Galionsfigurer m/k

Her fortæller vi om galionsfigurernes flytning, som eksempel på hvordan vi emballerer og pakker tunge genstande af bemalet træ.

I en periode har Toldbodens 1. sal været lukket for vores gæster, da der mangler en flugtvej. Genstandene blev flyttet, men nogle krævede en særlig behandling – bl.a. fire galionsfigurer. Den Gamle Bys møbelkonservator Torsten Meinert Johnsen fik opgaven at nedtage, emballere og flytte de fire figurer.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Hver figur er unik i størrelse og udformning, og derfor skal der laves en kasse, som passer til hver enkelt.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Når galionsfigurerne skal flyttes på magasin, er det vigtigt, at de ikke kan rykke rundt i kassen og få skrammer eller stød. Derfor fores hver kasse med små klodser af tilskåret polyethylenskum og træ, så figurerne er helt fixerede.

Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.
Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.

Hver kasse mærkes med genstandens museumsnummer og et fotografi, og derefter er kasserne klar til at blive lukket…

Farvel og god transport...

Farvel og god transport…

De fire galionsfigurers historie fortager sig for øvrigt i det dunkle, da der er utrolig lidt kendskab bevaret om deres tilværelse, inden de kom til Den Gamle By. Herrefiguren er klædt i tøj fra begyndelsen af 1800talet, og kvindefigurerne er fra midten af 1800tallet. De tre af figurerne er erhvervet i 1930erne fra den jyske vestkyst, og det antydes, at de stammer fra skibsvrag. En lidt uhyggelig tanke der minder os om de bestandige farer, danskerne måtte leve med gennem århundrederne.

Når moderne materialer kommer på museum

Læsere af Bag Facaden er allerede bekendt med den store tilstrømning af gæster til Den Gamle By i kølvandet på åbningen af Tårnborg i det moderne bykvarter. Her oplever vi da også en ny slags museum, nemlig museum om hverdagen, som den var i mange af vores gæsters barndom eller ungdom.

For vi konservatorer er det også på flere måder en ny slags museum. For det første er vi i 1974 inde i en periode, hvor 60’erne “køb og smid væk – kultur” har sat forbruget dramatisk i vejret. Man ejer simpelt hen mange flere ting end før. Hvor et hjem i 1864 måske indeholder 100 genstande, ejer en familie i 1974 måske 2000! Desuden er vi i 1974 for alvor trådt ind i “plastik-alderen”, og plastik har helt andre egenskaber i forhold til traditionelle, relativt stabile materialer som træ, glas og metal.

Et blik på kernefamiliens køkkenbord vidner om de mange moderne brugsgenstande.

To af museets konservatorer fik ansvaret for, at klargøringen af de tusindvis af genstande foregik på den rigtige måde. De måtte tænke i nye baner, og Bodil Klarskov Larsen fortæller her om opgaven:

“Der er mange overvejelser og hensyn, der skal tages når så store mængder af materialer skal klargøres og nye typer materialer og genstande indlemmes i Den Gamle Bys udstillinger.

Særligt klargøringen af de moderne materialer har været en udfordring. Det skyldes, at de nye genstande nedbrydes på andre måder end mange af de traditionelle materialer, der findes i Den Gamle By. Mange plastmaterialer er ikke produceret med lang holdbarhed i tankerne, og deres relativt hurtige nedbrydning kan give udfordringer i forhold til at udstille genstandene på museum. Eksempelvis er materialet i en plasticpose sammensat, så den skal kunne holde i ca. et år.

Mange har den opfattelse at plastmaterialer varer evigt, eller næsten i hvert fald. Denne opfattelse bliver styrket af medierne, der gang på gang fortæller os om, hvor lang tid det tager for plast at blive nedbrudt i naturen. Det er også korrekt, at det tager op til 500 år for nogle plasttyper at blive totalt nedbrudt, men det er ikke ensbetydende med, at nedbrydningen ikke starter langt tidligere og kan være synlig efter ganske få år. Misfarvning, krakelering og fedtede overflader er alle tegn på nedbrydning af plast. Vi kender vist alle sammen plastgenstande i hjemmet, der hurtigt viser tegn på nedbrydning.

Genstandene, der er blevet indsamlet til Den Moderne By, er netop denne type hverdagsgenstande. De har i de fleste tilfælde været i brug rundt omkring i hjem og erhverv og er derfor slidte. Efter endt brug har nogle af genstandene måske været opbevaret i en fugtig kælder eller garage.

Denne papirbakke fra gynækologens klinik måtte vi desværre sortere fra, da den er fyldt med revner. Selv hvis man limede delene sammen, ville de mange mikroskopiske revner få den til at gå i stykker andre steder.

En del af genstandene viste allerede tegn på begyndende nedbrydning, og det var derfor nødvendigt at vurdere hvilke, der var egnet til udstillingen og hvilke, der ikke stod til at redde. En bedømmelse af, hvad hver enkelt genstand kan tåle af behandling var også vigtig. Eksempelvis kan nedbrudte overflader ødelægges af almindelig rengøring og den originale overflade kan helt forsvinde, hvis man går for kraftigt til værks.

