Jeg var så ung (og smuk)…

Bluse med broderier

Denne smukke Elle-bluse fristede en ung pige til tyveri i begyndelsen af 1970’erne.

En dag blev der til museet indleveret en fin, hvid bluse med blomsterbroderier. Med blusen var følgende indrømmelse: “Denne smukke, sexede trøje har jeg selv stjålet fra elle-butikken i Nørregade. Den var rævedyr, og jeg var så ung (og smuk). Jeg måtte bare havde den! Så jeg tog den! Jeg havde den på, uden bh- (ja, det var dengang, hvor de struttede af livets lyst), da jeg mødte min mand. Har gemt den som et meget kært minde i alle årene.”

Det eneste foto museet har af en Elle-facade. Det er fra Nørregade fra begyndelsen af 70’erne. Flere fotos efterlyses!

Blusen blev indleveret på baggrund af en efterlysning af materiale og fotos fra de elle-butikker, som lå tre steder i Århus i begyndelsen af 1970’erne.

elle-butikkerne i Århus

Butikkerne lå Nørregade 21, Jægergårdsgade 50 og Asylgade 10 (den nuværende H.H. Seedorffs Stræde). Deres facader var noget særegne, og kunne minde lidt om en undervandsbåd. Historien vil vide, at det var en dekoratør hos Magasin, som udtænkte designet.

Vi har interviewet flere af de unge piger, der dengang var ansat i elle, og de har bidraget med en mængde oplysninger om facadernes materialer, farver og ikke mindst butikkernes vareudvalg.

Hvordan skaffer vi tøj fra 1974 til vores elle?

I elle-butikkerne handlede yngre kvinder, og de købte tøj i stil med det, som den stadig kendte butik Sophie solgte i Århus’ latinerkvarter.

Det er ikke hver dag, man støder på indleveringer, som den beskrevet ovenfor. Så vi har i lang tid overvejet, hvordan vi skulle finde nok tøj til vinduesudstillingen i Den Gamle Bys elle-butik.

Ved et rent lykketræf gik en kollega og jeg i august ind i en genbrugsbutik i Oslo. Her åbenbaredes et sandt mekka af 1970’er-moderigtigt tøj. Her var stativ efter stativ behængt med farverigt og lækkert 70’er-tøj, som kunne mixes og matches, præcis som vi skulle bruge det.

Vi var imponerede over udvalget, og skrev os oplevelsen bag øret. Kort tid efter hjemkomsten til Den Gamle By besluttede vi, at der skulle foretages endnu en tur til Oslo, nu med tomme kufferter, og så skulle der ellers findes tøj til elle-butikken. Som sagt, så gjort.

Tøjstativ i genbrugsbutik - bemærk farvekoordineringen!

I genbrugsbutikken i Oslo fandt vi stativ efter stativ med farvekoordineret 1970’er-tøj.

Kjoler i genbrugsbutik

Farver, mønstre og materialer. Kjolerne i genbrugsbutikken var et kapitel for sig.

 

I tirsdags drog vi to museumsfolk af sted, og efter fire timers koncentreret arbejde med udvælgelse, vurdering, diskussion og prøvesammensætninger blev kufferterne fyldt, og vi tog flyet tilbage til Århus.

Med i kufferterne havde vi bukser, nederdele, skjorter, pullovers, tørklæder, bælter, kjoler og toppe i den lidt boheme-agtige, indisk-inspirerede og farvestrålende stil, som ekspeditricerne havde beskrevet for os i interviewene. Nu forestår der et større arbejde med at få tøjet efterset for slid og huller. Det skal jo se ud som nyt, når vi om nogle år skal åbne vinduesudstillingen i elle. Vi glæder os!

Skulle du have fotos af elle-butikkerne, eller har du gemt tøj fra et køb i en af dem, så tager vi meget gerne imod!

IMG_1969

Efter hjemkomsten…

 

Et hønsestrikket bryllup

I februar 2014 publicerede jeg en blogpost om indsamlingen af billeder til udstillingen ’hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne.’ Indsamlingen af billeder er for længst slut, for udstillingen er åbnet og kan ses frem til 6. januar 2016 i Gallerierne bag Møntmestergården.

Jeg vil her fortælle om et sjovt resultat, som blogposten fik.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

I forbindelse med blogposten genfortalte jeg en historie fra Kirsten Hofstätter, som jeg interviewede i 2004. Hun ses på forsiden af Hønsestrik 2 som nummer fire fra venstre. Hun var en af stifterne af forlaget Hønsetryk i 1973.

I 2004 talte jeg med hende, fordi jeg skrev en artikel i Den Gamle Bys årbog om indsamling af bryllupstøj. I den forbindelse bad jeg om lov til at bruge det gode bryllupsbillede af Susanne Bergmann og Gunnar Stein fra 1974. Dengang fortalte hun en romantisk historie om, hvordan Gunnar strikkede Susannes nederdel som en del af sit frieri.

