Fremtidens Museer

Den af

Torsdag 25. januar 2018 havde kulturminister Mette Bock indkaldt den samlede danske museumsverden til konferencen Fremtidens Museer. Jeg samler her mine indtryk og vurderinger af konferencen.

Baggrunden for konferencen er, at ministeren har sat statens tilskud til museerne til eftersyn. Ministeren oplyser, at det er hendes indtryk, at stort set alle museer mener, at ordningen ikke er god nok, som den er i dag.  Ministeren har bl.a. peget på, at ordningen er uigennemsigtig, så man ikke kan se, hvorfor museerne får hvad de får; der er ikke plads til nye initiativer, og det er ikke muligt at ekskludere de museer, der ikke gør deres arbejde ordentligt.

Ministeren havde bedt to såkaldte visionsgrupper komme med deres input til en nyordning. To ”slag i bolledejen”, kan man vist sige, med flere interessante input. Det var dog det almindelige indtryk, at ingen af de to forslag vil kunne gennemføres i praksis, selvom flere af visionsgruppernes ideer og tanker utvivlsomt vil få betydning for den kommende tids debat.

Kulturminister Mette Bock bød velkommen i de rå konferencelokaler i Dokken i Københavns Nordhavn. Meldingen var, at ”vi er der, hvor det handler om at blive klogere”.

Det var jo meget betryggende i lyset af alle de rygter, der har verseret gennem de senere måneder. Rygter om, at ministeren ønsker en model, der så at sige ville smide det hele op i luften, og som ville betyde en radikal omfordeling af statens tilskud til museerne. Nogle af rygterne sagde, at den især ville ramme de museer, der spiller en særlig rolle og som derfor modtager særlige tilskud. I museumslovs sammenhæng drejer det sig især om de tidligere såkaldte paragraf 16-museer, hvortil bl.a. Den Gamle By, Aros, Moesgård, Glyptoteket, Louisiana, Designmuseum Danmark, Kongernes Samling, Arken og en række andre museer hører.

Nu skal man ikke stole på alt, hvad man lytter sig til på vandrørene, og ministerens signaler var heldigvis også, at hun var kommet for at lytte, debattere og blive klogere.

Kulturministeren havde bedt direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller Fonden om, at komme med indlæg. Henrik Tvarnø har et dybtgående kendskab til det danske museumslandskab, og han gav utvetydigt udtryk for, at vi i Danmark har ”forbløffende gode museer” og et ”forbløffende godt personale” til at lede dem. Han gjorde opmærksom på, at statens støtte til museerne er med til at sikre kontinuitet. Han gjorde også klart, at hvis ikke fondene kan være sikre på, at staten fastholder sit engagement, så vil det ikke være attraktivt for fondene at støtte museerne. Han opfordrede også til, at man bør erkende, at nogle museer er bedre og vigtigere end andre.

Endelig kom Henrik Tvarnø med et forslag til en simpel og ubureaukratisk model, der kan sikre dynamik og plads til fornyelse inden for de eksisterende økonomiske rammer. Han foreslog, at man hvert tredje år skulle fjerne tilskuddet fra de fem museer, der performer svagest. Efter tre år har de så muligheden for atter at kvalificere sig. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden. Henrik Tvarnø sluttede af med at mane til besindighed: Når det går så godt, som det gør, så vær varsom med radikale ændringer.

Personligt blev jeg bekræftet i, at det er en særlig kvalitet, at der er adgang til museer overalt i landet. Men at man også bør erkende, at alt ikke er lige godt, og at noget faktisk betyder noget. Derfor bør man støtte de unikke museer, som er noget helt særligt. Man bør støtte dem, der sætter publikum in centrum, og dem, der når ud til et bredt publikum – herunder også det publikum, som kun sjældent benytter de offentlige kulturtilbud. Og så bør man støtte dem, der virkelig lægger sig i selen for selv at gøre en indsats.

Herom har jeg skrevet i mit blogindlæg Pejlepunkter for fremtidens museer fra 19.december 2017.

Til stede ved konferencen var flere af partiernes kulturpolitiske ordførere. Bl.a. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkepart. Da han af ordstyreren blev bedt om sine konklusioner på dagen sagde han, at han grundlæggende synes, at museumslandskabet fungerer godt. Derfor ser han ikke noget behov for nogen stor reform. Men han kunne godt ønske sig en gennemsigtig model, der kan forklare, hvorfor museerne får, hvad de får, og hvorfor nogen får mere end andre. Og så understregede han, at man bør fastholde en solidarisk model, hvor museerne arbejder sammen og hjælper hinanden.

Fra debatten på konferencen om Fremtidens Museer 25. januar 2018.

Kulturminister Mette Bock sluttede af med at opfordre til fortsat debat. Hun vil drøfte sagen med de kulturpolitiske ordførere og derpå vurdere, hvad der bør gøres og kan gøres. ”Måske sker der noget, måske ikke”, var ministerens slutreplik.

Hvorom alt er, så tror jeg de fleste blev klogere af dagens indlæg og debat. Det var det, ministeren ønskede i sin velkomst. Så det var en god dag i de rå konferencelokaler på den yderste mole i Københavns Nordhavn!

 

Pejlepunkter for fremtidens museer

Den af

Kulturminister Mette Bock mener, at statens støtte til museerne bør revideres, og hun har inviteret til debat om sagen. I dette indlæg vil jeg gerne slå til lyd for at fokusere på det, som den engelske museolog Kenneth Hudson kaldte museernes ”public quality”. Men hvordan måler man det?

For mig er der ingen tvivl: Museerne i Danmark er under forandring, og nye måder at drive museum på tegner sig stadig tydeligere. Der er for mig heller ingen tvivl om, at mange museer kan komme til at spille en større rolle, end de gør i dag.

Nøgleordet er ”public quality”. Udtrykket stammer fra den store engelske museolog Kenneth Hudson (1916-99), som er idémanden bag European Museum of the Year Award, som siden 1977 har præmieret nyskabende og fremtidsorienterede museer i Europa.

Det var Kenneth Hudson, der om nogen satte fokus på, at museer skal spille en rolle i samfundet, ligesom han mente, at man løbende skal vurdere hvert enkelt museums eksistensberettigelse. I en tekst fra 1977 skrev han følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvad er dets vigtigste opgave? Og hvordan kan man måle dets succes?”

Jeg er overbevist om, at seks områder er vigtige:

  1. Performer museerne, så de er attraktive for publikum i almindelighed?
  2. Formår museerne at være relevante for og nå ud til det brede publikum?
  3. I hvilket omfang påtager museerne sig andre samfundsopgaver?
  4. Formår museerne at adressere tidens store spørgsmål?
  5. Evner museerne at udvikle sig og gå nye veje?
  6. Varetager museerne deres basale opgaver på tilfredsstillende vis?