Det har været som en stor oplevelse og professionelt tilfredsstillende at følge klargøringen, og at være en del af teamet, som sikrer, at der bliver taget godt vare på de mange nye genstande. Det tværfaglige samarbejde med museets andre afdelinger har været spændende, og det er glædeligt at se, at det gavner genstandenes bevaring, så rigtig mange museumsgæster kan få glæde af dem i fremtiden”, afslutter Bodil Klarskov Larsen.

 

OBS! SKULLE DU HAVE FÅET LYST TIL AT BESØGE TÅRNBORG I WEEKENDERNE OP TIL JUL ER DER BOOKING AF TID VIA HJEMMESIDEN:     http://www.dengamleby.dk/booking/


 

Aldrig igen “bare lige”

I forbindelse med opbygningen af udstillingerne i 70ér kvarterets hus Tårnborg, skulle jeg konservere en glaslysekrone til Frk. Snerums lejlighed. Der skulle egentlig ikke gøres så meget ved prismelysekronen, den var ikke i stykker, men meget snavset og ledningerne skulle udskiftes så lyset kunne være tændt uden risiko for kortslutning. Umiddelbart en let opgave, men den skulle vise sig ikke at være helt ukompliceret.

 

Glaslysekronen, da den ankom til konservering.

Lysekronen var meget snavset. For at kunne rengøre den ordentligt valgte jeg at skille den ad. På den måde kunne alle dele langt lettere vaskes og det ville være lettere at skifte ledningerne. Vi vasker glas i en sæbe specielt udviklet til glasvask, som giver et smukt skindende resultat.

Prismer i lange baner. Det er med at holde styr på rækkefølgen.

Efter rengøring af kronens dele, skulle ledningerne skiftes. Her begyndte problemerne. Da lysekronens arme er af glas, kan man se ledningerne løbe inde i armene. Oprindeligt havde man brugt hvide stofbetrukne enkeltledninger, problemet var at den type bruger man ikke længere, i dag er de betrukket med plastik. Da vi gerne vil holde vores genstande så originale som muligt, ville vi meget gerne have fat i ledninger af samme type. Efter en større eftersøgning lykkedes det vores elektriker at finde et firma i Tyskland, som forhandlede denne type ledning. Så langt så godt.

Her ses en af lysekronens arme. Man kan se ledningen inde i armen, den fortsætter ind igennem metalstykket.

Jeg gik glad og fro i gang med at klippe ledninger. Jeg sammenkobler altid de gamle og de nye ledninger, for på den måde at trække de nye ledninger med ind samtidig med at jeg trækker de gamle ud. MEN her startede problemerne. Glasarmene består at to stykker glas, der er samlede på midten om et metalstykke, der holder fatningen. Ledningerne går fra lysekronens stamme, igennem armen og videre igennem metalstykket. I samlingen mellem glasarm og metalstykket, skal den igennem et 90 graders vinkel og op i et smalt rør. Glasarmene er støbt fast i metalstykket med en slags kit. Heri lå problemet. Det viste sig nemlig at glas og metal var blevet kittet sammen EFTER at ledningerne var trukket igennem. Det betød at de gamle ledninger nu sad helt og aldeles fast. Der var ikke andet at gøre end at skrabe kitten ud og skille armene ad. Det var med sved på panden jeg gik i gang med den opgave, for glasarmene er uerstattelige og opgaven var svær.

Efter adskillelse er den kit, der var årsag til at ledningen sad fast renset væk. Resten bliver siddende, da det letter arbejdet med den nye kitning.

Det lykkedes heldigvis og efter møje og besvær fik jeg skiftet ledninger og på ny kittet armene sammen igen. Det endelige resultat kan ses i Frk. Snerums lejlighed, men her er et smugkik.

Glaslysekronen efter konservering, klar til at komme på plads i Frk. Snerums lejlighed.

 

Glaslysekronen som den tager sig ud i Frk. Snerums lejlighed.

 

Den Gamle Bys sporvogn får en tur med pensel, sprøjte og små strygejern

Sådan sikrer vi sporvognens reklameskilte mod vejr og vind

Den Gamle Bys sporvogn fra Aarhus Sporveje har hen over forår og forsommer stået fremme, først i Ryesgade og siden i Den Gamle Bys moderne bykvarter. Sporvognen, der kørte sin sidste tur i 1971, har det dog ikke så godt efter mange år uden vedligeholdelse. Særligt jerndelene og bemalingen har problemer med det skiftende klima, sporvognen har været udsat for.

Sporvognen, som den stod i Den Gamle By i maj 2013.

Inden sporvognen skulle tilbage på magasin, besluttede vi at konservere de udvendige reklameskiltes bemaling, da den flagede voldsomt op, og var i overhængende fare for at skalle helt af.

Reklameskiltenes farve skallede så meget op, at vi undrede os over, malingen ikke for længst var faldet af.

Så skidt så det ud tæt på.

Det er egentlig ret simpelt af få farven limet fast til underlaget igen. Først kommer vi lim ind bag farveskallen. Siden gør vi farven fleksibel ved at varme den op med et mini-strygejern. Til sidst presser vi forsigtigt farven ned på underlaget, hvor limen sørger for, den sidder fast. Når vi kommer lim ind under farven, bruger vi til tider en pensel, andre gange en sprøjte.

