La Competeña

Den 20. november 2015 af

Som nævnt på juleblokken den 20. december sidste år må de rosiner, der i bogen Peters Jul fra 1863 hænger i røde silkebånd på træets grene, have været konfektrosiner på klase. En mere korrekt betegnelse for disse tørrede vindruer på klase er ifølge Ordbog over det danske Sprog druerosiner. De bedste rosiner af denne slags kom igennem hele 1800-tallet fra den sydspanske provins Málaga.

Den eneste gengivelse af druerosiner på klase på et juletræ. Klasen hænger forneden til venstre mellem en sukkerkrans og et forgyldt æble. Tyskland ca. 1836. (Efter Weber-Kellermann: Das Weihnachtsfest, 1987)

Den eneste gengivelse af druerosiner på klase på et juletræ, som det er lykkedes mig at finde! Den blåduggede klase hænger til venstre mellem en sukkerkrans og et forgyldt æble. Tyskland 1836, udsnit. (Efter Weber-Kellermann: Das Weihnachtsfest, 1987)

I forhold til indholdet på bloggen sidste år er der sket flere ting. Vigtigst er at få fastslået, at druerne til druerosiner fra Málaga altid er gule druer af sorten Moscatel de Alejandría, der bedømmes som en meget gammel vinstok sandsynligvis af ægyptisk oprindelse (heraf stednavnet Alejandría for den ægyptiske havneby Alexandria). Dernæst at høsten altid starter i begyndelsen af september.

Druerosiner på klase fra det lille familiefirma Campo de Benamayor nær byen Cómpeta (campodebenamayor.es)

De spanske Moscateldruer med store sten lufttørres i sydvendte, skrånende rosin-tørrepladser, de såkaldte paseras. Den langsomme tørring i solen bevirker, at druerne derved udvikler en perfekt smag skabt af det meget sødmefyldt frugtkød og de krydrede sten. Det er den langvarige tørring i solen, som giver den meget mørkebrune, ja næsten blåduggede farve.

Som det eneste sted i Danmark kan Den Gamle By nu tilbyde disse yderst velsmagende rosiner (campodebenamayor.es)

Som eneste forhandler i Danmark kan Den Gamle By nu tilbyde disse yderst velsmagende druerosiner (campodebenamayor.es)

Efter en del anstrengelser er det lykkedes mig at finde frem til det lille familieforetagende Campo de Benamayor, der blandt andet forhandler druerosiner i gaveæsker. Firmaets ejere er ægteparret Inmaculada Gonzáles og Gerardo García. Man kan læse meget mere om firmaet og dets skønne produkter på hjemmesiden www.campodebenamayor.es

Inmaculada Gonzalés og Gerardo García

Familiens gård og jorde ligger lidt vest for byen Cómpeta, der vil være velkendt af mange danskere, lige midt i rosinområdet i regionen La Axarquía. Selve rosinpakkeriet befinder sig i provinshovedstaden Málaga. Rosinerne er behandlet og tørret helt efter den klassiske metode fra midten af 1800-tallet. Druerosinerne på klase bliver på gammeldags maner skånsomt håndpakket i hver æske. Hver gaveæske indeholder 600 gram druerosiner.

Fra firmaets gård nær byen Cómpeta (campodebenamayor.es)

Fra familiens gård nær byen Cómpeta (campodebenamayor.es)

Den Gamle By har i efteråret 2015 indgået et samarbejde med det lille rosinfirma Campo de Benamayor. Som det eneste sted i Danmark kan vi nu tilbyde vore gæster at prøve disse herligt velsmagende druerosiner i en smuk gaveæske, der bringer minder om julefesten i ‘de gode, gamle dage’.

Annonce fra Illustreret Tidende 18. december 1892. De store, blåduggede druer kan sagtens være fremstillet af den gule Moscateldrue. Tørringen i solen giver netop den mørkebrune, blåduggede kulør

En hastig gennemgang af en række aviser fra 1800-tallet viser, at druerosiner blev udbudt til salg som regel fra midten af november og julen over. Druerosiner på klase gik også under navnene Konfektrosiner eller Málagarosiner. Det skal her bemærkes, at det ikke altid er let at vide, om avisannoncernes ord dækker druerosiner på klase eller løse druerosiner.

Hos Undertegnede er arriveret: nye Mallaga-Rosiner… Chr. Christensen. (Aarhus Stifts-Tidende 21. december 1836).

Store spanske Viindruer, grønne russiske Ærter, Confectrosiner… faaes billig efter Qualitet paa Svane-Apotheket hos Køster. (Aarhus Stifts-Tidende 10. december 1837).

Tillæg til den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende 1869

Tillæg til den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende 22. november 1861

Jeg holder uendeligt meget af disse druerosiner. Deres krydrede og sødmefyldte smag er ganske enkelt uovertruffen. For ikke at være enerådende smagsdommer har jeg gjort brug af et lille, frivilligt brugerpanel, der alle er enige om, at druerosinerne smager himmelsk.

Konfektrosiner og Mandler der gro, i store Duske de hænge paa Træerne sammen, to og to, og koste slet ingen Penge. Christian Winther: Flugten til Amerika, 1835. Udgave år 1900 med tegninger af Alfred Schmidt (da.wikisource.org)

Ikke alle bryder sig dog om druerosiner. Den store danske digter H. C. Andersen var i 1862 på rundtur i Spanien. Den 3. oktober kørte han med købmand Delius fra Málaga en tur ud til købmandens svogers villa, der lå skønt placeret med udsigt ud over havet og en del af Málaga by. I sin dagbog fra rejsen skrev Andersen:

Vi vare nede at see hvorledes Muskateller Druerne tørredes i fri Luft til Drue, jeg smagte paa én, de vare alle nu i Gjæring og usunde at nyde.

Enten var H. C. Andersen uheldig at spise en gæret drue, eller også brød han sig i det hele taget ikke om denne form for tørrede vindruer. Når dette er sagt, bør man dog også erindre sig, at digteren altid yndede at brokke sig over alt mellem himmel og jord, og at han hele livet igennem var en uendelig svær herre at stille tilfreds!

Prøv blot disse pragtfulde druerosiner! Ingen, tror jeg, vil være enig med H. C. Andersen!

Konfektrosiner Børnenes Juleroser 1898 Alfred Schmidt

Slaraffenland. Børn gnasker løs af druerosiner på klase og appelsiner, til venstre ses tørrede figner. Udsnit af tegning af Alfred Schmidt i Børnenes Juleroser 1898

En stor tak til Gerardo García, der gentagne gange har reddet mig fra grove fejltagelser!