Gunnar reagerede på min blogpost og fortalte, at den historie havde han også hørt Kirsten Hofstätter fortælle på TV; men at det ikke var foregået sådan. Han havde ganske vist strikket nederdelen; men ikke som en del af frieriet.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein kom på besøg og så hønsestrik og hot pants-udstillingen og fortalte mange ting om tiden på forlaget Hønsetryk, hvor han arbejdede i en periode i 1970’erne. Han hjalp på forlaget med fakturering og udsendelse af bøger til bogcaféer over hele landet. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt var nemlig ikke interesserede i at distribuere bøgerne, så det lille forlag tog andre kanaler i brug. Desuden rentegnede han også nogle af de strikkemønstre, som var bag i bøgerne. I Hønsestrik 1 havde Kirsten Hofstätter tegnet en lille udgave af kvindekampens symbol – den knyttede næve i kvindetegnet. Gunnar Stein rentegnede og forstørrede det i Hønsestrik 2.

Læs også om Helles hønsestrikkede nederdel i udstillingen på side 50 i e-tidsskriftet Dragtjournalen:

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/dragtjournalen12WEB.pdf

 

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

Danske Bank, 7-Eleven og Consol Solcenter til Den Gamle By

Den Gamle By igangsatte i foråret 2014 et samtidsprojekt, hvor vi indsamlede fotos, genstande og ikke mindst personlige historier fra hundredåret for åbningen af Den Gamle By. Projektets resultater vil om få år give os mulighed for at åbne en 2014-gade længst nede mod Ceres-krydset. I forlængelse af 1974-kvarteret kommer den til at vise by- og gademiljøet, som det så ud sidste år, med bænke, blomsterkummer, butikker og beboelseslejligheder. Her får du baggrunden for udvælgelsen af butikker til gaden.

En fornemmelse af butikkerne

Du står ved indgangen til Danske Bank. På jorden flyder det med boner fra hæveautomaten ved siden af. På næste hjørne ligger en 7-Eleven med store farverige skilte. Fra vinduesreklamen på Consol Solcenters butik ved siden af hilser en solbrun, smilende pige på dig. Omtrent sådan vil du kunne opleve Den Gamle Bys 2014-gade. For at få scenariet til at blive virkelighed, indgik vi i sommeren 2014 samarbejder med Danske Bank, Consol Solcenter og 7-Eleven, som vil blive repræsenteret som facadebutikker i 2014-gaden.

Sådan kan Anlægsvej komme til at se ud. Set fra Sydhavnen op mod pavillonen.

Sådan kan Anlægsvej komme til at se ud. Set fra Sydhavnen op mod pavillonen. Tegnet af en af museets dygtige arkitekter, Jonas Rump Nielsen.

Hvorfor samler vi nutiden ind?

Vi har i godt 10 år beskæftiget os med indsamling til 1974-kvarteret. Der har undervejs været mange udfordringer og omkostninger forbundet med at indsamle huse, fotos, genstande og personlige historier. Med 30-40 års afstand kan det f.eks. være svært at huske, hvilken farve tapetet i onkel Hennings baggang havde eller hvornår blomsterbutikken på hovedgaden skiftede navn. Mange ting har været vanskelige at finde; emballagerne til 1974-minimarkedet har vi eksempelvis brugt adskillige år og mange penge på at genskabe, da det ikke var muligt at finde dem i de mængder og den stand, som skulle til.

Indkomne genstande registreres, emballeres forsvarligt og magasineres. Her er genstande fra Danske Bank i registreringsproces.

Indkomne 2014-genstande registreres, emballeres forsvarligt og magasineres. Her er genstande fra Danske Bank i registreringsproces.

At Danske Bank, 7-Eleven og Consol Solcenter har villet lege med, er vi utrolig taknemmelige for. Vi har kunnet tage detaljerede fotos af facader og indretninger, og vi har kunnet interviewe medarbejdere i 2014. De tre virksomheder har været villige til at donere facadeskilte, inventar, filer til reklamekampagner og meget, meget andet. I dag skifter butikker med hyppige mellemrum kampagner, ændrer facadeelementer og udskifter inventar. Ventede vi med at samle ind, så ville det om blot få år være svært at få de rigtige materialer i hus.

Hvorfor de butikker?

Danske Bank, Consol Solcenter og 7-Eleven er eksempler på forretninger, som de fleste danskere har kendskab til i dag. År ud i fremtiden vil disse butikker altså vække genkendelse. Det er vigtigt for os, at der er en fornuftig spredning på butikstyperne, når der ses på Den Gamle By som helhed. En bank har museet ikke i forvejen, mens solcentre først blev udbredt i Danmark i 1980’erne.

Consol Solcenter-kæden er en dansk succeshistorie. De etablerede verdens første egentlige solcenter i Smallegade i København i 1978.

Consol Solcenter-kæden er en dansk succeshistorie. De etablerede verdens første egentlige solcenter i Smallegade i København i 1978.

Ved at vælge et Consol Solcenter sikrer vi genkendelse for vores udenlandske gæster, idet kæden også eksisterer i andre europæiske lande. Vi ønskede os en 7-Eleven som repræsentant for dagligvarebutikkerne, idet det både er en relativt ny og ekspanderende forretningskæde i Danmark, og fordi den skal være bindeleddet til vores købmandsgård årgang 1864. Når 7-Eleven etableres i 2014-gaden kan vi således vise, hvordan man i dag kan gøre sine dagligvareindkøb, vi har en selvbetjeningskøbmand fra 1974 og en købmandsgård fra 1864, hvor købmanden stod bag disken og modtog bestillinger. Der er sket rigtig meget på 150 år!