Her kan vi pensle limen ind under farveskallerne.

Nogle steder er det umuligt at pensle under farven. Så må vi sprøjte limen ind i stedet.

Selv om opgaven synes ret simpel, kan virkeligheden vise sig at blive en anden. Vi lagde ud med at bruge en meget holdbar lim, som er opløst i sprit og acetone. Det gik meget fint på det ene reklameskilt. Da vi begyndte på skiltet på sporvognens anden side, opstod der i midlertid problemer. Der var nemlig malet mange lag farve oven på hinanden, og mindst ét af disse lag kunne ikke tåle opløsningsmidlerne og begyndte at bule op. Der var ikke andet for end at skifte til en “hvid lim”, der er på vandbasis.

Her kan man se en farveskal helt tæt på mellem to fingerspidser. Der er i alt ca. 10 lag maling, som stammer fra ca. 4 forskellige reklamer.

Snart efter opstod endnu et problem, vi desværre ikke kunne gøre noget ved. Mange steder var der hulrum inde under det yderste malingslag. De gamle lag maling var skallet af, uden man kunne se det udefra. De steder blev overfladen ret bulet, efter vi havde limet den fast. Flere af vores venlige gæster og kolleger beroligede os med, at det ikke så slemt ud – men vi konservatorer bryder os ikke spor om, at vores arbejde ikke bliver pænt. Så må vi affinde os med, at vi ihvertfald har sikret malingen imod at falde af.

Sådan ser området ud efter farven er limet fast.

En 1600tals gobelin under kærlig behandling

I første del fortalte jeg om gobelinens historie og dens vej til Den Gamle Bys samling, og om de informationer gobelinen giver os. Denne gang vil jeg zoome ind på gobelinens skader og på vores arbejde med at konservere gobelinen.

Hvordan var gobelinens tilstand?

I det dunkle lys i Aarhus Mølles sal, så gobelinen egentlig meget velbevaret ud. Der var ingen større skader, der sprang i øjnene, bortset fra den slidte ophængskant.  Men da vi fik set nærmere på den, viste den sig at have flere skader.

Ophængskanten var meget ødelagt på grund af den måde man havde ophængt gobelinen i.

Gobelinen er flere steder meget slidt. Det undrede mig lidt, indtil jeg fandt ud af at den i en længere periode havde været brugt som gulvtæppe. Tekstilfibrene er tydeligt nedbrudte, de er blevet skøre og knækker let ved berøring. Når fibrene knækker kan de løsne sig fra vævningen og falde ud. Flere steder mangler islættråden, der danner mønsteret helt eller delvist, og kun trendtrådene står tilbage. Islættrådene danner mønsteret, hvis de mangler udviskes billedet og mange detaljer kan gå tabt. Når trådene begynder at falde ud, vil vævningen svækkes og til sidst skride fra hinanden. Andre steder er trendtrådene knækkede, hvilket betyder at der kommer et hul.

Når trendtrådene knækker, kommer der hul i vævningen. På billedet kan man se en gammel restaurering, hvor man har lappet hullet ved at efterligne en vævning.

Gobelinen har mange gamle restaureringer. Restaureringerne ser ud til at være lavet af flere omgange. Den sidste restaurering kender vi fra registreringskortet, og foregik i 1927-28, som før omtalt. De fleste af restaureringerne støtter stadig gobelinens vævning på en god måde, derfor er der ingen grund til at fjerne dem. Eksempelvis er der, på bagsiden, syet baner af hør fra top til bund. Gobelinen er meget tung og hørbanerne er med til at fjerne noget af trækket på vævningen, da hørstoffet ikke giver sig.

Nogle af restaureringerne består af en slags kunststopning, hvor man har broderet hen over skaderne. Det tråd man brugte er nu bleget og passer ikke længere i farven, derfor ville vi egentlig gerne fjerne dem. Men man har broderet så tæt, at de ikke er mulige at fjerne uden at ødelægge gobelinens originale vævning. Derfor lod vi dem være. I nogle få tilfælde valgte vi at fjerne de gamle restaureringer, primært fordi de skæmmede udseendet. En af dem var restaureringerne på blomsten, der ses på billedet.

På bagsiden af gobelinen ses de gamle restaureringer tydeligt. Der er syet lange baner af hørlærred fra top til bund, som er med til at støtte gobelinen. Den store vægt belaster nemlig gobelinvævningen. Man risikerer at den trække sig selv i stykker.

Gobeliner kan være ekstremt snavsede, mange har aldrig været vasket og er fyldt med snavs og sod. I flere tilfælde har farverne på gobeliner ændret sig radikalt efter vask. Jeg har set eksempler på gobeliner, hvor mørklødede personer i gobelinen, ændrede hudfarve i forbindelse med vask og viste sig at være hvide. Vores gobelin så umiddelbart ikke så voldsomt snavset ud.