Juleskeen igennem 100 år

Den 6. november 2015 af

Brochure fra A. Michelsen, 1970

Hofjuveler A. Michelsen i København udsendte den første juleske i 1910. Skeen var designet af N. C. Dyrlund, der i årene 1901-11 var kunstnerisk medarbejder hos Michelsen.

Skeens motiv er julestjernen over Betlehem. På begge sider af skaftet lyser stjernen op med sine stråler i forgyldt arbejde i positivt relief på sølvgrund. På en særdeles elegant måde har Dyrlund fået tilpasset motivet, så dekorationen faktisk er blevet en integreret del af skaftets form, som netop ender i en stor stjerne med ordet JUL.

Den første juleske fra 1910.

Vi kender jo stjernen fra Matthæusevangeliet, hvor de vise mænd fra Østerland fulgte stjernen, indtil den stod stille over det sted, hvor Jesusbarnet netop var blevet født. Det er til minde om ledestjernen, at flertallet af danskere hvert eneste år anbringer en stjerne i toppen af det pyntede juletræ.

1910-skeen, der faktisk ikke bærer noget årstal, var egentligt blot tænkt som en engangsforeteelse, men successen var ganske overvældende. Den store succes medførte en ny juleske i 1911 og igen i 1912. En ny juletradition var dermed skabt, og juleskeen blev igennem de næste hundrede år både et elsket folkeeje og et yndet samlerobjekt.

Poul Ulrik Michelsens udkast til juleskeen 1912 (Dybbøl & Vinther: Hofjuveler A. Michelsen, 2009)

Der blev hvert år valgt en ny kunstner til at tegne årets motiv. I begyndelsen var det især kunstmalere, men senere har både arkitekter og smykkedesignere arbejdet med juleskeerne. Som regel var det unge lovende, endnu ikke helt etablerede kunstnere, som blev tilbudt opgaven. Der var frit valg angående motiv, farvevalg og form. Derfor er der selvfølgelig stor variation i skeernes dekoration. Fra 1925 var der emaljedekoration på stort set alle juleskeer. Det kan ingenlunde undre, da emaljearbejder netop var et af kendetegnene for A. Michelsen. Ens for alle skeer er kun, at de er fremstillet af sterlingsølv med forgyldt laf.

I årene 1910-2005 blev der også udsendt en julegaffel med samme motiv som årets juleske. Såvel en kagegaffel som en teske med samme dekoration blev fremstillet i årene 1980-91. Skeerne 2003-09 er leveret af firmaet Georg Jensen i København. Juleskeen 2009 blev den sidste i rækken. 100 juleskeer nåede således at se dagens lys, inden den ikoniske serie blev indstillet.

Den sidste juleske i serien udkom i 2009.

Seriens sidste juleske blev som nævnt udgivet i 2009. Kunstneren var Kim Buck. På en meget fin måde lykkedes det ham at samle flere små hjerter og hjertestykker til et større hjerte i en særdeles gennemtænkt og vellykket komposition. Skeens titel var Hjertens kær – for julen er som bekendt hjerternes fest.

Udformningen af alle skeer har trofast fulgt den til enhver tid herskende kunstneriske stilart. De første skeer udkom i den periode, hvor den toneangivende stilretning var skønvirke. I 1930’erne skiftede stilarten til den såkaldte funktionalisme, hvor der fokuseredes på tingenes funktion på bekostning af dekoration. Juleskeerne blev i 1950’erne meget mere figurative end set før, og der blev lagt mere vægt på juleminder end bibelmotiver. Fra starten af 1970’erne eksploderede motiverne nærmest ud i et både fortællende og festligt univers, mens skeerne fra og med 1990’erne blev mere og mere abstrakte og fantasifulde.

Motivvalget er meget varieret. Som hovedregel er det motiver, der på en eller anden måde relaterer sig til både den folkelige og den religiøse fejring af julen. Emner som julestjernen og juleneget, kristtjørn og julelys, juletræet og markens hyrder, julemanden og julebukken taler således deres eget tydelige sprog. Af og til dukker der en bid Danmarkshistorie op i valget af motiv: Således i 1919 (Fred på jord) og 1920 (Genforeningen).

Juleskeen 1920 markerer Genforeningen.

Især 1920-skeen er ganske politisk i sit udsagn. Skeen er tegnet af Harald Slott-Møller. På skeen danner møllens vinger et kors i en cirkulær ramme med teksten JULEN MCMXX. Møllen refererer tydeligvis til det stærkeste danske motiv i landsdelen overhovedet, nemlig Dybbøl Mølle. Midt på skaftet finder vi Flensborgs byvåben og ordene TRODS ALT. Herunder er Slesvigs byvåben med tårn mellem måne og sol. Mange danske var dybt skuffede over, at Sydslesvig ved afstemningen forblev tysk. Mange havde den indstilling, at i al fald den gamle havne- og handelsby Flensborg burde høre Danmark til. Kunstneren Harald Slott-Møller har med sin ske tydeligt givet udtryk for sin personlige holdning hertil.

Juleskeerne har altid været populære samlerobjekter, og det bliver de såmænd nok også ved med at være en rum tid endnu. De fortæller på en særdeles elegant måde både Danmarkshistorie, religionshistorie, stilhistorie og julehistorie – på en og samme tid!

I dag er især genstande fra 1970’erne meget efterspurgte af den yngre generation. Det har medført, at selv juleskeerne fra dette årti atter er blevet fundet frem fra glemselens skuffe og kommet på mode. Skeerne ligger, sammen med juleplatterne, ikke længere blot gemt hen, men bliver brugt på bordet i ny og næ.

Alle juleskeerne vil fra den 14. november 2015 være udstillet i det nye julemuseum på Torvet i Den Gamle By.

Springgåsen og gåsekrogen

Den 26. december 2014 af

Ikke meget gik til spilde, når man i ældre tid slagtede en gås. Man spiste med stor fryd indmaden og kødet, hvis man da ikke valgte at sælge kødet for klingende mønt til byens borgere. Fedtet kunne spises, bruges som vognsmørelse eller som lægemiddel. Fjer og dun blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små fejekoste til kakkelovnen og brændekomfuret. Manglede man en rangle til spædbarnet, kom man nogle ærter i luftrøret, lukkede det sammen og tørrede det. Blodet ville man typisk bruge til at lave en lækker sortsuppe med bygmelsklumper.

Springgås lavet i juledagene 1980, men traditionen i familien rækker tilbage til 1860’erne.

Også det afpillede skrog kunne bruges. Således blev brystbenet brugt til at lave et helt specielt stykke legetøj, kaldet springgåsen. Springgåsen er dannet af brystbenet af en gås. I en snoet tråd, spændt tværs over brystbenet, er anbragt en lille, flad pind. Pindens ene ende tvinges ind under brystbenet og trykkes fast i en klat beg. Herefter stiller man springgåsen på gulvet eller på bordet. På et eller andet tidspunkt vil pinden løsne sig fra begen og få springgåsen til at hoppe op i luften.

Springgåsen spiller en central rolle i et af H. C. Andersens små finurlige eventyr, Springfyrene, fra 1845. Sammen med en loppe og en græshoppe ville springgåsen konkurrere om, hvem der kunne hoppe højest. Der var mere end blot æren på spil. Vinderen ville få selveste kongedatteren!

Springgåsen, tegnet af Vilh. Pedersen til eventyret Springfyrene (visithcandersen.dk).

Springgaasen stod længe stille og betænkte sig, man troede tilsidst at den slet ikke kunde springe. “Bare den ikke har faaet ondt!” sagde Hofhunden og saa snøftede han igjen til den: rutsch! sprang den et lille skjævt Spring hen i Skjødet paa Prindsessen der sad lavt paa en Guld-Skammel. Og saa fik den Prindsessen.

“Jeg sprang dog høiest!” sagde Loppen. “Men det kan være det samme! lad hende kun have den Gaaserad med Pind og med Beeg! jeg sprang dog høiest, men der skal i denne Verden Krop til for at de kunne see Een!” Og saa gik Loppen i fremmed Krigstjeneste, hvor man siger at den blev slaaet ihjel.

Også i 1. udgaven af Peters Jul fra 1863 støder vi på dette specielle stykke legetøj. I kapitel II, Bedstemoder inviteres, finder vi de tre linjer:

Saa lover Faer da ogsaa vist –

Det gjorde han i al Fald sidst –

En ”Springgaas” mig at lave.

Allerede ved redigeringen af 2. udgaven i 1870 sløjfede forfatteren desværre disse tre linjer i verset.

Den springgås, der indleder dette lille indlæg, er fremstillet så sent som i 1980, men traditionen med at lave dette stykke legetøj kan i familien føres tilbage til 1860’erne.

Ønskeben fra en kylling.

Gåsens sammenvoksede nøgleben blev tidligere også kaldet ønskeben eller lykkeben. Når to personer tager fat i hver sin gren af det gaffelformede ben, må man ønske sig et eller andet. Den person, som fik vinkelpartiet af ønskebenet, altså størstedelen af benet, når det knækkede, ville få sit ønske opfyldt. Man skal dog være varsom med ikke at ødelægge ønskebenet, når gåsen parteres.

Der trækkes i ønskebenet (wpclipart.com).

Denne leg er omtalt i alle udgaver af Peters Jul. Her handler det dog ikke om at ønske sig noget, men vinderen modtager en belønning. Her er de tre linjer fra 1. udgave i 1863:

Vi trækker ”Gaasekrog” for Spøg,

Og tænk! en stor Klat Syltetøi

Skal den, som vinder, have.

Mangler du inspiration til et par lege i juledagene, er ideen om springgåsen og gåsekrogen hermed givet videre!

Illustration til The Wish Bone, a Ragtime Twostep by Charlotte Blake, udgivet 1909.

Og see, der hænger i røde Baand Rosiner…

Den 20. december 2014 af

Når man læser afsnittet Ved Juletræet, der beretter om den megen pynt på juletræet, i 1. udgaven af Peters Jul, støder man på de to linjer:

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse!

At man kan hænge sukkerkranse op i røde bånd på juletræets grene er ganske forståeligt. Men rosiner? Det giver umiddelbart ingen mening.

Den blå Moscatel-drue

Forklaringen kan ganske enkelt være, at bogens forfatter Johan Krohn har tænkt på konfektrosiner på klase. I midten af 1800-tallet kom de bedste konfektrosiner på klase fra den solbeskinnede sydspanske provins Malaga. Især i området La Axarquía dyrkes der stadig meget store og søde druer af sorten Moscatel. Druen findes i farvenuancer fra lysegul til næsten blåsort. De søde klaser høstes i august måned, og soltørres på særlige terrasser, de såkaldte paseras. Byen Almáchar i La Axarquía har faktisk et helt museum tilegnet rosinen, El Museo de la Pasa.

Drueklaserne soltørres i omkring 40 dage i paseras, sydvendte og skrånende rosin-tørrepladser, der ses mange steder på landet i området La Axarquía øst for byen Malaga

De tørrede klaser med meget aromatiske og søde druer med nærmest krydrede og tørrede druesten var i gamle dage vidt berømmet. En perfekt rosinsmag skabt af en blanding af meget sødmefyldt frugtkød og krydrede, knasende druesten.

Konfektrosiner fra Malaga

Med den lille beretning her om konfektrosiner på klase kan tre bestemte linjer i Peter Fabers klassiske julesang Højt fra træets grønne top, fra 1847, nu pludselig få en anden mening. I første vers hedder det jo som bekendt:

Ikke rør ved den Rosin;

Først skal Træet vises,

Siden skal det spises.

Én rosin på et træ? Der kan selvfølgelig være tale om løse rosiner i et kræmmerhus, men der kan nok også godt være tale om konfektrosiner på klase.

Rosiner med både stok og sten

Konfektrosiner nævnes specifikt i en ganske udødelig børnebog. Christian Winther udgav i 1835 bogen Flugten til Amerika. I digtet fortæller Peter sin lillesøster om, hvor godt alting er i Amerika. Et af versene lyder:

Konfektrosiner og Mandler der gro,

I store Duske de hænge

Paa Træerne sammen, to og to,

og koste slet ingen Penge.

I øvrigt er det her også værd at bemærke, at de i indledningen citerede linjer fra 1. udgaven af Peters Jul kun findes i netop 1. udgaven. Allerede i 2. udgaven fra 1870 blev teksten kraftigt omarbejdet – og det er denne udgaves tekst, der er blevet brugt lige siden. De to linjer lyder nu:

Og store Figner i røde Baand

og Grise og Sukkerkranse!

Jeg skylder Lorents Larsen stor tak for først at have sat mig på sporet af konfektrosiner og dernæst for hele tiden at have sørget for, at jeg nu også holdt mig på det rette spor!

Marcipangrisen

Den 18. december 2014 af

En velbevaret marcipangris fra 1936.

I dag kan alle og enhver spise sig overmæt i søde sager, men i gamle dage var det noget, man kunne glæde sig til i næsten et helt år. Kun ved juletid var der både dadler og figner, appelsiner og nødder, honningkager og sukkerfigurer, karameller og rosiner – og så måske lige en marcipangris!

I ældre tid hentede man ingredienserne til marcipan hos købmanden eller på apoteket. Både købmanden og apoteket fik dog hurtigt konkurrence fra marcipanmagere og sukkerbagere. I takt med at den stærkt voksende oversøiske handel med både Amerika og Ostindien medførte prisfald på eksotiske varer, begyndte folk snart selv at lave deres konfekt og søde sager.

Marcipan og andre søde sager, såsom chokolade, kunne man i ældre tid købe på apoteket. Foruden lægemidler måtte ethvert apotek i årene 1672-1913 sælge øl, vin og spiritus, samt krydderier og konfekt. Søde sager var uundværlige, hvis man var syg og måtte sluge en bitter pille – selv i den søde juletid. Vi kan med sindsro spise marcipan i de for maven så hårde juledage, idet marcipan skal være særdeles virkningsfuldt imod både forstoppelse og tarmvinde.

Den hjemmelavede konfekt er en uundværlig tradition i mange hjem

Konfekt er et fællesbegreb, der dækker sukkerholdige lækkerier, altså både marcipan, sukkersager, fyldte chokolader og kandiserede frugter. Navnet konfekt stammer fra det latinske confectum, der betyder, noget der er fremstillet eller forfærdiget.

Marcipan blev antageligt opfundet i det persiske rige, det nuværende Iran, engang i løbet af 600-tallet. Kendskabet til marcipan blev snart spredt til Byzans. Korsfarerne i Det hellige land lærte i 1100-tallet at sætte pris på marcipan og bragte kendskabet videre til Europa. I et land som Danmark, hvor alt skulle sødes med honning, vakte marcipan uskrømtet glæde allerede i 1200-tallet.

På grund af den høje sukkerpris før i tiden var marcipan en meget dyr fornøjelse forbeholdt samfundets elite.

Marcipan er en velsmagende blanding af sukker, mandler og gerne lidt rosenvand. Marcipanens karakteristiske smag stammer især fra bitre mandler (som regel mellem 4-6 %). Ret beset findes der to forskellige slags marcipan: Ren marcipan og bagemarcipan. Den væsentligste forskel er, at bagemarcipan også indeholder abrikoskerner, der gør, at marcipanmassen ikke flyder ud under bagning.

I første halvdel af 1800-tallet blev marcipan en uundværlig del af det bedre borgerskabs gængse juletraditioner. Forskellige figurer af marcipan blev efter tørring brugt som pynt på juletræet, der som bekendt først blev vist – siden spist. Marcipan fra Lübeck har siden 1880’erne været en fast ingrediens i den danske familiejul. Først i 1909 startede en dansk industriel fremstilling af marcipan, da bogholder Lauritz Thobo-Carlsen overtog en lille marcipanfabrik og dermed startede Odense Marcipanfabrik.

Odense Marcipanfabrik 1909 (odense.marcipan.dk).

Marcipan kan meget vel være opfundet i det gamle Persien, ja, men det skal alligevel nævnes, at meningerne om marcipanens oprindelse er stærkt omdiskuteret. I Spanien har man den klokkeklare holdning, at marcipan blev opfundet engang i 1000-tallet i byen Toledo. Der var hungersnød i byen, og en nonne fandt så på at bage brød lavet af en mandelmasse iblandet sukker til nonneklostrets beboere. I Italien mener man bestemt at vide, at den første marcipan blev opfundet i middelalderens Venedig ved et uheld, hvor en bagerdatter engang havde fået hakket alt for mange mandler og aldeles tilfældigt fik lavet den første marcipan. I Tyskland er man fast overbevist om, at en tysk kok med det meget sigende navn Frantz Marcip en gang i 1600-tallet udviklede denne lækkerbisken til en meget fornem fest. Senere vendte hr. Marcip hjem til sin fødeby Lübeck (ja, hvor ellers?) og grundlagde en marcipanfabrik.

Julekonfekt med marcipan og nougat

Men hvor stammer selve ordet marcipan så fra? Også den forklaring kommer vidt omkring. Ordet marcipan skulle være afledt af det persiske eller det arabiske ord for en højere embedsmand, mautheban eller mawthaban. Andre hælder mere til den teori, at marcipan, men også sukker og mandler, var pakket i små æsker, kaldet massapana.

Den siddende Kristus på tronen. Henholdsvis anonym byzantinsk mønt fra ca. 1025-1050 og en venetiansk kopi fra 1300-tallet.

Den siddende Kristus på tronen. Henholdsvis anonym byzantinsk bronze-follis fra ca. 1025-1050 og en venetiansk sølv-grosso fra doge Bartolomeo Grandenigo 1339-42.

Marcipanen skulle ifølge sidstnævnte forklaring være blevet solgt i æsker dekoreret med en tegning af en 1000-tals mønt fra kejserriget Byzans eller en senere mønt fra republikken Venedig med Kristus siddende på en trone. Prisen for en æske marcipan var dengang 1 mautheban, der netop betyder siddende mand på trone. Møntnavnet gik med andre ord over til at betegne først emballagen og dernæst til at betegne indholdet. Mawthaban, mautheban og/eller massapana endte så med at blive til marzapane på italiensk, mazapán på spansk, marzipan på tysk, marchpane på engelsk og massepain på fransk – og altså marcipan på dansk.

Hvis oprindelsen til det danske ord marcipan skal søges i emballagen mautheban, kan man måske med fordel rette blikket mod havnebyen Martaban (nuværende Mottama) i landet Myanmar. Byen Martaban var allerede i 1000-tallet berømt for de glaserede, såkaldte Martaban-krukker, der blev eksporteret i stor stil til Middelhavsområdet, og som indeholdt netop syltede og kandiserede lækkerier! Krukkerne blev blandt andet af det nederlandske ostindiske kompagni senere også sejlet til det sydligste Afrika, hvor selv de engelsktalende indvånere lærte at kalde dem for Martevaans.

Den slags indviklede forklaringer kan trætte selv en 78-årig gammel marcipangris og en knap så gammel juleinspektør!

Under både 1. og 2. Verdenskrig var mandler så absolut blevet en mangelvare. Mandlerne blev derfor erstattet af kartofler eller havremel eller hasselnødder.

Her er en opskrift på marcipan fremstillet af kartofler, hentet fra Sven Holm: Farmacevtens Juleknas, 1945, side 22:

Kartoffelmarcipan

Den bestaar blot af et halvt kg fint mosede usaltede Kartofler (kogte), som æltes med et halvt kg Flormelis og smages til med et Par Draaber Mandelessens. Dersom Marcipanen er for tør, tilsættes Rosenvand. Den bør ikke gemmes for længe, da den bliver knastør, og saa er den ikke god.

Ingen jul uden – gløgg

Den 5. december 2014 af

Ingen jul uden gløgg og æbleskiver

Gløgg er ret beset blot en krydret og sødet, opvarmet vin. Traditionen med vor moderne danske julegløgg er hentet fra Sverige i sidste halvdel af 1940’erne. Den moderne danske udgave af gløgg er en kombination af den svenske glögg, den tyske glühwein og den franske brulot. Jeg kan ikke forestille mig en jul uden gløgg og æbleskiver, men begge dele må meget gerne være hjemmelavede!

Ordet gløgg er afledt af glödgad, altså en afglødet eller afbrændt drik, hvor de fleste om ikke alle procenter er forsvundet. Gløgg hænger uløseligt sammen med de andre varme drikke, som toddy, grogg og lignende, der i 1800-tallet var så populære blandt det bedre borgerskab.

I det kolde Skandinavien har man drukket den varme, krydrede vin, lige så længe som man har kendt til vin. Krydret vin var meget yndet af den svenske nationalhelt Gustav Vasa (død 1560), hvilket gjorde drikken meget populær i Sverige. Gustav Vasas foretrukne kryddervin var en rødvin sødet med både honning og sukker samt tilsat krydderier som ingefær, kanel, kardemomme og nelliker.

Gløgg

Jeg har fundet et par opskrifter på en god julegløgg, som jeg længe har drømt om at prøve at lave. Om jeg når det til jul, er ingenlunde sikkert. Men her er opskrifterne i al fald. Og husk lige: Gløgg skal være rygende varm, men må endelig ikke koge!

Opskriften på Svensk bondeglögg er hentet fra Sven Holm: Farmacevtens Juleknas, 1945, side 26. Bogen udkom i den første fredsjul siden 1939, og det var ingenlunde sikkert, at man til denne gløgg kunne købe rigtige rosiner og mandler!

Svensk bondeglögg:

I en Gryde gives en Flaske Bayersk Øl et Opkog med en Haandfuld Rosiner (gerne Erstatnings) og en Haandfuld smuttede Mandler (Nøddekerner) samt et Par Stumper Appelsin- eller Citronskal eller syltet Pomeransskal. I dette varme Opkog blandes en Teskefuld Kanel (erstatning) eller bedst et Stykke hel Kanel, samt en Halvflaske dansk Cognak og en Helflaske Portvin (ogsaa dansk). Alt varmes til ca. 60 Grader, d.v.s. godt varm, og serveres straks. Den er for Viderekomne.

Kirsten Hüttemeier lavede til julen 1946 et lille hæfte med titlen: Lidt lækkert til Jul. Opskriften på den berømte svenske juleglögg er sakset fra side 30.

Den berømte svenske Juleglögg:

Har De en Gang fejret Nytaar i Sverige, har De ogsaa uden Tvivl stiftet Bekendtskab med den berømte – Glögg! Glögg drikkes varm, og den smager vidunderligt, – men den er ikke for ”Begyndere”, den er lumsk, – saa er De forberedt, – men bliv alligevel ikke bange, den er god! 1 Pilsner, 260 g Sukker, ½ Flaske Akvavit, 1 Flaske Rødvin (dansk), ½ Flaske Portvin (dansk), 100 g smuttede Mandler, Rosiner, Kanel, Nelliker, Vanille. Øl og Sukker varmes, men det maa ikke koge. Vinen, Snapsen og Krydderierne blandes i, og det hele varmes op til Kogepunktet. Lige før Glöggen hældes op i Terrinen, blandes de smuttede Mandler i, og disse kan være grofthakkede eller skaarne i Strimler. Glöggen drikkes varm, – men som sagt med Maade.

Dorthea Hansens kogebog indeholder både madopskrifter og praktiske råd for husmødre.

Også i Danmark har man før i tiden nydt en kold eller varm krydret rødvin. I 1884 kom 4. oplag af Dorthea Hansens populær kogebog, nemlig Kogebog for Husmødre af Bondestanden, Indeholdende henved 400 letfattelige Anvisninger. På side 133-34 er en opskrift på en afbrændt rødvin. Bemærk, at rødvinen i denne opskrift skal koge! Afbrændingen medfører, at det alkoholiske indhold er væk. I opskriften herunder signaler parenteserne, at en meget sulten mus har spist dele af siden.

Afbrændt Rødvin:

1 Pot Rødvin sættes paa Ilden med ½ Lod Kanel og nogle faa Nelliker. Naar det koger, antændes det, og naar det er afbrændt, hældes 1 P(und) kogt Vand til, hvori er opløst ½ Pd. hvidt Su(kker.) Den drikkes varm eller kold, ligesom man vil. (Naar den er) kold, fyldes den paa Flasker og er en behagelig Drik for Damer.

Denne form for kryddervin kan føres flere tusind år tilbage i tiden. Allerede de gamle romere nød krydret vin med største velbehag. Her er en opskrift på Vinum Conditum paradoxum (Overraskende krydret vin) i en modificeret udgave fra en kogebog med titlen De Re Coquinaria, tilskrevet den romerske forfatter Marcus Gavius Apicius (død 42 e.Kr.).

Den krydrede romerske vin laves stadig (images-vivino.com).

I en gryde hældes ½ l retsina og ½ kg honning. Opvarm for svag varme, mens du rører rundt i gryden. Tilsæt 60 gram sorte peberkorn, 8 udstenede dadler, 1 teskefuld anis, 1 knivspids safran. Tilsæt dernæst så mange laurbærblade, at overfladen er dækket. Varm op, til væske begynder at småkoge. Tag af varmen. Gentag denne proces 10-15 gange. Herefter sies og afkøles væsken. Blandes med 3½ liter retsina. Hvis vinen er blevet for kraftigt smagende, kan den enten opblandes med lidt vand eller tilsættes glødende trækul.

