Når farven drysser af glasset

I dette indlæg følger vi konservatorens arbejde med at samle et kompliceret puslespil af løs maling. Et puslespil, hvor brikkernes form er meget forskellig, og mange af brikkerne for længst er forsvundet.

I Den Gamle Bys apotek står en imponerende samling af gamle glas og krukker på lange hylder. Hvert glas eller krukke har en etiket, som fortæller, hvilket lægemiddel det skulle indeholde.

I april måned i år blev det opdaget, at flere af glassene havde tabt små skaller af etikettens farvelag. Værst var det på et af glassene, hvor store dele af etiketten lå i små stykker på hylden.

Ude i den virkelige verden ville de fleste nok feje skallerne ned fra hylden med en ærgerlig mine, men heldigvis er vi er i Den Gamle By ikke spor opgivende overfor den slags opgaver, og det er bare med at starte fra en ende af…

Behandlingen:

Det første, der skal ske, er at sikre det løse farvelag, som sidder tilbage på glasset. Selv den mindste berøring, vil få meget mere maling til at falde af.

Den nænsomste måde at sikre den løse maling er ved meget forsigtigt at klæbe et stykke japanpapir på forsiden af hele etiketten.

Japanpapir er en meget tynd type papir lavet af meget lange fibre, som slynger sig i alle retninger. Fordi fibrene er så lange og ligger i alle retninger, danner de et fint og tyndt net, som limen kan trænge ind igennem.

Den tyndtflydende lim påføres med pensel uden på papiret, og derfor undgår man at røre ved den løse maling med penslen. Papiret med limen suger sig fast på overfladen og hjælper med at lægge de løse skaller ned.

Den lim, der bliver brugt, har vi i forvejen udvundet af tørret størblære. (Ja, stør-fisken – den der også laver kaviar. Vidste du for øvrigt, at ordet husblas oprindeligt betød størblære?)

For at være sikker på, at limen trængte ind under den løse bemaling, blev der påført rigtig meget af den tyndtflydende lim rundt langs kanterne af farvelaget. Så længe limen er våd, er papiret gennemsigtigt. Når limen tørrer op bliver papiret hvidt.

Når limen mellem glasset og farvelaget er tørret helt op, er det tid til at fjerne japanpapiret. Da limen er vandopløselig, bliver der blot penslet med lidt vand oven på papiret, og så kan det trækkes af lige så forsigtigt. Limen under skallerne bliver heldigvis ikke opløst, da der ikke bruges særlig meget vand, og derfor sidder farvelaget nu fast på glasset.

Næste skridt i processen var at fjerne overskydende lim fra overfladen af bemalingen med en fugtig vatpind.

Der var mange løse farvelagsskaller, som lå tilbage på hylden. Den ene af skallerne var meget stor og skulle behandles særligt:

Et stykke japanpapir blev gjort klart og vædet med størlimen. Det blev lagt lige ved siden af skallen. En vædet pensel blev brugt som transportmiddel.

Penslen blev forsigtigt lagt ned på bagsiden af farveskallen. Skallen klæbede sig fast til penslen, som nu kunne løfte den over på japanpapiret. Da skallen blev løftet op fra hylden, var det tydeligt at se, at der stod noget skrift på forsiden.

På japanpapiret sørgede størlimen for at skallen blev liggende. Herefter var det let at transportere skallen fra hylden til etiketten på glasset

Nu blev der lagt lim på bagsiden af den store skal, og den blev forsigtigt sat på plads på glasset på det rette sted.

Da den store farveskal havde fundet sin oprindelige placering på etiketten, stod der PULV: i stedet for blot LV:. PULV: er en forkortelse for pulver.

Nu var det bare at vente på, at limen tørrede, og så fjerne papir og overskydende lim som beskrevet ovenfor.

De sidste små farveskaller fra hylden blev lagt over på et stykke almindeligt papir med penslen og transporteret over til arbejdsbordet.

Enkelte af skallerne havde lidt sort farve fra skriften, som kunne indikere den rette placering af skallen. De rent gule farveskaller kunne udelukkende placeres ved hjælp af deres form. Det var lidt udfordrende…Da der kun var tre bittesmå farveskaller tilbage, måtte konservatoren give op. Det var umuligt at finde de sidste skallers placering. To af dem lægges op i glasset, og den mindste bliver udvalgt til at indgå i en analyse af farvelaget.

Farvelaget undersøges:

Farveskallen indstøbes i polyester og slibes fra siden. Polyesteren fremstår brunlig og næsten sort på fotografiet. Farvelaget ser man i 100 ganges forstørrelse, og man kan se, det består af tre tynde strygninger af gullig maling. Oprindeligt var malingen hvid. Havde den været gul fra starten, ville der have været mange små gule prikker fra pigmentet i lagene på fotografiet. Den gule tone skyldes ældning af oliebindemidlet i malingen. I alt er farvelaget ikke en gang en tiendedel mm tykt.

Belyst med UV-lys ser malingen blåhvid ud. Det kan man dog ikke regne med, for UV-lyset ændrer kuløren rigtig meget. Det interessante ved UV-lyset er, at det får gennemsigtige lime til at lyse op med klare farver. Her kan man se, at der er påført lim på glasset, inden etiketten blev malet. Limen lyser op med sin klare lyse blå farve under malingen. Bemærk at undersiden af limen er helt glat, da den selvfølgelig følger glassets overflade.

Hvad vi ellers ved om glasset:

Teksten på etiketten blev aldrig komplet ved konserveringen. Desværre var meget af bemalingen faldet af på et tidligere tidspunkt, hvor der ikke blev taget samme hensyn som nu. Men det er dog tydeligere, at der oprindeligt stod PULV: R: ARI. Dette er nemlig teksten, som stod på etiketten i 1947, hvor glasset blev registreret her på museet.

Nu kan det være lidt interessant at ridse glassets historie op. Det stammer oprindeligt fra Skanderborg Apotek, hvor “signaturen” (etiketten) blev malet af apoteker Sejdelin. Han var apoteker fra 1809 til 1852, og den spinkle bladranke, som indrammer feltet, er da også i tydelig empirestil fra 1800tallets første halvdel.

Glasset – og mange andre genstande fra danske apoteker – blev i slutningen af 1800tallet indsamlet af Nordiska Museets stifter, Artur Hazelius. Museet, der ligger i Stockholm, indsamler genstande fra alle de nordiske lande. I 1946, fire år efter der var blevet indrettet et apotek i Den Gamle By, blev det forhandlet på plads, at Nordiska Museet skulle deponere en del af genstandene her. Her iblandt dette glas.

Det oprindelige indhold, altså PULV: R: ARI, var som de fleste andre medicintyper i 1800tallet tørret urtemedicin. Planten hedder Arum maculatum på latin, på dansk plettet arum. I lighed med så mange andre lægemidler fra den tid, er den giftig. Dog ikke så giftig, at apotekeren følte sig nødsaget til at male de tre sorte kors, som ellers var den almindelige advarsel om gift.

Næste gang du besøger apoteket i Den Gamle By, må du ikke snyde dig selv for at høre “apotekerens” fortællinger om en del af de forskellige typer urtemedicin. De nemlig har mange spændende virkninger – og bivirkninger…