1970´er jul – hessian, stoftryk og kravlenisser

Takket være samarbejdet med de mennesker, hvis hjem er genskabt i 1970´er kvarteret i Den Gamle By, kommer man her helt tæt på den personlige jul – komplet med hjemmelavede juledekorationer, stoftryk på hessian, gløgg, stjerner, juleklip, lametta og meget mere.

Hvor ved vi det fra?

Oplysningerne har vi fra familierne selv, og hos flere af dem er vi så heldige, at kalenderlys, kravlenisser og andet julepynt har sneget sig med på julefotografierne. Det gælder blandt andet hos lærer-/pædagogparret Anne Grethe og Jens Andersen på 1. sal tv. i Huset i Havnegade.

This slideshow requires JavaScript.

Dørpynt med 45 år på bagen

Samtidigt har familien gemt meget af deres 1970´er julepynt, og noget af pynten har sat sig særlige spor i hukommelsen. For eksempel har Jens og Anne Grethe i alle årene haft det samme stykke pynt hængende på deres hoveddør. Anne Grethe husker, at den blev købt i Salling i Aalborg omkring 1970. Familien tog i oktober 2015 afsked med dørpynten, som skal pryde døren i deres genskabte lejlighed i Den Gamle By.

dørpynt

Anne Grethe gør dørpynten klar til ophængning i Den Gamle By.

Gløgg og gæster

I forbindelse med julen havde Jens og Anne-Grethe ofte gæster. Typisk blev der serveret hjemmelavet gløgg og forskelligt tilbehør. Anne-Grethes favoritopskrift ses i køkkenet, sammen med den originale punchbowle i glas, som gløggen blev serveret i. Gløggen må man dog tænke sig til, men mon ikke julestemningen gør sit til, at man næsten kan smage den?

julefugl

Juletræet hos Jens og Anne Grethe blev pyntet efter praktiske principper. Anne Grethe fortæller ”Der var nogen, som var startet med årets farve. Det brugte vi ikke. De store ting hang nederst på juletræet, og de små ting øverst – de hvide fugle, som var lidt sarte og havde brug for mere plads, hang vi næsten altid øverst, så de hang lidt for sig selv” Fuglene er lavet i 1970´erne – og er iøvrigt med i flere af tidens bøger med juleinspiration.

Erindringens intime liv

Fra 2007 og frem til marts 2012 var en af mine store arbejdsopgaver at samle ind til indretningen af 1950’er erindringslejligheden i Den Gamle By og være projektleder på alle aspekter af indretningen. Arbejdet rummede mange fantastiske oplevelser. Målet med arbejdet er at give mennesker ramt af demenssygdomme en bedre livskvalitet, så lejligheden er fyldt med ting og sager, der skal være med til at inspirere disse menneskers egne erindringer. – De mange, der gav tingene, skulle ikke høre ret meget om projektet, før de med glæde forærede deres ting til det gode formål. Det er vi meget taknemmelige for i Den Gamle By.

 

Da vi slog de første streger på papiret, inden kopien af huset fra Korsør blev bygget, var det en drøm at få både et soveværelse og et toilet til rådighed. På den måde kunne erindringerne om de mere intime detaljer af livet også blive vakt.

 I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I 1950’ernes små lejligheder var det almindeligt, at børn sov i forældrenes soveværelse. De fleste prioriterede at have både en dagligstue og en pæn stue fremfor at indrette et børneværelse. Ginne Hjortshøj forærede dette soveværelsesmøblement fra 1946 til Den Gamle By i 2009. Møblementet var med til at bestemme, at min modelfamilie også blev gift det år. Unge, nygifte par på den tid anskaffede nemlig som regel soveværelsesmøblerne som det allerførste. Modelfamilien er et arbejdsredskab, som jeg bruger, når jeg skal vælge ting i en boligindretning.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

I de to sengeborde indrettede jeg mors side og fars side med de ting, som man kunne få brug for på de steder i 1950’erne.

Det tog tid at samle ind, og vældig glad blev jeg, da Camilla Luise Dahl en dag ringede, fordi hun havde ryddet op i medicinskabet i sine morforældres soveværelse i København. Her var der nemlig to genbrugskondomer. Camilla sagde: ”Vil du have dem? Hvis ikke, giver jeg dem til Museum Erotica i København!” – Naturligvis ville jeg gerne have dem for på den måde at være med til at skabe erindringer om kærlighed og erotik.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Jeg var så ung (og smuk)…

Bluse med broderier

Denne smukke Elle-bluse fristede en ung pige til tyveri i begyndelsen af 1970’erne.

En dag blev der til museet indleveret en fin, hvid bluse med blomsterbroderier. Med blusen var følgende indrømmelse: “Denne smukke, sexede trøje har jeg selv stjålet fra elle-butikken i Nørregade. Den var rævedyr, og jeg var så ung (og smuk). Jeg måtte bare havde den! Så jeg tog den! Jeg havde den på, uden bh- (ja, det var dengang, hvor de struttede af livets lyst), da jeg mødte min mand. Har gemt den som et meget kært minde i alle årene.”

