Julemuseum

Det nye julemuseum er indrettet i stueetagen i Trestokværkhuset

Det nye julemuseum er indrettet i stueetagen i Trestokværkhuset

I dag starter julesæsonen 2015 i Den Gamle By.

Den traditionsrige kavalkade af udstillinger i de forskellige interiører og eksteriører vokser år for år. Hele tiden bliver der knyttet nye udstillinger til den række af tiltag, som illustrerer, hvordan vi i Danmark har fejret julen i årene mellem 1625 og 1974. Da jeg tilbage i 2005 for første gang fik julen som arbejdsområde, var der på min liste 24 steder i Den Gamle By, som blev pyntet op. I dag rummer listen hele 67 interiører og eksteriører, der skal tages hånd om. Væksten skyldes hovedsageligt den trinvise færdiggørelse af de forskellige etaper i museets ambitiøse 1974-kvarter.

Set i forhold til julen 2014 er der sket mangt og meget rundt omkring på museet. Julehuset på Torvet er blevet renoveret og ændret. Samtidigt har huset fået et nyt navn, nemlig Jul’umhej huset. Det nye navn skulle meget gerne signalere, at det især er tænkt som en oplevelse for børn.

Grundplan over det nye julemuseum i Den Gamle By

Grundplan over den nye julebutik og det nye julemuseum i Den Gamle By med et tidligt forslag til indretningen af julemuseet

Som noget helt nyt er der med adgang fra Torvet i år blevet indrettet en julebutik i Trestokværkhusets stueetage, hvorfra der vil være salg af forskellige juleartikler som for eksempel julekalendere, nisser og glaspynt.

12. november og julebutikken er næsten færdig

12. november og julebutikken er næsten færdig

Fra julebutikken er der adgang til Den Gamle Bys julemuseum, en ny, permanent udstilling, som viser det bedste fra Den Gamle Bys meget store samling af julegenstande til belysning af den danske juls historie.

Det' dagen før dagen før dagen, du ved...

Det’ dagen før dagen før dagen, du ved… Julemuseet 12. november

Der vil være montrer med den fine gamle juletræspynt, som rækker tilbage til før år 1900. Montrer med gamle julepostkort, julemærker og kravlenisser. Montrer med julens ikoner som juleplatter, juleskeer og julesnaps. Montrer med reklamejulekalendere. Og selvfølgelig en montre med julens facitliste, Peters Jul, med udgaverne fra 1866 og op til og med 2002, altså alle de udgaver af Peters Jul hvortil der er tegnet nye illustrationer.

Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven

Forsiden af juleklassikeren Peters Jul, 1. udgaven

Trestokværkhuset er et af de ældste og mest maleriske huse i Den Gamle By. Den imponerende gavl ud mod åen er knægtbygget, hvilket betyder, at hver etage er lidt bredere og lidt længere end den underliggende. Gavlen er et af de smukkeste og mest virkningsfulde eksempler på renæssancegavle i Danmark. Gavlen er, som set fra Toldbodgade, ydermere en af museets mest fotograferede bygninger. Opførelsesåret 1585 står skåret i et af hanebåndene i gavlen. Bindingsværkshuset stammer fra Den Klingenbergske Gård i Aalborg, hvor det lå i Jomfru Ane Gade, men har siden 1926 prydet Torvet i Den Gamle By.

Tysk lyseholder af bemalet blik fra ca. 1890

Tysk lyseholder af bemalet blik fra ca. 1890

Et julemuseum har længe stået på min ønskeseddel. Indtil videre er julemuseet kun åbnet i julesæsonen. Jeg så det dog gerne åbent også i hele sommerferien. Det kunne være aldeles charmerende og anderledes befriende at tage en tur på julemuseum på en hed sommerdag!

Arkitekt Hans Henrik Koch fremstillede i 1918-22 fire klippeark med pynt til juletræet

Arkitekt Hans Henrik Koch fremstillede i 1918 fem klippeark med pynt til juletræet. Arkene er blevet genoptrykt og kan erhverves i Den Gamle Bys boghandel i Søndergade

Til slut vil jeg blot sige, at jeg håber, alle besøgende igennem de næste seks uger får en rigtig god og spændende oplevelse i Den Gamle By.

Hjerteligt velkommen til alle!

 

Fra skov til skrald

Af og til støder man på illustrationer, der fortjener at blive set af andre. I tidsskriftet Børnenes Julegave, årgang 1902, er en serie tegninger, som under et kaldes for Juletræets Historie i Billeder. Tegningerne er lavet af Paul Steffensen (1866-1923). Herunder kommer otte af disse pragtfulde og meget stemningsfyldte tegninger. Vi følger her juletræets liv, fra det bliver fældet i den sneklædte skov, til det står ude i den kolde have og venter på skraldevognen.

1 Juletræet fældes - Kopi

Juletræet fældes.

Der er travlt i skoven, og det ene træ efter det andet bliver fældet og lagt på vognen, klar til transport ind til de mange kunder i byen.

 

Børnene og deres moder har nu fundet det helt rigtige juletræ

Juletræet købes.

I København foregik salget som regel fra Højbro Plads, hvor frugtsælgerskerne måtte rømme pladsen og overlade stenbroen til nærmest en tæt skov af grantræer. Børnene og deres moder har nu fundet det helt rigtige juletræ. Mens pengene findes frem, står børnene parat med slæden.

 

Juletræet bringes hjem

Juletræet bringes hjem.

Så er juletræet kommet op på slæden, og nu går det mod hjemmet. Postbuddet har travlt med at udbringe juleposten.

 

Juletræet pyntes

Juletræet pyntes.

Træet pyntes efter alle kunstens regler. Som toppynt er brugt en engel med en stjerne. Læg mærke til de mange Dannebrogsflag og kræmmerhuse på træets grene. Det er overraskende at se, at der ikke bruges hvide lys, men kun blå og røde lys på træet. Hvad mere spændende er: Foroven på træet og i æsken på bordet yderst til højre kan man tydeligt se et par flettede julehjerter. Den tidligste fotodokumentation af julehjerter er fra ca. 1901.

 

Julesalmen synges

Julesalmen synges.

På klaveret spiller moderen en julesalme. Den ældste datter finder salmens tekst i salmebogen.

 

Rundt om juletræet

Rundt om juletræet.