7-Eleven vil i 2014-gaden repræsentere en butik, hvor man kan købe de dagligvarer, man lige står og mangler.

7-Eleven blev grundlagt i USA i 1927 og kom til Danmark i 1993. Facadebutikken vil i 2014-gaden repræsentere en butik, hvor man kan købe de dagligvarer, man lige står og mangler.

Når noget vælges til, vælges andet også fra. Inden for museets nuværende rammer er der kun plads til én 2014-gade, og den valgte gade kan kun rumme fem butikker. Måske vil eftertiden huske 2014 for antallet af tatovørforretninger eller lukningen af Blockbuster-forretningerne. Vi har dog måttet foretage nogle hårde prioriteringer af de tilgængelige kvadratmetre, og efter mange diskussioner faldt valget på butikstyperne bank, solcenter, convenience-butik, og i tillæg arbejder vi også med at etablere et fungerende pizzeria og en isbutik.

I 2014-gaden håber vi at få plads til en lille isbutik. Vi kunne finde inspiration i Dolce Vita på Trøjborg i Århus.

I 2014-gaden håber vi at få plads til en lille isbutik. Vi har gennemfotograferet og interviewet personale bl.a. i isbutikken Dolce Vita på Trøjborg i Århus, så vi har et godt dokumentationsgrundlag.

2014-gaden kommer til at ligge i umiddelbar forlængelse af den populære bydel med butikker og boliger fra 1974. I denne del af museet vil vores gæster altså få mulighed for at se, hvordan en Danske Bank filial, et Consol Solcenter og en 7-Eleven tog sig ud i 2014 og aktivt sammenligne dem med ’70ernes forretninger og gademiljø.

Hvorfor lige præcis 2014?

År 2014 markerede 100 års jubilæet for Den Gamle Bys åbning i Botanisk Have i Århus, og fokusåret 2014 markerer derfor en milepæl i museets historie.

Eftertiden kan måske klandre os for, at vi ikke valgte fokusåret 2015 eller 2018, men det kan være vanskeligt i samtiden at se, hvilket år, der kommer til at stå skarpt for eftertiden. Vi tog dog beslutningen om valget af 2014 med åbne øjne, idet det er bedre at have indsamlet et udsnit fra ét år end intet fra alle år.

Realiseringen af 2014-gaden er en del af det store projekt om at færdiggøre den moderne bydele på museet og er støttet af A. P. Møllers Fond. Vi glæder os til at byde inden for til den nære fortid!

Fire unge blev kollektivister i Den Gamle By

2014 har været et aktivt år for Den Gamle By. Der er åbnet nye butikker i vores 1974 kvarter og nye udstillinger om musikken i Aarhus og tøjet i 70’erne er det også blevet til. Vi har haft en hyggelig og travl julesæson med en julekalenderudstilling lavet sammen med DR og mange glade gæster på museet. Og i november fik vi en stor generøs donation på 135 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, der sikre at vi kan færdigøre 70’er kvarteret og lave en 2014 gade og en ny indgangsbygning, som vender ned mod Cereskrydset.

Der har været meget at glæde sig over og gode projekter at tænke tilbage på. Et lidt anderles projekt blev gennemført i slutningen af april og begyndelsen af maj. Der havde vi inviteret fire uge mennesker til at bo i vores 70’er kollektiv. Det projekt kom der en del presseomtale ud af, men vi nåede dengang ikke at dele det her på bloggen, det vil jeg gerne råde bod på nu. Jeg tænker, at dette indlæg om en solrig uge i foråret også ville være et godt tilbageblik her i den mørke december efter at julen er overstået, og vi nu venter længselsfuldt på de lysere dage.

ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

I ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

Pusterum i 70’erne

På pladespilleren snurrer en LP med Beatles for fuld drøn, duften fra gårsdagens madlavning – farspindsvin med grøntsager – hænger stadig i luften, og farvestrålende 70’ertøj er slængt på gulvet i små bunker. I fællesrummet i Den Gamle Bys kollektiv fra 1974 sidder Nana. Hun bor en uge i kollektivet sammen med sine tre venner Lene, Christian og Christian Budde, men lige nu er hun alene hjemme.

Jeg skulle egentlig lave lektier nu, men jeg har valgt bare at sidde og kede mig lidt. Normalt ville jeg tænde for fjernsynet og føle, at jeg var i gang med noget. Nu har jeg strikket lidt for at føle, jeg lavede noget, siger hun.

Nana på sit 1974-værelse

Nana på sit 1974-kollektiv.

Unge giver liv til museet

Afsnittet herover er et billede på, hvordan fire unge gav liv til en museumslejlighed i Den Gamle By. I en uge fra den 28. april til den 4. maj 2014 lod vi nemlig fire almindelige studerende hjælpe os med at få kollektivet til at virke så troværdigt og hjemligt som muligt.

De fire venner først i tyverne levede i en uge som i 1974. Med batikfarvning, 1. maj demonstration, fællespisning og husmøder. Drejeskivetelefon, LP’er, politisk litteratur i ølkassereolerne og fjernsyn med én kanal. Og naturligvis uden moderne elektronik som mobiltelefoner, bærbare pc’er og ipads, når de var hjemme i kollektivet.