Det er tydeligt at gobelinen på et tidspunkt er blevet vasket. I den forbindelse er gobelinen blevet skadet. Ser man på gobelinens overflade, er den meget ujævn. Dette skyldes sandsynligvis at den er blevet vasket i for varmt vand. Alle ved at når uld vaskes ved en for høj temperatur kryber den. Som tidligere fortalt, er gobelinens trend af uld og ikke som ofte af hør. Under vask er denne uld krøbet. Trendtrådene er meget lange tråde, idet de løber fra top til bund, derfor er de krøbet mere end islæt trådene, som danner mønsteret. Det betyder at der ikke længere er plads til alle islæt trådene, som derfor bliver skubbet sammen og giver en ujævn bulet overflade.

Her ses den meget buledeoverflade.

Hvordan renser man en gobelin?

Tidligere vaskede man gobeliner i et interimistisk kæmpe kar. Det gør man ikke længere, af flere årsager. Gobelinen optager meget vand under sådan en vask og er derfor meget længe om at tørre, desuden er det meget svært at vaske sæben ud igen. Når gobelinen flyder i vandet, løsner nogle af de knækkede fibre sig, og flyder ud med vandet, hvorved vævningen svækkes. At vaske så stort og tungt en gobelin er også meget besværligt og fysisk hårdt arbejde. I dag findes der en mere skånsom metode. Vasken foregår i en højteknologisk computerstyret maskine. Gobelinen placeres på et vakuumbord, hen over bordet kører der en ”arm”, som sprøjter en fin støvregn af vaskevand udover gobelinen. Vandet suges ned igennem gobelinen, hvorved snavset trækkes med ud. Denne type vask er langt mere skånsom, end almindelig vask og har også vist sig at være langt mere effektiv. Desværre er den meget omkostningsfuld. Ikke mindst fordi den nærmeste ”vaskehal” er i Belgien. Grundet den høje pris og fordi gobelinen tidligere havde været vasket og derfor ikke var voldsomt snavset, kom en rigtig vask ikke på tale.

Helt ren var den dog ikke, så jeg var nød til at finde på en alternativ rensemetode. I stedet for en rigtig vask, besluttede jeg derfor at udføre en overfladisk vask, med en tæppestøvsuger. Tæppestøvsugeren sprøjter vand ud af mundstykket og suger det op igen umiddelbart efter. På den måde kan man rense overfladen af gobelinen, uden at gøre den helt våd. Overfladevasken foregik på mit vakuumbord, så gobelinen hurtigt kunne tørre helt op.

Gobelinen var så stor at jeg måtte ”støvsuge” den af flere omgange. Hvert område skulle tørre helt op inden jeg kunne gå videre til det næste område, derfor tog overfladerensningsprocessen en hel uge.

Jeg blev egentlig lidt overrasket over hvor meget snavs der alligevel sad på gobelinens overflade. Selv efter den var blevet grundigt støvsuget for løst skidt, inden den blev overfladevasket med tæppestøvsugeren. Størstedelen af snavset formodes at være nikotin, da det indtil for få år siden var tilladt at ryge i salen. Det kunne også være en forklaring på hvorfor gobelinen var markant mere snavset på den øverste halvdel, idet røg bevæger sig opad.

“vaskevandet” fra gobelinens øverste halvdel efter overfladerensningen med vandstøvsugeren.

 

“vaskevandet” efter rensning af gobelinens øverste halvdel.

Skader restaureres efter gamle traditioner

Nu var gobelinen blevet støvsuget og overfladerenset, og nu var der ”kun” syarbejdet tilbage. Metoden til restaurering af gobeliner har ikke ændret sig synderligt gennem tiden. Man restaurerer skaderne ved at lægge et stykke hør på bagsiden som støttestof. De løse tråde sys til støttestoffet med noget man kalder murstenssting, hvorved de låses fast. Hvis der er hul i gobelinen, laver man en form for kunststopning, der har til formål at kamuflere hullet. Metoden er relativ simpel, men meget tidskrævende.

I det brune område langs den lyse stribe, har vi syet de løse trendtråde fast til støttestoffet med murstenssting. Trådene ligger nu fast og risikoen for yderligere tab af fibre er minimeret. På afstand ser man ikke længere hullet.

Den gamle restaurering er fjernet og erstattet af en form for kunststopning, hvor man lægger en tråd i den ønskede farve på tværs af trendtrådene, herefter syer man denne tråd fast med murstenssting.

Velcro er et vidunder materiale

Efter mange timers syning, er det endelig blevet tid til at montere det nye ophæng. I dag hænger man oftest gobeliner op i velcro. Velcro har den fordel at det er meget stærkt. Det er næsten umuligt at tvinge fra hinanden, med mindre man hiver det fra hinanden fra enderne. Dette betyder, at når man hænger en gobelin op i velcro, hænger den godt fast. Samtidig er det meget let at rykke den ned fra væggen, i tilfælde af brand eller lignende. Velcroen syes på hele vejen, for at fordele vægten fra gobelinen jævnt over hele dens bredde.

Min kollega Birgitte er i gang med at montere velcroen, som gobelinen skal hænges op i.

Gobelinen er nu færdigkonserveret og bør kunne holde til at hænge i Aarhus Mølles sal mange år endnu.

Bevaringsafdelingens snedkere Torsten og Knud hjælper med at montere velco på væggen og hænge gobelinen op.