Bedstemor er kommet, og nu går dansen rundt om træet. De blå lys er ikke med på denne tegning. Der er sket et skred i trykprocessen her, så lysene nu ligner rød/hvide lys, men det er altså kun røde lys. Bemærk det fine rød/hvide flettede julehjerte ret over den mindste piges hoved. Læg også mærke til, at der ingen gaver er at se – hverken på træet eller rundt omkring juletræsfoden.

 

Julegaverne

Julegaverne.

Så kom forklaringen på de manglende gaver på eller under træet. De er alle anbragt på et bord ved siden af træet. Det var ingenlunde unormalt at have gaverne liggende på et bord i stedet for at have dem hængende på træets grene eller liggende omkring juletræsfoden. Sønnen får et par nye skøjter, mens pigen til venstre er ved at få en herlig dukke. Den lille pige til højre venter spændt…

 

Juletræets endeligt

Juletræets endeligt.

Julen er overstået. Juletræet er nu atter blevet til et almindeligt grantræ. Det står ude i den snedækkede have. H. C. Andersen kunne sikkert have spundet en underfundig og tvetydig dialog mellem juletræet og snemanden! I vinduet kigger et par børn ud på det, der for et par dage siden var et festligt pyntet juletræ.

Det mest overraskende ved disse vidunderlige tegninger er tilstedeværelsen af det flettede julehjerte. Man har tidligere antaget, at de flettede julehjerter så småt begynder at dukke op på de danske juletræer omkring år 1900. Det tidligste fotografi af et flettet julehjerte kan, ud fra de personer der er til stede omkring juletræet, dateres til ca. 1901.

Et flettet julehjerte på træets gren, 1895

Et flettet julehjerte på træets gren, 1895.

Afbildninger af det flettede julehjerter – og dermed også udspredelsen af hjertet – kan dog trækkes længere tilbage i tiden. I hæftet Børnenes Juleroser er der i udgaven fra 1895 en lille vignet, der med al tydelighed viser et flettet julehjerte hængende på en grangren.

I 1891-udgaven af Børnenes Juleroser er der et meget fint og lille digt af J. Helms med titlen Juletræets Farvel. De to første vers lyder

Men Juletræ! Hører du! Bliv, hvis du kan!

Vi holder saa meget a’ dig!

Hvor vil du dog hen? Og hvorfor skal han,

den ækle Skraldemand, ha’ dig?

 

Du tror vel, han bryder sig om dig? Pyt!

Han kaster dig ude i Skarnet.

Du var saa dejlig, den Gang du som nyt

stod pyntet for Jesusbarnet.

 

Juletræets Farvel, 1891

Juletræets farvel, 1891.

Digtet ledsages af denne tegning fra 1891 af Alfred Schmidt (1858-1938). Tegningen viser to børn, som holder hinanden i hånden, og noget chokeret kigger op i skraldevognen. Her ligger et næsten totalt plyndret juletræ, børnenes juletræ. Men på selve topgrenen sidder endnu stjernen –  og på en gren hænger et meget tydeligt og meget nydeligt flettet julehjerte!

Og see, der hænger i røde Baand Rosiner…

Når man læser afsnittet Ved Juletræet, der beretter om den megen pynt på juletræet, i 1. udgaven af Peters Jul, støder man på de to linjer:

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse!

At man kan hænge sukkerkranse op i røde bånd på juletræets grene er ganske forståeligt. Men rosiner? Det giver umiddelbart ingen mening.

Den blå Moscatel-drue

Forklaringen kan ganske enkelt være, at bogens forfatter Johan Krohn har tænkt på konfektrosiner på klase. I midten af 1800-tallet kom de bedste konfektrosiner på klase fra den solbeskinnede sydspanske provins Malaga. Især i området La Axarquía dyrkes der stadig meget store og søde druer af sorten Moscatel. Druen findes i farvenuancer fra lysegul til næsten blåsort. De søde klaser høstes i august måned, og soltørres på særlige terrasser, de såkaldte paseras. Byen Almáchar i La Axarquía har faktisk et helt museum tilegnet rosinen, El Museo de la Pasa.

Drueklaserne soltørres i omkring 40 dage i paseras, sydvendte og skrånende rosin-tørrepladser, der ses mange steder på landet i området La Axarquía øst for byen Malaga

De tørrede klaser med meget aromatiske og søde druer med nærmest krydrede og tørrede druesten var i gamle dage vidt berømmet. En perfekt rosinsmag skabt af en blanding af meget sødmefyldt frugtkød og krydrede, knasende druesten.

Konfektrosiner fra Malaga

Med den lille beretning her om konfektrosiner på klase kan tre bestemte linjer i Peter Fabers klassiske julesang Højt fra træets grønne top, fra 1847, nu pludselig få en anden mening. I første vers hedder det jo som bekendt:

Ikke rør ved den Rosin;

Først skal Træet vises,

Siden skal det spises.

Én rosin på et træ? Der kan selvfølgelig være tale om løse rosiner i et kræmmerhus, men der kan nok også godt være tale om konfektrosiner på klase.

Rosiner med både stok og sten

Konfektrosiner nævnes specifikt i en ganske udødelig børnebog. Christian Winther udgav i 1835 bogen Flugten til Amerika. I digtet fortæller Peter sin lillesøster om, hvor godt alting er i Amerika. Et af versene lyder:

Konfektrosiner og Mandler der gro,

I store Duske de hænge

Paa Træerne sammen, to og to,

og koste slet ingen Penge.

I øvrigt er det her også værd at bemærke, at de i indledningen citerede linjer fra 1. udgaven af Peters Jul kun findes i netop 1. udgaven. Allerede i 2. udgaven fra 1870 blev teksten kraftigt omarbejdet – og det er denne udgaves tekst, der er blevet brugt lige siden. De to linjer lyder nu:

Og store Figner i røde Baand

og Grise og Sukkerkranse!

 

Jeg skylder Lorents Larsen stor tak for først at have sat mig på sporet af konfektrosiner og dernæst for hele tiden at have sørget for, at jeg nu også holdt mig på det rette spor!

Marcipangrisen

 

En marcipangris fra 1930-erne

En velbevaret marcipangris fra 1936.

I dag kan alle og enhver spise sig overmæt i søde sager, men i gamle dage var det noget, man kunne glæde sig til i næsten et helt år. Kun ved juletid var der både dadler og figner, appelsiner og nødder, honningkager og sukkerfigurer, karameller og rosiner – og så måske lige en marcipangris!

