Hvordan holder en hippie egentlig jul? For Benny Andersen og Bodil Jensen var svaret i 1974 lige for – vi sætter hammer og segl i toppen af juletræet!

I november 2015 genskabte Benny Andersen toppynten til juletræet i han og Bodils 1974-hjem i Den Gamle By. Hammer og segl blev tegnet, klippet og skåret til i tyndt pap, malet pink og drysset med sølvglimmer – alt sammen i overensstemmelse med hvordan den originale juletræstop blev lavet.

Det hele foregik i lejligheden i Huset i Havnegade, og det skortede ikke på kommentarer fra Den Gamle Bys gæster. En yngre mand spurgte lettere vantro: ”Havde man det?????”. Benny svarede ”Det ved jeg ikke, men vi havde!”

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Politik og symboler

For Benny var hammer og segl symbolet på foreningen mellem industriarbejdere og landarbejdere og ikke på Sovjetunionen, som han tog afstand fra.

Mens Bennys far var medlem af DKP, støttede Benny og Bodil lige som mange andre af tidens unge VS. 1970´ernes mange venstrefløjsfraktioner var uenige på flere punkter, men spørgsmålet omkring Sovjetunionen og Stalin var centralt.

For DKPs støtter var antistalinisme et skældsord, mens afstandtagen til Sovjetunionen og Stalintiden var en selvfølge for VS´ere. På den baggrund blev der også kamp om symbolerne. Benny indrømmer i dag, at der var en snært af provokation over for hans far ved at genopfinde hammer og segl med pink op-art farve og glimmer.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Juledekorationer og kunstnerisk frihed

Det er ikke tilfældigt, at hammer og segl var hjemmelavet. Benny og Bodil mødte hinanden, mens Bodil gik på Kunstakademiet i Aarhus, og de var begge optagede af at udtrykke sig kunstnerisk.

De malede, fotograferede, lavede collager, tegnede, sang og spillede musik. I 1974 var de begge aktive i oprettelsen af Aarhus Folkekunst. Nogle gange havde parret en fælles kunstnerisk proces, andre gange gav de hinanden udfordringer. Til jul var det f.eks en fast tradition, at de hver lavede en juledekoration i hver deres stil.

Bodil døde i 1999, så i november 2015 lavede Benny begge dekorationer selv, men han har tilstræbt, at følge deres sædvanlige valg med gips og glimmer som sne og frost på grenene i dekorationerne. På samme måde er der to lys i Bennys dekoration og kun et i ”Bodils”.

Tørret naturpynt var en favorit hos dem begge, og det var vigtigt, at dekorationerne ikke var symmetriske eller for ordnede. Man skulle ud over pænhedens begrænsninger.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Traditioner og ”sprutslik”

Billeder fra julen 1974 hos Benny og Bodil viser, hvordan hammer og segl pryder juletræets top – mens resten af træet er pyntet med traditionel juletræspynt som lametta, glaskugler og flettede julehjerter.

Sammenstødet mellem det traditionelle og den frie kunstneriske tilgang bliver næsten ikke tydeligere. Benny og Bodil havde meldt sig ud af folkekirken og var ikke kristne, men barndommens juletraditioner holdt alligevel ved. Klare kristne symboler, som engle, brugte parret dog ikke, og de gik ikke i kirke, men de sang julesalmerne.

Benny fortæller, at ”Højt fra træets grønne top” var deres ynglingsjulesang, fordi den kom helt uden om at nævne kristne elementer, men de andre julesange blev ikke undgået af den grund. Julen handlede for Benny og Bodil om god mad og godt selskab.

Bodil var dygtig til at lave mad, og udover småkager og juleslik, som de begge holdt meget af, købte Benny hvert år en flaske Kahlua eller pebermyntelikør – ”sprutslik”, som han kaldte det. Sprutslikket blev brugt som julekalender, og Benny fik et lille glas hver dag efter arbejde. Benny og Bodils jul er fyldt med juletraditioner i kreativ ny forklædning.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover “sprutslik” til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

22. oktober 2015 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de sidste fire nulevende grønlændere, som var en del af `Grønlandseksperimentet´ i 1951. Historiepraktikant Maria Juul Pedersen har set nærmere på baggrunden for undskyldningen til de tvangsfjernede børn. En undskyldning, der var længe ventet for en af hovedpersonerne i Den Gamle Bys 1974-bydel, Helene Thiesen.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Eksperimentet

Grønlandseksperimentet var et samarbejde mellem de danske og grønlandske myndigheder, bistået af Dansk Røde Kors og Red Barnet. Eksperimentet gik ud på, at 22 grønlandske børn skulle sendes i et etårigt forløb til Danmark. Børnene skulle lære dansk sprog og kultur og blive forbilleder i Grønland. Det var et krav, at de 22 børn skulle være 6-7 år gamle. De skulle have en høj intelligenskvotient og være familieløse. Kravene var dog svære at opfylde, og man valgte derfor at udvide aldersgrænsen til 5-8 år og medtage børn med én forælder.