Det begyndte med en efterlysning

At bebo i et museumsinteriør og frivilligt at lade sig underlægge sig en anden tids vaner og teknologi er ikke noget museer normalt beder sine gæster om. Derfor var vi også meget spændte på, om der overhovedet var nogen, som ville melde sig til projektet. Vi søgte fire studerende, som var i begyndelsen af tyverne, ligesom de oprindelige beboere i kollektivet var i 1974, så vi sendte en efterlysning ud gennem medierne og vores egen hjemmeside og facebook. Og vores bekymring blev snart gjort til skamme. Ansøgningerne tikkede ind i mailboxen fra 200 personer, som var friske på en uge i 1974.

Udvælgelsen var svær, for der var mange gode ansøgere og kreative ansøgninger. Men efter samtaler med fem grupper, valgte vi Nana, Christian, Lene og Christian Budde, som kendte hinanden fra deres kollegium.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Kollektivet er blevet boet til

Vi på museet har brugt erfaringerne fra projektet til at forbedre vores formidling i kollektivet. Vi har fået gjort udstillingen i lejligheden mere troværdig. Allerede morgenen efter, at de unge var flyttet ind, var der en hjemlig stemning, en anden lugt og tøj, opvask, bøger og plader andre steder, end vi fra museet havde forestillet os, at det ville være naturligt. Selvom de kollegaer, der har indrettet kollektivet er rigtigt dygtige, analytiske og kreative, er de ikke studerende først i tyverne, som levede i lejligheden i en uge. Det er noget andet, når man rent faktisk bor et sted, og det giver alt andet lige et mere troværdigt hjem.

Nogle af de ændringer, som er sket i kollektivet, er, at der nu står ølkasser i køkkenet, sofaen i Oves værelse er redt op til en overnattende gæst, der står opvask til tørre i opvaskestativet i køkkenet. Og så lavede Nana og Christian et nyt arrangement af ølkasser til pladespiller og plader, som passede bedre ind, og nu står i fællesrummet, som de forlod det.

1974-anlægget.

1974-anlægget.

En række af genstandene i kollektivet havde særlig betydning for de unge i deres uge som 1974-kollektivister. Det viser noget om de store forskelle for dem i deres 1974-hverdag sammenlignet med deres 2014-hverdag, og det giver os et godt fingerpeg om hvilke ting, vi kan fremhæve i vores udstilling, som kan fortælle en større historie om disse forskelle.

En af de ting, som kollektivisterne var glade for var 70’er-tøjet, og de islandske sweatre deltes alle fire om. De fandt dem dog temmeligt kradsende.

– De må have haft hård hud over hele kroppen dengang, som Budde bemærkede.

Projektet gav os nye måder at formidle

De fire, som boede i kollektivet, fik en helt unik historieformidling.

  • Vi fik et realistisk hverdagsbillede af, hvordan det var at leve i 70’erne, siger Nana.
  • Jeg er blevet endnu mere interesseret i 70’erne. Jeg er ikke så glad for at læse om historie, men at opleve den og være i den som i denne uge, vækker min interesse, siger Lene.

Også vores gæster uden for kollektivet fik en anderledes oplevelse og historieformidling ud af det. Mange fulgte beboerne tæt via facebook og blog.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

Hver dag lavede Den gamle By en opdatering på museet facebook side om kollektivisternes liv. I vores formidling af projektet ville vi også gerne have materiale og tanker direkte fra kollektivisterne uden os som mellemmænd. Vi bad dem derfor om at skrive dagbog, enten i hånden eller på skrivemaskine. De fik også et analogt 70’er-kamera, så de kunne tage deres egne billeder i løbet af ugen. Dagbøger og fotos lagde vi på tumblr-bloggen kollektivetdengamleby.tumblr.com

I weekenden bød Lene, Christian, Nana og Budde indenfor i kollektivet. Gæsterne spurgte især om, hvordan det havde været at leve en uge uden mobiltelefon, men mange fortalte også om deres egen ungdom i 70’erne. Det førte til samtaler blandt unge og gamle om, hvordan vi lever vores liv i dag sammenlignet med dengang.

Vi er meget glade for, at vi som museum kan skabe rammerne om sådanne møder mellem generationerne, hvor erfaringer og historier bliver udvekslet, og hvor vores måde at leve på dengang og nu giver grobund for debat.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Projektet har givet os som museum meget viden, som vi kan bruge i vores formidling af kollektivet. Selvfølgelig bruger vi erfaringerne fra de unge i samspil med de oprindelige kollektivisters erindringer og med respekt for deres historie. Alt i alt var det en uge vi med glæde tænker tilbage på og som gav masser af inspiration til vores videre arbejde. Og heldigvis fik de fire kollektivister også meget ud af deres tid i 1974.

I kan læse mere her: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

DR Tværs lavede en lille film om at leve en uge uden en mobil. Den kan ses her: http://vimeo.com/94844334
Billederne i filmen er bl.a. fra deres 70’erfest i kollektivet.

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Smukke ben og hængebryster

I september måned åbnede museet særudstillingen Hønsestrik og hot pants. Forud for udstillingen ligger et stort arbejde, lige fra indsamling af billeder, udvælgelse af genstande, klargøring af genstande og opbygning af podier, layout og meget mere.