I ældre tid hentede man ingredienserne til marcipan hos købmanden eller på apoteket. Både købmanden og apoteket fik dog hurtigt konkurrence fra marcipanmagere og sukkerbagere. I takt med at den stærkt voksende oversøiske handel med både Amerika og Ostindien medførte prisfald på eksotiske varer, begyndte folk snart selv at lave deres konfekt og søde sager.

Marcipan og andre søde sager, såsom chokolade, kunne man i ældre tid købe på apoteket. Foruden lægemidler måtte ethvert apotek i årene 1672-1913 sælge øl, vin og spiritus, samt krydderier og konfekt. Søde sager var uundværlige, hvis man var syg og måtte sluge en bitter pille – selv i den søde juletid. Vi kan med sindsro spise marcipan i de for maven så hårde juledage, idet marcipan skal være særdeles virkningsfuldt imod både forstoppelse og tarmvinde.

Den hjemmelavede konfekt er en uundværlig tradition i mange hjem

Den hjemmelavede konfekt er en uundværlig tradition i mange hjem

Konfekt er et fællesbegreb, der dækker sukkerholdige lækkerier, altså både marcipan, sukkersager, fyldte chokolader og kandiserede frugter. Navnet konfekt stammer fra det latinske confectum, der betyder, noget der er fremstillet eller forfærdiget.

Marcipan blev antageligt opfundet i det persiske rige, det nuværende Iran, engang i løbet af 600-tallet. Kendskabet til marcipan blev snart spredt til Byzans. Korsfarerne i Det hellige land lærte i 1100-tallet at sætte pris på marcipan og bragte kendskabet videre til Europa. I et land som Danmark, hvor alt skulle sødes med honning, vakte marcipan uskrømtet glæde allerede i 1200-tallet.

På grund af den høje sukkerpris før i tiden var marcipan en meget dyr fornøjelse forbeholdt samfundets elite.

Marcipan er en velsmagende blanding af sukker, mandler og gerne lidt rosenvand. Marcipanens karakteristiske smag stammer især fra bitre mandler (som regel mellem 4-6 %). Ret beset findes der to forskellige slags marcipan: Ren marcipan og bagemarcipan. Den væsentligste forskel er, at bagemarcipan også indeholder abrikoskerner, der gør, at marcipanmassen ikke flyder ud under bagning.

I første halvdel af 1800-tallet blev marcipan en uundværlig del af det bedre borgerskabs gængse juletraditioner. Forskellige figurer af marcipan blev efter tørring brugt som pynt på juletræet, der som bekendt først blev vist – siden spist. Marcipan fra Lübeck har siden 1880’erne været en fast ingrediens i den danske familiejul. Først i 1909 startede en dansk industriel fremstilling af marcipan, da bogholder Lauritz Thobo-Carlsen overtog en lille marcipanfabrik og dermed startede Odense Marcipanfabrik.

Odense Marcipanfabrik 1909 (odense.marcipan.dk)

Odense Marcipanfabrik 1909 (odense.marcipan.dk).

Marcipan kan meget vel være opfundet i det gamle Persien, ja, men det skal alligevel nævnes, at meningerne om marcipanens oprindelse er stærkt omdiskuteret. I Spanien har man den klokkeklare holdning, at marcipan blev opfundet engang i 1000-tallet i byen Toledo. Der var hungersnød i byen, og en nonne fandt så på at bage brød lavet af en mandelmasse iblandet sukker til nonneklostrets beboere. I Italien mener man bestemt at vide, at den første marcipan blev opfundet i middelalderens Venedig ved et uheld, hvor en bagerdatter engang havde fået hakket alt for mange mandler og aldeles tilfældigt fik lavet den første marcipan. I Tyskland er man fast overbevist om, at en tysk kok med det meget sigende navn Frantz Marcip en gang i 1600-tallet udviklede denne lækkerbisken til en meget fornem fest. Senere vendte hr. Marcip hjem til sin fødeby Lübeck (ja, hvor ellers?) og grundlagde en marcipanfabrik.

Julekonfekt med marcipan og nougat

Julekonfekt med marcipan og nougat

Men hvor stammer selve ordet marcipan så fra? Også den forklaring kommer vidt omkring. Ordet marcipan skulle være afledt af det persiske eller det arabiske ord for en højere embedsmand, mautheban eller mawthaban. Andre hælder mere til den teori, at marcipan, men også sukker og mandler, var pakket i små æsker, kaldet massapana.

Den siddende Kristus på tronen. Henholdsvis anonym byzantinsk mønt fra ca. 1025-1050 og en venetiansk kopi fra 1300-tallet.

Den siddende Kristus på tronen. Henholdsvis anonym byzantinsk bronze-follis fra ca. 1025-1050 og en venetiansk sølv-grosso fra doge Bartolomeo Grandenigo 1339-42.

Marcipanen skulle ifølge sidstnævnte forklaring være blevet solgt i æsker dekoreret med en tegning af en 1000-tals mønt fra kejserriget Byzans eller en senere mønt fra republikken Venedig med Kristus siddende på en trone. Prisen for en æske marcipan var dengang 1 mautheban, der netop betyder siddende mand på trone. Møntnavnet gik med andre ord over til at betegne først emballagen og dernæst til at betegne indholdet. Mawthaban, mautheban og/eller massapana endte så med at blive til marzapane på italiensk, mazapán på spansk, marzipan på tysk, marchpane på engelsk og massepain på fransk – og altså marcipan på dansk.

Hvis oprindelsen til det danske ord marcipan skal søges i emballagen mautheban, kan man måske med fordel rette blikket mod havnebyen Martaban (nuværende Mottama) i landet Myanmar. Byen Martaban var allerede i 1000-tallet berømt for de glaserede, såkaldte Martaban-krukker, der blev eksporteret i stor stil til Middelhavsområdet, og som indeholdt netop syltede og kandiserede lækkerier! Krukkerne blev blandt andet af det nederlandske ostindiske kompagni senere også sejlet til det sydligste Afrika, hvor selv de engelsktalende indvånere lærte at kalde dem for Martevaans.

Marcipangris fra 1936 - den ægte vare

Den slags indviklede forklaringer kan trætte selv en 78-årig gammel marcipangris og en knap så gammel juleinspektør!