Det eneste foto museet har af en Elle-facade. Det er fra Nørregade fra begyndelsen af 70’erne. Flere fotos efterlyses!

Blusen blev indleveret på baggrund af en efterlysning af materiale og fotos fra de elle-butikker, som lå tre steder i Århus i begyndelsen af 1970’erne.

elle-butikkerne i Århus

Butikkerne lå Nørregade 21, Jægergårdsgade 50 og Asylgade 10 (den nuværende H.H. Seedorffs Stræde). Deres facader var noget særegne, og kunne minde lidt om en undervandsbåd. Historien vil vide, at det var en dekoratør hos Magasin, som udtænkte designet.

Vi har interviewet flere af de unge piger, der dengang var ansat i elle, og de har bidraget med en mængde oplysninger om facadernes materialer, farver og ikke mindst butikkernes vareudvalg.

Hvordan skaffer vi tøj fra 1974 til vores elle?

I elle-butikkerne handlede yngre kvinder, og de købte tøj i stil med det, som den stadig kendte butik Sophie solgte i Århus’ latinerkvarter.

Det er ikke hver dag, man støder på indleveringer, som den beskrevet ovenfor. Så vi har i lang tid overvejet, hvordan vi skulle finde nok tøj til vinduesudstillingen i Den Gamle Bys elle-butik.

Ved et rent lykketræf gik en kollega og jeg i august ind i en genbrugsbutik i Oslo. Her åbenbaredes et sandt mekka af 1970’er-moderigtigt tøj. Her var stativ efter stativ behængt med farverigt og lækkert 70’er-tøj, som kunne mixes og matches, præcis som vi skulle bruge det.

Vi var imponerede over udvalget, og skrev os oplevelsen bag øret. Kort tid efter hjemkomsten til Den Gamle By besluttede vi, at der skulle foretages endnu en tur til Oslo, nu med tomme kufferter, og så skulle der ellers findes tøj til elle-butikken. Som sagt, så gjort.

Tøjstativ i genbrugsbutik - bemærk farvekoordineringen!

I genbrugsbutikken i Oslo fandt vi stativ efter stativ med farvekoordineret 1970’er-tøj.

Kjoler i genbrugsbutik

Farver, mønstre og materialer. Kjolerne i genbrugsbutikken var et kapitel for sig.

 

I tirsdags drog vi to museumsfolk af sted, og efter fire timers koncentreret arbejde med udvælgelse, vurdering, diskussion og prøvesammensætninger blev kufferterne fyldt, og vi tog flyet tilbage til Århus.

Med i kufferterne havde vi bukser, nederdele, skjorter, pullovers, tørklæder, bælter, kjoler og toppe i den lidt boheme-agtige, indisk-inspirerede og farvestrålende stil, som ekspeditricerne havde beskrevet for os i interviewene. Nu forestår der et større arbejde med at få tøjet efterset for slid og huller. Det skal jo se ud som nyt, når vi om nogle år skal åbne vinduesudstillingen i elle. Vi glæder os!

Skulle du have fotos af elle-butikkerne, eller har du gemt tøj fra et køb i en af dem, så tager vi meget gerne imod!

IMG_1969

Efter hjemkomsten…

 

Et hønsestrikket bryllup

I februar 2014 publicerede jeg en blogpost om indsamlingen af billeder til udstillingen ’hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne.’ Indsamlingen af billeder er for længst slut, for udstillingen er åbnet og kan ses frem til 6. januar 2016 i Gallerierne bag Møntmestergården.

Jeg vil her fortælle om et sjovt resultat, som blogposten fik.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

I forbindelse med blogposten genfortalte jeg en historie fra Kirsten Hofstätter, som jeg interviewede i 2004. Hun ses på forsiden af Hønsestrik 2 som nummer fire fra venstre. Hun var en af stifterne af forlaget Hønsetryk i 1973.

I 2004 talte jeg med hende, fordi jeg skrev en artikel i Den Gamle Bys årbog om indsamling af bryllupstøj. I den forbindelse bad jeg om lov til at bruge det gode bryllupsbillede af Susanne Bergmann og Gunnar Stein fra 1974. Dengang fortalte hun en romantisk historie om, hvordan Gunnar strikkede Susannes nederdel som en del af sit frieri.

Gunnar reagerede på min blogpost og fortalte, at den historie havde han også hørt Kirsten Hofstätter fortælle på TV; men at det ikke var foregået sådan. Han havde ganske vist strikket nederdelen; men ikke som en del af frieriet.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein kom på besøg og så hønsestrik og hot pants-udstillingen og fortalte mange ting om tiden på forlaget Hønsetryk, hvor han arbejdede i en periode i 1970’erne. Han hjalp på forlaget med fakturering og udsendelse af bøger til bogcaféer over hele landet. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt var nemlig ikke interesserede i at distribuere bøgerne, så det lille forlag tog andre kanaler i brug. Desuden rentegnede han også nogle af de strikkemønstre, som var bag i bøgerne. I Hønsestrik 1 havde Kirsten Hofstätter tegnet en lille udgave af kvindekampens symbol – den knyttede næve i kvindetegnet. Gunnar Stein rentegnede og forstørrede det i Hønsestrik 2.

