skal være “naturlig”. Der er ingen formklipning eller symmetriske og rette linier. Der må gerne være overraskelser og fremmedartede elementer i form af lysthuse, skulpturer og ting, der skjuler sig. I større romantiske haver findes ofte mere dramatiserende indslag som, broer, vandløb, vandfald, søer, ruiner eller labyrinter. Borgmestergårdens romantiske have er et eksempel på et sådant reduceret anlæg.

Det lille lysthus, soluret, bænkene, de fritvoksende buske og stauder og det let kuperede terræn repræsenterer dele af den romantiske haves elementer.

I 1800-tals haven vokser stauden Kæmpeslør Crampe cordifolia, som med sin lidt uregerlige vækst passer godt som del af de “naturlige” i den romantiske have. Kæmpeslør kan blive op til 2 m høj, og er en flot og skulpturel plante. I juni-juli udvikler den høje blomsterstande med tusindvis af hvide, duftende blomster.

Kvindeskulpturen fra 1840 er halvvejs skjult af sit vedbendskørt, og er endnu et eksempel på den romantiske havestil.

Møllestensbordet og soluret fandtes i haven allerede i de første år, fremgår det af en korrespondance fra 1917 mellem Peter Holm og Axel Lange (1871-1941), som var far til botanikeren Johan Lange (1911-2007).

Omkranset af en høj thujahæk i udkanten af den romantiske have kan Den Gamle Bys grundlægger og første direktør skue ud over sit livsværk, som vi ved stadig lever i bedste velgående. Peter Holm blev født i 1873 og døde i 1950. Busten af ham blev rejst i 1962, og er udført af billedhugger Elias Ølsgaard.

Historiske Haver

En blog fra Den Gamle By

Kategoriarkiv: De 7 haver

Brev fra en kollega

Modisten Hedvig Wahlstrøms Have

Købmandsgårdens prydhave

Købmandsgårdens køkkenhave

Haven ved “Den Gamle Borgmestergaard”