Om Nynne Raunsgaard Sethia

Farvekonservator i Den Gamle Bys bevaringsafdeling

Den Gamle Bys farver. Sådan finder vi frem til dem…

Noget af det, der adskiller husene i Den Gamle By fra husene udenfor, er de mange forskellige farver.

Et af de stærkeste sanseindtryk, de fleste gæster oplever i Den Gamle By, er de stærke farver. I Den Gamle By står husene med de farver, som de har haft i gamle tider: Rød, kraftigt gul, grøn, lys rød, hvid, sort og brun. Ofte sat sammen i kontrastfulde mønstre.

Men hvordan vælger vi, hvilke farver bygningerne skal have?

En af de vigtigste måder at finde frem til farven er ved at undersøge de gamle farvelag, der som regel findes på byggematerialerne. Her følger et lille eksempel på, hvordan en gavlbeklædning finder sin farve…

 

Fra rød til grøn og tilbage igen.

For tiden opføres en bygning inde i baggården bag Tårnborg i den moderne bydel. Dette baghus er hjemtaget fra Horsens, hvor det blev opført ad flere omgang i 1906 og 1911. I efteråret 2013 undersøgte jeg vinduernes farver, og jeg fandt frem til, at de i 1974 var grønne. 1974 er det år, vi viser i den del af det moderne kvarter, og derfor besluttede vi, at vinduerne igen skal males grønne.

I december var det så den fine bræddebeklædning på gavlen fra 1911, der skulle restaureres. Brædderne blev hentet ind til tømrerne og malerne fra vores depot uden for byen. Malerformanden kiggede på fotos af gavlen og kunne konstatere en grøn farve.

Gavlen med de grønne brædder som den så ud ved nedtagningen i 2005.

Malerformanden spurgte herefter farvekonservatoren (det er mig) og bygningsarkæologen, om gavlen skulle have samme grønne farve som vinduerne, hvilket ville være meget logisk. For en sikkerheds skyld blev det besluttet, at bræddernes farve skulle undersøges nærmere, og et par stykker af dem blev taget med op til Bevaringsafdelingen.

Bræt med rester af bemaling for oven.

 

 

Ved siden af ses et foto af et af brædderne. Bemærk den fint profilerede liste, der sidder over samlingerne. Det mest interessante er dog, at der ikke er bevaret noget farvelag på størstedelen af brættet eller listen. Kun nede i fordybningerne og på den allerøverste del, som har siddet beskyttet med regn og sol, er der bevaret en smule bemaling, en lys rødlig farve.

 

 

 

Men hvad er der blevet af den grønne farve, man kan se på billedet fra 2005?

Overfladen af træet blev skrabet forsigtigt af og ses her i stor forstørrelse. Bemærk de mange, bittesmå og mørke, ovale sporer.

Ja, det viser sig, at den grønne farve må skyldes angreb af mikroorganismer, skimmel eller “alger”. Et skrab af træets overflade blev undersøgt ved 205 ganges forstørrelse. Her var ingen tegn på bemaling men derimod hundredevis af bittesmå ovale sporer, som er skimlens “frø”, hvilket kan ses på billedet ved siden af.

 

Den bevarede farve blev også studeret ved 205 ganges forstørrelse. Her kan man se den blege røde farve.

Nærbillede af den bevarede farve. Nogle steder er der hul ned til den underliggende lyse grå farve og til træet.

Maleren brækkede den røde farve med lidt sort og hvid tørfarve, som han ikke fik indarbejdet særlig grundigt i farven. Det ses tydeligt som mørkegrå og hvide pletter i det røde. Det menneskelige øje opfatter ikke disse mørke og hvide prikker, men de bevirker, at den røde farve synes lidt mindre “kraftig” i nuancen.

På nærbilledet ses også nogle områder, hvor den lyse røde farve er skallet af, bl.a. i venstre side og i øverste højre hjørne. Neden under findes en lys grålig nuance. Der er altså en struktur med flere farver oven på hinanden. For at kunne studere strukturen i tværsnit, så alle lagene kan ses, blev der udtaget en lille bitte prøve til analyse.

