Livemusik gør historien levende

Det seneste års tid har Den Gamle By forsøgt at gentænke livemusik som en levende formidling af historien. Museets to nye fokusområder, 1970’erne og Aarhus bys historie, har sammen med konkrete udstillinger været udgangspunkt for nye events.

Dario Campeotto optrådte i Den Gamle By til Den Gamle Bys 70’er festival

Dario Campeotto optrådte i Den Gamle By til Den Gamle Bys 70’er festival

Musik, der vækker minder
Der bliver spillet nostalgisk 70’er musik i Den Gamle By i disse uger. Sidste weekend var Dario Campeotto på scenen og tidligere kunne man opleve et humørfyldt ABBA tribute show. Anledningen er 70’er festivalen, som vi i år afholder for andet år i træk.
Det sker i direkte forlængelse af, at vi i de senere år har haft øget fokus på nyere populærmusik i de udstillinger, vi har åbnet i 1974-kvarteret: Pouls Radio i 2010 og 1974-lejlighederne i 2013. Derudover har vi vist de to særudstillinger ”BEAT mm. Jørgen Angels rockfotografier 1966-1983” i 2012-13 og ”Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014” i 2014-15.
Livemusik fra de seneste årtier har også fået mere plads i vores samlede publikumstilbud. Ud over at bringe historien til live, har musik nemlig også en stærk erindringsskabende funktion. Lyden af et glemt stykke musik, man kender fra sin barndom eller ungdom, kan pludselig bringe mange andre minder med sig. Og så er det noget, museets gæster kan samles om og hygge sig med sammen.

Lang tradition for levende musik
Selve det at afholde koncerter i Den Gamle By er dog langt fra nyt. Siden 1940’erne har der været forskellige musikalske optrædener, og i de senere årtier har især den lille musikpavillon i Simonsens Have dannet ramme om blandt andet promenadekoncerter og korsang. Musikpavillonen og gårdhaven har dog sine begrænsninger for de udøvende såvel som for publikum; der er simpelt hen ikke plads nok, og ikke de bedste vilkår for at kunne se de optrædende.

Musik har været en del af Den Gamle By i mange år. En af de første udendørskoncerter var i 1946, hvor denne strygekvartet optrådte på Borgmestergårdens trappe.

Musik har været en del af Den Gamle By i mange år. En af de første udendørskoncerter var i 1946, hvor denne strygekvartet optrådte på Borgmestergårdens trappe.

Ny festival med fokus på 70’erne
I 2013 valgte vi at erstatte promenadekoncerterne i musikpavillonen med en ny stor 70’er festival som en samlet oplevelse med livekoncerter, familieaktiviteter, foredrag og udstillinger over tre weekends. 70’er festivalens koncerter med hhv. Brødrene Olsen, Skousen & Ingemann og Arne Würgler blev en stor succes. Vi kunne også konstatere, at publikum hyggede sig sammen. Og de begyndte at fortælle hinanden om deres egne minder fra 70’erne.

AW

Publikum sang ivrigt med på både ”Folketings-boogie-woogie” og ”Sang om merværdi”, da protestsangeren Arne Würgler gav koncert ved den første 70’er festival i september 2013.

Aarhus Rocks!
Den Gamle By har siden 2011 varetaget funktionen som museum for Aarhus by, og det gav anledning til, at vi i maj i år åbnede særudstillingen ”Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014” om den aarhusianske rockhistorie.
Som supplement til udstillingen udviklede vi en helt ny event med fokus på musiklivet i Aarhus med et brag af en åbningskoncert og fire weekender i maj og juni med livekoncerter.

Aabning Mek Aarhus-Rocks-åbning-00175

Mek Pek var en af de aarhusmusikere, der spillede til åbningskoncerten i anledning af særudstillingen Aarhus rocks!

Ved åbningskoncerten optrådte Mek Pek Partyband med solisterne Søren Sko og Marie Frank med egne og andres numre fra ”den aarhusianske sangskat”. Og i de følgende weekender kunne man både opleve koncerter aarhusianske stjerner, gendannede pigtrådsbands, hiphop fra Aarhus V, unge lovende talenter samt danseaktiviteter og liveinterview. Arrangementerne var støttet af Nordea-fonden og blev til i nært samarbejde med blandt andet SPOT Festival, Dansehallerne, Aarhus Musikskole og Aarhus Friskole.

I 1980’erne havde Aarhus Friskoles sambaoptog tradition for at gå igennem Den Gamle By. Den tradition blev genoptaget ved et arrangement i maj.

I 1980’erne havde Aarhus Friskoles sambaoptog tradition for at gå igennem Den Gamle By. Den tradition blev genoptaget ved et arrangement i maj.