 

 

En 1600tals gobelin under kærlig behandling

Konservering af en gobelin er ikke hverdagskost, men det er netop, hvad Birgitte og jeg har brugt det spirende forår til.

Gobelinen efter konservering. Gobelinen måler 310X320, og når fra loft til gulv.

Denne smukke gobelin pryder endevæggen i Århus Mølles sal, i Den Gamle Bys administrationsbygning. Gobelinen er sidst blevet konserveret i 1927-28. Den har hængt i salen i mange år og trængte frygteligt til et nyt ophæng. Det har derfor længe været et ønske at få den konserveret, men konservering af en gobelin er meget tidskrævende. I december var der så endelig lidt luft i kalenderen, og gobelinen blev taget ned og hentet ind til konservering. Dette er fortællingen om gobelinen og konserveringen heraf.

Billedet viser det øverste hjørne af gobelinen. Den grønne snor er det gamle ophæng. Gobelinen hang i løkkerne på søm. Dette har betydet at gobelinen er meget beskadiget langs ophængskanten, og flere steder mangler der, som her større stykker af gobelinens kant.

Hvem ejede dem?

Vi ved ikke hvem, der oprindelig har bestilt og ejet gobelinen. Men vi ved at Bispinde Charlotte Birch forærede gobelinen til Aarhus domkirke i 1831. Ifølge Danmarks Kirker (1972) var der tale om et familiestykke. Bispinden forærede gobelinen til Domkirken til brug som tæppe til gulvet i koret. Den lå der fra 1831 – 1884, hvor den blev udskiftet med et andet gobelinvævet tæppe. Hvornår den er overgået til Det gamle Aarhus Museum er usikkert, men grundet pladsmangel overgik den, blandt mange andre genstande til Den Gamle By i 1926.

På bagsidens nederste højre hjørne er denne besked broderet. Den er sandsynligvis broderet i forbindelse med overdragelsen til Aarhus Domkirke.

Om gobelinen

Vi ved ikke så meget om gobelinens oprindelse. Men hvad kan gobelinen egentlig selv fortælle os?

Gobelinen er af typen Verdure, et skovlandskab med et jagtselskab i forgrunden og ruiner og bjerge i baggrunden. Dette billedmotiv blev produceret fra midten af 1500tallet frem til begyndelsen af 1700tallet. Personernes beklædning kan dateres til sidste halvdel af 1600tallet. Gobelinen er tidligere på museet blevet dateret til slutningen af 1600tallet.

En af de faktorer man kan anvende til at datere en gobelin med, er personernes beklædning. Der er dog ingen garenti for at personerne på gobelinen er afbilledet i højeste mode, alligevel kan klædedragten bruges som en brik i det samlede billede.

Vi ved, at gobelinen er en Brysseler gobelin, altså produceret i Bruxelles. Det ved vi, fordi der i bunden af gobelinen er indvævet et dobbelt B. Værkstedets signatur er ligeledes indvævet. Man burde egentlig ud fra signaturen kunne sige præcist, hvilket værksted gobelinen er vævet på og muligvis også kunne komme med en rimelig nøjagtig datering. Desværre har vi ikke kunnet finde frem til værkstedet. Allerede i 1929 forsøgte museet at kontakte Museés Royaux du Cinquantenaire i Bruxelles, men uden held.

I 1528 blev det ved lov påbudt at værkstederne skulle mærke deres gobeliner med et dobbelt B.

Dette er værkstedets signatur. Den kunne fortælle os meget om gobelinen, hvis vi kunne finde frem til værkstedet.

Fiberanalyser fortæller os, at trenden – tråden, der danner basen – er af uld og islæt trådene – der danner billedet – er af henholdsvis uld og silke. Hvilket ikke overraskede os.

Analyser af vævetætheden viser, at trådantallet i kæden er 7-8 pr. cm, og skudtrådene er 24-28 i ulden og 28-36 i silken, det fortæller os, at gobelinen er meget fint vævet og dermed af høj kvalitet.

Dette er, hvad vi ved om gobelinen, efter at have undersøgt den. Læs mere i næste uge, hvor jeg fortæller om konserveringsarbejdet.

 

 

Borgmestergården frem i lyset

 I weekenden 4.-5. maj 2013 er der fokus på Borgmestergården, Den Gamle Bys absolut første hus, der blev starten på museet. Fokus er på bygningen som Aarhus-hus, så jeg har gravet lidt dybere i tingene for at kunne præsentere billeder og oplysninger, som ikke så tit har været fremme fra gemmerne. 

Borgmestergården lå på hjørnet af Immervad og Lille Torv i Aarhus. Her ses den under nedtagningen i 1908.

Museets frivillige hjælper Asger Christiansen scannede allerede i løbet af vinteren en samling fotografiske glasplader, fordi de skulle flyttes til et bedre magasin. Glaspladerne indeholdt mange billeder fra Borgmestergårdens allertidligste udstillinger, og de kan fortælle spændende historier om skiftede moder i museumsudstilling. Billederne kan også fortælle om, hvordan museumsfolkene i starten klarede sig med de forhåndenværende søms princip. Da genstandssamlingerne var ganske små, måtte man klare sig med lån fra private og fra andre museer. 