Hvis museer er vigtige, er det også vigtigt, at de når ud til så mange som muligt. I 2016 udgjordes de danske museers top-5 af Louisiana med 705.854 besøgende, Aros med 614.028, Den Gamle By med 515.667, Moesgaard Museum med 431.688 og Nationalmuseets Prinsens Palæ med 429.119. Et andet vigtigt målepunkt for museernes attraktivitet er entreindtægt som en indikator for, at publikum rent faktisk finder, at museet er værd at betale for. Man kan også se på gennemslagskraft på internettet og sociale medier, ligesom man også kan inddrage publikums bedømmelser på Tripadvisor.

Det andet spørgsmål drejer sig om museernes evne til at nå længere ud end det traditionelle museumspublikum. Et publikum, der ofte, med glimt i øjet og lidt karikeret, beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50. Ideelt set bør i hvert fald de store museers publikum afspejle befolkningens sammensætning. De svenske museers nestor Sten Rentzhog udtrykte det engang på denne måde: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

For det tredje er det vigtigt, at museerne også på andre måder spiller en rolle i samfundet. I mange år har museerne givet oplevelser og indhold til børnehaver, folkeskoler, gymnasier og universiteter. Men museer kan også spille en rolle på helt utraditionelle og måske uventede områder. Som fx inden for erhvervsuddannelserne, hvor enkelte museer i dag er med til at uddanne lærlinge inden for forskellige håndværk, ligesom nogle museer også tilbyder særlige kurser og rundvisninger til tekniske skoler. Som noget nyt er der museer, der har bevæget sig ind på det sociale område og her fundet en ny platform. Fx Den Gamle By, der i minutiøst rekonstruerede interiører laver særlige tilbud til demente, ligesom museet holder særlige kurser om demens for vordende social- og sundhedsassistenter. Det vigtige er, at museerne indtænker deres kompetencer i andre og sommetider utraditionelle sammenhænge, og på den måde er med til at udvide deres samfundsrelevans.

Det fjerde område, man bør se på, er museernes evne til at adressere nogle af tidens store spørgsmål. Arbejdet med demente er ét eksempel herpå. For andre museer vil det være andre af tidens problematikker, der trænger sig på. Ensomhed, vold, kønsdiskrimination, ytringsfrihed og politisk korrekthed overfor historisk korrekthed. Senest har Den Gamle By arbejdet en del med indvandring, fremmedhed og integration. I samarbejde med en gruppe somaliske kvinder har vi således indrettet et dansk-somalisk hjem anno 2016. Museets danske gæster kan nu besøge et somalisk hjem, hvad kun de færreste har haft mulighed for, og mange somaliere betragter i dag Den Gamle By som deres museum, hvor de – som en slags sidegevinst – også får indblik i den danske identitet og kultur.

De museer, der bærer fremtiden i sig, prøver naturligvis også at gå nye veje. Hvor der handles, der spildes, og ofte får man utak, når man prøver noget nyt. I hvert fald i første omgang. Men der er ingen vej uden om at prøve ting af. I Den Gamle By siger vi, at vi med mellerum skal smide en håndgranat – som så forhåbentlig kan være med til at slå hul i muren til fremtiden. Det var hvad der skete, da vi i samarbejde med den hjemløse Ulrik Szkobel satte problemet med hjemløshed på dagsordenen. Vi blev da opmærksom på, at museer kan fungere som en slags neutrale enklaver for aktualisering af vanskelige og kontroversielle emner, og erfaringen fra samarbejdet med Ulrik har givet museet blod på tanden til at fortsætte med at afprøve grænserne for, hvad et museum kan.

Som det sjette og sidste punkt er der spørgsmålet om, hvorvidt museerne varetager deres basale opgaver på tilfredsstillende vis? Altså selve det fundament, som giver museet troværdighed, og som er udgangspunkt for alle øvrige aktiviteter. Her findes redskabet til måling allerede, nemlig i kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen gennemfører. Her ser man på, hvor omfattende og unikke museets samlinger er, er de tilstrækkeligt dokumenteret og undersøgt, og tager museerne ordentlig hånd om dem? Forskningen gennemgås og evalueres. Der ses på internationalt samarbejde, på formidlingen, på deres økonomiske grundlag samt organisation og ledelse. Det er vigtige og uomgængelige parametre i den samlede vurdering af et museums værdi og betydning. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samlingen, registreringen, forskningen osv ikke målet. For målet er naturligvis at tjene samfundet i dette ords videste betydning.

Hvis kyndige folk udarbejder et pointsystem inden for hvert af de nævnte seks områder og deres underpunkter, vil man få et troværdigt billede af de enkelte museers betydning – nu og i fremtiden. Og måler man på alle disse punkter, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 pct retfærdig på alle målepunkterne.

Museer er museer, og det skal de holde fast i. Men som alt muligt andet i samfundet vil og skal de forandre sig. For hvis man ikke flytter sig, når verden omkring en flytter sig, så står man ikke bare stille, men sakker agterud og mister relevans.

Efter 30 år som leder af et museum, er det min bedste overbevisning, at de museer, der har fremtiden for sig, er dem, der tager socialt ansvar, som skaber fællesskab og forankring og som giver afsæt for refleksion over tidens store spørgsmål – og som samtidig når ud til mange mennesker.

Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande.

 

 

T

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

Den af

I Den Gamle By mener vi, at historien er vigtig for at give det moderne liv dybde og dimension. Herom handler dette sjette og afsluttende blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Den udstilling, vi åbner her op til påske, er en del af det større museumskompleks, som udgør Den Gamle By. Det hele ligger som et reservat, en historisk oase, midt i den moderne storbys travlhed og støj. Som en slags fremmed og måske glemt stemme, som det er vores opgave som museumsfolk at gøre, hvad vi kan, for at kalde frem til et nyt liv mellem os.

Aarhus’ historie begynder i vikingetiden. Aarhus Fortæller begynder derfor også med historien om byens grundlæggelse og livet i vikingetiden.

Det er nok for meget at påstå, at historien kan bidrage med konkrete svar på nutidens spørgsmål. Men i Den Gamle By er vi overbevist om, at historien kan bruges som en slags reservoir for eftertanke og nytænkning. Den kan hjælpe os til at tænke ud over dagen og vejen, til at se ud over vores egen næsetip og måske til at forstå nutiden lidt bedre, så vi bedre kan finde vores vej ind i fremtiden.

Det gør indtryk, når lokomotiv F 694 lukker damp ud. Jernbanen var afgørende for, at Aarhus fik vokseværk fra midten af 1800-årene. Akkurat som en lufthavn med forbindelse til vigtige udenlandske knudepunkter måske kan vise sig at være afgørende for byens fortsatte vækst.

Historien er ikke mindst vigtigt i en så mærkelig og modsætningsfyldt modernitet, som vi lever i. En tid, hvor nyt rangerer højere end gammelt, hvor fornyelse er bedre end tradition, og hvor noget, der kommer fra udlandet altid er finere end noget, der har lokal forankring. En tid, hvor modernitet er et must og et udpræget modefænomen.