Under både 1. og 2. Verdenskrig var mandler så absolut blevet en mangelvare. Mandlerne blev derfor erstattet af kartofler eller havremel eller hasselnødder.

Her er en opskrift på marcipan fremstillet af kartofler, hentet fra Sven Holm: Farmacevtens Juleknas, 1945, side 22:

Kartoffelmarcipan

Den bestaar blot af et halvt kg fint mosede usaltede Kartofler (kogte), som æltes med et halvt kg Flormelis og smages til med et Par Draaber Mandelessens. Dersom Marcipanen er for tør, tilsættes Rosenvand. Den bør ikke gemmes for længe, da den bliver knastør, og saa er den ikke god.

Det danske julemærke

Julemærket er Danmarks mest betydningsfulde bidrag til den internationale juls historie.

Julemærket opfinder Einar Holbøll (1865-1927) som motiv på årets julemærke

Julemærket opfinder Einar Holbøll (1865-1927) som motiv på julemærket 1927.

Postekspedient Einar Holbøll fik i 1903 en god ide under arbejdet med juleposten på Købmagergades postkontor i København: Hvis afsenderen af hver forsendelse forsynede den med et ekstraindkøbt 2-øres specielt julemærke, ville man kunne indsamle mange penge til støtte for syge børn. Ideen vakte stor begejstring – og allerede året efter udkom verdens første julemærke.

De første års indsamlinger gik til opførelsen af Julemærkesanatoriet ved Kolding, indviet i 1911. Målgruppen har siden ændret sig fra tuberkuløse til overvægtige og mobbede børn. Julemærkefonden støtter desuden forskellige initiativer til gavn for børn, for eksempel kampen mod børnetuberkulose i Grønland.

Det officielle julemærke møder konkurrence fra mange sider. Både byer og organisationer udsender egne julemærker. Elektroniske julekort og sms er også stærke konkurrenter. Julemærkefonden lancerede derfor i 2001 det elektroniske julemærke.

Julemærker bruges i over 130 lande.

Ved introduktionen i 1904 var prisen for et enkelt julemærke sat til 2 øre. Meningen med Einar Holbølls mærke var jo netop, at mange bække små gør en stor å. Prisen på 2 ører blev fastholdt i hele 52 år. Til sidst måtte de stigende produktionsomkostninger dog medføre en prisstigning, der fandt sted i 1956.

Verdens første julemærke

Verdens første julemærke, 1904.

Verdens første julemærke blev præsenteret for offentligheden den 16. november 1904. Motivet var en fotografisk gengivelse af Dronning Louise, Christian IX’s hustru, død i 1898. Hun var prinsesse af Hessen-Kassel, før hun i 1842 ægtede den senere Kong Christian IX.

Den ornamentale ramme holdt i violet omkring dronningens portræt består af krone, våbenskjold og juleroser. Rammen, vistnok designet af Christian IX selv, blev genanvendt på julemærket 1906, der mindedes den i januar 1906 afdøde konge. Oplag 6 mio. Indtægt 73.950 kr.

Børn drikker af sundhedens kilde

Børn drikker af sundhedens kilde, 1905.

Selve ideen bag julemærket kommer tydeligt til udtryk i det andet julemærke fra 1905. Her er motivet en dreng og en pige stående ved en fontæne med rislende vand. Drengen er netop ved at fylde sin skål, mens pigen allerede drikker af sin. Forneden er fontænen mærket SUNDHED. Formålet med julemærkerne er her tydeligt: Sundere børn! Motivet er tegnet af H. Westergaard. Oplag 5 mio. Indtægt 71.965 kr.

Kristendom og hedenskab mødes

Kristendom og hedenskab mødes, 1913.

Den traditionelle danske jul er en sær sammenblanding af elementer hentet fra flere forskellige sider. Traditionen bygger på julens kristne budskab med inddragelse af nationalhistoriske og hedenske emner. Med andre ord møder vi i den danske jul Jesus, Maria, Betlehemsstjernen og englene anbragt sammen med trommer, dannebrogsflag og trompeter og ledsaget af nisser, der er overalt.

På julemærket fra 1913, tegnet af Joachim Skovgaard, mødes kristendom og hedenskab: Den unge engel sidder og ser på en ældre, knælende nisse, som med slev i hånd er i gang med risengrøden. I baggrunden lyser Betlehemsstjernen over graner. Oplag 8,5 mio. Indtægt 119.988 kr.

Fred på jord

Fred på jord, 1918.

Også verdenshistorien kommer til udtryk på de danske julemærker. Tydeligst i 1918. 1. verdenskrig ændrede ved sin grusomhed hele vor opfattelse af verdenen og livet. Julemærket viser tre engle, der blæser i basuner. Forneden ses jordkloden. Meningen er åbenlys: Guds engle fejrer fred på jord. Kunstneren var Poul Corona. Oplag 10.5 mio. Indtægt 194.871 kr.

Det mest udskældte julemærke nogensinde

Det mest udskældte julemærke nogensinde, 1926.

Julemærket fra 1926 nyder den tvivlsomme ære af at være det mest udskældte julemærke. Mange fandt julemærket saa grufuldt og farveløst og grimt, at det skamskænder ethvert Julebrev. Motivvalget har da heller intet med jul at gøre. Et overdimensioneret, nøgent barn rider på en lille delfin. Kunstneren var den anerkendte Valdemar Andersen (1875-1928).

Mærket var så ugleset, at indtægterne for salget gik 5,5 % ned i forhold til 1925. Herefter har man forsøgt kun at udgive julemærker med hyggelige julemotiver – dog med skiftende held. Oplag 14 mio. Indtægt 207.147.

Julemærkehjemmet Lindersvold

Julemærkehjemmet Lindersvold, 1934.

Midlerne fra julemærkerne bruges til fremme af børns ve og vel. Det første julemærkehjem blev indviet 1911 ved Kolding. Julemærkehjem nr. 4 blev den tidligere herregård Lindersvold ved Fakse, der var i funktion til 1959. Gengivelse efter fotografi. Oplag 16.5 mio. Indtægt 261.609 kr.

Danmarks befrielse

Danmarks befrielse, 1945.

Danmarkshistorien har af og til influeret på valget af årets julemærke. 1945 står som et af de skelsættende år i den nyere Danmarkshistorie. Efter den tyske besættelse i 1940 var Danmark nu atter et frit land. En bølge af national stolthed og lykke skyllede over landet.