Klargøring af dragter til udstilling er en meget tidskrævende proces. Her kan du få et indblik i hvordan det foregår.

Rensning og konservering

Det første der sker, når genstandene ankommer til Bevaringsafdelingen er at de alle bliver støvsugede. Det gør vi fordi genstandene skal fremstå rene og flotte, men også fordi støv kan være allergifremkaldende hos os, der arbejder med genstandene.

Denne udstilling omhandler 70ér tøj. Da genstandene ikke er specielt gamle, er langt de fleste meget velbevarede. Det betyder at det ikke var nødvendigt at konservere ret mange af dem. Alligevel havde flere af dem nogle småskader, der skulle ordnes. Fx strikmasker, der var løbet, eller tyl der var itu.

Edel konserverer knapperne på en herrevest

Efter støvsugning er genstandene klar til konservering. Her er det Edel, der konserverer knapperne på en herrevest

Nogle af genstandene var snavsede og skulle vaskes. Når et tekstil er nedbrudt bliver det ekstra skrøbeligt, når det bliver vådt. Derfor vasker vi alt tøj i hånden og undgår at løfte i det, mens det er vådt. Når det skal tørre bliver det lagt fladt ud på et bord med sug, hvor det tørrer.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter

Skjorterne skal i udstillingen forestille at være helt nye og ligge til salg i en butik. De skal derfor både være rene og pænt sammenlagte.

De færdige skjorter pænt sammenlagte, som de ligger i udstillingen.

Således kom skjorterne til at se ud i udstillingen, efter vask og en meget præcis sammenlægning.

Vi er alle forskellige

Noget af det mest tidskrævende ved arbejdet med tekstiludstillinger er at tilpasse giner. Det tøj vi vil udstille har tilhørt mange forskellige mennesker og selvom meget af det er stangvarer, er det i alle størrelser. Det betyder at hver enkelt gine skal tilpasses individuelt til det tøj, der skal udstilles.

Vi tilpasser ginerne til tøjet af to årsager, både for at det skal sidde pænt, men også for at det skal støtte tøjet mest muligt. Nedbrudte tekstiler kan i værste fald trække sig selv i stykker bare på grund af sin egen vægt. Så slemt går det sjældent, men at udstille tøj i længere tid kan være en stor belastning for nedbrudte fibre.

Vi har kun i sjældne tilfælde billeder af de mennesker, der har båret tøjet og da vi heller ikke har mødt dem, må vi oftest ud fra tøjet, forestille os hvordan personen har set ud. Vi bygger gineren så naturtro som muligt, derfor tilføjer vi deller, baller, topmaver osv. Vi anvender standart butiksginer, som vi skærer til i størrelsen og bygger på med pladevat.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet. Det foregår med en hobbykniv eller en brødkniv.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Selvom vi bruger standartginer, har vi alligevel mulighed for at lege lidt med kropsbygningen. I denne udstilling er der mange bukser. Da ginerne ikke har nogen numse, har vi selv formet ginernes bagdel efter vores behag. Ligesådan var 70érne et bh-frit årti, derfor har flere af ginerne fået hængebryster.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at klaske bagi. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at give den et klask. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Vi har også mulighed for at skabe variation med armene. Vi bygger arme i kyllingenet beklædt med pladevat. Armene kan bøjes i den retning vi ønsker, så ginerne ikke alle står i den samme stilling i udstillingen.

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Her ses samme gine nu med arme.

Her ses samme gine nu med arme.

I begyndelsen af 70érne var hot pants og meget kort shorts til mænd moderne. Vi har flere eksempler herpå i udstillingen. I tre tilfælde var det nødvendigt at bygge ben til disse. Benene er udført i gipsgage, direkte på tre villige modeller. Det er lidt hårdt at stå model, idet man skal stå helt stille i op imod en time, indtil gipsen tørrer. Herunder følger en lille billedserie af processen.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

 

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Efter benene er monteret på ginen, kan den blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Krøller bekæmpes med damp og varme

Den sidste store opgave inden dragterne kan monteres på ginerne er glatning. Mange af genstandene har ligget pakket ned i kasser på vores magasin i mange år. Nogle i op imod 40 år. Det betyder at de ofte er ret krøllede og med skarpe folder. Når stoffet har været foldet det samme sted i mange år, kan krøllerne være endda meget svære at få ud igen. Det bliver ikke lettere af, at nedbrudt tekstil ikke tåler ret meget varme. Man brugte også mange syntetiske tekstiler i 70érne, som ikke engang som nye tålte ret megen varme.

For at bruge så lidt varme som muligt, er vi nød til at fugte tekstilerne op. Det gør vi med damp, men vi skal passe på ikke at få dem for våde. For hvis de er snavsede kan der komme skjolder, fordi snavset begynder at flytte sig rundt, når tekstilet bliver vådt. Det hele er lidt på ”gefühl”, så man skal koncentrerer sig.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Afslutningen nærmer sig

Inden dragterne kan monteres skal der syes trikoter til ginerne og vælges skørter til kjolerne. Nogle skørter er i stof med påsyet tyl, mens andre blot er et stykke tykt plast (melinex), der er svøbt rundt om ginen. Skørterne er nødvendige, fordi når ginerne ikke har ben, og derfor vil kjoler og nederdele falde ind, hvis der ikke var skørter. Også buksebenene skal stoppes ud, så det ser ud som om, der er ben i. Til det bruger vi nylonstrømper, som stoppes ud med papir. På den måde sikrer vi os, at papiret ikke rasler ned.