Faren er, sådan som jeg ser det, at vi i vores angst for at virke gammeldags og traditionsbundne absoluterer moderniteten i en sådan grad, at vor synsvinkel alt for let bliver endimensional. Derved overser vi, at det er historien, det diakrone perspektiv, der giver det moderne liv dybde og dimension.

Det er vores håb og store ambition, at Aarhus Fortæller kan bidrage med denne dybde og dimension. Vi tror, at mange her vil opdage byen (og sig selv) på en ny måde. At man vil spejle sig i historien og så måske opdage andre ting, end man er vant til.

Historien om borgmester Bernhard Jensens redning af Latinerkvarteret fra modernitetens buldozer er god at få forstand af. Også i dag skal vi passe på ikke at glemme, at det er historien, der giver nutiden dybde og dimension.

Når den officielle åbning foregår her i dag tirsdag 11. april er der grund til at rette en tak til Aarhus Byråd for at turde overlade os opgaven. Der skal også rettes en stor tak til de mange århusianere eller tidligere århusianere, der har bidraget med deres historie. En tak skal også rettes til Den Gamle Bys stab af iderige og kompetente fagfolk, som nu er i mål med den store opgave. En meget stor tak skal også rettes til Salling Fondene uden hvis støtte, det hele næppe var blevet til noget. Og så glæder jeg mig til også at rette en tak til Den Gamle Bys protektor Hendes Majestæt Dronningen for – det kan man vist godt sige – at sætte kronen på værket ved at forestå åbningen af udstillingen.

Det har taget 156 år at nå så langt. Nu glæder vi os som små børn til at vise resultatet frem – vi håber vore gæster synes om resultatet.

I en sofakrog kan publikum nyde almindelige menneskers helt almindelige billeder af deres helt almindelige hverdag. Det er faktisk ganske gribende, og jeg tror, de fleste kan spejle sig i mange af billederne.

 

 

 

 

 

Aarhus Story blev til Aarhus Fortæller

Den af

Mange navne var i spil, og her var det vigtigt for os, at udstillingens titel skulle signalere, at der er tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, frem for en traditionel byhistorisk udstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant. Herom handler dette femte og næstsidste blogindlæg i serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller.

Til at begynde med kaldte vi udstillingen Aarhus Story. Jeg tror, vi var blevet grebet af den altomsiggribende mani her i Aarhus med at alting skal hedde noget på engelsk. En god ven af Den Gamle By gav os imidlertid et venligt prik på skulderen og foreslog, at vi gav udstillingen et dansk navn. Og selvfølgelig skulle den hedde noget på dansk!

Men Aarhus Museum – eller Museum Aarhus – var ikke det rigtige, var vi enige om. For der er jo tale om en fængende og engagerende fremstilling af byens historie, snarere end om en traditionel byhistorisk museumsudstilling, som mange forbinder med noget støvet og uinteressant.

Vi gjorde, som vi har gjort det i mange andre sammenhænge: Vi spurgte aarhusianerne. Flere forslag var i spil, og størst opbakning var der til Aarhus Fortæller.

Indgangsbygningen til Aarhus Fortæller er opført med inspiration i den bygning, som Ferdinand Salling opførte i Søndergade i Aarhus i slutningen af 1930’erne. Som sådan er det en lille hilsen til den fond, der har gjort projektet muligt, og samtidig er det en bygning, der føjer en mere moderne arkitektur til Sønderbrogade i Den Gamle Bys kvarter, der viser 1960’erne og 70’erne.

Det er den udstilling, som Hendes Majestæt Dronningen åbner tirsdag 11. april, og hvortil der dagen efter er adgang for aarhusianere og andet godtfolk.

Indgangen til Aarhus Fortæller ligger i en bygning, der til forveksling ligner det hus, som Ferdinand Salling i slutningen af 1930’erne opførte til sin butik i Søndergade i Aarhus. Det første, man oplever som besøgende, er en vinduesudstilling med motiver fra Aarhus’ historie. Derfra går man ind i elevatoren, der som en slags tidsmaskine fører museets gæster tilbage til dengang, Aarhus blev grundlagt. Fra elevatoren træder man ud i afsnittet, som hedder Vikingernes by, og fortsætter gennem Bispernes by og Købstadsfolk. Afsnittet Vokseværk handler om den udvikling, som tog fart, da mødet mellem havn og jernbane frisatte et enormt vækstpotentiale. Efter et intermezzo om de fem forbandede år med overskriften Besat, træder publikum ind i udstillingens største afsnit, som har fået titlen Storby? – bemærk spørgsmålstegnet! Her møder man en kalejdoskopisk fortælling, et forrygende tag-selv-bord med en mangfoldighed af historier om århusianerne og det moderne Aarhus.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på projektet. Nu glæder vi os til at vise det frem for århusianere og andet godtfolk. Vi tror det bliver stort.

 

 

 

 

Vi står på skuldrene af mange museer i arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller

Den af

I arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller har vi stået på skuldrene af en række nyskabende museer og udstillinger rundt omkring i verden. Herom fortælles i dette fjerde afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

De første tanker om det, der skulle blive til Aarhus Fortæller, begyndte allerede at tegne sig, efter at Aarhus Byråd i 2010 besluttede at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. Udviklingen fortsatte via konferencer, studieture og diskussioner, og 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen udstillingen Aarhus Fortæller, der viser byens historie fra vikingetiden til i dag.

I arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller har vi stået på skuldrene af en række nyskabende museer og udstillinger rundt omkring i verden. Både bymuseer og museer, der bare er gode til at fortælle historie.

Nogle af de vigtigste er STAm – Stadsmuseum Gent (Belgien), Museum of Liverpool (England), Maihaugen-museets store udstilling Langsomt ble landet vort eget (Lillehammer i Norge), DDR Museum (Berlin, Tyskland), The Berlin Story (Tyskland), Museum of London (England), Het Huis van Alijn (Gent, Belgien), ABBA – the museum (Stockholm, Sverige) og Uskyldens Museum i Istanbul (Tyrkiet). Utallige ideer er opstået under besøg på disse – og mange flere – museer og attraktioner. Inspirationen er blevet hældt ned i Den Gamle Bys smeltedigel, og ideerne er blevet omformet og udviklet, så de kunne bruges i vores koncept.

Således var vi fx ganske betaget af det store damplokomotiv på Museum of Liverpool, hvor det udgjorde den centrale genstand, det bankende hjerte, i museets fortælling om jernbanen. Da jeg nogle måneder senere var til møde på Danmarks Jernbanemuseum og her hørte, at man havde overskydende materiel på lager, tændtes der et håb om at Den Gamle By kunne gøre noget tilsvarende som i Liverpool. Og minsandten, Jernbanemuseet havde et ekstra F lokomotiv, litra 694, som ikke blot var fremstillet på Aarhusvirksomheden A/S Frichs, men også havde kørt i mange år som rangerlokomotiv mellem Aarhus havn og banegården.