Julemærkets motiv er så dansk, som det kan blive. Det rød-hvide flag blafrer stolt over et par snedækkede graner i et gråhvidt vinterlandskab. I det hele taget er de rød-hvide kulører stærkt knyttet til den danske jul. De optræder på flettede julehjerter og udgør julenissernes påklædning. Som flag på juletræet er Dannebrog blevet brugt siden midten af 1800-tallet som et minde om den danske sejr i Treårskrigen 1848-50.  Kunstner Viggo Bang. Oplag 45 mio. Indtægt 791.419 kr.

Arket bliver et motiv i sig selv

Arket bliver et motiv i sig selv, udsnit, 1951.

I årene 1904-50 var alle 50 mærker på årets julemærkeark ens. Fra 1951 kom arkene til at bestå af forskellige motiver, der varierer fra 2 forskellige (f.eks. 1958-arket) til 50 forskellige (f.eks. 1960-arket). Nogle få ark (f.eks. 1971) har 1 motiv i to forskellige bundfarver.

Samtidigt er arkranden blevet brugt til forskellige udsagn. Der kan være tale om arkets titel (Snekrystaller, 1966; Hjerternes fest, 2003), julehilsner (Julemærkekomiteen ønsker glædelig jul og godt nytår, 1991) og juleformaninger (Intet brev uden julemærke, 1958; Pas godt på vore børn – de er verdens fremtid, 1979). Årets kunstner var Thomas Havning. Oplag 52,5 mio. Indtægt 938.251 kr.

Den moderigtige farve i 1970'erne

Den moderigtige farve, 1977.

Den grundlæggende kulør på julemærket fra 1977 er lilla. Det er ikke umiddelbart en farve, man forbinder med dansk jul. De til enhver tid gældende modefarver kan ikke undgå af og til at få indflydelse på hverdagens frembringelser. Lilla var en meget brugt farve i 1970-erne, ja er måske ligefrem blevet sindbilledet på datidens kvindebevægelser.

Kompositionen er meget vellykket: En gennemgående granguirlande, hvorfra der hænger forskellige former for julepynt. Der er 25 forskellige mærker på arket. Arkets titel er også Julemærket med sin pynt – en meget velvalgt titel. Kunstneren Ingrid Andersen tegnede også julemærkerne 1963 og 2004. Oplag 45 mio. Indtægt 9.207.630 kr.

Kravlenissens navngiver, Frederik Bramming, 2011

Kravlenissens navngiver, Frederik Bramming, udsnit, 2011.

Ordet ’kravlenisse’ blev første gang brugt i 1947 af tegneren Frederik Bramming (1911-91). Årets julemærke 2011 fejrer dermed 100-året for Frederik Brammings fødsel.

Forlaget Alliance lancerede i 1947 to udklipsark med Brammings tegnede nissefigurer, som han døbte kravlenisser. Disse julens små fornøjelige hyggespredere kravler op og ned og ud og ind overalt i stuerne, hvor de skaber stemning og sød forventning. Der blev trykt 80.000 ark; men et komplet ark er vist ikke bevaret. Hans kravlenisser genoptrykkes stadig.

Siden 1904 er der blevet udgivet ca. 4 milliarder julemærker i Danmark. Salget har skaffet ca. 650 mio. kr. til fremme af børns ve og vel, og mere end 65.000 børn er blevet hjulpet til et bedre og sundere liv.

Sprællemanden

“Køb en Sprællemand, ti Øre kun

koster den; saa har jeg to tilbage!”

har du ej en Aftenstund

hørt de Raab fra mangen Barnemund

som en monoton, en bitter Klage?

 

En tidlig udgave af en julemand, der peger i retning af den katolske biskop Sankt Nikolaus, julemanden forfader

En tidlig udgave af en julemand, der peger i retning af den katolske biskop Sankt Nikolaus, julemandens forfader.

Naar December alt var dragen ind,

og paa Julefesten alle tænkte,

saa du da ej tidt ved Lygtens Skin

Barnet staa i Vinteraftnens Vind;

Sprællemænd paa Armen hende hængte.

 

Som en pap- eller træfigur med bevægelige arme og ben stammer nutidens sprællemænd fra pariserforstaden Pantin, der også er sprællemandens franske navn. Her var sprællemænd omkring 1750 meget moderne, og der udkom kobberstukne ark med sprællefigurer, blandt andet en bondepige og en balletdanserinde.

Den nye litografiske trykketeknik fra kort før 1800 gav minimale priser. Regulære billedfabrikker i Tyskland trykte igennem 1800-tallet enorme mængder af kolorerede klippeark. Oplag på 50.000 eksemplarer pr. ark var ikke usædvanligt. Et ark kunne have en enkelt sprællefigur eller helt op til otte figurer.

Det mest almindelige sprællemandsmotiv var julemanden. Disse billige ark blev især købt af fattige familier, der udklippede og samlede figurerne for så at sælge dem på gaden op til jul – ganske som de fire små kursiverede vers fra bladet Husvennen fra december 1894 fortæller.

Orientalsk herre som sprællemand

Orientalsk herre som sprællemand, i dag måske en kende upolitisk korrekt (eller hvad det nu hedder).

De fleste sprællemandsark blev trykt af tyske firmaer som Gustav Kühn (fra 1822) og Oehmigke & Riemschneider (fra 1835) i byen Neu-Ruppin i delstaten Brandenburg. Selv i dag er ordet Neu-Ruppin synonym for klippeark.

Fra 1886 udkom Alfred Jacobsens serie Danske Billeder, der nåede op på omkring 400 forskellige ark. Et andet dansk firma, som lavede mange klippeark, var Adolph Holst i Aalborg. De fleste var børneark.

Af figurer var der håndværkere og bønder, politibetjente og gadesælgere, klovner og tyrefægtere, soldater og blomstersamlere, men også afrikanere og arabere, indianere og kinesere, samt ark med vilde og tamme dyr, engle og Fanden selv. Figurerne fra Tivolis pantomimeteater udkom som sprællemandsfigur i 1890’erne. Senere kom ark med Knold og Tot, Klods-Hans, Ole Lukøje, Rip, Rap og Rup samt Rasmus Klump.

Hitler og Göring som sprællemænd, Carl Stender ca. 1945

Hitler og Göring som sprællemænd, Carl Stender ca. 1945.