Tingene står langt fra hinanden i en af de første udstillinger i Borgmestergårdens Louis Seize stue. Læg mærke til portrætmaleriet af Johannes Wiedewelt på væggen. Det har været i Den Gamle By siden 1914.

Museets stifter og første direktør Peter Holm lånte ting fra mange sider. For eksempel fik jeg i 2009 en henvendelse fra min kollega Thomas Lyngby på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Han var i gang med at etablere en udstilling af ting fra før Frederiksborg Slots brand i 1859. Thomas Lyngby spurgte efter et portræt af billedhuggeren Johannes Wiedewelt malt af Hans Hansen, 1821. Med en hurtig søgning fandt jeg ud af, at dette billede havde været deponeret i Den Gamle By lige siden 1914. Museets stifter Peter Holm må altså have lånt det til sin første udstilling i Louis Seize stuen. I fantasien så jeg Peter Holm for mig med maleriet i den genopførte Borgmestergård. 

Peter Holm og sønnen Ralph på Borgmestergårdens trappe.

Der er mange kilder til viden om Borgmestergården. I arkivet for museets tegnestue har museumsassistent Solveig Kristine Kristensen gjort et stort arbejde med at systematisere og digitalisere billeder og tegninger af blandt andet Borgmestergården. I de digitaliserede genstandskort kan man finde oplysninger om ting, der har været brugt i Borgmestergården. Der er erindringer om livet i huset og jeg søgte naturligvis også i hukommelsen. Jeg kom i tanke om foredragsholderen Carl Langballes fantastiske iscenesættelser fra 1930. Dem havde jeg sidst fingre i, da jeg sammen med tidligere overinspektør Birgitte Kjær skrev artiklen Befolkede Rum til Den Gamle Bys årbog 1995. Det er ikke ret mange af disse billeder, der har været vist i en større kreds, siden Langballe rejste Danmark tyndt med sine Danmarks-foredrag i 1930’erne. Deres kvalitet er så god, at de fortjener at komme frem i lyset til temaweekenden. Derfor benyttede vi lejligheden at til digitalisere også disse spændende fotos, så museumsassistent Bodil Brunsgård har haft travlt med dette projekt i de senere uger. 

Carl Langballe iscenesatte og kongelig hoffotograf Peter Elfelt trykkede på udløseren i 1930. Her i rokokosalen i Borgmestergården.

 Læs mere om tema-weekenden her:

http://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/vis-begivenhed/?tx_wildsidecalendarview%5Buid%5D=200&cHash=ec7559da1c60db8ed3cd9a6953ceeac5

 Læs mere om Borgmestergården her: 

http://www.dengamleby.dk/borgmestergaard/

 

 

 

Den blå tallerken – En romantisk tragedie i otte akter

Den blå tallerken

Museumsfolk bliver ofte præsenteret for dele fra diverse spisestel dekoreret med det samme motiv i en klar blå farve: Et typisk kinesisk landskab med bygninger, træer, vandløb, en bro, en båd og to turtelduer. Motivet kaldes Blue Willows Til dette motiv er knyttet eventyret om den kinesiske mandarins datter Koong-See og faderens sekretær Siang-Lee. Koong-See og Siang-Lee forelskede sig aldeles i hinanden. Forholdet måtte holdes hemmeligt, da faderen kun kunne misbillige en forbindelse mellem en rig mandarindatter og en fattig sekretær.

 

Første akt, mandarinens hus

Her ses den stormægtige mandarins imponerende bolig: Et hus i to stokværk. Tre store, sorte søjler understøtter taget over en veranda hævet over jordsmonnet ved hjælp af fem skifter sten. En vinklet trappe fører fra plænen op til verandaen. Omkring huset vokser både buske og træer. I haven holdt de elskende deres hemmelige stævnemøder.

 

Anden akt, hegnet om haven

Da faderen opdagede forholdet mellem datter og sekretær, blev haven indhegnet af et stakit, der skulle holde Siang-Lee ude fra haven. Stakittet skærer både have og gangsti.

 

Tredje akt, tilbygningen

Ved siden af sit hus lod mandarinen opføre en tilbygning til Koong-See, hvor hun blev holdt i husarrest, mens hun ventede på den af faderen udpegede ægtemand, en ældre hertug. Eneste person hos datteren var en terne. Huset ses i midten af motivet, til venstre for mandarinens hus. Det er bygget delvist ud i vandet.

 

Fjerde akt, flugten over broen

Det lykkedes det unge par at flygte. Forneden til venstre er slået bro over vandløbet. På selve broen er tre personer på vej over broen fra højre mod venstre. Måske ser vi de to unge elskende efterfulgt af ternen på flugt fra mandarinens område, eller de to unge forfulgt af selveste mandarinen eller den ældre hertug.

 

Femte akt, ternens hus

Mandarinens datter havde en god hjælper i ternen. Ikke nok med at hun hjalp det unge par til at undslippe, men hun stillede ydermere sin ringe bolig til deres rådighed efter flugten fra mandarinens hus. Broen fører over til ternens lille hus.