Museum of Liverpool belyser jernbanens betydning for byen med et flot damplokomotiv i centrum. Det er en museumsgenstand, der virkelig vil noget.

Det lykkedes os at få lokomotivet overdraget, og torsdag den 8. januar 2015 var masser af mennesker og medier samlet for at se en kæmpekran hejse F 694 ned i byggegruben og på plads på de i forvejen monterede jernbaneskinner, der var hentet til formålet på Aarhus havn. Det var inden, der kom tag på bygningen. Lokomotivet blev derfor pakket godt ind, så det ikke skulle lide overlast under det efterfølgende byggearbejde.

I januar 2015 kunne Den Gamle By hejse et flot eksemplar af et F-lokomotiv ned i byggegruben, hvor udstillingen skulle være. Lokomotivet er venligst udlånt af Danmarks Jernbanemuseum.

På STAm i Gent kan de besøgende gå rundt på et fantastisk glasklart gulv, der viser et kæmpe luftfoto af byen. I Aarhus Fortæller får vi et gulv, der er inspireret heraf, og vi er spændt på, om museets gæster også her vil ligge med enden i vejret for at se detaljer i billedet. Det var også på STAm, at museumsdirektør Christine De Weerdt bekræftede os i, at en kronologisk fremadskridende fortælling er den rigtige for os.

På STAm – Stadtmuseum Gent – i Belgien kan publikum gå på et fantastisk glasklart gulv, der viser et kæmpe luftfoto af byen.

Også Maihaugens store fortælling om Norges udvikling fra istiden til i dag er kronologisk og dejlig nem at overskue. Her var det tydeligt, at det ikke nødvendigvis er genstandene, der skaber den gode museumsfortælling, men at det ligeså vel kan være tableauer og panoramaer, der bærer fortællingen. På Maihaugen oplevede vi også, at museumstekster ligefrem kan være poetiske.

Den store norgeshistoriske udstilling på Maihaugen i Lillehammer er et eksempel på, at en museumsudstilling fint kan bæres af tableauer og panoramaer.

 

Teksterne i Maihaugens norgeshistoriske udstilling er billed- og stemningsskabende, ja næsten poetiske.

På DDR Museum oplevede vi, hvordan det aktiverer publikum, at de skal gå på opdagelse i skabe med låger og skuffer, og på Het Huis van Alijn i belgiske Gent erfarede vi, hvor stærk almindelige menneskers film og billeder kan virke på beskueren.

I det fine lille museum Het Huis van Alijn – Alijns hus – oplever man, hvor gribende almindelige menneskers almindelige film og billeder kan virke.

Når det personale, der har været involveret i skabelsen af Aarhus Fortæller, bevæger sig rundt i udstillingen, vil mange kunne referere til, hvor ideer er blevet undfanget, hvad vi har bearbejdet og hvilke ideer, vi direkte har lånt. For publikum tror jeg udstillingen vil fremstå som et helt nyt og originalt Den Gamle By-koncept, hvilket den også er. Men vi står naturligvis – her som i de fleste andre sammenhænge – på skuldrene af mange andre.

 

 

 

70 mio kr til gentænkt Aarhusudstilling

Den af

I 2012 var udviklingsarbejdet kommet så vidt, at vi vidste, at det ville koste 70 mio kr at lave Aarhus Fortæller som en stor underjordisk udstilling.  Et astronomisk beløb, som det på forunderlig vis lykkedes at tilvejebringe fra Salling Fondene. Indlægget er tredje afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

Efterhånden begyndte vi at kunne se hovedlinjerne for os, og vi blev klar over, at hvis vi skulle være så heldige, at det ambitiøse projekt kunne blive til virkelighed, så ville der være tale om en helt ny måde at udstille en bys historie på.

På det tidspunkt, i 2012, var Aarhus ganske langt i arbejdet med at sikre sig titlen som europæisk kulturhovedstad. Projektet blev lanceret under temaet ”Let’s rethink”, hvilket passede som fod i hose til, at Den Gamle By med denne udstilling var i færd med at gentænke den måde, hvorpå man som museum fortæller historie. I lyset af, at året som kulturhovedstad i givet fald ville blive 2017, satte vi os det mål, at udstillingen skulle åbne netop dette år.

I Den Gamle By havde vi tidligere haft et positivt samarbejde med Salling Fondene, som velvilligt havde bakket op bag et af museets store projekter.

Vi var bekendt med, at Salling Fondene var ved at varme op til endnu større donationer, og 10. september tillod vi os at aflevere en stor kuvert i Dansk Supermarkeds hovedsæde på Bjødstrup Vej i Aarhusforstaden Holme. Kuverten indeholdt en ansøgning om støtte til en byhistorisk fortælling.

I ansøgningen pointeres, at udstillingen

  • vil fænge såvel århusianerne som byens gæster
  • vil sætte nye normer for, hvordan museer kan formidle byhistorie, så den bliver interessant for en bred kreds
  • vil kunne spille stærkt sammen med Den Gamle Bys store danmarkshistoriske fortælling
  • vil skabe vækst i Den Gamle By.

Totalbeløbet lød på godt 70 mio kr, en astronomisk sum, som vi knapt turde drømme om. Men vi kunne ikke få budgettallene længere ned.

Tirsdag 16. oktober 2012 modtog vi så den glædelige meddelelse, at det totale beløb var bevilget. 20 mio fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og godt 50 mio kr fra Købmand Herman Sallings Fond. Hold da helt op. Sikke en appelsin at få i Den Gamle Bys turban!

Ved en seance i stormagasinet Salling overrakte næstformand i fondene Karin Salling en række store donationer, bl.a. også donationen til Aarhus Fortæller.

Da euforien havde lagt sig en smule, gik vi i gang med at planlægge og projektere den store underjordiske betonkonstruktion. Parallelt hermed blev der arbejdet med udstillingen. Lige før jul i 2013 var konceptplanen for hele indholdet klar, og i januar 2014 var vi kommet så langt, at de store gravemaskiner kunne gå i gang.

Så var det ellers med at holde tungen lige i munden og få styret projektet godt i hus, så budget og tidsplan blev overholdt og indholdet blev, som beskrevet og lovet. Sagt på jysk, så er det vist ikke gået så ringe.

Nu er vi tæt på mål, og hold da op, hvor har vi haft travlt. Hver gang, jeg går en tur under jorden og ser, hvordan det går, så bliver jeg simpelthen så glad.

Tirsdag 11. april åbner Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, Aarhus Fortæller, og dagen efter er der adgang for aarhusianere og andet godtfolk. Vi er meget spændt på, hvad museets gæster siger til den nye udstilling.