Læs også om Helles hønsestrikkede nederdel i udstillingen på side 50 i e-tidsskriftet Dragtjournalen:

Click to access dragtjournalen12WEB.pdf

 

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

Danske Bank, 7-Eleven og Consol Solcenter til Den Gamle By

Den Gamle By igangsatte i foråret 2014 et samtidsprojekt, hvor vi indsamlede fotos, genstande og ikke mindst personlige historier fra hundredåret for åbningen af Den Gamle By. Projektets resultater vil om få år give os mulighed for at åbne en 2014-gade længst nede mod Ceres-krydset. I forlængelse af 1974-kvarteret kommer den til at vise by- og gademiljøet, som det så ud sidste år, med bænke, blomsterkummer, butikker og beboelseslejligheder. Her får du baggrunden for udvælgelsen af butikker til gaden.

En fornemmelse af butikkerne

Du står ved indgangen til Danske Bank. På jorden flyder det med boner fra hæveautomaten ved siden af. På næste hjørne ligger en 7-Eleven med store farverige skilte. Fra vinduesreklamen på Consol Solcenters butik ved siden af hilser en solbrun, smilende pige på dig. Omtrent sådan vil du kunne opleve Den Gamle Bys 2014-gade. For at få scenariet til at blive virkelighed, indgik vi i sommeren 2014 samarbejder med Danske Bank, Consol Solcenter og 7-Eleven, som vil blive repræsenteret som facadebutikker i 2014-gaden.

Sådan kan Anlægsvej komme til at se ud. Set fra Sydhavnen op mod pavillonen.

Sådan kan Anlægsvej komme til at se ud. Set fra Sydhavnen op mod pavillonen. Tegnet af en af museets dygtige arkitekter, Jonas Rump Nielsen.

Hvorfor samler vi nutiden ind?

Vi har i godt 10 år beskæftiget os med indsamling til 1974-kvarteret. Der har undervejs været mange udfordringer og omkostninger forbundet med at indsamle huse, fotos, genstande og personlige historier. Med 30-40 års afstand kan det f.eks. være svært at huske, hvilken farve tapetet i onkel Hennings baggang havde eller hvornår blomsterbutikken på hovedgaden skiftede navn. Mange ting har været vanskelige at finde; emballagerne til 1974-minimarkedet har vi eksempelvis brugt adskillige år og mange penge på at genskabe, da det ikke var muligt at finde dem i de mængder og den stand, som skulle til.

Indkomne genstande registreres, emballeres forsvarligt og magasineres. Her er genstande fra Danske Bank i registreringsproces.

Indkomne 2014-genstande registreres, emballeres forsvarligt og magasineres. Her er genstande fra Danske Bank i registreringsproces.

At Danske Bank, 7-Eleven og Consol Solcenter har villet lege med, er vi utrolig taknemmelige for. Vi har kunnet tage detaljerede fotos af facader og indretninger, og vi har kunnet interviewe medarbejdere i 2014. De tre virksomheder har været villige til at donere facadeskilte, inventar, filer til reklamekampagner og meget, meget andet. I dag skifter butikker med hyppige mellemrum kampagner, ændrer facadeelementer og udskifter inventar. Ventede vi med at samle ind, så ville det om blot få år være svært at få de rigtige materialer i hus.

Hvorfor de butikker?

Danske Bank, Consol Solcenter og 7-Eleven er eksempler på forretninger, som de fleste danskere har kendskab til i dag. År ud i fremtiden vil disse butikker altså vække genkendelse. Det er vigtigt for os, at der er en fornuftig spredning på butikstyperne, når der ses på Den Gamle By som helhed. En bank har museet ikke i forvejen, mens solcentre først blev udbredt i Danmark i 1980’erne.

Consol Solcenter-kæden er en dansk succeshistorie. De etablerede verdens første egentlige solcenter i Smallegade i København i 1978.

Consol Solcenter-kæden er en dansk succeshistorie. De etablerede verdens første egentlige solcenter i Smallegade i København i 1978.

Ved at vælge et Consol Solcenter sikrer vi genkendelse for vores udenlandske gæster, idet kæden også eksisterer i andre europæiske lande. Vi ønskede os en 7-Eleven som repræsentant for dagligvarebutikkerne, idet det både er en relativt ny og ekspanderende forretningskæde i Danmark, og fordi den skal være bindeleddet til vores købmandsgård årgang 1864. Når 7-Eleven etableres i 2014-gaden kan vi således vise, hvordan man i dag kan gøre sine dagligvareindkøb, vi har en selvbetjeningskøbmand fra 1974 og en købmandsgård fra 1864, hvor købmanden stod bag disken og modtog bestillinger. Der er sket rigtig meget på 150 år!

7-Eleven vil i 2014-gaden repræsentere en butik, hvor man kan købe de dagligvarer, man lige står og mangler.

7-Eleven blev grundlagt i USA i 1927 og kom til Danmark i 1993. Facadebutikken vil i 2014-gaden repræsentere en butik, hvor man kan købe de dagligvarer, man lige står og mangler.