Allerede under den tyske revolution 1848 blev der lavet satiriske sprællemænd af politikerne. Sådan bruges sprællemandsfiguren stadig. Da Danmarks justitsminister Alberti 1908 måtte indrømme bedrageri, blev han brugt som sprællemandsfigur. Den danske nazileder Fritz Clausen kom op at hænge som sprællemand i 1944. Firmaet Carl Stender i København udsendte efter Befrielsen 1945 både Hitler og Ribbentrop, Göring og Goebbels som sprællemand. Når man trak i snoren, svingede de med benene og løftede en strakt højre arm.

Politisk satire: Jens Otto Krag, Danmarks statsminister

Politisk satire: Jens Otto Krag, Danmarks statsminister 1962-68 og 1971-72.

Sprællemandsfiguren er et stykke legetøj, hvis oprindelse vel kan føres flere tusind år tilbage. Fra det gamle Ægypten kendes dansere af elfenben, der kunne dreje rundt ved træk i deres snore. Er det sprællemandsfigurer, kultfigurer eller hvad? Ingen ved det – og dét er logik for sprællemænd!

“Køb en Sprællemand, en blaa, en hvid”.

Disse Røster kan jeg endnu høre,

disse bange Raab i Julens Tid,

medens Sneen hvirvled kold og strid

over Tag og Torv og Gadens Døre.

Den fattige kone med det syge barn falbyder Den bestøvlede kat som sprællemand. Tegning: Tom Petersen 22. december 1883

Nød og elendighed taler sit tydelige sprog i denne tegning af den unge, fattige moder med sit syge barn. Tegning: Tom Petersen i Illustreret Tidende 22. december 1883.

Klædt i hullet Tøj den lille gik

Gaden op og ned foruden Hvile;

– Ser du hende, stands et Øjeblik;

hvis en Sprællemand hun afsat fik,

se da, hvor lyksalig hun vil smile!

Børnenes Jule-Postvogn

Så blev det da langt om længe mandag den 1. december. Det er i dag, vi for første gang i år tænder kalenderlyset og lukker den første låge op i julekalenderen.

Den ældste danske julekalender, som vi kender til, er fra 1930. Den blev behørigt omtalt på julebloggen allerede sidste år. Næh, vi skal have fat i en helt anden slags kalender i dag. En stor og lækker julekalender!

Børnenes Jule-Postvogn. Årets nyhed i julekalendere i 1941

Børnenes Jule-Postvogn var årets nyhed i julekalendere i 1941.

Allerede i sidste halvdel af 1930’erne begyndte de danske julekalenderfirmaer at fremstille store, tredimensionelle julekalendere, som man selv skulle samle, hvilket ikke altid var lige let. Der skulle skæres og klippes og bukkes og limes, og det med nøjagtighed, så ikke alt var altid fryd og gammen omkring spisebordet, når far var i gang med kniv og lim. Denne slags kalendere kunne beundres fra alle sider. De tredimensionelle julekalendere var meget populære i 1940’erne og 1950’erne.

Danmark var besat af Tyskland, så julemanden bekender med sit lille Dannebrogsflag rent kulør

Danmark var besat af Tyskland, så julemanden bekender med livgardisten og det lille Dannebrogsflag rent kulør.

Julekalenderen i dag hedder Børnenes Jule-Postvogn. Den er fremstillet af papirvarefirmaet L. Levison Junior i København. Firmaet var, sammen med I. Chr. Olsen Kunstforlag i København, førende leverandører af julekalendere til juleglade danske børn.

Tidsskriftet Heimdal Posten, udgivet af L. Levison Junior, var rettet til bog- og papirhandlere, der her kunne læse om firmaets nye produkter. Årets nyhed i julekalendere 1941 var ifølge Heimdal Posten, 8. årgang, nummer 4-5 fra august-september Børnenes Jule-Postvogn. Kalenderen har serienummer 3208, og prisen var kr. 2,50. Ifølge firmaet ville denne julekalender blive årets store succes, så man rådede forhandlerne til at bestille den i god tid før december måned.

Årets nyhed i julekalendere anno 1941

Heimdal Posten præsenterer: Aarets Nyhed i Julekalendere, 1941.

Firmaet reklamerede med, at Børnenes Jule-Postvogn er en Julekalender paa en helt ny og morsom Maade. Den vil interessere og glæde alle Børn og skaffe dem Udløsning for den Spænding og Forventning, hvormed de imødeser Julen.

Børnenes Jule-Postvogn blev præsenteret af firmaet som et stort, præsentabelt og dekorativt køretøj i mange livlige farver. Længden af postvognen er 54 cm, og i opstillet stand andrager højden hele 30 cm. Børnenes Jule-Postvogn leveres komplet med alle tilhørende Dele udstansede, plano og pakket i Cellophan. Vejledning medfølger hvert Eksemplar, saa Børnene selv eller med deres Forældres Hjælp kan samle Julekalenderen.

Populære julekalendere blev ofte genoptrykt i flere år. Dette eksemplar af Børnenes Jule-Postvogn modtog giveren til julen 1943. En anden af firmaet L. Levison Juniors julekalendere, Børnenes Julehus, fra 1939 blev stadig genoptrykt i 1945.

Når julekalendere bliver skænket til Den Gamle By, fortæller givere af især de ældre kalendere gang på gang, at lågerne blev lukket meget forsigtigt op, så de senere kunne lukkes igen – og kalenderen blive gemt til næste jul. Dengang blev en julekalender ikke kasseret efter jul, bare fordi alle låger havde været åbnet en enkelt gang.

De danske nisser flytter altid med - selvom du rejser med postvognen

De danske nisser flytter altid med – selv når du rejser med postvognen.

Hvert år siden 1943 har denne julekalender stået på giverens julebord og varslet julens komme. Som giveren sagde i november 2012 ved overdragelsen af kalenderen til Den Gamle By: I 68 år har den kørt julen ind. Jeg er 80 år nu. Så nu skifter vi kusk.

Vi driller dem…

Den Gamle By viser fra og med i dag og resten af året ud en meget stor udstilling om DR’s julekalendere siden starten på fænomenet i 1962. Udstillingen er blevet skabt i et snævert samarbejde mellem DR og Den Gamle By. Her er Magnus Tagmus med toget og Lillebror med klaveret, Nissebandens kostumer og store bord, Bamses juleslæde og skelettet i glaskisten fra Absalons Hemmelighed, samt dragter fra Pagten og ‘noget’ fra Tidsrejsen, der er sidste skud på stammen. Herudover er samtlige lågekalendere fra årene 1962-2014 selvfølgelig at se. Udstillingen kan ses i Plakatmuseet i Den Gamle By.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fase 1: Dukker og småhistorier. Historier fra hele verden, 1962.