I 2014 kunne museets publikum følge arbejdet med at udgrave og støbe fundamentet til den kommende Aarhusudstilling.

 

 

 

Fortællingen skal i højsædet i Den Gamle Bys store udstilling om Aarhus’ historie

Den af

Aarhus Fortæller er ikke en tingsudstilling, men en udstilling, hvor fortællingen og det historiske menneske er i højsædet. I dette indlæg fortælles om de principper, der har været styrende for udstillingen. Indlægget er andet afsnit af serien om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, der åbner op til påske.

13. maj 2014 åbnede Den Gamle By udstillingen Aarhus Rocks, som en af museets første, store satsninger på Aarhus’ historie. Aarhus Rocks bestod af en indendørs særudstilling og en lang række koncerter med forskellige Aarhus-bands. Her ses Michael Learns to Rock på torvet i Den Gamle By.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, da Aarhus Byråd bad Den Gamle By om atter at overtage opgaven.

Det lå lige for, at vi skulle highlighte stærke Aarhushistorier som Borgmestergården, Købmandsgården og Aarhus Mølle, der sammen med en håndfuld andre Aarhusbygninger jo i mange år har været en vigtig del af Den Gamle By. Aarhus Mølle har i øvrigt den helt særlige museumshistorie, at det var her, i møller Andreas Weiss’ fine møllesal, man i midten af 1800-årene gjorde sig de første tanker om kunst, oldtid og historiske sager. Tankerne førte frem til etableringen af Aarhus Museum, der netop blev opført på en grund i Mølleengen, som var doneret af den kulturelt interesserede møller Weiss.

Det var i møller Weiss’ fine møllesal i Aarhus mølle, at de første tanker blev tænkt om det, der skulle blive byens museum. Senere kom hele Aarhus mølle til Den Gamle By, hvor det store bygningskompleks udgør en af Den Gamle Bys hovedhjørnesten og er en del af museets fortælling om Aarhus.

Selvfølgelig regnede vi med også at anvende Den Gamle Bys særudstillingslokaler til udstillinger om Aarhus. Og selvfølgelig skulle Den Gamle By som bymuseum også formidle byens historie rundt omkring i Aarhus, uden for museets matrikel. Begge dele har vi allerede gjort gennem et par år.

Den helt store hurdle, vidste vi, ville være at finde plads og penge og et passende koncept for den store byhistoriske fortælling, der skal være fundamentet for de næste mange års arbejde med at fortælle byens historie og gøre den vedkommende.

Vi havde allerede et fornuftigt overblik over, hvad der fandtes af nyere byhistoriske udstillinger i Europa. Men for at få et ordentligt skud inspiration udefra afholdt vi i oktober 2011 en international konference med indlæg af museumsfolk og museumsforskere fra USA, Holland, Belgien og Danmark.

Flere ting stod klart helt fra starten. Vi ønskede at lave en udstilling, der har appel og relevans, og som vil være attraktiv for både den videbegærlige og for den museumsgæst, der måske kun er marginalt interesseret. Vi ville lave en udstilling, der både kan give overblik og mulighed for fordybelse. Og det skulle være en udstilling, man kan være sammen om, hvad enten man er en århusiansk familie, der vil lære noget om byen, eller man er udenlandsk turist, der vil have en fornemmelse af vigtige træk af de seneste godt 1000 års Aarhus- og Danmarkshistorie.

Derfor var vi enige om at sætte fortællingen i højsædet, at udstillingen skal være kronologisk frem for tematisk, og at udstillingen skal lægge op til, at publikum identificerer sig med historiens mennesker. Den skal også være aktiverende og sanselig, og det gør ikke noget, hvis publikum hygger sig og morer sig under besøget.

Vi var også fra starten enige om, at udstillingen skal dække historien helt tilbage fra byens grundlæggelse i vikingetiden. Dog vil den ældste tid – vikingetid, middelalder og købstadsperiode – få mindre fokus og plads, fordi disse emner i forvejen er udførligt dækket af Moesgård Museum og Den Gamle By. Den største vægt skulle lægges på vækstperioden efter midten af 1800-årene og frem til i dag, som også er den periode, hvor det moderne Aarhus tog form.

Så var der det med placeringen. Én tanke havde været at ombygge Aarhus gamle toldbod fra ca 1750. Den var flyttet til Den Gamle By i 1938 og har en betydelig bygningsmæssig volumen. Det kunne gå, men ville ikke være en ideel løsning.

På denne model af første etape af museets moderne bykvarter ses tydeligt det store, ubebyggede område, der ville kunne bruges til en underjordisk udstillingsbygning. Når kælderen med den store Aarhusudstilling stod færdig, kunne man fortsætte med at sætte huse ovenpå. Det krævede blot en stor sum penge og en grundig planlægning

Så opstod i foråret 2012 ideen at placere Aarhusudstillingen under den nyeste del af det moderne bykvarter, som på det tidspunkt var under planlægning. Det ville blive rasende dyrt, kunne vi forudse. Men det ville blive godt, fordi der her kunne skaffes 800 kvm samlet udstillingsareal, som oven i købet ville kunne forbindes med andre af Den Gamle Bys indendørs udstillingsarealer. Med denne model ville der således kunne skabes ét stort, samlet indendørs museum med mange forskellige typer museumsoplevelser.

Nu manglede vi bare pengene! Herom i næste afsnit af denne lille serie.

 

 

 

Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

Den af

I 2010 besluttede Aarhus Byråd at nedlægge Aarhus Bymuseum og overdrage opgaven med at fortælle byens historie til Den Gamle By. I dette indlæg skitseres forhistorien, der går helt tilbage til 1861, da Aarhus fik sit første museum. Indlægget er første afsnit i en lille serie om tilblivelsen af Aarhus Fortæller, som åbner op til påske.

”Der er kommet hvid røg op af skorstenen”, sagde kulturdirektøren, da hun lettere forpustet kom ind ad døren i færd med at afslutte en vigtig telefonsamtale. ”Nicolai og Marc er blevet enige”, fortalte hun, mens hun lagde telefonen i tasken. ”Og de vil, at Bymuseet skal til Den Gamle By”. Det var midt på eftermiddagen onsdag 15. september 2010. De nævnte herrer er daværende borgmester Nicolai Wammen og daværende kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Inden da var der lavet en udredning, der skulle afklare fremtiden for Aarhus Bymuseum. Hovedbiblioteket havde været på tale som en ny ramme, Moesgård ligeså, men nu endte pilen altså med at pege på Den Gamle By.

Lad det være sagt klart og tydeligt: i Den Gamle By var vi bestemt ikke på hugst efter nye opgaver. Vi havde mere end nok at gøre med at skabe de moderne bykvarterer, som viser livet i Danmark i 1960erne og 70erne. På den anden side havde vi på museet en gammel drøm om at lave en udstilling om en dansk bys udvikling fra vikingetid til nutid. På den måde vil den, der opleves mere fragmentarisk rundt om i Den Gamle By, kunne blive sat ind i en overskuelig sammenhæng. Hvorom alt er: Når Aarhus Byråd bad os om at påtage os opgaven, sagde vi naturligvis ja. Og hermed stod vi i Den Gamle By med en kæmpe opgave og en fantastisk mulighed.