 

Sjette akt, båden på floden

Det unge par kunne ikke vide sig i sikkerhed i ternens ydmyge bolig, da stedet lå for tæt på mandarinens hus. Derfor flygtede de i en båd ned ad floden. Båden ses til venstre. I toppen af masten hænger en lanterne. En person er tilsyneladende i færd med lydløst at stage båden væk, til et nyt fristed for de unge.

 

Syvende akt, fristedet

Her slog de sig ned og levede lykkeligt, men ikke længe. Den forsmåede, ældre hertug opstøvede det unge pars tilholdssted. Siang-Lee blev overrasket og dræbt af soldater. Koong-See styrtede til sine gemakker, som hun stak ild på, hvorefter hun omkom ynkeligt i flammerne. Fristedet, et fleretagers hus omgivet af buske og træer, ses øverst til venstre i motivet.

 

Ottende akt, turtelduerne

Guderne omskabte Koong-See og hendes elskede Siang-Lee til to udødelige turtelduer, sindbilledet på den troskab, som forskønnede deres liv og som fulgte dem i døden. Øverst i midten af motivet flyver de to duer. De er afbildet så nær hinanden, at deres næb næsten mødes.

 

Blue Willows

Motivet kaldes Blue Willows, og er udviklet af den engelske fabrik Spode i Stoke-on-Trent i årene omkring 1810. Blue Willows er ikke ét bestemt mønster. Der findes 11 forskellige midtermønstre samt ni forskellige fanemønstre. Navnet Blue Willows henviser til, at motivet som hovedregel er fremstillet i blåt, og at det gennemgående træk er det store piletræ i midten af motivet. Mønstret er af engelsk oprindelse, og ikke kinesisk, som man måske skulle tro. Den kinesiske inspiration er dog tydelig. Kineserier var ekstremt folkeyndede i Europa omkring år 1800. Blue Willows produceres den dag i dag verden rundt – og i alskens kulører.

Eventyret om Koong-See og Siang-Lee er blevet skabt som en art forklaring på det populære, næsten tegneserie-agtige motiv. Man kunne ellers have forventet, at eventyret om Koong-See og Siang-Lee dannede baggrund for Blue Willows motivet, men det er altså omvendt!

Nummer 8: En saftkande

 

Saftkande fra Store Kongensgade-fabrikken i København

I Den Gamle Bys Kunstkammer, der åbnede i april 2011, er en montre med fajancer udgået fra Store Kongensgade-fabrikken i København. Her står som nummer 8 en saftkande.

Mange af de genstande, der befinder sig på kulturhistoriske museer, kan fortælle en historie. Man skal blot stille de klassiske spørgsmål: Hvad er det, Hvad er genstanden lavet af, Hvor er den lavet, Hvornår er den lavet, Hvem har den tilhørt.

Før man har gjort det, er selv den mest smukke, dyre eller sjældne genstand blot en pæn eller grim, sigende eller intetsigende historieløs, gammel, død ting.

Hvad er det?

Midt på kanden er et skriftfelt med signaturen Syrup: Pectoral: indrammet af et kronet draperi. Syrupus Pectoralis er hostesaft fremstillet af en blanding af Lakridsrods-sirup, Kornvalmue-sirup, Althæa-sirup og Amerikansk brækrods-sirup. Der er altså tale om en apotekerkande beregnet til hostesaft.

Hvad er genstanden lavet af?

Den vaseformede 22 cm. høje saftkande er fremstillet af hvid fajance med en blåmålet dekoration.

Hvor er den lavet?

Der hersker ingen tvivl om, at kanden er fremstillet på Store Kongensgade-fabrikken i København. Den ligner alle andre varer fra denne fabrik. Rigets første fajancefabrik kom til at ligge i Store Kongensgade. Frederik IV gav 4. december 1722 fabrikken 30 års eneret på fremstilling af blå fajance på betingelse af, at fabrikken dækkede det dansk-norske marked, og dermed fik stoppet importen af nederlandsk fajance. Privilegiet kunne ikke opretholdes, og fabrikken var udsat for hård konkurrence fra fajancefabrikker i både ind- og udland. Produktionen blev indstillet ca. 1769/70.

 

Den sammenskrevne signatur for Johan Ernst Pfau, fabriksmester 1727-49

Hvornår er den lavet?

Dateringen må så være 1722 til 1769/70. Men vi kan indsnævre dateringen mere endnu. Under bunden er kanden signeret med JP. Ham kender vi fra de skriftlige kilder. Vi ved, at Johan Ernst Pfau var fabriksmester fra 1727 til 1749, hvor han forlod fabrikken efter uoverensstemmelser med den nye ejer, bryggeren Christian Gierløf.

Kanden må altså være lavet i årene mellem 1727 og 1749. Dateringen kan dog indsnævres endnu mere, hvis vi spørger:

Hvem har den tilhørt?

 

Bagsiden af saftkanden

På bagsiden af kanden står A: C: Eegholm:. Om ham ved man, at han hed Anders Christian Eegholm, og var apoteker i Stege fra 1735 til 1753 og i Vordingborg fra 1737 til 1741. Som apoteker gik det ham dog ilde. Allerede i 1739 begyndte kreditorerne at angribe ham for gæld, og i 1741 måtte han sælge Vordingborg apotek. Lige lidt hjalp det. I 1752 blev han indsat i Stege arresthus for gæld for senere at blive overført til Gældsfængslet i København. Han gik aldeles bankerot i 1753.