Danmarks Radio overførte i 1962 den todimensionelle julekalenderen af pap og karton til ‘levende’ billeder på fjersynsskærmen. Ideen stammer fra Sverige, hvor den første TV-baserede julekalender blev sendt i 1960. Den første Børnenes Julekalender, som Danmarks Radio sendte, hed Historier fra hele verden, og bestod af en række små historier, hentet fra fremmede lande. Det store gennembrud for Børnenes Julekalender kom i 1967 med julekalenderen Kender du Decembervej? Ikke mange kan huske titlen på kalenderen, men Magnus Tagmus og sangen Mit navn er Magnus Tagmus blev nærmest folkeeje.

Fase 2: Stangdukkerne

Fase 2: Stangdukkernes tid. Jullerup Færgeby, 1974

Danmarks Radio blev af andre julekalenderproducenter skarpt kritiseret i 1977 for misbrug af firmaets monopol – og dermed utidig konkurrence. Der blev klaget til Folketinget, som ikke umiddelbart ville forbyde Danmarks Radios salg af julekalendere, da overskuddet gik til fornuftige projekter i udviklingslandene. Og salget gav vitterligt overskud. En af Danmarks Radios mest populære TV-julekalendere er Nissebanden i Grønland, sendt første gang i 1989. Den blev genudsendt for tredje gang i 2011, hvor der blev solgt 161.694 kalendere, hvilket gav 5,6 mill. kroner i overskud.

De kendte dukker fra Jullerup Færgeby er med på udstillingen.

De kendte dukker fra Jullerup Færgeby er med på udstillingen om Danmarks Radios TV-julekalendere. DR fejrer 40-års jubilæet for Jullerup Færgeby ved at genudsende den populære kalender på DR Ramasjang.

Sagen blev løst på den måde, at Børnenes Julekalender skiftede navn til Børnenes U-landskalender, og at Danmarks Radios trykte kalendere ikke måtte indeholde julemotiver på forsiden. Fra 1977 og op gennem 1980’erne møder man således for eksempel en landsby i Lesotho, indianere i Bolivia, dyr i Afrika og en fiskerlandsby på Maldiverne på U-landskalenderen.

Sanktionen blev fastholdt indtil 1986, men Danmarks Radio bruger dog stadig navnet Børnenes U-landskalender.

Jul i Gammelby 1979

Fase 3: Familiekalenderne. Jul i Gammelby, 1979

 

I 1979 hed TV-julekalenderen Jul i Gammelby. Det var en nyskabelse på to fronter. Der blev nu brugt rigtige skuespillere i stedet for dukker, og det var den nye Provinsafdeling i Aarhus, som stod for produktionen. Modsat den almindelige opfattelse er kun meget få filmsekvenser optaget i Den Gamle By. Alle kulisser var i stedet opbygget i Marselisborghallen. Jul i Gammelby var en stor succes. Det er dog meget dyrt at indspille 24 små spillefilmslignende afsnit, så derfor er også Jul i Gammelby blevet genudsendt et par gange, således i 1983 og 1994.

DR's TV-julekalender Tidsrejsen, 2014

Fase 4: Dan Brown-tiden med mysterier og gåder. Tidsrejsen, 2014.

Med TV-julekalenderen Absalons Hemmelighed i 2006 skiftede TV-julekalenderen atter kurs. Væk var de hyggelige familiehistorier. Nu stod den på fantasy og spænding, mysterier og gåder med åbenlys inspiration fra Dan Brown og andre forfattere i denne genre.

Set ud over de sidste 53 års TV-julekalendere er det tydeligt, at DR-julekalenderne falder i fire faser:

1: Dukker og småfilm, 1962-72. Målgruppen under 10 år.

2: Stangdukkernes guldalder, 1973-78. Målgruppen  under 10 år.

3: Familiesagaerne, 1979-2005. Noget for alle i familien, målgruppen 0-100 år.

4: Dan Brown-tiden, 2006-14. Fantasy og spænding, mysterier og gåder. Målgruppen 10-100 år.

En del af de TV-baserede julekalendere på DR og TV2 tager udgangspunkt i eller omkring kendte seværdigheder. Tænk blot på Jul i Gammelby (Den Gamle By, 1979), Jul på Slottet (Rosenholm, 1986), Jul på Kronborg (Kronborg, 2000), og Ludvig & Julemanden (Børglum, 2011).

Lykkelig den seværdighed, der bruges som ramme omkring en TV-julekalender, thi bedre reklame gives ikke! Den dag i dag hører jeg stadig besøgende i Den Gamle By fortælle deres undrende børn og børnebørn, at her, lige her, blev Jul i Gammelby altså optaget!

 

Lav din egen – julesnaps

Det er i dag den 24. oktober. Der er nu blot to måneder til juleaften. Mørket griber om sig. Om to dage skifter vi fra sommertid til vintertid. Og snart står julen for døren…

Julebryggen prøvesmages, mens julesnapsen står parat

Hvis du går og drømmer om at overraske dine gæster ved de kommende julefrokoster med din egen hjemmelavede og helt specielle julesnaps, så kan du med fordel starte allerede i dag.

Her kommer en opskrift på en dejlig julesnaps, der smager herligt af jul. Mange af ingredienserne er netop de ingredienser, som vi forbinder med både duften og smagen af den danske jul.

Du skal bruge:

1 fl. vodka

1 henkogningsglas (mindst 1 liter)

1 kanelstang

½ flækket vaniljestang

½ muskatnød

8 stk. kardemomme

12 nelliker

12 peberkorn

6 allehåndebær

1 skive ingefær

½ dl. hakket appelsinskræl

1 dl. hakkede mandler

1 dl. rosiner

Bland alle ingredienserne i glasset, og tilsæt vodkaen. Luk glasset, og lad det trække i mindst fire uger. Du må gerne ryste glasset forsigtigt en gang om dagen. Når snapsen har trukket, filtreres den igennem et kaffefilter. Hæld julesnapsen på en karaffel med tætsluttende prop – og lad den stå mindst fire uger.