Den proces, der hermed blev skudt i gang, kulminerer når Den Gamle Bys protektor, Hendes Majestæt Dronningen, åbner udstillingen Aarhus Fortæller.

Byens første museum blev kaldt Historisk-Antiquarisk Samling. Det blev stiftet i 1861 og fik lokaler på loftet i byens dengang helt nye rådhus, som i dag danner rammen om Kvindemuseet og Besættelsesmuseet. Samlingen kom efter nogle år til at hedde Aarhus Museum og fik til huse i den museumsbygning, der blev opført i Mølleengen i 1877 – i øvrigt sammen med byens kunstsamling. Ud af denne museumsinstitution voksede i 1914 Den Gamle By som et nyt selvstændigt museum. Senere, i 1967, fulgte Aarhus Kunstmuseum og i 1970 Moesgård Museum. I dag er den tidligere museumsbygning hjemsted for bl.a. de rytmiske spillesteder Atlas og Voxhall. Men gaden hedder fortsat Museumsgade.

Historisk interesserede kredse i byen ønskede imidlertid et egentlig bymuseum, der kunne sætte fokus på byens historie. Det lykkedes i første omgang i 1993, da Aarhus Bymuseum åbnede i den tidligere Hammelbanegård. I 2005 blev museet udvidet med en moderne bygning til en ny, byhistorisk udstilling.

En politisk debat i sommeren 2009 om Aarhus Bymuseums aktiviteter førte til, at Aarhus Byråd bad Kulturforvaltningen om en undersøgelse af bymuseets fremtidige placering og organisering. I september 2010 kom den hvide røg op af skorstenen, og i løbet af 2011 faldt formalia på plads. Personalet blev overflyttet til Den Gamle By, og Aarhus Bymuseums lokaler blev ryddet.

At Aarhus Bymuseums levetid blev så relativ kort, hænger utvivlsomt sammen med, at det ikke lykkedes at få lavet den store udstilling om byens historie, som i bund og grund var ambitionen med museet.

Den Gamle By er ”født” i Aarhus, og de første mange år var Aarhus hovedemnet for museet. Efterhånden udviklede Den Gamle By sig til et nationalt museum, men Aarhushistorien var en slags rygrad for museet helt frem til 1993, da det nye bymuseum overtog opgaven. I 2010 opstod så en ny situation, og i Den Gamle By gik vi i gang med at finde en model for, hvordan der kan skabes synergi i både at være et lokalt museum og et landsdækkende museum.

Tirsdag 11. april 2017 foretager Dronningen den officielle åbning af Aarhus Fortæller. Dagen efter er der adgang for århusianere og andet godtfolk.

Det har taget 156 år at nå så langt. I Den Gamle By har vi brugt snart syv år på udvikle, skaffe midler, bygge, indrette og rigge til. Vi glæder os, og vi tror det bliver stort.

 

Smykkeskrinet i Den Gamle By

Den af

Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. Her vises 1000 smykker af de bedste danske designere fra hele det 20. århundrede. Flere har spurgt, hvordan denne samling og udstilling er kommet til Den Gamle By. Her kommer forklaringen.

Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. En enestående samling af dansk smykkedesign, som nu indgår som en permanent udstilling i Den Gamle By.

I november 2011 fik jeg et prik på skulderen om, at et ægtepar i Berlin havde en hel enestående samling af dansk smykkekunst. En samling af en sådan kaliber, at den burde kunne ses på et museum i Danmark.

Javel, sagde jeg til denne kender af dansk smykkekunst: ”Men hvorfor kontakter du mig?”

”Jo, af to grunde”, sagde han. ”Dels vil den svinge godt med Den Gamle By øvrige samlinger af sølvtøj, porcelæn og finere ure. Dels har jeg bemærket, at Den Gamle By har en heldig hånd med at realisere større projekter”.

Det var jo svært at sidde overhørigt! Så vi undersøgte sagen. Vi havde et hyggeligt møde med Marion og Jörg Schwandt, som have skabt samlingen over de seneste 40 år. Mødet foregik i Den Gamle By, og senere var vi i Berlin for at se nærmere på sagerne.

Og hold da op! Sikke en samling! Der udstrålede kærlighed til dansk design, udviste stort overblik og en kompromisløs kvalitetssans.

Denne broche er en af mine personlige favoritter. Designet af Nanna og Jørgen Ditzel for Anton Michelsen i 1953.

Tanken om et underjordisk smykkeskrin opstod!

To ting skulle dog kunne lade sig gøre. For det første skulle et sådan smykkeskrin kunne indpasses i de underjordiske udvidelser, som Den Gamle By allerede var ved at planlægge. Og for det andet måtte de nødvendige midler tilvejebringes fra ekstern side, idet et underjordisk smykkeskrin ville være en investering langt over Den Gamle Bys egen formåen.

Vi kontaktede derfor Niels Peter Louis-Hansen, der som formand for Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden tidligere har hjulpet os. Efter en positiv samtale om samlingen sendte vi en ansøgning og krydsede fingre. Der gik ikke længe, inden vi fik et brev med tilsagn om midler – både til erhvervelse af samlingen, til et underjordisk udstillingslokale, til registrering og publikation af samlingen og til opbygning af udstillingen.

Så var det bare om at komme i gang, og 7. februar kunne Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary – som feen i eventyret – trykke på knappen og tænde lys i montrerne i det 70 kvm store udstillingsrum.

Armbånd designet af Bent Knudsen i årene omkring 1960.

Samlingen omfatter 1000 smykker, hovedsagelig i sølv, men også enkelte guldsmykker. Det har været målet for ægteparret at skabe et overblik over de strømninger i det 20. århundredes smykkekunst, som er særligt danske. Det vil sige det enkle, det funktionelle, og med fokus på lys og refleksion.

Ifølge de eksperter, som Den Gamle By har konsulteret, er samlingen ”helt enestående i såvel Danmark som i udlandet”.

Alle de kendte smykkedesignere og sølvsmede er repræsenteret med mesterværker i samlingen. Det gælder for eksempel Mogens Ballin, Thorvald Bindesbøll, Kay Bojesen, Marie Christiansen, Nanna Ditzel, Bent Exner, Kay Bojesen, Torun Bülow-Hübe, Bent Gabrielsen, Karl Gustav Hansen, Kastor Hansen, Bent Knudsen, Henning Koppel, Uwe Helmuth Moltke, Evald Nielsen, Svend Weihrauch og selvfølgelig Georg Jensen.