Den millimeter-store prøve af farven skal først støbes ind i plastik, for at det kan lade sig gøre at slibe den ned i tværsnit. Jeg bruger en polyester plast, som jeg hælder ned i en rund form sammen med prøven inde i et stinkskab. Dampene er giftige, så det er vigtigt, at der er effektiv udsugning.

Her har jeg hældt polyester plast ned i den runde form til min farveprøve, der har delt sig op i tre meget små dele. Efter ca. et døgn er plasten hærdet helt op og kan slibes.

Når plastikken er hærdet helt op, kan jeg slibe prøven og dermed få mulighed for at kigge på farven fra siden i stedet for fra overfladen, som jeg gjorde før. Dette kaldes for et farvesnit.

Et lille udsnit af farvesnittet på ca. en halv millimeter i bredden.

Mit lille farvesnit havde splittet sig om i farve og træ for sig. Derfor har jeg indsat to fotos ved siden af, der viser farven og træet hver for sig. De to fotos viser et udsnit af farvesnittet, der er omkring en halv millimeter bredt.

Den øverste farve er teglrød, derunder er der en lille rest af en meget mørk brun farve. Nederst er den lidt lysere grå, der dog fremstår meget mørkere her i snittet end på nærbilledet ovenfor.

Her ses træets mørkebrune vandrette fibre med grå farve imellem.

På billedet af træet kan man se den grå farve ligge direkte ovenpå træet, og den ses også trængt ind mellem træets mørkebrune, vandrette fibre.

Jeg kan derfor konkludere, at der er påført tre farvelag. Det første lyse grå lag kan muligvis være en grunding af træet, idet jeg kunne konstatere en tilsvarende lys grå grunding af vindueskarmen. Hvis det er en grunding, stammer den mørke brune fra opførelsen i 1911. Hvad angår den teglrøde farve, er det desværre meget sværere komme med et kvalificeret forsøg på datering.

To faktorer fortæller mig, at den røde farve er påført inden 1974, som er vores skæringsår. For det første det faktum, at langt det meste af farven er vasket af med regn og vind, hvilket vidner om rigtig mange års slid. Men afgørende er det, at farven ser meget hjemmerørt ud. Efter 1950erne var det usædvanligt, at malerne blandede tørpigment i oliefarven på den måde, vi ser på nærbilledet oven for.

Konklusionen er derfor, at gavlbrædderne har været røde i 1974, og måske allerede temmelig slidte. Men hvilken rød nuance skal vi vælge til en rekonstruktion af farven?

Det er en umulig opgave at finde den præcise farve, men hvis vi tager udgangspunkt i den, der er bevaret øverst på bræddet, kan vi regne med, at vi skal finde en lidt kraftigere kulør. Rød farve bleger nemlig hurtigt i sollys. Det er noget, man f.eks. kan se på grillbarens eller pølsevognens skilte, der tit viser nogle mærkeligt grønne bøffer og pølser. De er grønne, fordi den oprindelige brune farve har mistet sin rødlige tone, som er bleget væk under sollysets påvirkning.

En gang til foråret vil Horsensbaghusets gavl atter stå med røde brædder, der vil passe fint til murstenene og stå som kontrast til de grønne vinduer.

 

 

 

Når moderne materialer kommer på museum

Læsere af Bag Facaden er allerede bekendt med den store tilstrømning af gæster til Den Gamle By i kølvandet på åbningen af Tårnborg i det moderne bykvarter. Her oplever vi da også en ny slags museum, nemlig museum om hverdagen, som den var i mange af vores gæsters barndom eller ungdom.

For vi konservatorer er det også på flere måder en ny slags museum. For det første er vi i 1974 inde i en periode, hvor 60’erne “køb og smid væk – kultur” har sat forbruget dramatisk i vejret. Man ejer simpelt hen mange flere ting end før. Hvor et hjem i 1864 måske indeholder 100 genstande, ejer en familie i 1974 måske 2000! Desuden er vi i 1974 for alvor trådt ind i “plastik-alderen”, og plastik har helt andre egenskaber i forhold til traditionelle, relativt stabile materialer som træ, glas og metal.

Et blik på kernefamiliens køkkenbord vidner om de mange moderne brugsgenstande.

To af museets konservatorer fik ansvaret for, at klargøringen af de tusindvis af genstande foregik på den rigtige måde. De måtte tænke i nye baner, og Bodil Klarskov Larsen fortæller her om opgaven:

“Der er mange overvejelser og hensyn, der skal tages når så store mængder af materialer skal klargøres og nye typer materialer og genstande indlemmes i Den Gamle Bys udstillinger.

Særligt klargøringen af de moderne materialer har været en udfordring. Det skyldes, at de nye genstande nedbrydes på andre måder end mange af de traditionelle materialer, der findes i Den Gamle By. Mange plastmaterialer er ikke produceret med lang holdbarhed i tankerne, og deres relativt hurtige nedbrydning kan give udfordringer i forhold til at udstille genstandene på museum. Eksempelvis er materialet i en plasticpose sammensat, så den skal kunne holde i ca. et år.

Mange har den opfattelse at plastmaterialer varer evigt, eller næsten i hvert fald. Denne opfattelse bliver styrket af medierne, der gang på gang fortæller os om, hvor lang tid det tager for plast at blive nedbrudt i naturen. Det er også korrekt, at det tager op til 500 år for nogle plasttyper at blive totalt nedbrudt, men det er ikke ensbetydende med, at nedbrydningen ikke starter langt tidligere og kan være synlig efter ganske få år. Misfarvning, krakelering og fedtede overflader er alle tegn på nedbrydning af plast. Vi kender vist alle sammen plastgenstande i hjemmet, der hurtigt viser tegn på nedbrydning.

Genstandene, der er blevet indsamlet til Den Moderne By, er netop denne type hverdagsgenstande. De har i de fleste tilfælde været i brug rundt omkring i hjem og erhverv og er derfor slidte. Efter endt brug har nogle af genstandene måske været opbevaret i en fugtig kælder eller garage.

Denne papirbakke fra gynækologens klinik måtte vi desværre sortere fra, da den er fyldt med revner. Selv hvis man limede delene sammen, ville de mange mikroskopiske revner få den til at gå i stykker andre steder.

En del af genstandene viste allerede tegn på begyndende nedbrydning, og det var derfor nødvendigt at vurdere hvilke, der var egnet til udstillingen og hvilke, der ikke stod til at redde. En bedømmelse af, hvad hver enkelt genstand kan tåle af behandling var også vigtig. Eksempelvis kan nedbrudte overflader ødelægges af almindelig rengøring og den originale overflade kan helt forsvinde, hvis man går for kraftigt til værks.

Det har været som en stor oplevelse og professionelt tilfredsstillende at følge klargøringen, og at være en del af teamet, som sikrer, at der bliver taget godt vare på de mange nye genstande. Det tværfaglige samarbejde med museets andre afdelinger har været spændende, og det er glædeligt at se, at det gavner genstandenes bevaring, så rigtig mange museumsgæster kan få glæde af dem i fremtiden”, afslutter Bodil Klarskov Larsen.

 

OBS! SKULLE DU HAVE FÅET LYST TIL AT BESØGE TÅRNBORG I WEEKENDERNE OP TIL JUL ER DER BOOKING AF TID VIA HJEMMESIDEN:     http://www.dengamleby.dk/booking/


 

Den Gamle Bys sporvogn får en tur med pensel, sprøjte og små strygejern

Sådan sikrer vi sporvognens reklameskilte mod vejr og vind

Den Gamle Bys sporvogn fra Aarhus Sporveje har hen over forår og forsommer stået fremme, først i Ryesgade og siden i Den Gamle Bys moderne bykvarter. Sporvognen, der kørte sin sidste tur i 1971, har det dog ikke så godt efter mange år uden vedligeholdelse. Særligt jerndelene og bemalingen har problemer med det skiftende klima, sporvognen har været udsat for.

Sporvognen, som den stod i Den Gamle By i maj 2013.

Inden sporvognen skulle tilbage på magasin, besluttede vi at konservere de udvendige reklameskiltes bemaling, da den flagede voldsomt op, og var i overhængende fare for at skalle helt af.

Reklameskiltenes farve skallede så meget op, at vi undrede os over, malingen ikke for længst var faldet af.

Så skidt så det ud tæt på.

Det er egentlig ret simpelt af få farven limet fast til underlaget igen. Først kommer vi lim ind bag farveskallen. Siden gør vi farven fleksibel ved at varme den op med et mini-strygejern. Til sidst presser vi forsigtigt farven ned på underlaget, hvor limen sørger for, den sidder fast. Når vi kommer lim ind under farven, bruger vi til tider en pensel, andre gange en sprøjte.

Her kan vi pensle limen ind under farveskallerne.

Nogle steder er det umuligt at pensle under farven. Så må vi sprøjte limen ind i stedet.

Selv om opgaven synes ret simpel, kan virkeligheden vise sig at blive en anden. Vi lagde ud med at bruge en meget holdbar lim, som er opløst i sprit og acetone. Det gik meget fint på det ene reklameskilt. Da vi begyndte på skiltet på sporvognens anden side, opstod der i midlertid problemer. Der var nemlig malet mange lag farve oven på hinanden, og mindst ét af disse lag kunne ikke tåle opløsningsmidlerne og begyndte at bule op. Der var ikke andet for end at skifte til en “hvid lim”, der er på vandbasis.

Her kan man se en farveskal helt tæt på mellem to fingerspidser. Der er i alt ca. 10 lag maling, som stammer fra ca. 4 forskellige reklamer.

Snart efter opstod endnu et problem, vi desværre ikke kunne gøre noget ved. Mange steder var der hulrum inde under det yderste malingslag. De gamle lag maling var skallet af, uden man kunne se det udefra. De steder blev overfladen ret bulet, efter vi havde limet den fast. Flere af vores venlige gæster og kolleger beroligede os med, at det ikke så slemt ud – men vi konservatorer bryder os ikke spor om, at vores arbejde ikke bliver pænt. Så må vi affinde os med, at vi ihvertfald har sikret malingen imod at falde af.

Sådan ser området ud efter farven er limet fast.

Rensning af malerier til ny udstilling

Det er skønt at være malerikonservator! ikke mindst, når man kan give et dejligt kunstværk nyt liv.

 

Dette lille maleri fra midten af 1800tallet er et tidligt værk af Christian Blache. Efter det grå slør af snavs er fjernet i højre side, har det fået en helt sydlandsk stemning. De smukke kulører giver mig en følelse af at være i Italien, som var et yndet rejsemål for mange guldaldermalere. Men nej, vi er på ydersiden af Aarhus…

Christian Blaches maleri af Aarhus kyst med Mejlgades haver

 

Dér hvor Blache stod med sit staffeli, ligger idag Kystvejen. De haver og plankeværker, man ser på maleriet, hører til husene i Mejlgade! Det giver et tydeligt billede på, hvor meget Aarhus er vokset ud mod bugten.

Kom og se maleriet i vores nye særudstilling “100 fra Aarhus”. Har du mulighed for at komme allerede på søndag, er der rundvisninger ved stabsinspektør, Maiken Hansen:

http://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/vis-begivenhed/?tx_wildsidecalendarview%5Buid%5D=199&cHash=1711219708d1faabb8b45ef4cd31e5a1

 

 

Selv malerier af mindre kendte kunstnere vinder ofte ved at få fjernet snavs på billedet og rammen. Maleriet nedenfor har hængt i et rum med et helt almindeligt snavsniveau – altså hverken hos en storryger eller i et køkken. Se hvor fint farverne træder frem ved rensning i venstre side. Selv rammen bliver fin igen.

Da snavs har tendens til at blive mere og mere uopløseligt med årene, kan det være en god idé at få renset malerier med et interval på ca. 20-30 år.