Den kan godt drikkes efter fire uger, men smagen bliver kun bedre, hvis du lader den stå til juledagene.

Julesnaps.

Der findes et utal af forskellige opskrifter på en god julesnaps. Denne opskrift har mange andre og meget fine smagsnuancer i sig.

1 fl. vodka

1 henkogningsglas (mindst 1 liter)

8 stk. kardemomme

3 stk. stjerneanis

4 nelliker

8 hyben

1 kanelstang

½ flækket vaniljestang

1 spsk. perikon

Engelsk lakrids (ca. 1 cm)

1 lakridsrod

1 kvist malurt

1 skærm rønnebær

1 tormentilrod

Hvis du mangler nogle af ingredienserne, kan de købes i for eksempel helsebutikker og specialbutikker.

Kom alle ingredienser i glasset, og tilsæt vodkaen. Luk glasset. Må gerne rystes lidt i ny og næ. Lad snapsen trække frem til ugen før jul. Herefter filtreres den et par gange igennem et kaffefilter, til væsken er nærmest klar. Hæld på en karaffel med tætsluttende prop.

Og så et lille, men godt råd. Server altid din julesnaps ved en temperatur på omkring 15-18 grader. Så er du sikker på, at de mange flotte smagsindtryk trænger fuldt igennem med fuld styrke. Hvis du serverer den direkte fra køleskab eller fryser, er den så godt som smagsløs.

Skål!

Skål – med måde!

Julens Glæde

Julen varer længe, koster mange penge

Vi kender godt de to linjer fra Peter Fabers udødelige julesang Højt fra træets grønne top. Det er så sandt, som det er sagt. Julens glæde koster. Derfor blev der i slutningen af 1800-tallet landet over oprettet lokale spareforeninger med navnet Julens Glæde. Til de ældste foreninger hørte Rudkøbing (1884) og Silkeborg (1891). Foreninger med navnet Julens Glæde fandtes over hele landet. Mange eksisterer stadig.

Formålet med spareforeningerne var at fremme sparsommeligheden blandt småkårsfolk. Ved frivillige ugentlige indbetalinger i årets løb sparede medlemmerne op til julens glæde.

Udsnit af helark med 5-kroners sparemærker fra Julens Glæde

Udsnit af helark med 5-kroners sparemærker fra Julens Glæde, 1950’erne.

Pengene blev indsamlet på den måde, at et bud aflagde et ugentligt besøg hos foreningens medlemmer og modtog det beløb, som medlemmerne så sig i stand til at undvære. Ifølge vedtægterne måtte det ugentlige beløb ikke være mindre end 10 øre. Det modtagne beløb blev behørigt noteret ned i medlemmets sparebog. Beløbet blev skrevet med blæk eller stemplet i bogen. Også sparemærker blev brugt til angivelse af det indbetalte beløb. Med sparebogen foran sig kunne et medlem hele tiden følge med i opsparingen.

Regning til Julens Glæde i Søndre Mølle 1918 (fabech-holm.dk)

Regning til Julens Glæde i Søndre Mølle, Grenå, 1918

Buddet overlod hver uge det indsamlede beløb til foreningens kasserer, som straks satte pengene i sparekassen. Buddet fik løn for indsamlingsarbejdet. Ifølge vedtægterne for Foreningen ’Julens Glæde’ af N.I.O.G.T., Aarhus, vedtaget 1. januar 1925, kostede et medlemskab af foreningen årligt 1,50 kr. Heraf modtog buddet 1 kr. og kassereren 30 øre, mens der gik 20 øre til administration.

Forsiden af sparebog for Julens Glæde 1931

Forsiden af sparebog for Julens Glæde, 1931.

Sparebogen i illustrationen herover er fra 1931 og har tilhørt Hr. Mogensen med medlemsnummer 2483. Det fremgår, at Hr. Mogensen som regel indbetalte 2 kr. om ugen. For sine indbetalinger på hele 96 kr. i løbet af 1931 skulle Hr. Mogensen have fået udbetalt i alt 95,44 kr. Dog fremgår det af bogen, at udbetalingen af uransagelige årsager androg hele 102,44 kr. Regnskabet ses herunder.

Regnskabet 1931. Det står hen i det uvisse, hvorfor Hr. Mogensen fik udbetalt hele 7 kr. mere end det indbetalte beløb.

Regnskabet 1931. Det står hen i det uvisse, hvorfor Hr. Mogensen fik udbetalt hele 7 kr. mere end det indbetalte beløb.

Læg mærke til, at sparebogen her er tilknyttet Aarhus-afdelingen af afholdslogen N.I.O.G.T. Danmarks første afholdsloge blev grundlagt i København i 1880 som en underafdeling af logen Independent Order of Good Templars (I.O.G.T.). Foreningen blev splittet i 1892, da en gruppe medlemmer, der mente, at indtagelsen af lyst øl ikke burde være bandlyst, stiftede deres egen forening under navnet Nordisk Independent Order of Good Templars (N.I.O.G.T.). Dette førte hurtigt til, at de to afholdsloger af folkeviddet blev døbt vandlogen og øllogen.

Kvindernes kamp mod ægteskabets svøbe, ca. 1874

Kvindernes kamp mod ægteskabets svøbe, ca. 1874 (Wikipedia.dk).

Julens Glæde var meget populær – ikke mindst hos kvinder gift med mænd, som ikke altid gik den lige vej hjem med ugelønnen. Her var der ofte kun lige til dagen og vejen, og der var ikke plads i budgettet til nogen form for opsparing til den dyre juletid. Den opsparede kapital, som blev udbetalt i første halvdel af december, blev typisk brugt til indkøb af fødevarer og julegaver.

Julens Glæde var i mange små hjem med til at sikre i al fald den materielle julefred.

Og skal vi så ikke slutte med et lille digt? Til Vore Damers Jul årgang 1926 skrev P. Sørensen-Fuglholm et digt med titlen Julens Glæde. Af digtets seks vers er det her værd at notere sig vers 5, hvori det hedder

Naar sidste Krone er betalt til “Julens Glæde”s bud,

saa drager jeg det sidste Suk og aander lettet ud.

Den ugentlige Krone var i Sandhed ikke let,

men se, nu er det bleven til en Bunke paa et Bræt.

En glad og yndig Jul for disse Penge skal vi ha’,

saafremt Kasseren ikke denne Gang er stukket a’.