Vi har oplevet at mange gæster, der kommer for at opleve Den Gamle By classic, bliver positivt overraskede over – som en slags sidegevinst – også få mulighed for at opleve Smykkeskrinet. Og jeg er overbevist om, at smykkeinteresserede fra hele verden nok skal finde vejen til denne betagende samling af dansk smykkekunst.

Broche af sølv med stiliseret slyngornamentik og rødbrun rundslebet agat. Designet af Thorvald Bindesbøl for Holger Kyster omkring 1905.

Smykkeskrinet er en permanent udstilling og et af Den Gamle Bys bidrag til kulturbyåret Aarhus 2017.

 

 

Tak for et godt 2016 – velkommen til 2017

Den af

Besøgsrekord

Godt nytår til alle. Og tak for 2016 – et år, som er gået over al forventning. Et år med en flot besøgsrekord, hvor i alt 515.667 gæster er passeret gennem Den Gamle Bys billetsalg. Det er næsten 40.000 flere end sidste år og godt 16.000 over 2014, som var den hidtidige rekord. Der er tale om en fremgang på lidt mere end 8 pct og vel at mærke en fremgang, der har været nogenlunde konstant hele året.

En kritisk røst kunne gøre gældende, at vejret så sandelig også har været med os, og at det er årsagen til de fine tal. Og ja, vejret har været med Den Gamle By. Sommervejret var museumsvejr. En stor del af efteråret var vejret næsten sommerligt. Og julevejret var særdeles venligt, når man tager årstiden i betragtning. Men vi skal huske på, at selvom vejret var med Den Gamle By, så var der ikke kommet så mange gæster, hvis ikke museet havde appel og relevans og bød på gode oplevelser. Og det gjorde – og gør – Den Gamle By virkelig.

Det er fjerde år i træk, at besøgstallet ligger lige omkring den halve million. Det kan vi alle være stolte af.

Vi kan også være stolte af alle de ting, vi har nået i det år, der nu er gået. Udstillinger på Plakatmuseet med Gitte Kaths plakater og senest plakater og historier fra Christiania. Åbningen af Børnehaven og den blinde mands lejlighed. Udstillingen om Børne TVs historie og de mange forskellige aktiviteter, der har knyttet an hertil. Og så sandelig også de mange programaktiviteter, hvor jeg synes, at julen efter et godt tilløb sidste år, nu virkelig er kommet op i et ekstra gear.

Julen er fortsat en hovedsæson

Jeg tror, vi kan takke Tivoli Frihedens juleaktiviteter for det prik, der har gjort, at Den Gamle By er kommet i gang med den fornyelse og videreudvikling af julen, som vi egentlig også trængte til. Jeg – og andre med mig – var godt nervøse for, om konkurrencen fra Tivoli ville tage noget fra os, men det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet.

Jeg tror vi kan konstatere, at julen for mange er blevet et attraktivt forretningsområde – også for nogen af dem, man egentlig ikke forbinder med jul. Senest har vi set, at Moesgård har bevæget sig ind på området, og jeg er ikke i tvivl om, at mange andre vil forsøge sig.

Jeg tror imidlertid, at Den Gamle By er så stærk på dette felt, at vi ikke for alvor skal føle os truet. Men jeg ved også, at vi ikke at hvile på laurbærrene. Vi skal udvikle, vi skal følge med og vi skal blive bedre.

Anerkendelser

Den Gamle By har modtaget flere fornemme anerkendelser i løbet af 2016. Først modtog Henning Lindberg Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogiks store pris. Senere modtog Annette Hoff Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom, og senere igen modtog Annette Kulturministeriets forskningspris, som er opkaldt efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Og så fik hele museet jo den fine europæiske museumspris, som hedder Luigi Micheletti Award.

Bag scenen er der som altid foregået en masse i form af planlægning, vedligeholdelse, administration, rengøring, drift, byggeri, bevaring, udvikling, indkøb osv osv. Det er alt det, der får Den Gamle By til at fungere som organisation.

Visioner og store resultater er vigtige, men man skal altid huske på, at det, der får maskinen til at køre, er den daglige dedikation og det lange, seje træk.

Tak for en flot indsat, og tak for et rigtig godt resultat. Sådan en succes opnås kun når alle spiller med. Der er virkelig grund til, at vi alle kan være stolte.

Den Gamle By satser på Aarhus 2017

Nu er vi så netop kommet ind i 2017, som er året, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad. Det tror jeg, vi skal have store forventninger til. Både fordi positionen som europæisk kulturhovedstad vil give Aarhus synlighed i udlandet og nok især i Danmark. Og ikke mindst skal vi have store forventninger, fordi de ting, som vi bidrager med forhåbentlig – og efter al sandsynlighed – vil give Den Gamle By en ny platform, som vil få stor betydning i de kommende år.

Her tænker jeg først og fremmest på Aarhus Fortæller, som vil åbne op til påske. Det er et projekt, som vi på en eller anden måde har arbejdet med lige siden byrådet i 2010 bad Den Gamle By om at overtage opgaven som lokalmuseum for Aarhus. Mange processer har lappet over hinanden, og stort set alle i Den Gamle By har medvirket på den ene eller den anden måde. Først skulle vi udvikle det rigtige koncept og vi skulle finde ud af, om det nu også kunne lade sig gøre rent praktisk. Så skulle det beregnes, hvor meget det ville koste, og pengene skulle skaffes. Så var der en masse planlægning og projektering, samtidig med at råskitsen til udstilling og fortælling faldt på plads. Så skulle der graves et kæmpe hul, vi skulle have nogle af de store ting ned, inden der blev lagt låg på, og det underjordiske bygningsværk skulle gøres færdig, så vi kunne begynde at bygge udstillinger op. Det er kort sagt en overordentlig omfattende og kompleks proces, der ligger bag.

Der har været knald på, og der er fortsat knald på. Men hold op, hvor det tegner godt. Kort inden jul viste vi den ufærdige udstilling frem for medlemmer af Aarhus byråd og en række direktører og chefer. Sagt på jysk, så var de ret begejstrede. Direktøren for kultur og borgerservice, Rolf Hapel, skrev efterfølgende til mig: ”Igen har I formået at skabe en ud-af-boksen oplevelse i Den Gamle By og på forbilledlig vis givet et overbevisende bud på en kondensering af tusind års historie i Aarhus. Det er sgu godt gået!”

Under jorden åbner vi også Smykkeskrinet med 1000 smykker, designet af nogle af de fineste danske smykkedesignere fra det 20.århundrede. Det foregår i begyndelsen af februar. Inden da har Plakatmuseet åbnet en udstilling med Aarhus-plakater gennem tiden. Den afløses senere af en udstilling med plakater fra hele Europa, og således er Plakatmuseet på fineste vis med til at binde Aarhus og Europa sammen her i kulturåret. Og til august åbner automobilforhandleren i 1927-kvarteret.