Jeg har altid følt et savn efter Grønland 

Et af børnene i eksperimentet var Helene Thiesen, som i 1951 var 7 år gammel. Efter faderes død kom to mænd og spurgte Helenes mor, om hun ville sende Helene til Danmark. Helenes mor svarede nej de første to gange, men svarede til sidst ja. I Helenes genskabte lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter fortæller hun selv sin historie om barndommen og ungdommen i Danmark. Helene deltog aktivt i indretningen af lejligheden, og fordi det var meget vigtigt for hende, at være omgivet af grønlandske ting, har hun doneret flere af sine egne ting til studielejligheden. De grønlandske ting var vigtige for Helene, fordi hun altid har følt et savn efter Grønland og det at være grønlænder.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Uden modersmål

Den oprindelige tanke med Grønlandseksperimentet var, at børnene skulle være i Danmark i et år, men børnene kom først tilbage efter halvandet år. Flere af dem nåede ikke at gå i dansk skole, fordi plejeforældrene ikke fik besked om, hvor længe børnene skulle blive. Da Helene kom tilbage til Nuuk, fortalte hun begejstret sin mor om sine oplevelser, men uden at få noget svar. Helene undrede sig, men da moderen begyndte at tale til hende indså hun, at hun havde mistet sit grønlandske sprog, og ikke længere kunne tale med sin mor.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Børnehjemsbarn

Endnu en overraskelse, som ventede børnene hjemme i Grønland var, at de ikke længere kunne få lov til at bo hos deres familier. De skulle bo og opdrages efter danske normer på et Dansk Røde Kors børnehjem, og gå på den danske skole i Nuuk. Forstanderen på børnehjemmet opdragede børnene til at leve pænt og ordenligt. Børnene havde ikke lov til at tale grønlandsk på børnehjemmet eller i skolen, og de fik kun sjældent lov til at besøge deres familier – trods det at Helenes mor boede i Nuuk, ikke langt fra børnehjemmet. Livet som børnehjemsbarn var svært for Helene, hun græd ofte og følte et tomt hul i maven.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Sprogets betydning

En del af forklaringen på børnenes placering på Dansk Røde Kors børnehjemmet og den danske skole skal findes længere tilbage i historien. I 1949 rejste en dansk kredslæge, på foranledning af Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, rundt i Grønland, for at nedskrive en rapport om problemerne i Grønland og oprettelsen af de danske børnehjem. Hans tilbagemelding var, at børnene på Dansk Røde Kors’ børnehjemmene var nogenlunde glade, sunde og velklædte, og at den grønlandske lokalbefolkning var taknemmelige for hjemmene. Ønsket om børnenes prægning af det danske sprog, kan spores tilbage til 1950, hvor den daværende grønlandske politiker, Augo Lynge, blandt andet skrev, at man ønskede at gøre grønlænderen til en god dansk borger. Derfor anbefalede han, at der skulle opføres flere dansksprogende børnehaver og skoler, og at der også skulle tales dansk uden for institutionerne, så børn og unge kunne vokse op med det danske sprog. Augo Lynge mente at sproget, var et redskab til at uddanne sig og dermed styrke selvtilliden i Grønland.

I den bedste mening

Eksperimentet skete i den bedste mening. De danske myndigheder ønskede at give børnene en barndom under bedre sociale forhold, end hvad Grønland kunne tilbyde på daværende tidspunkt. I oktober 2015 erkendte Red Barnet imidlertid, at forsøget slog fejl, og at flere af børnene blev mærket for resten af livet (DR nyheder, http://www.dr.dk/nyheder/indland/red-barnet-giver-officiel-undskyldning-til-tvangsfjernede-groenlandske-boern). Helene fortæller, at hun har levet med en splittet identitet hele sit liv. Som barn var hun grønlænder, men kunne ikke grønlandsk. Først som voksen lærte hun igen sit grønlandske sprog. Helene har grædt meget hele sit liv og har aldrig vidst, hvorfor hun blev taget væk fra sin mor og sine søskende, eller hvorfor hun ikke måtte tale grønlandsk eller leve efter den grønlandske kultur.

Børnene og forældrene vidste intet om, at det forløb de havde været igennem var et eksperiment. Først da Tine Bryld skrev bogen ”I den bedste mening” i 1990, blev forholdene omkring sagen kendt, og Helene fik sandheden af vide. Siden har Helene selv skrevet en erindringsbog og holdt foredrag om, hvordan hun oplevede eksperimentet. Samtidig har hun været forkæmper for, at børn og pårørende skulle modtage en officiel undskyldning.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Undskyldningen – et plaster på såret

I et radiointerview i 2010 sagde Red Barnet, repræsenteret af daværende generalsekretær Mimi Jakobsen, for første gang officielt undskyld til eksperimentets deltagere. Senere erkender organisationen, at undskyldningen ikke var tilfredsstillende, fordi den var for indirekte. Undskyldningen skulle i stedet gives ansigt til ansigt med børnene fra eksperimentet.

Over de seneste år har det været et tema i den offentlige debat, hvem der har ansvaret for at undskylde, og om man overhovedet skal undskylde for noget som er sket i fortiden? Ifølge Red Barnet er en undskyldning nødvendig, da der her er tale om en klar krænkelse, som har haft tydelige skadelige følger. Red Barnet har offentligt udtalt, at krænkelserne, set med nutidige øjne, var i direkte strid med børnenes grundlæggende rettigheder. Red Barnet underskylder for sin deltagelse i arrangementet og anerkender, at børnene aldrig skulle have været fjernet.

I et radiointerview (P1 Morgen, d. 22.10.15, http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-10-22/#!/) omkring Red Barnets undskyldning fortæller den i dag 71-årige, Helene Thiesen, at hun er glad og taknemmelig for undskyldningen. ”Det er et plaster på såret, men der er stadig brug for mange plastre”, tilføjer hun. Helene og flere af hendes skæbnesøskende håber stadig på engang at få en officiel undskyldning af Den Danske Stat.