Når noget vælges til, vælges andet også fra. Inden for museets nuværende rammer er der kun plads til én 2014-gade, og den valgte gade kan kun rumme fem butikker. Måske vil eftertiden huske 2014 for antallet af tatovørforretninger eller lukningen af Blockbuster-forretningerne. Vi har dog måttet foretage nogle hårde prioriteringer af de tilgængelige kvadratmetre, og efter mange diskussioner faldt valget på butikstyperne bank, solcenter, convenience-butik, og i tillæg arbejder vi også med at etablere et fungerende pizzeria og en isbutik.

I 2014-gaden håber vi at få plads til en lille isbutik. Vi kunne finde inspiration i Dolce Vita på Trøjborg i Århus.

I 2014-gaden håber vi at få plads til en lille isbutik. Vi har gennemfotograferet og interviewet personale bl.a. i isbutikken Dolce Vita på Trøjborg i Århus, så vi har et godt dokumentationsgrundlag.

2014-gaden kommer til at ligge i umiddelbar forlængelse af den populære bydel med butikker og boliger fra 1974. I denne del af museet vil vores gæster altså få mulighed for at se, hvordan en Danske Bank filial, et Consol Solcenter og en 7-Eleven tog sig ud i 2014 og aktivt sammenligne dem med ’70ernes forretninger og gademiljø.

Hvorfor lige præcis 2014?

År 2014 markerede 100 års jubilæet for Den Gamle Bys åbning i Botanisk Have i Århus, og fokusåret 2014 markerer derfor en milepæl i museets historie.

Eftertiden kan måske klandre os for, at vi ikke valgte fokusåret 2015 eller 2018, men det kan være vanskeligt i samtiden at se, hvilket år, der kommer til at stå skarpt for eftertiden. Vi tog dog beslutningen om valget af 2014 med åbne øjne, idet det er bedre at have indsamlet et udsnit fra ét år end intet fra alle år.

Realiseringen af 2014-gaden er en del af det store projekt om at færdiggøre den moderne bydele på museet og er støttet af A. P. Møllers Fond. Vi glæder os til at byde inden for til den nære fortid!

Fire unge blev kollektivister i Den Gamle By

2014 har været et aktivt år for Den Gamle By. Der er åbnet nye butikker i vores 1974 kvarter og nye udstillinger om musikken i Aarhus og tøjet i 70’erne er det også blevet til. Vi har haft en hyggelig og travl julesæson med en julekalenderudstilling lavet sammen med DR og mange glade gæster på museet. Og i november fik vi en stor generøs donation på 135 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, der sikre at vi kan færdigøre 70’er kvarteret og lave en 2014 gade og en ny indgangsbygning, som vender ned mod Cereskrydset.

Der har været meget at glæde sig over og gode projekter at tænke tilbage på. Et lidt anderles projekt blev gennemført i slutningen af april og begyndelsen af maj. Der havde vi inviteret fire uge mennesker til at bo i vores 70’er kollektiv. Det projekt kom der en del presseomtale ud af, men vi nåede dengang ikke at dele det her på bloggen, det vil jeg gerne råde bod på nu. Jeg tænker, at dette indlæg om en solrig uge i foråret også ville være et godt tilbageblik her i den mørke december efter at julen er overstået, og vi nu venter længselsfuldt på de lysere dage.

ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

I ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

Pusterum i 70’erne

På pladespilleren snurrer en LP med Beatles for fuld drøn, duften fra gårsdagens madlavning – farspindsvin med grøntsager – hænger stadig i luften, og farvestrålende 70’ertøj er slængt på gulvet i små bunker. I fællesrummet i Den Gamle Bys kollektiv fra 1974 sidder Nana. Hun bor en uge i kollektivet sammen med sine tre venner Lene, Christian og Christian Budde, men lige nu er hun alene hjemme.

Jeg skulle egentlig lave lektier nu, men jeg har valgt bare at sidde og kede mig lidt. Normalt ville jeg tænde for fjernsynet og føle, at jeg var i gang med noget. Nu har jeg strikket lidt for at føle, jeg lavede noget, siger hun.

Nana på sit 1974-værelse

Nana på sit 1974-kollektiv.

Unge giver liv til museet

Afsnittet herover er et billede på, hvordan fire unge gav liv til en museumslejlighed i Den Gamle By. I en uge fra den 28. april til den 4. maj 2014 lod vi nemlig fire almindelige studerende hjælpe os med at få kollektivet til at virke så troværdigt og hjemligt som muligt.

De fire venner først i tyverne levede i en uge som i 1974. Med batikfarvning, 1. maj demonstration, fællespisning og husmøder. Drejeskivetelefon, LP’er, politisk litteratur i ølkassereolerne og fjernsyn med én kanal. Og naturligvis uden moderne elektronik som mobiltelefoner, bærbare pc’er og ipads, når de var hjemme i kollektivet.