Efter montering er dragterne klar til udstilling.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

 

 

Borgmestergårdens velbevarede hemmeligheder – fortsættelse af blogindlæg fra 27. maj

For tiden går jeg rundt med et lille smørret smil på læben. Det føles som om, jeg har knækket en kode eller lagt nogle vigtige brikker i et puslespil, som aldrig før er blevet samlet…

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Den 27. maj skrev jeg et indlæg om de undersøgelser af Borgmestergården, der var i færd med at blive udført. Kort fortalt undersøger kandidatstuderende Mathilde Schødt Veland skriftlige kilder og selve bindingsværket på Borgmestergården, alt imens jeg har udtaget en masse prøver af farvelaget i fire af rummene.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Vi vil gerne belyse gårdens historie med nye teknikker, som Nationalmuseet ikke anvendte tilbage i 1908, da de undersøgte gårdens historie. F.eks. vil vi gerne have bekræftet, om Borgmestergården virkelig stammer fra 1597, som står udskåret over porten. Vi vil også gerne have afklaret, hvor meget af de originale dekorationer fra 15-, 16- og 1700tallet, der er bevaret inde under de nuværende farver, og slå fast om rekonstruktionerne af dekorationerne holder sig til forlægget.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Mens vi afventede svar på dateringerne af træprøverne fra bindingsværket, fik jeg tid til at studere de mange små prøver af farvelagene i mikroskop. Jeg sammenlignede de 34 små bitte prøver i 50 – 500 ganges forstørrelse, for at finde ud af hvor meget af den originale farve, der var tilbage. Desuden var der et lille håb om, at jeg ville kunne finde spændende farverester, som kan være med til at støtte op om Mathildes undersøgelser af bindingsværkets alder og bygningshistorik.

Nu er resultaterne så endelig på plads – både for trædateringerne og farveundersøgelserne.

Lad mig starte med de dendrokronologiske dateringer af bindingsværket:

For at en dendroundersøgelse skal munde ud i en præcis datering for træets fældning er det nødvendigt, at den yderste årring lige under barken er bevaret i det stykke træ, man borer i. I Borgmestergården er det desværre ikke mange prøver, som har bevaret den yderste årring, så mange af dateringerne fortæller, hvornår træet tidligst er blevet fældet. Man siger tidligst, fordi det er umuligt at konkludere, hvor mange årringe, der er fjernet, da man huggede stolperne til. Man kan f.eks. analysere sig frem til, at den yderste årring blev dannet i 1595, men man ved ikke, hvor mange årringe der blev hugget væk.

Hvilke år er stolperne i Borgmestergården så blevet fældet? De dendrokronologiske dateringer viser, at adskillige af stolperne blev fældet omkring år 1596-97, altså netop på samme tid, som inskriptionen over porten fortæller. Men der er også nogle stolper, som er fældet et godt stykke tid inden da. I den længe af Borgmestergården, som vender ud mod Algade og bagerbutikken (oprindeligt Immervad), er der mindst tre stolper, som må være fældet længe inden 1597. Desværre er der ingen præcise dateringer, men en af de ældste stolper – der også er ekstra bred – kan være fældet omkring 1442. Her er det urealistisk at tro, at der skulle være fjernet omkring 150 årringe, da man lavede stolpen, så der er ingen tvivl om, at den er fældet væsentlig inden 1597.

Den kvikke læser tænker måske – kan der være tale om, at man har anvendt nogle gamle stolper til at bygge Borgmestergården med i 1597?

Tjaa, har de ligget ubrugt hen i mange år? Det er vel næppe sandsynligt, at træ ligger lagret i mere end et årti. De fleste stolper ser da også ud til at være fældet umiddelbart op til 1597, hvor gården blev bygget.

Kan nogle af stolperne være genanvendt fra et andet byggeri? Bindingsværk er konstrueret ved af afbinde tømmeret med hinanden, dvs. udhugge hulninger og huller hvor de vandrette og lodrette dele mødes, så de “binder” sammen. Der er ikke tegn på, at de gamle stolper i portvæggen har været anvendt i en anden konstruktion. Derfor tror vi ikke, de er genanvendt.

de to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion ældre.

De to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer, er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion er ældre.

Mathilde tog en lang snak med Den Gamle Bys bygningschef Niels Meyer om resultaterne. De kom frem til den konklusion, at Borgmestergården må have inkorporeret dele af en ældre bygning, da den blev bygget i 1597. Ja, faktisk er der noget, som tyder på, at selve portvæggen, som man kan se, når man går ind ad porten overfor bagerbutikken, må stamme fra den ældre bygning. En væg, der meget vel kan være den ældste i hele Den Gamle By.

Det vides, at der på Immervad tilbage i middelalderen lå et helligåndshus, altså en bygning hvor syge og ældre fik pleje. Om det er rester af dette eller en del af et kompleks omkring helligåndshuset, som er bevaret i Borgmestergården, er uvist. Det er heller ikke utænkeligt, at der er tale om en del af et borgerhus, som er opført kort efter reformationen i 1536. Denne historie er dog slet ikke belyst endnu og må stå som gætværk.