Til indretningen af apoteket i Vordingborg i 1737 lånte han 1.400 rigsdaler af sin svigermoder, der fik 2. prioritet i gården og 1. prioritet i det nye apotek og materielkammer. I pantet nævnes blandt andet ”270 store og små af adskillige sorter hvide porcelænskrukker, som alle med blå navne er indbrændte på hver krukke”. Dette er en af disse krukker. Pantet bruger ordet porcelæn. Ved en synsforretning i 1753 af Stege apotek efter Eegholms afgang nævnes der blandt andet “4 blaa og hvide sirupskander af hollandsk Stentøj”. Begge steder menes der slet og ret fajance.

På et tidspunkt kom saftkanden til Sorø apotek, hvor den i 1880’erne blev givet til Artur Hazelius, stifteren af Nordiska Museet i Stockholm. I januar 1947 blev den, sammen med mange af Hazelius’ danske apotekergenstande, deponeret i Den Gamle By.

Alt i alt:

Efter at have fået svar på alle disse spørgsmål og foldet historien ud om saftkanden nummer 8 kan man konkludere, at det er:

En kande af fajance, beregnet til hostesaft, fremstillet på Store Kongensgade-fabrikken i København i 1737 til Anders Christian Eegholm til brug på hans nye apotek i Vordingborg.

 

Tekstiler i skrøbelighedens museum

I begyndelsen af marts 2013 fik Den Gamle By en henvendelse fra journalist Camilla Stockmann fra Politiken. Hun ville gerne høre om ting, som museet gemmer, selv om de er for skrøbelige til at udstille. Vi kom straks til at tænke på tekstiler: De er sarte, de kan blive nedbrudt af fugt, lys og af snavs, som giver grobund for alle mulige slags mikroorganismer og for insekter, der har tekstil som livret. De kan også blive ødelagt af en alt for hårdhændet behandling og nogle tekstiler er faktisk fra begyndelsen fremstillet sådan, at de kun har en begrænset levetid.

Et eksempel på det er en festkjole fra 1925 af lys, støvgrøn chiffon. Den var med i dragtudstillingen Festtøj 1909-2009, og vi måtte lægge den på en stol, så den kunne få mere støtte, end hvis den var blevet monteret på en gine. I 1920erne var der en naturstridig og flot mode med selskabskjoler syet af helt tynde og lette stoffer overbroderet med tunge perle- og pailletbroderier. Den type kjoler er en bevaringsmæssig udfordring, fordi det tunge broderi på længere sigt vil rive de tynde stoffer itu.

 

Billedet viser en detalje fra skørtet. Broderiet er professionelt udført i en gentaget rytme af perler, pailletter og similistene i hvidt, rødt, grønt og metal. De broderede former fletter sig ind i hinanden som stiliserede blomster. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Til Politikens artikel valgte jeg at fortælle om en herredragt fra ca. 1770. Den havde vi taget frem fra magasin i efteråret 2011. På det tidspunkt holdt Den Gamle By en workshop for en gruppe internationale forskere, som arbejder med europæisk mode fra 1500 til 1800. Man kan læse om det projekt her: http://www.fashioningtheearlymodern.ac.uk/

 Jeg havde en anden skjult dagsorden for at ønske at se netop den dragt, nemlig at jeg på det tidspunkt arbejdede med udstillingen Sko og Accessories. Mode og luksus i 1700-tallet, som Den Gamle By viste fra marts til og med december 2012. Hvis herredragten havde kunnet tåle det, ville jeg gerne have haft den med i den udstilling. Desværre er den for nedbrudt til at kunne holde til den belastning, og det er helt umuligt at få den til at skinne i sin fordums glans.

 

Billedet viser en detalje fra den ene lommeklap, hvor man stadig kan få et indtryk af, hvor flot dragten har været. Foto: Frank Pedersen.

Det består af kjol (den tids jakke), vest og bukser og er syet af et fantastisk materiale med silke i bunden og indvævede guldlameller og fløjlspletter. Det er en paradedragt, der har kunnet glitre og skinne i guld i tællelysenes skær, og den glans blev understreget af fløjlspletternes delikate farver i grønt og flere nuancer rødt. Formodentlig er stoffet vævet i Lyon, som i 1700-tallet var rigtig langt fremme i skoene med en fornem produktion af luksustekstiler til Europas overklasse. De fine knappers teknik tyder på, at dragten er syet i Paris og indført som færdig dragt til Danmark. En dragt af den fremragende kvalitet har tilhørt en velstående mand, og man ved, at den senere er blevet brugt som teaterdragt af skuespillere. Den brug har slidt yderligere på stof og knapper. 

 

Fotografering af herredragten. Foto: Frank Pedersen.

Camilla Stockmanns indlæg om Skrøbelighedens Museum blev bragt i kulturtillægget i Politiken, lørdag 13. april 2013.

Museumsinspektør Erna Lorenzen, som indsamlede dragten i 1960, skrev om den i museets årbog fra samme år. Artiklen hedder: Teater eller virkelighed.