Sortsuppe med bygmelsklumper

Den 10. november 2014 af

Den hellige Martin af Tours med sin utro følgesvend gåsen

I aften er det Mortens aften. Det er en gammel tradition, at man Mortens aften eller Mortens dag spiser gåsesteg. Morten er en fordanskning af navnet på den katolske helgen Martin. En gammel legende vil vide, at da man i den franske by Tours ønskede at vælge en ny bisp, pegede alle på Martin. Han nægtede dog at tage imod det fornemme hverv. I sin iver efter at undgå valget gemte han sig blandt en flok gæs. Det skulle han ikke have gjort! Gæssene skræppede voldsomt op, og man fandt Martin. Han blev gjort til bisp, men tog en frygtelig hævn: Fremover skulle man på denne dag med fryd spise gås som straf for gæssenes indiskretion.

Bispestaven og gåsen

Når man slagtede gås i gamle dage, brugte man ikke kun kødet. Man brugte det hele. Intet fik lov til at gå til spilde. Gåsefedtet blev brugt både som smøre- og lægemiddel. Andre dele af gåsen blev brugt som for eksempel fjerpen, fejekost, rangle, styrefjer til pile, plektre, og legetøj.

Gæssene venter…

Det er velkendt sag, at man stoppede puder og dyner med dun og fjer. En olmerdugsdyne krævede dun og fjer fra 24 gæs. Gåsen repræsenterede derfor en meget stor værdi sammenlignet med i dag. En gåsedunsdyne var det absolut fineste og mest kostbare, som en brud kunne få med fra barndomshjemmet. Der blev samlet ind i flere år for at have nok dun til dyner og puder til en brud. Jo flere dyner man havde, jo rigere var man.

Når man slagtede gæs, opsamlede man det friske gåseblod. Af blodet lavede man en sand delikatesse, sortsuppe, der den dag i dag er en meget yndet ret i for eksempel Sønderjylland og Skåne. Sortsuppe var typisk gæstemad. Opskriften herunder er hentet fra Stig Lou Mortensens herlige bog om Danske egnsretter. Opskriften forudsætter slagtningen af mindst tre gæs.

Sortsuppe

Du skal bruge: 2 l suppe (kogt på hoveder, halse, kråser, levere, hjerter, fødder og brystben fra gæssene), 5 dl gåseblod, 70 g svesker, 70 g syrlige æbler skåret i mindre stykker og 1 dl eddike.

Bring suppen i kog. Bland gåseblod med eddike. Blandingen af blod og eddike tilsættes de sidste fem minutter under stadig omrøring, hvilken hindrer suppen i at skille og blive grynet. Derefter tilsættes svesker og æblestykker. Stig Lou Mortensen foreslår, at man serverer boghvedegrynsklumper med suppen. Andre sværger dog til bygmelsklumper i stedet for (opskrift fra dk-kogebogen.dk).

Sortsuppe kaldes også blodsuppe

Mens suppen står og småsnurrer, laver du bygmelsklumper. Hertil skal du bruge 250 g bygmel, 7 dl vand, 2 æg, 3 tvebakker, salt og eventuelt lidt sukker.

Bygmelet koges omkring fem minutter i vandet, så det danner en fast grød. Lad grøden afsvale, og rør herefter æg og knuste tvebakker i. Smag til med salt og måske lidt sukker. Store boller afsættes med en spiseske, hvorefter bollerne koges i letsaltet vand.

Lige inden suppen skal serveres, kommes klumperne i sortsuppen. Kødet kan senere serveres med rugbrød og sennep.

Velbekomme!

Den nemme løsning

J-dag

Den 7. november 2014 af

I aften sker det

Fredag den 7. november 2014… J-dag… J for Julebryg… I aften præcis klokken 20:59 frigiver de fleste danske bryggerier den årlige julebryg på udskænkningssteder landet over. På J-dag falder den første sne over hele landet og gaderne fyldes af julestemning og glæde – påstår man. Årets julebryg bliver frigivet den første fredag i november måned. I år altså den 7. november. Siden starten på traditionen i 1990 har frigivelsestidspunktet vekslet noget. Den første J-dag blev markedsført i 1990 af bryggeriet Tuborg i forbindelse med lanceringen af årets Tuborg Julebryg. Frem til 1999 blev julebryggen frigivet den anden onsdag i november måned klokken 23:59. At julebryggen blev lanceret om onsdagen, gav dog visse problemer på mange uddannelsesinstitutioner, hvor der om torsdagen kunne være ret så tomt i diverse undervisningslokaler. I samarbejde med Bryggeriforeningen flyttede Tuborg så frigivelsestidspunktet til den første fredag i november måned klokken 20:59. I år 2009 skiftede tidspunktet atter. Julebryggen blev det år givet fri den sidste fredag i oktober. Siden 2010 har der ikke været slinger i valsen. J-dag er igen blevet den første fredag i november.

Uheldigvis har politiet altid travl denne aften

Lidt slinger i valsen er der uheldigvis alligevel. Således er det også blevet en fast tradition, at færdselspolitiet af bitter erfaring samme aften udfører spirituskontroller mange steder i landet. Ligeledes er det desværre blevet en uheldig tradition, at også ordenspolitiet har så rigeligt at se til. Som en af politiets vagtchefer udtalte til TV2 i 2013: Det er kendetegnende hele vejen rundt, at folk har fået mere indenbords end sædvanligt. Folk har været fuldstændigt skøre i hovedet.

Tuborg bryggeriet fusionerede med Carlsberg i 1970. Det oprindelige Tuborg bryggeri i Hellerup tappede den sidste øl i 1996, og med undtagelse af fem markante bygninger blev bryggeriet nedrevet i årene 1998-2000

Det er Tuborg, som med firmaets Julebryg startede denne tradition, men hvad er Tuborg Julebryg egentligt for en størrelse? Det er en stærk pilsner, der har været markedsført siden 1981, og som holder en procent på 5,6. Smagen er fyldig og sødmefyldt med et herligt strejf af både karamel og engelsk lakrids. Farven er varm og mørk. Navnet J-dag spiller fint sammen med for eksempel D-dag, hvilket signalerer en dag, hvor en stor begivenhed har fundet eller vil finde sted.

Thors julebryg X-mas blev introduceret i 1969 – men nu er bryggeriet desværre lagt ned

Det skal da her ej heller glemmes, at der i Randers i begyndelsen af 1970’erne var en X-dag, hvor bryggeriet Thor frigav årets julebryg, den blide og hvide X-mas. Denne julebryg blev markedsført allerede i 1969 – hele 12 år før Tuborgs Julebryg så dagens lys. Lillebroderen til den hvide X-mas, den rå og blå, blev først lanceret i 1993.