Hvad kunne farverne fortælle om bygningens historie?

For det første kunne jeg hurtigt konstatere, at de fine kalkmalerier i renæssancestuen og blåkammeret næsten fuldstændigt forsvandt, da Borgmestergården blev nedtaget og genopført på landsudstillingen i 1909. Kun bitte små rester af kalkdekorationerne findes bevaret nede under rekonstruktionerne. Men til gengæld viser de gamle fotos, malerier og beskrivelser, at kunstmaleren, som udførte dekorationerne, arkitekterne, som stod for genopførelserne og magister Chr. Axel Jensen fra Nationalmuseet gjorde en stor indsats for at lave rekonstruktionerne så tæt på forlægget som muligt. Både på landsudstillingen og i den nuværende placering.

En helt ny opdagelse er, at der nede under det fine kalkmaleri i renæssancestuen, som Chr. Axel Jensen i 1908 formodede var fra gårdens opførelse i 1597, ligger rester af en brun oliefarve. Denne brune farve findes der også rester af under mange hvide kalkfarvelag i de to undersøgte rum i den nederste etage.

Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller som et nistret lysebrunt område. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst ligger de hvide kalklag og det grå polyestermedie, som prøven er indstøbt i.
Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst er de hvide kalklag og det grå medie, som prøven er indstøbt i.

Det kan tænkes, den brune farve blev påført træet, fordi man ikke brød sig om det helt friske egetræs lyse nuance. Derfor gav man straks en mørkere brun farve til træet, så det kom til at se lidt ældre ud. Det er vel nærmest helt omvendt af, hvad vi gør i dag… hvis vi overtager et hus med gamle brune trælofter eller gulve, vælger mange at lysne træet med en tynd hvidlig maling eller lud. Det kan også tænkes, at hele væggen fik den brune farve, for at det skulle se ud som om, den var dækket af et gammelt træpanel.

Det mest spændende fund var dog en farve, som kun fandtes et enkelt sted i mine 34 prøver. Mathilde havde fra starten undret sig over, hvorfor der inde i det rum, hvor de to længer støder sammen findes nogle fint svungne bjælkeender, som bliver skjult inde bag en tværgående bjælke. For hvorfor dog bruge tid og penge på en udsmykning af bjælkeenderne på Torvelængen, når de blev skjult af Immervadlængens tværgående bjælke  – med mindre de to længer ikke oprindeligt var bygget sammen?

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en bølgelingende profil. Det kan man dog ikke se for den tværgårende røde bjælke.

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en svunget profil. Det kan man dog knap nok se for den tværgående røde bjælke. De grønne klistermærker markerer, hvor jeg har udtaget prøver af farven.

På en af disse bjælkeender udtog jeg en prøve, som viste en original farve, der var virkelig speciel af flere årsager:

For det første var den grå – og det er den eneste grå farve, der var til stede i alle de 34 prøver, jeg har taget.

For det andet var den trængt meget dybt ind i træets celler. Det gjorde den brune oliefarve eller de andre senere farver ikke på samme måde.

For det tredje var det en meget besynderlig grå kulør. Hvor grå bygningsmaling i ældre tider typisk blev fremstillet ved at blande lidt grovkornet sort farve udvundet af forkullet træ i hvid maling, var denne helt anderledes. Der ses ingen sorte pigmentkorn, men selve farvestoffet i malingen er gråt i sig selv, og indeholder utallige bittesmå glimmerkrystaller. Dette fortæller mig, at der måske er brugt en grå jordfarve, hvilket jeg har set beskrevet, men aldrig før fundet på en bygning.

her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

Her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

 

Set i UV-belysning er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst brunligt i UV-lys.

Set i UV-belysning og ved meget større forstørrelse er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst gulbrunt i UV-lys, og det ligger som små lommer nede i træets grålige struktur.

Mathilde blev vældig interesseret i min mærkelige grå farve. Hvad nu hvis den samme grå farve fandtes bevaret nede i træets celler ude på ydermuren i gården? Så kunne vi være meget mere sikre på, at de to længer ikke var bygget sammen fra begyndelsen!

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med det indvendige, der tilhører samme væg.

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med den førnævnte bjælkeende, der sidder på den samme væg (bare inde).

Mine forhåbninger til farveprøver fra gårdfacaden var ikke høje. Jeg har erfaring for, at vejr og vind slider utrolig hårdt på farvelag, og dette farvelag er altså over 400 år gammelt! Men afprøves skulle det – og mon ikke svalegangen har beskyttet farvelaget nogenlunde mod det værste sol og regn.

Jeg udtog en prøve af farven fra bindingsværket under svalegangen, og efter preparering af prøven tog jeg den ind under mikroskopet. Jeg havde kun lige fået stillet skarp på prøven, da jeg bogstavelig talt tabte kæben. Jeg tog mig selv i at gentage “Det er løgn, det er løgn”, selv om jeg kunne se, at det faktisk var ganske rigtigt: Den selvsamme besynderlige grå farve var også trængt ned i træet celler hér. Nu var ikke tid til at forfatte en email eller skrive rapport. Jeg greb mobilen og jublede mit glade budskab til Mathilde – at hendes iagttagelser om, at gården måske ikke var bygget sammen fra starten kunne bekræftes. At den nuværende indervæg med de skjulte bjælkeender må have siddet som ydervæg oprindeligt. I 1597 så Borgmestergården altså ikke ud, som den gør nu! Hvad Nationalmuseet ikke havde udstyret til at konkludere i 1908, kan vi afklare her i 2014.

