PÅ MUSEET SKAL VI LÆRE OS SELV AT KENDE!

Igennem snart fire år har politikerne gået som katten om den varme grød: Skal statens tilskud til museerne fordeles på en anden måde end i dag? Kan det lade sig gøre – og tør vi?

Nu er debatten om museernes tilskud og opgavemodel atter bragt i spil, og så kan der være god grund til at tage en tur op i helikopteren og se på, hvilken rolle museerne egentlig bør spille i nutidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

En af de mest indflydelsesrige museumstænkere gennem tiden, engelske Kenneth Hudson, gav helt tilbage i 1977 udtryk for følgende: ”I en tid med hurtige og grundlæggende forandringer i samfundet bør det være helt naturligt, at de, der står i spidsen for museerne, med mellemrum stiller spørgsmål som: Hvorfor eksisterer dette museum? Og hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af?” Kenneth Hudson var bl.a. manden bag verdens største museumspris European Museum of the Year Award, oftest kaldet EMYA.

En af Hudsons landsmænd David Fleming fra Museum of Liverpool gav i 2013 dette bud: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Et tilsvarende synspunkt møder man i den amerikanske museolog Stephen E. Weils programmatiske udsagn fra 1999: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”.

Det helt centrale for både Fleming, Hudson og Weil er museernes rolle i forhold til deres publikum og de grupper og samfund, de betjener. Museernes ”public quality”, som Kenneth Hudson og de mange, der er inspireret af ham, ville sige. Selvfølgelig skal museerne bevare, og de skal forske, men udgangspunktet må altid være gæster og brugere. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan gør vi dem nysgerrige, så de åbner op for den indsigt, kundskab og erfaring, som museerne rummer?

At gøre dette kræver mere end bare faktuel viden, og det kan her være en nyttig inspiration at se på hvor begrebet ”museum” egentlig komme fra.

Museum, eller museion, er i den græske mytologi hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne. Den engelske museumsmand Peter Lewis, der 1990-2001 var direktør for Beamish Museum i det nordøstlige England, gjorde her en interessant observation, som han brugte i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’. Han noterede sig det tankevækkende, at kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de sidste syv muser, der har at gøre med de mere kreative aspekter af menneskelivet, ikke er med. Han argumenterer derpå for, at disse kreative muser atter bør indlemmes i vores museumsbegreb, som dermed igen vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske. Dermed genetablerer han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget – akkurat som i skoler og på universiteter.

Museernes relevans har nemlig at gøre med andet og mere end at passe på gamle ting og skrive bøger og videnskabelige afhandlinger. Museernes egentlige betydning er ikke instrumentel og kan ikke reduceres til hverken viden, forskning, økonomisk omsætning eller turistmæssig attraktionskraft.

På den anden side er det imidlertid ikke så lige til, at sætte ord på museernes dybeste værdi. Akkurat som det er svært at formulere værdien af en solnedgang, et strejf på kinden fra én, man har kær, eller at opdage verden på ny sammen med sit barnebarn.

Mit bud er, at museerne skal ses som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når de er bedst, er museerne steder, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, steder hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene siden et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum skal være relevant for den besøgende, og samtidig skal det handle om noget, der er større end én selv, noget der giver en fornemmelse af sammenhæng. Det skal have kant, det skal rumme kundskab og samtidig skal det være skønt, morsomt og inspirerende. Og så bør det på en eller anden måde handle ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden.

Da svenske Artur Hazelius i 1873 grundlagde verdens første folkemuseum, Nordiska Museet, og nogle år senere Skansen, verdens første frilandsmuseum, valgte han som motto for sin museumsvirksomhed aforismen ”Kend dig selv”, som er en antik indskrift på væggen i Apollontemplet i Delfi.

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Derfor er det vigtigt, at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret ofte beskrives som kvindelige gymnasielærere over 50.

Museer betyder meget for mange. Men de kan betyde langt mere for flere. Netop det bør være ledestjernen, hvis man fra politisk hold nu endelig – efter fire års usikker ventetid – vælger at sætte gang i en reform af museumsstøtten.

En lettere redigeret udgave af denne tekst er i dag 3. december 2020 også bragt i Kristeligt Dagblad.

 

En tanke om "PÅ MUSEET SKAL VI LÆRE OS SELV AT KENDE!"

Leave a Reply