Hermed rammer vi forhåbentlig forskellige målgrupper. Aarhus Fortæller vil nok især interessere lokalt, men ramme bredt i byen. Smykkeskrinet vil få en kaliber, så det nok vil tiltrække smykkeinteresserede fra hele verden – næppe det helt store antal, men til gengæld en stærk profil. Plakaterne vil interes-sere folk med interesse for grafisk design. Og automobilfor-handleren vil utvivlsomt interessere mange af dem, der har olie på fingrene og twist i lommerne.

For mig at se er der især fire pointer ved de satsninger, vi gennemfører i løbet af kulturbyåret.

Den ene er, at det meste af det, vi bidrager med, har en holdbarhed. Det er ikke noget, der er her en kort periode, men noget som man også kan have glæde af i 2020, 2025 og 2030. Den anden store pointe er, at Den Gamle By med disse nye ting fastholder sin herlige mangfoldighed, og at alle de forskellige målgrupper utvivlsomt vil se og opleve noget, de ikke ellers ville have interesseret sig for.

Den tredje pointe er, at ikke mindst Aarhus Fortæller vil give Den Gamle By en helt ny platform for at blive århusianernes museum.

Og den fjerde og sidste pointe er, at vi med den fortsatte underjordiske udbygning af Den Gamle By nu begynder at have så store og attraktive indendørs udstillinger, at vi bør kunne tiltrække flere gæster – ikke mindst på de årstider, hvor mange ellers ser Den Gamle By som en både våd og kold oplevelse.

Fortsat udvikling

I 2017 vil vi også fortsætte udviklingen af museets programvirksomhed, og julen vil fortsat blive udviklet. I 2017 fortsætter vi også med at istandsætte udvalgte bygninger. Således skal både den del af Aarhus Mølle, hvor bibliotek og regnskabs-afdeling har til huse, have nyt tag, og Viborghuset skal have en omgang i forbindelse med, at cykelsmeden skal flytte ned til automobilforhandleren i Randershuset i 1927-kvarteret.

I 2017 vil vi også komme til at se huset fra Skanderborg blive rejst. Sønderbrogade vil begynde at få karakter af gågade, og arbejdet på Sydhavnen vil for alvor gå i gang.

Derimod er arbejdet med den nye indgangsbygning i venteposition. Det hænger sammen med, at fredningen af Botanisk Have er anket til Natur- og Miljøankenævnet. De har hele to år til at svare i. Dvs at der kan gå helt frem til november 2017, før vi ved, hvad vilkårene er for en ny indgangsbygning i området ned mod Ceres-krydset.

Som bekendt har vi fået pengene til indgangsbygningen af A.P. Møller Fonden, og jeg er overbevist om, at projektet nok skal blive til noget.

Vi skal tiltrække flere besøgende

Til gengæld er der en afklaring omkring Den Gamle Bys statstilskud. Det er en sag, jeg har orienteret om gentagne gange, og udgangen på sagen er som bekendt blevet, at de tre millioner er blevet forlænget for fire år. Vi havde håbet – og bestemt også syntes det var rimeligt – hvis tilskuddet var blevet gjort permanent, sådan som det oprindelig var aftalen. Men nu har vi altså pengene i fire år.

Selvfølgelig skal vi fortsat arbejde på at få tilskuddet gjort permanent, og det skal vi helt enkelt gøre ved at lave Danmarks bedste museum. Et museum, som viser nye veje og som er attraktivt, har appel og er relevant.

På den anden side vil det nok være klogt at forsøge at geare museet til at kunne klare sig, hvis det nu skulle vise sig, at det ikke lykkes med de tre millioner kroner næste gang. Dels skal vi sørge for selv at tjene så mange penge som muligt, og dels skal vi holde hus med de midler, vi har til rådighed.

Helt grundlæggende skal vi tiltrække flere besøgende.

Det skal vi gøre ved at positionere Den Gamle By som stedet, hvor alle danskere kan lære om sig selv og deres historie uden løftede pegefingre. Det skal vi gøre ved at fastholde – og gerne udvide – Den Gamle Bys position som en international topseværdighed. Og det skal vi gøre ved at få århusianerne til at føle, at Den Gamle By er deres museum.

Her i 2017 er det især århusianerne vi skal satse på. Vi skal have dem til at betragte og til at bruge Den Gamle By som deres museum. Nøglen er naturligvis Aarhus Fortæller. Alle århusianere skal besøge Aarhus Fortæller, de skal have lyst til at tage deres gæster med på besøg, og det er her alle tilflyttere skal lære byens DNA at kende.

Aarhusianernes museum

Aarhus Fortæller skal rammes ind af aktiviteter og faciliteter, som lægger op til genbesøg i Den Gamle By. Vigtig er her de programaktiviteter, der arrangeres i weekends og småferier. Vigtig er også restaurant- og cafeområdet, hvor vi skal have århusianerne til bare at komme forbi og få en god kop kaffe eller en bid frokost og så snuse lidt til nogen af de mange oplevelser, som Den Gamle By rummer. Vigtig er også Den Gamle Bys butikker, hvor man skal have lyst til at komme forbi for at købe kager hos bageren, Den Gamle By-snapsen i Butikken, Riises rom i købmandsgården, Den Gamle By-julepynt i julebutikken og selvfølgelig de Aarhus-souvenirs, som Aarhus ikke har haft før nu.

Og meget mere af den slags. Vi skal udvikle og styrke Den Gamle Bys brand, vi skal gøre Den Gamle By til talk of the town, og vi skal gøre Den Gamle By til et mødested, hvor der altid sker noget, og hvor det bare er dejligt at komme.

Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Men det er i 2017, vi tager det første store skridt. Jeg er overbevist om, at Aarhus Fortæller er det perfekte afsæt.

At få århusianerne til i endnu højere grad at tage Den Gamle By til sig som deres museum, er den store dagsorden for det år, der lige er begyndt.

Godt nytår

I 2016 viste en undersøgelse, som blev foretaget af den nationale turistorganisation VisitDenmark, at Den Gamle By var Danmarks bedst kendte museum, og her lige inden jul fik jeg under hånden en interessant konklusion på en undersøgelse, der er foretaget for et nyt museum, der er på vej. I denne undersøgelse havde man spurgt et større antal danskere, hvad der har været deres bedste museumsoplevelse. Og gæt hvad et flertal svarede! Ja, rigtigt, de svarede Den Gamle By. Jeg håber, undersøgelsen vil blive publiceret, men jeg ved ikke om det sker.

Det nye år er nu to dage gammelt. Dagen er tiltaget med 9 minutter. Vi går mod lysere tider. Jeg håber, at Den Gamle By må fortsætte sin positive udvikling. Til glæde for de besøgende, for Aarhus og for os, der har vort virke her.

Med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår.

 

Ovenstående er holdt som nytårstale ved en komsammen for personalet i Den Gamle By mandag 2. januar 2017 kl 11.30.