Se det var en rigtig historie om bygningsarkæologi og om, hvordan man kan opnå resultater ved at samarbejde på tværs af fag og specialer.

Vil du læse mere om undersøgelserne af Borgmestergården, vil der komme en artikel i Den Gamle Bys årbog sidst på året. Vil du vide mere om, hvordan jeg helt konkret preparerer og analyserer farveprøverne, kan du læse min første blog fra 2014…

70’er tøj til fotosession

Den 13. september åbner Den Gamle Bys næste særudstilling Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. I sidste uge blev dragterne fotograferet, men før de kunne blive det, skulle de monteres på giner. Kamma Mogensen fra kommunikationsafdelingen var forbi og tog en række billeder af fotosessionen.

Museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen, der er ansvarlig for Den Gamle Bys tekstilsamling, har samlet ind til udstillingen de sidste 8 år. Her klæder Tove en gine på med stribet spencer og lilla T-shirt.

Museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen, der er ansvarlig for Den Gamle Bys tekstilsamling, har samlet ind til udstillingen de sidste 8 år. Her klæder Tove en gine på med stribet spencer og lilla T-shirt.

Hot pants med lang overdel var højeste mode i begyndelsen af 70'erne. Konservator Karen Woer har lidt besvær med at få dragten til at sidde fast på ginen.

Hot pants med lang overdel var højeste mode i begyndelsen af 70’erne. Konservator Karen Woer har lidt besvær med at få dragten til at sidde fast på ginen.

Museumsassistent Edel Helga Kragh syr betræk på en ståltrådsarm, inden den sættes på ginen med hønsestriknederdel.

Museumsassistent Edel Helga Kragh syr betræk på en ståltrådsarm, inden den sættes på ginen med hønsestriknederdel.

Kurt Edelhard Eriksen fra udstillingsafdelingen kommer broderet barnevogn der også skal fotograferes.

Kurt Edelhard Eriksen fra udstillingsafdelingen kommer med en broderet barnevogn, der også skal fotograferes.

Barnevognen og tøj fra en lærerstuderende anno 1976 gøres klar til fotografering.

Barnevognen og tøj fra en lærerstuderende anno 1976 gøres klar til fotografering.

Museumsassistent Karen Flaskgaard monterer et tørklæde.

Museumsassistent Karen Flaskgaard monterer et tørklæde.

Museumsassistent Kari Helene Berg får en skjorte med 70’er modelange flipper og kaffekværnsprint til at sidde tæt om ginen.

Museumsassistent Kari Helene Berg får en skjorte med 70’er modelange flipper og kaffekværnsprint til at sidde tæt om ginen.

Karen er klar med et ben til hot pants'ene.

Karen er klar med et ben til hot pants’ene.

Kari, Karen og Karen klargør hot pants’ene til fotografering.

Kari, Karen og Karen klargør hot pants’ene til fotografering.

Og fotograf Thomas Kaare Lindblad foreviger dragten.

Og fotograf Thomas Kaare Lindblad foreviger dragten.

Dragter, der pænt venter på, at det bliver deres tur.

Dragter, der pænt venter på, at det bliver deres tur.

I udstillingen Hønsestrik og hot pants vil der blive vist mere end 100 stykker tøj fra 70’erne. Vi glæder os til at vise jer dem alle.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/

Dagligvarer, frisurer og gamle bøger

Ja, jeg havde jo godt nok lovet en opfølgning på undersøgelserne af Borgmestergården i min næste blog, men det viser sig, at det tager noget tid at få resultaterne af træprøverne. Så i mellemtiden kan jeg ikke lade være med at fryde mig over vores tre nye permanente udstillinger i 1974-kvarteret:

Noget så hverdagsagtigt som en dagligvarebutik (et såkaldt minimarked, der vel var en slags forløber for det egentlige supermarked), en damefrisør og en butik for brugte bøger og blade.

Der er altid noget virkelig festligt og højtideligt ved åbningen af nye permanente udstillinger. Her kan man se frem til at følge udstillingens eget liv gennem årene. Hvordan bliver den taget imod af vores gæster? Og får de det ud af udstillingen, som vi havde planlagt? Bliver det en velfungerende udstilling, eller vil der være nogle praktiske ting, som skal justeres?  Hvordan klarer den tidens tand og gæsters “slid”?  Hvilke ting skal med tiden skiftes ud eller repareres? Og hvilke bliver vores yndlingsgenstande?

Jeg smuttede lige forbi minimarkedet og damefrisøren for at se, om alt er i sin skønneste orden inden åbningen i morgen. Det så ud som om, det meste er på plads. Alt var så fint dernede, at jeg blev både virkelig nostalgisk og glad i låget over de hyggelige rum. Glæd jer til en tur tilbage i tiden på hylderne i minimarkedet og i frisørstolen!

minimarked blog

 

 

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)