Det begyndte med en efterlysning

At bebo i et museumsinteriør og frivilligt at lade sig underlægge sig en anden tids vaner og teknologi er ikke noget museer normalt beder sine gæster om. Derfor var vi også meget spændte på, om der overhovedet var nogen, som ville melde sig til projektet. Vi søgte fire studerende, som var i begyndelsen af tyverne, ligesom de oprindelige beboere i kollektivet var i 1974, så vi sendte en efterlysning ud gennem medierne og vores egen hjemmeside og facebook. Og vores bekymring blev snart gjort til skamme. Ansøgningerne tikkede ind i mailboxen fra 200 personer, som var friske på en uge i 1974.

Udvælgelsen var svær, for der var mange gode ansøgere og kreative ansøgninger. Men efter samtaler med fem grupper, valgte vi Nana, Christian, Lene og Christian Budde, som kendte hinanden fra deres kollegium.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Kollektivet er blevet boet til

Vi på museet har brugt erfaringerne fra projektet til at forbedre vores formidling i kollektivet. Vi har fået gjort udstillingen i lejligheden mere troværdig. Allerede morgenen efter, at de unge var flyttet ind, var der en hjemlig stemning, en anden lugt og tøj, opvask, bøger og plader andre steder, end vi fra museet havde forestillet os, at det ville være naturligt. Selvom de kollegaer, der har indrettet kollektivet er rigtigt dygtige, analytiske og kreative, er de ikke studerende først i tyverne, som levede i lejligheden i en uge. Det er noget andet, når man rent faktisk bor et sted, og det giver alt andet lige et mere troværdigt hjem.

Nogle af de ændringer, som er sket i kollektivet, er, at der nu står ølkasser i køkkenet, sofaen i Oves værelse er redt op til en overnattende gæst, der står opvask til tørre i opvaskestativet i køkkenet. Og så lavede Nana og Christian et nyt arrangement af ølkasser til pladespiller og plader, som passede bedre ind, og nu står i fællesrummet, som de forlod det.

1974-anlægget.

1974-anlægget.

En række af genstandene i kollektivet havde særlig betydning for de unge i deres uge som 1974-kollektivister. Det viser noget om de store forskelle for dem i deres 1974-hverdag sammenlignet med deres 2014-hverdag, og det giver os et godt fingerpeg om hvilke ting, vi kan fremhæve i vores udstilling, som kan fortælle en større historie om disse forskelle.

En af de ting, som kollektivisterne var glade for var 70’er-tøjet, og de islandske sweatre deltes alle fire om. De fandt dem dog temmeligt kradsende.

– De må have haft hård hud over hele kroppen dengang, som Budde bemærkede.

Projektet gav os nye måder at formidle

De fire, som boede i kollektivet, fik en helt unik historieformidling.

  • Vi fik et realistisk hverdagsbillede af, hvordan det var at leve i 70’erne, siger Nana.
  • Jeg er blevet endnu mere interesseret i 70’erne. Jeg er ikke så glad for at læse om historie, men at opleve den og være i den som i denne uge, vækker min interesse, siger Lene.

Også vores gæster uden for kollektivet fik en anderledes oplevelse og historieformidling ud af det. Mange fulgte beboerne tæt via facebook og blog.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

Hver dag lavede Den gamle By en opdatering på museet facebook side om kollektivisternes liv. I vores formidling af projektet ville vi også gerne have materiale og tanker direkte fra kollektivisterne uden os som mellemmænd. Vi bad dem derfor om at skrive dagbog, enten i hånden eller på skrivemaskine. De fik også et analogt 70’er-kamera, så de kunne tage deres egne billeder i løbet af ugen. Dagbøger og fotos lagde vi på tumblr-bloggen kollektivetdengamleby.tumblr.com

I weekenden bød Lene, Christian, Nana og Budde indenfor i kollektivet. Gæsterne spurgte især om, hvordan det havde været at leve en uge uden mobiltelefon, men mange fortalte også om deres egen ungdom i 70’erne. Det førte til samtaler blandt unge og gamle om, hvordan vi lever vores liv i dag sammenlignet med dengang.

Vi er meget glade for, at vi som museum kan skabe rammerne om sådanne møder mellem generationerne, hvor erfaringer og historier bliver udvekslet, og hvor vores måde at leve på dengang og nu giver grobund for debat.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Projektet har givet os som museum meget viden, som vi kan bruge i vores formidling af kollektivet. Selvfølgelig bruger vi erfaringerne fra de unge i samspil med de oprindelige kollektivisters erindringer og med respekt for deres historie. Alt i alt var det en uge vi med glæde tænker tilbage på og som gav masser af inspiration til vores videre arbejde. Og heldigvis fik de fire kollektivister også meget ud af deres tid i 1974.

I kan læse mere her: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

DR Tværs lavede en lille film om at leve en uge uden en mobil. Den kan ses her: http://vimeo.com/94844334
Billederne i filmen er bl.a. fra deres 70’erfest i kollektivet.

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Smukke ben og hængebryster

I september måned åbnede museet særudstillingen Hønsestrik og hot pants. Forud for udstillingen ligger et stort arbejde, lige fra indsamling af billeder, udvælgelse af genstande, klargøring af genstande og opbygning af podier, layout og meget mere.

Klargøring af dragter til udstilling er en meget tidskrævende proces. Her kan du få et indblik i hvordan det foregår.

Rensning og konservering

Det første der sker, når genstandene ankommer til Bevaringsafdelingen er at de alle bliver støvsugede. Det gør vi fordi genstandene skal fremstå rene og flotte, men også fordi støv kan være allergifremkaldende hos os, der arbejder med genstandene.

Denne udstilling omhandler 70ér tøj. Da genstandene ikke er specielt gamle, er langt de fleste meget velbevarede. Det betyder at det ikke var nødvendigt at konservere ret mange af dem. Alligevel havde flere af dem nogle småskader, der skulle ordnes. Fx strikmasker, der var løbet, eller tyl der var itu.

Edel konserverer knapperne på en herrevest

Efter støvsugning er genstandene klar til konservering. Her er det Edel, der konserverer knapperne på en herrevest

Nogle af genstandene var snavsede og skulle vaskes. Når et tekstil er nedbrudt bliver det ekstra skrøbeligt, når det bliver vådt. Derfor vasker vi alt tøj i hånden og undgår at løfte i det, mens det er vådt. Når det skal tørre bliver det lagt fladt ud på et bord med sug, hvor det tørrer.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter

Skjorterne skal i udstillingen forestille at være helt nye og ligge til salg i en butik. De skal derfor både være rene og pænt sammenlagte.

De færdige skjorter pænt sammenlagte, som de ligger i udstillingen.

Således kom skjorterne til at se ud i udstillingen, efter vask og en meget præcis sammenlægning.

Vi er alle forskellige

Noget af det mest tidskrævende ved arbejdet med tekstiludstillinger er at tilpasse giner. Det tøj vi vil udstille har tilhørt mange forskellige mennesker og selvom meget af det er stangvarer, er det i alle størrelser. Det betyder at hver enkelt gine skal tilpasses individuelt til det tøj, der skal udstilles.

Vi tilpasser ginerne til tøjet af to årsager, både for at det skal sidde pænt, men også for at det skal støtte tøjet mest muligt. Nedbrudte tekstiler kan i værste fald trække sig selv i stykker bare på grund af sin egen vægt. Så slemt går det sjældent, men at udstille tøj i længere tid kan være en stor belastning for nedbrudte fibre.

Vi har kun i sjældne tilfælde billeder af de mennesker, der har båret tøjet og da vi heller ikke har mødt dem, må vi oftest ud fra tøjet, forestille os hvordan personen har set ud. Vi bygger gineren så naturtro som muligt, derfor tilføjer vi deller, baller, topmaver osv. Vi anvender standart butiksginer, som vi skærer til i størrelsen og bygger på med pladevat.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet. Det foregår med en hobbykniv eller en brødkniv.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Selvom vi bruger standartginer, har vi alligevel mulighed for at lege lidt med kropsbygningen. I denne udstilling er der mange bukser. Da ginerne ikke har nogen numse, har vi selv formet ginernes bagdel efter vores behag. Ligesådan var 70érne et bh-frit årti, derfor har flere af ginerne fået hængebryster.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at klaske bagi. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at give den et klask. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Vi har også mulighed for at skabe variation med armene. Vi bygger arme i kyllingenet beklædt med pladevat. Armene kan bøjes i den retning vi ønsker, så ginerne ikke alle står i den samme stilling i udstillingen.

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Her ses samme gine nu med arme.

Her ses samme gine nu med arme.

I begyndelsen af 70érne var hot pants og meget kort shorts til mænd moderne. Vi har flere eksempler herpå i udstillingen. I tre tilfælde var det nødvendigt at bygge ben til disse. Benene er udført i gipsgage, direkte på tre villige modeller. Det er lidt hårdt at stå model, idet man skal stå helt stille i op imod en time, indtil gipsen tørrer. Herunder følger en lille billedserie af processen.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

 

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Efter benene er monteret på ginen, kan den blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Krøller bekæmpes med damp og varme

Den sidste store opgave inden dragterne kan monteres på ginerne er glatning. Mange af genstandene har ligget pakket ned i kasser på vores magasin i mange år. Nogle i op imod 40 år. Det betyder at de ofte er ret krøllede og med skarpe folder. Når stoffet har været foldet det samme sted i mange år, kan krøllerne være endda meget svære at få ud igen. Det bliver ikke lettere af, at nedbrudt tekstil ikke tåler ret meget varme. Man brugte også mange syntetiske tekstiler i 70érne, som ikke engang som nye tålte ret megen varme.

For at bruge så lidt varme som muligt, er vi nød til at fugte tekstilerne op. Det gør vi med damp, men vi skal passe på ikke at få dem for våde. For hvis de er snavsede kan der komme skjolder, fordi snavset begynder at flytte sig rundt, når tekstilet bliver vådt. Det hele er lidt på ”gefühl”, så man skal koncentrerer sig.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Afslutningen nærmer sig

Inden dragterne kan monteres skal der syes trikoter til ginerne og vælges skørter til kjolerne. Nogle skørter er i stof med påsyet tyl, mens andre blot er et stykke tykt plast (melinex), der er svøbt rundt om ginen. Skørterne er nødvendige, fordi når ginerne ikke har ben, og derfor vil kjoler og nederdele falde ind, hvis der ikke var skørter. Også buksebenene skal stoppes ud, så det ser ud som om, der er ben i. Til det bruger vi nylonstrømper, som stoppes ud med papir. På den måde sikrer vi os, at papiret ikke rasler ned.

Efter montering er dragterne klar til udstilling.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

 

 

Galionsfigurer m/k

Her fortæller vi om galionsfigurernes flytning, som eksempel på hvordan vi emballerer og pakker tunge genstande af bemalet træ.

I en periode har Toldbodens 1. sal været lukket for vores gæster, da der mangler en flugtvej. Genstandene blev flyttet, men nogle krævede en særlig behandling – bl.a. fire galionsfigurer. Den Gamle Bys møbelkonservator Torsten Meinert Johnsen fik opgaven at nedtage, emballere og flytte de fire figurer.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Hver figur er unik i størrelse og udformning, og derfor skal der laves en kasse, som passer til hver enkelt.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Når galionsfigurerne skal flyttes på magasin, er det vigtigt, at de ikke kan rykke rundt i kassen og få skrammer eller stød. Derfor fores hver kasse med små klodser af tilskåret polyethylenskum og træ, så figurerne er helt fixerede.

Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.
Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.

Hver kasse mærkes med genstandens museumsnummer og et fotografi, og derefter er kasserne klar til at blive lukket…

Farvel og god transport...

Farvel og god transport…

De fire galionsfigurers historie fortager sig for øvrigt i det dunkle, da der er utrolig lidt kendskab bevaret om deres tilværelse, inden de kom til Den Gamle By. Herrefiguren er klædt i tøj fra begyndelsen af 1800talet, og kvindefigurerne er fra midten af 1800tallet. De tre af figurerne er erhvervet i 1930erne fra den jyske vestkyst, og det antydes, at de stammer fra skibsvrag. En lidt uhyggelig tanke der minder os om de bestandige farer, danskerne måtte leve med gennem århundrederne.

”Et kæmpestort puslespil med rigtig mange brikker!” Smugkig hos håndværkerne i huset fra Hjørring

Huset fra Hjørring er ved at tage form i Den Gamle By. Efter at have været skilt ad i Hjørring, er det ved at blive genopført som del af 1974-kvarteret. Det har set færdigt ud i det ydre i over et år, mens der er arbejdet på den indvendige færdiggørelse. 

Det er en helt unik håndværksproces, der skal til, for at flytte et hus. Her får du et smugkig bag facaden.

Hjoerringhuset

Fra Hjørring til Den Gamle By

Den Gamle By har en høj profil inden for bevaring af de gamle håndværkstraditioner, herunder benyttelsen af de gamle materialer, værktøjer og teknikker. Men en del af det håndværksarbejde, der foregår på museet, er faktisk inden for den helt specielle disciplin at flytte eksisterende huse til museet. Det har vi gjort med bindingsværkshuse i nu 100 år. Men det nye er, at det nu er fuldmurede huse, der flyttes til Den Gamle Bys moderne bykvarter – og det er en noget mere kompliceret affære.

Huset fra Hjørring blev opført på den nuværende Wenbovej i Hjørring i 1902 som et beboelseshus i et typisk arbejderkvarter. Ved opførelsen blev der brugt materialer fra en nedrevet bank, deriblandt hoveddør og vinduer. Huset består af seks lejligheder og fuld kælder. Genopførelsen blev påbegyndt i 2010, og ved rejsegildet i 2011 deltog flere af husets beboere gennem tiden. To af dem var oven i købet født i huset.

Huset blev først nedtaget nænsomt af Den gamle Bys håndværkere – stykke for stykke. Tømrer- og snedkerværk – vinduer, døre, tag, spær, bjælker fodlister og trapper – blev afmonteret, og facademurene blev herefter adskilt i store mursektioner.

Elementhejs

Arkivfoto fra 2008: Mursektionerne blev pakket ind i stabiliserende plader, inden de blev hejst på blokvognen og kørt på magasin.

Ved genopførelsen er delene blevet samlet igen som et gigantisk puslespil på husets nye adresse i Nygade i Den Gamle By. Det er et stort præcisionsarbejde at få det hele til at passe, men det er heldigvis lykkedes. Metoden med at flytte fuldmurede huse i mursektioner er udviklet af Frilandsmuseet, men det er første gang, den anvendes på et 2½-etagers hus.

Ved at flytte facademuren i store dele, sikres det, at hver eneste mursten sidder nøjagtigt samme sted, som da huset stod i Hjørring – selv husnummeret er fulgt med! Når man i dag beundrer den genrejste facade i Den Gamle By,  er det umuligt at se, hvor facade-delene har været skilt ad.

Element-samling

Arkivfoto fra 2011: Arbejdet med at samle elementerne igen, når huset opføres, kræver stor omhu, for når arbejdet er færdigt, må man ikke kunne se, at husets murværk har været skilt ad.

Det store arbejde bliver løbende dokumenteret, og når huset åbner for offentligheden, bliver det blandt andet med en udstilling om, hvordan man flytter et fuldmuret hus stykke for stykke.

trappehejs

Arkivfoto fra 2011: Husets originale hovedtrappe blev hejst på plads i trappeskakten i ét stykke inden taget blev lagt. Heldigvis passede den perfekt!