Den søde julebryg fra danske bryggerier har besejret den halvsure Beaujolais Nuoveaus

Med til historien om J-dag hører også, at man i 1980’erne gjorde et stort nummer ud af, at årets friske franske rødvin Beaujolais Nouveau ankom til København hvert år den tredje onsdag i november klokken 23:59. Reklamemanden Thomas Tingstrup stod i 1989 på Gråbrødre Torv med et glas sikkert både kold og halvsur rødvin i hånden og undrede sig såre over, hvorfor i alverden man dog ikke i stedet for stod og ventede på frigivelsen af Tuborgs Julebryg. Ideen til J-dag var født – og Beaujolais Nouveau sendt til tælling!

Lav din egen – julesnaps

Den 24. oktober 2014 af

Det er i dag den 24. oktober. Der er nu blot to måneder til juleaften. Mørket griber om sig. Om to dage skifter vi fra sommertid til vintertid. Og snart står julen for døren…

Julebryggen prøvesmages, mens julesnapsen står parat

Hvis du går og drømmer om at overraske dine gæster ved de kommende julefrokoster med din egen hjemmelavede og helt specielle julesnaps, så kan du med fordel starte allerede i dag.

Her kommer en opskrift på en dejlig julesnaps, der smager herligt af jul. Mange af ingredienserne er netop de ingredienser, som vi forbinder med både duften og smagen af den danske jul.

Du skal bruge:

1 fl. vodka

1 henkogningsglas (mindst 1 liter)

1 kanelstang

½ flækket vaniljestang

½ muskatnød

8 stk. kardemomme

12 nelliker

12 peberkorn

6 allehåndebær

1 skive ingefær

½ dl. hakket appelsinskræl

1 dl. hakkede mandler

1 dl. rosiner

Bland alle ingredienserne i glasset, og tilsæt vodkaen. Luk glasset, og lad det trække i mindst fire uger. Du må gerne ryste glasset forsigtigt en gang om dagen. Når snapsen har trukket, filtreres den igennem et kaffefilter. Hæld julesnapsen på en karaffel med tætsluttende prop – og lad den stå mindst fire uger.

Den kan godt drikkes efter fire uger, men smagen bliver kun bedre, hvis du lader den stå til juledagene.

Julesnaps.

Der findes et utal af forskellige opskrifter på en god julesnaps. Denne opskrift har mange andre og meget fine smagsnuancer i sig.

1 fl. vodka

1 henkogningsglas (mindst 1 liter)

8 stk. kardemomme

3 stk. stjerneanis

4 nelliker

8 hyben

1 kanelstang

½ flækket vaniljestang

1 spsk. perikon

Engelsk lakrids (ca. 1 cm)

1 lakridsrod

1 kvist malurt

1 skærm rønnebær

1 tormentilrod

Hvis du mangler nogle af ingredienserne, kan de købes i for eksempel helsebutikker og specialbutikker.

Kom alle ingredienser i glasset, og tilsæt vodkaen. Luk glasset. Må gerne rystes lidt i ny og næ. Lad snapsen trække frem til ugen før jul. Herefter filtreres den et par gange igennem et kaffefilter, til væsken er nærmest klar. Hæld på en karaffel med tætsluttende prop.

Og så et lille, men godt råd. Server altid din julesnaps ved en temperatur på omkring 15-18 grader. Så er du sikker på, at de mange flotte smagsindtryk trænger fuldt igennem med fuld styrke. Hvis du serverer den direkte fra køleskab eller fryser, er den så godt som smagsløs.

Skål!

Skål – med måde!

Unge pige, lad os lege skjul

Den 26. december 2013 af

Julefrokostens fristelser #1.

Mange familier arrangerer julefrokost i disse dage, og alt efter temperament kan man være så heldig eller uheldig at nå både tre og fire julefrokoster imellem jul og nytår hos diverse familiemedlemmer.

Julefrokosten er en ægte dansk tradition, der dog ikke er særlig gammel. Det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten. Ideen var den enkle, at man på sin arbejdsplads mødtes til en gang fællesspisning, hvor man hyggede sig på tværs af faggrænserne og ønskede hinanden Glædelig jul, inden man drog hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både indenfor og udenfor murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd. Springet til familiejulefrokosten er ikke langt. Allerede i 1950’erne er såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Den traditionelle julefrokost i dag viser, hvor inspirationen til frokostbordet egentligt stammer fra. Flertallet af de produkter og retter, der i dag serveres, var i århundreder resultatet af den sædvanlige slagtning i Slagtemåneden, altså november, hvor julegrisen blev slagtet og lavet til lækkerier. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Af lækkerier bliver der i dag sædvanligvis serveret forskellige slags sild, panerede rødspættefileter, lun leverpostej, lun flæskesteg, mørbradbøffer med løg, frikadeller, æbleflæsk, surrib, sylte, forskellige slags pølser og pålæg, remoulade, peberrodsflødeskum, agurkesalat, krydderfedt, sky, italiensk salat, skinkesalat, skaldyrssalat, kyllingesalat, frugtsalat og diverse oste. Alt behørigt skyllet ned med vand, sodavand, julebryg og snaps. Det hele kan købes i supermarkedet, men en julefrokost bringer tit den gode kok op i de fleste af os. Hvad er en julefrokost uden fruens stegte sild, farmors sylte og svigermors frugtsalat?

Julefrokostens fristelser #2

Julefrokostens forløber er julestuen, der har dybe rødder tilbage til middelalderen. En af de ældste omtaler af en julestue er fra 1563, hvor den fynske biskop Niels Jespersen visiterede Fuglse herred på Lolland. Biskoppen nævner i sin visitatsberetning: Høje fester er udi stor vanbrug med verdslig bestilling, frådseri og drukkenskab om juleaften og den ganske julehøjtid med juleleg og andet ugudeligt væsen. Hvad enten vi vil indrømme det eller ej, så hører mængder af mad og drikke og andet ugudeligt væsen uløseligt til det danske juleunivers. Her kan jeg slet ikke lade være med at citere biskop Erich Pontoppidan, der i 1736 knyttede følgende ord til julestuerne: Det var den muntreste årstid, da alt var fuldt af dans og lystighed; man havde ret til helt at give vellysterne tøjlen, og det var en forseelse ikke at svømme i floder af stærkt øl og flommefedt; thi man troede i gamle dage, at jo mere umådeholdent man i julefesten gjorde sin vom til gode, des frugtbarere et år blev man lyksaliggjort med.

Julestuens højtid ligger i perioden 1600-1800. Man begyndte oftest først anden juledag, men så blev man også ved lige til helligtrekongers aften. Festen blev holdt på skift hver anden eller tredje aften og nat hele juletiden. Der var rigeligt med især øl og snaps, mad og kortspil til de ældre, mens de unge morede sig dans og små mere eller mindre uanstændige julelege i julestuerne. Hvad der kunne være følgerne af en julestue, kan læses i et bryllupsdigt fra 1701: Og før der kan råbes: Et barn i min sæk, da, om ret jeg mindes, går mødommen væk. Maden betød mindre end legene. Til gengæld drak man tæt. Tønden med julebrygget blev sat ind i stuen til fri afbenyttelse. Det gik ofte galt! Fæstebonden Christen Andersen i Nørre Tulstrup sogn noterede tredje juledag 1786 således i sin dagbog: Lå mest og var gildesyg, thi vi drak for meget.

Julefrokostens fristelser #3.

At lege Julelege betød, at man underholdt sig selv og hinanden med sange, lege eller små komedier. Mere end 130 forskellige julelege kendes. Julelegene kunne være ret vovede. Og hvis man i dag synes, at man mangler en god undskyldning for at opføre sig anderledes i højtiden, skal man blot gribe fat i Johan Ludvig Heibergs komedie Julespøg og Nytårsløjer fra 1816. Heri lader han ingen ringere end ærkeenglen Gabriel sige: Det jul og nytår er, nu har lystighed sit spil; enhver har lov at gøre sig så gal som han vil.

En populær juleleg var At nippe strå, hvor man kun med læberne skulle forsøge at fange et lille halmstrå, som modparten holdt mellem læberne. Legen blev leget på den måde, at de deltagende personer stillede sig skiftevis karl og pige ud på gulvet i en lang række. Alle holdt ved et langt reb. Den første i rækken holdt halmstrået imellem læberne. Mens alle deltagerne trak frem og tilbage i rebet, skulle person nummer to forsøge – kun med læberne – at fange halmstrået holdt af person nummer et. Legen sluttede, når halmstrået var nået hele rækken igennem.

Julefrokostens fristelser #4. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Når man legede Huelegen, dansede karlene i kreds rundt om pigerne, der sang verset:

Pigerne ride i Sandet, alt saa trøstelig,

hold paa mig, jeg slaar paa dig.

Hold paa mig saa trøstelig,

Til min Hue falder af.

Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne på skrømt om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede pigernes vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linie i et par af versene lød: Til mit skørt falder af, og Til mine strømper falder af. Så står det ellers enhver frit for at fundere på, hvordan og hvornår denne Hueleg egentligt sluttede!

En leg hed Trille julekage, Bage brød eller Ælte dej. Her blev en karl og en pige af det øvrige selskab fanget og lagt sammen på et bord, hvorefter de andre deltagere æltede dem sammen, bogstaveligt, fysisk og seksuelt. Som det blev skrevet i 1825: Det kan jo ikke nægtes, at somme julelege var usømmelige, f. eks. den eksercits, at karle og piger det ene par efter det andet kyssedes liggende på bordet. Denne leg var vistnok i højeste grad uanstændig.

Juleleg og kys hører uløseligt sammen: Jeg vil deres kyssen ej nævne engang, som ellers i julestuen nok går i svang, som det hedder i bryllupsdigtet fra 1701. Julelegen At falde i brønden er en slags panteleg, hvor pantet skal indløses med kys. En karl bliver dømt til at falde i brønden, hvorefter han straks falder om på gulvet og foregiver, at han er faldet i brønden. Han bliver spurgt om, hvor mange alen han ligger nede. Efter at have svaret på dette spørgsmål, bliver han spurgt om, hvem der skal hjælpe ham op. Den pige, hvis navn han nævner, skal hjælpe ham op og give ham lige så mange kys, som antallet af de alen, han er faldet ned.

Julefrokostens fristelser #5

Adskillige af de mange julelege havde et klart erotisk islæt. Det fremgår særdeles tydeligt hos Ludvig Holberg, som i 1724 offentliggjorde komedien Jule-Stue. I komedien lader han den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft udtale: Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er gået af stabelen ved sådanne lejligheder.

Herefter burde yderligere ord om de gamle julestuer være aldeles overflødig!

Kirken var en arg modstander af disse julestuer med deres små julelege, som fandt sted på højtidsdage. Om julestuen sagde kirken anklagende, at den medførte både drukkenskab og løsagtighed, hor og ufortræd, og at den forførte deltagerne til drik, spil, sværmen, banden og letfærdig dans.

Kirke og Stat kæmpede altså imod folkets julestuer. Men det var ikke kun folket, som legede lystigt i juledagene. Også hoffet tog del i løjerne. Christian IV opstillede 19. juni 1632 hele 18 anklagepunkter i skilsmissesagen mod sin hustru til venstre Kirsten Munk, som hun blot skulle besvare med et ja eller et nej. Spørgsmål to lød: Om hun ikke dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Riin: (der menes Pfalzgreven af Rhin, grev Otto Ludwig af Salm) og andre, mens vi lå for fjenden og blev skudt udi armen? Ja eller nej, Kirsten Munk!

Men allerede tre år før havde Christian IV i sin forordning af 27. marts 1629 bekendtgjort, at al forargelig leg i løbet af julen forbydes strengt og bør straffes alvorligt. Hele tiden måtte øvrigheden dog indskærpe forbuddet.

Trods gentagne forbud levede julestuerne videre til langt op i 1800-tallet i store dele af samfundet. Den senere telegrafdirektør Peter Faber skrev i julesangen Julestemning (i dag bedre kendt som Sikken voldsom trængsel og alarm), der er fra efter 1850, således:

Men om aft’nen er der fint kalas.

Gud velsigne den, som først opfandt

Det at lege jul og give pant.

Unge pige, lad os lege skjul,

Giv mig kun et kys, det er jo jul

Den meget lovlydige og dannede Peter Faber var altså fuldt fortrolig med julestuerne og deres indhold mere end 200 år efter, at de første gang blev forbudt. Mange har den mening, at de gamle julestuers sande arvtager vist kun kan være de mange firma- og familiejulefrokoster landet over – med deres utal af fristelser!

Julefrokostens fristelser #6.

Julehistorier

En blog fra Den Gamle By

Kategoriarkiv: Julens mad og drikke