KAN MAN MÅLE MUSEER?

Flere museumsfolk har i Kristeligt Dagblad argumenteret imod en model, jeg har foreslået med henblik på at identificere de museer, der er de vigtigste i Danmark. Modellen er i kort form refereret i Dorte Washuus interview med mig 16. februar.

Da flere øjensynligt har misforstået modellen og hensigten med den, skal jeg her uddybe.

Udgangspunktet er, at selvom de fleste utvivlsomt vil erkende, at nogle museer er vigtigere end andre, så er der af uforklarlige årsager aldrig udarbejdet en brugbar måde at måle dem på. Og det på trods at, at både politikere og forvaltning gentagne gange har efterlyst objektive kriterier herfor.

Jeg har taget som afsæt, at kriterierne skal kunne kvantificeres, så de også kan være gangbare i regneark, og dernæst at modellen bør være så enkel at opdatere, at det rent faktisk også må forventes at ville ske.

Det resulterede i en model med følgende fire målepunkter, som bør anvendes på alle de muser i Danmark, der modtager støtte fra staten:

  1. Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger, som er 360 graders evalueringer af den samlede virksomhed, der udføres på de enkelte museer.
  2. Museernes besøgstal – for hvis der ikke kommer gæster på museerne, hvad skal vi så med dem?
  3. Museernes internationale anerkendelse, som man fx kan måle via deres rating i Lonely Planet og Guide Michelin.
  4. Bedømmelser fra brugere – og her kan man vælger ratings hos TripAdvisor eller Google eller – bedre – man kan vælge at spørge fire, ti eller tyve personer med overblik og som repræsenterer både museer, skoleverdenen og turisme.

Modellen er på ingen måde endelig, og man kan overveje at inddrage andre kriterier. Fx antal besøgende skoleklasser, evne til at nå grupper, der aldrig eller kun sjældent besøger et museum, entréindtægt, gaver fra fonde og sponsorer, tilskud fra staten, tilskud fra kommuner, gennemslagskraft på sociale medier, antal kvadratmeter i udstillinger, antal objekter i samlingen, digital tilgængeliggørelse af museets samlinger, digitale skoletilbud, antal forskningspublikationer, samarbejde med universiteter, antal uddannede lærlinge – og sikkert også andet.

Hvis man tør vove sig ind på en mere kvalitativ boldgade, kunne man også se på museernes evne til at gå nye veje. Se på hvorvidt museerne påtager sig nye og andre samfundsopgaver. Samt på museernes evne til at adressere tidens store spørgsmål.

Jeg kan imidlertid frygte, at modellen derved vil blive så tung at arbejde med, at der reelt ikke kommer til at ske noget. Og så er vi lige vidt. Og jeg vil æde min gamle hat på, at resultatet ikke vil blive væsentligt anderledes, selvom man inddrager andre og flere målepunkter.

Teksten er en lettere revideret udgave af et indlæg, som jeg publicerede i Kristeligt Dagblad lørdag 6. marts 2021.

 

Leave a Reply