Puslespil med træværk

De indvendige vægge blev pudset i løbet af vinteren og foråret 2014, og siden august i år har tømrerne været i gang med at sætte træværk op indvendigt. Den Gamle Bys tømrerformand Ejvind Maltesen giver denne dugfriske status på, hvor langt håndværkerne er nået netop nu:
– ”Vi er faktisk lige ved at være færdige med det indvendige træværk. Vi er ved at sætte de sidste loftslister op.”

Loftslister

Alt træværket genbruges så vidt det overhovedet er muligt. Her sætter Christina og Thomas loftslisterne på.

Ejvind og flere af de andre tømrere, som arbejder på genopførelsen, var også med til at nedtage det selvsamme træværk, dengang huset blev hentet i Hjørring i 2008: ”Det var sjovt at pakke det ud af containerne igen. Var det, som vi huskede det?”

Heldigvis behøver de ikke huske alle detaljer. Et stort registreringsarbejde under nedtagningen har sikret, at er blevet nummereret og hver enkelt stykkes præcise placering er noteret, så det hele kan samles rigtigt igen.

Toiletvæg

Skillevæggen ind til toilettet på bagtrappen er også samlet stykke for stykke. Hvert enkelt stykke er grundigt nummereret under nedtagningen for fem år siden.

Tømrersvend Christina Veinholt Jensen synes, det er en opgave ud over det sædvanlige:
-”Det er sjovt at se, om træværket nu også passer der, hvor det skal.”

Det gør det ikke altid helt, for husets mure kan godt have forrykket sig ganske lidt, men dog nok til at træværket skal tilpasses. Husets originale skævheder er dog forsøgt bevaret mest muligt.

– ”Men hvis det ikke passer, så må vi tilføje et lille ekstra stykke til en fodliste eller måske skære et lille bitte stykke af”, forklarer Christina. “Andre gange er registreringen af et stykke træværk af en eller anden grund mangelfuld, fx når et nummer er faldet af. Så vi må kigge på stykket og se, om der er nogle spor, som afslører, hvordan det har siddet oprindeligt. Det er et kæmpe stort puslespil med rigtig mange brikker!”

Imens har Ejvind fundet den zinkplade, som har siddet på gulvet under en brændeovn i stuen. Pladens placering ses tydeligt i gulvbrædderne.

zinkplade

Bygningens træværk er fuld af spor. Her viser Ejvind sporene efter en af husets brændeovne. Zinkpladen, som ovnen engang har stået på, er også fulgt med fra Hjørring.

Så meget som muligt bevares

Også væggen ind til toilettet er originalt træværk, ligesom alt fra køkkener, knagerækker og  lister til trapper, døre og vinduer. Tømrersvend Thomas Bordal fortæller:
– ”Vi har været nødt til at skifte noget af træværket ud, fordi det var i for dårlig stand. Det hedder en påskarring”, forklarer Thomas, ”men vi har bevaret så meget af det originale, som vi overhovedet kunne.”

Når tømrerne er færdige med at sætte træværket op, rykker malerne ind. Og når det hele er malet, ser man næsten ikke de påskarrede stykker.

Påsparring

Thomas har lavet en påskarring med et nyt stykke træ, fordi der var gået råd i nederste del af den originale dørkarm.

Bjælkelag fortæller bygningshistorie

Når huset åbner for offentligheden, bliver det også med en udstilling, der fortæller husets egen historie, hvor man blandt andet kan kigge ned i husets forskellige lag og se, hvordan det er konstrueret.

Bjælkelag

Christina viser de blotlagte lag i etageadskillelsen. Når udstillingen åbner, vil gæsterne kunne kigge med.

Christina viser et hjørne, hvor man har valgt at lade husets indre dele være blotlagte:
– ”Her kan man se, hvad der gemmer sig i etageadskillelsen. Først er der gulvbrædderne på etagen ovenover, dernæst de bærende bjælker og indskudsbrædder. Under bjælkelaget er der et lag forskallingsbrædder med rørvæv på. På rørvævet har murerne udkastet puds, dernæst grovpudset og til sidst finpudset loftet. Og i gulvet kan man se indskudsleret, som man brugte til at brand- og lydisolere med imellem etagerne.”

Lerindskud-hjoerringhus

Fra gammel tid har man brugt ler som isolerende indskudsmateriale i etageadskillelsen. Lerindskuddet har en god brandisolerende effekt.

Ud over selve husets konstruktion og hvordan det er flyttet, vil den kommende udstilling i huset også fortælle historien om nogle af de mennesker, der har boet i det. Huset fra Hjørring åbner efter planen i foråret 2015.

Ud over huset fra Hjørring, opføres netop nu tre andre flyttede huse: Et hus fra Viborg, et hjørnehus fra København og et baghuskompleks fra Horsens. Desuden har museet huse fra både Skanderborg og Jelling stående på lager til den resterende del af karéen i den nye bydel.

Links

Læs mere om Huset fra Hjørring

Følg byggeriet af den nye bydel