Den store bredde i programmet afspejlede tydeligt bredden i den aarhusianske musik gennem mange år og underbyggede dermed mange af de historier, som også er i Aarhus rocks! udstillingen, på en levende og underholdende måde.

Lars Muhls gamle band Daisy var det første band fra Aarhus, der brød igennem internationalt. Deres debutsingle blev ugens hit på Radio Luxembourg i 1969. Bandet blev gendannet ved en koncert i Den Gamle By 17. maj 2014 - til stor glæde for de mange fremmødte fans.

Lars Muhls gamle band Daisy var det første band fra Aarhus, der brød igennem internationalt. Deres debutsingle blev ugens hit på Radio Luxembourg i 1969. Bandet blev gendannet ved en koncert i Den Gamle By 17. maj 2014 – til stor glæde for de mange fremmødte fans.

Museet var velbesøgt i de uger koncerterne fandt sted, og det var tydeligt, at vi formåede at tiltrække gæster, der ellers ikke normalt kommer i Den Gamle By.

Spontan fællesdans til Houssam ZamZams koncert på Torvet i Den Gamle By.

Spontan fællesdans til Houssam ZamZams koncert på Torvet i Den Gamle By.

Shaka Loveless gav koncert i Den Gamle By i weekenden 17.-18. maj sammen med Kim Munk, Dicte og musikere fra Inside the Whale.

Shaka Loveless gav koncert i Den Gamle By i weekenden 17.-18. maj sammen med Kim Munk, Dicte og musikere fra Inside the Whale.

En af forårets meget besøgte koncerter var med aarhusianske Michael Learns To Rock, der med mere end 11 mio. solgte albums i Asien er blandt Danmarks mest sælgende bands.

En af forårets meget besøgte koncerter var med aarhusianske Michael Learns To Rock, der med mere end 11 mio. solgte albums i Asien er blandt Danmarks mest sælgende bands.

70’er festival med ABBA, Dario og Gasolin
Dette års tre uger lange 70’er festival har indtil videre budt på et festligt ABBA Show og klassikere fremført af smørtenoren over alle, Dario Campeotto – og udover musikken har der blandt andet også været foredrag om 70’er tøj, liveinterview med Jørgen de Mylius, modeshow og batikfarvning.
Stemningen blandt gæsterne har været helt i top, og nostalgien har frembragt mange glade smil hos både unge og knap så unge. I den kommende weekend 27. og 28. september giver Peter & De Andre Kopier deres fantastiske Gasolin-show, som også nok skal bringe mange 70’er-minder frem.

ABBA Revival Band gav et forrygende 70’er-show i weekenden 13.-14. september.

ABBA Revival Band gav et forrygende 70’er-show i weekenden 13.-14. september.

Gæsternes oplevelser er afgørende
Med det seneste års nye events og livekoncerter har vi fået værdifulde erfaringer i, hvordan vi kan bruge museet på nye måder som ramme om nye aktiviteter. Derfor har vi naturligvis rettet opmærksomheden mod, hvordan de nye tiltag er blevet modtaget. Vi har derfor observeret, lyttet og talt med gæsterne.
Og vi er også meget interesserede i forslag til, hvordan vi også i de kommende år kan skabe endnu bedre events og endnu bedre rammer for livekoncerter i Den Gamle By.
Så har du været på museet i de weekender, hvor der har været livemusik, enten i maj og juni eller i en af 70’er-Festivalerne, vil vi gerne opfordre dig til at dele din oplevelse og eventuelle forslag med os – enten her på bloggen eller via mail på mail@dengamleby.dk.

På Festpladsen kan musikken både opleves på bænke foran scenen og ved bordene bagved.

På Festpladsen kan musikken både opleves på bænke foran scenen og ved bordene bagved.

Links

Særudstillinger:
Hønsestrik og hotpants. Tøj og stil i 70’erne
Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014

1974-kvarteret:
1974-butikker i Havnegade 

Lejligheder i Tårnborg 
Pouls Radio

2 tanker om "Livemusik gør historien levende"

  1. Først og fremmest vil jeg sige at jeg synes at det et godt initiativ med livemusik i den gamle by. Men det undrer mig at man ikke benytter en lejlighed som 70’er festival til også at formidle historien om sceneteknikkens udvikling. Det er en historie om et fag jeg aldrig har set på museer nogen steder. Det må være muligt for den gamle by at indsamle historisk scenemateriel og teknik fra 70’erne og dermed give en mere autentisk oplevelse, i stedet for en moderne sceneopbygning i rigsystemer.

    • Kære Mads. Tak for din kommentar og input. Vi har prøvet at placere en scene til musik lidt forskellige steder de sidste år og vil nu gerne arbejde med at gøre Festpladsen bedre til musik. Din ide med et mere historisk sceneudstyr er god og helt klart noget vi vil tage med i vores overvejelser.
      MVH Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *