Kategoriarkiv: Pejlinger

Den Gamle By havde rekordbesøg i 2013 og satser på fortsat fremgang i de kommende år

Den af

Hold da helt op for en publikumsrekord! Godt 480.000 gæster blev det til, hvilket er 94.000 over 2012, som også var et godt år, og 92.000 mere end det hidtidige rekordår. Dermed er det gået, som vi havde håbet, men som vi nok ikke rigtig havde turdet tro på.

Meget tyder på, at der er tale om en generel fremgang for Den Gamle By. For også de to foregående år, 2011 og 2012, var i top.

Nu er det så vigtigt, at det ekstremt gode år 2013 ikke bare bliver en enlig svale. Ambitionen er at fortsætte opturen. Her og nu er det derfor vores helt store opgave for 2014 at konsolidere det, vi har opnået, og sørge for, at Den Gamle By fortsat udvikler sig som et attraktivt besøgsmål. Målet er 600.000 besøgende i 2020.

70’er festivalen i 2013 var med til at skabe ekstra opmærksomhed om Den Gamle Bys satsning på 1970erne.

Hvorfor er det vigtigt med flere besøgende?

Hvorfor er det nu så vigtigt med mange besøgende, kunne man spørge, og svaret herpå er dobbelt.

For det første tror vi på, at historien betyder noget for folk, og det er derfor Den Gamle Bys ambition at gøre historien tilgængelig og relevant for så mange mennesker som muligt – herunder også for folk, der normalt betragter museer som elitære og kedelige. I Den Gamle By er vi glade for – og stolte af – at museet rent faktisk er det store museum i Danmark, hvis besøgsprofil ligger tættest på den danske befolknings sammensætning.

For det andet giver flere besøgende ekstra penge i kassen, hvilket igen betyder, at vi kan lave et bedre museum for de mennesker, der besøger museet. Den Gamle By er nemlig ikke et museum, der bare kan få offentlige kroner. Vil vi udvikle museet, må vi selv skaffe midlerne. Jeg plejer at sige det på den måde, at vi i Den Gamle By ikke laver museum for at tjene penge, nej vi tjener penge for at lave museum!

Hvad er succesens elementer?

Jeg tror på, at succesen og en konsolidering heraf er funderet på fire hovedhjørnesten:

  1. Museets fysiske indhold i form af helheder og faste udstillinger
  2. Aktiviteter, særudstillinger og events, som supplerer museets fysiske indhold
  3. Faciliteter i form af restauranter, kaffesteder og butikker
  4. Værtskab så publikum føler sig velkomne

Selvom det kan være svært at erkende som historiker og museumsmenneske, så er et museum ikke indhold det hele. Undersøgelser viser faktisk, at publikum kun bruger en mindre del af deres tid på museernes egentlige indhold. Man bruger nok så meget tid på at være sammen, drikke kaffe, gå på toilettet, snakke og diskutere eller sidde på en bænk.

Det skal vi lægge os på sinde i arbejdet med at konsolidere Den Gamle Bys attraktivitet for publikum.

Hvilepladser til publikum er vigtige for at gæsterne kan have en god og afslappet oplevelse af Den Gamle By.

Masser af nye tilbud de kommende år

På indholdssiden har Den Gamle By udviklet sig voldsomt de senere år, og nyhederne står også i kø de kommende år.

I 2014 åbner vi i et minimarked, en damefrisør og en bogcentral i 1974-kvarteret, hvor også hele Havnegade vil blive færdig i det ydre. I 2015 åbner bl.a. en børnehave, et knallertværksted og et hus fra Viborg med seks små lejligheder, hvor publikum kan møde den enlige mor og hendes søn, pensionistægteparret, hippien, der spiller i bandet Hønegog, den grønlandske studerende og de seks tyrkiske mænd i en to-værelses. I 2016 åbner jazz-værtshuset Bent J samt museets nye Smykkeskrin med en enestående udstilling af dansk smykkekunst, når den er bedst. I 2017 åbner Aarhus Story med fortællingen om Aarhus fra vikingetid til nutid. Og så videre.

Nye sæsoner med særudstillinger og events

Den Gamle By vil fortsætte med at udvikle både sommeren og julen, som er museets to hovedsæsoner. Men vi vil også satse på to nye sæsoner, nemlig maj-juni og september.

Til maj 2014 åbner en stort anlagt udstilling Aarhus Rocks om de unges musik i Aarhus siden 1960, og i fire weekends i maj-juni afholdes for første gang Den Gamle Bys Aarhus Uger med musik, interviews og rundvisninger.

Til september åbner en udstilling om 70’er tøj, som ledsages af årets 70’er festival med musik og tekstile arrangementer.

Samme model vil vi følge de kommende år for på den måde at gøre museet ekstra attraktivt i nye sæsoner.

Hyggelige spise- og kaffesteder er ofte lige så vigtige som udstillinger.

Flere faciliteter på vej

Når der er mange mennesker i Den Gamle By, så er der virkelig mange mennesker. Og så er der behov for flere toiletter, flere bænke at sidde på, ligesom også flere muligheder for at få en kop kaffe eller lidt at spise.

I 2013 åbnede vi et konditori og en pølsevogn, og i 2014 åbner de første af en del flere toiletter. Men vi skal også finde fleksible modeller, så vi kan lave pop-up løsninger, når der kommer ekstra mange museumsgæster.

Det lange seje træk er vi allerede gået i gang med, nemlig i form af en masterplan, der vil udvikle og definere de fysiske rammer og faciliteter frem mod år 2020.

Øget fokus på værtskab

I takt med at samfundet bliver stadig mere selvbetjening, tror jeg, flere og flere vil værdsætte god gammeldags service i form af omhu, imødekommenhed, venlighed og værtskab.

Det er sådan noget, man husker, og det er sådan noget, der gør, at de vil anbefale et besøg til deres familie og venner.

Præsten får en hyggesludder med publikum og er samtidig til rådighed med oplysninger om museet.

Den Gamle By er både museum og servicevirksomhed

Den Gamle By er stærk på indholdsdelen i form af helheder, aktiviteter og events, og solide skinner er lagt for en god fremtidig udvikling på disse områder. Men det er som bekendt ikke nok, og vi ved, at vi kan blive bedre, når det drejer sig om at servicere vore gæster.

At Den Gamle By skal udvikle sig som både museum og servicevirksomhed er målsætningen for 2014 og de kommende år.

Forstår vi at satse fornuftigt på begge områder, er jeg overbevist om, at Den Gamle By har en særdeles lys fremtid foran sig.

Målet er 600.000 gæster i 2020.

 

 

Kontakt mellem mennesker er ved at være en sjældenhed – og er derfor kommet på museum i Den Gamle By

Den af

Det er efterhånden en sjældenhed at møde et menneske, der siger goddag, hvad kan jeg hjælpe med, ja så gerne eller farvel og tak. I hvert fald i det offentlige rum.

Kontakten med det offentlige skal snart være 100 pct digital. Man hæver kontanter i automaten, og transaktioner foretages via netbank. Flere og flere køber varer på nettet, og selvbetjeningskasser vinder frem i supermarkedet. På biblioteket stempler man selv de lånte bøger, og på stationen køber man sin billet i en automat.

Men tag det roligt, der er hjælp at hente. For nu er kontakt mellem mennesker kommet på museum i Den Gamle By. Akkurat som så mange andre ting, der er ved at forsvinde fra vores moderne verden!

At der bliver mindre kontakt mellem mennesker, har vi egentlig vidst længe. Men først for nylig er det blevet så klart for os, at vi har defineret det som en målsætning for Den Gamle By, at det, vi laver, nok har meget at gøre med både huse og ting, men at Den Gamle By først og fremmest er et museum, der handler om mennesker og kontakten mellem mennesker.

 

I det levende museum møder publikum mennesker, man kan snakke med, og som kan fortælle om livet i en helt anden tid.

Vi tog for alvor fat på denne opgave, da Den Gamle By i 2001 begyndte med det såkaldte levende museum, hvor vi installerede rigtige levende mennesker i stuer og køkkener.

I det levende museum er der åben ild i ildsteder og fuldt fyr på både vindovn og bilægger. Der er aktører i tro kopier af historiske dragter, som laver mad, strikker, henter vand, hugger brænde – og om kan fortælle historier fra deres dagligdag anno dazumal, og som publikum kan snakke med.

Efter indførelsen af det levende museum er publikum ikke længere nødt til bare at læse tekster på væggen og passivt se på tingene. Nu kan de gå i dialog med historien i form af rigtige mennesker, som vi har uddannet til at formidle andre tiders historiske virkelighed.

 

I de historiske butikker bliver man ekspederet, hvilket efterhånden er ved at være en sjældenhed “ude i samfundet”.

Også når man træder ind i vores historiske butikker møder man mennesker. I Købmandsgården er det den gamle købmandssvend, i Bagerbutikken madammen eller den unge jomfru. Hos Isenkræmmeren og Boghandleren fra er det butiksindehaverne selv, der siger goddag, hvad kan vi hjælpe med! Og i Pouls Radio er det som oftest ”Poul selv”, der passer butikken.

I butikkerne kan man blive vejledt af en fagmand, og man kan købe ting og sager. Men formålet med butikkerne er ikke først og fremmest, at publikum skal købe noget. Formålet er, at vores gæster kan få den snart historiske oplevelse at blive ekspederet og serviceret – og så spørge og få en snak om vilkårene i 1864, 1885, 1927 og 1974.

 

I efteråret 2012 kunne museets publikum besøge den hjemløse Ulrik Szkobel, som havde lavet en hule i gården bag Legetøjsmuseet.

I efteråret 2012 havde vi ligefrem udstillet et rigtigt menneske. Nemlig den hjemløse Ulrik Szkobel, som selv havde fået den tanke, at det nok var de færreste, der havde mødt og talt med en hjemløs, og at det kunne de jo fint gøre i Den Gamle By. Han var blevet smidt ud fra sit midlertidige hjem et andet sted i Aarhus. Den Gamle Bys håndværkere hjalp med at flytte hans skur til baggården bag Legetøjsmuseet. Men det var Ulrik selv, der skaffede papkasser og andre ”byggematerialer”, så hans hule kunne åbne for museets publikum i oktober 2012. Hulen stod frem til nytår, hvor Ulrik flyttede et andet sted hen.

Mange mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at kontakte en hjemløs, gik i Den Gamle By ind i baggården, kiggede ind og fik en snak med Ulrik Szkobel i hans hjem – og fik dermed et indtryk af en verden, de normalt aldrig ville møde.

Da en journalist spurgte Ulrik, hvordan han havde det med at være udstillet på et museum, svarede han: ”Jeg udstiller ikke mig, tænker jeg, men dig! Folk kommer her og ser deres eget liv og kontrasterne gennem mig og mit liv”

Den Gamle By er et mangfoldigt museum, hvor der er traditionelle udstillinger, digitale formidlingsformer og levende museum. Men i takt med, at kontakten med mennesker i det offentlige rum bliver stadig sjældnere, vil vi i Den Gamle By lægge stadig mere vægt på, at man under et museumsbesøg kan møde og gå i dialog med rigtige mennesker.

 

 

Hvad kan man bruge museer til?

Den af

Når man som jeg arbejder med museum og historie er det naturligt med mellemrum at stoppe op og overveje, hvad man egentlig kan bruge museer til og hvorfor det er vigtigt at bruge tid og penge på at have museer.

 

Samfundet bruger ressourcer på at have museer, publikum betaler for at besøge dem, og jeg har brugt mine måske bedste år på at lede og udvikle et museum. Så et eller andet må man vel forhåbentlig kunne bruge dem til.

Hvorfor har vi museer? Hvad er deres nytteværdi?

Det er selvfølgelig spørgsmål, som det ikke er muligt at svare hverken kontant eller entydigt på, for museer er ikke konkrete instrumenter, der skal anvendes til noget bestemt, og man kan nok også roligt gå ud fra, at svarene på de stillede spørgsmål vil variere over tid.

Personligt mener jeg, at museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutidens mennesker. Gennem mine godt og vel 25 år som museumsleder er jeg nået frem til tre pejlinger af, hvad man kan bruge museerne til.

 

Da den Gamle By arbejdede med at genskabe Møntmestergårdens enestående 1700-tals fik unge malersvende erfaringer med materialer og håndelag, der var gået i historiens glemmebog.

Glemte ressourcer

Den første pejling har at gøre med det forhold, at der ved enhver udvikling, ved ethvert fremskridt, lades noget tilbage, som der ikke er rum for her og nu, men som måske rummer ressourcer i fremtiden. Det er museernes opgave at gemme disse ting til andre tider.

Et konkret eksempel kan være Den Gamle Bys arbejde med de historiske håndværk.

Museets håndværkere anvender teknikker, der har været brugt gennem århundreder, men som nu er ved at gå i historiens glemmebog. Mureren læsker selv sin kalk og maleren blander selv sin maling – så ved vi, det er kvalitet.

Gang på gang understreger museets fagfolk, at håndværket kun lever, når det bruges. Nok kan meget skrives ned, og film og foto kan også være nyttige, men det er frem for alt det daglige arbejde, der giver det håndelag og den gefühl for materialer, der er kernen i det traditionelle håndværk. Derfor løfter museets håndværkere også jævnligt pegefingeren og advarer mod akademisering af håndværket og af bevaringsområdet i det hele taget. Man kan ikke læse sig til det – håndværket ligger i hånden.

 

Ved at bruge sit fag, fastholder Den Gamle Bys håndværkere glemte teknikker og kompetencer, som måske på et tidspunkt kan vise sig at være en ressource, man ikke vidste, man havde brug for.

Den håndværksmæssige viden fastholdes i Den Gamle By gennem arbejdet med at vedligeholde museets historiske bygningsmasse, hvoraf hovedparten stammer fra før 1800, og teknikker og kundskaber overføres fra generation til generation ved uddannelse af lærlinge og ved at unge svende går som føl hos mere erfarne håndværkere.

Dermed fastholder museet en kompetence, som kan bruges i forbindelse med vedligeholdelse af den ældre bygningsmasse, som stadig udgør en ganske stor del af bygningsmassen i Danmark.

 

Den Gamle Bys gartner bevarer planter af ældre sorter og er dermed med til at sikre mangfoldigheden i vores levende kulturarv. Planterne formeres og sælges, hvormed flere får glæde af dem, og samtidig er der mange flere, der er med til at bevare de historiske planter.

Reservoir for inspiration

Den anden pejling har at gøre med, at museet som en anderledes historisk ramme udgør en slags frirum i forhold til dagligdagens trummerum. Et frirum, der måske på nogle områder kan lignes med menneskets underbevidsthed. Lad mig prøve at illustrere det.

Jeg tror, alle kender situationen. Man tumler med et problem, som ikke umiddelbart lader sig løse. Man prøver fra forskellige leder og kanter, men kan ikke her og nu finde en tilfredsstillende løsning. Man lader tiden gå, og så sker det lige pludselig. Bedst som man vasker op, slår græs, cykler hjem fra arbejde eller er lige ved at falde i søvn, så er den der! Som i et glimt står problemets løsning klar og tydelig. Det, der her sker, er naturligvis, at underbevidstheden arbejder videre med problemet, mens bevidstheden slapper af eller beskæftiger sig med noget andet. Når underbevidstheden får tilstrækkelig ro til det, trækker den på viden og ressourcer, som ikke umiddelbart er tilgængelige, mens det går mest hedt til i arbejdsprocessen. Man trækker på et hengemt lager af indsigt og viden, som ikke tidligere har været nyttiggjort, og som derfor er blevet stuvet af vejen et sted, hvor det ikke er så lige til at finde.

 

Når man går fra hverdagen til et anderledes miljø, åbnes sindet for nye tanker og inspiration. Fx når man under en aftenvandring virkelig oplever, hvad lyset betyder.

Måske kan man sige, at museerne er en del af samfundets underbevidsthed. En slags kulturhistorisk reservoir for kontemplation, eftertanke og inspiration, hvor personer såvel som samfund kan få et frirum, hvor associationerne kan flyve frit, hvor tankerne kan finde nye veje og hvor hengemt kundskab og indsigt, som pludselig kan vise sig nyttigt i nutiden.

Når moderne børn besøger Den Gamle By og får en ny identitet, noget andet tøj på og fx kommer i skole, oplever de en helt anden verden.

Glæde

I den tredje og sidste pejling er konklusionen, at man egentlig ikke kan bruge museerne til noget. De har ingen eller kun sjældent en egentlig nytteværdi.

Akkurat ligesom en nyudsprunget bøgeskov eller en solnedgang ikke har nogen umiddelbar nytteværdi. Det er fænomener, der ikke er målbare, men som giver mennesker indsigt og glæde. Og det er da heller ikke så ringe – men det er sjældent, det tæller i kvantitative nytteopgørelser.

Albert Einstein er blevet citeret for at sige: ”Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts”.  Det er det, det her drejer sig om.

Det er ret beset enestående, at gæsterne i Den Gamle By kan fornemme stemninger, som nutidens mennesker ingen mulighed har for at opleve andre steder.

Relevans

Vi har i en årrække levet i et samfund i konstant forandring – og den situation ændrer sig efter alt at dømme ikke de næste mange år. I et sådant samfund bliver kulturarven en vigtig bagage og inspirationskilde for de mennesker, der skal forsøge at finde sig ståsted og pejlepunkter.

Det er min grundlæggende opfattelse, at historien og museerne på en eller anden måde bør have relevans for nutiden. Museerne arbejder nok med fortiden, men de gør det i nutiden og under hensyntagen til fremtiden. Det, vi laver på et museum, gør vi jo ikke af hensyn til fortiden – eller til tingene. Tingene er døde og fortiden er forbi! Nej, vi laver museum for nutidens og for fremtidens mennesker ud fra den overbevisning, at museumsvirksomheden kan bibringe nutiden og fremtiden et eller andet.

Hvad dette ”et eller andet” så indebærer, er det ikke så let at svare på. Ovenstående er et forsøg.